Forhandlingerne på Ceylon

Colombo Havn 1690

På kysten

Den 18. maj 1620 “løb Fyrmanden, som var Patientia, fra grunden mod Ordinansen”. Det må betyde, at Patientia imod givne ordre forlod det grundede vand og bogstaveligt talt kom ud på dybt vand. Ove Gedde gav signal til, at skibet skulle komme tilbage igen. De andre skibe havde ellers fulgt fyrmanden, som de skulle. Først om eftermiddagen så de land igen og kunne sejle langs landet. Samme aften blæste det op, og det blev hårdt vejr. De var nødt til at ankre op ved land ved et sted, som de indfødte kaldte Panva. Byen lå ca. 3 mil fra Batecalou, som er en af havnene på østkysten af Ceylon. De sendte to både i land. De fik at vide, at kejseren, som de kaldte kongen af Candia, var kommet overens med portugiserne for tre år siden, og at han ikke mere var den fornemste konge i landet. Ved samme lejlighed fil admiralen også nyheder om jagten Øresund. den var blevet taget af portugiserne ved Coromandelkysten på det indiske fastland. Forinden havde de erobret fem portugisiske “Champagner”, formentlig sampaner, der er en almindelig bådtype i de farvande. Kaptajnen og tretten mand levede.

De folk, der kom til skibet, så ud til at være brave folk, dog var de klædt som portugisere. Ove Gedde fik senere oplyst, at det var nogle af en vis prins de Oves Folk. Han var efter sigende deres kaptajn og kaldtes i øvrigt Antonius Dorat. Han lå med 400 mand til at forsvare portugiserne. De ville gerne have, at danskerne kom og byggede en fæstning der. De sejlede væk fra skibene samme dag. Der var noget mistænkeligt ved alt dette.

Medens de ligger der og funderer over dette, det første møde med de “lokale” er det tid for en lille afstikker til historien om Jagten Øresund. Denne skibstype var i 1600-tallet et mindre skib. Det kunne
godt have tre master og var som regel en hurtig sejler. Enhver flåde med respekt for sig selv havde en jagt til opklarings og spejderopgaver. Der var ikke så mange folk om bord som på større skibe. Den var udrustet på Bremerholmen sammen med de andre skibe. Roland Crappe var overkøbmand ombord og
hans svoger Johan Kater var kaptajn. de sejlede forud for flåden den 18. august 1618. Roland Crappe skulle forberede Ove Geddes ankomst til Ceylon med skib og soldater og samle varer til at laste borgerskibene. Han var udpeget af bestyrelsen for det Ostindiske Kompagni til at være deres direktør på stedet. To skibe der kom tilbage til Holland fra Ostindien og Guinea, rapporterede, at jagten var taget indtil Annabon, en ø ud for kysten ved Gabon i Vestafrika, for at proviantere og få ferskvand. Jagten havde siden runder Kap Det Gode Håb og blev set ved Labo Louo Confalues, som ikke kan findes på nogle kort i dag. Men stavning i 1600 tallet var ikke det store nummer. Jagten Øresund må formodentlig være ankommet til Ceylon i juni 1619. Hvorfor var Øresund ved Coromandelkysten i Indien? Deres mission var at vente på resten af flåden og i mellemtiden gøre det så nemt som muligt for at fremme kongens flådes mission på Ceylon.

Ove Geddes dag-register for den 19. maj 1620 har en detalje med, som søjournalen ikke har med. Da skibene kom til Palligamme på Ceylon, fandt de ud af, at den føromtalte prins Ove var i krig med Kongen af Cadia. Næste dag udstedte admiralen forholdsregler. Alle på flåden, høj eller lav, skulle rette sig efter admiralens forordninger. Officererne eller andre fra skibene måtte ikke forlade deres skibe uden udtrykkelig ordre. Hvis de blev sendt i land i et ærinde, skulle de nøje følge de ordre, de havde fået. Ved
overtrædelse af disse befalinger kunne de straffes ved tab af liv og ære, alt efter sagens vigtighed. Nu måtte intet gå galt. Det her skulle lykkes, og den unge admiral vidste, at ikke alle var helt loyale.

Den 22. maj kom tre indfødte om bord for at vise dem vejen til Palligamme. Her ankrede de op. Den næste dag sendte de tre både i land for at handle proviant, vand og nødder. De blev velforsynede. I lig prædiken er positionen sat til 8˚ 17ʹ N og 11 favne vand, men sat ud i et kort fra 1730 er det en øde junglekyst. Det fremgår også “at kongen af Candia” sendte en “Alcair” en slags borgmester, fra byen med en gesandt fra kongen. Det er måske værd at bemærke, at titlen “kejser” nu ikke bruges mere, efter at de er kommet til Ceylon. Denne gesandt forærede dem adskillig forfriskninger på kongens vegne.

For datoen den 24. maj er der to beretninger. Rapporten giver gode nyheder. Styrmanden fra Købehavn kommer og beretter, at David og København ligger tre mil fra dem i søen, som de vel kunne se. De var ankommet sammen ud for Ceylons Kyst. Gesandten Boschouwer var død ved Stephan von Hagens
Bay, hvor David havde taget forsyninger. København havde fået gode forsyninger på Sokotra. Stephan von Hagens Bay ligger i Østafrika syd for havnebyen Beira. Selv om flåden var sejlet mellem Madagaskar og Afrika, og de virkelig trængte til forsyninger, gik Ove Gedde ikke ind til Sofala den store portugisiske havn lidt syd for Beira. Sofala eksister ikke i dag. Det er lidt svært at forstå at gesandten har vovet sig ind til portugiserne, kejseren af Candys fjender.

I dags-registret for samme dag beretter Ove Gedde, at der kom nogle fornemme personer til ham. De meddelte, at de lokale konge ville tale med ham. Lig prædiken fortæller, at Alcairen med en gesandt og nogle af kongens folk kom og forlangte på kongens vegne, at Ole Gedde kom i land. Ove Gedde undskyldte sig og gav dem en gave til kongen, som skik var i dette land. En langbøsse, en forsølvet “Degen” et lille slankt våben, nogle potter vin, eddike og olie. Da sendte kongen flere fornemme herrer, herunder den forrige konges søn og sin egen søstersøn – eller som nævnt i lig prædiken “den regerende konges nære slægt med og flere fornemme personer” – med kongens kedeltromme, spil og et stort følge. De bød på kongens vegne Ove Gedde velkommen. De overnattede om bord uden at blive inviteret. Den næste dag gav Ove Gedde dem noget “ringskatzig Tøjg”, ringere gaver end det, som kongen fik foræret.

Hans Hartvig Seedorff mener i sin bog “Ceylon vort tabte paradis”, at Ove Gedde er umådelig ubehøvlet og kort for hovedet. Men man kan se, at den unge admiral, som er Christians IVs stedfortræder, virkelig prøver på at sætte sig i kongens sted. Samme dag, den 25. maj kommer den lokale konge i egen person til Ove Gedde. “Med stor Ceremonie” tog han en ring af sin finger og satte den på Ove Geddes finger. Det var en ring med en safir. Den ring er stadig i Geddeslægtens eje. Den er gået i arv i lige mandlig linje. Så satte de to store mænd sig ned, og kongen fortalte, hvordan det stod til i hans rige, og om portugisernes forhold til landet. Det stod ikke så godt til. Men Ove Gedde må have følt sig helt kongelig. Danmark var blandt de største og førende riger på mange områder i begyndelsen af Chr. IVs regeringstid, og Ove Gedde skulle spille op til denne storhed. Så sad de to herre og snakkede med hinanden. Det var ikke en forhandling men Ove Gedde kommer dog med nogle syrlige kommentarer i rapporten.

Efter at de havde snakket hyggeligt sammen – der står “discurreret med ham om altingest” – tog de efter kongens ønske i land. De blev roet ind i skibsbåden. Den var vel bemandet. Skibet stillede nok med en ren, pudset båd med puder og andet komfortabelt på bænken agter, bemandet med matroser, der var håndplukket og rene. Inde på land lod kongen stranden rydde for nysgerrige og fik sat et stykke lærred op på et par pinde i nærheden af båden, skriver Ove Gedde. Alt var nyt for den unge uerfarne Ove
Gedde. Han var vant til baldakin af en helt anden slags, solide og lavet til at modstå det blæsende, kølige og våde vejr i Danmark. Men nu var han i troperne, og det var en stor og pludselig omvæltning af hidtidige begreber. Han var ligeså stille ved at få det, vi kalder et kulturchok. Når eftertiden bedømmer
ham hårdt i forhold til succesen af dette togt, glemmer den at tage dette kulturchok i betragtning. Under dette lærred på stranden spiste han med konge. Ved denne samtale lovede kongen at forsyne flåden med okser, vin og anden proviant – men de fik ikke noget alligevel, skrev Ove Gedde lidt syrligt i
rapporten. Af lig prædiken fremgår det, at kongen ved besøget om bord havde fået øje på to røde damask puder der lå på admiralens seng. Dem ville han gerne have foræret. Så næste dag sendte han bud til admiralen om dette ønske. De blev sendt til kongen, som til gengæld sendte en tolk samt lodser, der skulle hjælpe Ove Gedde op ad floden til Tricomali. men stadig ingen forsyninger.

Samme dag sendte kongen også sin tolk om bord på David i et sært ærinde. Tolken havde kendt gesandten og skulle se dennes lig for at bekræfte, at det var Boschouwer. Men denne døde jo for ca. 6 måneder siden, så det er en overraskelse at man har kunne opbevare liget så længe, så det må have
være behandlet på en eller anden måde, måske lagt i salt. Under alle omstændigheder skulle tolken identificer liget. Hvorfor? Havde kongen mistanke til vores admirals hensigter?

Måske var Boschouwer ikke død, men døde på et senere tidspunkt, i følge Ludvig Holbergs, Dannemarks
historie – se side 71 – 74 er han måske stadig aktiv i forhandlingerne.

Medens tolken granskede Complexion på David havde Ove Gedde travlt på Elephanten. Han fik skrevet et brev på tysk til kejseren. Bemærk at han nu igen omtaler ham som “Kejseren”. Dette brev blev forelagt Det Brede Råd. Ove Gedde gjorde pænt kejseren opmærksom på, hvordan Christian IV var blevet enig med Boschouwer om at assistere ham, og at aftalte assistance nu altså var ankommet. De var fem skibe, der var klar til at hjælpe. Flåden var faktisk blevet forøget med et skib Patientia. Kejseren var efter kontakten forpligtiget til ved samme lejlighed at erlægge den sum penge, man var blevet enige om. Når dette var sket, ville han Ove Gedde, selv komme til kejseren og alt efter aftalen afvikle og klarere. Han gjorde også opmærksom på, at den afsendte gesandt var afgået ved døden på rejsen sammen med sin søn. Hans overlevende hustru og hendes stab af tjenere levede i bedste velgående på skibene og kunne til enhver tid, når kejseren ønskede det, komme optil ham.

Dette brev blev sendt til Candy. Det var igen den danske konges stedfortræder, der handlede. Nu var han ankommet ed skibet David og soldaterne. Først skulle den aftalte sum erlægges, så ville han officielt
overdrage skib med inventar og soldater med udrustning og ammunition. Det var en ren og skær handel, der skulle afsluttes. Pengene skulle så overdrages til Ostindisk Kompagni. og Ove Gedde kunne drage hjem på Elephanten.

Ind i mellem måtte admiralen også tage sig af de to genfundne skibe David og Købehavn. De havde begge mistet et anker, tilsyneladende også en båd hver, for han sendte to både over til dem. De kunne dog ikke have dem, bådene har nok ikke de rigtige mål til at blive anbragt på dækket. Det var nogle travle dage som sædvanligt. De 27. maj var en trist dag. Ove Gedde mistede to stabile mænd i flåden, Thyge Stygge og Otto Urne. Som dødsårsag er angivet morbo comitali eller morbo caduco, sikkert en tarminfektion. De blev begravet på Ceylon, ikke noget med at nedsalte. Den 29. gik kongen af Montecalou med sine musikanter foran bårerne til graven.

Samme dag blev Ove Gedde enig med Peter van Xanten om, at de skulle sende breve til kejseren for at melde, at de ville komme til ham. Den næste dag kom den før nævnte konge, det må være kongen af Montecalou. Det er ikke så nemt fordi Ove Gedde kalder kejseren af Candy skiftevis for kejser og konge. Men det må være konge af Montecalou som ankommer med tre mand for at hjælpe med at finde de mistede ankre og med en lods til at lodse flåden hen til bugten ved Tricomali. Den 31. maj hev de ankret op og sejlede til Tricomali.

Den 2. juni lod flåden ankrene falde i vandet ved Tricomali, der hørte under kongen af Cotiaram. En af Ove Geddes folk blev med en indfødt sendt i land for at finde jagten Øresuns styrmand. Den 4. kom han om bord på Elephanten igen med nyt fra jagten. Han bekræftede prinsens beretning fra begivenhederne omkring jagtens forlis på Coromandelkysten og medbragt tre breve fra “Directeuren, Roland Crappe. Det var et til gesandten, et til købmændene og et til van Xanten. Den 20. fik admiralen en kopi af to af brevene. Der var mange oplysninger i de breve, som det ville have været naturligt at have formidlet til lederen af denne mission først. Men han måtte pænt vente til det passede modtagerne af brevene at fortælle ham om indholdet. I rapporten skriver Ove Gedde kort om de oplysninger han fik:

1.Om de sampaner, so jagten havde erobret under dirktørens
fravær.

2. Om jagtens forlis.

3. Om dn gode behandling, Crappe fik hos Naichen af Tanjour
på det indiske fastland. I lig prædiken står dette beskrevet mere udførligt.
Han havde af Naichen fået en by, er lå ved stranden, foræret. Byen hed
Trankebar. Der måtte de bo ag handle, som de lystede.

4. OM handel på kysten og i Ceylon.

5. At en “bare” peber, 480 pund kan købes for 24
daler.

6. At Crappe ønskede, at begge kompagnier, det hollandske og
det danske Ostindiske Kompagni, blev samlet undr en ledelse på kysten, da ingen
kunne købe ind, uden at danskerne vidste det. Dette havde været den afdødes
gesandts mening, og han havde informeret den danske bestyrelse. Direktøren
havde også informeret Ove Gedde.

7. Om den vanskelige situation for handel på Ceylon.

Hvis Ove Gedde gik med til forslaget om at samle ledelsen for de to kompagnier, så ville Christian IVs Ostindiske Kompagni blive slugt af Hollænderne. De var ikke meningen med ekspeditionen. Ove Gedde fortsætter med den ham betroede opgave. Han vil ikke lave om på sin konges bestemmelser. Er det en dårlig egenskab?

Den 4. juni sendte kongen af Cotiaram et bud til admiralen med besked om at der lå en sampan i bugten ladet med arecca-nødder. Den var forladt af portugiserne, og kongen bad Ove Gedde om at tage båden og forære ham lasten, så ville han få al den proviant, han ønskede. Vi kan studse over dette. men ved nærmere eftertanke er det egentlig ret logisk. Rygtet var gået forud for Ove Gedde. Alle vidste, at han kommer hjælp mod portugiserne. Så det ville være naturligt, at han beslaglagde en portugisisk båd og afleverede lasten til de indfødte som en anden Robin Hood. Dagregistret for samme dag berettet kun om jagtens styrmands ankomst, dog er der et par enkeltheder med her. Styrmanden Jan Peitersen fortæller, at portugiserne havde aflivet to af jagtens folk og havde sat deres hoveder på stage ved stranden. Den 5. juni forhalede Ove Gedde ind i bugten ved Tricomali, hvor en soldat ved navn Melchior Bødicher blev taget i ed som tolk. Han kendte det portugisisk sprog og var en ærlig og brav karl. Det skulle han fortsætte med at være og ikke spørge eller svare uden at have fået besked på det.

Der lå de så i bugten i læ for øs og dønninger og sundede sig lidt, inden det gik løs igen. Det var nu mest diplomatiet, der havde travlt. Skibene og deres besætninger havde deres rutiner. Soldaterne blev
pudset , ekserceret og gjort klar til aflevering. Alle var spændte. Skulle de snart stævne hjem, eller blev det til et længere ophold? Kom de i land for at lege turister?

Nu hvor flåden lå sikkert for anker i bugten, kunne Ove Gedde bedre overskue sin stilling. En lang og trang række af forhandlinger begyndte. Selv om han i Danmark havde udført nogle diplomatiske op gaver for Christian VI, var han nu havnet i en helt anden måde at forhandle på. Ove Gedde havde spurgt kongen af Cotiaram om han kunne sende et følge med udsendinge op til Candy. Den 7. kom svaret. Det kunne han ikke. Kejseren af Candy havde befalet ham ikke at lad nogen tage til Candy, Han kunne modtage breve og sende dem til Candy. Og i øvrigt vrimlede landet med portugisere som ville slå dem
ihjel.

To dage senere afleverede Ove Gedde et brev til kongen af Cotiaram, brevet var adresseret til kejseren af Candy. I brevet skrev han, at han ikke vidste, om hans majestæt havde modtaget de andre brev, som han havde sendt, sendte han nu to af “min Herres fornemme tjenere” til kongen. De skulle forklare alt om taktarten og hvad den indebar. Kejseren skulle så sende nogle af sine fornemme herrer til Ove Gedde, så de kunne efterkomme traktaten til begge parters fordel. Kongen Cotiaram nægtede at tillade nogle af vores folk at rejse til Candy. Da var Ove Gedde nødt til at håbe på det bedste. og han forventede så, at kejseren selv ville komme eller sende nogle forhandlere til ham. Samme dag blev Ove Gedde advaret om, at en kong Madonne ville forhandle med ham, og at han skulle holde sig til Kejseren af Candy. I følge lig prædiken blev Ove Gedde kontaktet af to forhandlere for Kong Madonne. De tilbød ham oven i købet halvdelen af deres rige. Det var tydeligt, at Ove Gedde var havnet midt i intrigerne på øen. Han undskyldte sig med, at det ikke var med det formål, han var kommet til Ceylon. I dag registret skriver han at kong Madonne var den rette arving til riget, og at han havde tilbudt selv at komme og forhandle. Ove Gedde skulle bare sige til, hvor han ville mødes med ham. Konge selv “ville kun beholde fire eller fem pladser i landet”, resten kunne kong Christian IV få. De udsendte herrer fik den besked med tilbage, at
Ove Gedde ikke havde noget at tale med dem om. Hvis deres konge ville tale med ham, så kunne han jo selv komme til ham. Nu havde Ove Gedde da klart tilkendegivet sin loyalitet over for den danske konge og kejseren af Candy.

I en pause i forhandlingerne, lod admiralen sig ro længere ind i bugten. Det opdagede, at tre “skiønne” floder løb ud i bugten. Den en flod var afløb for Candy. Madonnes land grænsede op til udløbet. Mod de
havde håndlod og kort med? Nogle opmålinger og nedtegninger af kysten har de nok fået lavet.

Den 21. juni ankom to af kong Madonnes mænd, som med tolk forlangte, at admiralen skulle sende to officerer til at følge kongen til skibene. Så besluttedes det at udpege Erich Grubbe, Peder Nielsen og en
overstyrmand til dette. De skulle under alle omstændigheder komme tilbage med kongen. Lederes af Kong Madonnes delegation blev så bange ved at skulle have højtstående officerer med, at han fladt på knæ og bad om at blive slået ihjel, da kongen af Candia alligevel ville gøre det. med samt alle hans venner. Han faldt alligevel til ro og til sidst gik med til det.

To dage efter kom en anden konge, kongen af Cotiaram om bord til Ove Gedde. Han blev om bord natten over. Så skriver Ove Gedde lidt syrligt, at selv om han havde givet kongen og hans følge små gaver, bøsser, sværd og andet småt, som de bad om, og kongen lovede, at der ville komme forsyninger af kød og anden proviant, så holdt han sine løfter ligeså lidt som de andre.