Forhandlinger med Naichen af Tanjour

Forhandlingerne med Naichen af Tanjour.

Ove Gedde blev ført ind i en “gammel sal”. Naichen lå på en “stie”, det har nok været en slags forhøjning med fløjlsbetrukne puder og hynder. Den Øverste præst sad ved fodenden med biskophat bestukken med perler. Ove Gedde skulle holde en afstand på 8 til 10 skridt fra naichen og stod på det øverste trin af en trappe, som han senere fik lov til at sætte sig på. Husk han havde beskadiget sit ben. Han blev venligt modtaget og kunne så begynde på sin beretning. Først fortalte han, at han var blevet sendt fra Danmark for at få en traktat ratificeret hos kejseren af Candy. Så fortalte han om, hvordan han var havnet i Tanjour. Han var jo blevet opfordret af naichen til at komme hen til ham. Han ville på sin herres, Christian IVs vegne opfordre til, at danskerne kunne arbejde for deres folks gavn og nytte. Ove Gedde ville gerne, hvis naichen syntes om det, sætte nogle punkter op om vilkårene og sende dem til ham. Næste aften van så igen hos naichen med de færdige forslag. Naichen lovede at se dem igennem. Så gik samtalen om deres lande. Lå Danmark langt væk fra Portugal? Hvordan var det i de engelske, hollandske og portugisiske land? Hvilken af herskerne var den fornemste.

Samme dag besværede direktøren sig til Ove Gedde. I papirerne til naichen stod der intet om kompagniet, så Crappe vidste ikke, hvem han egentlig tjente. Ove Gedde svarede kort og godt, at det kunne han selv om, hvordan han ville tyde det. Han var i øvrigt ikke befalet andet. Nu var den gode direktør bange for sin stilling som direktør for det Ostindiske Kompagni. Ove Gedde føjede ham dog og satte ordet kompagni end i udkastet. Så slap det ud: Roland Crappe påstod, at han og hans folk havde fået byen Trangebari som kompensation for den løn, de havde til gode fra Jagten, og han ville have sikkerhed for, at de fik deres løn. Det skulle med i kontakten med naichen. Ove Gedde svarede, at så ville naichen nok selv huske det og give dem en anden landsby eller på anden måde udligne deres tag. Det var jo ikke rimeligt, at kompagniet ville beslaglægge deres retmæssige løn. Der var altså et mellemværende mellem naichen, kompagniet og jagtens folk.

Tronen med forhøjning

Den 4. november besøgte Ove Gedde den øverste præst. Han måtte ikke komme indenfor hos gejstlige, så de mødtes ude i døren. Så besøgte han naichens søn, som opfordrede Ove Gedde til at besøge ham ofte, da han jo skulle efterfølge sin fader. Om aftenen var han hos naichen. De første otte punkter i forslaget blev læst op, og han ville næste dag skriftligt aflevere sine betingelser. Ove Gedde viste ham hele og halve sølvkroner. Naichen fandt, at der var lagt meget arbejde i udfærdigelsen af mønterne og spurgte, om de var støbt af godt sølv. Ove Gedde svarede, at han kunne lade dem blive undersøgt og vejet. Derpå beholdt han nogle mønter. Foreløbig skrider det fremad med forhandlingerne og med at lære hinanden at kende.

Corona Danica 1619, Hede

De første danske sølvmønter, som blev forsøgt benyttet i handelen med Ostindien, var Christian IV’s nye danske sølvkroner kaldet Corona Danica (2 krone) og den tilsvarende 1 krone fra 1618.

Det har været nævnt de nye kroner var fremstillet med den indiske handel for øje, men det er der tilsyneladende ikke noget belæg for.

Den næste dag gik Ove Gedde til naichen og bad ham om at læse kontrakter. Naichen svarede, at han ville slutte det hele til aften, da han havde noget, han lige ville have drøftet med ham. Men til aften undskyldte han sig. Han havde gesandter fra konge af Velure eller Madre, naichen af Viroppes gesandter, komme til dig. Så kunne han afslutte med Ove Gedde næste dag. Men Ove Gedde bemærker, at det slet ikke passede. Der kom nemlig ingen. Så begynder forhandlings balletten. samme dag havde Roland Crappe ladet sin tolk fortælle naichen, at da denne havde foræret ham og hans folk Trangebari by, da skulle han foranledige, at Ove Gedde holdt dm skadesløs for deres løn. Dette skete uden om Ove Gedde. Naichen svarede, at når det hele var afgjort, altså kontakterne, ville han nok tilfredsstille ham. Ove Gedde reagerede prompte på denne oplysning. Direktøren fik at vide, at han absolut ikke måtte bringe særlige emner på tale, så længe de ikke var nået til enighed om de generelle punkter, hvis han ellers ville fortsætte med at være sammen med han ved forhandlingerne. Dette var altså en alvorlig næse til direktøren. Ove Gedde alene og ingen anden første forhandlingerne. Han var jo også den ansvarlige over for Christian IV. Den 6. var naichen for svag til at se Ove Gedde, og om aftenen måtte han ikke lade “sin Herlighed se”. Det må have været i anledning af noget religiøst, noget der var komplet uforståeligt for Ove Gedde.

Så fulgte der nogle begivenheder der rykker ved opfattelsen af Roland Crappe. Den 6. modtog Ove Gedde brev fra ham. I dette stod at han ville være imod en kontrakt, der gav Trangebari væk uden kompensation for de otte måneders løn jagtens folk havde optjent. Han forlangte derfor, at det brede råd sikrede dem den løn. Samme dag bed naichen Ove Gedde om at besøge hans mellemste søn, der havde beklaget sig over ikke at have modtager Ove Geddes besøg. Det skyldtes ukendskab til dette lands skik og etikette. Lige nu, hvor han skulle tage stilling til direktørens henvendelse, var det ret ubelejligt. Samme aften var han hos naichen. Naichen var ikke særlig tilfreds med de danske mønters kvalitet sølv. De var nok ikke mere værd end 14 1/4 fanou (den lokale møntenhed). Han sagde også, at danskerne skulle være venner med portugiserne. Til der første svarede Ove Gedde, at den danske krone nok var 15 fanou værd i hans land. Og til det andet spørgsmål svarede han, at naichen selv skulle være med til at forhindre portugiserne i at skade danskerne i hans land og farvande. Dagen endte med, at naichen ville være klar til at tage afsked med Ove Gedde næste dag.

Der gik en hel dag, hvor Ove gedde ventede forgæves på invitationen til at tage afsked med naichen. Men dagen efter henvendte naichen sig igen til Ove Gedde. Han sendte en hest og fire elefanter til at transportere ham ind til byen og være turist. Samme dag kom der også brev fra direktøren med forskellige punkter, han ville have klaret.

1. Der skulle efterlades penge på kontoret.

2. Direktøren skulle sendes til kejseren af Candy for at se,
om han kunne få ratificeret den gamle traktat.

3. Ove Gedde ville give sig i nogle af punkterne i kontakten
med naichen, hvor direltøren overhovedet ikke var nævnt.

4 Den indenlandske handel skulle så snart som muligt sætte i
gang.

5. Der skulle kræves regnskab af alle.

6. Alle skulle stille ved deres poster og igen aflægge ed.

7. At direktøren kunne bese kompagniets forsyninger og
skibenes udstyr.

8. I landet skal der spises “tilbørligt”.

Punkt 8 er noget uklart. Mener han, at de skal spise de
retter de er vant til, eller bare at der skal være tilstrækkelig god mad?

Punkterne 2 og 3 viser, at han stadig prøver på at redde noget hjem til sig selv. Til gengæld er de andre punkter et klart tegn på, hvordan han ville administrere, hvis han forblev på stedet som direktør.

Den 9. var en dag, der bragte mange problemer, men så blev den 10. til gengæld en afslapningsdag. Det var helligdag, og hvis man lavede noget den dag, kunne det ikke lykkes. I mellemtiden havde Ove Gedde på direktørens opfordring sendt naichen gaver hver dag. Den dag reagerede naichen med at spørge, hvad den danske konge kunne lide, da han jo også burde give ham gaver. Så tog han Ove Gedde på havevandring i sin egen have, der lå lidt uden for byen i den vilde skov. Han blev også inviteret næste dag til at følge med naichen på besøg hos nogle venner.

Naichen sendte fire heste besked om at komme til ham. Ved hans ankomst blev han vist hen til den fornemste plads. Da Naichen kom ind, blev alle gennet væk, så han kunne tilbede et billede af en djævel, som var malet på væggen. Ove Gedde blev ført hen til den trappe, hvor naichen knælede i bøn på det øverste trin. Under bønnen lagde han sit hoved i andagt ned på gulvet nogle gange. Da han var færdig med at bede, kom to brahmaner og hængte to kranse af urter på ham. Naichen forærede dem så nogle klæder, som var bundt sammen. Det må have været tørklæder. Det er skin i Indien. Da det var overstået, hilste han på Ove Gedde på deres maner. Indere hilser ved at folde hænderne foran på brystet som til bøn og nikke, samtidig med at de siger “namaste”. Type-naichen førte Ove Gedde til en hest, og de red ud til firstaden. Han blev ført hen til et hus, hvor han blev ført hen til døren, men måtte pænt vente udenfor. I parentes tilføjer han, at ingen kristen måtte komme ind i huset. De var ved fire huse, men besøgene var kortvarige. Først blev naichen båret i en bærestol, så red han på en hest og siden på en elefant. På vejen tilbage lod naichen pladsen ved siden af ham rydde, så Ove Gedde kunne ride ved siden af hans bærestol. Vel ankommen til paladset standsede naichen optoget og sagde til den unge gesandt for Christian IV, at nu kunne han hvile sig og komme til ham om aftenen.

Det, der skete for den unge danske adelsmand, var en stor ære. Muligvis forstod Ove Gedde, hvad der egentlig skete den formiddag. Jeg tror det. Hele denne formiddags hændelser tyder på, at Roland Crappe var dalet i naichens agtelse. Han var slet ikke med. Nu var det Ove Gedde, der skulle forhandles med. Han havde beføjelserne med hjemmefra. Den formiddag var vendepunktet i deres forhold. Trankebar begyndte nu at blive en mulighed. Hvordan og hvor meget det ville koste, skulle der forhandles om. Ove Gedde værste rival var nu ude af spillet.

Man må aldrig glæde sig for meget. Om aftenen kom Type-naichen med en trist meddelelse. Han begyndte med at fortælle. at Ove Gedde ikke skulle blive for bedrøvet ved de dårlige nyheder. Peder Nielsen og to andre var druknet i brændingen, en det var jo Guds vilje. Samtidig meddelte han, at naichen havde 500 barrer peber til ham. Han kunne efterlade en halv snes kanoner på kontoret til betalingen faldt. Ove Gedde takkede. Det ville ikke være så klogt at sælge kanoner. Det svækker skibet ildkraft. Men han havde jo ikke så mage rede penge, indvendte han. Ham ville efterlade nogle af de fornemme herrer i sit følge eller selv blive tilbage, til det var betalt. Meningen var nok, at han ville købe på kredit enten med nogle fra staben eller med sig selv som sikkerhed for betalingen. Dette ville han fortælle naichen, og så gik han. Samme dag kom en brahman til ham med besked om, at naichen hvad forstået det skrevne og var tilfreds. Ove Gedde skulle komme næste dag for at overvære elefanterne kæmpe.

Ove Gedde gjorde, som han var blevet opfordret til, og begav sig igen til paladset. Type-naichen førte ham igennem naichens have, der, som han skriver det, her var velplejet, podet og gravet. De kom til et hus, hvor naichen sluttede sig til dem. Der så de to bøfler kæmpe med hinanden. Da kampen var forbi ved et-tiden, blev naichen hos ham og sagde at de ville slutte deres handel næste dag. Men den dag undskyldte han sig med, at der var den dag, hvor hans fødselsår begyndte. Officielle fridage er der mange af i den indiske kalender. Der er så mange, at man i et multietnisk samfund som Mauritius indføre en begrænsning på 11 fælles helligdage.

Katolikker, muslimer, protestanter af flere afskygninger og jøder kunne desuden holde de dage, der var hellige for dem. Rekorden af fridag havde uden tvivl hinduerne. Den næste dag igen blev det heller ikke til noget. Nu skulle man tro, at Ove Geddes tålmodighed slap op. Men, nej, tværtimod, han undskyldte overfor naichen, at han havde ulejliget ham. Han ville gerne forklare, hvorfor han gjorde det, selv om han da havde givet det skriftligt. Det er en helt anden tone end over for kejseren af Candy. Han har da lært
noget, og ikke mindst havde han meget på spil her. Det var jans fremtid i Danmark, det drejede sig om. Når først man fejlede i renæssancens Danmark, så van ude omgående. På den høflige forespørgsel svarede naichen, at han ville give Ove Gedde al den fornødne hjælp, han havde behov for. Om aftenen kom type-naichen med besked om, at han næste dag skulle se naichens hus og få endelig besked.

Den 14. november havde Ove Gedde igen en alvorlig samtale med direktøren. Denne samtale handlede om Trankebar og om. hvorvidt denne by blev dansk eller hollandsk. Direktøren begyndte samtalen med at forlange, at Ove Gedde sikrede ham og hans folk byen Trangebari som erstatning for den løn, de havde tabt. De forsikring kunne Ove Gedde ikke give ham. Så sagde Crappe, at han havde aflagt ed på at arbejde for kompagniet, men når det ikke holdt sit ord, behøvede han heller ikke holde sit. De ville Ove Gedde gerne se på skrift, men det kunne han ikke komme til, fordi det var tabt med jagtens forlis, og Crappe ønskede, at han også selv var gået ned med den. Ove Gedde syntes, at Crappe kunne holde sin ed, som han lystede. Han havde ikke fået nogen befaling på at bevilge ham noget som helst. Han håbede da at bringe ekspeditionen til en lykkelig ende uden ham. Direktøren svarede, at han intet andet ønskede end at få denne forsikring på tabt løn efter majestætens nåde og velbehag. Derpå overrakte han et brev om dette til Ove Gedde. Men Ove Gedde undskyldte sig og tog ikke imod brevet. Han sagde til gengæld, at alle, der hjalp til at tilvejebringe denne handel, var sikker på majestætens “Affection”.

Det sidste slag mellem Roland Crappe og Ove gedde.

Tilbage til forhandlingerne med Naichen, der nu så ud til at blive langvarige. Den næste dag sendte han et bud til Ove Gedde. Naichen var i færd med at skrive brevene, kontakterne, færdig. Om aftenen lod han vide, at han var utilpas. Da sendte admiralen sin tolk til paladset. Tolken skulle sige, at Ove Gedde ikke troede, at naichen ville have ham i sit land, da han jo dagligt forhalede at mødes med ham. Han opfordrede naichen til at være oprigtig og sige sin mening, så Ove Gedde ikke spildte til på dette. denne forhandling skadede kun flåden. Naichen svarede med det samme, at han da var oprigtig og gerne ville handle med danskerne. Der er ikke noget at sige til, at Ove Gedde pressede på. Han skulle jo gerne komme af sted igen, mens monsunen var gunstig.

Det ser ud til, at nu skulle der ske noget. Næste dag ved middagstid kom Ove Gedde til paladset. Der viste naichen ham til sin beholdning af guld og smykker, som han og hans 365 koner brugte. Det var ganske vist mange store ædelsten, men de var plettede og mange var ikke forarbejdet. Der var diamanter, katteøje, rubiner, safirer og mange andre, men altså ikke særlig værdifulde, mente Ove Gedde. Han roste dem dog meget. Om aftenen ville naichen holde en afskedsfest for Ove Gedde. Han meddelte, at den næste dag ville være en ulykkelig dag, og Ove Gedde måtte vente til dagen efter med at rejse. det kunne måske have hjulpet, hvis Ove Gedde havde udtrykt beklagelse over at skulle forlade ham og ellers var kommet med rosende bemærkninger til naichens overdådige behandling af ham og hans følge. Men det var slet ikke noget, man brugte i den nordlige del af Europa. Naichen havde fået et godt tilbud. Dette måtte vel være nok.

Om aftenen ventede Ove Gedde på et sendebud fra naichen med besked om at komme. Han ventede længe. Til sidst sendte han direktøren derhen. Denne kom tilbage kl. 11. Han var blevet modtaget af to personer. Naichen havde travlt, men lod sige, at de skulle skrive kontrakterne i to eksemplarer på portugisisk. den ene skulle han selv beholde, den anden var til Ove Gedde. Naichen var enig i alle punkter undtagen punkt 11 om portugiserne. Det ville han tale med Ove Gedde om. Men det hele skulle være tilendebragt næste dags aften, så kunne de sejle dagen efter. Næste aften var han igen hos naichen, som ville have punktet om portugiserne slettet. Han kunne ikke tillade sig at lægge sig ud med dem. De havde været i hans land længe, og han havde en årlig indkomst på mere end 100.000 daler af dem. Naichen håbede således ikke, at portugiserne ville skade ham på grund af denne nye indtægt. Han havde hørt, at danskerne ikke ville blive i hans land for at handle, men det måtte de slev om. I så fald ville han hjælpe dem med at skaffe peber og eller behandle dem med ære. Derpå spurgte Ove Gedde, om der var flere punkter, der ikke behagede ham, og om han måtte renskrive dem. Det måtte han. Han fik samtidig at vide, at han måtte tage sin afsked næstkommende middag. Samtidig – lige på falderebet – spurgte han, om Ove Gedde kom til landet igen, hvem han efterlod i landet , og til sidst hvad der egentlig kunne glæde hans herre Christian IV, at få foræret? Var rubiner og katteøje værdifulde i hans land?

Dette resultat var direktøren ikke tilfreds med. Han besværede sig over den passus, der gav den danske konge fri ret til at skalt og valte i Trankebar. da naichen ikke havde nogle bemærkninger til dette, havde
Ove Gedde ikke set nogen grund til at ændre dette punkt. Begge parter holdt stædigt på deres syn på erhvervelsen af Trankebar. Ove Gedde ville have Trankebar helt og holdent på danske hænder, og det ville naichen tilsyneladende også.

Til middag samme dag. den 17. november, var Ove Gedde igen hos naichen. Det første, han blev spurgt om, var, hvor mange mand han ville efterlade i Trankebar? Dette var Ove Gedde ikke helt sikker på men en 20 – 30 mand? Det syntes naichen var for lidt. Hvordan skulle byen da kunne vokse. Han så gerne, at den blev større end Negapatam med anløb af 8 – 10 skibe årligt. Dette var jo den første rejse her til landet, sagde Ove Gedde, og der forbliver da tre skibe tilbage. Ville han så underskrive kontakten? Ja, men der var nogle punkter, han gerne lige ville tilføje og aflevere skriftligt, når Ove Gedde kom om aftenen for at tage afsked. derefter blev han hentet at type-naichen og statholderen og vist rundt i paladset. Det var efter deres maner et kostbart byggeri med guldstafferinger alle vegne. Dee var et stor bord og en stol beklædt med massiv guldplade, koste lige senge af sort træ og indlagte dekorationer. Stolperne og benene var elefanttænder og meget fint forarbejdet. Men deres malerarbejde var elendig.

Samme aften var han igen hos naichen. Han fik lov til at sidde udenfor en rum tid, inden han fik foretræde for fire af de fornemmeste mænd. De fortalte ham, at naichen overhovedet ikke ville overlade ham byen Trangebari, hvis han ikke accepterede de samme betingelser som portugiserne havde med Negapatam. Dog kunne han få lov til at opføre er stærkt stenhus, og skulle nogle af de danske skibe strande på kysten, hvilket der var store chancer for med denne brænding, ville naichen give dem skibene tilbage, dog ville de så tilhøre ham. Ove Gedde kunne kun svare, at sådan en aftale var han ikke bemyndiget til at indgå. Han stod også fast på den aftale, de havde om renter og rettigheder. Det havde han lovet dem. Han henviste til direktøren som stod hos ham. Dennes sagde, at de var et løgnagtigt folk, forført af portugiserne. Dette står i parentes. Men det tyder på, at portugiserne var en magtfaktor i dette område. Inderne var ikke helt trygge ved at lave aftaler med andre magter. De fornemme herre var inde hos naichen et par gange, og til sidst kom de med den besked, at naichen ikke ville afstå rettighederne til Trangebari, danskerne kunne i steder få en anden bys rettigheder. Da ville Ove Gedde selv ind til naichen og forhandle direkte med ham. Han sagde til naichen at da det kun er dette punkt, der skilte dem ad, måtte naichen få sin vilje. Men han kunne da lade den danske konge beholde rettighederne til, at danske skibe kom til kysten. Efter en lang diskussion sagde naichen, at hvis de kun havde et år, ville de blive fortørnet over at miste rettighederne. De kunne få en anden by i to år. Men Ove Gedde havde ingen ønsker om en anden by. Da forlangte naichen, at de danske skibe ikke måtte føre fremmed fragt til hans land, så han derved mistede sin told. Dette kunne Ove Gedde acceptere.

Så skulle Ove Gedde lige have 500 barre peber hjem. Han bad, om ikke naichen var tilfreds, hvis han indtil videre efterlod de 8 kanoner som pant på det, som peberet ville koste, og om han var tilfreds med hans personlige segl og hånd på det. Det kunne naichen gå med til. Så var der lige det spørgsmål om at skrive aftalen på et sprog, man kunne forstå i Danmark. Ove Gedde spurgte, om han ville underskrive er pair, der var skrevet på portugisisk. han ville også give ham en kopi som var underskrevet af ham selv, og dermed tog han sin afsked. Så forærede naichen ham lige 3 – 4 farvede klæder. Der stå “Klæichens”, og det kan være både klædninger og stykker af stof.

Var de den danske konge værdigt? Det har han tænkt, når han vurderede alt det han fik “foræret”. Det er måske derfor, der af og til er en nedsættende bemærkning om værdien af de smykker og andre gaver han får. Inden Ove Gedde gik, aftalte han at komme næste middag efter kontrakterne. Som sædvanlig havde naichen det vanskeligt med at sige farvel og på gensyn. Han ville lige sige, at han havde noget nyt til den danske konge, som han om 10 dage ville sende til Ove Gedde. Så kunne han da ikke sejle hjem inden, må Ove Gedde have tænkt, lidt bittert. Det vigtigste kom dog, lige som Ove Gedde må have stået med den ene fod uden af døren. Naichen forlangte, at en af hans embedsmænd blev “Adrigar”, en slags guvernør, i byen. Da svarede Crappe, som havde været med til de sidste forhandlinger, at han havde givet den bestilling til en anden person. Det vidste Ove Gedde intet om. Det havde været statholderens skriver. Skriveren blev med det samme fængslet af naichen, og de så han ikke siden. Den sidste del af forhandlingerne om Trangebari var meget afslørende. Da fik Ove Gedde bekræftet, at Roland Crappes påstand om, at han og hans folk havde fået byen som erstatning for deres tabte løn, ikke var sand.

Som aftalt tog Ove Gedde den 19. ind til naichen på paladset med de færdigskrevne kontakter. Det ene eksemplar var underskrevet af Ove Gedde og forsynet med hans segl. Han blev modtaget i den gamle sal af den øverste præst. Så begyndt de igen at tyde og tolke papirerne. Da det ville vare længe, bad direktøren ham, om han så ikke kunne blive, til de var færdige. Tolken blev hos direktøren, og Ove Gedde gik til sit logi. Han var der ikke længe, så kom direktøren med skriveren og besked om, at denne ikke kunne holde trit med alle de forandringer, de ville have, så han havde hørt deres mening om forandringerne. Forandringerne blev ned skrevet, og direktøren blev atter sendt til hoffet for at få dem underskrevet. Han kom igen kl. 12 slet, det må da være midnat, med besked om, at punkterne 7 og 14 ikke blev accepteret af naichen. Selv om der førhen ingen indvendinger havde været imod dem. Var det bare en forhaling af forhandlingerne? I alle tilfælde havde Ove Gedde fået nok. Ove Gedde syntes, at det var et folk, der holdt dem hen med bedrageri. Han ville tage til skibene og efterlade direktøren til de videre forhandlinger. Men det ville direktøren ikke. Dette vedkom ikke ham. Dette havde han ikke svoret på til kompagniet. Da måtte Ove Gedde kalde ham til orden og minde ham om hans vaklende position. Den 20. sendte Ove Gedde ham igen til hoffet. Han kom hurtigt tilbage med besked om, at når punkterne7, 13 og 15 var forandret, ville naichen straks underskrive. Han berettede også, at da han kom til hoffet, blev han generet af en portugisisk præst, som vanskeliggjorde skriveren arbejde. De tre punkter blev straks ændret, og da naichen nu var begyndt med at finde undskyldninger hele tiden og dermed forhale afslutningen af kontakten, forlod Ove Gedde byen kl. 3 om eftermiddagen og tog ud til sit skib, hvor han lagde sig til ankers ca. 2½ mil fra kysten. Hvis naichen så viste sig alligevel at blive besværlig, skulle direktøren undskylde Ove Geddes fravær. Skulle naichen alligevel ikke ville underskrive, skulle direktøren sporenstregs tag ud til skibet for at advare Ove Gedde.

Nogle dage efter kom han til Trangebari igen. Gudskelov ved temmelig godt helbred, skriver han, fordi nogle af hans folk der tidligere havde være med i land havde fået boldsot, en mavetarm infektion, en var endog død af det. Han kunne dog ikke komme i land på grund af den voldsomme brænding – de havde prøvet nogle gange og vær nær kæntret. Efter nogle dage kom Roland Crappe selv ud til skibet. Han havde en besked med. Kontakten var underskrevet. Naichen havde endda givet han brev på renterne fra Trangebari, selv om de ikke havde bedt om det. Ove Gedde modtog kontakten. Det ene var skrevet på malabarisk, som han ikke kunne læse og ikke ønskede at kunne læse. Efter direktørens udsagn skulle begge være enslydende. Roland Crappe ville dog først beholde dem og tage en kopi. Dette er en god skik for en højtstående tjeneste mand. Så ville han overgive dem til Ove Gedde. Men den gik skulle han aflægge ed på troskab over for kongen, så kunne han få papirerne kopieret imens. Denne troskabserklæring sluttede definitivt Roland Crappes enegang på denne kyst. Trangebari blev dansk handelsstation og kom på dansk til at hedde Trankebar.

Den 25. november kom naichens bombarder for at se på de kanoner, som danskerne ville overlade til naichen som pant for betaling af 500 barrer peber. Dette skete. medens Ove Gedde på grund af brændingen ikke kunne komme i land. Man kan få den mistanke at det ikke så meget var brændingen som den mavetarminfektion, der havde plaget de andre. det var nok lettere at få arbejdet fra hånden i hemmelige omgivelser, hvor han kunne trække sig tilbage til galleonen, når trangen meldte sig. Nu skulle han bare ordne det administrative her på kysten, inden han kunne begynde at tænke på hjemrejsen.

Den 30. modtog Ove Gedde et interessant brev fra den nu edsvorne, Roland Crappe. Crappe vil gerne have nogle punkter klaret af med den kongelig udnævnte leder af ekspeditionen:

1. En kaptajn må råde over soldaterne og en købmand over
handelen.

2. Jagtens styrmand skal sejle hjem på Elephanten. Han skal
måske overvåges.

3. Han vil have regnskab over det, der er kommet til landet.
Skibene havde jo foruden en vis sum penge også småvarer at tuske med.

4. Dersom Ove Gedde ville gøre fuldt brug af direktøren,
skulle visitateuren fratages sin stilling og kommando, står der. Hvis han,
Rosenkrants, skulle forblive i landet, vil direktøren informeres om grunden
hertil.

5. Det sidste punkt er nok det vigtigste for Roland Crappe.
Han spørger lige ud, hvem, der skal være overhoved for kompagniets skibe i
landet.

Dette brev viser, at Roland Crappe nu endelig arbejder for
det danske Ostindiske Kompagni. Det holdt hårdt, men Ove Gedde var en stædig og
egentlig også god forhandler. De 1. december kom der igen grev fra Roland
Crappe:

1.
Pengekisterne var kommet vel i land.

2. Han kan ikke sende købmænd til Ceylon uden en skriftlig
fuldmagt fra Ove Gedde. og så en interessant tilføjelse: Erik Grubbe må på
ingen måde beskæftige sig med købmændene, deres gods eller handel, eller
kommandere over dem. Crappe må have kunnet forudse, hvordan den gode
midaldrende adelsmand ville opføre sig.

3. Bogholderens “Quinde” bad om at sejle med
Elephanten til Ceylon og efterlade sin mand i Trankebar.

4. Til sidst bad han om. at en adelsburs blev bøsseskytte på
Dannisborg. Dette lod han gå videre til Erik Grubbe. Han havde jo kommandoen
over soldaterne efter Thyge Stygges død.

Den næste dag modtog Ove Gedde også fra direktøren et
uforseglet brev, som denne havde skrevet til købmanden på Ceylon om handelen.
Den 2. december blev Erik Grubbe sendt til Ceylon med et brev til kejseren.
Deri stod der, at kejseren skulle gøre sine gesandter klar til rejsen til
Danmark. Ove Gedde ønskede ikke, at de forsinkede skibenes afgang fra Ceylon.
Han havde jo lovet at tage udsendinge fra kejseren med hjem. Samtidig sendte
han to pistoler med hylstre og nogle forgyldte silestoffer til prinserne. Erik
Grubbe forlangte at låne en kopi af samme brev til at have med sig. Han fik
også instrukser om, hvad han skulle se efter, og hvordan han skulle forholde
sig:

1. Han skulle sørge for, at fæstningen i Tricomali bliver
bygget færdig så hurtigt som muligt.

2. Han skal selv eller få en anden til at erindre kejseren
om at levere forsyninger, hvis han da haver forsømt det.

3. Det brev, han havde fået med, skulle han sørge for, at
kejseren fik i hænde, og samtidig skrive, hvad der manglede ved fæstningen.

Skulle der ikke være sket noget ved byggeriet af fæstningen, skal soldaterne indkvarteres på Christian, indtil der er bygget hus til dem, da Patientia skal tilbage til Ove Gedde.

Når man læser ovenstående, må man erindre, at Erik Grubbe groft havde brudt kongens instrukser om, at skibene skulle holde sammen i søen og adlyde flagskibets kommandoer. Dette gjorde Erik Grubbe ved Sokotra, og han kunne derfor blive straffet hårdt, eventuelt med dødsstraf, for ikke at adlyde admiralens ordre. Ove Gedde valgte ikke at gøre det. Og nu er han oven i købet admiralens gesandt. Ved en senere bedømmelse af Erik Grubbe skal man lige have denne episode i tankerne. men altså nu bliver han sent til kejsere af Candy som admiralens betroede mand.

Ove Gedde har nu travlt. Det gælder om at afvikle alle forretninger og forpligtigelser både i Ceylon og Trankebar. Den 7. december går han i land for at se på byggeriet af fæstning og modtager et brev fra Crappe. Nu er det ikke hver gang, han bruger hans titel eller fulde navn. Det går nok rimeligt mellem de to. I brevet står der, at han har modtaget et brev fra en hollandsk jagt, der vil vide, om de kan komme ind til Ceylon og andle. De havde tidligere skrevet to gange til Erik Grubbe, men de breve havde han taget til sig selv og først den 28. november leveret brevene til Crappe. Det drejede sig om en hollandsk jagt, der havde 7 hvide personer og nogle sorte om bord. De vat ikke sendt ud af det hollandske kompagni. I samme brev stod der også, at bombarderen kedede sig, og om at få nogle kanoner og gods fra skibet København. Han havde sendt et mindre fartøj til at hente dette. Til sidst skriver han, at Herman Rosenkrants måtte aflevere bestyrelsesmedlemmernes instrukser såvel som en rigtig fortegnelse over, hvad der var kommet om bord på København. Det var noget Ove Gedde adskillige gange på rejsen havde bedt ham om, og som han kun fik udleveret efter hårdt pres fra ledelsen.

Angående den hollandske jagt svarede Ove Gedde i al korthed, at vi ikke havde noget udestående med hollænderne og at de derfor frit kunne handle på Ceylon. Men angående Herman Rosenkrants, da var det mere alvorligt. I tre dage var der rettergang over ham. Han blev fradømt sin stilling og måtte gå i unåde, dvs. uden kompensation af nogen art. Han skulle også rejse hjem med det første skib der sejlede til Danmark. Ja, storhed kan føre til fald.

Med denne dom var Ove Gedde kommet af med de tre værste modstandere på dette togt. Van Xanten var den første kritiker og brevskriver til kansleren i de breve Ove Gedde åbnede ved Kap det Gode Håb. Han var ikke enig med Ove Geddes dom over sørøverkaptajnen Samuel Fischer, og på Ceylon var han just ikke den mest samarbejdsvillige. Visitateuren Herman Rosenkrants havde aldrig taget Ove Gedde alvorligt. Siden opholdet ved Isle of Wight havde admiralen rykket adskillige gange både for regnskaber og inventarlister. Boschouwer var heller ikke altid lige let at have med at gøre. Ved Isle og Wight ignorerede han admiralens signal til afgang og blev i land. Med sin holdning til ovennævnte Samuel Fischer viste han også sin ringe mening om Ove Geddes beslutninger og slog dermed tonen an for sine fæller, hollænderne. Roland Crappe var nok den, der var vanskeligst. Men han har dog været den klogeste. Han fik det bedste ud af det. Han blev senere herre over handelen fra Trankebar, og nu havde Ove Gedde ikke længere nogen gesandt, besværlig overkøbmand eller visitateur til at lave rav i den.

Den 13. december sendte han bombarderen en gave og et brev til naichen. Nu havde han lært det. Men det så jo også ud til, at han fik nogen succes med sit forehavende i Trankebar, og så kunne han nok finde sig i det system med gensidige foræringer. I brevet til naichen mindede han om, at han med stort besvær havde fået 12 af de største kanoner i flåden transporteret i land. Han håbede, at han efter sig afgivne løfte kunne låne de 600 barre peber, som han havde lovet. han ville forsikre naichen, at denne ikke skulle tvivle på de reelle hensigter fra hans side, og den danske konge ville i stor nåde anerkende denne velvilje fra naichens side. Den 14, afgav Crappe det endelige bevis på sine ærlige hensigter. Han afleverede en skriftlig troskabserklæring på sin stilling som både direktør og visitateur. Da Danmark blev involveret i den ulyksalige 30.årskrig og al udenrigshandel gik i stå, første Roland Crappe det Ostindiske Kompagni frelst i gennem de trange tider. Kolonien Trankebar blomstrede og fik liv. Da de første skibe fra Danmark anløb Trankebar efter krigen, fandt de en blomstrede og velhavende koloni. Det var hans fortjeneste.

I historien om det danske Ostindiske Kompagni omtales ofte som faderen til Trankebar og til hele den fortjeneste, der strømmede til Danmark i dens første tid. Ove Geddes rolle i dette spil er helt blevet overskygget af hans mindre heldige tid som rigsadmiral. men havde Ove Gedde ikke været så trofast, stædig og ubestikkelig, so han var, havde Trankebar haft det hollandske flag vejende over porten til fortet Dansborg.

tranquebar dansk_koloni_000018809 — Trankebar ca. 1660

Dansk soldat på Trankebar