Frederiksborg Slot Beskrivelse 184 – 207
alle side tal findes i teksten: (XX) i forhold til originalen,
Side 184 – 207:
Om de til Slottet hørende Hauger, med især forhenværende Bygninger og nærmeste Omgivelser. Dronningens Hauge, Kongens eller den egentlige, slots- Hauge, dens forrige og nuværende Tilstand, forskjellige Berretninger og desangaaende; om Jægerbakken, Badstuekilde og den saakaldte grønne Eller opmurede Kilde og den saakladte grønne opmurede Kilde ved Frederiksborg; om Sparepenge og det chineskiske Huus; videre dernæst om Badstuen, Skydebanen, Indelukket og den derværende Kongesteen.
Frederiksborg
Side 184 – 207:
Om de til Slottet hørende Hauger, med især forhenværende Bygninger og nærmeste Omgivelser. Dronningens Hauge, Kongens eller den egentlige, slots- Hauge, dens forrige og nuværende Tilstand, forskjellige Berretninger og desangaaende; om Jægerbakken, Badstuekilde og den saakaldte grønne Eller opmurede Kilde og den saakladte grønne opmurede Kilde ved Frederiksborg; om Sparepenge og det chineskiske Huus; videre dernæst om Badstuen, Skydebanen, Indelukket og den derværende Kongesteen.
___________________
Den Danske Vitruvius med alle omtalte Tavler
Om de til Slottet hørende Hauger, med især forhenværende Bygninger og nærmeste Omgivelser. 184 – 207
I Nærheden af Slottet findes flere, mindre Hauger paa de omliggende Holme og Opfyldninger, som tilligemed Udenværkerne benyttes af de dermed beneficerede Slotsbetjente og andre paa Stedet. Saaledes er allerede i Indledningen talt om den lille Holm ved røde Bro, som for nærværende Tid udgjør en Deel af Amtmandens Hauge. Paa den modsatte Side har Slotsforvalteren en lignende, der , som Byens hosliggende Hauger for øvrigt, grændser til Slotssøen. Her mærkes fornemmelig den saakaldte Dronningens Hauge paa Øen ligefor Slottet, hvortil man fra nysnævnte Taarn ved Rosen kommer gjennem en lang og bred Gang, som nærmest (185) førte til en Dør paa Midten af Muren, og hvorfra atter til Haugen gaaer en krum med et Rækværk af Jern forsynet Træbro.
Bemeldte Hauge, som ligger ganske isoleret og udskilt fra selve Bygningen, hvortil den hører, har endnu vedligeholdt sin gammeldags Form af en udtunget Bastion med Volde og Træer rundt omkring, var forhen alene beplantet med Blomster, hvorefter den endnu benævnes Dronningens Blomsterhauge, samt decoreret med Vaser og Steenfigurer, hvorimod der nu for Resten ei findes, heller ei fandtes videre Mærkeligt. Derimod var i ældre Tider ligefor samme opreist midt i Søen eet Vandspring eller Postament med en Grouppe af støbte Bly-Figurer, hvor iblandt en Hjort, der sprudlede Vand fra sig, omringet af en Flok Hunde. Ligeledes var mod Søen eller langsmed den Vei, som nu løber neden om samme, opført et ziitligt, rudret og grømalet Espalier, decorerer med Blomstervaser af Steen. Sidstnævnte, som dog vel ikke var ældre end fra Christian den Sjettes Tider, borttoges atter som brøstfældigt for nogle Aar siden; hvorimod hine Billeder, nemlig Hjorten og de otte Hunde med er Rør paa 100 Alen, som gik under Bakken og tilsammen veiede 8 Skpd. 14 Lpd. 8 Pd., allerede nedtoges 1771.
Svaner, som i Frederik den 2dens Dage holdtes her i Mængde, findes dog ikke Spor af siden.
Kongens eller den egentlige Slotshauge, som med tilhørende Frugt- og Kjøkken-Hauge ligger mod Nord udfor Slottet, da derimod sidstnævnte fordum laae noget tilvenstre i Syd, og til Ridestalden eller lidt førend (186) man kommer til Slottet, skylder især Nedbrydelsen af ældre Bygninger, som Sparepenge og det chinesiske-Huus, et efterhaanden udvidet og forskjønnet Terrain.
Smukke hvælvede Alleer, hvori mange herlige og skyggefulde Træer, dem Christian de 4de selv tildeels skal have plantet, og som her atter i Forbindelse med Skoven rundtom hegne med de skarpe, Nordlige Vinde, omgive samme paa de tre Sider, medens at Søen med Slottet i Forgrunden danner en pyntelig Fod forneden. Uvist, om allerede nogen saadan har existeret paa Frederik den 2dens Tid, men rimeligt at hiin, der, som meerbemeldte Dagbøger udvise, yndede Haugevæsenet i den Grad, at han selv endog besørgede Indkjøbet af udvalgte Frøsorter, ogsaa først har ladet den anlægge.
Frederiks den Fjerde, som dethos grundede lignende, større og end prægtigere Anlæg ved Slottene Fredensborg og Frederiksberg, gav tilmed denne Hauge sin nuværende Form. Som en Følge heraf gaaer en bred og lige Vei nu tvers igjennem samme og findes der tvende Indgange ligefor hinanden; hvorimod Kjørreveien som løber nedenom, viser, at den fordum maa have grændset lige til Søen. Sparepenge. Hvorom særskilt noget Mere i det Følgende, nedbrødes under denne Konge. Videre anvendte især Christian den Sjette meget paa luxurieuse Bygninger og Indretninger, bygte saaledes det chinesiske Huus, hvorom atter mere i det Følgende. Selve Haugen blev derimod uforandret og spores her endnu den ældre, franske Maneer. Saare nødigt vilde nemlig Haugekunsten give Slip paa det Gamle; søgte vel endog som fordums i (187) Fredensborg, paa et indskrænket Rum, at fremstille et complet Theater med behørige Decorationer, mens Træer og Buske er maatte føle sig efter Saxen i allehaande groteske Forziringer; saaledes ogsaa her, hvor blidere og rundere Former, som i et bedre Valg af Zirater og Træsorter, og ved uformærkt at knytte Anlægget til passende Omgivelser, atter i vore Dage toge Naturen til ufravigeligt Mønster, først langt om længe have begyndt at lade sig see, vandernde jevnsides med de gammeldags, skaarne Hækker og snorrette Gange; ja, skjøndt Slottet for Beskueren og den Reisende stedse bliver Hovedsagen, det vel Ligefuldt lønner sig, efter Dagens og Veiens Byrde, at have offret nogle Øieblikke hvilken i løvrige Skygger og den smilende Udsigt fra Terrassen, medens vi atter ihukomme hiin ældre, med Øie og Sands for Naturens venlige Tillokkelser saa huldrigt begavede Digter, Nordmanden Claus Frimann, der i Aaret 1783 satte denne Hauge til Minde disse vakkre Stropher.
Langs opad hæver sig paa grønne Trappetrin
Eet, Du o Plantebusk, af Dine Mesterstykker,
Hvor Majestætisk Ro og Taushed byder ind,
Og orden, Valg og Kunst og Alt henrykker.
Tidt gaaer jeg eensom her den blide Aftenstund
I disse Hvælvinger og under disse Tage
Af Lindens grønne Løv, mens Maanen cirkelrund
smiler ind, nu langsom gaaer tilbage.
Her stemmer Du Din Sang, Du søde Nattergal,
Hvo hører Dig ei taus – o fødte Sangerinde, (188)
Lær mig, jeg synger og, Dit rene Tonefald
Indgyd min Sang Din Harmonie, Din Ynde.
Og naar fra Jægershøi *) Valdhornets Tvillingpar
Istemmer, som er vant, og taus Omkredsen hører,
Hvor moersomt lyder da det langsomt givne Svar,
Som Eccho hid fra Borgens Mure fører **)
1794 anlagdes her ifølge Kongelig Resolution af 16de April en Planteskole for saavel Frugt- som vilde (189)
*) Jægershøi eller Jægerbakken ved Søen, tilhøire mellem Byen og Slotshaugen, brugtes fordum til Agerland, hvorimod samme, efterat være kjøbt tilbage fra sin forrige Eier, nu ligerviis findes beplantet med Træer og omdannet til et engelsk Lystanlæg med Trapper og rundtløbende Gange. Her, hvor man især vil have afbenyttet det maleriske Terrain som Motivet for en videre fremstræbende Kunst, eller noget nærmere Byen lae den saakaldte gamle Jægergaard, paa hvis tilhørende Grund Hospitalet siden bygtes.
**) Adam Berg nævner i Korthed 1646, som Prydelser for dette Slot, de herlige, skjønne Hauger, saasom Lysthaugen med alle Slags vellugtende Blomster, Frugter og sjeldne Vexter, Kjøkkenhaugen, og begge Dyrekaugerne med Raaer, Hjorte, Daadyr og Kaniner i Mængde. I et Brev til Christoffer Walkendorf, datere Friderichsborg thend 3 Octobris 1596, angaaende Havre og Tømmer, hedder det om bemeldte Dyrehauger: ”Sammelides epter at Planckevedkit omkring Diurehaffuen her sammestehh møgit er forfalden och brøstholden tha bede Wii eder, att I thill thes Behoff ville bestille och lade forschriffve fran wort Rige Norge thuende schiibslad thomber till 12, 14 och 16 Alne threer, och en Foed udi Kannten;” (189)
Træer. Dette Anlæg, der siden efter har vist sig ret virksom med Hensyn til Frugtopelskningen, var dog ikke det første i sit Slags, da et lignende allerede 1775 begyndtes (190)
hvorhos i en Ordre uden Datum: Der skal forskriffves to Maal hundredtusinde Enebæstager, som skal forbrugis til Friderichsborg.”
Under Krigen 1658 – 1659 afgav især Store Dyrehauge et heldigt Skjul for Sttutteriets Hingster.
1653 udkom paa syv Blade i Qvart: ´La solitude royale ou Description de Frederichsbourg, en verse, par le Sjeur Blondel, hvori Haugen ligeledes korteligen nævnes.
I Kobberne til Resens Atlas af 1677, findes, som forhen erindret, en Afbildning af Slottet og sammes nærmeste Omgivelser, hvorhos antydes de tvende nærliggende Dyrehauger med nogle faa Blomsterqvarteer.
1726 udgav en Tydsker, rimeligviis en Sachser af Fødsel, Hr. Hoe von Hvenegge, en rimet Pjece i Qvart af to et halvt Arks Størrelse, forfattet i Form af en Serenade, under Titel: Das um den Rang wegen der Schönheit,und des Vorzugs streitende Fridensburg, Friederichsberg, Friderichsburg und Rosenburg,” eller Ranngstriden melem Slottene Fredensborg, Frederiksberg, Frederiksborg og Rosenborg, trykt i Kjøbenhavns hos J, C. Høfner. Bemeldte, musicalsk-poetiske Product, som var indrettet til at synges med Instrumental-Accompagnement, synes derefter at være givet ved en landlig Fest paa Fredensborg.
Thurah omtaler 1849 Haugen næstefter Slottet, (Danske Vitruvius, Tome 2 Pag 60) og følger derhos en Grundtegning eller Afbildning af samme, som viser, hvorledes den saae ud endnu i Frederik den 5tes Tid: (190)
Ved Frederiksberg, ligesom Planteskolerne ved Ledøie paa Kjøbenhavns Amt og i Ulkerup Skov i Odsherre begge vare ældre end den Frederiksborger. Senest i Slutningen af forrige Aarhundrede anlagdes den ved Hirschholm.
Fra Bakken i bemeldte Hauge, hvorunder findes en muret Cisterne med en Dør af Kobber, tilhøire med Badstuen, udstrømmer det herlige Kildevæld, der, som ovenanført, forsyner Slottet med Vand, og ledes derfra gjennem Blyræner over Søen, den saakaldte Badstuekilde, hvorfra igjen en Arm paa den modsatte Side af Alleen, forsynet med en liden Post eller Opstander, findes anbragt til Beqvemmelighed for de Veifarende, og hvor Vandet ligesom i Slotskjelderen rinder uden Ophør. Videre findes i store Dyrehauge en halv Miils Vei nedenfor Slottet den saakladte Grønne eller opmurede Kilde ved Frederiksborg, hvilken sidste nu er endeel forfalden og trænger til Udbedring. *) (101)
da den ikke alene overalt var prydet med saakaldte Lystparterrer, hvori en Mængde udskaarne Navnetræk af Blomster og Buxbom, med derhos rundtom beplantet med ligeledes í allehaande Former og Figurer udskaarne Træer. Videre fandtes dengang i Midten et prægtigt Vandfald, men som nu dog er aldeles udtørret.
Pontoppidan og Hofmann grundede deres Efterretninger af 1764 og 1781 npaa Sidstnævnte, hvorhos enkelte Bemærkninger derom findes anførte paa forskjellige Steder, saasom i Kjøbenhavns Skilderie Aarg, 1807 No. 57 samt Borgervenne for 1844 No. 22 – 26.
*) Den første eller Bdstuekilden har ifølge Dr. Langes berømte Afhandling: ”Læren om der narturlige (101)
At det for resten ikke gik formeldte Hauger stort bedre end Slottet under Krigen 1658, derom vidner et Document i det Kongl. Danske Cancellies Archiv, saalydende:
Efftersom Begge Koungl. May; Ærte Haffvers Planchevercher Saavellzomb Weedhaffven her weed Frederichsborg udi neste forledenn Suennsche seide ehr megidt bleffven Ruinerit, Borttagenn, och elles er brøstfeldig. Saa och nu aff gudtz Weder et Nederblest, Da ehr det aff Thømmermanden her weed Stedet betzigtiged, (102)
Vande i og nærmest Kjøbenhavn” et klart Vand af dog Smag og reen Lugt, der med Sølvopløsningen giver et violfarvet Præcipitat, bliver med hvid Viinsteenolie temmelig melkeagtig, og forholder sig i Henseende til Tyngden ligesom Roeskildevandet. Fire Pund af samme efterlader, naar det har uddunstet, syv Gran Materie, som atter bestaaer af tre Dele graaagtig, alcalisk Jord og fire Dele fedt Standsalt. Det afdestillerede Vand lugter temmelig reent og bærer en jordfeedagtig Hinde.
Den sidste eller Grønne Kilde har et blegt Vand, som ei smager ilde, og en reen Lugt, giver med Dølvopløsningen et guulrødt Præcipitat og et blaaagtigt Bundfald, bliver med den hvide Viinsteenolie temmelig tykt, og forholder sig i Henseende til Tyngden mod det destillerede Vand som 1 1/2560 : 1. Fire Pund af dette Vand efterlader, naar det har uddunstet, elleve Gran Bundfald af forskjellige Farver, som i Luften efterhaanden vorder brunt og bestaaer af 6½ Gren bittert Salt, 4 Gran brun Jord og lidt Selenites. Jorden, som her er kalkagtig, indeholder tillige Jern og Svovl. Det Sidste kjendes især paa det destillerde Vand, paa hvis Overflade viser sig en smuk Regnbuefarve.
Saa dertill will efter hierris Offverfflagh undgefær effterschreffvene Søm, och Arbeidts Løn nemblig:
Ærte Haffverne
8 tom. Søm – 500 Hundrede á 2 Rdlr 10 Rdr
5 tom. Søm – 5000 hundrede á 1 Rdr. 50 Rdr.
Arbeitz Lønn 30 Rdr.
Weed Haffven.
8 tom. Søm – 500 á 2 Rdr. Er 10 Rdr.
5 tim. Søm – 3000 Hundrede á 1 Rdr. 30 Rdr.
Arbeitz Lønn 36 Rdr.
______________________
166 Rixd.
Hvis Thømmer och planncher Som her till behøffcis Kand tagis aff det Som endnu findes Nederblest och ehr beliggende omkring Lidenn Diurhaffve, Och ellers bliffve huggen aff biercher, omb det Saaledis maa beuflgis.
Frederichsborg den 11 Januari 1661.
C. P. S.
Sparepenge
Førend vi dog aldeles forlade Haugen, staaer tilbage at omtale tvende Bygninger, som fandtes der i ældre Tider. Saaledes hedder det, at Christian den Fjerde, paa samme Tid, som han bygte Slottet, og af derfra besparede Penge og Materialer, ved Foden af derfra besparede Penge og Materialier, ved Foden af ovennævnte Bakke skal have ladet opføre en prægtig Qvadersteens Bygning. Sparepenge (Sparpfenning) kaldet; da han tillige ved denne særegne Benævnelse, efter hvad derom allerede i Forveien er anført, synes at have villet remarqvere nogle Hoffinders ubeføiede Kritik, hans Byggevæsen vedkommende. (192)
Bemeldte Sparepenge, som maa have ligget noget midtveis i Haugen, omtrent der hvor nu Gjennemkjørselen er, omtales i ældre Skrifter og Slots-Inventarier som en pyntelig Staldbygning og Raritet- eller Rust-Kammer tillige. Pontoppidan benævner den saaledes ”en Stald i tre Etager”, hvorefter man skulde troe, at der har været en saadan over og under i den her omtalte Bygning, da dog den underjordiske eller saakladte Jordstald nærmest findes saaledes benævnet, fordi den laae saagodt som skjult inde under Bakken; ligesom det videre derom hedder, at den hvilede paa prægtige Marmorsøiler, og at Vandet ved en kunstig Mechanisme lededes fra det Indre af bemeldte Bakke hen til Spiltougene. At ogsaa det Frederiksborger Stutterie har havt et Slags Tilhold her, førend den saakaldte lille Ladegaard dertil indrettedes, er forøvrigt klart deraf, at Stutmesteren, Berideren, Foderknægten og Gartneren havde deres Værelser paa bemeldte Sparepenge, indtil samme ved Fredensborg Slots Bygning nedreves og Materialierne dertil anvendtes, hvilket ogsaa gjælder med Hensyn til den nuværende Gartnerbolig ved Slotshaugen, udfor Jægerbakken, der ligeledes her og paa samme Tid opførtes af Sparepenges Stene.
Berg kalder den et prægtigt, kongeligt Huus, hvor man opbevarede alle Slags Harnisker og Ridetøier, Sadler med Perler og Ædelstene, deriblandt en polsk, besat med Tyrkisser, og nogle med svære Guld- og Sølv-Beslag, lignende med Diamanter smykkede Kaarder og Sporer, og flere andre, kostbare Klenodier.
I Slotsinventarierne af 1686 og 1705 nævnes (194) her et Antal af syv med antikke Meubler og Malerier forsynede Gemakker, hvoriblandt i det ene en Dørgericht med Søiler og en Skjenk, begge af sort og bruunt Marmor, den sidste prydet med tvende kongelige Vaabener af hvidt Alabast; hvorhos over Døren fandtes en Rytter tilhest, ligeledes af Alabast, ziret med Løvværk, og under Loftet en Lysekrone af Krystal.
Der var ogsaa en mechanisk Stoel, som Christian den Femte brugte til at lade sig tridse op og ned med fra Gemakkerne, hvorhos en saakaldet Erimitage, som benyttedes, naar Herskabet vilde være ene. Hertil hørte et ovalt Træbord med en rund Krands af Sølv og en saakaldet Postillon i Midten, der ligeledes tilligemed en Bund eller et Fad af Sølv, hvorpaa Maden serveredes, efter Behag kunde skydes op og ned.
1723 nævnes herfra afleveret til Fredensborg adskillige Speile og andre Meubler, 1724 dertil henbragt det Sparepenge tilhørende Sølv, og 1735 ligeledes afgivet fornævnte Skjenk med flere andre Sager af Marmor og Alabast; hvorimod Bygningens Nedrivelse, ifølge Erik Torms Optegnelser, allerede skal være foregaaet 1719. Paa et gammelt Skjermbrædt, som endnu opbevares ved Slottet, findes Afbildninger af Sparepenge, Badstue, Ladegaarden, m.v.
Det Chinesiske Huus.
Christian den Sjette lod atter i Aarene 1745 – 1746 paa foromtalte Bakke opreise et stort og rummeligt Haugehuus med Vindue paa begge sider, der, ligesom endnu eet af Gemakkerne paa Arresødal, var, om ei aldeles (195) indrette efter chinesisk Bygningsmaade, saa dog overalt indvendig udziret efter dette Lands Skik og Brug.
Bemeldte Lysthuus, hvoraf Afbildninger i Vitruv, Tome 2 Tab. 20 og 21, bestod ligesom Laurierhuset, eller den nuværende Gardercasserne paa Rosenborg, af en ziirlig, toetages Pavillon paa Midten, prydet med et Gallerie, tvende Vaser og det kongelige Navnetræk foroven; hvortil atter sluttede tvende lavere Sidefløie, med til Midterdelen svarende og noget fremspringende, høiere Hjørner. Det Hele udgjorde saaledes en fortløbende Række af Bygninger paa 27 Fag, af 147 Alens Længde, 30 Alens Dybde og 20 Alens Høide, med ikke mindre en 10 Skorstene, ihvorvel same nærmest synes at have været bestemt til Festiviteter i det Frie eller til en afvexlende Sommerbolig i den varmere Aarstid. Saaledes skal Enkedronningen, Sophia Magdalene, have resideret der med hele sit Hof undertiden i flere Uger. See til Eksempel hele sit Hof undertiden i flere Uger. See til Eksempel Kjøbenhavns danske Posttidender for 1750 Nr. 57 den 17de Juli, hvor det hedder: ”Hendes Majestæt den Kongl. Fri Moder har siden den 8de hujus fejourneret paa det kongl. Slot Friderichsborg udi det saakaldte chinesiske Huus, hvor Deres Majestæter samt Prindsesse Charlotte Amalia spise hos hende til Middag.”
Spørger man, hvorledes det er gaaet til, at en saa vidtløftig Bygning, som den her omtalte, er aldeles forsvunden, bliver Svaret, at man efter kort Tidsforløb neppe engang kjender Stedet mere, der synes at have hvilet over flere af denne Konges Idrætter, log Bygninger (196) som Christiansborg, Hirscholm og Sorø ridderlige Academie, ja selv for en Deel det skjønne Sophienberg, samtlige Kunstens glimrende Frembringelser, der kostede Landet uhyre Summer at opføre, ligesom kun blive til, for i sørgelig Rudera at minde os om en stakket Tilværelse, saaledes var det Samme Tilfældet med en her omtalte Pavillon, hvorom for øvrigt nærmere Oplysninger mangle. Da Bygningsregnskaberne rimeligviis ere forkomne med saa mange andre ved Christiansborg Slots Brand. Ligesom fjerde Frederik nedbrød, hvad fjerde Christian havde ladet bygge under Navn af Sparepenge, saaledes lod Christian den Syvende sløife Pladsen paany, og nedreves nu atter ommeldte, chinesiske Lysthuus. 1769 averteredes derfra forskjellige Ting tilsalg, saasom Vinduer, Dørre, Bjelker, Tagsteen m.v. (Helsingøers Adresseavis 1769. 2.)
Badstuen
Ligefor Indgangen til Slotshauge dreier Veien af paavenstre ned til Badstuen, en smuk gammeldags Bygning, som indhyllet af Skov og Krat viser sig noget afsides i Forgrunde af den saakaldte lille Dyrehauge.
Eensom og forladt staaer den der, fast og urokket, og minder os om hiin Borgens første Stifter, Frederik den Anden, hvis Navn og Symbolum: ”Mein Hiffnung zu Gott allein” findes over Døren, medens at Naturen, uskjøtte og fri for Kunstens Tvang, gjennem Aarhundrede ligesom overladt til sig selv, har dannet et Øde og Virvar omkring dsen. Derfor er nu Alt her saa tyst og stille; ikkun udtørrede Grave og dyndfulde, sivbegroede Moradser vidne om et prægtigt Anlæg, om fiskerige Damme (197) og smilende, speilklare Indsøer, der endogsa i ældre Tider skulle have strakt saavidt, at Christian den Fjerde med en Baad roede lige op til Ladegaarden.
Bemeldte Bygning, hvis Hovedfacade, udbygt til Midten og Hjørnerne med trende mindre Taarne, vender mod Slotshaugen, og hvoraf findes Afbildninger i den danske Vitruv, Tome 2 Tab. 19, er ligesom det øvrige Slot opført af røde Teglstene, har en længde af fyrgetyve Alen, en Høide, Brede eller Dybde af omtrent det Halve og indeholder to Etager, hver med otte Fag, foruden en Qvist. Paa den anden Side, som vender ud til Laadegaardsveien, findes anbragt i Midten et lidet rundt Trappetaarn, som oventil afbrudt, forhen skal have været ptydet med et Spir, og ziret med Springvande paa Siderne. Det Hele omtales i ældre Skrifter og Slotsinventarier paa en Maade, at man deraf maa slutte til Bygningens forrige Pragt og Herlighed. Christian den Sjette foretog ogsaa her adskillige Forandringer; dog lod han den nederste og skjønneste Deel af samme, eller den egentlige Badstue, forblive i den Stand, som den var. Saaledes fandtes her endnu for ikke ret mange Aar tilbage en halv Snees forskjellige Gemakker, prydede med allehaande brogede Malerier, deriblandt et complet Badekammer, hvor Loftet, Gulvet og Væggene vare beklædte med engelsk Krontin, et dertilhørende mindre Cabinet eller Aftrædelsesværelse og et pynteligt lille Kjøkken, Alt med Inventarium og behørige Apparater. Først 1794 nedlagdes Badstuen og blev ifølge Rentekammerordre ag 30te August den hele Tinbeklædning aftaget, da samme tilligemed trende, dertilhørende Badekar fandtes at veie (198) 12 Skippund og 14 Lispund, hvilket Alt nu bragtes til Kjøbenhavn og solgtes der ved Auction.*)
Kjøkkenet det poveralt, etersom Brugen da var i Holland, fandtes belagt med saakaldte Klinher eller brændte Fliser, smykkede, ligesom de Weinwich i Indledningen til sin Kunsthistorie omtaler paa Valdemars Slot i Vordingborg, med en blaa Zirat i Midten og paa Hjørnerne, var i øvrigt opfyldt, som Thurah kalder det, med alle Salgs gammeldags, meget net og arteligt Kjøkkentøi, men hvoraf dog nu det Meste Siden er casseret, tildeels bortgivet, forkommet og solgt. Man saae og derudi adskillige smukke Skabe med Porcelain af Dyre- og Plante- Riget, samt stode derhos adskillige løse Figurer hist og her i Krogene, hvor de passede til, og i Forbindelse med det øvrige Apparat, udgjorde et ret snurrigt Emsemble. Som Bygningen nemlig u det Hele var dermed overalt vel forsynet. Saaledes havde Kjøkkenet ogsaa sin egne Malerier, hvoriblandt paa Træ: tvende Stykker med Lammefjerdinger, et (199)
________________________
*) Med Hensyn til Badstuen i ældre Tider hedder det i et Brev fra Kongen til Rentemesteren, dat. Friderichsborg d. 26 Febr. 1633, som følger:
”Jørgen Kandestøber haver for en rum Tid siden empfanget et Tinkar, som hører her i Badstuen, hvilket han skal sende hid med det første”, – og i et andet af 26de April dernæst:
”Saafremt den Kandestøber, som har forhutlet mig det Tinkar, som hører hen i Badstuen til Friderichsborg, ikke vil modgode skaffe det tilstede igjen, da skal Byfogden skaffe mig det ud af hannem med Retten,” (Nyerups Christian den Fjerdes Karakteristik Pag. XII).
Udskaaret dito med en slagtet Kalv, et dito, hvorpaa en Kat med Fisk, et dito med et slagtet Sviin, og atter et sjette med en dygtig stor Kat. I eet af Hjørnerne stod en Pige og sov op til et Kosteskaft. Ligeledes saaes i de tvende andre qvindelige Figurer, hvoraf den ene havde en Kurv paa Armen og en Krukke, paa Hoveder, samtlige paa udtungede Brædter i Legemsstørrelse,
Fornævnte Sager bleve 1783 som ubrugelige skjenkede daværende Slotsforvalter Goos, hvorhos endvidere 1786 bortgaves og casseredes til andre, saakaldte obscoene Stykker, deriblandt Tile Ugelspeil, siddende paa Hug i en noget uhøvisk Stilling, med Buxerne om Hælene, havende et Speil i Haanden og en Ugle paa Axlen. Daa var ogsaa derimellem det bekjendte Malerie, hvor en Hund og en Bonde fandtes lænkede til Stubben af et Træ med den Indskrift,
Bunden er liig som hunden.
Var Bunden icke bunden,
Var Bunden vær end Hunden.
Hvorom i Vitruvius, Tome 2 Pag. 60 og i Mamora danica, Tome 1 pag. 138.
Badstuen synes paa Grund af her Anførte i ældre Tider at kunne betragtes som et Gjemmested for alskens snurrige Malerier og Kobbere, som tilligemed endeel af Sparepenges forrrige Inventarium og nogle enkelte i Vox pousserede Sager der opbevaredes. I Slotsregisterne nævnes saaledes 120 forskjellige Stykker, af tildeels erotisk og satirisk Indhold, hvoraf de fleste dog efterhaanden solgtes ved Auction, og vides nu ikkun Lidet deraf at være tilbage, hvoriblandt den af Thurah ommeldte (200) Pasteltegning af den udvalgte Prinds Christian den Femtes Liigbegængelse, som endnu med nogle andre, forfaldne Stykker findes ved Stedet. *)
En stor, med Ukrudt bevoxet Fordybning imellem Badstuen og Alleen eller Kongeveien viser, at der paa det Sted har været en Søe, og at Bygningen, som Følge deraf, har været omgivet med Vand. Saaledes findes endnu tæt derved Levninger af en mindre Bro over Graven. Ogsaa var i Midten af Dammen opført en Grotte i Form af en Steenklippe, med en Kuppel og et rundt Bliktag foroven; heri et rundt, slebet, foruden tolv større og mindre Speilglas paa Siderne, hvorhos og her fandtes en ziirlig Fontaine med mange fine Rør. Hertil førte en lav, halvfemte Alen bed og halvfjerdsindtyve Alen lang Træbro. Tvende grønmalede Stakitporte adskilte Badstuen fra Skydebanen, hvorefter eet af Gemakkerne benævnedes. Denne, som laae strax nærved og nestod af en Plankeforhøining, med en dertil hørende Skydemuur, opført i Aaret 1741, nedreves atter 7150. Det samme var Tilfældet med fornævnte Bro, der som haraf det Vigtigste, solgtes allerede under 15de Februar 1749 for 19 Rdlr. 3 Mk. 2 Skill. (201)
_____________
*) Prinds Christian den Femte, en Søn af Kong Christian den Fjerde, født den 10de April 1603, udvalgt til hans Efterfølger 1608, hyldet i begge Kongeriger 1610, holdt Bilager d. 5te October 1634, døde d. 7de Juni 1647 paa Slottet Kórbitz i Dresden og begraves der den 30te August, hvornæst han siden førtes til Roeskilde og hensattes i Christian den Fjerdes Capel.
Bygningen er siden bleven afbenyttet paa forskjellig Maade. Saaledes matte den under Bombardementet tjene til Opholdssted for de syge og skrøbelige Lemmer fra St. Hans Hospital, som der fandt Ly under Krigens Rædsler, medens at de øvrige Sale og Vanvittige indspærredes i Slottets Arrester og Staldbygninger. Derefter vedblev den i lang Tid at være militair Sygestue. Senere har den maattet afgive Bolig for Embedsmænd og andre paa Stedet.
Kongestenen.
Indelukket, en smuk Lystskov paa hiin Side Badstuen, strækker sig derfra lige til Ladegaarden, ligesom den til bemeldte Skov grændsende, modsatte, ydre Deel af Slottet eller Gaarden ved Ridestalden fordum adskiltes derfra ved en bred og dyb Canal, hvilken sidste nu er saa godt som aldeles udtørret og tilgroet. Dog findes der endnu Levninger tilbage af den lange, smalle Træbro (grønne Bro) som bygget paa Pæle, med et Rækværk af Lægter paa Siderne, forhen dannede en beqvem Overgang fra Slottet til Skoven.
Hvad der især gjør Stedet mærkeligt, er den saakaldte Kongesteen, Qvarti-Stenen, som findes der ved en høi under et skyggefuldt Træ, midtveis i Alleen mellem Badstuen og Nyhusene.
Denne, en stor rund Kampesteens Blok med et udhuget Sæde i Midten, hvorpaa forneden staaer Kongens Navn med Krone over og Aarstallet 1628,
16 C4 28
Omtales paa flere Steder, deriblandt i Thieles Samlinger (202) af danske Folkesagn, 4 Deel pag. 108, hvorefter Kongen selv tilligemed en Bonde skal have flyttet den fra Marken til bemeldte Indelukke, for at bruge samme ved Slottets Bygning. Dette i Forbindelse med en Omstændighed af det Slags, der som et ikke ualmindeligt Indgredients pleier at kryddre lignende Almuesfortællinger, siden at det nemlig hedder, at Bondes Buxer ved denne Leilighed gik løse underveis, og at de andre lode Stenen falde, hvor den nu ligger, er vel kun at ansee for en opdigtet Fabel, grundet paa den urigtige Formening, at Kongen der skulde have siddet og udbetalt Penge til Slotsarbeiderne; da foruden at samme allerede dengang i længere Tid havde været færdigt og beboet, ikke alene Aarstallet paa selve Stenen, men derhos endydermere Debuctionen mod Ellen Marsvin ag 1641 og hosfølgende Erklæring, hvilket begge efter det originale Document findes anførte i nye Suhmske Samlinger 1ste Bind, nærmere godtgjøre det Modsatte.
Saaledes fortæller Christian den Fjerde selv i bemeldte Deduction (Pag 123 i de Suhmske Samlinger) derom Følgende:
”Anno 1628 imod St. Mortens Aften befalede vi Prindsen, at han skulle tage Hr. Uldrich Salig *) og den gamle Greve af Turn med sig henad Friderichsborg, hvorhen Fru Kirsten for Frøken Anna Saligs Skyld **9 ogsaa (203)
________________
*) Formodentligen Hans Ulrich Gyldenløve paa Kronborg.
**) Anna Catharina en Datter af Kongen med Kirstine Munk, forlovet med Rigshofmesteren Frantz Rantzov, hvilken sidste 1632 den 5te November faldt i Graven (voldgraven) ved Rosenborg og druknede, hvorover hun sørgede sig tildøde Aaret efter.
fik Befaling at komme did; thi vi holdte meget af det salige Barn, som hun intet kunde fordrage, fordi det var os ligt, hvorfor Vi ikke heller vilde tage det med Os alene derhen, paa det at hun intet hemmeligen skulde gjøre hende noget ondt; thi havde vi ikke engang kommen til Maade dermed, da vilde hun have slaaet samme Barn med en Jernstang for en Syenaal, lille Trine klagede hende for at have kast bort.
Der vi nu sammen St. Mortens Aften kom til Bords, da sad Fru Kirsten og suurmulede, og vilde hverken see eller tale til Prindsen eller Hr. Uldrich salig, hvorudover det Laug blev spildt. Den Tid det nu var Tid af gaae i Seng, da lukkede hun Døren imellem Os og sig, og lagde de tvende tydske Jomfruer med nogle andre Qvindfolk tvert for Døren, saa ingen kunde komme derigennem; hvorfor Vi til en evig Gedectnus strax om Morgenen lod legge en temmelig stor Kampesteen paa Veyen, naar man gaaer bag ud til den liden Ladegaard, hvilken Steen endnu findes der med Aarstallet paahuggen og et Sæde deri;” eller som der med Gjentagelse af Formeldte fremdeles hedder i Erklæringen mod Fru Kirstens videre Anførte (Pag. 191 i de Suhmske Samlinger):
”Der det nu blev Dag, da forføiede jeg mig strax ud i Dyrehaven og ledte en Kampesteen ud, som jeg lod legge samme Formiddag ved Veyen, naar man gaaer fra Stallen *) henad Lagegaarden, udi hvilken jeg siden lod hugge et Sæde med Dag og Dato, naar den kom der at ligge.” (204)
______________________
*) Ridestalden ved Slottet.
Stenen er saaledes lagt der, ”proter memoriam,” til en Erindring eller Gedechtnús, som Kongen kalder det, om et huusligt Piquanterie, der, som bekjendt, havde sin Grund i den Mistanke, han havde fattet til en vis Rhingreve, og som endte med Fru Kirstine Munks Bortfjernelse fra Hoffet; medens at det vel er troligt, at han oftere har taget Sæde og udhvilet sig der i Sommerens Tid paa sin Vandring imellem Slottet og Ladegaarden, ligesom man der fordum, efter Pontoppidans Berretning, vil have seet ligeoverfor, paa den anden Side af Veien, fæstet i Jorden en lignende, mindre Steen med et Hul i Midten, hvor Drabanten, som ledsagede Kongen, pleide at sætte sin Partisan. *) (205)
________________________
*) Leilighedsviis erindres her den af Nyerup og Flere omtalte Rhodinske Kongesteen, som til Minde om Christian den Fjerdes og Gustav Adolf personlige Sammenkomst ved Landsbyen Ulfsbæk i Skaane, der findes opreist. (See fremdeles som Bilag til Nyerups Karakteristik af Christian den Fjerde det videre herom i Skandinavisk Litteratur-Selskabs Skrifter 1816 – 17 pag. 94 – 126 Anførte; cfr. Svenska Vitterhets och Antiqvitets Acad, Handl,; cfr. Svenska Vitterhets och Antiqvitets Acad. Handl. Tome 6 Pag. 473 – 74. Indrikestidningen 1792 Nr. 80. Dr. Høsts Ei blot til Lyst, 4de Bind Pag. 272 – 76. Tunelds Geogr. 2 B. P. 120) Foruden det bekjendte Møde i Halmstad 1619, som, mindre nøiagtigt hos Slange, her videre omtales med de Høitideligheder derved fandt Sted, Alt ifølge Hallenbergs Historie om Gustav Adolf, Christian den Fjerdes egen Dagbog for bemeldte Aar og den daværende danske Gesandt Sigvard Grubbes Optegnelser, forefaldt nemlig et senere, i Aaret 1629, ved Ulfsbæk, paa samme Tid, som hiin,
Digtere, som Krossing og Frimann, hvae fremstillet ommeldte Sagn, eftesom det i Folkemunde findes udsmykket. Saaledes har den Første derom i Nyt Aftenblad for 1823 Nr. 29 leveret et Stykke med Overskrift: Kongestenen, der, som atter en Gjenlyd af de Frimannske (206)
_______________________
*) Kongen ad Danmark stod paa Nippet til at slutte Fred med Keiseren og Kongen af Sverrig deimod agtede at bryde med ham, Som en Følge deraf samledes disse atter, ihvorvel med mindre Godtroendehed og indbyrdes Tillid end førte Gang, da, som det hedder i Dagbogen for 1629, fornævnte Monarker mødte hinanden i Marken udenfor Ulfbæk den 23de Februar, og varede saaledes dette Møde til den 26de i samme Maaned, da Kongen af Danmark atter drog til Kronborg.
Til Erindring derom opreistes i Aaret 1792 ved Ilfsbæks Præstegaard i Skaane, efter derom indgiven Ansøgning, af Carl Wilhjelm Rhodin, Præst i Makaryd Sogn, som et Mindesmærke den Steen, hvorpaa begge Kongerne ved dette sidste Møde skulle have siddet i Marken; skjøndt, som Nyerup bemærker, fornævnte Halmstadske Forening dertil havde afgivet en bedre Situation.
Denne saakladte Kongsteen, som er sex Alen lang, tre Alen bred, en trediedeel Alen tyk, blev saaledes af fornævnte Rhodin, efterat den paa hans Bekostning var besørget tilhugget og afsleben, opsat ved Præstegaarden. Med gyldens Skrift læses paa samme følgende Inscriptioner:
Paa den ene Side:
På denna Sten suto Gustav Adolph och
Christian IV. 1629, stadgande i fortroligt
Samråd, inbórdes Wånskab og Nordens
Sállhet.
Sange, heller ikke mangler Fortjeneste; hvorimod hiin ældre i sin Frederiksborg-Egnens metriske Beskrivelse har lagt en saa uforlignelig Ynde og Originalitet for Dagen, at den samme vel ogsaa her maa gives Forrangen, naar han slutter med de Ord:
Saa var det Kongens Skik, beskjelt af Idræts Aand,
Han allevegne saae og allevegne Hørte.
Han var den Syssel, hvor ei kjendtes Kongens Haand?
Hvad voxte ei, naar han kun ved det rørte?
Ei altid sad Du saa som her, o Christian,
Ei altid hang Dit Sværg saa fredelig ved Bælte;
Du anderledes stod, naar du paa fjendtlig Strand
Bør Landserne med Dine Tiders Helte.
____________
Gustav III hugnade Orden (Oxten) 1785
med sin Nårvara och tillåt , at Stenan til
Minneswård måtte upsáttes.
Paa den anden Side:
Uprest 1792, då Langshófding ófwer
Kronborg Lån war Friherra C. H. Falken-
berg och Biskop ófwer Wexiø Stift leda-
Moten af Nordstjerna Orden Mag. Olof
Wallqvist, af Hofpredikanten, Prosten och
Kyrkoherden i Forsamlingen Mag. Carl
Wilhelm Rhodin.
To Kanoner paa deres Lavettet findes ved samme. Det Hele er omgivet med et Jernrækværk, fem alen i Qvadrat. En lignende Kampesteen, som den Frederiksborger, skjøndt noget mindre, med indhugget Sæde og deri indgravet Aarstal 1627, findes for øvrigt henlagt paa Rodenborg-Slotsgaard, tilventre, naar man kommer indenfor Porten (207).
Da stod Du som en Mars, dit Sværd en lue var,
Dit Øie lutter Ild, kun Torden, hvad Du talte.
Saa stod Du sort af Damp, da Bølgens Ryg dig bar,
Dengang Dit Blod Din sølvgraae Tinding malte.
Bryst Dig, hans Fødested, ved Tvillingrigets Toer
Ei større Skjoldung sad, og Du, hans fordums Gade,
Du Steen, den grønne Mos, som paa Din Dide groer
I tusind Aar den urørt Dig beklæde!
Farvel ærværdige Steen, Du høiens Helligdom,
I Dine Skygger ei vanhellig Pøblel hvile!
Jeg gaaer, mih kalder nu den Kreds herudenom,
Farvel Du høi! Tak for Din laante Hvide *)
__________________________
*) Digteren knytter nemlig hertil Erindringen om Høien
”hvor fordum mangen Gang, sommeren at nyde,
De kongelige Børn og Hoffets Ungdom kom,
Og om Sarauw i sin Amtsbekrivelse Pag. 82 ligeledes omtaler paa følgende Maade:
”Bakkerne og Høilandet, for 25 til 30 Aar siden endnu bevoxne med en skjøn, ung Bøgeskov, Frederiksborgs skjønneste Pryd da, ere øde og bare nu efter Skovens ved Afhændelsen betingede Borthugning, og hvo som besøger Mariabakkerne for her at opsøge et sørgmodigt Sagns venlige Hjem og Gravhøiene, som dække tvende elskende Hjerters udslukte Ild, bliver ubehageligen forstyrret i sine Drømmerier ved at betræde de nu indtil Nøgenhed afklædte Bakker, hvor de høit hvælvede Bøge, der medlidende skjulte Hjertets Brøde for Himmelens truende Stjerneglands, forgjæves søges.”
______________________________
205
