Finmarkens hekseprocesser
Finmarken blev det sted i Norge som kom til at lide mest under perioden med hekseforfølgelser. Det gælder fiskeværene (sæson fiskeplads) nærmest den gamle Vardøhus fæstning i Østervågen. Årsagen til dette er mange.
Efter velstanden på 1500-tallet var landsdelen inde i en økonomisk nedgangtid, som
varede helt til monopolhandelen blev ophævet sidst på 1700-tallet. På knap hundrede år, i løbet af 1600-tallet, gik befolkningen ned med en tredjedel.
Velstående fiskepladser, hvor “fuldgjæve mænd” med deres jekter havde sejlet på Bergen, blev fattige og enkelt forladte og øde. Man ser tydelige spor af økonomisk kamp i heksesprosserne.
Men i Finnmarken kom man ekstra i søgelyset, da heksebålene flammede over hele Europa. Både landsdelen og indbyggerne blev anset for mistænkelige, idet man i middelalderen mente, at nedgangen til skærsilden og helvede var på øde,
skræmmende steder og denne tro varede indtil det nye verdensbillede sejrede.
Efter en Finnmarksrejse skriver Norges sidste ærkebiskop Erik Walkendorf, i 1520 til paven, at efter manges mening bliver i øde og bortgemte klippehuler i Finnmarken sjælen renset for syndens smuds. Et klart vidnesbyrd er ulykkelige
og frygtelige røster, som høres derfra og som nogen af hans folk har hørt.
Angående folket, var samisk magi genstand for skræk blandet interesse. I en befaling fra 1609 til lensherren på Vardøhus siger den store hekse-forfølger Christian IV: Erfaringerne viser at de finske og lappiske folk af naturen er tilbøjelig til trolddom, derfor skal du føre et alvorligt og strengt opsyn, så de som kan bevises at bruge trolddom ” ved dom oc sentenz uden al naade aflifuis”. I 1617 udsteder kong Christian en forordning mod “Troldfolk og dens medvidere”, hvor han først nævner “hemmelige kunster” som at signe (klog kone/mand), mane, måle osv. De bliver udset til at skulle være til gavn for folk og fæ og bliver derfor tålt, men de er troldfolkets alfabet og de som driver med sådant skal herefter bøde med alt hvad de ejer og rømme land og rige. Hvad “rætte
troldfolek” angår, som har indgået forbund med djævelen, skal behandles efter loven og recessen (med andre ord brændes). Mens de som har med sådanne folk at gøre og lader dem udføre noget for sig, skal halshugges. Så snart øvrigheden
får kendskab på alle som her er nævnt, skal de lade dem tiltale og straffe, “saa fremt de icke selff vil stande os til rætte”, fordi de er sådanne folks
medvidere og enig med dem.
