Fra Komorerne til Ceylon

Den 17. november finder Det Brede Råd ud af, at de hellere må lave rationerne om. Alle de menige og de folk, der ikke spiser i øverste kahyt, skal have 1½ møtschen vin, og alle officererne i øverste kahyt, skal have 2 møtschen pr. dag. Forøgelsen af rationen begrundes med megen sygdom i flåden.

Den samme dag bliver retten sat over seks franskmænd. det drejede sig om nogle af de sørøvere, der havde sluttet sig til flåden og svoret på at overholde de danske skibsartikler. De prøvede på at rømme under opholdet ved Anjouan. To blev dømt til bovsprydet, dvs. hængt i bovsprydet. To blev dømt til tre dages fængsel på vand og brød, og hver blev dømt til tab af 2 måneders gage. Den ene fandt de ikke igen, og han blev udråbt til at være en skjælm, et slemt skældsord, den gang. Den sidste døde i fangenskab. De to sidstnævnte tabte alle deres ejendel og penge til kongen. De må have ligget i jern i fangehullet siden Anjouan. Det var skrap kost dengang. Men ifølge skibsartiklerne var det egentlig nogle milde domme. De kunne være blevet henrettet alle med det samme.

Så sejler dei fred og ro nogle dage. Der er ikke opgivet nogen positioner. I november og december måned er forholdene i det Indiske Ocean forholdsvis rolige.

Ikke overraskende bliver retten sat den 3. december. Denne gang var det understyrmanden, højbådsmanden og assistenten (en handelsassistent), som havde været meget modvillige, som det udtrykkes. De bliver idømt tab af seks måneders gage. Hvis de fra dags dato forbedrede sig og deres officerer kunne bevidne, at de havde forbedret sig, kunne de få deres løn alligevel. Alle tre var fra skibet København. Nu var det værd at lægge mærke til, hvilke skibe der viser tegn på uro. Det er en lang rejse, der er knapt med fød og vand, de er syge, og havet er uendelig stort og varmt. Der er god grobund for utilfredshed og oprør. Officererne er heller ikke så tålmodige mere. De er også syge og trætte.

Flåden tramper videre ud i det Indiske Ocean. De holder vel en slags jul, men der er nok ikke meget julepynt oppe og helle ikke julesteg og julebag. Den ene dag går, som den anden i en uendelighed. Den 5. januar 1620 ser de Afrika. Hvor på kysten de har været, står der ikke noget om, men de ændrede kurs og sejlede ud fra land ind i det Indiske Ocean. Nu har de været i søen siden den 10. november. Om fem dage har de været i søen i to måneder, og den 10. januar justerer de igen rationerne og også kurserne. Det blev af rådet forordnet:

1. Hver mand skal nu have 4 pund brød om ugen, 1½
fjerdingpund, dvs. 185g. klipfisk pr. dag. Det er ikke ret meget til hårdt
arbejdende mænd. Der er stadigvæk tre dage kød og tre dage fisk om ugen.

2. Patientia skal fra de andre skibe have udleveret 6 ahmer
vin og ½ ahme olie, nogle nøgler sejlgarn og lys.

3. Elephanten skal fra København have udleveret en ahme
olie, da deres var lækket så meget, at de slet ikke havde noget. De havde ikke
en gang fået en kande olie ud af alle de ahmer olie de modtog i København. Det
viste sig, at den ahme olie, de fik fra skibet København, også var tom. Det må
de på skibet have vidst, når de håndterede den ahme. Det var da ondskabsfuldt
at levere den tomme emballage.

4. Købmændene på borgerskibet fik igen pålæg om at levere et
fuldkomment regnskab over den modtagne proviant og det, der var blevet fortæret
indtil da. Så kunne man regne ud, hvor meget man havde tilbage, og justere
forbruget derefter. Der har været mange dødsfald i skibene, så der var ikke så
mange munde at mætte, men de havde gør snydt admiralen.

5. Kursen blev lagt efter styrmandens råd til SØ og SSØ. Den
kurs skulle holdes i 150 mil. Skulle vinden drille, da måtte de krydse, men
ikke komme landet nærmere end 40 mil.

Den 27. blev de enige om at finde nogle øer, som de kalder Diego Royz. Der er en ø, der hedder Diego Garcia. I dag er der en mægtig radar og lyttestation på øen, som blev oprettet under den kolde krig af vest magterne og er en af de sydligste øer i Chagos Arkipelaget. De ligger mellem 2˚ og 3˚ N og på ca. 73˚ Ø, stik syd for Maldiverne og øst for Seychellerne. Samme dag fik kaptajnerne til lands, dvs. dem der befalede over soldaterne, der var om bord fra den dag de sejlede fra København til dags dato. Det gælder jo om at have nøje tal på de soldater, kongen leverer til tjeneste i Ceylon.

De sidste to beslutninger kunne tyde på, at nu mente de, at deres bestemmelses sted ikke kunne være så langt borte. Ved at sejle syd om Diego Garcia ville de undgå at forvilde sig ind i det virvar af øgrupper, som Maldiverne består af. Man skal være stedkendt for at sejle uden om de koraløer med deres lumske koralrev. Der lurer grunde en favn under overfladen, og i stille vejr er der ikke en krusning, der angiver, at de er der. Der er tre sikre passager mellem øerne.

I januar måned er der ellers gunstig vind til at sejle østover, men kommer man for nordlig har man strømmen imod sig. For at få både strøm og vind med skal man dreje mod øst et stykke nord for Zanzibar. Og nu er det vanskeligt for navigatørerne. De er ude på det store Indiske Ocean, instrumenterne har været påvirket af den ekstreme fugtighed i luften og varmen. Det har de ikke godt af. Dengang tropesikrede man ikke sine instrumenter. I ligprædiken angiver præsten, at de den 29. januar 1620 havde den maldiviske kanal ØtN i en afstand af 110 mil. Og de havde målt deres bredde til 2˚ 1ʹ. Det må være den rene gisning. Men ellers er det jo meget godt , for så er de da på rette vej.

Den 7. februar var det galt igen. Det Brede Råd blev samlet, og der kom nogle alvorlige beslutninger igen:

1. Patientia skulle have leveret tre måneders proviant, en
ahme olie og en ahme eddike. Elephanten skal fra Christian have leveret ½ ahme
olie.

2. Ingen må spille eller doble enten i kahytten eller
udenfor. Ved overtrædelse af forbuddet mister man 3 måneders løn.

3. Bliver man fundet beruset, mister man en måneds løn og 8
dages ration og må siden hen drikke sin ration foran botteleriet.

4. Ingen medlemmer af skibsrådet måtte bruge deres ration af
vin forud for mere, end de kunne tilkomme i 8 dage. Altså ingen drukgilde i
messen.

5. Den følgende bestemmelse er nok oversat forkert af
Schlegel. Der står nemlig, at hver person ikke måtte udgives 6 møtschen vand om
dagen. Der skal nok stå, at man ikke må få mere end 6 møtschen vand pr. dag.

6. Visitateuren blev skriftligt beordret at skaffe Det Brede
Råd et regnskab på alt, hvad der var kommet om bord og udgivet igen fra
borgerskibene, “efterdi Overkiøbmænden dennem med hannem excuserede”.
Det er jo også en måde at komme uden om Det Brede Råd og dermed Ove Gedde, den
unge admiral.

Den 12. fik Elephantens folk for første gang på rejsen udleveret ½ møtschen olie. Brugte de til at dyppe det hårde brød i. Den 13. var den gal igen. Nogle af Københavns underofficerer blev flyttet fra skibet, da
skibsrådet anklagede dem for oprør. Man nøjedes med dette skridt, fordi et forhør på dette tidspunkt var meget ubelejligt. Jeg kan forestille mig, at man havde for travlt med at prøve på at finde ud af, hvor i hamlens navn man var. Så kunne man virkelig ikke tage sig af nogle underofficerers oprørende opførsel
for nogle officerer. De generelle situation for alle har nok været lidt spændt. Man var mere kort for hovedet end ellers, der skulle ikke meget til, så kogte de over. Der var syge, sultne, dårligt ernærede, og så kunne ledelsen ikke engang finde ud af, hvor de egentlig var henne.

I ligprædikenen står der, at flåden kommer langsomt frem.

De bliver plaget af kontrære vinde, og det skyldes monsunen. Den 13. februar måler de sig til en bredde på 5˚ 7ʹ N. Der står endvidere, at Ove Gedde her lagde mærke til, at instrumenterne viste forkert. Endelig den 26. “så man det faste land Afrika” står der i rapporten. Men hvad var det man så . Hvor langt var man kommet op ad kysten. Det faste land man så, mente de var øgruppen Mamales. De må have haft en øgruppe ved navn Mamales på deres kort, for Ove Gedde skriver, at de kun har gisset 289 sømil forkert. Nord for Komorerne er der ingen øgrupper ved Afrikas kyst. Den nærmeste store ø er Sokotra ved Afrikas Horn ud for Somalia. Det nærmeste der kommer navnet Mamales er Mahé som er hovedøen op Seychellerne. Var de blevet sat så langt østover? Men det er jo ikke så galt når de vil til Diego Garcia i Chagos øgruppen, for derfra kan de komme sønden om Maldiverne, hvilket uden tvivl er det bedste.

Lig prædiken har en helt anden version af de sidste dage, inden de ankrede ved det, de tro er Mamales. Ifølge den bliver flåden placeret 110 mil ØtN fra den Maldiviske Kanal. Det må være den sydligste af de tre
render igennem det virvar af atoller. Den giver oven i købet en bredde, nemlig 2˚ 1ʹ nord. Det er igen en
position, som ikke rigtig kan passe.

Fakta er, den 26. februar ankrede de ud for en ukendt kyst. De satte straks to både i vandet. De skulle ind til kysten og finde ud af, om de kunne få vand og proviant der. De kunne ikke lande, da brændingen var for stor. Så de lod en mand svømme i land. Han kom tilbage og fortalte, at der var vand, dyr og bukke nok. Næste dag blev der sendt to både med officerer og folk af sted for at finde en bedre liggeplads. De kom tilbage samme dag med melding om, at der var en bedre ankerplads, og at der var vand nok til at tage om bord. Hele flåden blev så flyttet til en bedre ankergrund. De ankrede op ved 10 favne vand. De plejede at ankre ved 4 favne vand. Men enten kunne de ikke komme nærmer, eller også var det måske lettere at smutte, hvis de indfødte blev farlige. Allerede næste dag blev soldater og sømænd beordret i land med alle bådene for at hente vand. Belært af erfaringerne ved Lap Verde, blev det pålagt soldaterne
at passe på deres geværer og være agtpågivende.

Samme dag om morgenen var Thyge Stygge taget i land med begge skibet både. Den ene båd blev væltet i brændingen, og båden blev stjålet af de indfødte. En kadet druknede, Thyge Stygge var nær ved at drukne, og de andre fik røvet alt, hvad de havde på sig, af de indfødte. En mand prøvede at værge sig og blev skudt i armen med en pil. Det blev vedtaget kun at sende to både til land, en stor og en lille. Den store skulle ligge afventende uden for brændingen. Den lille skulle sejle ind til land med to mand og en indfødt. De skulle have en masse “Kræmerværk”, det må være et udvalg af det som kaldes tingeltangel. De skulle også have penge med til at handle om vand og proviant. Dette var noget helt andet end at handle med de indfødte ved Kap Verde. Her måtte de føle sig frem. Det mindede mere om den romantiske fremstilling af opdagelsesrejsende og de små kister med Nürnberg kram, der blev lagt på stranden, når de landende.

Så er der det sædvanlige, der skal tages vare på om bord. Patientia skal have overført 4 ahmer vin fra Christian, og det protestere de imod. Men alle de omfordelinger af proviant kan have til formål at fordele
provianten mere ligeligt, efterhånden som besætningen bliver reduceret på grund af sygdom. Samme dag nægtede Elephantens kaptajn at tage med de to både ind til land for at handle. Ove Gedde tog så selv i land. den indfødte talte med beboerne på stranden. Det var ikke meget, han fik at vid. de snakkede kun om “Arabier”. Derfor mente Ove Gedde, at de var kommet til fastlandet. De indfødte blev foræret nogle penge og andet småt tøj. For at få proviant blev de henvist til at gå længere ind i landet. Vores folk blev enige om at komme overens med dem angående vand leer hente det uden deres tilladelse.

Den 29. blev to officerer med 44 “folk” og soldater beordret i land for at hente vand. I bedste romantiske stil blev de medbragte gaver lagt på strande og forladt. De indfødte tog gaverne og blev meget glade, og de dansede, beretter Ove Gedde. Så fik folkene gravet huller for at finde fersk grundvand, medens soldaterne bevogtede dem.

Den 3. marts sejlede Ove Gedde selv hen til vandhullerne og satte dem til at grave dybere ned for ar finde bedre vand. Det de havde bragt ombord var for brak og saltholdigt. men den 4. blev hvert skib beordret til at sørge for at få deres vand inden aften. De folk, der var i land for at hente vand, blev nok i land, så længe det varede. Det, der står i rapporten, er, at så snart det kunne lade sig gøre, slog man lejr i land. Der blev bagt og fanget fisk, der blev renset, røget eller saltet, hvis man da havde salt endnu. De
syge blev anbragt i telte, hvor de opholdt sig, til skibene skulle sejle igen. Men altså den 4. skulle alle disse aktiviteter være overstået. Vi skal videre, vi skal finde denne ø Ceylon.

Afstande:

Komorerne – Mahe Seycellerne ca. 1500 km.

Mahe – Diego Garcia ca. 1600 km

Diego Garcia – Ceylon ca 1800 km

Ialt Komorerne
til Ceylon ca. 4900 km. ca. 2650 sømil

Den 6. beslutter Det Brede Råd, at man ved Guds hjælp vel sejle den 8. Samtidig er der de sædvanlige sager, der skal ordnes. Samtidig er der de sædvanlige sager, der skal ordnes. Bogholderen skal i skibsrådet. Ingen drenge og piger må indtage deres måltider i kahytten, selv om de hidtil havde
overtrådt denne regel. Drengene om bord kan jo være kommet fra “finere” familier og have været vant til at spise mere standsmæssigt end den gemene besætning. Pigerne må være de medrejsende hustruer til de officerer og soldater, der skulle blive i Ceylon i længere tid. Egentlig er der ikke noget at sige til at deres mænd godt vil sidde til bords med dem. Men det må de altså ikke. Det har ikke været sjovt for de kvinder, der var med. De var i mindretal, det var et decideret mandssamfund, og mennesker har ikke været bedre dengang end nu. Der var intet privatliv om bord. Det var meget vanskeligt at trække sig tilbage med sin kone. De 7. blev kursen besluttet. Man skulle sejle stik øst og holde landet i sigte, derefter skulle man holde sig til instrukserne i Tegnbrevet. Samtidig vedtog man, at blev man fundet sovende på
vagten, mistede man tre dages rationer og skulle løbe spidsrod mellem sine kvarterfæller, dvs. dem man delte vagten med. Hvis man forsømte en vagt, mistede man en må månedsløn og skulle løbe spidsrod mellem hele mandskabet. Det synes at være en hård straf, men der er jo hjemmel til dødsstraf i skibsartiklerne, så det er en mild straf. Men at det skal komme så vidt, viser egentlig, at disciplinen var ved at slække.

Der står ikke noget i rapporten om at: “så ginge vi i Herrens navn til Seils”, men det må de have gjort, for den 9. står der, at der på skibet Elephanten blev udråbt, at alle, både underofficerer og soldater, skal adlyde skibsofficererne uden modsigelser. Det er altså blevet et problem at få soldaterne og deres underofficerer til at føje sig under skibets officerer og eventuelt blive sat til almindeligt arbejde på dækket. De er nok ikke blevet brugt oppe i riggen eller til at styre, men måske til almindeligt
vedligeholdsarbejde og rengøring. Der står heller ikke noget om hvor meget skibsbesætningen er blevet reduceret ved dødsfald og sygdom. Nu skal skibsartiklerne overholdes, og den gælder også for soldaterne. Så længe der er om bord, er de under kommando af skibsofficererne. Disse har nok ikke været ret gode til at bruge soldaterne hidtil. Man kan da ikke bruge sådan nogle landkrabber og bondeknolde til at arbejde på kongens skibe.

Den 10. marts sigter de en sejler, som de prøver at komme i nærheden af. Men de når ham ikke, før det bliver mørkt. Elephantens styrmand ville gerne have talt med ham for at få oplysninger om, hvor de egentlig befandt sig. Der er nogle vilde gisninger om deres position. Styrmanden mente, at de var under den Abexiske kyst, måske der menes Abessinien, vores dages Etiopien, der dengang strakte sig helt ud til kysten. Andre mente, at de stadig lå ved Seychellerne og andre igen at de var ved Kap Comorin, som er sydspidsen af Indien.

Overkøbmændene og styrmændene blev af rådet kaldt til møde for i samråd med dem at bestemme kursen. De blev enige om at finde øen Sokotra, der ligge syd for den arabiske halvø. Ved samme lejlighed besluttede de også, at Jan Corneliusen skulle være både skipper og styrmand på Christian. Overstyrmanden var afgået ved døden. Det var et stort spring for ham fra at være understyrmand, hårdt straffet på grund af opsætsighed og derfor kølhalet tre gange, til at blive skipper. Det har været slemt med mandefald og sygdom i Flåden.

Der blev også taget en beslutning, som set med vore øjne er højst besynderlig. Hvis de sigtede et skib, skulle det bringes til admiralen, hvis det kunne gøres uden at hindre sejladsen for meget. Hvis det viste sig atvære af Europæisk Nation, skulle der vises hensyn, “have Consideration” stod der. Med andre ord var det nu blevet officielt tilladt at drive sørøveri, dog skulle skibene føres til admiralen.

Så blev det en fælles prise, og alle fik andel af rovet. Sejlads dengang var farlig. Skibene kunne forsvare sig og erobre andre skibe.

Den 19. ankrede de op ved noget, de kalder Bukkeøen. Den er en del af en øgruppe, der ligger så at sige i kølvandet på Sokotra. Den ligge ud for Kap Guarfafui ved Somalias kyst og udsejlingen fra Det Røde Hav. Alle skibe, der kommer fra Suez og skal op i den Persiske golf, sejler forbi. Under den kolde krig havde russerne en lytte og sigte station på øen. Vest magterne sad på Diego Garcia med deres udstyr. Sådan holdt man balancen. Den 19. marts 1620 lå Chr. IVs flåde der og skulle proviantere. Den 21. sendte de to både ind til land for at finde ud af, om de kunne få vand, brænde og proviant. To dage senere kom de tilbage med to bukke. Der var masser af bukke, men ellers intet andet.

Nu da de allerede lå til ankers ved denne ø og sundede sig, blev der lejlighed til at rydde op i styringen, ikke bare kurserne, men atter en gang en omplacering af lederne på skibene. Det Brede Råd blev kaldt sammen den 23. og møder varede fire dage.

1. Den generelle sejlads bliver fastlagt. Sådan som det står
beskrevet, kan det forstås, at det ikke kun gjaldt kurserne, men også måden man
skulle sejle på.

2. Thyge Stygge bliver udnævnt til Kaptajn på Christian. Han
erstatter afdøde Jens Hvid. Peder Nielsen flytter til Patientia, som kaptajn og
Henning Gabrielsen bliver forfremmet til Kaptajn på Elephanten.

3. Hans Lindenov kommer i skibsrådet på København. Det er
lidt af en tillidserklæring til en tidligere livsfange fra Dragsholm slot.

4. Herman Rosenkrants bliver tilsagt, at han den næste dag
skal stille ved Fiscalen, den øverste regnskabschef for flåden, og forsvare sig
for Det Brede Råd samt aflevere alle sine regnskaber på udgifter til flåden.
Han havde hidtil altid været sen til at aflægge de regnskaber, admiralen
forlangte at se. Det er noget der er gennemgående for, hver liggeplads, hvor de
har opholdt sig et længere stykke tid. Nu skal det være slut, mener admiralen.
Der skal være orden i regnskaberne, inden de når deres bestemmelsessted.

5. Peder Nielsen skal aflevere en “rigtig Copiam”
af alt, hvad der er kommet om bord på skibet, siden de påbegyndte udrustningen.
Er “rigtig Copiam” må være en fuldstændig og renskrevet kopi af
udrustningslisten.

6. Alle “præsidenter”, det må være medlemmer af
Det Brede Råd” og Skibsrådene, skal flittigt overholde skibsartiklerne
samt breve, skriftlige henstillinger og ordre fra Det Brede Råd. Atter en gang
bliver der kaldt til orden.

Der er altså nogle i flåden, der ikke rigtig vil indordne sig og følge de afstukne rammer. Det er ofte, at admiralen skal have ro i rækkerne. Den 28. indleverede Herman Rosenkrants sit regnskab til Det Brede
Råd. Ved samme lejlighed blev det pålagt skibet Christian at aflevere en ahme vin til Patientia, og de næste dag forlod de “Fuer-Klippen”. Det ligger to små øer vesten for Sokotra. Den ene og vestligste r ganske lille. Mankan kun gætte sig til, hvilken en af dem de har ligget ved.

Allerede den næste dag, den 30. så de Sokotra. Denne ø er stor og har bjerge, som kan ses på alng afstand. I 1600 tallet var portugiserne på øen for en kort periode. Siden har den været bosat af arabere og tilhørt Yemen. De Chr. IV flåd kom til den, så de ingen portugisere. Den 31. da det blev dagslys, opdagede de, at København var forsvundet. Det er værd at bemærke, at kaptajnen var Erik Grubbe. Om aftenen dukkede skibet op igen og lagde sig til flåden.

Erik Grubbe aflagde beretning om, hvor han havde været. Han var taget ind til landet og havde talt med beboerne. De kunne få god proviant m.m. på stedet. Han havde dog udgivet flåden for at være engelsk. De skulle rette en skriftlig henvendelse til den lokale konge og derpå vente i fire dage på tilladelse til at handle. Erik Grubbe ville derfor have at vide, hvad han skulle foretage sig. Ove Gedde fortalte ham kort og godt, at det kunne han ikke tage stilling til. Han måtte pænt vente til næste dag, så ville Det Brede Råd
tage stilling til det. Det var meget betænkeligt, at han havde udgivet flåden for at være engelsk, og at der var engelske købmænd i landet. Han bordrede derfor Elephantens, kaptajn til at råbe ud til hele flåden, at de skulle være agtpågivende. Det skulle høres af hele flåden. Han ville være forberedt på et angreb.

Den næste dag, 1. april, lå Christian lang væk fra dem. Skibet var som bekendt nu under Thyge Stygges kommando. Ove Gedde satte kursen imod dem for at samle flåden. Men København og Patientia havde uden varsel sat kursen mod land. Kl. 9 satte Ove Gedde signal om, at de straks skulle komme tilbage Patientia adlød straks ordren, men København fortsatte ufortrødent ind mod land. Erik Grubbe adlød altså ikke. Han sejlede simpelthen vider, og de tabte han af sigte. De havde ikke deres skibspas med. Det var blevet afleveret til Elephanten. Det gik sener op for Ove Gedde, at det var blevet lagt i en forseglet kuvert med den afdøde kaptajn Laurits Willomsens papirer.

Dagen efter, den 2., var skibet Christian ikke til at se. Nu var der kun to skibe tilbage. David var forsvundet kort efter Kap det Gode Håb, København dagen for inden og nu Christian. Det var de to borgerskibe, der nu manglede. For admiralen så det sort ud. Først mistede han gesandten og nu købmændene. Hvis ikke han kunne få fat på dem, kunne han lige så godt sejle tilbage til Christian IV med uforrettet sag. Så var det hele en fiasko. Han fik hurtigt samlet Elephanten og Patientia skibsråd. De blev enige om at finde
skibene. København var uden tilladelse sejlet fra flåden om dagen, og Christian var sejlet fra dem i nattens mulm og mørke imod dets officerers vilje. De havde ignoreret signalerne, admiralens ordre og Det Bred Råds beslutninger. Christian kom ikke lang, den blev indhentet næste dag. Patientia det forhenværende fribytterskib, havde før vist sig at være en hurtig sejler, og dets nuværende kaptajn Peder Nielsen skulle nok vise sin loyalitet til Admiralen.

Nu hvor de tre skibe var samlet, satte de kursen mod Sokotra for at se om København lå der. Så kunne de ved samme lejlighed proviantere. De blev også enige om, at skibsrådenes medlemmer skulle være opmærksomme på, om der var tegn til, at skibene ville sejle fra flåden. Da skulle de straks tilkendegive deres iagttagelser og lade dem føre til protokols. Admiralen ville nødig opleve at komme i en situation igen.

Så sejlede de mod Sokotra, med da solen stod op den 4. april så de i kimingen et skib med en slup, en mindre sejlbåd på slæb. Da skibet fik øje på dem, vendte det straks om og sejlede væk fra dem. Han var omtrent en halv mil fra dem, så de satte efter ham. Ove Gedde skriver endda, at de beholdt deres rette kurs under jagten. De nåede ikke at indhente ham, inden det blev mørkt. Om natten så de til deres forundring sække med bomuld drive forbi. Om morgenen fik de øje på skibet. Patientia fik ordre til at skyde et par skud, men efter det kom der ingen op på dæk. De fangede et tomt skib uden “nogen levendes Mand eller Qvæg”. De tømte skibet for dets indhold og fordelte det på de tre skibe, så meget som de havde plads til om bord. Alt blev bogført af Det Bred Råds skriver og underskrevet af samme. Derefter blev der erobrede skib brændt, efter at man havde konfereret med styrmænd og skipper. Skulle de have det med skulle det mandes forsvarligt og det ville være vanskeligt med den besætning som var til rådighed. Bålet blev tændt den 10. De var 5 dage om denne lille afstikker. Opsyn og ansvar for godset blev givet kaptajnen på Elephanten, Henning Gabrielsen. Godset skulle registreres af overkøbmanden på Christian, Cornelius Løyse. Han havde også bestilt provianten og udstyret til de to borgerskibe under udrustningen på Holmen. Til hans hjælp var Hans Mars, Det Brede Råds skriver. Kaptajner, skippere, købmænd eller deres assistenter, som havde modtaget gods fra skibet, skulle besigtige og bevare dette gods, således som de ville have, at kongen skulle modtage det. Så var bestemmelserne om deling af priser overholdt, som det står anført i skibsartiklerne.

Admiralen ledte ikke længere efter København. Nu var de alligevel tre skibe, og det var lige meget om det hed Patientia eller København. Den 20. altså efter ti dage at have sejlet mod Indien, blev kursen gennemgået. Det besluttedes, at hvis flåden så et skib i søen, og admiralen gav tegn til det, så skulle Patientia prøve på “med største flid” at indhente det. Så skulle han først rette en venlig henstilling til skibet, at de skulle komme til admiralen. Hvis de værgede sig, skulle han tvinge dem. Dog skulle han vise europæiske skibe mere hensyn og “have anden Consideration”. De skulle ikke så gerne volde kongen diplomatiske problemer ved at angribe allierede.

7. maj blev kursen og sejladsen igen diskuteret, og den 9. så de en frgat komme med sejl oppe ret tæt til dem. Ove Gedde fik sat et hvidt flag til, at de skulle komme nærmere. Med de sejlede fra dem, medens den slingrede lidt i kursen. Ove Gedde fyrede så et par kanonskud efter ham. So kom der et andet skib, der nærmede sig Patientia, som lå forude. Den fremmede nærmede sig Patientia så meget at man skulle tro, de ville i forbindelse med skibet. Lige som de ville til at råde over til dem, fyrede den fremmede to skud med kanonerne og satte et hvidt flag og sejlede forbi. Patientia fyrede dog et par skud efter ham.

Mens Chr, IV s flåde nærmer sig Ceylon, er det måske på sin plads lige at tage et tilbageblik over sejladsen fra Komorerne. Den 24-årige admiral, udpeget af kongen, må efterhånden gjort sig mange tanker om sin mission. han skulle finde kejseren af Candy, vise ham den traktat. der blev underskrevet i Danmark af majestæten og Boschouwer, kejseren af Candys gesandt til det danske hof. Ove Gedde skulle på majestætens vegne aflevere skibet Davis fuldt armeret og både sejldygtigt og kampklar med en styrke på 300 soldater, der var blevet svoret ind til at kæmpe for kejseren. For de 95.000 rigsdaler, som kejseren skulle betale for skib og soldater, skulle købmændene købe varer for i det Ostindiske Kompagni, og der skulle oprettes en handelsstation.

Til at begynde med havde der været vanskeligheder med disciplinen, men gesandten var heller ikke så villig til at føje sig under den unde admirals kommando. Disciplinen blandt folkene blev efterhånden bedre. Den blev til gengæld værre blandt de overordnede. Ved Kap det Gode Håb var det helt galt. De
beslaglagte breve fra købmændene viser tydeligt, at de var utilfredse med den danske ledelse af flåden. Efter opholdet ved Kap Det Gode Håb forsvandt Davis. Den havde prøvet at sejle sin egen sø på vejen over Sydatlanten, men blev indfanget igen med gesandten om bord. Det lykkedes den at undslippe kort efter Kap det Gode Håb. Det var gesandten, der var ansvarlig for traktaten over for kejseren. Den unge Ove Gedde sejlede ufortrødent videre. Folkene havde det ikke så godt. Det var varmt og de fleste var syge. Både infektionssygdomme og tarmsygdomme må have haft gode dage i det tæt stuvede, varme og fugtige rum. I det store hele artede de sig alligevel godt. Så var det de to borgerskibe, der skejede ud. Købehavn forsvandt ved Sokotra og det samme prøvede Christian at gøre, men Ove Gedde fik den dog tilbage. Jagten Øresund, som var blevet sendt i forvejen for at forberede og lette Ove Geddes forhandlinger med kejseren, havde ikke efterladt nogen besked eller livstegn på de i Købehavn aftalte steder. Ove Gedde var altså henvist til helt alene at møde kejseren og præsenter ham for traktaten. Nu varede det ikke længe, inden han skulle møde kejseren. Og hvad havde ham? Der var godt nok et sødygtigt skib med fuld rustning, og hvis han skrabede nok folk sammen kunne han måske få samlet 300 soldater, men det var en sørgelig flok af syge mænd. Ind imellem har der nok været nogle dystre tanker hos ham, men han besad ungdommens gåpåmod og nok også en masse selvtillid. Han var jo adelsmand. Han var også umådelig pligtopfyldende og loyal over for sin overordnede, kongen.

Den 10. maj må vandets farve have ændret sig. Han skriveri rapporten, at de fik grunden på de Malabariske øer på 50 favne vand. Det var dybt, men ude i det store ocean er vandet meget dybere. De Malabariske øer må være Laccadiverne vest for Malaberkysten. Den Indiske kyst som ligger ud for dem, hed dengang Malabar.

Den 16, maj 1620 om morgenen så de “det forjættede Land Ceylon med stor glæde”.