- ndtroduktion
- Finmarkshandel
- Norsk Indvandring “bosætning”
- Overgangstiden 1560 – 1680
- Bergensmonopolerne 1 del
- Bergensmonopolerne 2 del
- Frihandelsårerne 1715-29
- Københavner monopolerne 1729 – 1789
- Handel & mennesker under oktoyen
- Krigsårerne 1807 – 1814
- Finnmarksstederne
- Markedshandel, jagt og fangst.
- Pomorhandelen og russerne
- Familier, tinghold og selskabsliv
- Hjemmet og Verden
- Fra sted til sted
- Loppa Handelssted
- Bergsfjord og Sandland
- Øksfjord Handelssted
- Hasvik Handelssted
- Breivik Handelssted
- Sørvær Handelssted
- Galten Handelssted
- Sopnes Handelssted
- Talvik Handelssted
- Bossekop Handelssted & Marked
- Bukta Handelssted
- Jupvik i Leirbotn
- Komagfjord Handelssted
- Kvalsund Handelssted
- Hammerfest Handelssted
- Ingøy Handelssted
- Havøysund Handelssted
- Måaøy Handelssted
- Kjelvik Honningsvåg Handelssted
- Repvåg og Tamsøy Handelssted
- Sværholt Handelssted
- Russemark i Kistrand Handelssteder
- Lebesby Handelssted
- Kjøllefjord Handelssted
- Skjøtningberg-Mehamn-Gamvik-Omgang
- Hop og Hopseidet Handdelssted
- Gullholmen-Tana-Polmark
- Berlevåg-Båsfjord-Havningsberg
- Vardø Handelssted
- Vadsø Handelssted
- Mortensnes – Kløvnes Handdelssted
- NyborNyborg Handelsstedg Handelssted
- Bugøynes – Pasvik Handelssted
- Finnmarks kort
Finmarksstederne
De gamle handelssteder
i Finnmarken har magt og meget til fælles med de nordlandske. Men de har også
sine egne særheder, sit særpræg, som er betinget af de usædvanlige forhold i
Finnmarken. Som det fremgår af historien, så var der i slutningen af monopoltiden
kun 9 – 10 oplagspladser i hele amtet, og af disse blev tre senere til byer.
Det er der forståeligt at kun få af handelsstederne her kan vise en
sammenhængende bygningshistorie og familietradition bagud til 1700 – tallet.
Men traditionerne er der, og flere af oktroytidens handelsslægter har valgt
fortsat at leve på de gamle handelssteder og forgrene sig til nye. Vi skal også
huske på at mange af de steder som
voksede frem efter at frihandelen var indført, også kan var grundlagt på
en handelstradition fra tiden før monopolerne.
Som
forventet, er det især i Vestfinnmarken at man finder handelssteder med en
bevaret gammel bebyggelse. Storskoven inde i Alta, har på et tidligt tidspunkt
gjort det muligt for handelsmænd at bygge forholdsvis stort, rummeligt og
solidt.
Skovregnskaberne
viser at en række handelsmænd på slutningen af 1700-tallert og i begyndelsen af
1800-årene har fået anvist betydelige mængder tømmer. Det gælder da først og
fremmest i selve Alta-Talvik, men også længere ud langs kysten er handelshusene bygget af Alta
tømmer.
I selve Alta har et sted som Bossekop stadig (1942) en gammel bebyggelse. Enkelte
af husene kan være dele af det oprindelige anlæg fra 1790-årene, men hovedbygningen
brændte i 1811 og måtte opføres på ny. Dele af bebyggelsen på Talvik
handelssted er sandsynligvis fra 700-tallet. Noget lignende er også tilfældet i
Breivik på Sørøy. På Jupvik i Alta er der muligvis dele af bygningen som er fra
før 1800, men det meste er noget yngre. Et velbevaret gammelt anlæg er også
Hasvik, hvor hovedhuset sandsynligvis har stået uforandret siden 1790. Men
ellers er handelsstederne stort set udformet og bygget i tiden efter 1800, og
da med større og flere huse end de havde fra starten af.
Af den slags større bebyggelser fra første halvdel af 1800-årene kan man nævne
Loppa med sit store, dominerende etage hus, omgivet af mange mindre huse. Et
lignende indtryk får man af Havøysund efter de gamle billeder fra den tid. Hele
bebyggelsen har været på 12 – 13 huse. Gamle huse fra samme periode findes også
på Ingøy handelssted, der har være flere af disse men de er i dag ombygget
eller forsvundet. Sådanne anlæg fra tiden omkring eller efter 1850 kendes fra
Bergsfjord, Øksfjord, Sopnes, Komagfjord, Sørvær og Kvalsund. Nogle er væk,
andre er helt eller delvist bevaret.
Østfinnmarken
er derimod fattig på ældre bebyggelse. Men der findes dog enkelte større
bebyggelser som Repvåg i Porsanger, Sværholt, Russemark i Kistrand, Nyborg i
Nesseby og enkelte andre. Både her og i Vestfinnmark kan man mærke og se at de
ældre handelssteder i mangt og meget har dannet mønster for de nyere, således
at man får indtryk af en plan som signalere plan og orden, med tanke på en
monumental virkning.
Som
i Nordland er enkelte steder grupperet omkring en åben gårdsplads, som vender
ud mod havet. Hovedbygningen ligger noget tilbagetrukket, med mindre bygninger
som sidefløje og sø husene nede ved stranden. Således ligger i dag Hasvik og
det noget yngre Øksfjord, for at nævne et par eksempler. Men ellers har det
ofte været terrænet på stederne som har bestemt hvordan udformningen er blevet.
Langs en smal strand som i Repvåg vil bebyggelsen naturligt blive en lang
affære, andre steder kan den klumpe sig sammen i tætte hus klynger.
Hovedhusene
er på af stederne i Vestfinnmark lige så store og imponerende som i Nordland og
Troms. Og så vidt man kan tale om nogle lighed i byggestilen, ser det ud som om
at den trønderske-nordlandskestil har en kraftig udløber her i det nordlige
Norge. Hovedbygningerne har som regel lodret træbeklædning, ofte symmetrisk
udformet facade, og mere eller mindre smukt udførte døre og vinduer. En sjælden
gang spore man endnu louis-seize-tidens former. Men størstedelen af
bygningsdetaljerne er præget af 1800 årenes empire.
Desværre
er handelsstederne i Finnmark ikke blevet opmålt og udforsket som de er i
Nordland og Troms. Man ved derfor for lidt om de bygnings arkæologiske fakta
til at kunne give et detaljeret billede af Finnmarksstederne. Men kan dog i
store træk beskrives således.
Der
er selvsagt forskel på de steder som ligger ude ved den nøgne kyst og de som
ligger inde i en lun bugt eller fjord. Især de sidste kan have et præg som
ligner de smukkeste steder i Nordland og Troms. Handelsstederne i Alta og
Varanger kan også rose sig af en frodig vegetation og delvis af et landbrug,
som man ellers kun finder på de sydligere breddegrader. For øvrigt er det
mærkeligt, hvordan man efterhånden selv ude på de nøgne kyster formåede at
skrabe en større kreatur besætning
sammen. Selv her kunne man nå op på en besætning på 7 – 8 køer. Og det
er utroligt hvor dygtige og flittige handelsmændene og deres koner har været
til havearbejde ved deres huse. Kun på de luneste steder kunne det lade sig
gøre t plante træer og buske, men en haveplet med blomster og grønsager finder
man overalt selv på de mest udsatte steder.
Men
hvad enten de lå inde i fjorden, langs sundene eller ude på øerne, så var alle
Finmarks-stederne først og fremmest knyttet til havet og fiskeriet. Det er så
indgroet i tankegangen hos befolkningen af alle bebyggelser i ældre tid kaldes
vær (fiskepladser). Det tales om “været” i Talvik, i Alta og i Vadsø, endda
selv om disse ligger ved fjorden ind mod land, omgiver af grønne marker og
delvis af skov. Fordi havet overalt spiller så stor en rolle, finder man også
her søhusene – brygger og pakhuse – på en dominerende plads i anlægget. Brygger
(kan også være pakhus) og kaj er normalt der første indtryk ,am får af stedet,
sammen med lugten af tørfisk og tran, tjære og tang – alt hvad der høre havet
til. Her nede lå også i gamle dage nordlandsbådene og omkrnasede bryggen, eller
de blev trukket op på rad og række, hvor der var en brugbar strand.
Men
længere oppe lå haven og beboelseshuset, som med sine mange vinduer og sin
flagstang hilste hver en gæst velkommen. Hovedbygningen lå som regel frit midt
i hus klyngen med et frit og åbent udsyn så der kunne ses ned til kaj, havn og
hav. Her var nok at holde øje med, hvis ikke “Ham selv” var på kontoret eller i
butikker. Blikket gik tit søgende ud mod sejlrenden eller indsejlingen for at
se om der skulle komme besøg fra verden der ude, med lidt afveksling i den
daglige tummerum. Her i hovedbygningen var det husmoderen som regerede, og
havde nok at gøre med madlavningen og de mange rum som skulle holdes rene og
gøres i stand. I mange af husene var der både store og smukke rum. Og de har op
gennem tiderne været møbleret efter skiftende slægtes smag, selv om man i vore
dage kun finder meget lidt tilbage af de mange interiører fra ældre tid. Men en
ting har præget disse huse i høj grad, en bevist stræben efter at skabe den
hjemme hygge som opvejer savnet af mange goder, og som får selv en fremmed til
at glemme at man bor i en udkant af verden.
Her
i hovedhuset var det husmoderen som herskede, og hun havde nok at gøre med
køkkenet og de mange rum som skulle rengøre og vedligeholdes. I mange af disse
hovedbygninger var der både store og smukke rum. Og de har op gennem tiderne
været møbleret efter tidligere tiders slægtes smag og det er i dag kun meget få
at disse smukke interiører tilbage fra ældre tid. Men en ting har i høj grad
præget disse huse, en bevist stræben efter at skabe den hjemmehygge som kunne
opveje savnet af mange goder og få selv en fremmed til at glemme at man bor i
en afkrog af verden.
Rundt
om hovedbygningen lå de andre bygninger, ofte grupperet som fløje. Det kunne
være kårstue (aftægtshus), borstue, stabbur og andre madhus, stalde, kontor og
butik. Til anlægget hørte også mange steder egen smed, bødker, bageri og
badstue. En række steder havde også eget tran kogeri. I ældre tid var de fleste
af disse huse kun tømmer vægge og tørvetage. Hvorimod hovedbygningen havde både
udvendig panelbeklædning og maling, på taget teglsten eller skifertag.
Ser
man på ældre billeder fra enkelte af disse steder, virker det ofte meget rodet,
men det skyldtes at ofte var pladsen meget trang, og mange skulle leve på et
lille område. Derfor kunne fikse huse og gammer nogle steder stå meget tæt på
handelshusene. Søfinnerne kunne slå deres telte op hvor de mellem husene fandt
en brugbar plads. Næsten alle steder havde fikserhuse og fisketørrestativer til
brug for tilrejsende fiskere. I ældre tid var fiskehusene kun gammer, men
senere blev der opført til tider ganske store huse til fiskerne, ja så store at
de fik karakter af bolig. Flere steder havde disse fikser huse karakteristiske
navne, efter udseende eller efter dem som har holdt til der.
På
denne måde kunne enkelte at de gamle steder få en mangfoldig og stor
bebyggelse, så det næsten kom til at ligne en landsby. Især var det tilfældet
med et særpræget sted som Bossekop, hvor pakhuse og andre huse allerede før
markedet blev oprettet dannede en stor udvidelse af handelsstedet. Den svenske
rejsende Zetterstedt, som besøgt Alta i 1821, siger om stedet at:
“en
myckennhet uthus och packboder i en sträcke ändå ned til stranden, giver gården
udseende af en liten norrsk landsby”
Mens
man i det gamle Nordland ikke så gerne lagde gæstgiverierne i nærheden af
kirken, lå der i Finnmark kirker ved alle gamle handelspladser fra oktrojens
dage, og temmelig mange af de nyere steder fik også en kirke, hvor der ikke var
fra tidligere. På den måde kunne indtrykket af handelsstedet komme nærmere en
landsby. En af de gamle forfattere siger at folk i Finnmarken bør bo i vær, det
er klart at trangen til gensidig hjælp og omgang også har sat sit præg på
handelsstederne. Mange af dem ligger sådan at handelsmandens familie kunne have
nem adgang til præst, klokker, lensmand og doktor. Det var nødvendig, for nok
lå handelsstedet ved et rigt fiskefarvand, men meget isoleret fra omverden ved
mil efter mil af sten, fjeld, fjorde og åbent hav.
For
mange af handelsfamilierne blev almue deres, og lange perioder eneste
omgangskreds. Det var ikke bare sådan at handelsmanden og butiks betjentene
måtte have med folket at gøre på krambu og bryggen. Nej, de kom også roende
langvejs fra, turen til handelsstedet var en hel begivenhed, og når de kom
frem, skulle de jo op i huset og trakteres. De blev da også mødt og behandlet som
gamle venner og bekendte – ikke kun som kunde. Før børnene i Handelshuset var
det jo helt naturligt at søge legekammerater blandt børnene i nabolaget. På et
af de største steder i Vestfinnmark var reglen denne: De måtte frit færdes
blandt almue børnene i arbejde og leg, både ude og inde i handelsmandens hus.
Med de fik aldrig lov at gå uden følge i fiskerhytterne og gammerne
(jordhytter) i omegnen. En vis afstand skulle der være og alle fandt at det var
god skik.
Og
ingen må tro at børn eller voksne fik tid til at kede sig. Handelsstedet kunne
nok have sine rolige perioder efter høsten og ved midt vinter, men også da var
der nok af gøremål som optog sjæl og tanker. Sit rette ansigt fik stedet lige
efter jul, foråret og sommeren, når fiskeriet var kommet i gang og folk
strømmede til fra alle kanter. Et Finnmarks sted kunne da mønstre et
menneskemylder så broget og malerisk som kun få andre steder. Her gik norske
finner i olietøj, nordlændinge i kofte eller skinklæder med rød tophue eller
skinhat. Søfinner i pesk (kofte af rensdyrskind) blandede sig i mængden med
sine livlige bevægelser. Inde fra fjordene kom de store kraftige kvenerne og
skulle tage et tag med. Ud på foråret og forsommeren kom så de første russer
skuder ind i havnen, og et nyt ejendommeligt folkefærd. Med fremmede ansigter
og dragter, blandede sig i den mangfoldige vrimmel som allerede var der fra
før. Og endelig kom måske også skibe helt fra Danmark eller et andet land for
at hente tørfisk, klipfisk, tran og andre produkter. Side hen blev det
dampskibe og en mere moderne trafik. Ud over i slutningen af 1800-årene kom
også hvalfangerne og deres folk og satte deres præg på mange af stederne.
Især
på sommertiden kom der gæster og fornemme rejsende, noget som vi vender tilbage
til senere. Mange handelssteder havde også allerede fra gammel til mange besøg
af lystfiskere/laks og mange andre turister, som blev lokket dertil af den
eventyrlige naturrigdom som var på vildt og fisk i dette jomfruelige og vilde
land. Nogle af stederne havde også til stadighed besøg af fjeld finnerne,
enkelte om vinteren især ved markederne, de fleste om sommeren når de trak
udover halvøerne og lod renflokken svømme over sundet helt ud til øerne yderst
mod Nordkap.
I
denne til tider totale forvirring af mennesker, dialekter og tungemål gik
handelsherren, som en konge og ordnede alt. Ikke en fjern og utilnærmelig
monark, men en arbejdsmand sammen med de andre når det vat nødvendigt, en
samlende vilje for de enkeltes arbejde og tiltag. På samme vis som en norrøn
høvding i sagatiden kunne han uden at nedværdige sig være med i den daglige
drift på sø og land, slev styre båden eller føre leen, tage fat i t tovværk
eller lempe en kasse i land. Men alligevel var han herren som alle kendte og
bøjede sig for. Til ham kom de som hørte hjemme i distriktet, for at få
udrustning og kredit til fiskesæsonen. Hos ham kunne almuen sælge det som de
ikke tusk handlede med russerne. Og her kunne fremmede fiskere proviantere, ja
de kunne få en ny båd og fangstudstyr, hvis havet havde krævet den største told
af dem.
Som
andre storgårde havde handelsstedet sin årsrytme, skiftende med fiskeriets
forløb og landbrugets opgaver ude som inde. Når lodda (lodden som torsken
følger ind til Finnmarkskysten i april – juni) blev opdaget en dag i foråret
blev der et rigtig myldrende liv på handelsstedet. På et døgn kunne alt være
forvandlet fra rolig afventende til et hektisk arbejdsliv. En hærskare af både
og fragtfartøjer samlede sig i bugten, en skov af master vuggede frem og
tilbage i bølgerne, handelsmanden og ungerne morede sig med at gå tørskoet fra
båd til båd tværs over helle havnen. På smalle og våde veje traskede alle slags
folk i tætte stimer, fiskere, finner, skippere, søfolk, kræmmere og gøglere
imellem hinanden i en broget flok. Da det blev tilladt, kom der også gang i de
småhandlende og skærslipperne, som fik travlt med at slå deres boder op, der
hvor de kunne finde en egnet plads.
Inde
i handelsstedet butik var der et stort sild hen over gulvet med alt fra
søstøvler til rigtig fine sko. Her var samlingsstedet for alle, hvor alting
blev nøje drøfte. Døren stod aldrig stille, og på handelsmandens kontor var til
stadighed en stor trafik af nogen som skulle snakke et par ord med “ham selv”.
Købmandsvare væltede ud af skuffer og skabe, af pakhuse og bryggen, og fisk i
store mængder blev ført i land. Her blev fisken renset og sat sammen to og to
og hængt til tørre, eller den blev saltet til klipfisk, mens leveren blev
samlet i store kar for siden at koges til tran. Udover på alle bakker og fjelde
stod fisketørrestativerne tæt, det var næsten umuligt at finde bare n lille
ledig plads. Det var som en skov indover landet – ja mange Finnmarksbørn kendte
ikke til anden form for skov. “At gå i skoven” betyder for dem at løbe ud
mellem fiske tørrestativerne. En gut fra en af fiskepladserne i Østfinnmark
havde i lang tid glædet sig, han var blevet lovet en sommertur indover til
Jarfjord, hvor der skulle være en meget stor skov. Men da han kom ind til den
smukke, grønne fjord og for første gang så birkeskoven, blev han meget skuffet
og udbrød: “Der vokser jo ingen fisk på denne skov”.
Mange
at stederne især i Vestfinnmark havde gode tørrepladser for klipfisk.
Produktionen havde en gammel tradition tilbage fra monopoltiden. Nogle steder
kunne man bruge en skrå nøgen fjeldside som tørreplads, andre steder måtte de
tørre fisken på “mollen” en strand med grov rullesten, som gav en fin luft
gennemgang på alle sider af fisken. Når der var behov for at skaffe mere
tørreplads end der var, har man muret op eller bygget særskilte tørreanlæg for
klipfisk. Der blev således arbejde til mange hænder henover foråret og
sommeren. Alle som ikke var med på havet, gamle folk, kvinder og børn, havde
her sin lille daglige indtægt ved handelsstedet.
Ud
på sommeren kom så sejfiskeriet, med nyt liv og virksomhed. Russerne kom og
købte og solgte på handelsstedet, eller lå og tuskhandlede med almuen.
Fjeldfinnerne kom ned med fisk kød og skin, og de skulle have varer til livets
ophold i sommerdagene her ude. Det var stille solskinsdage med en vidunderlig
fred og hvile efter vinterstormene og forårets trafik. Men der var også dage
med regnvejr eller grå skyer og da var det hyggeligste at krybe inden hus, og
hygge sig med familie og venner.
Jo
større handelsstederne blev, jo flere mennesker som der skulle have sit
underhold året rundt, des mere nødvendigt var det at sørge for en vis tilgang
af landbrugsprodukter. Her var de handelssteder, som lå inde i fjordene eller
på nogenlunde græsrige egne langs kysten de heldige. Værre var det for dem som
knapt havde plads til de nødvendige huse i en bugt eller på en holm ud mod
havet. Vi ser da også hvordan staten allerede på 1700-tallet forpagtede
kompagniets enge bort til handelsmændene. Og både dengang og senere søgte de at
kaffe sig kreaturfoder ved, at købe hø på marken både nær ved men også længere
borte. En handelsmand kunne på den måde foruden selve handelsstedet også eje en
række små jordstykker spredt her og der udover i hans lille rige.
Ofte
var det kun et enkelt eller to kreaturer, som der kunne skabes plads til på
hjemadressen. Og tit måtte de høste græs og hø på de små pladser som havde lidt
grønt og tage det med hjem som foder. Sådan fortsatte høsten af hø hele
sommeren på alle de enge og grønne områder som tilhørte handelsstedet. Det var
en oplevelse for børnene, når de fik lov til at være med til “Solbu og
Makjeila” med den store fembøring for at
hente nyslået, duftende hø på en varm sommerdag med solskin. Ofte tog hele
familien af sted. Det var som et eventyr at komme fra de nøgne fjelde på handelsstedet
og være med ind i en lun fjord, hvor grønne birkeskove og frodige græsmarker
mødte en med en krydret duft af blomster og løv. Hø høsten blev en ren landtur,
hvor arbejdet gik med liv og lyst og maden smagte som aldrig før. På hjemturen
sad de i det nye hø, sang og spøgte lige ind til båden lå på plads hjemme igen.
En
helt lille høst tur fik børnene også når multebærrene blev modne inde på
vidderne og skulle plukkes til husholdningen eller salg. Andre dage var det
fiskeriet som var på programmet, når der skulle sætte garn på sej grunden eller
se til lakselinerne. Mange steder måtte de skære tørv eller hente brænde ind
til vinteren. Til flere af handelsstederne var det også fangst pladser med sæl
og hval, der kunne være fuglefjeld med æg og dun indsamling, der var også
jagten og således gik den årlige gang efter traditionerne fra gammel tid. Alle
steder var der store natur rigdomme at hente fra landet og havet, og der var
nok til alle hænder store og små.
For
husets kvinder var især fiske sæsonen et ustandseligt jag med madlavningen. En
gammel handelsmand fortæller at ” alle som kom til stedet for at handel, skulle
først op på gården for at spise og drikke.” Det var en kolossal husholdning. Så
længe fiske sæsonen stod på, havde handelsmanden også indlejede folk i huset
som drev fiskeri for ham for kost og løn. Det var et mas at skulle skaffe mad
til alle “månedskarran” både tidlig og sent, og alt denne bespisning krævede
øget tjenerhjælp. Men så var det også en slags målestok for handelsstedet
drift, hvor mange folk man havde i huset: “Kor mange månedskarre har dokker?”
(hvor mange sæsonarbejder har du) spurgte handelsmands sønnerne når de mødtes
til mandesnak.
Når
det lakkede ud på eftersommeren, kunne fiskeprodukter og trantønder for
titusinder af dalere eller kroner ligge på bryggen, i pakhuset og brænderiet
klar til eksport. Et enkelt sted kunne efter en god fiskesæson eksportere
saltet fisk for 20.000 kr. rundfisk (urenset) fisk for kr. 30.000 og fra
brænderiet tran for 28.000 eller mere. Så kom skuderne og dampskibene for at
hente varerne, oftest for direkte eksport til udlandet. I gamle dage blev
tørfisken ført ombord i løs vægt, stablet i lasten og til slut kilet fast med
tørfisk som propper, så lasten ikke skulle forskyde sig. Senere kom fiskepressen,
og tørfisken blev så presset i bundte med bånd om og ført ombord. Tranen fra
brænderiet eller dampkogeriet var brun, brunblank eller helt blank tran ( til
medicinindustrien), det blev afsat i ind eller udland.
Ud
på efteråret når de fremmede fiskerbåde og de sidste russerskuder havde forladt
stedet, stilnede det igen af, og der faldt ro over livet. Nu var det tid til at
gå i gang med spinderiet og vævningen, og snart efter kom slagte sæsonen. Et
sådan stort handelshus måtte proviantere til vinteren, og der var utrolige
mængder der skulle til. På et sted kunne man slagte 60 – 70 får, foruden køer
og grise. Men ikke alt var måske egne dyr. En stor del blev ført til
handelsstedet af folk som på denne måde betalte af på det de havde fået af
varer i løbet af vinteren og våren. De kunne selvsagt også levere får og andre
dyr som betaling for nye varer efter en bestemt takst.
Alt
hvad der kom ind blev taget under behandling af kvindfolkene, som arbejdede med
kød og blod madvarer ude i ildhus og madhuse. Store stege af okse og kalv blev
gnedet med mel og ophængt i gennemtræk i stabburet, så holdt de sig til jul og
måske endnu længere. Pølser og sammenkogt, hermetik (fødevare konserveret i
glas) og blodpølser blev tilberedt efter alle kunstens regler. Det var en ren
overflod som kunne fryde en hver. Senere kom fladbrøds konerne som huserede i
flere dage med bagning og stegning. Det blev til, blad tyndt bygbrød, to slags
lefser, en grovere til hverdagsbrug, mens det fineste hvedemel blev gemt til
julebordet. Imens fortsatte husarbejdet med spinding og vævning, syninger og
strikninger gik i de flittige hænder fra morgen til aften. Med alt dette
arbejde fulgte der et liv med mange afvekslinger og en morskab, som gjorde at
tiden gik alt for hurtigt. Og mens mørket trængte sig på mod vinternatten og
sneen lagde sig fra fjeld til strand, tændtes lysene inde i stuerne og tankerne
gik frem mod julen, årets mørkeste tid og alligevel den lyseste tid.
Den
første onsdag i december begyndte finne markedet på Bossekop i Alta og et nyt
marked blev holdt i marts. De fleste af
Finnmarkens handelsmænd rejste til markedet for at handle og ikke mindst for at
skaffe sig proviant til husholdningen. Et lignende marked blev holdt i
Karlebotn i Varanger gennem størstedelen af 1800 tallet. Fra disse markeder kom
handelsmanden hjem med “retabeller” (halve rensdyrkroppe), med marvben som
havde ry for at være den bedste delikatesse, med ren tunger som blev saltet,
med andet vildt og andre gode sager.
Således
var året gang under Finnmarks himmelens skiftende tegn, fra mørke til lys og
tilbage igen. Men selv i vintermørket lyste månen og stjerne tændtes, nordlyset
opførte sin flamme dans henover himlen i de frostklare nætter. Der var også
dage med uvejr og storm, med tæt snetykning og et uigennemtrængeligt mørke, som
lænkede folket til huset og bandt dem sammen i gensidig hygge og hjælp. Mere en
andre steder i Norge blev det her en nødvendighed at holde sammen i en
ubrydelig enhed. En stor gerning er gjort af de mænd og de familier som her på
vores medmenneskers yderste grænsevagt udførte sine daglige gerninger under en
hård naturs magt og alligevel holdt lyset brændende.
Midnatssol:
Nordkapp
11. maj – 31 juli.
Hammerfest
13. maj – 28. juli
Vardø
14. maj – 27. juli
Alta
15. maj – 26. juli
Mørketid:
Nordkapp
18. november – 24. januar
Hammerfest
20. november – 22. januar
Vardø
21. november – 21. januar
Alta
23. november – 19. januar.