Side 1 – 61

Side 61 – 107

Side 107 – 184

Side 184 – 207

Side 208 – 221

Side 221 – 238

Side 238 – 240

alle side tal findes i teksten: (XX) i forhold til originalen,

Indhold

Side 1 – 61

Om Slottet i Almindelighed, dets Beliggenhed og historiske Mærkværdigheder, bygning og første Oprindelse, Kilderne til samme Beskrivelse                   

Undertitler:

Side 1- 9:

Blik paa Situationen overhovedet, eller om Slottes ynderige Leie, dets udbredte Roes og Anseelse, med hosføiede bemærkninger om de tilgrændsende Skove, om Veien nu og fordum, Slotsøen og det samlede Grundareal; digteriske fremstillinger og Prospecter.    

Side 9 – 39 

                                                     Om den gothiske Bygningskunst og om Slottets Architectur i særdeleshed; om Byen Hillerød og den herværende Latinske Skole, som begge dermed i Forbindelse; videre om selve Borgens ydre og indre Pragt, nu og fordums Mærkelighed; Om sammes nærmeste Ophav eller Kong Christian den Fjerdes Fødsel under en Tornebusk; Spaadom i den Anledning; hans daab og de derhos anstillede Festligheder Første Opdragelse med Videre.  

Side 39 – 61:  

                                                     Om Hillerødsholms Mageskifte, Frederik den 2dens ældre Slotsbygning, det nuværende Slots Anlæg af Christian den 4de, og om denne Konges Fortjenester af Bygningskunsten i Særdeleshed; Slottet under de på Følgende Regenter og om en mærkelig Hovedreparation i Christian den Sjettes Tid; Litteratur

 

Frederiksborg

(Frederiksborg Amt, Liunge = Frederiksborg Herred.)

Om Slottet i Almindelighed, dets Beliggenhed

Og historiske Mærkværdigheder, Bygning og første

Oprindelse, Kilderne til sammes Beskrivelse.

___________________

Denne saa minderige, herlige, gamle Kongeborg ligger i en munter Skovegn, i den nordøstlige Deel af Sjælland, fire en halv Miil fra Kjøbenhavn, nord-nordvest, og een Miil sønden for Fredensborg, nærved Byen Hillerød, blandt Slottene i Danmark ligesaa mærkelig i historisk Henseende, som berømt for sin prægtige Bygningsmåde, riig på Malerier og andre, vigtige Kostbarheder.

Opført i en pyntelig, gothisk Still, af røde Teglstene, ved hjælp af nedrammede Pæle, paa trende Holme, som ved Broer ferenes, smukt af Skoven og den nærliggende Stad rundtom hegnet og beskyttet, nævnes dette (2) Slot, skjøndt vel ikkun derfor dadlet af en Bonstetten i hans Reise, ligefuldt af Kjendere med Roes for sin indbydende, stolte Beliggenhed i Midten af en fordum fiskeriig Sø, der, medens den hist i en Halvcirkel slutter sig til Byens Hauger, Skoven og de venlige grønne Bakker, hvilke atter i nogen Frastand skjule de nederste Etager for Vandrerens Blik og synes en krands om hele dette skjønne, maleriske Parti, med blide, melodiske Vover spiller ligesom barnligt mod de høie, kæmpestrærke Mure og trindt omgiver dem med sit himmelblaae Belte *) (3)

*) Amtets Skove, som med undtagelse af nogle enkelte Gaardes Tilliggende udelukkende eies Kongen, udgjøre nufortiden et samlet Areal af 34473 Tdr. Ld., hvoraf den største vigtigste, Gribskov eller Skoven ved Esrom, snoer sig i Bugter langs Søen og hele det skjønne Terrain i Nord og Nordvest. Af fornævnte Skovstrækning indbefatter det Frederiksborgske District noget over 1/6 Deel eller 5693 Tdr. Land, og findes samme nu for det meste overalt fredet og omgivet med Steengjerder og Jordvolde, da fordum endogsa de Slottet nærmest tilgrændsende Lystpartier. Store of Lille Dyrehauge, vare indpælede med Enebærstager ligesom Revieret om Jægersborg. Nu danne bemeldte Skove ikkun Grændsen mod Slottets Nordside; skjøndt det er øiensynligt, at de forhen have strakt sig lang videre. Navnet paa hosliggende Kjøbstad ”Hillerød” og en Mængde lignende med Endestavelsen ”rød” som nogle ville forklare af at rydde, fordi Skoven paa de Steder i Virkeligheden findes ryddet, viser det også.

Veien, som igjennem store Dyrehauge fører did, er nu den almindelige, fælleds Landevei eller Kongeveien, der ved Rudegaard, nedenfor Gjeltes Skov, deler sig i tvende Arme og hvoraf den tilvenstre fører lige til (3) Slottet Denne var det i det hele forhen alene Hoffet tilladt at befare, da Veien forbi Lygten eller Frederikssunds Landevei benyttedes af Private og derefter benævnedes Frederiksborg-Landevei. Nu er end ikke hiin Arm længer at ansee for Kongevei, da samme ved det nye Anlæg af 1764, der gik til Fredensborg, ikke kom med i Betragtning. Saaledes findes der vel i Nærheden af Slottet flere Levninger af ældre Milepæle, men ingen, hvorefter man kan rette sig. Disse Veipæle ere rimeligviis fra 1620; da, som en Note i Christian den Fjerdes Dagbog af 1621 udviser, Opaaling paa den Tid først synes at have fundet Sted.

Slotssøen, som fører Navn af den store, i Modsætning til den saakaldte lille Søe eller den Deel af samme, der løber neden-om Slotsmøllen, og som i forrige Aar blev begyndt at renses, optager en Strækning af omtrent 38 Tdr. Land, hvorimod Hovedgaardens samlede Areal, Slotsgrunden, Haugerne og Søen indbefattet, ansættes til 5373 Tdr. Land geometrisk Maal. (Forstraad Sarauws Amtsbeskrivelse Pag. 6, 24, 32, 82, 295; Thaarups statistiske Udsigt Pag. 133, Schlegels Saml. Zur dan, Gesch. 2ter Band 1stes Stuck o. fl. Skrifter)

Saa skue vi Borgen med glimrende Smykke, see den af Skoven og Søen fremtræder, som undser Billed af haarde, staalklædte Ridder os den i Tanken huldt en Naturens, Kunstens og Alderdommens Forsker fremstilled, blidt i indtagende Harmonie, speilende sig i Dybet, tæt favnet af den ungdommelig skjønne Natur. *) (4)

*) Læseren ville her mindes den livlige Karakteristik, som derover gives i Skriftet ”Ungdomsvandringer i mit Fødeland” af Christian Molbech, et skrift, som uden at tilsigte noget ordnet, fuldstændig Slotsbeskrivelse, (4) megetmere har et eget Formaal, det Romantiske, eller Digterens individuelle Anskuelser af Stedet og dets Omegn.

Som et smukt, architektonisk Værk, der knyttet til livfulde Omgivelser bærer Præg af Ynde og Majestæt overalt i det Fjerne, selv førend vi endnu træde hen for de enkelte, store, imposante og indholdsrige Hovedpartier, hvoraf denne Bygning bestaaer, var den allerede længe blandt Slottene anseet som vort Fædrelands, ja, som over al Norden det rigeste, uforgjængeligt Mindesmærke om en hine ældre Dages djærve og Kunstsmag.

Ogsaa har Tiden, som hævdet en ellers uimodstaaelig Ret, et ugjenkaldeligt Krav paa hvad der er jordisk, levnet dette Slot baade Kraft og Styrke, skjenket det Aarhundreder i sin Fylde, vel trende, da det gav Ly for Ni af vort Danmarks Konger, hvilket der, nogle mere, nogle mindre, have levet, hersket, syslet og tumlet. Det var engang deres Fristed, deres faste Paulun i Sommerens Dage, skjøndt nu bleg er og falmet dets Tinde; thi virket hr Alderen, om en langsomt paa det Ydre, som menneskehaand paa det Indre; mangen uskatteerlig Prydelse, mangt et kosteligt Alderdoms stykke har Skjebnen ladet fortabes, fjendtlig Ødelæggelse berøvet det, medens at Øde og Stille sig have leiret bag dets Mure. Dog smiler Vaaren for stedse med sit friske Blad, hvor en frodigt blomstrende, Alt forherligende Natur vedbliver at udfolde sit Bæger, og naar da Solen kaster sidste, dæmrende Straaler paa de brændte, farvede Ruder, eller naar, som ved et Trylleslag, (5) Kogernes Fest i et Nu lyser det op fra Top til Taa, fylder det med Beboere fra øverst til nederst. Lyder end atter fra Skov og Sø og fra grønklædte Bakke det Frimannske Qvad:

Urokket staaer endnu, o gamle Hillerød,

Din majestætske Borg, det Underværk i Norden,

Hvormed Dig pryded´ han, som Markens stolthed brød

Med vældig Arm og med sin Rantzovs Torden.

Fra første Steen opreist, o Borg, af Frederiks,

Og nævnet med hans Navn, det værd Du var at bære,

En trefold større Pragt af Christian Du fik;

Høit, som du selv, da steeg Dit Navn og Ære.

Her var det allerførst, Du faae ham, Dannemark,

Af alle denne Din længstthronende Skjoldunge,

Sin Alders Nestor, Din og Nordens Patriark,

Din Hercules, Din store Jubelkonge*)

Ærværdig sad han tidt paa denne stolte Sal, **)

Selv Vært ved høie Bord, som den Tids Konger sømmed´

Og rakte selv omkring den skummende Pocal,

Og mangen Skaal paa Rigets Vel udtømmed`.

Om Sagn fortjener Tro, endnu her høres han,

Nu staaer han lukte Dør, nu tungt omkring han træder; (6)

*) Christian den Fjerde, som fødtes her; siden at regne for Slottes egentlige Stifter.

**) Ridder- og Dandse-Salen, bestemt til Festiviteter og anden Lystighed som Dands og deslige; hvor vel også stundom holdtes Taffel, dog meest i nyere Tider.

Og hvo vil undre paa, at Skygger elske kan

Det gamle hjem, de fordum yndte Steder.

Her staaer den Helligdom, *) hvor før med hellig Skik,

O Tvillingrige, Dig naar Himlen havde saaret,

Nu til en Christian, nu til en Frederik.

I Folkets Navn Dit Scepter blev frembaaret.

Naar ældste Kongesøn paa Fædres Arvestol

Her første Gang steeg op og sig mod Folket vendte,

Og Folket trøstet saa den nys oprundne Soel,

Og Faderen igjen i Sønnen kjendte:

Hvor glade Hymner da i dette Tempel klang!

Og hvilken Himmel her for Nordens Millioner!

End lyder for min Aand den samme glade Sang,

End hører jeg de samme Jubeltoner.

Omarmet af Din Borg staa, Tempel i Din Pragt!

For hvad Dig skjænde kan, den Skytsaand Dig beskjærme,

Som Du og denne Egn betroet er til Vagt!

Dig aldrig meer hiin voldsom Haand sig nærme! **)

Og Du, ærværdig Borg! Den Skovens Olding liig,

Som stolt paa dybe Rod Trods byder Stormens Vælde,

Staa rolig i Din Sø, indtil den engang Dig

Modtager, naar Du glider ned af Ælde.

*) Kirken hvor Kongerne i en række af Aar ere blevne kronede.

**) Sigter til de Svenskes Overfald under Krigen med Carl Gustav.

Hvor yndig denne Sø! – ha! Hvilket Perspectiv!

Og hvilket Malerie! Er Søen slev bebygget? –

Den hele øvre Kreds, hvor klart, med hvilket Liv.

Til mindste Punkt i dette Vand afskygget!

Den gamle, høie Borg, her staaer den op paany,

Jeg tæller hvert et Taarn, hvor stolt den her sig speiler!

Jeg seer i dette Blaae den hvide Himmelsky,

Hvor den omkring de gyldne Spire seiler. *)

Fra Terrassen i Slothaugen eller, om man saa vil, fra Jægerbakken, et yndet Spadserested, som bekjendt for sit skjønne, syvfoldige Ekko, ligger noget til venstre, lidt førend man kommer til Slottet, og som hørende til sammes skjønneste Omgivelser, for nærværende Tid, efter at være kjøbt tilbage for kongelig Regning, ligeledes findes omdannet til en Hauge, er udsigten især fortrinlig. Ogsaa fra Byens Torv, fra det der nyopførte Raadhuus og fra Veien til den nye Ladegaard, samtlige Steder, hvorfra de fleste Prospecter ere tagne, viser Slottet sig fordeelagtigt; ikke at forglemme det første, huldrige Glimt af de blinkende Spire mellem Træernes Toppe, hvor Kongeveien i store Dyrehauge ender og Alleen til Slottet begynder, hvilket sidste især om Aftenstide, naar Dagen henrinder og Solen er ved at dale, for Vandreren og den Reisende har noget sødt overraskende. (8)

*) See hans Digt, Frederiksborg-Egnen, i Norske Selskabs Samlinger for Aaret 1783; senere med nogle Smaa forandringer gjentaget i de af ham udgivne Poetiske Arbeider for 1788, 1 ste Samling.

” I Sandhed, en ret herlig Øienslyst,” toner det blidt som en kjærlig Hilsen i vort Indre, ”Held den, der besidder Færdighed nok til at tage dette skjønne Syn hjem med sig i troe Omrids,” og gjerne monne vi med Digteren *) dvæle her nogle Øieblikke, førend vi betræder den svale, skyggefulde Buegang med de fire Rader Stammer og deres løvrige Kroner, som derfra fører nærmest til Haugen; medens at Alfarvejen slynger sig neden om til venstre, langs med Søen, og Slottet viser sig fra Terrassen, som førnævnt. Ogsaa mindes vi da hine flygtigt henkastede Billeder, som i det i Dramaet, Tycho Brahes Spaadom, hvor Skoven, med Slottet i Baggrunden, sees oplyst af den nedgaaende Soel, og hvor Gustav tiltaler Rosensparre med de Ord:

O vend Dig om, og see det skjønne Slot

Oplyst med Aftensolens sidste straaler!

Der ligner Skovens rødligbrune Hjort,

Som paa en græsklædt, bøgomkrandset Slette

Staaer ved et stille Vand, og speiler sig,

Og seer med Stolthed Spiret paa sin Isse.

I længere Frastand yder Skovbakken ved Græse et deiligt Prospect af Omegnen med den Slotte og mangehaande Afvexlinger, samt at hele Terrainet om Roeskildefjord, idet man her, som i et Rundmalerie, foruden alt Anførte tæller med Domkirken over en Snees forskjellige (9) Lands-

*) Oehlenschlægers Øen i Syhavet 1 D. Pag. 80, hvor der blandt andet forekommer en Skildring af Domkirken i Cøølln.

byekirker og af andre mærkelige Gjenstande en uoverskuelig Række, den Øiet knap mægter at overfare.

________________________

Betragter vi Bygningskunsten i dens ælde Værker og de Levninger, som deraf endnu ere tilbage hos østerlandske Folk, finde vi, at Styrken og der Colosale eller Kæmpemæssige hos disse var Hovedsagen. Derfra gjorde Grækerne, som agtede mere paa det Skjønne, siden Overgangen til det Simple og Ophøiede, da Kunsten i dette Land derved efterhaanden steg til den høieste Grad af Fuldkommenhed og Udvikling. Saaledes opstode forskjellige Skoler (den doriske, ioniske og corinthiske Orden). Senere overdreves Smagens bedre Fordringer, og da hine bleve Romernes Lærere, var Bygningskunsten allerede hos dem i Forfald. Den romerske eller blandede Orden, som er fra Keisernes Tid, indeholde saaledes intet videre Nyt eller Originalt end Navnet og Sammen-sætninger.

Længere hen i det ottende Aarhundrede finde vi den arabiske og mauriske Bygningskunst; den Første en Afart af græsk, den Sidste af pragtfuld, romersk Archictur. Begge have runde, cirkelformige Buer, den arabiske især lignende Kupler og enkelte Søiler. Anderledes er det med den gammel-gothiske eller romersk-tydske Bygningskunst, hvis Periode gaaer fra det ellevte til det femtende Aarhundrede, og som fornemmelig udmærker sig ved spidse Buer, lignende høie Taarne og samlede Søiler, ligesom for øvrigt de gothiske Kirker have lange Vinduer og dybt indgaaende Dørre mede Statueforziringer (10) o. b. l.. *) Af saadanne, ældre, gammel-gothiske Værker findes nu vel ikkun saare faa, overblevne Rester, hvorimod nærværende Slot, ligesom Strasburg-Münster, Cøllner og Erfurter Dom, Stephans Kirken i Vien, St. Sebalduskirken i Nürnberg. Elizabethkirken i Makburg og flere andre, berømte Mindesmærker, af hvad vi i Almindelighed kalde gothisk Bygningskunst, ere som yngre opførte i den saakaldte nygothiske Stiil. Denne, som også benævnes den romantiske, da den, som en Mellemart af hiin, ligeledes opstod i Middelalderen eller det trettende Aarhundrede og fra Tydskland udbredte sig til andre Lande, er ikke længer at ansee for reen. Ved alskens fremmede Tilsætninger tabte nemlig den gothiske Bygningskunst sig efterhaanden og mistede ganske sin Ejendommelighed, hvorfor den ogsaa maatte finde sig i atter at vige Pladsen for den nugjældende, romersk-italienske; derved at udmærkede Mestere i dette Land, fra det femtende Aarhundrede at regne, lidt efter lidt vidste at tilegne sig (11)

*) Med hensyn til den i gothiske Bygninger, Kirkeornamenter o. d. l. herskende, pyramidale Form, findes en lærd og critisk Afhandling i Skandinavisk Litteratur-Selskabs Skrifter 18de Bind, forfattet af nu afdøde  Professor Thorlacius, og som, skjøndt nærmest de ægyptiske Oldsager og dette Lands ældre, religieuse Forfatning betræffende. Leder til Kundskab for øvrigt; da derefter de saa berømte Pyramider ansees for oprindelige Afbildinger af Heroguden Osiris´s symbolske Gravsted, det saakaldte hellige Bjerg Meru, der, ligesom Ararath i den dermed beslægtede Mynthe hos Israeliterne, var det, hvorved Skibet Argo (Argha eller Arken) standsende efter Vandfloden.

En bedre Smag, og ved paany at studere Antikerne, især de græske. Omsider fordreve den aldeles.

I nogle Puncter synes de Yngre dog at staae tilbage for de Ældre. Saaledes i hvad der angaaer Styrken og den uigjennemtrængelige Fasthed, som overalt betegner de endnu tilbageværende Levninger af den gothiske Bygningskunst, hvilket dog maaske kom af vore Forfædre, som Nogle ville mene, lode Kalken henligge og gjære i Gruber under Jorder i flere Aar, førend de brugte den; da samme derved efterhaanden, noksom kjendeligt af Muurbrokkerne ved Gurre og paa flere andre Steder, med Stenen synes ligesom amalgameret. Ogsaa savner man nu ofte, men ugjerne, det Ophøiede og Karakteerfulde i Stilen, der gjør os hine Minder saa kjære og elskelige, medens at nyere Smagens Former endnu gaae et Skridt videre, for med Klogskab og Sparsomhed at afbenytte ethvert nok saa lidet Rum til indre Nytte og Beqvemmelighed. Nærværende Slot, med dets Fuldkommenheder og Mangler, hvorom en artistisk Beretning i Dans Ugeskrift for 1831 Nr. 5 – 6, 9 – 11, vidner om Anførte.

Nærme vi os denne Kongernes udvalgte Bolig, som Frederik den anden begyndte og Christian den Fierde fuldførte, kaste vi et Blik paa den hele store Masse af Bygninger med skyhøie Taarne og vinkeldannede Gavle, de mange Karnapper og kantede Udbygninger, den Mængde Kugler og Spidser eller Smaaspire, saamange i Tallet, efter Sigende, som Dage i Aaret *) og alskens øvrige (12)

*) En Slags Correcthed, som de Gamle yndede meget og satte vel endog større Priis paa, end paa egentlig (12) Symmetrie. Saaledes fortælles i Dansk Atlas, Tome 3 pag. 352, om det skjønne Egeskov i Fyen, at der ligerviis fandtes ligesaamange Skorstene, som Maaneder, ligesaamange Dørre, som uger, ligesaamange Vinduer, som dage i Aaret, og at der paa Skabe eller Stabyegaard i Jylland, 2 Mile fra Aarhuus, skal have været et Skab, dannet af en stor Lind, hvoraf Roden, som det der hedder, endnu staaer og udbreder sine Grene i Jorden under Kjelderen. Paa bemeldte Skab, som tillægges en høi Alder, da Gaarden, ifølge Pontoppidans Berretning, senere skal være bygt uden om samme, og derefter opkaldt, tales om ligesaamange Dørre, som Maaneder i et Aar; indenfor hver igjen ligesaamange Skuffer, som Uger i en Maaned, hvorhos atter ligesaa mange mindre Rum eller Afdelinger, som dage i en Uge, (Danske Atlas IV. Pag 343. Thieles Folkesagn IV. Pag. 106, Miscell. Rostg. Pag. 419.)

Zirater, er det unægteligen, som hiin romantiske Reisebeskriver bemærker, ligesom Sjelen ved første Øiekast gribes af en vis fremmed og uforklarlig, heel underlig, veemodig Følelse, der ganske bemestrer sig vort Indre, naar vi betræde den festlige, med statuer og Billedværk opfyldte Borggaard; saa stor en Kraft og Majestæt overalt, skjøndt derhos en saa besynderlig Blanding af Frihed og ængstelig Tvang, saa mange Erindringer fra hine ældre Dage knytter sig til vore Betragtninger.

Bygt paa en Tid, da den gothiske Bygningskunst allerede, som formeldt, havde begyndt at tabe endeel af sit eiendommelig Væsen; har Formen dog saameget af den ældre Stiil, at derfor ogsaa dette Slot, enkelte Uregelmæssigheder fraregnede, af selve Fremmede tillægges en betydelig Forrang blandt de faa Bygninger, Tiden af (13) det Slags har levnet os, og som enhver Alderdoms Elsker ikke kan andet end ønske bevaret til sildigste Slægter. Hvilken mageløs Pragt og Kunstflid findes ikke her ligefra det Største til det Mindste, hvorom hver den, der seer, eller har seet det, vil føle sig overbeviist. Hvilke uhyre Summer ere vil ikke her anvendte, skjøndt hvor mange Hænder have vel ikke her anvendte, skjøndt hvor mange Hænder have vel ikke her været sysselsatte, hvorved atter Byen og nyttige Indretninger begunstigedes?

Ligesom nemlig flere af vore Kjøbstæder skylde de nærliggende Borge deres første Oprindelse, Tiltagende og Aftagende, derved at Haandværkere og Andre, som kaldtes did, fik Lyst til der at blive boende; hvorfor man ogsaa har forklaret Udtrykket Borgere om de ved Borgen boende; saaledes gjælder dette fornemmelig om Byen Hillerød, *) som nærmest har dette Slots Bygning at takke for sin Tilværelse, Christian den Fjerde var nemlig ogsaa her den, som først hævede samme fra en simpel Flække til en blomstrende Kjøbstad, der efterhaanden mere (14)

*) Oprindelsen til Navnet Hillerød, Hilderød, Hylderød, i ældre Skrifter Hilderuth, hvorom er meldet i en foregaaende Note, taber sig for øvrigt, ligesom Byens ældre Historie, i den fabelagtige Tidsalders Mørke. Krigsgudinden Hildi eller Hilde, en hedensk Divinitet hos de gamle Asiater, rimeligviis den samme, som ellers benævnes Hildur, og efter hvem Kong Harald, paa Grund af den skinnende Tand, hun til Tegn paa sin Bistand havde skjænket ham, skal være kaldet med Tilnavn Hildetand, menes at have været fortrinligen dyrket her i Egnen og at have givet Stedet sit Navn, om hvis Slægtskab for øvrigt med det tydske hell skinnende, klar, det danske Helg og flere lignende Ord anføres endeel i Boesens (14) Helsingøers Beskrivelse. Det er saaledes mærkeligt, at ligesom Hylden, dette kostelige Lægedomstræ, som vore Forfædre skattede saa høit, at de ikke alene plantede det ved deres Mure, omkring Bageovne, paa Gjærder og deslige, men som endnu paa Landet især, vedbliver at afgive en Mængde af saakaldte Huusraad, da sammes enkelte Dele, Roden, Marven, Blomster, Spirer og Bær, hver for sig bruges i Medicinen paa forskjellig Maade, og som videre derhos regnedes for Gudinden Hildis Opholdsted, hvorunder hun, som den, der tillige styrker og pleiede de Saarede, sagdes at have sin Bolig, ligesaa forekommer endnu i vore Dage denne træsort meget hyppig overalt her i Egnen, og er det vel neppe Dronningens Hauge paa Øen ligefor Slottet dermed rundtom beplantet.

og mere tiltog i Anseelse under Hoffets senere Ophold, ved de der forefaldende Kroninger og andre Høitideligheder; da derimod Zesterfleths Reise til Danmark i Aaret 1600 (Itinerarium compendiosum) hvor det hedder, at der ved Frederiksborg dengang var hverken Bye eller Stad, men at kun nogle enkelte Hofofficianters Vaaninger laae der adspredte hist og her, beviser, at den i ældre Tider ikun har været høist ubetydelig. Hermed stemmer og Arent Berntsen, forsaavidt han i sin Danmarks og Norges frugtbare Herlighed af 1656 endnu vedbliver at fortælle om Byen Hillerød, Side 21, at den ei regnes for nogen Kjøbstad, skjønt de af ham dog sættes over Slangerup og her adskillige smukke Huse siges at være opbygte, baade af Kongl. Majestæts Tjenere, som Bestilling hos Slottet haffve, saa vel som en oc (15) anden, som sig der nedsætte enten for Stedens Friheds Skyld, eller oc til deris Næring der at haffve.

Christian den Fjerde skjænkede Byen videre sammes riigt doterede Latinskole, funderet den 29de Martii 1630 og indviet 1633; da til bemeldte Skole henlagdes en Capital af 3700 Speciesdaler, der senere under Christian den Femte, ved Fundats af 30te April 1687, fik en Tilvext af 18,996 Rdlr. 16 Skill.; hvorhos endvidere ifølge Statutterne af 1 Decbr. 1694 og Kongl. Rescript af 10de June 1695 tillagdes samme en frivillig Gave af alle dem, som benaades med Elephantordenen, Skolens Formue, som allerede ved Christian den Fjerdes Død udgjorde 24,000 Speciedaler, var saaledes efterhaanden i Aaret 1758 voxet til den Sum 38,058 Rdlr., de indkomne Gaver iberegnede, og kun da alene findes at have udgjort et særskilt Beløb af 14, 500 Rdlr.

Af fornævnte 3700 Speciedalere eller Skolens oprindelige Capital, hvormed det især paalagdes Lehnsmanden og de tvende Skolarcher, Hofprædikanten og Slotspræsten paa Stedet, at have nærmere Tilsyn, siges de 3000 at have været en Pengemulct, som Christian den Fjerde findes at have idømt Lehnsmanden over Bornholm Holger Rosenkrands til Glimmminge, fordi han, som der hedder, slog Dr, Mads Jensen, Biskop i Lund, paa Munden (16) i hans eget Huus, en vistnok ret klækkelig Bod i og for sig, der som et gavnligt Sædekorn ogsaa her faldt i god Jord, naar man ellers seer hen til de mange berømmelige og lærde Mænd, der siden Thomas Kingos Tider ere udgangne fra denne Skole. 263 Daler 32 Skill. gaves af Fru Christine Munk, det Øvrige af andre Folk, som dog ikke nævnes i Skolens Regnskaber. Videre skjænkede Kongen dertil, foruden endeel Naturalpræstationer, ”en Gaard udi Hillerød, som os udi Gjæld er tilfalden efter afgangne Leenert Kocks,” og som iberegnet foranførte Sum findes ansat til 100 Speciedaler, altsaa vil ikkun en gammel forfalden Eiendom. Som her under Benævnelse af en Gaard i Hillerød har maattet tjene til Grundvold for den endnu bestaaende, tohundredaarige, faste og solide Skolebygning, der, som Aarstallet 1631 med det kongelige Symbolum, *) Vaaben og Navnetræk over porten udviser, maa være bleven opført endnu i det Aar, eftersom den, i det Væsentlige uforandret og af 2 Etagers Høide, heel af Grundmuur, nærmere findes beskreven i de Hofmandske Fundationer, 7 de Bind, og i Poul Bendtsens, under Titel af Historiske Efterretninger om den kongelige lærde Skole ved Frederiksborg, i Aaret 1822 udgivne Skoleprogram. See og Professor Jens Møllers ”de to Holme,” en skolehistorie, i Skandinavisk Literaturselskabs Skrifter for 1814, hvor det i Særdeleshed hedder om Hillerødsholm, at Herluf her fæstede sin Birgithe, og bygte og bede der i sexten Sommere. (17)

*) ”Regna Firmat Pietas: Gudsfrygt styrker Rigerne;” i en ældre Tidsaand: ”Troen beskjermer Landet.”

Af ældre Slotsinventarier, hvor Skolens Beholdning af Meubler og andet Videre nævnes under Appendix, skjønner man, at saadant tilmed har været givet Kongen, da det Anførte for øvrigt leder til at betragte den nuværende Skole som Fortsættelse af en lignende ældre, der fremfor Alt fylder dette Slots Anlæg sin tidligere Herkomst, og som vel endogsaa nærmere staar i Forbindelse dermed og griber ind i sammes ældre Historie. Saaledes findes allerede i Aaret 1568 Frederik den Anden ”Gud Aldmechtigste thil Ehre, Och thend sande hellige Christne kircke thil forfremmelsse Bistand och gauffn” her paa Stedet, for Antal af 30 Personer, at have oprettet en saakaldet Trivial Skolle, som efter Fundatsen af 24de April (Cancelliets Registreringsprotokol No. 10 Pag 414) synes at have været i eller nær ved Slottet, hvor formeldte 28 Disciple med Skollemester og Hører nøde Kost og Logis med Videre: Alt under Tilsyn af Lehnsmanden og Slotsprædikanten. See herom i Særdeleshed Paragr. 5 – 11, hvor det hedder:

”Skall wor Slotzskriffuere her sammensteds paa wor Omkostninger Forskaffe them Bøgger, pappir, Blek, Lius och hues anden thennom Behoff giøris, Naar Skollemesteren hannom therom thilsiger, Saa att Børnene for saadant Icke Bliffver Forsømmit.”

”Skall thisse forte 30 personner haffve theris Diske och fire Retter thil hver Maalthid god spissning och well kogit, Och skall Skollemesteren och høreren her (18) foruden haffve thil hvert Maalthid en Synderlig god Rett aff wor Leensmands Egen Gryde Och en Rugsemmel aff Leensmandens Eegen kielder,” ”The 28 personner maa thil hvert Maaltid thøsser om Dagen bekomme 29 potther Øll, Men Skollemesteren och høreren Effter yheris Begieringe, dog thil Rottorstighed.”

”Skollemesteren skal haffve aarligen thil sin Besoldinge 20 Dall. Och en frii kledning, och høreren 10 Dall, och en frii kledning, och naar the haffver thorlligen Och med Flid En thid Lang foretandit theris kald, Wille wii thennom hvar Effther sin Wilkaar I andre maade med kirckens thienneste och Renthe besørge.”

”Skall hver thredie aar giøris 28 Ny kiortheler En thil hver person som tha thilstede er, Och skall Inngen person maa udkomme fra Skollen med sin kiorthel uden hand werit ther Inde udi tyre aar Och haffver En gaat Testimonium Aff Sin Skollemester.”

”Wille Wii lade giffve hver af thisse for 28 personner aarligen Ett par Engelsk hosse Och en Sarbugs thrøie for Scti Mickels Dag, Eet par lerris hosser Inden pindzdag, tho skiorther for paaske Eet par skoe for Scti Mickels-Dag, Eet par skoe for paaske En Bonet och for paaske. Och hvert anden Aar for Scti Mickels-Dag en underkjorthel af Engelsk och En ulden skiothe, Men er ther nogle Eblandr for 29 personer, som haffver Rige og formwende foreldre, Yha skulle theris forelbre underholde thennom thil Sko och kleder , unthertagit kiorthéllen.”

”Skall och Fadebursqvinden her paa Slotted (19) thou theris Skiorther och Lagen, Och the smaa theris hoffveder Effthersom Skollemesteren hinde thilsiger.”

Bemeldte Skole, hvor Læretiden var ansat til sex Aar og synes beregnet paa de første Elementer, ophævedes efter neppe femten Aars Forløb, da Bygningen, som maa have ligget vel ikke ret langt fra Slottet, allerede 1584 solgtes ved Auction og Rester af den derfor udbragte Sum tillagdes Conrector i Helsingør. Senere nævnes denne Skole som aldeles ophævet i Fundatsen for Sorøe Akademie af 1586, da Aarsagen dertil angives at have været den, at Disciplene, som formeget omgikkes Domestiqverne ved Hoffet, derved af disse forførtes til Drik og Lediggang, hvorom da ogsaa yndre Skolelove, som endnu længe herefter vedbleve at advare mod sodalitia et familiaritates aulicorum, (hofmændenes foreninger og fortroligheder) bære Vidnesbyrd.

Frederik den Fjerde forøgede sine Fædres fromme Bestræbelser ved Oprettelsen afr et6 Hospital for spectaculeuse Folk, femten Mands og femten Qvinders Personer, hvortil han skjenkede en Capital på 24000 Rdlr. Og en liden grundmuret Bygning med et Kapel, Alt ifølge Fundats af 1 ste Januar 1726. Gjenopførelsen af bemeldte Hospitalsbygning, som tilligemed en hob andre ødelagdes under Byens store Ildebrand 1733, skyldtes Kong Christian den Sjette, hvis Gavmildhed her, som mod Byen i det Hele roses.

_________________

Dette Slots Indre var fordum i øvrigt selv kostbarere end for nærværende Tid. Franskmanden (20) Charles de l´Espine pleier saaledes at nævnes i Modsætning til Englænderen Robert Molesworths *) urimelig Dabbel, og med Hensyn til den Roes han har tillagt samme; naar han i sit Skrift, Descriptio diversorum regnorum, siger derom Pag. 175: Vix similem huic in mundo arcem inveniri, omniaqve in aliis ex ferro solita fieri, ex mero agento ibi facta esse, adeo ut ipsæ januarum seræ, fenestarumqve cancelli ex argento sunt ( Dette slot har neppe sin lige i hele Verden, siden at Alt, hvad paa andre Steder pleier at være af Jern, selv Laasene (21) paa Dørrene og Vinduesbeslagene findes der af gedigent Sølv),

*) Molesworth, en Irlænder af Fødsel, engelsk Amnassadeur ved det danske Hof under Christian den Femte, vakte Misnøie paa Grund af visse Særegenheder eller slet Opførsel, som det hedder, og kaldtes tilbage. Efter sin Hjemkomst til England udgav han en Brochure under den Titel: An Account of Dennemark, as ot was in ske Year 1692, der siden ovarsattes i flere Sprog og læstes med Begjerlighed, da bemeldte Skrift eftersom Tilfældet pleier at føre det med sig, indeholdt noget D´Sandt, blandet med Lægn og Uretfærdighed. Daværende dansk Legationspræst i London, Magister Iver Brink, ivrede derfor ogsaa mod samme paa det heftigste i et senere paa Fransk under Titlen: Le defense dú Danemark, og ligeledes paa Tydsk under Titel: Beretheidigund des Staats von Dánnemarck, oversat, oprindelig i det Engelske affattet Forsvarsskrift ”Dennemarck vindicated.” Riegels derimod helder ogsaa heri til den modsatte Mening. (Femte Christians Historie, i Forerindringen Pag. 17, Wadskjærs poetiske Skueplads Pag. 298) (21)

En Beretning, som ihvor overdreven og fabelagtig den end maatte synes, ikke destomindre maa tillægges en vis Grad af Troværdighed, skjønt uden Hensyn til Tiden, da den nedskreves. Senere, veed man nemlig, er dette Slot undergaaet flere mærkelige Forandringer, navnligen under Kongerne Frederik den Tredje, Christian den Femte, Frederiks den Fjerde og Christian den Sjette, hvorhos det, som bekendt leed meget under den svenske Krig 1658 – 1659, derved at en Mængde Sølv og andre Kostbarheder bortrøvedes; hvorom noget mere i det Følgende: Her maa det ikkun bemærkes, at det lader, som om Fjenden vel maatte kunne have taget Mere, ligesom den egentlige Sammenhæng dermed for øvrigt er skjult.

Anderledes gaar det med Decorationen eller den ydre Pomp og glimrende, luxurieuse Anvendelse af hvad har kaldet ægte Guld overalt paa Murene og Slottets Udvendige, Noger der, ihvorvel passende til Stilen og den blandede Architektur, synes lastet med Føie, naar det hedder, at det ædle Metal derved unyttigen overgaves til Forgængelighed. Glemmes bør det dog ei, at man har agtet paa Mængdens Tarv, og at en ikke liden Rest af den fordums Glorie endnu er tilbage. Netop derved, at Slottet i ældre Tider retsom skinnede og straalede af glimrende, udvendig Pragt, fra øverst til nederst, søgte man vel da, fremfor i vore Dage, at gjøre et overveiende Indtryk paa de ringere Stænder. Svundne ere nu Aarhundrede tvende, det tredje sig fremskynder, og dog skaffer Liv og Varme det (22) brogede Farvespil, som Tidens og Elementernes Paavirkning ei har formaaet at udflette, og som fordum tjente til Belysning for de skumle, mørkerøde Mure, hvor engang Alt var Liv og Virksomhed.

Her var det, Kongerne havde deres sædvanlige Sommerresidents, lige indtil senere Fredensborg og Hirschholm bygtes. Her bleve de salvede efter Souverainiteten, med Undtagelse af Christian den Syvende, der lod sig krone i Slotkirken paa Christiansborg, en Ceremonie, som forhen alene fandt Sted i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn. Her var det, den berømmelige Monark, vort Nordens store Christian, der siden atter bygte og fuldførte det nuværende Slot, fødtes.

Kong Christian den Fjerde saae her Dagens Lys første Gang om Eftermiddagen Kl. 4. den 12te April 1577 *), ligemeget, om nu paa selve Slottet, eller under aaben Himmel der i Nærheden. (23)

*) Frydensborg tilføier i Oldenborgske  Kongehuses Historie af 1763; ” efter gammel Stiil” altsaa vel efter nuværende Tidsberegning den 21de, samt at i hans Tid fandtes endnu paa Slottet den Seng, hvori Kong Christian havde ligget som Barn. Efter Resen (Frederik den Andens Krønike Side 303) vare tilstede ved Christian den Fjerdes Fødsel: hans Mormoder, Hertuginde Elisabeth; Fru Inger Oxe, Hofmesterinde; Fru Anna, Hr. Werner Pasbjergs; Fru Hildeburg, Eiler Krosis, og Fru Margretha, Fulmer Rosenkrantzis.

Videre fødtes paa dette Slot, den 5te August 1581 mellem Kl. 10 og 11 Formiddag, Kongens tredje Datter Frøken Hedvig, senere gift med Churfyrsten af Sachsen, Christian den Anden. Af Chrsitiab den Fjerdes Børn blev Frederik, den ældste Søn, født her 1599 d. 15de August; senere fødte Fru Kirstine Munk her Valdemar Christian og Frederik Christian samt Datteren Anne Cathrine og  Eleonore Kirstine, 1718 – 1625; hvorhos atter, blandt Rotata til Dagbogen af 1635, nævnes som født her en tredje Datter, Soffy eller Sophia Elisabeth.

Efter et almindeligt Sagn skal Dronningen, Sophia, paa en Lystfærd til Slangerup, strax udenfor Byen i den saakaldte store Ladegaardsmark eller, som det hedder i Thieles Folkesagn 2den Deel Pag. 110, paa en Spadsretour, ganske uventet være bleven overvældet af Fødselssmerter og der, under en Tornebusk, have bragt sin førstefødte Søn til Verden; hvorhos endvidere fortælles, at Kongen, Frederiks den Anden, skal til Erindring derom have ladet indrettet en liden Holm ved røde Bro, norden for Slottet, hvor nu Amtmanden har sin Hauge, og derhen med egen høie Haand flyttet bemeldte Tornebusk, som fandtes der endnu i Mands Minde 1774, angives i Kobberne til Resens Atlas af 1677, men var borte 1749, da Thurah udgav sin Vitruvius; ligesom en anden mærkelig Omstændighed bestyrker Troværdigheden af dette Sagn, den nemlig, at Sønnen, Kong Christian den Fjerde, ihvormange Forandringer han end siden foretog med de af hans salig Fader opførte Bygninger og hele Terrainet der omkring, lod den omtalte Holm være aldeles urørt og forblive uforandret, som den var.

Mindet derom har en yngre Digter, Nikolai (24) Krossing, opbevaret os i følgende smukke Vers, som med Overskrift Tornebusken allerede findes i nyt Aftenblad for 1823, Nr. 28.

Det var sig den bolde Sophia *)

Dankonnings velsignede Viv,

Hun gik sig ofte en Aftentour

Men var ei smækker om Liv.

Det var sig den Tærne liden,

Hun smidsked til Dronningen ofte:

”Men seer, I har gode Dage,

Heel trang vorder Eders Kofte”

Det var engang udi Vaaren,

Da Lunden stod glædelig Brud,

Da Knopperne monne briste,

Og Stilkene fødte Skud. (25)

*) Frederiks den Andens elskelige Dronning, en Datter af Hertug Ulrich i Mechlenburg og Hertuginde Elisabeth, hvilken sidste igjen var en Datter af Kong Frederik den første af Danmark, født 1557 den 4de September, formælet her i Staden 1572 den 20de Juli, i sit 15de Aar, kronet Dagen efter i vor Frue Kirke, døde 75 Aar gammel 1631, dsen 4de October, paa Nykjøbing Slot, efter tre og fyrgetyveaarig Enkestand. Skjøndt hun saaledes paa dette hende Livgeding henlevede største Delen af de sidste Aat, findes hun dog ligefuldt af og til jævnligen at have besøgt det hende saa kjætr Frederiksborg, hvor endnu længe efter den Tid et af Gemakkerne i tredje Etage findes benævnet: Fru Mutters Kammer.

Da gik den Dronning paa Vange

Og saa paa de Stjerne smaae,

Hvordan de spøged´som Børn

Om Maanen paa Himmelens Blaae

Der hjemme i Høienloftstue

Vented´ Kongesengen sin Brud;

Men Dronningen meente for sandt,

Den Smaa blev vel, til han fik Bud.

Thi gik hun alt som hun pleied,

Og Tærnen fulgte da med.

Saa sagtelig monne de trine;

Thi tungt var Dronningens Fjed.

Paa siden af Veien fremvoxte

En Tornebusk udi Vaar.

Det lysted den Dronning af sidde;

Hun sad paa den bare Jord.

Da paakom hende en Smerte;

Det trykkede hende om Barm;

Den Tærne snarligen mærked´

En søn i Dronningens Arm.

Huldsalig Dronningen smiled´

I Barselsengen heel sær:

Stjernedækt var dens Himmel

Men Bolsteret var til Besvær.

Den Tornebusk vifted de hvide

Smaablomster om Dannemarks Glæde;

Den vilde ei bytte sin Hæder

Med Rosen i Herresæde. (26)

Den var jo det første Grønne

Som krandsede Christians Pande;

Siden kom mangen Medbeiler,

Det maatte Fru Daga sande.

Smaastjernen monne smile

Som ædelsteen i hans Krone,

Paa Jord dufted´ Græstraae mange

Som hynde paa Danmarks Throne.

Heel underlig var den Spædes Kaar:

Danmarks hans Fødselsleie;

Thi blev han og til de sidste Aar

Sin Moders livsaligste Eie.

Paa Slottet blev baade Jubel og Sang

Det blev som en Lade i Høst,

Hvor ind de bragte fra Ager og Eng

De kommende Aaringers Trøst.

Og Busken omplantedes fra sit Sted,

Paa en liden Holm blev den sat;

Den falmede snart og monne forgaae,

Evindeligt staaer den værnede Skat.

Men en saa vigtig Begivenhed som denne Konges Fødsel, der alt ifølge det derom Anførte indeholder noget Eventyrligt, leder atter Opmærksomheden hen paa en lignende Antiqvitet, som dermed staaer i Forbindelse. Foruden at man saaledes, da dronningen tvende Gange i Forveien var nedkommen med Prinssesser og der nu omsider i Frederik den Andens attende Regjeringsaar var ikkun liden Forhaabning (27) om mandligt Afkom, neppe vil kunne tænke sig noget glædeligere Budskab for Rigerne, hvilket ogsaa her som overalt noksom tilkjendegaves derved, at den unge Prinds allerede i Faderens levende live og neppe 3 Aar gammel udkaaredes til hans Efterfølger, synes allerede det blotte Rygte om Dronningens Frugtsommelighed paa ældre Tiders Viis og længe forinden at have spøget i menig Mands Hjerne. Store Mænds Ankomst til Jorden pleiede nemlig stedse at betegnes ved forudgangne Spaadomme. Saaledes fortæller Resen i Frederiks den Andens Krønike Pag. 340, hvorefter Holberg i Danmarks Riges Historie Tome 2 Pag.519 herom Følgende:

”Paa samme Tid, som Dronningen var frugtsommelig, kom en Bonde fra Samsøe til Herredagen, som holdtes til Kallundborg og der foregav, at ved Stranden, hvor han boede, nogle Gange var kommen til ham en Hav-Frue, hvilken oventil var skabt som en deilig Jomfru, men neden til som en Fisk, og at den samme strængeligen havde befalet ham, at lade Kongen vide, at Dronningen, som var frugtsommelig, skulde bringe til Verden en Søn, der skulde blive en af de anseeligste Konger i Norden, *) og saasom han, (28)

*) ”Snart skal Jubelklokken klinge over Belter, sund og Bugt,

Og en Prinds skal føde Danmark, fuld af Snille og af Mod,

Han skal nævnes fjerde Christian af den oldenborgske Rod;

Under ham vil Danmark blomstre, og hans Værk ei forgaae.

Som en Konge, Helt og Fader skal han blandt de Danske staae”!

                             (H. C. Andersens Digt ”Havfruen ved Samsøe.”)

Nemlig Bonden, havde undskyldet sig for at forrette saadant Ærinde, havde Hav-Fruen opmuntret ham til Frimodighed, efterdi det var Guds Ærinde. Videre sagde han, at Hav-Fruen havde klaget over den Synd og Ondskab, som gik i Svang i Riget, og havde formanet til Poenitentze. Denne Ambassade gav de fleste nærværende Herrer Materie til Latter, saasom de ikke kunde begribe, hvorledes saadan Gudsfrygt og Spaadomsaand kunde overkomme Fiskene ved Samsøe, ei heller hvorfor denne Hav-Frue i saadant anseeligt Ærinde betjenede sig af saa slet Ambassadeur. Kongen alene blev derover taus, og lod indkalde Bonden for sig, og da det samme igjen for ham blev repeteret, sagde han, at han ønskede, at den Spaadom om en Prindses maatte være sand, og hvad Poenitentzen angik da skulde han giøre, hvad en christelig Potentat egnede og tilkom; hvorpaa han gav Bonden en Foræring og befalede ham at reise hjem for at tage vare paa sit Huus. Efter Kronprindsens Fødsel kom Bonden atter til Hove igjen, og gjentog det gamle Eventyr med end flere Omstændigheder, nemlig, at Hav-Fruens Navn var Isbrand, at hendes Bolig var udfor Landet i Dybet, hvor hun, hendes Moder og Mormoder længe havde været; illigemaade, (29) at hun havde berettet, at det var hendes Mormoder, som havde forkyndet Kong Valdemar den tredie, at den Dotter, som Dronning Helvig gik frugtsommelig med, skulle overgaae sin Fader udi Magt og Anseelse. Han Majastæt blev omsiderkjed af hans idelige Overløen og befoel ham under Straf ikke at lade sig oftere indfinde. Over denne Hændelse gjordes adskillige Betænkninger; somme holdt det for en Digt eller Bodens Phantasie. Andre igjen forkastede den ikke aldeles, og synes vor Historicus at have været af Mening med de sidste, efterdi han derom taler saaledes: at saadanne og mange andre tusinde Guds-Creaturer sig lade finde, giver den daglige Erfarenhed og mange Historier tilkjende, saasom og for nogle Aar siden udi Friisland er fangen saadan en Qvinde, som paa sit hele legeme var begroet med tykke Haar, hvilken tjenede og arbeidede i Huset som en anden Qvinde. Det var og bevidst at Peder Skrams Fiskere fangede en Hav-Frue ved Munden af Laholms Aae, hvilken, da hun blev slagen løs igien, sang under Vandet: Te Deum laudamus. Saa vidt vor Historieskriver.” ”Hvad de frisiske Historie angaaer,” vedbliver Holberg fremdeles, ” da har Erfarenhed lært os, at man uden nøie Examen ikke bør fæste Troe til alt, hvad som fortælle fra udenlandske Stæder, og den sidste Historie røber sig selv; uden man vil vedstaae, at Fiskene alle vare Latinister og desforuden begavede med en unaturlig Hørelse, saa at de distincte kunde høre de Ord, som bleve sjungne paa Havets Bund. Dog hvorom alting er, saa kan (30)    man sige om denne Samsøiske Bonde, at enten han spaaede af Phantasie eller egen Nytte, saa spaaede han dog rigtigen, efterdi Udgangen visede, at denne unge Prinds blev en af de største og navnkundigske Konger, som nogen Tid have siddet paa den danske Throne.” (Resenii Atlas V. 436. Vormii Epistolæ I 276. Den danske Oversættelse af Juvenals Satirer Pag. 212. Den danske Oversættelse af Juvenals Satirer Pag. 212. Thieles Folkesagn I. Pag 5. Oelenschlägers Øen i Sydhavet III. Roser Christian den Fjerde for Værten, en Bonde paa Øland *).                      (31)

*) Og nu som Huusvært, som Konge i Fred, hvad har Christian ikke der udrettet? Alt som Dreng var han erfaren Skipper paa Skanderborgske, og har selv gjort fortræffelige Modeller til Skibe. Hvor mange Slottet og Kirker har han ikke ladet opbygge, selv kunstforstandig under sit umiddelbare Opsyn. Saaledes ogsaa Børsen og Universitetet. Et halvhundrede Reiser har han gjort til Norge, ja selv som slet og ret Skipper Christian seilede han til Vardøehuus. Grønland har han paany ladet opdage. Trankebar i Ostindien har han kjøbt af Indianerne, oprettet Handels-Compagnier, anlagt Sølvværket i Kongsberg; stiftet Akademiet i Sorø.”

”Ved Gud”, raabte Poul Flemming, som ogsaa nu var kommen ind, ”Kong Christian er en fortræffelig Herre; en god Huusholder; men ingen Gnier. Med hvor megen Gjæstfrihed og Smag holdt han ikke ifjor (1634) sin Søns Bryllup? Min Sjæl, Fader Clas!

Der blev ikke drukket Tyndtøl. Ogsaa i at drikke Viin foregaaer Kongen sit Folk med et godt Eksempel, (31) thi han drikker ikke blot meget, men han har et fortræffeligt Helbred, en overordentlig Legemsstyrke, og kan overmaade godt taale den meget gode Viin. Saa sandt jeg lever, det Land kan prise sig lykkeligt, der har en saadan Konge, ligesaa vænnesæl og munter, som alvorlig og flittig. Derfor kan jeg ogsaa godt lide det Sagn, at en Havfrue, da han blev født, spaaede en Bonde paa Samsøe, at Danmark vilde faae en stor Konge i ham. Derfor bærer han bestandig en filtet Marelok ved de venstre Øre, der er flettet i en Pidsk, fordi den ikke kan kæmmes ud. Det er en Folketroe, at det bliver lykkelige Børn, som fødes med slig Lok.”

Den vidtberømte og lærde Astronom Tycho Brahe, som efter de Tiders Skik og Brug tillige befattede sig med Astrologien, og just da opholdt sig ved Frederik den Andens Hof, stillede samme Dag Nativiteten, hvilken han dernæst d. 1ste Juli samme Aar udgav paa Latin med de Dedication til den nyfødte Prins og et kort Udtog paa Tydsk; men som, vel at mærke, ei holdt Stik, og som nogle derfor have villet ansee for en medvirkende Aarsag til Authors senere Fald, alt ihvorvel samme var forfattet efter kongelig Ordre og med den Asto0logerne da hjemlede Frihed *). (32)

*) Aaret efter, den 30de December 1578 nød Tycho Brahe atter den Ære at stille Nativiteten for Kong Frederiks anden Søn, Hertug Ulrich, og 1583 d. 26de Juli stillede han sidste Gang Nativitet for Kongens tredje Søn, Hertug Hans, hvorom ligeledes haves forskjellige, trykte Berretninger.                                       

At Christian den Fjerdes Daab, som feiredes nogle Uger efter Fødselen, har givet Anledning til glimrende Festiviteter ved Frederik den Andens Hof, begribes af sig selv. Ifølge Resens Opgivende varede denne Barselfærd og de dermed forbundne Højtideligheder i otte Dage og foregik saaledes, efter gammel Vedtægt, Først og fremmest bemelte Daab her i Staden paa hellig Trefoldigheds Søndag, efterat Dronningen Pintsedag forinden havde holdt sin Kirkegang paa Frederiksborg. Fru Elsebet, Hr. Peder Skrams, smykker og udstafferede med sine andre, tilforordnede Dragefruer herligen, og til den Ende, som det hedder, vor Frue Kirke. Der blev og nedført en Font af klart, ”Luter Sølff,” kosteligen forarbeidet, som sattes i Choret foran Høialteret og Gulvet derom blev belagt med rødt Fløiel, hvornæst imellen 8 og 9 om Morgenen de dertil Indbudne af begge Kjøn samledes paa Slottet. (Kjøbenhavns Slot eller det nuværende Christiansborg). Derfra gik de under et klart og smukt Soelskinsveir alle, som, det lader tilfods og i følgende Orden til Kirken. Først i Spidsen gik den høibaarne, fremmede Fyrste, Psalsgreve Ludvig; paa hans høire Side Marskalken, Hendrik Below, og paa den venstre  Hertug Ulrichs Hofmester. Dernæst fulgte Kongens og de fremmede Herrers Hoffinder samt Dronningens og den menige Abels Jomfruer, deiligen og kosteligen beprydede. Efter disse bares, og vel i nogen Afstand, den unge og nyfødte Herre af hans Mormoder. Hertuginde Elisabeth, paa hvis høire gik hendes Gemal, Hertug Ulrich, og paa den venstre Side Hertug Hans, hvilke begge med (33) al Ære og Reverents holdte ved Armen og fremledede hendes Naade. Derefter kom Rigens Raad: Kantzleren Niels Kaas, Rigsmarsken Peder Gyldenstjern, Rigsadmiralen Peder Munk, Eric Rud, Jacob Ulfeldt, Bjørn Kaas, Bjørn Andersøn, Rigskantsleren Eiler Grubbe. Jørgen Marsvin, Hans Skougaard, Axel Abelen og menige Landssaatter en mangfoldig og deilig Skare sluttede Toget.

I Kirken stillede samtlige Fornævnte sig paa begge Sider af Choret, medens at Fyrstinden med den unge Herre, Fyrsterne; Raadet og Fadderne nærmede sig Alteret. Her bleve de sidste staaende i Sønder og Fruerne med Dronningens Jomfruer stode ligefor, hvorimod ovenmeldte med Barnet gik ind i et lidet beprydet Kammers paa Siden.

Efter Tjenesten, som med de endnu brugelige Ceremonier forrettedes af Biskoppen i Sjælland, Doctor Povel Metzøn, blev prædiket af hæderlige og høilærde Magister Rasmus Catholm, Provst og Sognepræst ved Kirken, hvornæst hine den unge Herre, tilsammen i Orden med Jubel, Trommeter, Trommer og al anden Fryde-Spil atter tilbage til Slottet ledsaged`, indførte ham paa den tilforordnede, Kongelige Sal, hvor Hans Kongelige Majestæt samt Dronningen lode sig finde, med stor Glæde modtoge hannem og medfølgende Herrer.

Efterat Dronningen havde taget Sæde for (34) Midten, fremgik Fadderne med deres herlige og kostelige Faddergaver, som Hofmesteren Peder Bilde annammede og hensatte paa det dertil bestemte Sted; da efter Taffelet holdtes Dands paa den store Sal, indtil Aftenen faldt paa, og derefter igjen adskillige underlige og sælsomme Fyrrværkerier afbrændes indtil langt ud paa Natten.

Næste Dagen efter Middagstaffelet bleve nogle af de Høilærde med deres Studenter opfordrede at lade see en Komoedie, som dem var befalet at agere, og blev den Historie om Susannæ Uskyldighed antagen og yndeligen ageret. *) Siden blev og en mærkelig (35)

*) Blandt de ældste danske Komedier, som dengang meest repræsenteredes af de Studerende, og hvorom i Schlegels Nachricht vom Danischen Theater (Supplement til Oversættelse af Slanges Christian den 4des Historie 1 ste Bind), nævnes saaledes:

1) Der Susanna Versuchung und Befreyung, en Tragiekomodie, forfattet af Xystus eller Sixtus Betulejus, Rector i Augsburg, paa Latin, senere 1576 iversat paa Tydsk af Recroe Hegelund i Ribe og tilegenet Dronning Sophie, skjøndt vel i formeldte Anledning, efter skik og Brug, givet i originali.

2) König Salomons Huldigung, en dansk OriginalHieronymus Justi, Præst og Caninicus i Viborg, der lod opføre ved Christian den Fjerdes Hyldning 1584 for et kongelige Herskab, og som Aaret efter tryktes med en lignende Dedication til Dronning Sophie.

3) Simsons Gasangnis, atter en original af (35) sidstenævnte Forfatter, spillet i Viborg og trykt af Skonning i Aarhus 1646.

4) Jephtas Gelübde, en Tragoedie, opført i Ribe efter Georg Buchanans latinske Grundtext 1576.

5) Abrahams Leben, efter Georg Rollehagen, oversat afr Borgemester i Kolding Søren Skriver og lieledes 1576 spillet i Ribe.

Mohriansk Daaredands anstillet; hvorhos Dagen gik hen med en saakaldte offentlig Fægteskole og megen anden lofflig Tidsfordriv.

Tirsdag Eftermiddag leegtes atter af de tilforordnede Høilærde Kong Davids berømmelige Seier over Philisterkæmpen Goliath, som og til Slutningen: Pygmæernes Krig mod Tranerne.

Onsdag morgen holdt Herrerne deres egne hemmelige Raad og Samtaler, hvorpaa Eftermiddagen atter hendreves med adskillige Instrumenter, Spillen, Legen og venlig Omgængelse.

Den påfølgende Dag benyttedes til at afgjøre adskillige Tvistligheder, som havde været indstevnte til Herredagen, og som venligen og villigen forliigtes, medens at Jagten, der var berammet at skulle holdes paa Amager, paa Grund af Veieret ikke kunde finde Sted.

Om Fredagen skeete Tilbagereisen til Frederiksborg, hvor alting paany var kosteligen beredt, og fordreves der Tiden med Jagt paa tredje Dag. Sidenefter gjordes en Lysttour til Kronborg for at bese (36) Slottet, som i det Aar var begyndt at bygges; da dernæst omsider samtlige Herrer atter begave sig tilbage til Frederiksborg, hvor af dem til Slutningen adskillig Skjenk og kostelige Gaver paa alle Sider udbyttedes til deres Folk og Tjenere.

Videre nævner Danske Magazin Tome 1 Pag 197 (Portraits des hommes illustres Part II. Pag. 21) blandt Fadderne, hvoraf de vigtigste: Bedsteforældrene, Hertug Ulrich og Hertuginden Elisabeth af Mechlenborg samt Hertug Hans den Ældre af Holsteen, fremdeles den gamle og berømte, Rigens høitbetroede Raad og Statholder i Hertugdømmerne under Kongerne Christian den Tredje, Fredeik den Anden og Christian den Fjerde, Henrich Rantzau til Breitenburg, hvilken sidste skal have foræret sin Gudsøn i Fadderhave et gyldent Saltkar med følgende Indskrift;

Deus trinu et unus largiatur huic regio nato abavi sui Christiani felicitatem et fortunam, proavi Friderici I. mansvetudinem et benevolentiam, avi Christiani III. Piettatem et clementiam, Frederici II. Patris sui magnanimitatem et prudentiam, ac horum regum omnium majorum suorum contra hostets suos gloriosas victorias. Hæ enim virtutes ex tot regibus et paterno regio sangvine in illum defluxere, talesqve dec at tot regum prolem.

(Den treenige og eneste Gud skjenke denne Thronbaarne Stammefaderen Christians Held og Lykke, Oldefaderen Frederik den Førstes Sagtmodighed og Velvillie, Farfaderen Christian den Tredies Mildhed og Gudsfrygt, Faderen Frederik den Andens Høimodighed (37) og Klogskab, give ham i sin Fylde de forrige Kongers glimrende Seire mod Landets Fjender, thi saadanne Dyder ere gangne i Arv til ham fra Fædrene, og skulle pryde deres afkom. *) (38)

Saavidt om Byen, Skolen og en høist mærkelig Begivenhed i den Bygnings Historie, hvormed vi her (39)

*) Betræffende denne Konges første Pleie og Opdragelse er det i senere Tider oplyst, at han i Forening med de tvende ældre Søstre, Prindsesserne Elisabeth og Anna, tilbragte sine første Barndomsaar hos Bedsteforældrene, som stax efter han var døbt, toge ham med sig til Meklenborg, medens at Frederik den Anden og hans Dronning, efter Resens Beretning, fulgte dem paa Veien herfra til Vordingborg. Dog seer man af et Brev fra Førstnævnte til Hertugen, dateret Frederiksborg d. 12te April 1579, og som findes anført in extenso i Nye Danske Magazin 4de hefte Tome 4, at han da, efter neppe to Aars Forløb, tillige med hine atter kaldtes tilbage. Videre mærkes her følgende vigtige Documenter, hvoraf skjønnes, at denne Konges Underviisning og Opdragelse ikke, som hidtil antaget, har været indskrænket til Skanderborg alene

1. Frederik den Andens Instrux for Henrik Below til Kallundborg, angaaende hvorledes han sig med Prinds Christian skulde forholde Kongens Fraværelse 1583. (Danske Magazin 5te Bind 56 de Hefte.)
2. Brev til Mester Hans Mikkelsen, ” at skulle være den unge Prindses, Christians, Tugtemester;” dat. Koldinghuus d. 15 Nov. 1582
3. Dito til Niels Friis og Hans Johansen paa Hindsgavel, ”at skulle fremstille en af deres Sønner, som hos Prindsen skulle optugtes tillige af os elskelige hæderlige, høylærde Mand. Mester Hans,” dat. Koldinhuus d. 24de Marti 1583. (38)
4. Dito til Herman Huel, ”at skulle lade tilflye og forfærdige paa bedste Maade de Kamre og Gemakker, som Hertug Ulrich skal have sit Værelse udi paa Kallundborg Slot, som høibaarne Fyrstinde, vor kjære Hustrue og Wi pleie at have vort Værelse udi, samme Kammer baade med Vinduer og Bænke paa Veggen og andensteds, hvor nogen mangler, ziirligst med det første;” dt, Antworskov Kloster d. 4de Juli 1584.

(Fornævnte Hertug Ulrich, født paa Koldinghuus Aaret efter, 1578 den 30te December, var som ogsaa det paafølgende Brev nærmere udviser, en Broder til Christian den Fjerde, men hvem hans opdroges i Forening.)

• Instruction til ”os elskelige Johan Schvane,” Embedsmand udi Sorøe Kloster, hvorledes wi ville desligeste høibaarne Fyrsters, vore kiære Sønner, Hertug Christian, udvalde Prinds til Danmark och Hertug Ulrich af Slesvig Holsteen, deres Thugtemester, os elskelige, hederlige, och hæylærde Mans Mester Hans Michelsen og Mester Poul Pedersen dem schulle forholde og haffve epfter at rette, kos och med forbemeldte vore kiære Sønner imidlertid wi wille haffve dennem her beliggendes;” dat. Sorøe Kloster d. 5te January Anno 1585.
• Skrivelse til Peter Reta paa Antvorskou, ”hvorledes han sig skulle forholde med kongelig Majestæts Børn, imidlertid hans Majestæt er paa Jagten;” dat. Antworskou d. 14de Juli 1585.
• Diti til Claus Glambek, ”at skulle udsee Kammer (39) til Hertug Christian og Hertug Ulrich paa Skandeborg Slot;” dat. Koldinghuus d. 20de Nov. 1586.
• Dito til hans Johansen om at tage sin Søn hjem, ”fordi han” som der hedder, ”ikke skal have ret synderlig Lyst til Skole, og vi ere tisinds vorden at ville herefter ikke have og holde saamange Adelbørn hos vore kjære Sønner;” dat. Hadersleben d. 29de October 1587.
• Diti til Carl Brysk om at følge Hertug Ulsrich til Strasburg; dat 24de December 1587, hvilke samtlige in extenso findes anførte i Nye Danske Magazin 3die Hefter Tome 4; jvorimod det Øvrige, noksom bekjendt af historieskriverne og Biographerne, her forbigaaes.

beskjeftige os, Gjenstande tilhobe, der, saa langt fra at ligge udenfor dette Skrifts Hovedformaal, meget mere syntes at lade Rum for videre Omtale, som de dermed i Virkeligheden, knyttede ved et trofast og kjærligt Søsterbhaand, ere nøiere og inderligere forbundne.

___________________

Her, hvor dette Slot anlagdes, laae fordum en adelige Gaard Hillerødsholm (Hjlderitz, Hilderøds, Hylderods eller Hylderrødsholm, Hyllerholm), som Frederiks den Anden tilbyttede sig i Aaret 1560 ved Mageskifte med Rigsadmiral Herluf Trolle mod Kronens daværende Eiendom, Skovkloster (Claustrum seu monasterium silvestre), senere Herlufsholm kaldet og hvorom her til Erindring, over den mellemste (40) Forgaards veste Længes nordre Port, findes følgende Indskrift, indhuggen i Steen med forgyldte Bogstaver:

Friderick then anden goed och from

Hans naade giorde thette bytthe.

Ath hyllerholm under kronen kom

Oc herloff til Skougkloster flitthe.

MDLX *)

Ligesom paa den yderste Hvælving over Choret i Herlufsholms Kirke derom til Minde de Ord:

HERLOFF TROLLE OG FRU BIRGITTE GIÖ SOM GAF FRIDERICHSBORG OG GRÆSEI GAARD MERE GODS FOR DETTE STED OG GODS KALDEDE DET HERLOFSHOLM, AAR MDLX.

I fornævnte Mageskifte var nemlig, ifølge Sidstmeldte, Græsede Gaard i Græse Bye (Liunge-Sogn, Strøe.Herred) med indbefattet: da lignende Forening bragtes istand med Kjøbenhavns Universitet angaaende Knardrup Kloster i Gandløse Sogn, hvilket Konge (41)

______________________

*) Ovenanførte Indskrift, findes saaledes i Melchiors Herlufholms Beskrivelse, (findes på på hjemmeside) Pag 45 og i Molbechs Ungdomsvandringer 1ste Deel Pag. 164; hvorimod den i aldre Skrifter, saasom hos Wolf i Encomion regni Daniæ, i Adam Bergs Beskrivelse, Danske Magazin, hos Pontoppidan, i hans Marmora danica og Danske Atlas, i Thurahs danske Vitruvius, Wadskjærs poetiske Skueplads, extraordinaire, maanedlige Relationer for Mai 1721 og paa flere andre Steder anføres forskjellig.

tilbyttede sig mod endeel Strøegods, og som Alt nu henlagdes under Frederiksborg Amt. See herom Melchiors Herlufsholms Beskrivelse Pag. 45 og Danske Atlas Tome 2 Pag. 233. Tome 6 Pag. 19 (begge findes på sitet) ligesom efter Danske Magazin, Tome 1 Pag. 133, fornævnte Mageskifte synes foreviget ved en liden Bracteat eller Guldmønt af 1560, der med hosføiet Aftegning findes beskreven i sidst meldte Værk, som og i det over danske Mønter og Medailler i den kongelige Samling, Tab, VIII. No 6, og hvorefter Birgitte Giøes bekjendte Valgsprog: Frygt Gud og gjør Ret, FRÔ. GU. OG. GJ. RET, som findes paa Aversen, i Forbindelse med Aarstallet 1560 og Bogstaver H. B. i Midten, nødvendigviis maa antages at sigte til ommeldte Begivenhed.

Frederik den Anden lod strax derpaa Hillerødsholm forandre og bygte den Deel af Slottet, som efter ham i det Heele beholdt Navnet Frederiksborg, hvoraf findes en interessant Afbildning i Resens Atlas, derefter i Vitruvius, Tome 2 Tab 4,

Og hvorom Følgende, ”Alle Danske oc Nordbagger til Ere och Aminde,” af en samtidig Lærd, Digteren og Historieskriveren, fordum Præst i Hærfølge og Provst i Bjeverskov-Herred i Sjælland, senere kongelig Historiegraph, Claus Christophersøn Lyscander, i Grønlandske Chronica af 1608:

Hæn Nord udi Sielland hand bygge loed,

Som Hilderis Holm udi Fordum stoed.

Een kongelig Gaard oc Sæde.

Dend Stæd hand ligger saa kystelig, (42)

Baade Himmel oc Jord der fryder sig,

At hiærtet sig ved maa glæde.

De skove de ligger hæn rundt omkring,

De Søer de løbber hæn i dend Ring,

Den Fisk Spiller inden fore.

Baade Hiort oc Hind de springger saa rist,

Och Fuglen siungger paa grønniske Quist,

Den ringgeste met dend store.

Der sætte dend Hærre for nogle Aar,

Slig Bygning, før alldrig i Riget vaar,

Met kostelig Taarn og Tinge.

Af sig hand kalled det Frederichsbaar,

At det skal være, men Værden staaer,

Hans Naffn til Evigh Aamindde.

Hinn ældre Bygning, som, efter Indskriften paa de tvende runde Taarne mod Byen at dømme, allerede synes at være bleven færdig i Aaret 1562, udgjør for nærværende Tid det, vi kalde Slottets første og anden Forgaard eller sammes ydre Dele, og hvoraf, naar især undtages den store Taarnbygning mod Byen, endnu findes Rester tilbage. Ebelholts berømte Kloster og Dronningholm eller Margrethes Slot ved Arresø, som nedbrødes paa samme Tid, maatte dertil afgive Bygningsmaterialier og andre Kostbarheder, hvorom lidet Mere til Slutningen under Dronningholm.

Frederik den Anden, som residerede her med hele sit Hof, om det endogsaa hedder, at han selv, medens at det Øvrige stod under Arbeide, skal have opholdt sig i et af bemeldte smaae, runde Taarne, synes vistnok, naar ellers dette forholder sig rigtigt, at have boet noget indskrænket, og man har undret sig over, at (43) han ikke byggede Mere. Grunden dertil har man vildet søge i den simple Levemaade og det stille Liv, han førte, som og deri, at den kongelige Familie var ikkun liden paa den Tid og indskrænkede sig næsten ene til Kongens Person, en naturlig Følge af, at han giftede sig først seent, eller i Aaret 1552, og Børnene saaledes lige indtil hans Død alle vare smaae; hvortil endnu kunde føies den Bemærkning, at han foruden Stjerneborg paa Hveen, bygte Kronborg, Husum, Antvorskov og flere Slotte, samtlige Foretagender, der udfordrede betydelige Pengesummer, og som det dog neppe havde været mueligt at tilveiebringe under den Uorden, hvori Rigets Finantser da fra først af befandtes, hvis ikke en Minister som Peder Oxe havde siddet ved Roret og dertil skaffet Midler.

Seer man nu atter tilbage paa den Resenske Tegning, hvis Ægthed kjendes paa meerbemeldte Taarne og Vindebroen mod Byen, og som, med en gammeldags, vel udstafferet Hovedbygning for den modsatte Ende, antyder en Række mindre, ligedant udsmykkede Vaaninger, hvoriblandt vel endnu Rester af det gamle Hillerødsholm, men som dog Alt lader formode et noget større og vidtløftigere Omfang, bliver det stedse tvivlsomt, hvorvidt det ældre Slots Anlæg monne have gaaet.

Forfatteren af den geniale og kundskabsrige Afhandling, som derom findes anført i det Schouwske Ugeskrift for 1831, helder saaledes til den særegne Mening, at det tilforn ligesom i vore Dage (44) skulde have strakt sig til samtlige Øer, da han dog neppe vil kunne opgive mindste Spor af lignende  ældre Bygninger som Badstuen eller andre fra denne Konges Tid paa den nordre Slotsholm, dem ogsaa en værdig Efterfølger, efter et stakket Mellemrum af knap fyrretyve Aar, vel maatte have taget i Betænkning saa brat fra Bunden at nedrive og kuldkaste. Snarere burde man vel i saa Fald hylde den af ham ligerviis yttrede Formodning, at Hillerødsholms Hovedgaard har ligget omtrent paa det Sted, of vel endogsaa der, hvor nu Prindsessefløien er anbragt, dog med den Forskjel, at samme derefter i længere Tide menes opretholdt, indtil den omsider, gammer og affældig, har maatte vige for Sønnens, Kong Christian den Fjerde, langt prægtigere Anlæg, hvoraf indtagen end ikke bemeldte Forfatter i anden Henseende synes at ville indrømme Frederik den Andens Slotsbygning nogen videre Forrang for de ældre Borge her i Landet, som och Lyscander gjør, naar han bruger Udtrykket: en Kongelig Gaard oc Sæde med kaastelig Taarn oc Tinge, der før aldrig i Riget vaar, alt ihvor vel saadant her af mindre Vægt og nærmest i Digtersproget, efter hvad derom i Forveien er sagt, mueligt blot sigter til en Forskjønnelse af det ældre Herresæde, der saaledes og fremdeles med sine mange Taarne og underlige Zirater monne have bestaaet længe efter Mageskiftet og ind i det 17de Aarhundrede.

I nye Danske Magazin 1ste Bind findes blandt en Samling Breve til Christopher Walckendorf, hvoraf (45) de fleste ere daterede dette Slot, følgende sammes ældre Bygning og Hofoeconomien nærmest vedkommende.

Om Tømmer och Deler, Brandjern og Jernringe tiil et plankeverk her sammesteds. Dat. 26de Martii 1575.

Om thui Fade Embsk Øl (Emstøll) fra Lybeck eller anndenstedz hiidtiil slottit strax at forschicke. Ligeledes dat. 26de Martii 1575.

Om V eller VI Fasaner, ”som Oss Ellskelige Peder Oxe wor tro mand Raad och Hoffmester haffver giffvit och foræhritt oss med Hans Birck henne hiid at lade forschicke tilligemed 11 schippund Hamp, hvorhos bedes Giertt Bøssestøber tilsiges, at hannd endnu støber oss en 11 M Ringe til worre Jachtduge. Dat. 4de April 1575.

Om en three lester godt huede mehll, Thisligeste three eller fire lester tyskt Rugmehll til Bartzellit. Dat. 2den Mai 1577.

Om 10 Lester Steenkull, 8 Skippund Stang-Jern och 3 gode Smede-Swenne at forschicke thill Friderichsborg. Dat. 23 de Juli 1577.

Om tystøll til Frederichsborge, ”hvoraf kommer fast mere end behoff kan giøris.” Dat. 2den Apr. 1582,

Om 20 Øxen did at forschicke. Dat. Kornbors 26de Juni 1582.

Om 1 skippundt Vox ”til Liuff ti wort egit behoff,” hvorhos silffverknechten siges at skulle hente de øvrige 2 Skippund, ”som skal holdes tilstede.” Dat. Kronborg 16de Sept. 1582. (46)

For øvrigt haves ikkun saare faa Efterretninger om dette Slots ældre Bygning og fortjener vel derfor saa meget mere her atter at nævnes ovenanførte Skolefundats af 1568, som bemeldte originale, ved sin Ælde, og det simple, men hjertelige Sprog, hvori det er affattet, saa mærkelige Document minder os om en Tidsalders jevnere Tone og den Konges blidere, huuslige Tænkemaade, som her i en Herlufs velsignede Aand ikke lod af Øie det Nyttige for det Behagelige, men vilde som hiin, der tre Aar i Forveien stiftede Skolen ved Skovkloster, at ogssa her en lignende skulde grundfæstes. Videre fortjener, som et erindringsværdigt Træk af denne Konges Religiøsitet, som et ikke uvigtigt Bidrag til Sædernes Karakteristik, og med Hensyn til Slottet, ligeledes at nævnes her sammes Haandbibel eller den af Thurah og Wadkjær omtalte wittenberger Udgave ag 1551, der opbevares i det kongelige Bibliothek og hvor paa et Blad foran i samme findes tegnet, som følger:

Anno 1.5.6.6. begundte ieg adt lesse y denne Bybel den 20 januarius po Fredersbor den tye der war Kry umellum Danmark och schwerrich. Friderich.

Anno 1567 hawr ieg lest denne Bybel gut were lowet ut paa Fredersbor den tyedt der war krye umellem Dannemarch och schwerrich gut unde myn sel salychheyt tyl det besste amen den 6 aprillis. Friderich.

Anno 1572 begundte ieg på tet den anden gan at wylle lessze denne bybel ut och war det woe Heeriss Himmelfarss dasch och war den 15 majus gut unne (47) meg den saa lessegut tyl ere och myn sel tyl det besste amen.

Anno 1577 hawer ieg po det bredy gan begunt at wylle lesse denne Bibel utt och begunnte po hyllye tre kongger dach sum war den 6 januarius gut unde meg den at lesse gut tyl erre och min sel tyl besste.

Endnu i Aaret 1599 var der Hofholdning paa det gamle Slot, da Dronningen der laae i Barselseng med Prinds Frederik; men efter den tid nævnes det ikke tiere, og synes nu Hoffet tildeels at have forladt samme, hvortil maaskee bemeldte Prindses snart paafølgende Død har været Aarsag.

________________________

Christian den Fjerde synes af en vis naturlig Forkjærlighed for sit Fødested, hvor han siden opholdt saa gjerne sig baade Vinter og Sommer, og hvor han tilbragte største Delen af sit Liv, hverken at have sparet Flid eller omkostning, men tvertimod opbudt saa at sige, Alt, for at dette Slott paany kunde fremvise en Glands og en Herlighed, der hidtil var uden Lige i Europa. Allerede i Aaret 1603 gjordes dermed Begyndelse. Flere af de ældre Bygninger nedbrødes, for at vinde Plads til Andre, og det Hele gaves en større og udvidet Form. En Mængde duelige, fremmede Kunstnere og Haandværkere i alle Fag, især hollandske, kaldtes herind, mange saadanne fandtes her allerede (48) fra Faderens Tid, andre fattes i Arbeide ude, og Værket fremmedes med saadan Driftighed, at Slottet, hvorom Wadskjær i Poetisk Skueplads, Pagina 179, bruger til Omqvæd:

Det rare Friderichsborg, som sig saa høit opnakker,

Og paa det prægtigske var sin Fontange *) sat,

Den anden Friderich og Fjerde Christian takker,

Thi hvor den første slap, der tog den anden fat,

Allerede i Aarene 1606 – 1608 for det Væsentlige, skjøndt 1621 ganske og aldeles, synes at maatte være blevet færdigt. Ogsaa den gamle Lyscander minder i sin Grønlands-Krønike om Christian den Fjerde og hans Slotsbygning paa følgende Maade:

I Nørre Skowe i skønniste Leed

Loed Fader hans bygge, som hvær mand veed,

It Konggeligt Slaat aff Grundde.

At der skulde være Kong Freedrichs Baaer,

Och alle der´ hjæm, som Kongger vaaer,

Naar dennem gaffs Roe oc Stundde

Det tog hand moxen hæn ned i Grund,

Forøgde oc meeret det mangglund,

Som inggen Mand forret rode. (49)

_______________

*) Et Slags moderne Hovedpynt, som brugtes i forrige Aarhundrede og tilsidst blev saa almindeligt, at Regjeringen, for at hæmme denne Luksus, saae sig nødsaget til ved Forodning af 22de September 1710 at beskatte alle Fruentimmer, der lode sig see med bemeldte Fontanger eller andre saadanne franske Sætter og Toppe, hvorhos til samme Tid en lignende Afgift paabødes af Parykker og Karether eller saakladte Karosser med Dække over.

Lader nu det bygge med Konggligt Pracht,

Sin Fader til Ære och Evig Acht,

Sig och sine Børn til gode.

Och sætter der paa slig Bygning oc flid,

Som fands ey i Danmarck for nogten tid,

Och næp i det Rommeske Rige.

At Børn, och Æth skulle skønne der paa,

For dennem var Herrer, sligt kundde formaa

De vilde slæt iggen Mand vige.

Och icke alene Met Skiold oc Svær,

Fotsvared det Fredig i Orloffs Fær,

Och holdded i Hæffd oc lige.

Mæn och udi Freed haffve Lyst oc Moed

Dæd kaastelig pryde, oc komme paa Foed.

At hvær kunndde see oc sige.

At Danmarks haffver Hoffvit oc Haand,

Saa væll som Frenckrig oc Spanierland,

Som lader sig meget tyck.

At Folk oc Rige paa Tid og Aar,

Jo lænngger jo meere kand komme i Floer,

Och timis boed´ Hæld oc Lycke.

Och haffver end´ under det Konggelig Bryst

Baade hu oc Kiærte, Villie oc Lyst.

Sin krone at pryde oc mere

Mangel paa bedre Indsigt og dertil fornødne Materialier lader det uafgjort, hvo der maatte have leveret Tegning til, eller som Bygmester i det Hele forestaaet nærværende Slots Bygning, et Afsavn af Kundskab, der i øvrigt ogsaa giælder med Hensyn til det ældre Slot, ihvorvel samme, nu kun i Fragmenter tilbage, forsaavidt torde have mindre Interesse. Vidste man end (50) hvo der monne have bygt Kronborg, dette smukke Forbillede, som ubruget af en ikke mindre fyrig og kraftig Indbildningskraft gaves en Christian den Fjerde til Efterligning, kunde man dog i Betragtning af den forskjellige Bygningsmaade, som udmærker ethvert af den især, og som allerede findes antydet i foranførte Ugeskrift, ikke deraf slutte til samme Bygmester. Nu er derimod det Ene ligesaa ubestemt som det Andet; i hvilken Henseende man neppe heller kan melde noget med Vished om selve Rosenborg, og som dog en Inigo Jones siges at være Mester for. Uvist nemlig, som det kunde synes, om denne Mand endogsaa nogensinde har været her i Landet, og endnu mere upassende at ville tillægge ham større Andeel i Frederiksborg Slots Bygning, end Kongens rimelig Kjendsskab til ham lader formode, og som et critisk Hensyn til en modstridende Karakteer i sammes Arbeider alligevel ikkun for øvrigt, om det Modsatte befandtes, maatte ville have anseet for partiel og uvigtig. Større Vægt har vistnok den af Forfatteren endvidere i bemeldte Ugeskrift etablerede Formodning, paa Grund af hvilken den samme Hans Steenvinkel, der noget længere i Forveien bygte Uranieborg og Stjerneborg paa Hveen, Kirken i Slangerup, derefter havde at gjøre med Capellet i Roeskilde, og, som man af Kongens efterladte, haandskrevne Dagbøger vil erfare, tillige havde at bestille med nærværende Slot, ogsaa maa være og ansees for sammes den rette Bygmester; hvilken Paastand, nærmere motiveret men Hensyn til den Liighed, som vel mange forinden ville have bemærket i Behandlingen (51) af Børsen og andre saadanne Værker fra denne Konges Tid, finder passende Medhold i en dybere Grandskning, og derfor saa nogenlunde opveier Savnet af manglende, endnu paalideligere Data. Skyldes bør vel Krigsuroligheder og ældre Stadens Ildebrande, men vel især Christiansborg Slots, hvor med Particulierkammeret mange vigtige Documenter efter al Rimelighed ere gange tilgrunde, at man nu ikke kan finde det, man søger, da derimod ikkun aldeles Ukyndige have kunnet søger, da derimod ikkun aldeles Ukyndige have kunnet falde paa at indrømme den Steenhugger Jørgen von Friborg, som Aar 1588 var med ved Gjenopførelsen af Kirken i Slangerup og siden havde endeel Arbeide paa Frederiksborg, saa stor en Andeel i bemeldt Slots Bygning, som han der forsynes at ville tillægge sig selv, naar han under et slet og ret Epitaphium i fornævnte Kirke, hvor han ligger begraven, udbryder som saa:

Jeg Bygningsmester var paa dette Herrens Tempel,

Jeg har og hugged ud dette Crucifix med Stempel,

Som gunstig Læser seer paa Muren her ophængt,

Og nu af Malerhand med Maler-Farve sprengt.

Paa Friderichsborg Slott ieg og var Bygningsmester,

Som nu berømmet er af læg og lærde Præster.

Mit eget Legeme var dog ickun giort af Sand,

Thi ligger det nedkast i dette Dødnings Land.

Mit andet Tempel staaer til evig Æresminde.

Saalenge Templer staar og der er Mand og Qvinde,

Men Tempelen, Slottet med, naar det er falden ned,

Mit Legems tempel dag skal stedze staa bered.

Jørgen von Friborg. *) (52)

*) Ovenanførte Gravskrift anføres mindre nøiagtigt i Marmora danica og Vitruvius; hvorhos bemærkes, at i Loftet under Prædikeskolen sammesteds endvidere findes antegnet: Anno 1606 var Jørgen Bygmester og Jesper Rasmussen Kirkeværge.

I Christian den Fjerdes Skrivecalendere, hvoraf dog vel mange ere aldeles forkomne, anføres hyppigen Navne paa Kunstnere og Haandværkere her ved Slottet, deriblandt en Lorentz, som 1621 opsatte Galleriet paa den indre Slotsgaard; ogsaa nævnes en Diminicus Byggemester, som Aar 1607 gjordes Fortingning med om at han skulde færdiggøre Taarnet paa Nyborrig, ligesom man af et Brev i det Kongl. Rentekammers Archiv fra Hertug Ulrich af Mechlenburg til Frederik den Anden, datere Sustrov den sidste October 1587, seer, at til Nykjøbing Slots saakaldte Erbauung ind Restaurirung havde hiin recommanderet sin Bygmester Philip Brandis, som efter bemeldte Brevs Forlydende kort efter Martine skulde begive sig did, optage Synsforretning, forsatte Tegning og Model, samt derefter bestemme og nøiere aftale, hvad han skulde have for Arbeidet; men af alle disse er der vel ingen, som efter Udtrykkene i Almindelighed kunde syntes at tilkomne Forrangen; ikkun nævnes, og det særdeles ofte, Lehnsskriver Johan Bøgvad som den, der nærmest har forvaltet Regnskabsvæsenet, og forsaavidt havt at gjøre med bemeldte Bygning i det Hele.

Ifølge det af ham forfattede Regnskab, hvorom Schlegel i Christian den Fjerdes Historie 3die Bind (53) Pag. 139, udgaves saaledes til Frederiksborg Slots Bygning alene, fra 6te November 1614 til Nytaar 1619, 72,142 ½ Rthlr., af Kongens eget Kammer 12,3291 Rthlr. Og 4150 Rthlr, af Tolden i Helsingøer, altsaa i fire Aar henved 90000 Rthlr, foruden af anden directe Omkostning, en ikke ringe Sum, der, naar man veed, at Slottet allerede da i det Væsentlige var paafode, nærmest synes at maatte være gaaet til Kirke og Ridderfals-Decorationerne. Videre seer man af Dagbogen for 1607, at Kronen dengang havde em aarlig Indtægt af 1,307,025½ dlr. 6½ Sk.; (en Udgift af 44,997 Dlr, 1 Mk. 41 Sk.?) hvorhos Schlegel i Saml. Zur dån. Gesch. 1ster Band Pag. 129 beretter, at Cjristian den Fjerde i Aaret 1605, eller paa en tid, da det danske Hof var et af de meest glimrende i hele Europa, havde over tre Tønder Guld udestaaende paa Rente hos den danske Adel, og kunde, som en gl Skyldbog i Archivet udviser, alene da giøre et Udlaan paa Kieler Omslag af 44000 Dlr. Sammensparede Penge; da, som en Følge deraf, sammes Privatformue skjønnes at have været af den Beskaffenhed, at det neppe heller har kunnet mangle ham paa Penge til Gjenstande som dette Slots Bygning, det holsteenske Digevæsen, den ostindiske Handel, Anlæget af Glückstads og lignende Fæstninger, hvorimod alt saadant tabte sig efter den svenske 1643 – 45, da Kongen fik saa meget andet at tænke paa, og han nu efterhaanden mere og mere nærmede sig sit Endeligt. (54)

At samme for øvrigt, med den hamegne, utrættelige Iver og Arbeidslyst, selv har havt Haand i med, og ved at fremskynde Værket virket umiddelbart til Bygningens Opførelse i saa kort en Tid, er et almindeligt Sagn. Saaledes viser man endnu i Skoven strax udenfor den saakaldte Kongesteen, Qvarti-Stenen eller det Steensæde, hvor han skal have siddet og udbetalt Lønning til Arbeiderne ved Slottet hvilket dog, som i det Følgende nærmere skal oplyses, neppe forholder sig saa.

Christian den Fjerde, som, da han levede i Tider, der gjorde det mueligt for ham, ogsaa deri søgte at overgaae sine Formænd, at han, hvorom Alt tilfulde vidner, selv vilde være tilstede overalt og tage Deel i Alt. Hvem ingen Gjenstand, end ikke den allerubetydeligste var uvigtig, uden at det just derfor, som Nogle have villet mene, saa lige kan antages, at han derover skulle have forsømt Vigtigere, fortjener vel endogsaa derfor saameget mere at roses, som lignende Egenskaber sjeldnere pleie at være forenede.

”Naar en Konge” siger Ove Malling, og disse Ord kunne vel ikke igjentages for ofte, ”som Christian den tredje sidder paa Thronen og Folket seer saamegen Trang og Uorden hævet, saameget Godt stiftet og fremmet, som i hans Dage, da ønsker Patrioten ham den høieste Alder, en Dødelig kan opnaae, og Ønsket er ædelt; thi det sigter til mange Tusindes Velfærd. Men naar den store Konge har en Søn, som Frederik den Anden og en sønnesøn, som Christian den Fjerde, og Thronen her gaar i Sønnearv, da opfylds (55) paa nogen Maade Ønsket; thi da lever endnu den samme Aand og da erstatter Forsynet det, der syntes at tabes. Frederik den Anden var from og forsigtig; Christian den Fjerdes skarpsindig og overordentlig driftig; begge vare mandige gudfrygtige, sparsommelige og nidkjere for Statens Ære og Velstand; ogsaa blev meer end et halvt Aarhundrede af deres Regjerings tid blandt de lykkeligste Dage, den danske Stat har havt; thi da bleve ikke alene mange af Christian den Tredies kloge Planer til Statens Hæder og Fremvext fortsatte, men endog mange nye anlagte og fortsatte”

Dermed har dog ikke en forfatter, som vor Malling,  ubetinget villet underskrive enhver Lovtale, der stundom, vel endogsaa paa de efterfølgende Regenters Bekostning, holdtes denne Fyrste til Ære, ligesaa lidet som hverken han eller nogen anden med Rette kan antages at have villet sætte Kongens Storhed i den Lyst, han viste til Detail eller i den Forkjærlighed, hvormed han synes Bygningsvæsenet i Særdeleshed. Læser man saaledes iblandt andet denne Konges Dagbøger, hvor han uafbrudt, Aar efter andet, har optegnet med den størst muelige Nøiagtighed Alt, hvad der passerede, lige indtil den mindste Ubetydelighed, maa man vel undres over, hvor han ogsaa dertil fik Tid. Dog bør man ikke forglemme, at han levede under en heel anden Forfatning og i ganske andre Forholde, da Regjerings- syslerne overalt vare færre og simplere.

Her var det imidlertid ikkun Hensigten at vise, (56) hvorlunde han som Bygmester fortjener at nævnes med Berømmelse. End lever han i sine Værker og vel mindes i dem, saalænge der endnu findes Spor tilbage af gothisk Bygningskunst i Danmark.

Men for at komme tilbage til Slottet igjen, da vides flere vigtige Tilsætninger, vel endogsaa gjennemgribende Forandringer, Forbedringer og Forskjønnelser at have fundet Sted under de følgende Konger.

Saaledes viser Indfatningen om Malerierne paa Kirkegangen, hvilke alle ere zirede med Frederik den Tredies Navn, at denne Konge fremdeles har virket paa Kirkens Indre. Det samme er Tilfældet med Corridoren eller den smalle Sidefløj mellem Hovedbygningen og Audientshuset, der tilligemed sidstnævnte, bygt paa en noget løsere Grund end det øvrige Slot, allerede under Christian den Femte behøvede at istandsættes paany. Frederik den Fjerde lod paa samme Maade, efter sin Hjemkomst fra Italien, endeel af Gemakkerne forandre og bygte det saakaldte Speilgallerie, hvor Væggene paa den ene Side vare beklædte med Spejlglas, og paa den anden med kostbare Malerier og Portraiter, men som atter under Christian den Sjette særdeles ombygtes og forandredes. Det var især i denne Konges Tid, at Slottets tvende Hovedfløie undergik en total, indvendig Reform, da samtlige kongelige Gemakker i mellemste Etage decoreredes i nyere Smag og derhos en bedre Comminication bevirkedes, hvilket er noksom kjendeligt paa de høiere, moderne, i Trærammer indsatte Vinduer og (57) de firkantede, dobbelte Halvdørre, som Alt nu danner en Modsætning til de gammeldags, smaae Blyruder, Steenkarmene og de lavere, buede Indgange for øvrigt. Ogsaa det store Porttaarn modtog under denne Konge en Hovedreparation, da dermed i Forbindelse et nyt Fangetaarn mod Byen opførtes, ligesom et hængende Gallerie af Træ anbragtes over Vandet fra Cancelliet til Prindsessefløien, Portalen ved Mønteporten forandredes, de øvrige antikke Billedstøtter restaureredes og hele Slottet fik en Afpudsning, hvortil det nu snart igjen synes at kunne trænge, skjøndt man dermed ikke vil nægte, at der jo aarligen anvendes endeel paa samme, og at dets Vedligeholdelse vel i det Hele allerede medfører ikke ubetydelige Omkostninger, Grunden tildeels, hvorfor saamange dets ældre og jævnaldrende, vel endog langt yngre Sødskende, flere af Middelalderens navnkundige Borge og Mindesmærker ere nedlagte, gangne tilgrunde og forsvundne. Det er derfor, og som derhos en Følge af vore Kongers priisværdige Omhu, stedse høist mærkeligt, at dette Slot, med Hensyn til det Ydre, hidtil har holdt sig i næsten aldeles uforandret og ufortæret Tilstand, ja i det Hel oplevet en alder af to Hundrede og halvfjerdsindstyve Aar: ligesom endelig den hele Architectur afgiver et Beviis paa, hvorvidt vore Forfædre havde bragt det i Vandbygning eller den Kunst at mure og opfør solide Bygninger tildeels i og under Vandet, paa Holme og moradsige Jordbunde. Anderledes gik der nemlig med (58) det skjønne og prægtige Hirschholm, som bygt paa en lignende Grundvold holdt sig kun saa kort. *) (59)

_______________________

*) 1731 – 1736 foretoges ifølge Ovenanførte en mærkelig Hovedreparation ved dette Slot, hvorom en detailleret Beretning med didhenhørende Relationer, Overslag og Erklæringer findes opbevaret i det kongelige Rentekammers Archiv. Til dermed at have Bestyrelsen og Overtilsynes udnævntes under 26de Juni 1731 daværende Cancellieraad Rasmus, ligesom Bygningsvæsenet overdroges først Etatsraad og Generalbygmester Johan Conrad Ernst, men siden under 17de April 1736 Oberstlieutenant Hof-Bygmester Lauritz de Thurah i Forbindelse med Brigadier Generalbygmester v. Hauser. Fornævnte Bygningsarbeide, hvori foruden det egentlige Slot var indbefattet Reparation og Opførelse af endeel Ladegaards bygninger kostede, efter den ved Udgangen af Aaret 1736 udfærdigede summariske Extract, i Eet og Alt som følger.

Materialier.

Muursteen                                                2100 rdlr       – mk.              9 sk.

Tagsteen                                                   1006 rdlr       3 mk.             4 sk.

Kalksteen, Kalk og Cement                       930 rdlr       4 mk              –

Gullandsk og Ølandsk Steen,

Marmor                                                     1581 rdlr.      5 mk              12 sk.

Tømmer                                                    6696 rdlr.      5 mk              12 sk.

Kobber, Skiefer, Søm og Bly.

Halvslagen Guld, Ferve og

Linolie. (Af hvilket første

Forbrugtes alene 600 Bøger

Til Forgyldningen af de 36

Større og mindre Kugler, som (59)

Findes paa de trende store Ho-

vedtaarne, nemlig Fangestaarnet

Og Kirketaarnet, og som

Derefter siges at udgjøre et

Samlet Areal af 181½ Qva-

dratalen, hvorhos til den øvrige

Forgyldning af Portaler, Jernværker

m. v. 403 Bøger, Alt saakaldet halfslagen,

ægte Guld til 1 Rdlr. Bogen)                    3944 rdlr       –                     12 sk

                                                                 17718 Rdlr.   1 mk.             2 sk.

Arbeidsløn.

Muurarbeidet                                            7113 rdlr.      4 mk              12 sk

Gibsning                                                   315                4                    12

Steen- og Billedhugger Arbeide              4587              –                     –

Tømmerarbeide                                        4498              –                     –

Snedkerarbeide                                        1077              1                    6

Glarmesterarbeide                                    1447              2                    12

Kleinsmedarbeide                                    843                3                    –

Grivsmedarbeide                                      805                4                    12

Blytækkerarbeide                                     1830              –                     7

Malerarbeide                                            4076              –                     9

Extraordinaire Udgifter                           995                3                    6½

                                                                 27589 Rdlr. 3 mk                10½ sk.

Tilsammen: 45307 Rdlr. 4 mk. 12½ sk.

(Fra 58) Næste Kongens egenhændige Anførseler i de af ham efterladte Dagbøger eller Skrivcalendere og flere af hans Breve, hvoraf det Vigtigste, nærværende Slots Historie og dets Bygning betræffende, skal anføre til (60) Slutningen, mærkes her følgende ældre og nyere Skrifter:

Jens Lauritsøn Wolfs Encomion regni Daniæ 1654 eller Danmarckes Riges Lof. Pag 481- 514.

Resenii Atlas danicus af 1677 med Kobbere, hvoriblandt Prospect af Slotter og Omegn.

Thurahs Danske Vitruvius, hvoraf 2den Deel som udkom 1749, omhandler samme Pg. 3 – 62, med den Mængde tilhørende Afbildninger.

Pontoppidans Danske Atlas, Tome 2 pag 302 – 313, Tome 6 pag. 67 – 89. Ligeledes med Kobbere,

hvormed kan sammenholdes Hofmanns Fundationer, 7de Bind. Blandt nyere Skrifter og Reisebeskrivelser især:

Molbechs Ungdomsvandringer 1ste Deel Pag. 155-210, 2den Deel Pag. 11-14, i hvilket Sidste Slottes Skjønheder og Eiendommeligheder fremstilles med Liv og Sandhed; samt med fortrinligt Hensyn til de smukke Kobbere og det elegante Udvortes:

Feldborgs engelsk Pragtværk, ”Denmark delineated,” Edingbourg 1821, Part I. Pag. 96 – 98, senere oversat paa Hollandsk under den Titel: Denemarken in Tasereelen, Harlem 1826 og videre den forhen siterede Afhandling i Dansk Ugeskrift for 1831 som med Overskrift Frederiksborg nærmest dog vedkommer Kunsten; hvorimod det ældste og vigtigste, nutildags sjeldne Skrift om Slottet i dets oprindelige Tilstand er, som Christian den Fjerde selv kalder ham, daværende Slots-Inspector Johan Adam Bergs ”Kurtze und eigentliche Beschreibung des fürterfflichen (61) und weitberühmten Königlichen Hauses Friederichsburg,” trykt hos Georg Lamprecht i Kjøbenhavn 1646 i Qvart, forsynet med en Afbildning af Slottet og et hosføiet kongeligt Privilegium af 31te Marti 1642, som forbyder Alle og Enhver i begge Kongeriger dermed at drive Handel uden Forfatterens Samtykke. Dette Sidste paa en Tid, da Boghandelen hertillands endnu var i sin Barndom og Literaturen i Almindelighed saa lidet begunstiget, at Eftertryk sjeldnere kunne befrygtes, lader formode den særdeles Grad af Opmærksomhed, dette Slots Bygning allerede dengang maa have vakt; i hvilken Henseende Forfatteren, bemeldte Johan Adam Berg, i sin Dedication til Christian den Fjerde og hosfølgende Forerindring beraaber sig paa sine Landsmænds og Fremmedes eenstemmig Dom, benævner dette Slot Nordens kosteligste Perle, og sammenlignende det med de berømte Verdens Underværker slutter med, ligesom nu jeg, at indbyde den gunstige Læser til sammes nærmere Beskuelse, udvendigen og indvendigen.

Her monne fremdeles lede til Oplysning ældre og nyere Slotsregnskaber og Inventarier, med flere didhenhørende, collegiale og Archiv-Documenter, hvilke samtlige, med høie Vedkommendes Tilladelse, i den Hensigt findes afbenyttede.

===========================

68