Finnmarks stederne under frihandelen, til 1808

Finnmarks stederne under frihandel, til 1808.

Ludvig Filip og andre rejsende omkring 1800.

“Cap Nord”. … Prins Ludvig Filip (Louis Philippe), senere konge av Frankrike, går i land på vestsiden av Nordkapp i 1795. …Fransk originaltrykk etter maleri av Crepin 1829.

Postkort. Fransk originaltrykk etter maleri av Crepin 1829. Prins Ludvig Filip (Louis Philippe), senere konge av Frankrike, går i land på vestsiden av Nordkapp i 1795. Louis Phili

Efter handelen ved forordning af 5 september 1787 var frigivet, kom det 13. februar 1789 en del nærmere bestemmelse, som delvis fik betydning for Finnmark: Alle handelsmænd som nedsatte sig på et ”kremmerleie” og samtidig havde bolig i en af e tre kløbe steder, fik 10 års frihed til at lade egen eller befragtende skib at seile fra alle havne i Danmark – Norge til hvilket som helst sted i Finnmark og derfra ud igen, uden at anløbe nogen af toldstederne i amtet. Ligeså fik alle kongens undersåtter lov til i 10 år at besejle Finnmark på samme vilkår. Den eneste kontrol bestod i at reder eller medfølgende faktor skulle indsende ”cargas” til nærmeste toldsted. Men hvis skibet på ind eller udrejse passerede et af toldstederne, skulle cargasen afleveres på toldkontoret og skibet visitere af toldbetjenten. Skibene havde lov til at anløbe fere steder efter tur, og i 4 uger på hvert sted drive handel med indbyggerne; de måtte kun sende opgave og medførte varer til første sted og udfører varer ved afsejling fra det sidste. Derimod måtte udlændinge kun besejle købstæderne, og disse alene havde ret til direkte handel med udlandet.

En undtagelse var russerne, som efter forordning af 1787 havde lov til at handle på ”kremmerleiene”. Men de var forpligtiget til at anløbe Vardø og angive deres last til toldbetjenten. Var de af stor tvunget til at sejle forbi Vardø skulle de anløbe Hammerfest. På samme måde skulle de visiteres på tilbagerejsen. – Alle finmarksvær var toldfri, men alligevel skulle alle jekter og andre fartøjer som til og fra Finnmark passerede Tromsø, stoppe der for visitation. Bl.a. måtte det ske fordi brændevinsafgiften – 4 sk. pr. pot – skulle angives ved Tromsø toldsted af alle som boede sønden for Hammerfest, og svares enten af kræmmerne eller i købstaden.

Da nu handelen var frigivet, måtte den kongelige handels ejendomme og interesser i Finnmark afvikles, og det var selvsagt meningen at overlade realværdierne til brug for de handelsmænd som ville overtage stederne. Efter forordning af 1787 skulde de som ønskede en sådan overdragelse, melde sig il amtmanden i god tid. De måtte angive på hvilke vilkår de kunne overtage stedet, og i tilfælde de ikke straks kunne betale købesummen, måtte de stille sikkerhed. Desuden måtte alle nye handelsmænd give garanti for at de kunne skaffe sit distrikt tilstrækkelig med kornvarer og andre nødvendighedsvarer, og var pligtige til at holde amtmanden underrettet om sine forsyninger. Ved en publikation af 11. juni 1788 blev alle liebhavere igen opfordret til at melde sig, især ønskede man tilbud fra formuende folk udenfor Finnmark. For at fremskynde sagen fik de adgang til at forhandle direkte med den nedsatte realisationskommision i København og måtte melde sig skriftlig inden udgangen af oktober. Der blev budt dem ”meget favorable vilkår”, og understøttelse i den første tid, foruden alle salgs råd og vejledning om ”handelens beskaffenhed der i landet”. Der blev udarbejdet en liste over værdien af hus, inventar, varebeholdning på stederne Alta, Hammerfest, Kjøllefjord, Tana, Kjelvik, Måsøy, Hasvik og Loppa. Desuden frembød man de to hovedmagasiner på Hamerfest og Vadsø, opført 1784, hvor der fandtes ”et vel assorteret lager af de i Finnmark afsættelige handelsvarer”.

Det viste sig i praksis at kun få uden for Finnmark havde lyst eller evne til at overtage stederne. De fleste af dem gik efterhånden over fra handelen til dens tidligere betjente, som allerede boede i Finnmark og var fortrolige med forholdene der. Ikke alle af disse havde økonomiske evner til at etablere en egen handel. Købmand Jacobæus i Måsøy søgte pension. Lidemarch, som havde bestyret Kjelviks handel, sad igen med kone og tvende børn, og så sig ikke i stand til at nedsætte sig, men bad om vartpenger. (penge som oppebæres i en venteperiode). Han fik 150 rdl., senere 262 rdl. i pension og blev omsider tolder i Tromsø. Assistent Jacob Wadel ved Måsøy bad om vartpenger, ligedan overassistent E. Wadel ved Hasvik handel. Men amtmanden fremhævede at han havde bestyret sit sted meget fint, og derfor måtte være selvskrevet til en handel f. eks. Loppa. Købmand Jesper Beck på Loppa søgte om at kunne overtage Hasvik. Han kom også så langt at han fik gæstgiverbevilling; men et par år efter omkom han på havet sammen med sin assistent Wadel og nogle skyssfolk. På Tanens handels sad Jacob Aagaard ”en fattig mand med kone og børn”, og ville gerne overtage stedet, men fik det ikke.

Derimod var der andre som havde kræfter og evner nok til at føre handelen videre. Af de gamle steder blev Loppa overtaget af en købmand Jonas Toske. Hasvik blev købt af Christian P. Killengreen. I Alta-Talvik blev handelsstedet overtaget af et handelshus i Flensborg, med Christian Schwensen som faktor for de nye principaler. Den tidligere assistent ved samme handel Andreas Nørager ville gerne have overtaget den; men amtmanden skriver i 1789 at Nørager ”formedelst den krig Rusland er indviklet i, er det uvist om ma kunne erholde det fornødne fra Arkhangelsk”. Kort efter fik han gæstgiverbevilling på Bossekop, og bosatte dei der. Måsøy handel blev efter amtmandens anbefaling fremdeles bestyret af købmand Jacobæus, men samtidig blev her oprettet en privat handel ved Cort P. Buck.

Den vigtige Hammerfest handel ansøgt af købmanden Jens Christian Buck, mens hans bror, assistent ved samme handel Christopher Lorenz Buck, ansøgte om Kjøllefjord med Berlevåg. Hammerfest blev derfor overtaget af firmaet J. C. & M. Buck & Co, men Kjøllefjord blev drevet af J. C. Buck alene. Kjelviks handel blev ledig, da Lidemarck ikke kunne overtage den, amtmanden anbefalede da at overassistent ved Øst-Finnmark magasin Lorentz Conrad Kog måtte få Kjelvik, skønt manden selv havde bedt om befordring til et af toldstederne i Finnmark. Han fik da heller ikke Kjelvik, stedet blev overdraget til købmand Carl Falck. I Tana var som nævnt Aagaard villig til at overtage handelen, men han kunne antagelig ikke skaffe garanti nok, og stedet forblev i kongens eje, med Oluf Dam som købmand.

I Vardø sad ve overgangen til frihandelen Andreas Esbensen som købmand, og i Vadsø Christian Hvistendahl. Begge var gamle i handelens tjeneste. Ved interrimsbevilling af 27. december 17788 fik de i fællesskab overdraget disse to steder, som blev drevet under firmanavn Hvistendahl & Esbensen. Så var det bare Mortensnes handel tilbage. Her sad overassistent Arent Alexander Wadel, som gerne ville overtage stedet. Men så brændte handelsstedet og Wadels ejendele i 1789, så han blev ude af stand til at etablere sig. I stedet blev han senere tolder i Vardø. Mortensnes overgik senere til justitsråd Frisch i København, som drev stedet ved faktor.

Ved siden af de gamle handelssteder kom der efterhånden en række nye, hvis ejerne fik gæst bevilling og drev handel med almuen. Vi har allerede nævnt hvorledes Nørager som en af de første oprettede handel i Bossekop. I løbet af de første par år kom der desuden gæstgivere i Repvåg, Polmak og Ingøy, kort efter også Sværholt. Indtil 1802 var der også kommet gæstgivere i Berlevåg, Bergsfjord, Hopseidet, Gunnerneset i Måsøy, Sandøy, Langfjord, Kvalsund, Kløven (Kløvnes i Nessby), Fagervik, Årøy, Langfjordbotn og Bugøynes. Ved udgangen af denne periode, 1808, havde også Båtsfjord, Jupvik og Levesby fået sine gæstgivere. Udenfor byerne og de gamle handelssteder var der nu 17 gæstgiverier. Sammen med Vardø, Hammerfest og de 8 gamle steder som nu var overtager, blev der over 5 steder i Finnmark hvor folk kunne søge afsætning af deres varer og købte det som behøvedes.

Hvordan virkede frihandelen nu; var der nogen forskel at mærke i forhold til før? Amtmand Sommerfeldt, som selv havde været en af talsmændene for en bedre ordning, så optimistisk på sagen. Året 1789, frihandelens første år, syntes rigtig at smile til finnmarkingene. Efter Sommerfeldt beretning var torskefiskeriet i almindelighed rigtig godt, laksefiskeriet var godt, og været varm og strålende. Fra maj til september havde Finnmark en ualmindelig tørke, så selv de bedste kilde til slut var tørlagt. Snebræerne var så små, som de ikke havde været i mands minde. Kornet blev overalt modent, men ble ligesom græsset afbrændt på den tørre grund. Prisen på fiskevarer holdt sig temmelig god ” både hos landets købmænd og de her til landet kommende så vel indenrigs som russiske skippere”. Priserne på levnedsmidler havde også været høje; men dog ikke være end at det var regningssvarende for folk som havde fiskevarer at tilbyde. Amtet syntes allerede at have fået liv og virkelyst, siger Sommerfeldt. ”Vil fiskeriet ikke i sin almindelighed mislykkes, som Gud forbyde, og skulle Russland snart beslutte sig for fred, da har man al mulig grund til at tro på at dette amt kunne få en lykkebringende fremtid under frihandelen.

For amtmanden var det blevet en ikke bare pligt, men en ren hjertesag at sørge for at amtet blev tilstrekkelig forsynet. Allerede i 1788 skrev Sommerfeldt at forsørgelsen ad Finnmarken med nødvendighedsvarer var han magtpåliggende – ”som jeg elsker dette amts indbyggere, over hvilke jeg allernådigst er betroet opsynet”. Men det vat ikke altid så let. Især var det ilde at Rusland, som tidligere antydet, var involveret i krig (den svensk-rusiske 1788 – 90). Det førte til en midlertidig stop i russehandelen, og situationen blev vanskelig i 1790. Den 13. august dette år skrev Sommerfeldt til rentekammeret at man endnu forgæves havde ventet på at russerne skulle komme med mel- og kornvarer. Nogen skibe havde rigtignok været undervejs men var af guvernøren i Kola beordret tilbage. De fleste af amtets handelsmands troede på russehandelen, som endnu året før havde givet tilstrækkelig tilførsel af mel. Og de bergenske skippere som kom nordover, havde på grund af høje kornpriser ikke ført noget med sig, ja de købte endog russemel i Finnmark for at fragte det sydover. Amtmanden havde derfor skrevet til stiftamtmanden i Trondheim og bedt om at et par fartøjer derfra måtte sendes opover med nødvendig melvarer til de handlende. Han anså det højst ønskelig at få udvirket tilladelse til at udføre 16 – 20 000 våger mel fra Arkhangelsk.

Imidlertid rettede det sig i 1791, da krigen var slut og flere russere kom til Vardø og Vadsø. Fremdeles fortsatte der med at komme større skibe op fra Danmark, foruden skippere fra Bergen og Trondheim, og gæstgivere og købmænd fra Nordland og Toms. Handelslivet blev langt mere varieret og mangfoldigt end før, og små og store skibe af forskellig slags krydsede langs Finnmarks kysten. En Bergens brigg på 28½ cl. Var blandt dem som i 1789 besejlede Finnmark. Købmand Bredal i Tromsø var i 1790 i Vardø for t hente varer fra handelens magasin, og året efter købte han fisk hos Schwensen i Talvik. Fra Schwensen og Nørager blev der i 1791 udført flere tusinde våger fisk med skipper ”Johan Karlsen fra Altona”. Nørager solgte desuden betydelige partier til svenske borgere og en russer. ”Madame salig Toskes” i Loppa sendte et lille parti lange med skipper Didrich Hess til Bergen, men størsteparten af hendes produktion, 1400 våger klipfisk og en del råskjær, blev købt af Schwensen i Talvik og af ham eksporteret med Kaptain Clousen fra Flensborg. Også Killengreen i Hasvik solgte størsteparten af fisken til Schwensen, og noget til Buck i Hammerfest. Dette sidste partier ført af Tromsø købmanden Hans A. Giæver fra Hasvik til Hammerfest. Bare et mindre parti lange og sej blev direkte udskibet fra Hasvik med skipper Vedeler fra Bergen, som også hentet en del fiskelast på Måsøy. Buck i Hammerfest sendte to store ladninger, den ene med skipper Jørgen Nielsen af København, den anden med kaptajn Hauge fra samme by. Disse to skippere var også indenom Måsøy og tog partier med fra C. P. Buck, alt sammen til København. Buck i Hammerfest solgte også et parti sej til russen. Det er ganske morsomt at læse de højtidelige angivelserne, som skipperne måtte udstede. Skipper J. Nielsens er dateret Hammerfest 24. juli 1791 og begynder sådan: ” Angiver jeg underskrevne Sr. Jørgen Nielsen hjemmehørende i Kiøbenhavn, førende skibet Mathilde Cathrine (se forrige kapitel), nu sejlklar liggende for Hammerfest i Finnmarken og destineret for København, hvor min losse plads skal være, at have modtaget i mit skibsrum for d’herrer J. C. & M. Buck é comp.s regning følgende finnmarkske produkter hvoraf tiende ydes -.” Og endda mere højtideligt skipper Niels H. Haugesen dateret Hammerfest 6. september 1791: ”Angiver jeg underskrevne Skipper Næst Gud på mit førende Skib de Trende brødre kaldet at have Indlastet fra Dhr: J: C: og M: Buck & Kompagniets regning fra Hammerfest, følgende Sorter Varer, hvoraf Tinde Gives-.” Angivelsen er her gengivet bogstavret. Den er bevidnet af styrmanden.

I Måsøy drev Jacobæus en mangeartet handel. Nogen mindre partier fisk blev udskibet med Vedeler og Jørgen Nielsen, noget mere med kaptajn Reimers på briggskibet ”Dolphinen”, mens størsteparten blev overladt Cort Buck til udskibning. Ellers solgte Jacobæus mindre partier til købmand Giæver fra Tromsø og til andre handelsmænd i Finnmark. Cort Buck på Måsøy eksporterede størstedelen af sine fisk, sammen med han havde fået fra Jacobæus, med Jørgen Nielsen og Hauge til København. Mindre partier blev sendt med Vedeler, Giæve og en russeskipper Prodapoff. Købmand Carl Flack i Kjelvik havde købt en del fisk af Jacobæus, og udførte selv et større parti, deriblandt 1561 våger råskjær. Fra Kjøllefjords handel sendte J. C. Buck et parti fisk med skipper Hauge til København. Oluf Dam i Tana solgte til skipper Reimers af Bergen et mindre parti råskjær, og desuden 80 tønder saltet laks som for det meste var købt fra almuen i Utsjok.

Fra Hvistendahl & Esbensen i Vardø-Vadsø gik to store ladninger til København, den ene med vores gamle kending ” Giertrud Catharina”, skipper Christen Sørensen, den anden med ”Det gode Haab”, ført af Peder Hanssen Riis. Desuden blev der solgt 672 våger råsej til 3 russere i Vardø og hele 5316 våger råsej til seks russere i Vadsø, foruden 250 våger tør sej til en enkelt rus. Et lige så stort parti tørsej var solgt sidste vinter til de svenske handlende. En dek af fisken i Vadsø var anmeldt af Bergens skipper Jan Møller, et stort parti fra købmand Bierregård på Mortensnes, og det meste fra agent Lem ved Vardø hovedmagasin.

Købmænd og gæstgivere fra Nordland kom især til Vestfinnmark som opkøbere eller for at levere fisk. Foruden Hand A. Giæver fra Tromsø finder man i 1791 hans kompagnon Peder Figenshou, som har leveret fisk til Buck i Hammerfest. Året efter sende mad. Toske på Loppa en del fiks til Bergen med gæstgiver Niels Giæver på Maursund i Skjervøy, men også et par ladninger med Flensborg-skippere, som også indlastede fiskevarer i Alta. Mathias Leinick fra Skjervøy sogn, senere doktor på Vardø og købmand i Tromsø, leverede noget råskjær til handelen på Loppa. Både Loppa og Alta havde besøg af en købmand Normann fra Bergen.

Fra Hammerfest gik der atter i 1792 et par ladninger til udlandet, den ene med skipper Hauge til Genua, den anden med ”De 3 Søsters Haab”, skipper Jørgensen, til Amsterdam. Desuden afgik briggen ”Det gode Haab”, skipper Peter Lorenzen af København, til samme by. De samme tre skibe var også indenom Kjøllefjord og medtog last. Jacobæus og Buck på Måsøy solgte dette år størstedelen af deres fiskelast til russerne, en del til Giæver og en kaptajn Ole Falck fra Bergen.

Fra Falck i Kjelvik blev det bl.a. sendt en større ladning til Trondheim med ”Qvalen”, skipper Ole Sandberg av Trondheim. Og bergensskipperen Nicolay Linde anløb Repvåg med sit fartøj ”Anne Sophia Catharina”, og lastede fiskevarer fra gæstgiver Knud Røe. Købmand Dam i Tana havde solgt lidt tørfisk til Buck i Kjøllefjord, og et parti på 100 våger til svenske borgere.

Kjøllefjord havde solgt fisk til et par russere, foruden det som blev udskibet sydover. Fra Vardø og Vadsø gik fire store ladninger, den første med ”De Jonge jan”, kaptajn Peder Lindberg, den anden med ”Det gode Haab”, kaptajn Hans Christensen Juul, den tredje med ”Holmegaard”, kaptajn Peter P. Groot, og den fjerde med ”Vadsøe”, kaptajn Peder Hanssen Riis. To af disse tog også last i Vardø. Nogle fisk blev solgt til ”det svenske marked” og en hel del til russerne. Af dem lå 3 i Vardø og hele 8 stykker i Vadsø. Noget af den udskibede fisk var opkøbt af bergensskipper Ole Falck, som havde ligget i Varangerfjorden med sin galeas ”Jomfrue Cathrine”. Også Bierregaard på Mortensnes havde leveret disk til Falck, desuden en del direkte til en handelsrus fra Arkangel.

Priserne på fiskevarer i disse år var gode: klipfisk blev betalt med 4 mk vågen ved salg fra handelsmand, råskjær med 82 skilling, rundfisk 62 sk., lange 44 sk. brosme 50 sk., gråsej (tørsej) 48 stk., fersk laks 60 sk., råsej 28 sk., og saltet laks 8 rdl. pr. tønde. Disse priser lå en god del over den fastsatte takst fra oktrojens dage. Disse detaljer fra frihandelens første år giver indtryk af hvordan livet straks blev mere mangfoldigt oh mulighederne for effektiv handels drift blev udvidet med de mange mere alsidige forbindelser der nu kunne knyttes. Mens Finnmark    under oktrojen havde kun de 9 – 10 faste handelssteder, som blev besejlet af nogle få større skuder, kom der efterhånden nye steder i drift, og hvert sted kunde have 6 – 7 forskellige anløb af større eller mindre fartøjer. På denne måde fortsatte handelen, ed de forandringer som skiftende konjunkturer, politiske forhold og fiskeriets afkastning måtte medfør. Under normale forhold vilde Finnmark have haft en stor udvikling allerede nu, men forholdene artede sig efterhånden højst unormale.

I de opgaver som foran angivet, har der kun være talt om udførsel og eksportvarer. Men hvordan var det med tilførslen, som var så vigtig for Finnmark? Her var Sommerfeldt på pletten og holdt et vågent øje med handelen. På tinge i 1793 blev der overalt spurgt om handelsmændene havde været forsynet med nødvendighedsvarer. Svaret er det samme overalt: Handelsmændene har været godt og rigeligt forsynet, de fleste har endnu gamle lager i behold. Året efter var der fremdeles gode beholdninger overalt; men almuen i Loppa klagede over de høje priser på varerne. Det kan de måske have god grund til, men årsagen lå udenfor Finnmark. Netop i dette år var prisen fiske varer på et lavpunkt, ens importvarerne vat i højeste pris. Det hand nøje sammen med de store koalitions krigene som var fremkaldt af den franske revolution.

Krigene påvirkede tilbage på søfarten. Sommerfelt siger i sin beskrivelse af Finnmark at krigen har ”påvirket de dansk og norske købmænd og skibsejere på fragt-handelen og tilførslen til Frankrig, hvorover spekulationen på Finnmarken er stillet i bero”. Allerede i 1794 bemærker man hvordan dårlige tørkevær (tørring?) lave priser og omsætningsnedgang skabte vanskeligheder. De ene ste som 1793 og 94 havde nogen eksport fra Finnmark, var Nørager og Schwensen i Alta. Nørager skrev 16. marts 1795 til fogeden Due om prisen på tiende fisk:  ”Da så vel fiskepriserne i almindelighed er meget ringe og ubetydelige i dette år, som de hos mig indhandlede fiskesorter er for en stor del meget dårlige i udseende (på grund) af det forrige år ustadige vejr og tykke luft” – kan han ikke betale tiendefisk højere end forrige år. Fogden mener at man må acceptere dette, ”da jeg ei ved at få den fordelagtigere afhændet, siden ingen frihandler til denne dag er ankommet hertil landet”.

I 1795 blev det endnu værre. Kun Nørager og Schwensen udskibede et større parti klipfisk og noget råskjær og rundfisk. Handelsmændene var alligevel godt forsynet med varer.  Bare i Kjelvik klagede almuen over at forsyningen ikke havde været særlig god. Dels skyldte de på ”handelsforandringerne” – de mente med andre ord at frihandelen havde skylden -. Men hovedgrunden var nok at russerne helt var udeblevet året før, noget de også indrømmer. I Vadsø klagede almuen over ”at alt hvad de skulle købe, var overmåde kostbart, og hvad de derimod leverede, ingen værdi havde”, og at de kun havde en eneste købmand at handle med. Prisen på klipfisk var i 1795 faldet til 80 sk. vågen, råskjær til 72, rundfisk og tørsej til 48 stk.

Handelen måtte selvsagt for en stor del ske mod kredit til almuen, så forvent som den var i den retning. Ved ophævelsen af oktrojen skedte i virkelighedede en betydelig gældsfraskrivelse. Realisationskommissionen opretholdt rigtig nok gældskravet på den enkelte; men der var sikkert ikke mange som bryder sig om at betale gammel gæld. Og når folk døde, var der kun lidt eller intet til dækning af kravene. Efter en opgav fra 1798 var der af udestående fodringer til kompagniet på vel ca. 733 rdl. kun indkommet 3 rdl. 83 sk. ved dødsboer.

På lignede måde var de private handelsmændene også stillet. En norsk fisker i Hammerfest ejede ved in død i 1794 en tømmerstue og et tømmerlager, lade, stabur, to sjåler, en gammel åttring, en ko, en ged, to får, og lidt huskeråd. Han boede altså flot i forhold til mange andre, og havde lidt jordbrug ved siden af fiskeriet. Men hele hans ejendom var værdi sat  til kun 30 rdl., mens hans gæld til Buck & Co, i Hammerfest løb vel op i 47 rdl. Det var ikke særlig godt at drive handel på sådanne vilkår.

Mange købmænd som havde overtaget handelssteder efter oktrojen, havde selv gæld i form af obligationer til realisation kommissionen. Det kan hænde de fleste havde betalt løbende i de første gode år, men siden blev det vanskeligere. En enkelt stod i 1797 med en restgæld på 217 rdl. og en anden betalte afdrag på varer og effekter efter en afdød købmand.

For en stor del havde handelsmændene kunne overtage en ældre bebyggelse på handelsstederne. Men det gjaldt kun selve husene, ikke ejendommen med inventar. Den blev gerne bortforpagtet for 3 år ad gangen, som regel til købmanden. Ved siden af dette skaffede de fleste græsningsarealer som privat ejendom, ved kongeligt skøde. På nye steder som Bossekop blev gården tilskødet handelsmanden, og overalt i Vestfinnmark finder vi at handelsmændene ejede græsmarker til hø ved eller i nærheden af deres bolig.

Både på de ældre handelssteder og overalt på de nye måtte der bygges en hel del i disse år. Det var da en stor hjælp at handelsmændene som alle andre i Finnmark fik anvisning på træ fra statens skov; det gjaldt da især Vestfinnmark som ble forsynet fra storskovene i Alta. Her havde enkelte begyndt at fælde ulovligt allerede på 1600-tallet, men så blev skoven fredet som kongens ejendom og hugst måtte kun ske mod tildeling og en lille afgift (Recognition). Fogedregnskaberne viste at flere af handelsmændene i Vestfinnmark fik anvist til dels store kvantum tømmer til nybyg, fra 8 op til 12 alens længde, ligedan spær og tag. Tilpassede materialer blev leveret fra ”den kongelige Porselvs savbrug”” i Alta, opført af amtmand Kjeldsen. Her kostede den bedst slags brædder 1 rdl. 16 sk. pr. tylvt, middel brædder 88 sk., 2 sort. 72 sk. bakhorn 16 sk. Mange fik også anvist hegnstræ til indhegning af deres græs stykker, foruden materialer til fiksebåde, trendinger, elvebåde og andet de havde brug for.

Under den stagnation i handelen som fulgte i slutningen af 1790-årene, var det tildels vanskeligt at skaffe forsyninger, og det an fik, måtte blive dyrt. I 1797 klagede almuen i Loppa over at det avf og til i den forrige vinter havde været stormangel på fødevarer og fiskeredskaber, og amtmanden gav da købmandsenken pålæg om at være bedre forsynet for eftertiden. Gæstgiveren på Ingøy havde ikke haft vare udover foråret og sommeren, og nu var rejst til Bergen- muligvis for at skaffe kredit -mens kun to tjenestepiger, som intet havde at handle med, var tilbage på stedet. Ellers i Finnmark var handelsmændene fremdeles forsynet med varer; men enkelte steder måtte de nødvendigvis indskrænke kreditten. På Vardø ting 20. februar 1797 klagede almuen over ”deres slette forfatning og handelens tilstand”. De fremlagde et dokumenteret klage over at Hvistendahl havde opsagt kreditten de dem som havde gæld, med mindre de forpligtede sig til at leverer al deres fisk til handelen og acceptere den pris som han fastsatte. Han forbød dem også, sagde de at sælge til andre før gælden var betalt, og det kunne ikke gå hurtigt nok, såfremt handelen skulle fortsætte sådan at klæder og fødevarer i årene som kom steg i pris, men fiskeprisen gik ned. De syntes at det var urimeligt at de skulle kun få 1sk. vågen for råfisk. Og de nægtede at pantsætte deres ejendel med hånds underskrift, sådan bestyreren på Vardø herr Klog havde forlangt af dem.

Når man tager i betragtning at 3 våger råfisk gav en våg tørfisk, og sammenligner med prisen i 1795, forstår man at det trods alt ikke blev nogen stor fortjeneste for købmanden. Hvordan sagen nu end endte så er den et udtryk for de store vanskeligheder Finnmarks handelen kæmpede imod i disse år!

Også sundhedstilstanden i Finnmark var dårligt med på denne tid. Amtet var især i perioden 1792 – 1812, til dels også før og efter, hjemsøgt af en tække epidemier. De havde ofte et hårdnakket og voldsomt forløb, og folk stod mest uvidende overfor disse ukendte og uforklarlige sygdomme. Allerede i 1791 nævner Fogden at det havde været en slags epidemi i Alta sogn, da bl.a. en gammel bygdeoriginal oh omstrejfer, med godt familienavn strøg med: ”Denne M. har både i og før min tid været en bekendt vandrende tigge og drukkenbolt, som man brugte til at flå hunde og katte samt udfør ekskrementer. Han døde i sidste epidemi, jeg måtte selv lade ham begrave, og derhos tinge hans familie til at føre ham i jorden. Han var nok ellers aldrig blevet jordfæstet.”

Under alt dette var der en eneste læge som skulle betjene hele Finnmark. Distrikskirurg Stoltenberg blev 1790 forflyttet til Troms, og hans efternavn N. C. Suhr måtte bære størsteparten af byrden med at bekæmpe epidemierne. Han bestyrede først embedet fra 1792 til 98, men var bortrejst de to sidste år. Mens embedet stod ledigt i 1792, udbrød en voldsom epidemi i Alta, og amtmanden sendte et nødråb til chirurg Stoltenberg i Troms om at komme og standse sygdommen.

Ved århundrede skiftet så det i det hele ikke særlig lyst ud; men fremgang var alligevel at spore for dem som ville se det. Netop på denne tid forlod amtmand Sommerfeldt Finnmark, og skrev da i sin beskrivelse af amtet: ”De sidste års høje skibsfragter forøger prisen på salt og andre nødvendighedsvarer til skade for Finnmarkens indbyggeren, som i deres genopbygning mindst tåler det, og især føler de tabet af den så gavnlige konkurrence som spekulationshandlerne fra Bergen og Holst tilførte. Men uagtet disse ubehageligheder har den tilladte frihandel – dog allerede sin gode indflydelse på Finnmark. I stedet for at man under den oktrojer handel med græmmelse måtte være vidne til den træghed og lunkenhed, hvormed almuen ernærede sig, så vel som det slette hus de holdt med de levnedsmidler de for en stor del til tryglede sig hos den kongelige handel -, ser man almuen nu (da deres vindskibelighed alene skaffer dem kredit) at ernære sig flittigt og med munterhed.” – Sommerfelt hævder også at folk nu var langt mere velklædte end før. Og som bevis for at tiltaget et blevet større, fortæller han hvordan folk indretter sig da fiskeriet blev godt inde ved den tilfrosne bund af Alta fjorden. Folk slog fa telt op på isen, store og små fiskede, og de som ikke havde ordentlige havbåde, bygede på deres elvebåde og drev fiskeriet md dem. ”Dette er en vindskibelighed og et liv i næringen, som havde været uhørt under enhver monopolhandel i Finnmark.”

Også håndarbejde og anden husflid var i fremgang, siger han. I Vestfinnmark var man sådan nogenlunde i gang med spinding, hækle, strikning og vævning. Man spant uld og hør, strikkede deres uldstrømper og vanter til husbehov, og i Alta blev der vævet vadmel og rannet verken, dreiel og lærred. I Østfinnmark var det hidtil kun vævede uldtæpper eller græner, og af finnerne lidt vadmel. Men der var udsat præmier for spinding og vævning i Østfinnmark, og nogen sådanne var allerede uddelt. Både i Alta og Vadsø var det folket som selv lavede fiske- og håndsnører, og en del håndværksfolk fandtes der også, især blandt kvenerne. Mange byggede deres egne både, også tjærekogning. blev udført i Alta.

Folketællingen i 1801 viser os at flere af handelsmændene sad med stor familie og tjenerskab, især på de gamle indarbejdede steder. Men en del af dem var enlige personer, som drev faktori for andre eller søgte at oparbejde et eget sted. Flere af de gamle handelsbetjente levede endda som pensionister eller købmænd, en enkelt som tolder. Man kan sige at de bedste fa handelsstederne, var i gang med at forme sig, men stort set havde de endnu ikke fået den magt og udfoldelse som kom senere i århundrede.

I juli måned 1801 kom professor Rathke på sin store rejse til Finnmark. Den 11. juli besøgte han først Talvik, som han roser for en skøn beliggenhed, god havn og bekvem landhandel. ”Handelens frigivelse havde her som alle vegne haft kendelige gode følger, kun skade at den overflødige mængde brændevin og tobak næsten bestandig tiltager, og russerne må ansees som de der driver den bedst velgørende handel; – Almuens tilfredshed og tilstand var i dette år ulige bedre i Finnmark end i Nordland. Årsagen var ikke bedre fiskeri, men friede og bedre handel, hvorved almuen blev forsynet med mel og salt for deres produktion.” Samme aktivitet finder man hos Nørager i Bossekop: ”Vindskibelighed og lyst hersker i denne tid her og allevegne, og var påfaldende i sammenligning med den modløshed som uheldige handelsforbindelser havde forårsaget i dette år i Nordland.”

Der var allerede delte meninger om hvor godt eller uheldigt det var at der kom flere handelsmænd: ”Nogle tror at landhandelens antal i Finnmarken endnu burde være større, andre kyndige påstår at hvis antallet forøges er det til skade for landet, da de almindelige ikke tager varerne fra første hånd og må for at vinde ophold, opmuntre til forbrug af unødvendige varer”. Dette var en erfaring man gjorde alle steder, mente han.

I Hammerfest havde handelshuset Buck udført heldige forsøg med fiskeri på Spitsbergen og Jan Mayen. Frihandelen havde mere en tredobbelt eksportmængde både her og andre steder, sammenlignet med tilstanden før. Priserne var steget betragtelig, så almuen i dette år fik 16 – 17 rdl. for en tønde tran, mod 7 rdl. 30 sk. under oktrojen. Prisen på fisk var dobbelt så høj som før, nemlig 1 rdl. 72 sk. for klipfisk og 1 rdl. 16 sk. for råskjær. Alligevel stod velstanden hos almuen ikke i forhold til fiskeriet og de gode priser, og grunden var ”uden tvivl dårlig husholdning og overdreven brug af overflodsvarer.”

Både Hammerfest og de andre steder i Finnmark havde rigelig tilførsel af russemel, og en stor del var afskibet videre til Nordland til en billig pris. Men på grund af den politiske situation i 1801 havde man været bange for eksportforbud for kornvarer fra Rusland; derfor havde hverken Hammerfest eller Vardø handel sendt så store mængder som de sikkert kunne have afsat til Nordland.

På rejsen videre østover besøgte han de gamle steder Måsøy, Kjelvik og Kjøllefjord, som alle havde russehandel, især det sidste sted. Nogen lignede handel var der ikke på de nye steder Sværholt og Hopseidet, som han også besøgte. På det sidste sted siger han: ”Fiskerierne er rige og synes kun at mangle hænder og formue; begge dele vilde komme, hvis det lykkes at indskrænke og forandre brændevins handelen. At handelsmændene ikke kun tænker på at berige sig ved overdådig udskænkning, ser vi af det følgende: Over Gullholmen og Seida i Tana kom Rathke 6. august til Nesseby, hvor handelsmand Bierregaard var begyndt med at bage brød og brygge øl til finnerne. Og de købte og brugte det lige så begærligt som de før havde nydt brændevin og tobak. Men ellers var det vanskeligt at udrydde disse to vare, som sammen med svesker, rosiner, mandler og anden ”slikkeri-handel” var fordelsagtig og indarbejdet  fra gammeltid. Finnerne her i Nesseby var også henfaldne til kortspil, og de spilede om brændevin så de kom tomhændede hjem, ofte med ny gæld. Det kaldtes ”at drikke sig fast hos handelen”.

Over Mortensnes fortsatte Rathke til Vadsø. Her havde i nogle år været yderst dårligt fiskeri, og almuens gæld var steget. Man takket være ”rigtig husholdning fra handelens side” og et par års godt fiskeri var tilstanden igen blevet god. Der havde været betydelig tilførsel af russemel, sådan at man havde kunnet sælge meget og endda have oplag til næste år. Også i Vardø var der stort oplag af russemel, ja noget af denne vare var endog med fordel sendt til København. Men almuens tilstand var ikke så god her som i Vadsø.

Fra Vardø rejste Rathke i de sidste dage af oktober tilbage til Vadsø, og blev der vinteren over, vistnok, som købmand Esbensens gæst. Den 30 marts 1802 fortsatte han over Bugøynes, hvor Esbensen havde opført et handelsfaktori, sin rejse til Neiden, Pasvik og videre til Rusland.

De følgende år var på mange måder vanskelig. I 1802 var alle handelsstederne vel forsynet, undtaget Tana handel, som uden købmand og helt blottet for varer, så der var ren hungersnød der i distriktet. Året efter var handelen i Tana godt forsynet; men finnerne her og i Kautokeino klagede over at ulven tog rensdyrene fra dem. I Vestfinnmark stod der i 1803 dårligst til i Kjelvik, hvor fiskeriet i to år var mislykkedes, så at almuen var ”ikke alene i almindelighed bleven fattig, men endog enkelte så yderligere nødlidende at de har været tæt på at sulte ihjel; og kreditten var standset hos købmanden da de var kommet i altfor stor gæld.

Verst var det alligevel i Østfinnmark. Allerede i 1803 var kreditten ved Mortensnes handel delvis stoppet for almuen. Og da fogden Strand i 1804 kom til gæstgiveriet Kløvens i Nesseby, kom størsteparten af almuen fra Varanger til ham med bitre tårer og klagede over sin nød og elendighed. Vinterfiskeriet havde slået fejl, forrige års sommerfiskeri var dårligt, og mange havde pantsat klæderne for føde. De kom til at dø af sult hvis de ikke fik offentlig hjælp. – Fogden gav de straks en anvisning på 15 våger mel til uddeling fra Mortensnes handel gennem bygdekommisionen. – Af forklaring på tinget i Vadsø fremgik det af nøden mellem almuen i Varangerfjord havde været så stor at mange havde været nær ved at sulte ihjel. De havde pantsat både klæderne, kreaturer og fiskeredskaber, så de vær næsten nøgne og ikke ejede redskaber til at sætte i havet.

Men det er alligevel klart at de stedlige handelsmænd ikke havde skylden.

Bestyrer af Mortensnes handel, faktor Christie, var afhængig af som principal i København, Justitsråd Frisch. Han var personlig ansvarlig for det budget han havde ud. Og kunne ikke uden risiko for sin egen velstand strække sig længere end han allerede havde gjort. Faktor Christie, siger fogden, ”er af alle som kender han anset, og efter min overbevisning virkelig en mand der behandler almuen rigeligt og godt, og vilde gerne hjælpe de fattige”. Fra Vadsø heder det at handelsmanden (Esbensen) ikke var strengere i sin kreditgivning end at de nok kunne være hjulpen til havet igen gav rigelig. – Til større for de fattige i Vardø blev der udbetalt 25 rdl. af brændevinsafgiftkassen.

Imens fortsatte sygdommene at hærge Finnmark. Mens distriktschirug – embedet stod ledig efter Suhr, udbrød der i 1798 i Varanger sogn en ny epidemi, som rev mange mennesker bort, og delvis bredte sig til Polmark. I året 1800 rasende sygdommen i Kjelvik, og fra november 1802 til juli 1803 gik den sin voldsomme gang i Alta, Loppa, Måsøy og Kjøllefjord sogne, hvor folk blev liggende u begravet i husene 6 – 7 uger.

Værst var epidemien i Alta – Talvik. Den mindedes endnu længere af folk i sognet under navnet ”sortedøden”. Efter en indberetning fra amtmand Unmack af 13. februar 1804 skal 230 mennesker, gamle og unge, være blevet offer for den. Store fællesgrav bel gravet op på kirkegården i Talvik, ikke allevegne magtede man at få gravlagt de døde. Ud på våren måtte fogden sende lensmanden med 24 man rundt i fjordene for at begrave ligene; den gamle kirkegård på Årøy blev til dels brugt som gravplads. Folk var ikke glade for dette job, men så fik de et anker dobbelt kornbrændevin og desuden ”preserverende dråber” med sig, og da gik det. Chirurg Suhr var igen udnævnt i 1800 og blev boende i Finnmark til 1813. Han blev en nyttig man på denne tid. Da sygdommen igen dukkede op i Langfjorden i 1805, – en pestagtig sygdom ”som nærmest sig den gule feber”, greb han hurtigt ind. Han sørgede for i tide at isolere de smittede gårdene, og det lykkes på måde at stande epidemien. – Det er ”sortedøden” som ramme handelsmand Lind og hustru i Friis roma ”Laila”.

Før vi forlader dette tidsafsnit, skal vi nævne nogle rejsende, som vel ikke i lighed med Rathke var sendt ud for at udføre økonomiske studier, men hvis rejser og skildringer alligevel viser lidt af tilværelsen her i nord i disse år.

Den bedst kendte ad de rejsende er hertug Ludvig av Orleans, den senere konge af Frankrig. I 795 foretog han som landflygtig en rejse helt til Nordkap. Rejsen foregik inkognito fra København over Kristiana og Trondheim til Nordland og Finnmark. Hertugen kaldte sig ”herr. Müller”, og hans følgesvend grev de Montjoye havde oversat sit navn til det tyske ”Frohberg”.  De rejste opover den Norske kyst med nordlandsjekt eller båd, klædt i kofte (trøjer) og ofte i skind, som var almindelig for datidens rejsende. Undervejsbesøgte de flere steder som Bodø præstegård, og handelsstederne Finneset i Kabelvåg, Sørsand i Bjarkøy og Hamnvik i Ibestad.

Antagelig i sidste halvdel af august kom prinsen og hans følgesvend til Hammerfest, de blev der hjertelig modtaget af konsul Christopher L. Buck, som de havde anbefaling med til. Konsul Buck fik senere en stor guldmedalje som tak for venligheden han dengang havde vist de to fremmede. Prinsen ønskede at besøge Nordkapp, og konsul Buck skaffede dem alt nødvendigt udstyr til rejsen. På vejen videre nordover stoppede de hos konsulens broder, handelsmand Cort Peter Buck i Måsøy, og overnattede der. En anden nat tilbragte de hos en fisker på Stappene nær Nordkap.

Det var måske her det skete, det som siden blev en sagnagtig beretning om den mægtige prins som kom fra et land langt syd. Der hvor træerne bærer gyldne æbler, men som skjulte sin høje rang og stilling under en simpel vadmelskofte. I begyndelsen tog man han som en fremmed købmand, som ville studere fiskeriet her i nord, og det var meget let at tro, da han var så venlig og opvakt, og slet ikke fordringsfuld i sine vaner. Men snart opdagede man at den ukendte var en rangsperson; fordi hans rejsefælle talte aldrig til ham uden at tage hatten af, og lå på gulvet, mens prinsen lå i en seng. Engang da de havde tilbragt natten i en fiskerkones hus, kom hun uforvarende ind til dem om morgenen, og så da at prinsen under sin vadmelskofte bar en kostbar beklædning med kors og stjerne i diamanter!

Der går også en anden historie om en gammel kone ved navn Brita, som havde fået en skilling af prinsen. Hun tog hans hånd, så i den og sagde: ”Folk her i landet betragter dig som en af disse reisende som af og til stryger forbi, men jeg ved at du er større end amtmanden, ja større end bispen i Trondheim. Jeg ved du er en prins, og du skal komme til at se gamle Brita ikke lyver: en dag bliver du konge!” Og gamle Britta var spåkone.

Vi ved også ar Ludvig Filip kom til Nordkap, som en af de første ”turister” på dette kendte forbjerg i nord. Siden drog han tilbage til Hammerfest og videre til Alta. Her fik de rejsende en ledsager en islandsk faktor Holm, som blev fører og tolk for dem under en rejse blandt fjeldfinnerne. Fra Alta drog de over til svensk Lapland, og opholdt sig en tid på Muonioiska præstegård hos den svenske præst herr. Kolström. Under dette ophold skal prinsen have haft et forhold til præstefruens søster. Hun fik en som voksede op i præstegården og antog præstens navn. Hans efterkommere flyttede til Tana, hvor slægten stadig lever.

Først året efter at prinsen havde været i Finnmark, fik hans værter rede på hvem de rejsende i virkeligheden havde været. Da Ludvig Filip var blevet konge ´, glemte han ikke sine venner i Nord. Den store ekspedition med korvetten ”Recherche” som han i 1838 sendte nordover til Finnmark, havde og medbragt en bronzebyste i næsten dobbelt legemsstørrelse, bestemt for Cort Buck i Måsøy. Men da huset i mellemtiden var flyttet Havøysund, sejlede korvetten der til, og byten blev opstillet hos Handelsmand Ulrich, som da boede på handelsstedet. Og her står den i et hjørne af stuen den dag i dag.

Denne prinserejse blev ikke uden eftervirkning for senere rejsende, skal man tro italieneren Joseph Acerbi, som sammen den svenske grev Anders Dredrik Skjöldebrand rejste i Finnmark i 1799. De blev, som slik og brug var på handelsstederne, modtaget med gæstfrihed og iblandt med flag og salut. Acerbi siger at disse æresbevisninger sandsynligvis ikke bare var udtryk for gæstfrihed, men også skyldtes ideen om at de var to prinser som rejste i forklædning. Og så fortæller han om Ludvig Filips rejse, og hvordan folk først bagefter havde fået vished om den rette sammenhæng. ”Og fra denne tid troede de i Norge, så vel som på Finnmarks kysten, at enhver fremmed, ledsaget af en anden, og en eller et par tjenere, var prins på rejse. –” Også under senere rejser mener han at have forstået at denne ”prinsedrømme” lå bag den utvivlsomme gæstfrihed han mødte.

Acerbi og Skjöldebrand kom ved sommertid over fjeldet fra Sverige, og drog med båd nedover Altaelv. Da de nåede Altaskoven og skulle gå videre, vandrede de i ring og kom tilbage til stedet hvor de havde forladt elvebåden. Næste dag nåede de handelsstedet (antagelig Bossekop), og det første som fortalte dem at de igen var kommet til civiliserede mennesker, var 2 – 3 heste som græssede i skoven. Huset lå på en pynt, med udsigt til fjeld og fjord, som der er skildret af Skjöldebrand i en af hans mange aquatintaraderinger fra denne rejse. Det var en varm sommerdag og synet af det blå hav virkede så fristende at de trods advarsel fra handelsmanden hoppede ud i det og tog sig et bad. Men de kom hurtigt op på land igen, fordi de blev så svage i benene at de knap kunne gå.

Så klæde de sig om og ragede deres otte dages skæg af. Siden blev de budt på en middag som overraskede dem med seks retter og en flaske vin. De følte sig som i paradis, i elysium, på et forhekset sted! Alting var godt, alting var dejligt, og deres glubende appetit gjorde kun glæden ved selskabet endnu større. Handelsmanden var gift, og hans hustru en udmærket kok og en fuldkommen husmor. En mandlig tjener serverede ved bordet. Lensmanden (the bailiff) i distriktet gjorde dem også selskab; for han var enkemand og boede nu hos handelsmanden. Acerbi roser han som en ærværdig og hyggelig mand, agtet af alle i huset og hele distriktet.

Det var ikke let at forlade et så hyggeligt sted for at tage havet videre til Nordkapp. Handelsmanden skaffede dem en åben båd med to par årer og fire skysskarer (ro mænd), en nordmand og tre kvener som var søvante folk. De blev udstyret med puder og madrasser, sengeklæder og tæpper. Provianten var førsteklasses: kvitvin, rødvin, brændevin, fersk aks, stegt skovfugl (rype?), kalvesteg, skinke, kaffe, te, med nødvendigt dækketøj. Det var nærmest siger Acerbi, et hyggeligt selskab ude på Ishavet. De drog fra Alta mandag 15 juli klokken to om eftermiddagen, og nåede Nordkapp natten mellem fredag og lørdag. På vejen var de indenom hos flere sjøfinner. Overalt sov folk med åbne døre om natten, og gerne så dybt at det var snaskeligt at vække dem, Og som mange andre rejsende undres han over hvor fredsommeligt og trygt livet leves her oppe i verdens udkant.

På tilbage vejen til Nordkapp gik de også i land hos handelsmanden i Havøysund. Huset lå på en ø, og Acerbi siger det var måske den tristeste boplads på hele jorden, så nøgent og goldt som det var på alle sider. Alt mulig måtte hentes dertil, mad, brænde og det de i det hele behøvede. – Selv indtrykket af Nordkapp har Acerbi skildret i få og malende ord, og Skjöldebrand på sin side har lavet et af sine bedste billeder med Nordkapp, midnatssol og bølgende hav som motiv.

Tilbageturen gik ind om Måsøy, hvor præsten og handelsmanden boede. De tog ind hos handelsmanden, som opvartede dem på bedste vis. Der vankede drikkevarer af forskelligt slags, og værten forærede dem specialiteter som havsvamp og muslinger og en udstoppet alk. Til afsked blev de hilst med flag og tre kanonskud, en æresbevisning som Acerbi tilskrev prinse-historien som vi før har omtalt. – Siden besøgte de Hammerfest, og der præsten, en rørlig og kraftig mand, som underholdt dem på latin og tysk. Han var meget ivrig for at høre nyt ude fra den store verden. Og det var ikke noget godt. Man skrev da den 19. juli 1799, og præsten havde ikke hørt noget om den store krig ude i verden siden englændernes sejr ved Abukir i august 1798. Det giver et begreb om nyhedstjeneste i de dage! – Fra Hammerfest drog selskabet tilbage til Alta, og derfra over til Sverige samme vej de var kommet.

Også den tyske rejsende Leopold von Buch kom på sin rejse i 1807 til Alta. Han var rejst nordover kysten ifølge med amtmand i Finnmarken Hilmar Meincke Krogh, og kom over Alteidet til amtmandsgården, hvor han blev en tid. Der var en usædvanlig sommervarme netop da, og von Buch giver en begeistret skildring af udsigten over Elvebakken og fjorden fra højen ovenfor. Han beundre den rige vegetation, gårdene som ligge på ryddet arealer nordover langs elven med sin små kornmarker, til bebyggelsen som samler sig i ”landsbyen” ved elv udmundingen. Han taler om kvenerne som da udgjorde 2/3 af befolkningen i Alta, skønt de også å sent som 1806 havde været hjemsøgt af en rasende epidemi, så hele gårde var uddøde.

Fra Alta drog von Buch til Hammerfest, hvor der lå fire brigger, to jekter og to russelodjer i havnen. Tre andre russeskuder lå ved Sørøy, og andre i Kvalsund, Hjelmøy og Hasvik. Russerne er en sand velsignelse for Finnmark, siger han, den største herlighed landet nyder godt af. – Siden besøgte han Måsøy, hvor præst og handelsmand boede i træhus, skolemester og lensmand i gammer. (jordhuse). Været var kedeligt, alting gråt i gråt. Det får von Buch til at filosofere over hvor slidsomt det må være at betjene et kald eller et embede her i nord: ”En talentfuld mand bukker under for sådan slidsomt tryk. Og alligevel bor præsten her, som stadig behøver mod og kraft i sin gerning. Og dog har man indsat disse præster i embedet i seks, otte og tolv år, til skørbug og fortvivlelse lægger i graven. Det er kun et opholdssted for fiskere og russer!” Hans betragtning er nok vel pessimistisk. Men den giver en forestilling om hvordan livsvilkårene i Finnmark artede sig for mennesker med krav til livet. Det kunne gælde handelsmand og embedsmand lige meget.

Siden besøgt han Kjelvik og drog via Repvåg i Porsanger over til Repparfjord og gennem Kvalsund tilbage til Alta. I Kvalsund stoppede han hos handelsmand Klerck, som roses stærkt. ”Købmændene er nogle rene fyrster her i dette land”. Siger von Buck. ”Efter deres virke kunne man inddele landet lige så sikkert som efter præstegæld. Virker præsten på indbyggernes sind, så har købmanden næsten altid hele deres borgerlige velfærd i deres hænder. Finner som nordmænd sætter alt over styr, når de bare kan drikke brændevin hos købmanden. Lige til de vælter. De bruger mere på druk end værdien af fisken som de leverer, og stifter gæld uden at tænke på økonomien. Skylden kan blive så stor at købmanden må tage både gård og besætning, så de må tage til takke med at sidde som lediggænger på den tidligere ejendom.

”En urimelig og egennyttig købmand bliver derfor let en landeplage; men sådanne findes der heldigvis kun nogle få af i denne landsdel. Ligner mange den virksomme købmand i Kvalsund, hr. Klerck, kunne man overalt spore udmærkede og velgørende følger af deres indflydelse,” siger von Buch. Han fortæller også at Klerck havde overladt flere gamle finnepladser til kvener, og med godt resultat. Kvenene havde med flittigt arbejde udrettet det den brændevins tørstige finne aldrig havde magtet. Finnerne synes nok det var uretfærdigt at gamle finnepladser ikke bliver overdraget til finner; men von Buch mener at finnerne må lære af kvenene både mådehold og arbejde, hvis de ikke skal blive trængt helt væk.

I Alta besøgte von Buch igen amtmand Krogh, som nu var flyttet ind i amtmandsgården, og fortsatte siden over Kautokeino til Sverrige. Da han denne gang rejste fra Altagård, var det som at forlade et hjem, siger han. Ikke kun naturen, men endnu mere det udsøgte selskab af dannede mennesker han her havde mødt, havde gjort stedet til et kært minde for ham. Han vilde aldrig glemme hvordan folk her i nord gennem måneder have vist en aldrig svigtende høflighed og velvilje mod en fremmed som de aldrig mere skulle se igen – deres dannelse og deres behagelige omgang!

Skjöldebrand Nordkap
Skjöldebrand Alta
Skjöldebrand Måsøy

Niels Simonsen

NielsSimonsen