Fiskeri og Udrustning
Når handelsmanden nordpå kom til at spille en så vigtig
rolle, var det fordi han overtog en af de største samfundsopgaver på den tid,
det at være “utreder” for sine fiskere og bønder.
Utrederen er i Nordland den som skaffer almuen alt det de
behøver til fiskeriet. Der gælder både mad og hyre, båd og fangstredskaber . De
Nordlændinger som på 16 – 1700 tallet sendte deres produkter til Bergen med
bygdefarsjekterne, havde købmanden på Bryggen som sin utreder. Han modtog deres
tran og fisk og sendte dem til gengæld det han mente kunne udlignes med det han
havde modtaget. Men som før sagt, hvis skyldmændene i en årrække var ude af
stand til at levere varer, mistede de snart deres kredit i Bergen. Trondheims
borgerne på deres side var nok utredere hvis de boede fast nordpå. Tremånders
borger måtte også drive en vis utreder virksomhed, selv om de ikke var ” i
landet” på den tid af året hvor forsyning af udrustning til fiskeriet
skete. De var dog først og fremmest kræmmere, drev småhandel og omsætning af
varer som den store handel i Bergen mindre befattede sig med.
Men i Nordland kunne også velstående mænd af forskellig
stand og stilling blive utredere når der var behov. Som nævnt i indledningen
var der ingen anden udvej for den bonde som havde mistet kreditten i Bergen,
end at gå til nærmeste mand, som drev jektebrug eller handel, tigge sig til
udrustning og blive hans skyldmand. Det var de stormænd som før et nævnt i
afsnittet om Jekte skipper, knaper og andre handlende. De var Nordlands første
lokale handelsmænd og var forløber den rolle handelsstederne kom til at spille.
En sådan utreder i gammel stil var Petter Dass. Hans
skildring af utrederens ansvar og bekymring rammer nok mest forholdene i hans
egen tid, men har også en vis betydning for senere slægter. For det første har
Alstahaug præsten udrustet sine gene folk til fiskeri, og så kommer efterpå
skyldmændene og skal have deres:
Foruden alt dette de skyldmænder kom
Med krumpede tarme, med indsvunden Vom
Og deres utredning de kræver.
De larmed og gjorde saa megen uskjel:
Skaf os vor uredning, vi svælter ihjel,
Thi tiderne gjøres os snæver!
Og kan vi vor Børsel hos dig ikke faa,
Da nødes vi hen til en anden gaa
Og alt det, vi ejer, pantsætte;
Anlangen skylden, vi bundet har paa,
Da vid, at den faar paa restantsen at staa
Hvorefter du har dig at rette!
Hvad var her at gjøre? vi sang eller sprang.
Vi måtte dem skaffe; vi gad deres Trang
Og ynkelig jammer ei høre.
Saa blev dem leveret en temmelig del
Af korn og af gryn og af rug og af mel,
Og hampen at lægge i snøre,
Uagtet de før i Skyldbøgerne stod.
Opskreven så høit, at de aldrig var god
Den tiende Del at betale.
Hr. Petter Dass tillægger at de fleste vist slet ikke tænkte på at betale deres gæld, men
ville bare lade tingene stå til døden kom og slettede restancen. Han så klart
den moralske fare i utreder systemet, men det var ikke tiden hverken for ham
eller andre at ordne det anderledes uden den tids handelsvilkår. For
fiskerbonden var det fristende at stole på at udredderen her nordpå altid kunne
hjælpe når det kneb. Det var anderledes med købmanden i Bergen, han var langt
borte og det krævede ikke større overvindelse at lukke for kreditten i det
øjeblik det var nødvendigt for hans forretning. Men handelsmanden nordpå havde
de stakkels mennesker boende omkring sig, tæt inde på livet. De var hans
medarbejdere i distriktets næringsliv, hans medborgere i bygden og sognebrødre,
undertiden hans sognebarn. Han mødtes med dem i kirken under ordets tugt og for
Herrens alter. Det var ikke godt at skulle se dem i øjnene som man havde nægtet
det tørre brød. Da var det bedre at strække sig så lang man magtede, på grund
af kristen pligt og medfølelse, selv om forstanden sagde nej. Det var som
Petter Dass siger: “Vi gad Deres Trang og ynkelig Jammer ei hører.”
Nu var forholdene som nævnt særlig vanskelige i Petter Dass´s dage. Der kom også
perioder i 1700tallet hvor tilgangen var stor til de lokale handelsmænd. Jo
mere de leverede til skyldmændene, jo mere måtte de for egen regning hente i
Bergen. Eller for at citere Petter Dass:
“Og se, der foor al vor fortjeneste hen, vor debet derover his Garpum igen – Alt høier
og hæier opkommer.” Garpus – Bergens købmanden – var til syvende og sidst
den som havde fat i begge ender.
Alligevel er det nok så tydeligt at de mere ordnede handelsformer som kom med gæstgiverierne
nordpå, sammen med den almindelige økonomiske fremgang på slutningen af 1700
tallet, skabte bedre forhold i utredningen. Risikoen blev nok større med de nye
og dyrere redskaber, men fortjenesten og den almene velstand steg også. Udover
det 19 århundrede var fiskerne forsat afhængig af handelsmandens hjælp, men
samtidig havde handelshusene vokset sig stærkere og bedre i stand til at løse
deres opgave. En række af de enkelte steders historie viser at handelsmanden
forstod at følge med tiden, føre kredit væsenet over i nye former og støtte
aktivt efterhånden som fiskeriet blev mere moderniseret.
Det vidnerom en høj moral både hos handelsherren og fisker, når man var kommet så langt
som på Kvaløy i Ulrich Qvales dage. En gammel fisker fortalte “at om
vinteren når mandfolkene skulle fiske, og det så dårligt ud både med udrustning
for dem som skulle rejse og med mad og udkomme for dem som hjemme sad, da
rejste de til Kvaløy, for der viste de at de fik hvad de trængte, og aldrig var
der tale om penge. Men den mand var æreløs blandt sine egene, hvis han ikke
prøvede at betale hvad han skyldte, når han kom igen fra fiskeriet.”
Nordlands både på fiskeri
Det er klart at handelsmandens stilling gav dem stor magt og yndighed, og det ud ti at være
vanskeligt at påvise at de misbrugte den. At handelsmanden blev en lille
Vorherre for sine folk var på et vist sæt både ret og nødvendigt. Han kendte
sine pappenhejmere, og havde magt til at hjælpe der hvor det virkelig trængtes.
Men han var også manden for at sige nej og give en advarsel der hvor det var
den bedste medicin. Typisk er en fortælling om Zahl på Kjerringøy, som aldrig
tålte at folk drak sig fulde. Der kom engang en fisker fra Hopen i Bodin. Han
skulle på vinterfiskeri, men havde intet at købe for. Hos Zahl fik han alt hvad
han behøvede på kredit. Fiskeren havde medbragt brændevin med, på Kjerringøy
var der den gang intet at få. Og om aftenen så Zahl at manden havde druknet sig
fuld. Han bad da sine folk om at gå ned i båden og bære alt manden havde modtaget op igen.
Mange lignende episoder kan sikkert fortælles. Et sted kom en mand og bad om 2 mark
sirup af den bedste slags, den til 2skilling marken. Men handelsmanden var selv
i butikken og svarede: “nej det har du ikke råd til, du må klare dig ed
den til 1½ skilling marken.” Med dette måtte manden gå, og godtfolk fandt
det helt i orden. Så stor en mand som handelsmanden var, måtte han have lov til
at bestemme sådant. Til gengæld blev det forventet af ham at han holdt liv i
kone og børn mens manden var på vinterfiskeri, og om nødvendigt hjalp familien
over et dårligt år eller to. Forholdet mellem utreder og fisker kan vanskeligt
måles i vor tids målestok. Det var et tillidsforhold mellem den mægtige og den
svage, ordningen kan se ud som uretfærdig, men gav i virkeligheden balance og
tryghed.
Når nye handelsformer og interesser trængte sig ind mellem de to parter, kunne der let
opstå stridigheder. Det er barsk, men levende skildre af Regine Normann i “Krabvaag”.
En opkøber har været i bugten og drevet
fiskeopkøb i konkurrence med handelsmanden på stedet, som kaldes Iversen og
øjensynligt ikke var en af de største herrer, nok så lurvet at se til. Men folk
havde respekt for ham, og han har hele tiden været en sådan aparte gemen mand.
Nu er han “plent urimelig krakilsk, næsten ikke til at komme nær”.
Han sidder på sit kontoret og sværger på
at “ikke en eneste fik kredit hos ham, om de så hængte sig”. Han
skulle, for en gangs skyld lære dem at lade være med at snyde ham lige for
næsen, som de havde gjort forrige vinter, da de for væk og solgte fisken til
opkøberen på bugten, selv om han havde skriftlig kontrakt på hver evig eneste
torsk.
Krabvågningerne tog det med ro, aldeles stoppe kreditten kunne Iversen ikke.
Ham måtte værsgo holde liv i dem til fiskeriet kom igen, og siden blev der vel et råd.
Han vidste det selv ligeså godt. Forresten var han sikret ved pant i alt, de ejede og
havde, så kneb det, kunne han altid klemme dem lidt,: Og tærged de ham, skulle
de bættedø få føle det.
Værre gik det for fjordingene som var flest husmænd og fattigfolk, som søgte til ham og
søgte udstyr. Rundrygget på buede ben trippede de ind på kontoret, lukkede
døren bag sig og bad goddag.
Iversen så optaget ud, bare skrev, så det kradsede på papiret.
Fjordingen blev utryg, klemte om sydvesten og gumlede på skråen, så sig om efter
spytbakken, glemte sig og sendte spyttet ud på gulvet og strøg det ud med
søstøvlen, indtil han endelig fik mumlet sit ærinde frem.
Iversen huggede i et kort nej. Den anden prøvede at lirke, men straks blev han vild og
barsk, hunsede og hånte. De kunne ryge og rejse ud til opkøberen, som de gjorde
forrige vinte, eller hvorhen de ville for hans skyld.
Sydvesten dirrede i den tjære bredde næve, kæberne bed hårde i skråen. Sultede kone og
børn? havd betød det for ham. Ingen hjalp ham med at føde sine.
Efter megen snak og lang akkordering fulgte der, for deres vedkommende, som boede i
fiskeværet og kunne kalde en ko og en båd for sin, en pant skrivelse på akt han
ejede og kunne have lykke til at fiske i vinterens løb. En bindende fuldmagt
til handelsmanden at han kunne tage sig tilrette på nemmeste måde efter loven,
underskrevet og bekræftet af vitterlighedsvidner. Fiskeren takkede, knugede sydveste
og trippede ud igen. Men fra dempå kramboden lød en hånlig hvisken: Ha du forskrev dæg
tel han? – Ha du sælt sjæla di” Svaret blev givet med et glimt i øjenkrogen: ” ja desværre,
æg ha saa” og øjnene rundt om blinkede i forståelse. De var ligeglade med kontrakten som
de så stort på, når først opkøberen igen lå i bugten. Men den, som slet ingen kontakt fik at
underskrive, kom svagere og mere kroget
ud end da hangik ind. Bad et stille farvel og roede med lange åretag den tomme båd mod det
fattige hjem med de mange munde, som ventede på mad.”
Det er digtning og en yderlighed til begge sider, men med baggrund i virkeligheden. Jo
større stedet og manden var, desto mere velvillig kunne han være i sin kreditgivning, og des
mere kunne han bære over med svagheder og svig hos sine skyldmænd. Men selv for
den største og stærkeste kunne det vel mangen en gang bliv bittert, når små
landhandler opstod i nærheden og brød ind i den gamle orden. Og endnu værre når
de økonomiske vanskeligheder fulgtes af politisk kamp, ofte fyldt med bagvaskelse
og forvrængninger fra dem som intet fattede om den gamle tid.
Det utrederen skaffede sine skyldmænd, var så at sige råvarerne til fiskeriet.
Forudsætningerne var at en stor del måtte bearbejdes i fiske hjemmene, og det
skete i hen over efteråret op til tiden for fiskeriet. Hampen blev spundet af
kvinderne på hamperok, siden sad mændene og snoede garnet til håndsnøre, bandt
det til liner og bandt det til torskegarn. Det var mange slags hjemmegjort
redskaber som blev lavet af snøre, et af de mindste var forfang, men der var mange,
kroge og lodder købte de hos handelsmanden.
Sejlet på nordlandsbåden var fra starten af syet af vadmel, som kvinderne vævede hjemme.
På 17 – 1800tallet blev det almindeligt at købe sejldug i Bergen eller hos
handelsmanden. Men længe fortsatte de med at bruge hjemgjorte skøder på kanten
af sejlet, disse reb fremstillede de med små væveredskaber hjemme på gården, og
materialet var lange hår fra hest og ko. Disse reb hold sig blødere i frost og
skumsprøjt end almindelig hampetov. Olietøjet bestod af søstøvler, lang skind kofte, og
skindhat (sydvest). Som bukser bugte de nogen gange skind, men senere klaverduk
(en fin sejldug), syet i en vid facon sådan som sømænd længere sydpå brugte. Desuden
brugte de gerne et fangskinn (skødesind). Søstøvlerne var nok for de meste syet af bygde
skomageren, råmaterialet var støvlehud og bundlæder af hjemmelavet skind. Men
nogen gange måtte de købe det på bua. Olietøjet var lavet af gedeskind, godt
imprægneret med tran, og skindklæderne blev syet som håndarbejde på gårdene.
Skindhatte(sydvest) blev også lavet i bygderne, men mest af folk som havde gode
redskaber og håndelag for det. Når mændene var ude på vinterfiskeriet, havde de
almindelige bukser og vadmelskofte under skinklæderne, og hue undr sydvesten. luffer,
strømper og trøjer af uld blev alt sammen strikket hjemme på gårdene.
Men så var der “bortfarkosten” (provianten). Den måtte, alle som ikke selv var
bønder med kornavl, hente hos Utrederen . Men også bønderne måtte i de dårlige
år ty til at hente hos handelsmanden. Melet blev ført hjem, og så gik det løs med
bagning i lange baner, både flatbrød og stompbrød. Flatbrød blev stegt på taget
af ildstedet, stompen blev bagt i de store murede bageovne som fandtes på hver
anden gård, ofte ude i fri luft. Alle disse forskellige arbejder med udrustning
til fiskeriet kunne også foregå på handelsstedet. De fleste handelsmænd havde
mindst en om end ikke flere både som de bemande med egne folk og udrustede til
fiskeri. Mange steder var handelsmanden selv med på fiskeriet, og ikke kun dem
som boede i Lofoten, men også en del af dem som måtte rejse i dagevis. Det var
da almindeligt at handelsmanden var høvedsmand (øverstbefalende) på sin båd i
den tid han var med ude. Han var jo som regel også jekteskipper, vant til at
give ordre og blive adlydt. For handelsmanden af den gamle skole var der intet
fornedrende at i at tage med ud på fiskerbåden. Han måtte være en torsk hvis
han ikke var med til at høste af havets rigdom. Gud lod sin velsignelse gå i land.
Og høvedsmanden navn har altid i Nordland været et hædersnavn, den største ære
en god mand kunne nyde blandt sin bygde medborger.
Mange handelsmænd var da også “all round” i alt som vedkom havet. En
stormand som Søren Schøning på Grøtøy var sømand med liv og lyst. Selv var han
høvedsmand på båden, og selv fører og kjentmann (stedkendt person) på jekta.
Han kendte jektesejlads ud og ind, og der er mange historier om hans sømandskab. Han var
bedre hjemme på et sejlfartøj frem for dampskib, det sidste var der så meget
smadder med. Mindst to gange forliste han totalt, den ene gang ude på Folla, da
bjærgede han sig ind til Brønnøy. En anden gang kæntrede han udenfor Kabelvåg
en vinteraften 1836, og da mistede han både jekt og last. Derfor måtte han
siden hen på vinteren rejse over Vestfjorden for at hente salt på Grøtøy. Men
han havde aldrig mere en mand med i fembøringen.
Når julenvar overstået, begyndte arbejdet med at gøre alt klart til Lofot færden. Bådene
med sejl, årer og tovværk blev efterset. Redskaberne blev efterset og lagt på
sin plads. Mandskaberne holdt sig klar og havde fået det de behøvede af klæder.
På krambua var det et rend af folk som lige skulle gøre de sidste indkøb. Hele
udrustningen var mærkelig konstant op gennem århundrede, bestem at
generationers erfaring og traditioner, kun med små forandringer efter som
redskaber og kost skiftede.
Petter Dass
beskriver nøje den udrustning som hver mand medbragt i tiden omkring 1700:
“Vi baged Mad-Kisterne strax efter jul
Vi fyldte dem ganske med Brød og med sul
Og skaffed dem alle sin Fore.
Vi laged vor Drenge tre Maaneders kost,
Et Bismerpund Smør og et Bismerpund Ost
Og Fladbrød, to viktige Vagger,
Saa Suppe-Mel. Kjød, og saa Stompbrød, et pund,
Saa Jeren-Sten, Skind-Stak og Støvler saa rund,
Saa Dybsagn med Angler og Kroge.
Men dermed end ikke fornøies de vil,
Et anker med Syre vi skaffed dem til
Og lod deres Madkiste stappe.
Ja, at jeg skal kortelig melde derom,
Vi skaffede dem, indtil Staburet blev tom,
Selv aade vi Maaltider knappe.”
Den sidstelinje er også så kort, men fortæller i al sin enkelthed en lang historie om det
savn et kapitalfattigt land måtte lide for at skaffe udrustning til fiskeriet
som alles ve og vel beroede på.
Bortfarkosten(proviant) var stort set den samme i en beretning fra Senja og Troms i
1768. Det var efter “gammel mådeher i landet” 2 våger flatbrød, i bismerpund andet brød,
en del ost, smør og kød m.v. så som lefser (brød) og lidt brændevin “til en nød tørst i
ondt vejr”, 1 anker syre og ½ våg mel til suppen. Til vår fiskeriet
forholdsvis mindre af hver sort. Man bemærker at brændevinen er kommen til, og
det svare helt til udviklingen af brændevins handelen på 1700tallet. Brændevins
dunken blev en trofast følgesvend i båden, og som regel under høvedsmandens
varetægt og kun til brug når folkene trængte til noget at varme sig på. I en
opgørelse fra sognepræst Heltzen i Rana 1834 er rationen af forskellige
madvarer praktisk den samme, bare nøjere bestem, f.eks. 20 lefser. Men dertil
kommer ½ kvarter sild, 1 a 2 kander brændevin og nogen mark tobak. Endnu i 1879
udviser opsynschefens liste praktisk talt samme Lofot kost. Kravene er kun
steget nogle grader: Af kød en hel fåreskank, sild efter behov, 2 kander
brændevin, 3 mark tobak, og som noget helt nyt 2 a 3 pund kaffe.
Når
handelsmanden eller en anden havde udrustet sin dreng til fiskeri, skaffet ham
fuld kost og redskaber, olietøj og søstøvler, så fiskede drengen for sin herres
regning og havde ikke andet end en almindelig løn for arbejde plus 1/6 af
fiskefangsten. Løse og ledige karle kunne få samme udrustning mod at levere
halvdelen af fangsten til deres herre, de kaldtes da halvlottskarer.
Ved overgangen til nye fangstmetoder spillede storbønder, jekteskipper og
handelsmænd en ledende rolle. De gamle fiskeredskaber var håndsnøre, dypsagn,
“juksa” (fiskeline til dybt vand – pilk) som det hed i folkemunde.
Lige indtil slutningen af 1700tallet var dette det eneste lovlige fangstredskab
på havet. Men allerede længe før kom der nye og bedre redskaber i brug. Liner
er kendt allerede fra omkring 1600, og der blev fra første stund en strid om
dem. Linerne behøvede et stort område, og så længe der ikke var nogen
afgrænsninger for de forskellige brug af fiskehavet, blev det til kiv og
slagsmål. Allerede i 1627 måtte lensherren o Nordland, Frants Kaas til Indyr,
forbyde brugen af liner.
Indyr
Der kom mange senere klager og Christian IV sendte i 1644 lensherren Knud Steensøn en
irettesættelse fordi forbuddet ikke blev overholdt, især da samme line fiskeri
skulle “være den gemene mand til skade på deres næring og binæring, så og
deraf skal forårsages stor Guds fortørnelse med banden, slagsmål og anden
ulykke”.
Alligevel fortsatte brugen af liner både her og der langs kysten. Som ved alle sådanne forandringer
kom modstanden fra dem som ikke havde råd til at anskaffe de nye redskaber. Men
jekte skipper, knaper, handelsmænd og storbønder havde råd til det. De kom
derfor til at gå foran i udviklingen af fiske fangst redskaber. Skiftende og
offentlige skrivelser viser at de brugte både liner og torskegarn længe før
disse fangst redskaber var tilladt på Lofoten. Først i 1768 tillod amtmanden at
liner blev brugt i Vestlofoten fra Valbergflesa til Moskenes, men ikke før
gregumis eller 12 marts, altså når der var en måneds til tilbage af
fiskesæsonen. Denne vedtagelse blev bekræftet ved kgl. res. af 29. maj 1775.
Alligevel blev der brugt liner andre steder i Lofoten og ellers langs kysten. Omkring
1774 kom det til en krise om brug af liner. Året før havde været mislykket, og
da der nu havde samlet sig store torskestimer på Høla og i Vågerenna, (fiskefarvandet
udenfor Vågan), satte folk uden videre liner det og fik storfangst. Selv lensmanden i Vågan var
med og drev sit eget line fiskeri fra egen båd. Dette ville myndighederne ikke
stiltiende sidde og kigge på, der blev straks nedsat en kommission som afhørte
og dømte en række fiskere. Der gjaldt 145 personer i alt, som dømtes til hel,
halv eller fjerdedels inddragning af båd, fangst og redskab. For mange ville det
være en katastrofe hvis dommen blev effektueret.
Sagen giktil højesteret i København, og da gjorde Nordlændingene som så ofte før. De
sndte et par af deres bedste mænd til Kongen for at bede om at lineforbuddet
blev ophævet og straffen eftergivet. En af diise mænd var pr. tradition
lensmand Niels Bye i Meløy, indgiftet i Benkestok slægten. En anden som også
tidligere havde været nedover var biskop Bangs oldefar Mikkel Nielsen Havsten
af Harøy. Han fik audiens og “forklarede da for kongen hvorledes fiskeriet
gik for sig, brugte almindelig tråd til line og knappenåle til kroge, og så
satte han sin line ud i audiensværelset. Kongen gav han ret, straffen blev
eftergivet og forbuddet mod linefiskeri trukket tilbage”.
En tredje som også nævnes er Nils Gjertsen fra Alstahaug. Han havde været med på
linefiskeri i 1774 og blev idømt bøder. Når hans navn nævnes, hænger det
sikkert sammen med at han har forfattet det berømte stridsdigt fra disse år,
som siden gik fra mund til mund indtil det i 1842 blev trykt i Bergen.
Her nogle af versene:
1. Ak alt for slette Tider
I verden vi har,
Den tid, somvi nu slider,
Jeg siger aabenbar
Er slet forvirrede,
Enhver fornuftig Bonde
Det mærke kan og se.
2. De som i Norden leve,
De har et fattigt Land,
De må for Brødet sveve
På Sø og Salten vand!
Der er ei anden vei,
Skal de sit Liv opholde,
Thi Landet siger: Nei.
7. Det maa dog nok fortryges
Og være til Fortræd,
At Havet skal forbydes
Som aldrig før er skeet!
I mange Hundred Aar
Han saadant aldrig hændet,
Det ser man skrevet staar.
17. Skjønt Folket for at reddes
fra slig Elendighed,
Samdrægtig selv tilstedes
Paa Havets Grunde ned
Lod sætteLinerne,
Da saa man der paafulgte
En stor modsigelse.
21.Befalinger udginge:
Som sandt bevises kan
At stevenet blev til Tinge
Det hele Heldeland
Med Saltens Fogderi,
Samt Senjen, Vesteraalen,
Lofoden blev ei fri.
38. I denne sag og Tvisste
Gid Kongen, Christian.
Vort lands Mishandling vidste,
Og saa enhver hans stand,
Da blev der anden Skik,
Maaske der fandtes meget
Som en forandring fik.
Faktum er at kongen tillod linefiskeri 1784-85. Sagen mod fiskerne lå uafgjorte ved
domstolene i ti år, og bøderne var endnu ikke betalt, men ved kongelig reskript
af 4 februar 1784 blev straffen eftergivet og sagen hævet. Ved kongelig
resolution af 1. februar 1786 blev line linefiskeriet tilladt overalt, dog ikke
før 4. marts. Med det sidste tog ingen dog hensyn til og bestemmelsen forsvandt
med fiskeriloven af 1. juli 1816.
Torskegarn skal først været blevet opfundet og brugt på Møre i 1685, og vakte helt fra
første færd stor strid. Garnfiskeriet var endnu mere end linefiskeriet en
kostbar affære, og derfor i starten kun for de velstående. Omkring 1750 var
torskegarn i brug på Lofoten, og amtmanden indskærpede i 1753 forbuddet mod at
bruge andet en dypdagn (pilk). I 1760årne var garnfiskeriet kommet nordover til
Senja og Troms. Sorenskriver Thomæsøn beretter i 1768 at “nu for nogen år
siden har en del fundet for godt at bruge torkegarn, som vel gav fordel for de
formuende, der havde lejlighed til at bekoste mange garn, men ikke for de
fattige. Der har været strid nok om torskegarns brug på andre steder, men det
er lige så godt for det gemene bedste at de ej bruges i fiskeværerne, thi hvor
en stor ansamling idelig er af torskegarns – sætning i havet, der foruroliges
fiske og til sidst afskyr derfra”.
Stridigheder og uro fulgte med torskegarnet, efterhånden som det bredte sig nordover
kysten. Thomæsøns opfattelse, den at garnet skræmte fisken bort, var også den menige
mands syn på sagen. Der blev strid mellem garn og linefiskerne, og mellem disse
og juksefiskerne (pilkefisker). Det hændte at garnene viklede sig sammen, så
ejerne kom i slagsmål og gik løs på hinanden med årer og andet så lå først for.
Blev det så til proces’ ved retten, var det vanskeligt at lade falde en dom i
sager hvor der hverken var lovens bogstav eller gammel sædvane.
Nogenembedsmænd tog parti mod garnfiskeriet, andre så mere fordomsfrit på sagen.
Sorenskriver Bull mente at begrænsninger bare øgede fattigdommen i bygderne, og at
modstanden hos den lavere almue bundede i had, jalousi, uvidenhed og urimelige
fordomme. Der blev da også lempet på forbuddet efterhånden. Kommissionen af
1785 – 86 kom med et forslag som blev lovfæstet 1. februar 1786. Garnfiskeriet blev
da tilladt i Raftsundet, men kun i tiden efter 26. februar. Bestemmelsen var vel ment,
men når torsken ikke tog hensyn til den og samlede sig på andre steder og til andre tider,
fulgte garnfiskeriet bare med. Blev det så godt garnfiskeri, gik det som I.P. Rist
siger i 1801: Da “skråler dovenskaben og misundelse af fuld hals over vindskibelighedens
held”. I virkeligheden blev torskegarn fra 1796 brugt overalt i Lofoten og
ved loven af 1816 tilladt i stor udstrækning.
Fra Troms har man et godt eksempel på hvordan knaper og handelsmand gik i spidsen på dette
område. I november 1790 fik amtmanden et andragende fra skipper Hans Heggelund,
Søren M. Heggelund, H. Norum, Jeremias Figenschou og gæstgiver Jørgen Brose Kragh
m. fl. i Tromsø. Brevskriverne ” forestillede sig den nytte og fordel de
har set af torskegarn og liners brug andre steder i Nordlandene, og med
bedrøvelse erfaret Guds velsignelse af fisk i havet, uden at kunne blive sammen
mægtig”. så længe amtets forbud mod torskegarn stod ved magt. De nævnte
udtrykkeligt at også her at de fattige som ikke ejede torskegarn, var dem som
var modstander af garnfiskeri. De ansøgte om lov til at bruge torskegarn og
liner i Ulsfjord og andre steder i Karlsøy sogn. Amtmanden svarede at fandt
andraget seriøst, og tillod den slags fiskeri i de kommende år, men de måtte
vogte sig for at lukke for de almindelige fiskepladser med garn og liner. De
skulle også på fredelig og rimelig måde komme overens med juksefiskerne, så de
ikke blev forhindret i der fiskeri på de gamle fiskepladser. Til sommer sæson
fiskeriet efter sej blev der i 1768 brugt og sikkert længe før denne tid de
almindelige dorg (mede snor, man slæber efter båden) og sej-trøer (fiskestang).
Man var da også begyndt at bruge synkenot efter sej ide på revene. Men Thomæsøn
skriver at “hvor der er et lille sund og sejen altid kommer der, er
søkkenots mængde skadelig for det almindelige, thi sejen skyr”. Stadig samme
fordom mod nye fangstredskaber. Til kveite og flynder fiskeri på grundene
brugte man fra gammel tid skotler (stangeredskab), ofte gaffelformet med tre
kroge, som med et raskt stød kørtes ind i fisken. Sådanne redskaber er kendt
helt tilbage fra stenalderen, og nævnes i skrifter nordpå fra 1600årene. Ude på
havet brugte de gangvad, en slags line, med stærke kveitekroge.
Håkjerringlenke til fangst af den tran rige hajart (pighaj) kendes også fra gammel tid. Derudover
havde de harpuner til fangst af små hvaler, og enkelte også gevær til jagt på sæl ude på
holmene og sælområderne. Sildegarn og laksegarn er gamle og godkendte redskaber
allerede på 16 – 1700 tallet. Det store not fangster kommer efterhånden og
kilenøter Fangst garn til laks) er noget helt nyt.
Til slut
skal også nævnes nordlands båden som var fiskebondens stolthed, hans kæledække
og trofaste ven. De store jekter blive omtalt i et andet afsnit. i nær slægt
med dem var tendeingerne, som efter Thomæsøns beretning i 1768 var noget
forskellig i størrelse, men de blev brugt til fiske afhentning på fiskestederne
og lignende transport, kun sjældent til Bergen. Noget mindre var fartøjet
kaldet salgbåter, de benyttedes også til afhentning af fisk, især af Trondheims
borger til deres rundrejse i distrikterne. I trom brugte man også en salgs brede
og korte både kaldet komse, tit transport af brænde, hø, mel og lignende. Så
kommer fembøringen med 5 rorsrum, den egentlige “storbåd” som var
bedst til fiskeri og dernæst firerumbåden eller åttringen. Under den i
størrelse er halvfjerderomsbåten, som også kaldes bunkromsbåt eller
kobbromsbåt. Så kommer treromsbåten eller seksringen, efter den
halvtredjeromsbåten og til slut toromsbåten som nogle få kalder
“bakse”. Sådan var inddelingen efter Thomøsøns beretning. Og han
tillægger at de to mindste bådtyper bruges mest hjemme til daglig brug for et
eller to mennesker, og til korte ærinder. Men fembøringen og åttringen bruges
“til langvejs færd”, som fiskeri langt borte. Halvfjerderomsbåden er
brugbar for op til tre mand, til nærliggende fiskeri. Han nævner ikke
seksringen, som måske var den mest udbredte, den blev også meget brugt til
dagsfiskeri og sommerfiskeri.
Oversikt over størrelser av nordlandsbåter
Oversikten over ulike størrelsene av nordlandsbåter er en relativ oversikt. Båten finnes i
meget forskjellige størrelser, men det er ingen eksakte standardlengder; antall fot går på
skjønnet til båtbyggeren og bruken båten er tiltenkt. De fleste størrelsene er
de samme som på store deler av resten av kysten, og en del av betegnelsene er
også de samme, mens noen kun finnes på Nordlandsbåter, f. eks. betegnelsen
‘fembøring’.
Færingen er grunnbåten i systemet, og den er rundt 14 fot. De største båtene var rundt 44 fot,
men det finnes flere beretninger om ekstra store fembøringer. Den største som nevnes i
litteraturen er på 58 fot. Av de rundt 160 oppmålte nordlandsbåtene finnes det
således nesten ikke to like lange båter. De har omtrent alle sammen
forskjellige lengder. På tross av dette finnes det likevel flere ulike
kategorier med eget type navn. Navnet kunne variere i ulike regioner i
Nord-Norge.
Hundromsfæring
Færingen
Også kjent som: kjeks, sjun, toroms eller
to-roring. Den er mellom 14 og 16 fot. Den har to rom, framrom og atterrom, i
tillegg til framskott og etterskott. Kan ros med to par årer.
Hundromsfæringen
Også kjent som kjeks og halvtredjerømming. Den
har i tillegg et halvt rom på midten mellom framrommet og atterromet, og er
rundt 17 fot.
Seksringen
Også kjent som kobbroms-båt, trerømming,
treroring. Navnet seksring skal visst være mest brukt i Vesterålen: Båten har 3
hovedrom: framrom, midtrom og attrom. Den er rundt 20 fot og har tre par årer.
Halvfjerderømmingen
Er også kjent som Seksring, Treogenhalvroms,,
Kobberomsbåt (kobbring) og Bunkeromsbåt. I Vesterålen ble den og kjent som Stor
færing. Den er rundt 22 fot. Ros også med tre par årer, men har et halvt rom
mer en seksringen framrom, halvrom (bunkerrom kobberrom), bakrom (attersegla),
atterrom (høvedsmannsrom).
Firroringen
Også kjent som skottkeiping.
Firroringen rundt 24 fot og har fire par årer. Den har 4 rom, framrom,
fremmersegla, bakrom (attersegla) og atterrom (høvedsmannsrom).
Halvfemterømmingen
Er og kjent som skottkeiping, Kobberomsbåt
(kobring) og Bunkeromsbåt. Den har et halvt rom mer enn firroingen og er rundt
28-30 fot. Framrom, fremmersegla, halvrom (kobberom, bunkerrom), bakrom (attersegla),
atterrom (høvedsmannsrom).
5 roms Åttringen
Hadde oppringelig fire årepar. Den er rundt 34
fot. Rommene har benevningene framrom, fremmersegla, attersegla (steinrom),
bakrom, atterrom (høvedsmannsrom).
6 roms Åttringen
Hadde fem årepar og var og kjent som
storåttring, seksroring og fembøring. Båten var mellom 34 og 42 fot og hadde
disse rommene, skottrom, framrom, fremmersegla, attersegla (steinrom), bakrom,
atterrom (høvedsmannsrom).
Fembøringen
Er den største nordlandsbåten og har fem eller
seks årepar. 1: skottrom, 2: framrom, 3: fremmersegla, 4-5: attersegla
(steinrom), 6: bakrom, 7: atterrom (høvedsmannsrom). Den kunne bli opptil 48
fot.
Stor-fembøring
Er en betegnelse for de ekstra store
fembøringene. 1: skottrom, 2: framrom, 3-4: fremmersegla, 5-6: attersegla
(steinrom), 7: bakrom, 8: atterrom (høvedsmannsrom). I Gratangen i Troms prates
det ennå om en enorm fembøring på 52 fot som ble bygd der.
På Helgeland havde de ifølge
Heltzens beskrivelse fra 1834 omtrent de samme typer men yderligere et par
mellemstørrelser, og med lidt andre navne. Hansindeling er regnet ovenfra:
Seksbøring eller fembørring med
sædvanligvis 6 par årer, åtting med 4 eller 5 par årer, halvfemterømmong eller
skottkeiping, firroring med 4 par årer, halvfjerderømming med 3 par årer,
trerømming eller skrsring, ligeså med 3 par årer, men et halvrum mindre end
foregående, hundromfærring eller halvtredjerømming og færing .
Bådene blev bygget i stort antal af folk i skov bygderne på Helgeland, især i Bindalen,
Vefsen, Rana og Saltdalen. Mange steder i disse dale blev bådene bygget på
gårdene langt oppe til lands. Siden blev de så på vinterfører kørt ned til
havet og solgt til de skovfattige kyst egne. Det var en stor omsætning af
Nordlands både på markederne på Lofoten. Men ellers blev der bygget både
overalt i fjordene. Fjordbygderne i Troms havde en betydelig båd bygning med
Fyrretræ som grundmateriale, lige fra Astafjorden og Salangsegnen i syd til
Malangen, Balsfjord og Lyngen i nord. Denne bygning af både var meget stor fra
1760 og fremover, den blev lettere efterhånden som der kom flere savværker i distriktet.
Men efterhånden blev der mindre og mindre af brugbar skov og fra midten af
1800tallet købte stadig flere af Troms-væringerne storbåde af ranværinger og
andre i Lofoten.
Alle
Nordlands både brugte det gamle, maleriske råsejl. Fembøringen kunne desuden
føre et topseejl, og de store både havde vimpel i masten. Hus(kahyt) kom først
i bådene fra 1860 årerne, og det føltes dengang som et vældigt fremskidt.
Navn: Rana
Skibstype: Storottring fra Nordland, Norge
Byggested: Hemnessberget i Ranfjorden
Byggeår: 1892
Byggemateriale: Gran
Mål: Længde
10,8 m bredde 2,7 m, dybgang 0,55 m
Rig: Råsejl og topsejl
Besætning 5 mand
Andet: Sejlareal i alt 33 kvm
Nordlandsbåd fra Norge – såkaldt
åfjordstype.
Bygget til
vinterfiskeri efter torsk omkring øerne Lofoten og Vesterålen i Nordnorge.
Nordlandsbåden og nabobåden fra Åfjord i Nord Trøndelag blev kaldt “De sidste
Vikinger”, fordi de med deres maleriske skrog og råsejlsrig fortsat var i brug
helt op til omkring 1920. Båden fører råsejl og topsejl.
