Fra Isle of Wight til Kap Verde

Fra isle of Wight er Kanalen ret bred. Det farligste punkt er nok Ile d´Quessant. Herfra er det slut for Ove Geddes flåde med de korte krabbe bølger, nu var det lange høje dønninger. I dårligt vejr var de skum på toppen og var det rigtigt dårligt, blev siderne stejle. Der kom skum på toppen og det havde kraft til at
slå hårdt på skibene. Når man er kommet fri af Ile d´Quessant, der der langt ind til land, og man er alene med havet. Næste landkending er Kap Finisterre, den spanske halvøs nordvestlige spids, så nu er det sejlads på kompas og solen. Vejret bliver gradvist mildere, men ved storm slår dønningerne tilbage ved
kysten og man bliver fanget mellem dønningerne der blæser ind og dønningerne der ruller ud. Måske der er forståeligt at man dengang foretrak at sejle norden om England på vejen hjem med fuldlastede skibe.

Alle de erfarne søfolk viste dengang i 1619 at vejret ville blive varmere når de kom sydpå. Men de, der aldrig har været uden for “indskænket fart” (lokal trafik Norge til Holland) så havet ændrede farve i sydenden fa Den engelske Kanal og at dønningerne blev større og i blæsevejr mere frygtindgydende. Man må formode, at når vejrforholdene tillod det, blev soldaterne rørt og ekserceret. Søfolkene fik ikke lov til at finde på unoder. Der var altid en krog, der skulle have en pudseklud, et fald, der skulle udskiftes eller have taklinger fornyet, er sejl, der skulle efterses.

Sommersejlene skulle gøres klar. Det var de gamle sejl, der skulle slås under nu, når de sejlede i magsvejr. Sejlene kunne få lov til at stå i dagevis uden at blive stillet på. Den 1 februar sigtede de et skib to wexøs (gammelt distancemål) forude. De må da have været i den sydlige del af Biscayen. Hvis livet ombord var ved at blive kedeligt, så skete der endelig noget og de forfulgte skibet indtil 3. februar. Da sendte Ove Gedde fløjten af sted for at hente ham til flåden. Han kunne ved at vise sine papirer bevise, at han var englænder på vej til Madeira med klæde pg sild, og dermed blev han sluppet løs. Det var en mystisk hændelse. Hvorfor gjorde Ove Gedde mon det? Flåden var jo ikke truet. Hvis det ikke havde været et engelsk skib, havde han så erobret det? Han havde jo ikke kaperbrev, så det ville gøre han til en gemen sørøver. Nå, men denne gang blev han ikke fristet til nogen overlagt handling.

Den 4. februar blev Det Brede Råd samlet, og de havde følgende punkter på dagsordenen

1. Styrmanden må ikke foretage kursændringer uden skibsrådets tilladelse, og dette må ikke give tilladelse uden at have admiralens tilladelse. Altså Ove Gedde var nødt til at indskærpe kongens bestemmelse om, at admiralen var øverste leder. Det er sært, at dette skulle indskærpes.

2. Der er blevet fortalt admiralen, at vinen i kahytterne blev uddelt til stor uskikkelighed og overflødighed. Derfor befalede Ove Gedde på majestætens vegne, at alle i Det Brede Råd skulle føre opsyn med at ingen ud over de, som var berettiget til det ifølge kongens forordninger, måtte søge taffel i kahytterne.

Indholdet af dette møde kunne tyde på at forordninger og instrukser ikke blev taget alt for højtideligt. De to beslutninger er meget vigtige. Flåden var nødt til at holde sammen under hele togtet. Det er vanskeligere for en fribytter at erobrer fire skibe end af overfalde enkelt skib. Rent sejladsmæssigt er det også mere trygt at følges ad. Skulle der opstå vanskelige situationer, kunne man hjælpe hinanden. Og selv om det under opholdet ved Isle of Wight af Det Brede Råd blev bestemt, hvor mange der skulle
bo og spise i kahytterne, har det øjensynligt ikke hjulpet. Nu blev det igen indskærpet. En gentagelse af så snusfornuftige regler for sejlads og opførsel burde være unødvendig.

To dage senere sigtede de øen Porto Santo, som er en ø der ligger tæt ved og norden for hovedøen Maderia. Fire dage senere den 10, februar, passerede de øerne Palma og Tenerifa, og den 11 sejlede de mellem Gomera og Ferro i den kanariske øgruppe.

Med en frisk passat agten for tværs, passat skyer og dybblå hav har det været en dejlig sejlads. Tøjet blev vasket, lufte og tørret. Rengøringen af skib og tøj er jo bestemt i skibsartiklerne 45 og 46. Foruden sejlene har der også været tøj oppe i riggen. Dækket er spulet, og underdækket, hvor kanonerne og folkene skulle opholde sig og sove, blev også gennemspulet, og frisk luft har erstattet den luft, der uden tvivl var af tvivlsom herkomst og kvalitet. Der er også blevet serveret varm mad i disse dage. Frivagten var i gang med fritidssysler som syning af poser til deres ejendele og medbragte værktøj, fløjtespil og
måske en enkelt violin var med. Trompeter og trommer var der også ombord. De har ikke bare ligget og sovet. Nu var der så mange mand til rådighed, og der var ikke synderligt meget arbejde med at stille på sejlene. Så i ly af mørket har den del af vagten, der ikke absolut skulle være på udkig, rorgænger eller skulle gå rundt på skibet for at kontrollere lys og ild, fundet sig en mørk krog og rullet sig ind i et gammelt sejl og fået sig en nattesøvn. Livet om bord blev efterhånden behageligere og lagt i faste rammer.

Medens folkene spuler dæk, vasker tøj og laver små reparationer på rig og fald, kan vi så finde ud af, hvor stærkt de egentlig sejlede. Vi har der, som man i navigation kalder et affarende sted og et påkommende sted. En lige linie i mellem de to steder giver kursen og længden af strækningen. Ved afgangen fra Isle
of Wight skal de ud af Kanalen og sydover til Ile d´Quessant. Derfra mod syd til Kap Finisterre for at få en nøjagtig stedbestemmelse og derefter sætte kursen mod de Kanariske Øer. Ved at bruge de tilgængelige oplysninger i Rapporten til majestæten lig prædiken og sætte disse ind på et moderne plot kan de bregnes at turen fra Isle of Wigth til de Kanariske øer er sejlet med en gennemsnits fart på ca. 4½ sømil i timen. Fra de Kanariske øer til Kap Verde med 5½ sømil i timen. (en sømil = 1852 m – 5½ sømil = knap 11 km i timen)

Fra Isle of Wight til Kap Verde

Christian IV