Finnmarkshandelen i senere tid

Da handelsmændene i Finnmark overtog omsætningen efter monopoltiden, fik de også en arv på godt og ondt. Mangt og meget trængte til at blive rettet, og når det i længden lykkedes, var det fordi man trods alt havde gode handelstraditioner at bygge på, og fik videreføre dem under bedre vilkår.

Som an har set, var tiårene før og efter 1814 ikke særlig gunstige for handelsstederne, og fremgangen var længe kun lille. Endnu i 1827 bemærker Keilhau at monopoltiden havde efterladt sår, som Finnmark endnu ikke havde fået helbredt. En af hovedgrundene var det gamle kreditsystem, som var vanskelig at udrydde. ”Man er forpligtet til at give os forskud, hedder det endnu altid, og man tør ikke lade os sulte ihjel” En fisker som av gæstgiveren var nægtet yderligere kredit, turede men lov og ret, for efter hans mening var en ”borger” ensbetydende med en som var forpligtet til å borge!

Keilhau var klar over at almuen måtte tage skeen i den anden hånd. De måtte indse at frihandelen også krævede noget af dem: at de måtte arbejde for at opretholde tilværelsen og ikke kun leve på andres hjælp. Men det var måske nødvendigt at tilstanden blev værre, før alle forstod dette. Konjunkturen var akkurat da uheldige for Finnmarks produkterne, og fiskeriet var efter almindelig opfattelse mindre rigt end tidligere. På den anden side holdt byerne Hammerfest og Vardø på at vokse, og var senere 30 handelssteder eller gæstgiverier som mange steder gav rige indtægter.

Da provst Rode i 1814 udgav sine optegnelser fra Finnmark var der fremgang at spore. Han mente at frihandelen ville vise sikre tegn fremgang. Handelen var tiltaget og handelsmændene have fået større virkefelt. Almuen viste større kraft og driftighed, og den almindelige velstand var øget. Det var naturligt, da det ikke længere var ligegyldigt om man arbejdede meget eller lidt. Her fandtes nok endnu spor af den gamle sorgløshed, og kreditten var ikke helt afskaffet. Men den var stærkt indskrænket, og man gav ikke kredit uden der var en grund dertil. For det meste var det nu ordnet sådan at driftige fiskere selv forarbejder fisken, og først om sommeren bragte den til købmanden, som imens havde givet den varer på forskud. Men de som var uordentlige og dovne, var nødt til at sælge fisk og lever i rå tilstand, og fik da forholdsvis mindre for varerne.

Der blev klager over at priserne på købmandsvarer hos handelsmændene var urimelig høje. Men dette gjaldt nu i kun mindre grad levnedsmidler. For alle slags luksus i manufaktur- og kolonialvarer, og især brændevin og tobak, kunne priserne være høje. Men Rode mener at dette skyldes et altfor stort antal handelssteder – 3, 4 og 5 i hvert sogn. Konkurrencen var da så stor at man måtte tjene mest muligt på luksusforbruget. Ellers blev priserne reguleret af konkurrencen med byerne og med russerne. – At en og anden handelsmand endnu tog sig vel betalt var vel stadig muligt; men der var ”neppe grund til at beskylde Finnmarkens handelsmænd i almindelighed for mindre redelighed i deres handel end købmænd andensteds i verden.”

Vi skal ikke glemme at den ofte nedtalte monopolhandel i sin seneste periode under den kongelige handel, havde skabt gode og værdifulde traditioner. Købmændene var mennesker med en varekundskab og forretnings dygtighed som gik i arv til senere generationer. Oktrojreglerne fra 1778 befaler at ”den oktrojerer handels købmænd, som vel som øvrige handelsbetjente, bør vise en god og kærlig omgang imod landets indbyggere og almue, ligesom disse igen bør på handelen opføre sig med sømmelig beskedenhed, fredelig og stille.”

I et lignende ”program” ligger en ikke lille værdi: Og som vi andensteds har set, blev det i tidens løb et udpræget og tillidsfuldt forhold mellem handelsmændene og deres faste kunder, i hvert fald op de større steder med gode slægtstraditioner. Meget berådede selvsagt på den enkelte handelsmand, og ikke mindst på hans hustru. Og med det øgende sociale ansvar, som især blev mere mærkbart udover fra 1840 – 50 årene, kom også en stadig større vilje til at hjælpe almuen til at ”fremme sin næring og bevare sit gods”.

Kandidat Lund har fra sin reise i 1841 en morsom skildring af Finnmarks købmanden i den tavle sommertid. Den gælder nok i første række Hammerfest, men har sin gyldighed også for handelsstedernes mænd ”Købmænd løber travlt imellem hverandre, og har sjælden til mere end 5 minutters samtale. De er altid belejret af en flok kunder. Hist nærmer sig en russer, og mønstrer med kenderens dybsindige miner et ræveskind; her rykker nordlændingen købmanden i armen, og beklager sig over at melet ei er ham ud vejet, mens sjøfinnen beskedent venter i afstand med den broderet hue i hånden, indtil hine høye herrer har ordnet ekspeditionen mellem sig.”

Men købmændene har en beundringsværdig takt til at affærdige disse folk og at slutte forretninger med dem. ”Erfaringen og den korte sommertid har lært dem denne hurtighed. Derfor afgøres forretninger i en fart. Køb, salg, kontrakter, som sønden fjelds er timers, dages og ugers sag afsluttes ofte på få minutter; fordi købmanden ved at vinteren nærmer sig med raske fjed, og stivner med sin kolde ånde handelens livlige maskineri.” Der er så mange forretninger at gøre i den lyse tid at virksomheden ofte går lige livlig i midnatssol som i middagssol.

Så længe det var sejlskibe som var de eneste i langfart, var der kun få handelssteder som stod i direkte kontakt med det sydlige udland. I Vestfinnmark gik handelen væsentlig over Hammerfest, som dels blev besøgt af engelske, tyske, danske og norske sejlskibe, dels havde egne fartøjer i fragtfart. I Østfinnmark fortsatte den gamle forbindelse med Danmark i udpræget grad, idet Esbensen i Vadsø og Nordvi på Mortensnes havde andel i hver sin skib som sejlede på København. Mellem de større oplagssteder og mindre handelsssteder førtes varerne i tendringer og både. Men dertil kom den direkte handel med russerne, som dækkede en stor del af behovet på en række handelsssteder.

Med hjemmel i handelsloven af 13. september 1830 begyndte en ny sort handelsmand, de såkaldte ”frihandler” at konkurrerer med de fastboende, Efterhånden blev de nok så mange og påtrængende i Finnmark. De købte ikke råfisk som russerne, men var ude efter tørfisk og tran, og de betalte så vist ikke højere pris end købmændene, så fordelen for almuen var tvivlsom, fortæller Rode. Som regel lagde de sig heller ikke i byerne eller på kræmmerlejerne, hvor de efter loven skulle holde til, men sneg sig ind i afsides fjorde og bugter, hvor de i smug tilbød alle salgs kramvarer og flitterstads. De solgte ulovlig brændevin, og snød sig under tiende og anden afgift. Rode mener derfor at denne handel var til kun lidt nytte.

Sådan ”bådhandel” fortsatte også senere, uden at disse handlende løste handelsbrev. Loven af 1842 åbnet friere adgang til den slags. Under fiskeriet blev også drevet ”kassehandel”, så kaldt fordi varerne førtes i store kasser eller kister ombord på skibet, og siden blev slået op i buer og telt på land i værene. Det var mest små varer som på denne måde blev afsat til fiske almuen. Desuden kom der ”skeppekarer og urjøder”, som hver på sin måde søgte at lave forretninger.

Under alt dette var det selvsagt en fordel for gæstgiverne at de havde brændevinssalget. Efter loven af 1837 skulle al udskænkning i landet være forbeholdt gæstgiverne, og kun i begrænset målestok. En lov af 6. september 1845 kunne amtmanden på visse vilkår give andre ret til udskænkning. Men på trods af at rigtig mange handelsmænd havde bevilling fra før 1837 og søgte om brændvinsret, afslog Amtmanden konsekvent alle ansøgninger. Han mente dog at sådan ret med varsomhed kunde tilstås her og der. I perioden 1845 – 50 var tallet på handelsssteder ikke øget. Der var en almindelig fremgang i økonomisk henseende; indbyggerne boede bedre og dyrkede jorden bedre, og især var det anskaffet bedre både og fiskeredskaber. En af grundene til fremgangen var utvivlsomt at ædrueligheden var blevet større. Især påvirker den læstadianske bevægelse blant finnerne i den retning. Man fandt nu næsten total afholdenhed hos dette folk som før havde vist overdreven trang til stærk spiritus og deres eksempel virkede på andre dele af befolkningen.

Det er ca. 200 år siden, at Lars Levi Læstadius blev født. Som vækkelsesprædikant og samfundsomvælter fik han kolossal betydning for samernes identitet og selvforståelse.

Claus Oreskov skriver i Kristelig Dagblad 08.01.00:

Jäkkvik er en lille nybyggerby beliggende midt i skov- og fjeldverdenen i det nordlige Sverige i Norrbottens län. Heroppe i den storladne natur fødtes for 200 år siden Lars Levi Læstadius (1800-1861), der skulle vokse op og få en kolossal betydning som vækkelsesprædikant og samfundsomvælter på Nordkalotten. Ud over en kort gennemgang af Læstadius liv og de bærende principper i hans forkyndelse vil jeg gennemgå den sociale og etno-politiske betydning, som denne forkyndelse fik for samerne og kvænerne. Samerne er nordkalottens oprindelige folk. Gennem en langvarig koloniserings-proces er deres land blevet indlemmet i nationalstaterne: Norge, Sverige, Finland og Rusland. Kvænerne er finske indvandrere i Nordnorge, der som minoritet deler en fælles skæbne med de derboende samere. Lars Levi Læstadius var en mangfoldig person. På morens side same på farens svensk, og da han voksede op i et samisk/ svensk miljø, blev han fortrolig med begge kulturer og sprog. Han var på en og samme tid naturvidenskabsmand, præst, vækkelsesprædikant og husmand. Læstadius studerede botanik og teologi i Upsala, men det blev teologien, som blev bestemmende for hans virke, og han blev præsteviet i 1825 og året efter indsat som præst i Karesuando. På den tid var der ikke mange, der talte svensk i Karesuando, og Læstadius måtte lære sig finsk og den særlige tornesamiske dialekt, og det blev disse sprog, der blev hans egentlige prædikesprog. I Karesuando var det scenario, der mødte den unge præst, fattigdom, social opløsning og en udbredt alkoholisme som et synligt resultat af det samiske samfunds indlemmelse i det svenske. Skruppelløse handelsmænd rejste omkring og tjente styrtende på brændevinssalget. Læstadius blev rystet over, hvad han så, og han kastede al sin kraft og styrke ind imod alkoholmisbruget og den sociale elendighed. I flere af sine kraftfulde prædikener omtaler han spiritussen som satans pis. Mange beskyldte Læstadius for at være en verbal grovsmed, men for mange andre var det, hvad de behøvede for at kunne hanke op i sig selv og hinanden og komme videre i deres liv. Stødet til den egentlige vækkelse kom dog først mange år efter, da Læstadius selv havde gennemgået flere personlige kriser. Efter eget udsagn havde han dengang, han blev præst været et åndeligt »sorgløst« menneske. Da prøvelsernes tid kom, var denne type af kristendom ikke nok til at stå imod. Først mistede han en treårig søn, og nogle år senere blev han angrebet af en farlig brystsyge. Han kæmpede med en svær dødsangst og begyndte at flakke ensom og grublende omkring i fjeldet. Sit åndelige gennembrud og vækkelse oplevede Læstadius i vinteren 1844 gennem mødet med en fattig samepige Maria. Hun overbeviste Læstadius om betydningen af skriftemål og syndsforladelse gennem en medkristen, det være sig præst eller lægmand. Selv modtog han syndsforladelsen gennem Maria, som overbeviste ham om at: »…han skulle tro på, at hans synder blev ham forladt, sådan som han nu var«. Læstadius havde fået ry som kirketømmer, men fra tiden omkring hans omvendelse skete der en mærkbar forandring. Den strenge bodsprædikant var blevet en åndelig trøster og vejleder og stadig større skarer kom rejsende langvejs fra for at deltage i den nye vækkelse . I 1849 flyttede Læstadius med familien til Pajala, her fortsatte vækkelsesbevægelsen, og folk kom nu også fra den finske og norske side af grænsen for at høre hans ord. Ligeledes blev vækkelsen udbredt gennem flytsamerne, der på den tid stadig kunne flytte med deres rener hen over rigsgrænserne. Læstadianismen blev en selvstændig kraft uden for kirkens kontrol og herredømme og alligevel har bevægelsen indtil i dag set sig selv som et åndeligt samfund inden for kirken. Jeg vil kort beskrive nogle træk af den læstadianske bevægelse. For det første betragter bevægelsen sig som grundet på luthersk kristendomsforståelse og teologi. For det andet er læstadianismen typisk pietistisk i sin vægtning af den kristne erfarings betydning. Gennem forkyndelse af loven og dommen går vejen til syndsbekendelse og omvendelse. For det tredje har boden fået en central plads gennem syndsforladelsen, som blev givet af en medkristen. Denne syndsforladelse kunne stundom være offentlig. Livsstilen inden for vækkelsen har været udpræget puritansk. I midten af forrige århundrede befandt samerne i Nordsverige og Norge sig i den situation, at deres kulturelle værdier blev anset som uanvendelige i alle relevante sociale relationer til kolonimagten. I Norge f.eks. satsede administrationen på landbrugsreformer på nordkalotten. De nye reformer skulle hjælpe samer og kvæner bort fra en udpræget selvforsyningsøkonomi til en markedsorienteret pengeøkonomi. Agronomer, der rejste omkring i Finnmarken for at instruere folk i nye metoder erklærede, at samernes og kvænernes landbrugsmetoder var underudviklede og i vejen for udviklingen. Et andet område, hvor den kulturelle imperalisme satte ind, var i skoleundervisningen. I 1851 blev der oprettet et særligt samefond, hvorfra der blev givet økonomiske tilskud til de lærere, der kunne bevise, at de havde lykkedes i samiske klasser med indoktrinering af norsk kultur og sprog. Samiske og kvanske børn oplevede, at deres sprog og kultur var underlødig og uden værdi i samkvemmet med repræsentanter fra det norske uddannelsessystem. De lærte at se på deres egne værdier som en hindring for succes i livet. Samisk og til dels kvansk kultur og livsstil betegnet som sundhedsfarlig. Man kan sige, at de statussæt, der fremkom som resultat af den øgede interaktion mellem samer og nordmænd medførte en stigmatisering af samisk kultur og mennesker. Norsk kultur stod for uddannelse, fremskridt og renhed, medens samisk ditto blev betragtet som underudviklet, tilbagestående og urent. På det tidspunkt, hvor Læstadius startede den nye vækkelse blandt samer og kvæner, var situationen ubærlig for samer og kvæner. Samer og kvæner inden for vækkelsen begyndte nu selv at sætte dagsordenen for de værdier, der skulle være fremherskende i relationerne til det norske og svenske samfund. Læstadianismen blev anvendt som en modkultur, hvor f.eks. samernes og kvænernes materielle fattigdom blev fremhævet som en åndelig rigdom. Omvendt blev en lang række af de værdier, som af det norske og svenske samfund blev betragtet som rigdom, betegnet af læstadianerne som fattigdom, for hed det ikke?: »En kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige« (Matthæus.19,24). Man kan sige, at det lykkedes den læstadianske bevægelse at vende hele repertoiret af norske og svenske statusværdier på hovedet. Det geniale ved denne nyvudering af statussæt var, at den byggede på kristendommen, som også var fundamentet i det norske samfund og derfor ikke lige til at gendrive uden dermed at undergrave egne værdier. Man havde længe forlangt, at samer skulle kunne beherske svensk og norsk. Nu fremstod vækkelsens folk og hævdede, at det var samisk og kvansk, der var hellige sprog. På disse sprog foregik vækkelsen, og alene derved blev de betragtet som overlegne svensk og norsk. Hertil skal tilføjes, at Læstadius anså det levende ord, som stående over skriftsproget. På denne tid var det blevet højeste mode blandt den norske overklasse at gå i industrifremstillede klæder. Vækkelsens tilhængere opponerede imod denne tendens og hævdede, at alt sådant var et resultat af djævelens indflydelse. For Guds åsyn er alle lige og det vises bedst ved, at gå i simpelt hjemmelavet tøj. Selv nogle af samernes farvestrålende kofter blev set på, som for verdslige og i mange tilfælde forsvandt traditionen med sølvsmykker fra den samiske klædedragt. Over for skolesystemet satte læstadianerne også ind med en kulturel modstand. Forældre var uvillige til at lade deres børn gå i skole for lærerne lærte kun det døde bogstav. Heroverfor satte man den levende forkyndelse i menigheden. I mødet med svensk og norsk kultur og administration oplevede samerne og kvæner deres perifere situation. Vækkelsen vendte også op og ned på forestillingen om center og periferi. Det lokale læstadianske samfund blev nu portrætteret som et alternativt univers, hvor de norske og svenske institutioner overhovedet ingen plads havde. Fra at have været opfattet som et udkantssamfund, indsatte vækkelsen det samiske samfund i et kosmisk centrum for begivenhederne. Den læstadianske vækkelse var på en og samme tid en modkultur og en katalysator for integreringen ind i storsamfundet. Læstadianismen tilbød samerne en samisk måde at være kristen på. Gennem bevægelsen blev det muligt for den enkelte at blive integreret i kirken og samfundet uden at blive assimileret. Det var en integrationsproces, hvor samerne og kvænerne selv satte dagsorden og ikke bare var passive tilskuer til sin egen situation. Bevægelsen gav samerne og kvænerne en ny tro på sig selv og dermed et åndeligt overskud til at gå ud og møde de mange problemer, som de nye omvæltninger betød. Først i vort århundrede kom de politiske partier til Nordkalotten. Meget tyder på, at læstadianerne gik til venstre og stemte på socialdemokraterne og kommunisterne. Læstadianerne anså ikke venstrekræfterne som en åndelig modpol, snarere så de dem som åndelige allierede i kampen mod forskelsbehandling og umyndiggørelse. Op gennem 1950’erne mistede læstadianismen måske noget af sin tiltrækning for de unge, men mange unge fra læstadianske familier engagerede sig i den politiske samebevægelse og en cirkel var på denne måde sluttet. n antropolog

Slut

Efter amtsberetningen i 1855 var der i Hammerfest fogderi 9 handelssteder, i Alta 14, i Tana 11, og i Varanger 1 foruden et par nye som endnu ikke var besat. Finnmark havde altså 35 handelssteder; af dem var de fleste gæstgiverier og mange samtidige tingsteder. I almindelighed var omsætningen ”ikke ubetydelig”. Flere af dem blev drevet med omtanke og kraft, og stederne var i det hele til gavn for distriktet.

Særlig må bemærkes en beretning fra fogden i Tana, De 11 handelssteder i hans fogderi havde en meget stor omsætning, og almuen fandt sikkert afsætning for deres produkter hos handelsmændene. Disse havde til gengæld forsynet størsteparten af almuen med det mel som ellers blev til tusket hos russerne, og uden at prisen blev skruet op. På grund af Krimkrigen havde Kvitsøen været spærret, så der ingen russerskibe kom til Norge i 1854 og 55. Også de andre fogderierne var der tilførsler nok.

Amtmanden fremsætter at handelsstederne på landet ikke var til skade for byens handel, men snarere et nyttigt mellemled i omsætningsapparatet. Og men det hidtil havde været makketidshandelen, var det nu alle menings berettiget enige om at den var nyttig. Selv handelsmændene, som russerne konkurrerer med, indrømmet, at de ikke helt ud kunne erstatte russehandelen.

Vanskelighederne und Krimmkrigen var især gået ud over det egentlig Finnmark. Der var en lille fremgang at spore, skønt der var store loddefiskerier, og dampskibsfarten var blevet stærkt udviklet. Både i 1854 og 55 havde staten givet lån til korntrængende kommuner i Finnmark, og på den måde var en truende tilbagegang blevet standset.

Folkemængden i Finnmark var i 1815 vel 7000 indbyggere, og af dem var kun 1620 nordmænd – en forfærdelig tilbagegang sammenlignet med ”den gode tid” Men nu var igjen bedre tider kommet til landet, og især steg tallet på nordmænd stærkt. I 1835 var indbyggerantallet vokset til ca. 10.000, og af disse var ca. 3700 nordmænd. Fra ca. 12.700 mennesker i 1845 steg tallet til 16.3000 i 1855. Denne øgning skyldtes for eb væsentlig del nordmændene, som nu udgjorde nærved 7000 sjæle. En betydelig del skyldtes også kvenene, som i disse pr indvandrede i store mængder. Men under krigsårene 1854 – 55 var denne indvandring næsten stoppet.

Der var fremdeles stor fremgang i ædrueligheden. Som bekendt førte rigtig nok den læstadianske vækkelse i Kautokeino til tragiske hændelser i 1852. Men det var kun en episode, og gemytterne faldt snart til ro. Siden fortsatte den læstadianske ædrueligheds bevægelse og bredte sig men god virkning. Kun i Hammerfest og Varanger forgderier blev det endnu drukket til overmål.

For handelslivet var stoppe i russehandelen under krigen et hårdt slag. Kun i Hamerfest gik 7 købmænd fallit, og virkningen bredte sig også til landdistrikterne. Mange handelsmænd blev nødt til at inddrive gæld ved rettens hjælp, noget man aldrig havde være vant til før- Hidtil var alt gået som i den gamle gænge, sådan at gælden kun blev gjort op ved fallit- eller dødsbo.

Tjente man nogen kroner ekstra, blev pengene heller brugt andre steder end til at betale gammel gæld. Og handelsmanden var som regel tålmodig, i håb om at et godt fiskeri ville give ham dækning. Men med krisen i 1850-årene blev Finnmark for alvor kastet ind i det moderne forretningsliv, og dets juridiske former og krav ramte alle, høj som lav. Tilstanden blev særlig vanskelig for almuen i Hammerfest landsogn, Loppa, Lebesby og Nesseby. Men i Østfinnmark var det ikke værre end at et par års godt fiskeri ville rette på det hele.

Det blev også et udmærket fiskeri for Østfinnnmark i 1856, og året efter var det tålelig; men de tre følgende årene var det igen elendigt, så tilstanden var dårlig i Varanger distriktet og Tana. Derimod slog Breivikfiskeret storartet til. Stokkfiskeriet sluttede i juni – juli, og betaltes med op til 1 spd. Pr. våg, en meget god pris. Leveren tog fiskerne fremdeles med hjem og leverede siden tran til byerne eller handelsstederne. Tranprisen lå almindeligvis op 11 – 12 spd. Pr. tønde; men i 1857 røg den op i nær ved 30 spd. Det var bare et farligt konjunkturhop.

I slutningen af året kom krisen efter Krimkrigen og tranprisen raslede ned til ingenting, så mange handelsmændene havde store tab.

I denne periode øgede tallet på alle slags handler. Foruden at russerne kom igen lige efter krigen var slut, blev der en øgende trafik af tilrejsende frihandelere, skreppekarer og u privilegerede landhandler. De privilegerede handelssteder blev også flere. Fra 1856 til 60 kom der i Hammerfest fogderi 3, i Tana 2 og i Varanger 2. Ved handelsloven af 26. maj blev der udstrakt adgang for alle slags handelsmænd, selv med en minimal uddannelse, til at slå sig ned og oprette konkurrerende forretninger. Men i Finnmark kunne der vanskeligt blive tale om større etablissementer, undtagen på de steder hvor der ikke havde været en stor handelsmand før.

En følgelig konkurrence ved siden af russerne fik handelsmændene ved loven af 26. maj 1866, som tillod opkøbsfartøjer at ligge i fiskerlejerne og opkøbe fisk. Det var især dæksfartøjer fra Trøndelag og Kristiansund som drev denne handel, og de medførte også salgsvarer som fiskerne tog i bytte for den fangst de leverede.

Hvordan markeds handel og russehanel udviklede sig i løbet af 1800-årene, har vi allerede fortalt. På disse vilkår fortsatte Finnmarkshandelen sin vækst frem til verdenskrigen og senere. Når denne væksten efter hånden blev så stor, skyldtes det ikke mindst de nye kommunikationer, som knyttede Finnmark sammen med omverden på en måde som før var utænkelig.

Den ældste postgang til Finnmark blev oprettet 1686, og posten gik med båd 2 – 3 gange årlig frem og tilbage. Paa 1700-tallet blev det efterhånden flere ruter, og i 1777 blev der fastsat 8 – 9 turer, som der allerede havde været en tid. Posten blev udført af ”postbønder” fra skifte til skifte opover Nordland og Troms, og videre til Alta. Derfra gik den om vinteren med rensdyr til Vardø; ”postfinner” var skattefri og havde desuden godtgørelse. Om sommeren brugte man vistnok landpostbud og både skiftevis op stækningen Alta – Vardø.

I 1894 blev ordningen udvidet til 17 – 18 turer årlig, altså hver 3 uge Ruten fra stiftsgrænsen til Trondheim til Vardø blev delt i 4 etaper med hovedstationer: Nordlands postkontor – Bodø – Tromsø – Alta – Vardø. Posten blev besørget af faste folk, en postfører og to rors karle. I Alta blev Nørager postmester og havde tilsynet med hele Finnmark. Selvsagt blev posten ofte forsinket af uvejr, så båden kunne blive opholdt i ugevis på hvert sted. Fra hovedstationerne var der bipostruter.

Fra 1. april 1813 fik Finnmark en ny postordning. Indtil da havde ”hovedposten” 6 sommerruter, 3 ud og tre tilbage. Ruten var Alta – Lerretsfjord – Hammerfest – Måsøy – Kjelvik – Kjøllefjord – Vestertana – Gullholmen –  Seda – Nessby – Vadsø – Vardø, alt med bådskyss undtaget de to mil over fjeldet fra Seida til Nesseby: Så var der 5 vinterruter ud og 4 tilbage. Der gik det med båd over Lerretsfjord – Repparfkord – Olderfjordbukt, derfra over land til Nonanjarga, så med båd til Veines – Bekkarfjorden – Vestertana; så igen over land til Seida og videre som sommerruten. Desuden var der bi post Alta – Hammerfest, 7 Ture hver vej, og Olderfjord – Repvåg, Olderfjord – Kobberfjord, Kobberfjord – Måsøy, Veines – Kjøllefjord, Kvalsund – Hammerfest, alle 4 gange årlig. En bipost til Loppa var ikke blevet udført som efter planen.

En anden hovedforbindelse var ”fjeldposten” over Haparanda, som kom i gang 1798, standset af krigsudbruddet i 1808 og atter kom i gang igen 1822. Den var i drift november – april 6 gange årlig, forbandt de norske og svenske hoved post. Fra 1818 blev fjeldposter fremført hele året, hver 4. uge eller 13 gange årlig. Den gik da om vinteren med hest far Haparanda til Muoninoniska, derfra med rensdyr til Karesuando, hvor den delte sig i to grene, en til Tromsø og en til Alta. Om sommeren blev poste ført samme, dels med elvebåd og dels for.

Indtil 1838 havde Finnmark således bådpost sydfra hver 3. uge og fjeldpost hver 4 uge, begge til Alta som var udgangspunkt for forskellige bipostruter. På den måde havde alle præstekald i Finnmark allerede fået i teorien en forbindelse hver 3. uge, undtagen Loppa som fremdeles var uden post. Selvsagt var postleveringen ofte slidsom, med bådforlis på havet, og forfærdelige vejlængder i al salg vejr over fjeldet. Disse lokalposterne fortsatte endnu i lang tid fremover, og der er mange beretninger om hvordan postførerne, både mænd og kvinder, udstod svære strabadser eller eller næsten frøs ihjel under deres slidsomme virke.

For Finnmark var det er ren velsignelse da dampskibet ”Prins Gustav” i 1838 blev sat i drift mellem Trondheim og Hammerfest. ”Pris Gustav” var selvsagt en hjuldamper, men alligevel et vidunder i forhold til det man havde haft. Der samler sig masser af mennesker ved anløb i havnene for at de det mærkelige skib, som kunne sejle mod vinden og svær sø, uden sejl. I 1838 gjorde den 9 turer og året efter 10, men kun i sommermånederne. Ruten gik marts til april kun til Tromsø, i maj – september også til Hammerfest. Andre anløbssteder i Finnmark var Øksfjord, Talvik, Bossekop, Kåfjord og iblandt Loppa.

Indtil 1850 var ”Prins Gustav” alene om denne post- og passagertrafik, men i 1847 blev ruten udvidet til 11 turer årlig. Fra 1851 af blev ”Prins Carl” sat ind på ruten sådan at den vekslede med ”Prins Gustav”, og der blev 16 årlige ruter. Derefter blev trafikken udvidet fra 1856 til at der gik 29 turer i tiden februar – oktober. Og endelig i 1859 blev der ugentlig dampskibs afgang året rundt, rigtignok endnu kun til Hammerfest.

DS “Constitutionen” var Norges første dampskib, og Postverket var dermed landets første dampskibsrederi. DS “Constitutionen” blev indkøbt fra England i 1826 som postbåd først og fremmest for at forbedre postgangen, men skibet kunne også medtage 32 passagerer og last. DS “Constitutionen” blev i 1827 sat i kystrute mellem Oslo og Kristiansand. I 1827 købte Postverket endnu et skib, DS “Prinds Carl”. De to skibe korresponderede i Stavern. DS «Prinds Carl» gik til København via Göteborg.

Østfinnnmark havde fra 1853 fået regelmæssig dampskibstrafik med statens skruedamper ”Gyller” som gik i rute Hammerfest – Vadsø hver uge om sommeren og hver 14. dag forår og efterår. Senere kom ”Nordkap” og Lindenes” på denne rute. Anløbssteder var bl.a. Repvåg, Hopseidet og Stangenes, og et par gange om sommeren fik dampskibet til Sørvaranger. Senere skiftedes ”Gyller” og ”Gler” på denne rute.

Fra 1854 blev der åbnet direkte dampskibsruter Bergen – Hamburg, og i 1865 overtog ”Bergenske og Nordenfjeldske” dampskibsfarten på Nord-Norge. Ruten Hammerfest – Vadsø blev dog drevet af staten 1868. Der var da ugentlig rute om sommeren, og 14-daglig eller månedlig resten af året. Østfinnnmark fik ingen vinterrute før der i 1876 blev gjort forsøg med dampskibet ”Carl”. Først 1883 kom der faste vinterruter i Finnmark. Det største fremskridt i næste ti-åre var hurtigruten, som fra 1893 gik til Hammerfest, og fra 1898 blev der fast hurtigrute Hammerfest – Vadsø. Med Russland havde Vardø fået dampskibsforbindelse allerede i 1875.

Ved siden af disse hovedruter kom der efterhånden også kystruter og lokalruter. Ikke mindst for godstrafikken og omsætningen af fiskevarerne fik disse skibe en afgørende betydning. Den gamle sejlskibstrafik ophørte efterhånden kun russerne kom stadig som før. Det lokalskib i Finnmark var ”Varangeren”, som tilhørte Herman Dahl i Vadsø. Fra 1870 kom ”Nor” i rute på Alta, og kystrruterne kunne så sløjfe flere anløb her. Denne trafik blev snart udvidet til fiskerlejerne i Vestfinnmark, hvor ”Carl” i nogle år havde sejlet denne rute. Af lokalskibene i de senere år kan nævnes ”Heimdal” i ydre farvande, og ”Thor” og ”Kong Øystein” i Porsanger og Laksefjord. Især den sidste var i rute i mange år.

For den ældre generation knytter der sig mange minder til denne tid. Farten på Finnmarks kysten var ingen leg, og desto mere satte man pris på de dygtige søfolk som holdt trafikken gående i alt slags vejr. Officerer og mandskab var kendte og kærkomne gæster på handelsstederne, hvor de iblandt kunne blive vejrfaste i flere dage. Iblandt indtraf der dramatiske hændelser oh større forlis, som dengang i 1893 da dampskibet ”Nordland” gik ned på Porsanger, og båden med besætning og passagerer kom ind til Repvåg, hvor de blev forplejet på bedste vis med mad, hus og klæder.

Telegrafen kom til Finnmark i 1870, da linjen Tromsø – Hamerfest – Vardø – Vadsø efter mange vanskeligheder blev færdig lagt. Den åbnede nye veje og muligheder, især for fiskeriet og handelen. Et travlt liv udfoldede sig ved skibsanløb og på telegrafstationer. Telegrafbestyrer Aas ved Honningsvåg station, som i 1878 blev åbnet for trafik under vinterfiskeriet, har efterladt en interessant dagbog fra disse år.

Siden hollændernes dage havde hvalfangsten stadig ligget stille på Finnmark, skønt en række forfattere havde påpeget hvor heldige forholdene lå ti for den slags drift. Det var først da Svend Foyn skabte forudsætningerne for moderne hvalfangst at der med et slag blev oprettet en række landstationer i Finnmark. Nogle af disse lå nær handel stederne og vil blive nævnt der. Hvalfangsten i Finnmarken havde i sin glansperiode i 1880 – 90 årene, og det var til dels store antal der blev nedlagt i fangststationer og hvalkogerier på land – De enkelte redere og aktieselskaber tjente mangfoldige titusinder årlig, og en mængde mennesker var ansat i bedrifterne. Dette hvalfangerliv virkede også tilbage på handelsomsætningen, og mange steder vågnede nyt liv.

Men som bekendt blev hvalfangerperioden kun en kortvarig periode. Fiskerne fik med rette eller urette den opfattelse at hvalfangsten ødelagde fiskeriet. Opinionen blev efterhånden faretruende stærk, og spændingerne blev udløst ved stormen på fabrikkerne i Mehamn i 1903 og i 1904 blev hvalen totalfredet. Dermed var det slut på hvalfangsten i Finnmark, og hvalfangerne søgte andre felter.

Når fiskeriet på denne tid slog fejl, skyldtes det sandsynligvis særlige forandringer af næringsforholdene på havet. Det viste sig bl.a. ved periodiske indvandringer af ”russekobbe” (grøndlandssæl) især i årene 1891 – 1903. Der hvor russekobben viste sig, blev havet tømt for fisk, og der hjalp kun lidt at mange af disse dyr blev fanget og skudt. Tabet i fiskeomsætningen kunne ikke opvejes af nogen kobbeskind fra eller til.

Før vi forlader Finnmark og dets handel her ved overgangen til et nyt hundredår, skal vi prøve i en sum at samle handelsmændenes indsats i udviklingen.

De var først og fremmest sine egne herrer og tjente sine egne interesser, det er så. Men de fyldte samtidig store samfundsopgaver, ikke bare i det merkantile liv, men på langt flere områder. Hver i sit distrikt blev leder og foregangsmænd i nær sagt alle grene af det økonomiske liv, det være sig handel, fiskeri, jordbrug eller husflid. Det sidste blev ellers best udviklet i Vestfinnmark, mens Østfinnnmark meget længe fortsatte at importere alt mulig.

Men udenom deres økonomiske interesser havde de også stor del i den almindelige fremgang i oplysning op politisk kultur som præger hele folket især under sidste halvdel af 1800-tallet. Det var i Finnmark endnu mere påkrævet end andre steder. Amtmanden skrev i 1860 at i flere kommuner var pesten, lensmanden og handelsmanden de eneste som var skikket til at forestå ombud som ordfører, regnskabsfører, forligskommisær o. l. Også på andre måder var handelsmanden naturgiven vejleder for almuen. De kunne opdrage folk til at overholde deres forpligtelser, foregå dem med et godt eksempel og bistå dm med råd og dåd i velfærdssager. En handelsmand eller faktor som indså at almuens velstand var til hans eget neste, vilde overfor almuen vise redelighed, orden, humanitet, velvilje og hjælpsomhed, Og resultatet blev altid en bedre ånd og større økonomisk evne. Amtmanden kendte flere eksempler på hvordan forarmede og indbyrdes stridige kommuner har fået en god præst, lensmand eller handelsmand som i løbet af få år har omskabt dem til fredelige og velstående samfund.

Man kan tilføje at handelsmændene ofte måtte være både forsyn og forsorg for mange som behøvede hjælp. En udstrakt godgørenhed prægede dem og deres kvinder. Under de særlige forhold i Finnmark måtte de iblant gøre nytte på områder som i grunden lå dem fjernt. Gamle fru Buck i Øksfjord var som en læge for syde og skrøbelige i vid omkreds, og denne evne til at hjælpe overgik til hendes søn Cort Buck. Noget lignende fortælles om gamle Bull i Repvåg. Han ”Han stemmet blod og spejlket bein, og viste råd for alt.”

De yndre generationer af handelsslægter har forstået at møde det moderne livs krav med dygtighed og energi. På de gamle grunde er der mange steder vokset moderne fiskefabrikker op og af stort format. Mange blev rige under forrige verdenskrig, blev måske fattige igen, men kom sig atter på benene: Enkelte bliver måske misundt og kritiseret: Men det er mænd med talent og dygtighed Finnmark har brug for. Mænd og kvinder som under moderne livsformer forstå at videreføre den rige og store arv fra fædrene, fra de gamle handelssteders mennesker i Finnmark.