Frederiksborg Slots Beskrivelse 62 – 107
alle side tal findes i teksten: (XX) i forhold til originalen
Slottet fra den udvendige Side 62 – 107
Den ydre Forgaard. Om sammes ældre og Nuværende Befæstning, samt om Kongerne Carl Gustavs og Carl de Tolvtes her aflagte Besøg om Slotsbroen og Fangetårnet med der hos værende,
Oeconomiske Appertinenter, Stalde og Officiant- Boliger med Videre; om de tvende runde eller lav Stammede med Frederiks den 2dens valgsprog; Fromhed styrker rigerne
Videre dernæst om Taarnbroen, Porttaarnet eller Det saakaldte store Fangetaarn, om Sprøitehuset
Om Løberens Liigsteen og om Hestevæddeløb iældre og nyere Tider 62 – 74
Den mellemste Forgaard.
Om Neptunusbrønden Og den underjordiske Gang, de tvende større Sidefløje, Cancelliet og Slotsherrens, nu Amt- Mandsboligen; om Mønten, Judiceerhuset Ring- Rendingsporten og Carrouselgaarden, om Ride-Stalden, røde og grønne Bro, Møntebroen, AudientsHuset og den der anlagte Vestibule, hvor forhen Christian den Fjerdes Dreierie, om Portalen eller Hovedindkjørselen fra Veien, den saakaldte Mønteport 75 – 84
Hovedbygningen eller det indre Slot. Om Facadens Udstrækning til begge Sider; om Broen og de der forhen anbragte Qvadersteensbilleder; om Indgangen til Slottet eller den store Slotsportal, med hosføiede bemærkninger om Eenhjørningen og de saakaldte Børneskoe: om Balustraden og de paa begge Sider i Forgrunden anbragte, mythologiske Figurer; om selve Borggaarden, Løvespringet og den Underjordiske Gang; om Bygningens forskjellige Underafdelinger, Hvoraf om Midterfløien, som den nærmeste, med Galleriet og hosværende, antike Statuer; om sammes Afbenyttelse ved forefaldne Kroninger; om Sidefløien tilhøire eller den saakaldte Prindsesfløi; om Den tilvenstre, hvorhos om selve Kirkens Ydre, Portalen, Taarnet, Sangværket og de fem Klokker Med deres Indskrifter, den saakladte Rossefigur, de Mange forgyldte Kugler og øvrige Zirater; de forskjellige Etagers særegne Bestemmelse og om Kjelderne under Slottet 84 – 107
Frederiksborg
(Frederiksborg Amt, Liunge = Frederiksborg Herred.)
Om Slottet i Almindelighed, dets Beliggenhed
Og historiske Mærkværdigheder, Bygning og første
Oprindelse, Kilderne til sammes Beskrivelse.
___________________
Den Danske Vitruvius med alle omtalte Tavler
Slottet fra den udvendige Side.
Den ydre forgaard
(62) Dette Slot bestaar af trende forskjellige Hoveddele, Slotssøer eller Holme, som ved Hjelp af faste og tildeels murede Broer, fordum Vindebroer (Sotsbroen den krumme eller Taarnbroen, ogsaa kaldet Esbroen, Møntebroen, Vadskerbro, Røde-Bro og forhen endnu en sjette, den saakaldte Grønne-Bro) knyttes næsten uformærkt til hinanden, saaledes at de, skjøndt hver for sig omgivne med Vad, samlede udgjøre et Hele, og hvoraf de to forreste, som vende mod Byen, for nærværende Tid ere at betragte som mindre væsentlige, hvorimod den tredje, som overalt begrændses af Søen, danner Hovedpartiet eller det egentlige Slot mod Haugen.
Af disse udgjøre hine den foromtalte, ældre Slotsbygning, det yderste og mellemste Slot, hvoraf igjen den nærmest Byen eller den ydre Forgaaard, indrettet efter gammel Stiil til Forsvar, synes som allerede Scheel i Krigens Skueplads Pag. 206 bemærker, i ældre Dage at have været saa stærk en Fæstning, at den vel kunde udholde et Angreb. At den heller ikke har været anseet for noget uvigtigt Punct, er klart draf, at der, som det hedder, ifølge en kongelig Ordre af 28de Februari 1628, skal have været tænkt paa sammes Udvidelse og Forbedring, da, medens de keiserlige Tropper oversvømmede Jylland og Holsteen, Bønderne af Kronborg, Frederiksborg og flere (63) Amter opbødes til Slottets Tjeneste, ligesom man seer af Christian den Fjerdes Dagbøger, at der dengang holdtes her en egen, saakaldet Voldmester. Imidlertid findes dog ingen videre Spor til nye Fæstnings værkers Anlæg. I Krigsaarene 1658 – 1659 havde de Fiendtlige her forskanset sig; hvorhos Holberg fortæller i Frederik den Tr5edies Historie Pag. 271 og 272, at der ligeledes her efter Roeskildefreden anrettedes et prægtigt Gjæstebud for den svenske Kong Carl Gustav, som opholdt sig paa Slottet i tre Dage og nød den Ære at sidde til bords mellem Kongen af Danmark og Dronningen, Sophia Amalia; da det hedder, at Begge, baade Frederik og Carl Gustav, fra forskjellige Veje mødte hinanden og traadte ud af deres Vogne paa een Tid; hvorpaa de, efter at have hilset og complimenteret hinanden paa det Venskabeligste, atter stede ind i een og samme, Kongen af Danmarks Vogn og kjørte til Frederiksborg, hvor Alt var kosteligen og vel tillavet. Senere opholdt Dronningen af Sverrig sig her en Tidlang med hele sit Hof, ligesom Carl den Tolvte i Aaret 1710, efter at være gaaen iland ved Humlebæk, aflagde en Visit her inconito *) Udtrykket ”Skandsekarl,” som endnu (64)
*) I en Skrivelse fra Frederik den Fjerde til Amtmanden over Frederiksborg og Kronborg Amter Johan Otto von Rabe, dat. Tønningen den 29de Mai 1700, paalægges denne at drage Omsorg for at Slottet bevares fra fjendtligt Overfald og tilføies derhos, at det sjællandske Cavallerie deri skal være ham behjelpelig. Ikke destomindre sees af en anden Skrivelse til Storkantzler (64) Greve af Reventlov og øvrige Tilforordnede i Slotsloven i Kjøbenhavn, dat. Rendsborg den 20de August f. A., at de Svenske der havde indsat en ny Amtsskriver som og en Tolddirecteur i Sundet og flere Toldbetjente. Begge formeldte Breve findes i Nye Danske Magazin Tome 3 Pag. 103 og 143.
bruges om de ved Slottet ansatte Vægtere og Navnet ”Skandsen,” om den Slotsforvalternes Boelig tilgrændsende Slotsholm, forklares letteligen af Anførte.
Fra en temmelig lang Steenbro, der hviler paa en muret Opfyldning, med et Jern-Rækværk paa Siderne, den saakaldte Slotsbro, hvorefter Gaden ligefor benævnes Slotsgaden, fører Veien gjennem en rund, hvælvet Port til bemeldte, ydre Forgaard, som overalt er omflydt med Vand og forskanset mod Byen ved tvende halvrunde Bastioner, een paa hver Side, begge med fem til sex Alen høie Mure, samt vel forsynede med Redouter og Skydehuller.
Til Høire indenfor bemeldte Indgang, som opført i moderne Stiil, smykket med Charyatider paa Siderne og ziret foroven med tvende Løver i forskjellig Attitude, begge med Skjolde for ved sig, noksom tilkjendegiver, at den hører til de nyere Portaler fra Christian den Sjettes Tid, viser sig allerførst en lille uanseelig Bygning, der ligeledes fra denne Konges Tid, bestem og indrettet til Fangetaarn i Aaret 1745, endnu bruges saaledes. Videre sees tvende Rækker lave, teglhængte Bygninger, indrettede som Stalde og Officiantbolier med andet Mere til Slottets Fornødenhed (65) henhørende, som ved deres næsten snorlige Anlæg og den bestandige Færdsel til og fra Byen have Liighed med en Gade og udgjøre en til begge Sider vidtløftig Strækning. Bag Staldbygningen til Høiere findes saaledes foruden en rummelig Ridebane eller Gaardsplads flere Hauger og mindre Bygninger, hvilket ogsaa gjælder om den til Venstre, der ligeledes nærmest synes bestemt til oeconomisk Brug. Bag ved samme har Slotsforvalteren for nærværende Tid sine Materialskure med andet Videre. Forhen boede her Amtsforvalteren. Alleryderst paa Hjørnerne findes de tvende mærkelige, smaae, runde Taarne, hvorom er talt i det Foregaaende, og som ved deres antike Form noksom tilkjendegive en høj Alder. Paa Midten af samme læses med støbte indmurede Jernciffre Aarstaller 1562 og Frederik den Andens Valgsprog ”Mein Hoffnung zu Gott allein”*) Det samme (66) Aarstal med et F i Midten findes i Krydset af de tvende ved Esbroen anbragte, gammeldags Jernkløer (67)
*) Frederik den 2den havde til Valgsprog: ”Mein Hoffnung zu Gott allein,” item ”Trew” eller ”Treu ist Wild-Brat, F 2 K. zu Dänemark.”
Det Sidste minder os især om ham som en Ven af Hunde, skjøndt det er tvivlsomt, om han just dermed skulde have villet sigte til enkelte Forholde i Særdeleshed, som til de Svenskes Misligholdelse af Fredstractater eller til anden Utroskab blandt egne Underordnede; hvorimod den Slutning er langt rimeligere, at han dermed ikkun i Almindelighed har villet tilkjendegiver, at man overalt ikke burde skole for meget paa Menneskenes Oprigtighed, en Egenskab, der lader til (66) at være forekommen ham mistænkelig i den Grad, at han derhos synes at have tænkt sig samme under Billedet af et Stykke Vildt (Wildpret eller ferina caro), som stundom i Skoven en Jæger gjennem Revl og rat vedbliver Spor, indtil han omsider standser, og troer at have fundet det, men nu først føler sig skuffet og maa kalde Hundene til, for atter at lomme paa rette Vei. Wildprett eller Wildbrat (jagthund) var saaledes Navnet paa denne Konges Yndlingshund, som endnu længe efter den Tid fandtes afbildet paa Frederiksborg med Bogstaverne T I W B paa halsbaandet, ligesom og bemeldte Valgsprog for øvrigt findes anbragt paa Mønter fra denne Konges Tid, da derhos iblandt andet haves en Guld-Skuepenge, fra 1564, hvor paa den ene Side findes Kongens Titel og Brystbillede og paa en anden Lykkens Gudinde, der støtter sig paa en i Havet svævende Kugle, med Overskrift: Fedelta é cosa rara, eller, som det har behaget Kongen selv her at oversætte Slutningen af anførte Devise, ”Troskab er sjelden.”
Dronningen har dermed combineret en anden lignende, naar, som i en Luthers Psalmebog af 1577, der endnu skal opbevares i det kongelige Bibliothek, findes af hende tegnet de Ord:
15 + 95
Trene ist wiltt bret aber Gott nerlest die seinen nicht.
Sophia Kömogimm zu Denemarcken, wittwe.
Es komet alles von Gott Glück und ungelück armutt
Und reichthum, das lebent und der thodt.
Også Christian de Fjerde var en Elsker af for eller Vognbøiler, hvorimod Aarstallet 1736 over Søileportalen til bemeldte Bro viset Tiden, naar samme er bygt. Nysnævnte Bro, Taarnbroen, eller som den ogsaa efter sin krumme Form er bleven kaldet, Cobroen, der ligesom fornævnte mod Byen er forsynet med et Rækværk af Jern, fører dernæst til den prægtige Taarnbygning, Porttaarnet eller det store Fangetaarn, der skiller imellem den her omtalte ydre og slottes mellemste eller anden Forgaard.
Over Porten, som er opført af hugne Qvaderstene og danner Hovedindkjørselen fra Byen til Slottet, findes paa den ene Side Aarstallet 1618 med det kongelige Vaaben og tvende hosliggende Løver. Paa den enden Side Aarstallet 1618 med det kongelige Vaaben og tvende hosliggende Løver, Paa den anden Side Christian den Fjerdes Navn med Krone over og tvende Vildmænd forneden. Selve Taarnet, som er opført deels af Qvadersteen, deels af brændt Muursteen, bestaar af en treetagers Bygning, der indeholder forskjellige mindre Kamre og Værelser med Arrester eller smaae Aflukker forneden, hvilket Alt tilhobe danner Underlaget for det høie, pragtfulde Spiir, der igjen bestaaer at trende mindre Afdelinger med en Mængde Søiler, forgyldte Kugler og andre lignende Zirater, hvorhos allerøverst en Krands (68) med en gylden Kongekrone og Christian den Sjettes Ciffer. Herved sigtes nemlig til den Kovedreparation som dette Taarn modtog i denne Konges Tid, da det fra Grunden af blev efterset og Tømmerværket, som især befandtes brøstfældigt, overalt fornyet og udbedret.
Taarnets Høide er paa det Nærmeste 100 Alen.
De sex store Kugler, som understøtte Spire ere halvanden Alen i Gjennemsnit og firer enhalv i Omkreds. De sex mindre ere derimod kun een Alen i Gjennemsnit og holde derefter tre Alen i Omfang. Kronen, som forfærdigedes ny af Povel Badstüber, Aar 1733, veier med Knap, Fløi og Kors femten Lispund og fem pund.
Bemeldte Taarn, der i Slotsinventarierne meest forekommer under Benævnelsen Fangetaarn, beboedes i ældre Tider af Rigsmarskalken og omtales der forskjellige Malerier, hvoriblandt, og som endnu findes ved Slottet, Afbildning af en Ugle og en Skytte med Paaskrift: Hillerøds Prophete *).
Videre findes paa Siderne af Porten ud til Gaarden tvende svære Jernbøiler eller Afvisere, ligesom de ved Esbroen, dog med den Forskjel, at der
*) Som ældre Fangereqvisiter omtales hos Portneren: en Jernbolt med tvende Laase, et Par Haandkløer med Lænke, tre Par Ditto, ligeledes med Lænke, to Haandskruer med Lænker, en gammel Halskrave uden Nøgle, en Haand- og en Fod-Skiller med Lænke, tvende kortere Ditto, sex Laase til Fængslerne med Nøgle og tre gamle ubrugelige Ditto.
Paa sidstnævnte findes Christian den Fjerde, C.¤, med Krone over, 1618, og nedenfor Bogstaverne C. B. rimeligviis Navnet paa Smeden, som har forfærdiget dem.
Indenfor, tilhøire mod Amtmandsboligen, ligger Sprøitehuset, hvor Slottes Brandredskaber af trende forskellige Sprøiter, med alt videre, complet og velordnet Tilbehør opbevares. En dobbelt Tenaille med en høi Ringmuur paa Siderne danner Grændseskjellet og slutter den her omtalte Slottet ikke blot ældre, men vel endogså, forsaavidt endnu er Tale om Frederik den andens Slot, sammes den allerældste, interessanteste og vigtigste Hovedafdeling.
Føerend vi dog aldeles forlade samme, bør det endnu erindres, at der ved Esbroen, tilhøire fra Slottet, strax indenfor Porten, viser sig en simpel, fiirkantet Liigsteen, hvorpaa forhen saaes udhugget en menneskelig Figur med Krone over. Efter Rygtet skal en Stakkels Løber i Christian den Femtes Tid, som udmærkede sig ved, i mindre end to To timer, at tilbagelægge Veien fra Kjøbenhavn hertil, have faaet sin Rest paa dette Sted, da Rygtet gaar, at Pandeskallen brast i tvende Stykker paa ham i det Øieblik han her standsede og vilde giøre sin Reverents for Herskabet; hvisarsag Kongen, som det hedder videre, gav ordre til, at en Mindesteen med Afbildning af bemeldte Løber der skulle henlægges. Christian den Sjette lod samme paany efterhugge og udbedre. Ikke destomindre ere nu Trækkene af selve Figuren aldeles ukjendelig, og tjener nu herom alene til videre (70) Underretning, at selve Løberen skal være begraven paa Byens forrige Kirkegaard, hvor nu Raadhuset er bygt, og hvor gamle Folk paa Stedet endnu ville mindes at have seet hans Gravhøi. *) (71)
*) Forhenværende Statsraad og Politimester i Kjøbenhavn Eric Torm anfører blandt sine historiske Optegnelser (Suhms nye Samlinger 1 ste Bind) et noget lignende Uheld i Aaret 1701 med en af Frederik den Fjerdes Løbere, en Italiener af Fødsel, som lledsgede Kongen paa en Reise igjennem Sjælland til Provindserne, da underveis et heftigt Uveir reiste sig med Torden og Lynild, der havde til Følge,, at en Lynstraale tamte hiin midt paa Landeveien ved Byen Ortved, saa at han øieblikkelig tumlede død ned af Vognen og optoges dernæst af Kongens Følge, der bragte ham til Ringsted, hvor han siden jordedes. Den tydske Hofpræst Dr. Masius, bekjendt af den ziirlige Parentation, han holdt over Feltmarskalk-Lieutenant, Overkammerherre Christian Gyldenløve, hvilken sidste fulgte med Kongen og just den Gang sad hos ham i Vognen, omtaler ligeledes denne Begivenhed, og det vel endog som en medvirkende Aarsag til bemeldte Herres snart paafølgende Død, naar det hedder: ”Es bedürste wohl nicht eines neuen Wunders unsern Seeligen Herrnnj Güldenleu zum Tode bereiten, der durch den Donner des Göttlichen Worts lange vorhin sich alle Tage zum Tode bereiten, der durch den Donner des Göttlichen Worts lange vorhin sich alle Tage zum Sterben bereietem auch sey es ferne von mir allhie meine Gedancken antzvsagen, wohin und worauff dieses Geschick nach dem G¨ttlichen mir verborgenen Willen gezielet habe, dessen aber bni ch doch Glaubwürdig berichtet, datz der Seelige Herr Güldenlen diese Sache nicht in den Wind geschlagen habe.”
(Der er nok ikke behov for et nyt mirakel for at forberede vor velsignede Herre Güldenleu til døden, som for længe siden forberedte sig på døden gennem det guddommelige ords torden for længe siden, Ord for længe siden, selv om det var langt væk, vil jeg gerne sige mine tanker om, hvor og hvad denne skæbne sigtede efter Guds vilje skjult for mig, men jeg har ikke rapporteret det troværdigt, at den salige hr. Güldenlen kastede ikke denne sag til vinden.” Google oversæt))
Vist er det, at Helten som derefter fik (71) det prægtige Mausolee i vor Frue Kirke, døde d. 16de Juli samme Aar i en Alder af neppe de Tredive, dog vel nærmest af Børnekopper
Et lignende, Hesteveddeløb, vel at mærke, ligeledes i Christian den Femtes Tid, hvorom en Beretning i Møllers histor. Geneal. Tabelle der Hochgråsl. Geschlecht derer von Haxhausen, Scgleswig 1764 og derefter i Journal for Politik Natur og Menneskekundskab, December 1816, bør ved denne Leilighed omtales.
Et Veddemaal mellem daværende Overstaldmester Baron v. Haxthausen og den engelske Gesandt Robert Molesworth, som gjaldt eet Tusinde hollandske Ducater, foranledigede samme, og gik ud paa, men en dansk Hest, i en Tid af tre Qvarteer, at tilbagelægge Veien fra Kjøbenhavns Nørreport til Frederiksborg Slot.
En af Gesandten blandt fem andre udvalgt, Baronen tilhørende Hest blev til den Ende øvet en fjorden Dages Tid forinden og til at ride samme dernæst udnævnt en af Eiermandens Folk, hvorhos Pengene til ydermere Sikkerhed gaves tredje Mand, Greve Gyldenløve, i Forvaring. Videre foranstaltedes, at Veien paa den dertil bestemte Dags Morgen var aldeles fri og ubehindret, samtlige Ledde og Bomme overalt aabne, ligesom endelig tvende af bemeldte Herrers Tjenere pladseredes, den ene ved Kjøbenhavns Nørre- den anden ved Frederiksborg Slots-Port, begge ed Uhre i Hænderne, forfærdigede af een og samme edsvoren Uhrmager her i Stalden. Efterat nu (72) saaledes Alt var bragt i Orden, foregik Veddeløbet omsider paa den bestemte Dag; da Resultatet blev, at Baronen vandt, siden at Rideknægten eller Staldkarlen, som det hedder, ved i to og fygetyve Minuter at udføre dette næsten utroelige Ridt, naaede Maalet endogså tre Minutter førende det opgivne Klokkeslæt, hvorfor gaves ham 100 Ducater i Douceur og Løfte om en Plads i det kongelige Livrëe.
Hesten, som var liden og tigerhaaret, skjøn af Bygning styrtede imidlertid, førend man endnu kunde faae dén ind i Stalden, og blev siden paa grund af den Opmærksomhed, Sagen havde vakt ved Hoffet og blandt Publicum udstoppet og afleveret til Kunstkammeret. Her saae man den fremdeles hængende i en Ring under Loftet indtil senest 1824, da den atter, ifølge Overhofmarskalkens Tilgangsordre af 15de October, bragtes til Frederiksborg Slot, og findes nu samme der hensat paa en af Gangene i tredje Etage tilligemed den bekjendte Kong Frides Hjort.
Dette Vedderidt, som man pleier at forvexle eller at ville giøre samtidigt med Historien om Løberen, synes i øvrigt noget forskjelligt fra det, som besynges af Bording, i Poetisk Mercur fra Mai 1673, paa følgende Maade:
Omskiønt det finnes Tant, og fabelagtigt klinger,
At Persevs redet har en Hest, som havde Vinger:
Man noget merkeligt dog agte kand af det,
Som er, at hand især til Hest var rask og let.
Men hvad, om her oog er i Kongens Gaard at finde
Saa rask en Ædeling, som hand var nogensinde!
Det er den Herremand, som haver nyligen
For Majestæten det beviist i Gierningen.
Endog hans Hest ei var, som Pegasus, bevinget,
Hand i en Times frist (thi saa var det betinget)
Dog her fra Kiøbenhavn til Friderichsborg henreed,
Som fire Mile var, saa lovlige mand veed.
En anden Riddermand jeg her og ind maa føre,
Som med en Hoppe det og loed stax eftergjøre,
Saa den, som mig for sandt er sagt, og noget kom
Til det bestemte Maal, før Timen slet gik om.
Om Priis og Veddemaal mand vel paa Banen rende
Til Rom i fordom Tid: Men deres Maal og Ende
Saanær i længden var ikken den fierde Part
Af vores Danske Miil, og dermed var det klart.
Men sexten Gange det saa kort en Tid at rende,
Med een hest og ei den paa Førlighed at skænde
Hvad siunes derom dig? Var saadan hastig færd
Ei sær og underlig og vel et Vedde værd?
Der tviles ikke paa, sig mange jo skal finde,
Som dermed efterdags vil stræbe, Priis at vinde;
Men de, det giorde først, mand Tal og Ære bør:
Columbus Egget her paa kant dog satte før.
Augustur loed sin Hest en Marmor-Grav berde:
Popea gyldne Sko til sine Muler smede:
Mon de vel havde slig Bekostning mindre spart
Paa slig en ædel Hest af Danske Staad og Art.
At hine ældre Dages Hang til Jagt og slige Forlystelser dog just ikke har afgivet den bedste Periode for dette ædle Dyr, derom minder os atter dem samme poetiske Avisskriver, naar han ligerviis i December samme Aar omtaler en Kanefart paa Kjøbenhavns Gader; hvorom det hedder:
En prægtig Slædefart af Kongen og hans Moder
Saavelsom Dronningen og Prinds Georg hans Broder,
Samt hoffets beste Mand, paa samme Vinters Snee
Mand her med største Lyst i Staden fik at see.
Livvagten reed foran paa Banen Rum at giøre,
Dernæst Hærpukken og Clarin mand fik at høre.
Ja den Sølvbiældre-Larm og Skrald, som fulde dem,
Gav noksom Tegn, at der en Konning kiørde frem.
Saa favr en Herre-flok og frydefuld en Skare
Mand ikke hver Dag seer i Rad og ring at fare.
Det Skade var, at det til Opslag kom saa snart:
Dog glæddes mangen Hest, som blev og derved spart *) (75)
*) I senere Tider, nærmest under Christian den Syvende, synes man paany at villet indføre Veddeløb hertillands. Et saadant fandt nemlig Sted ifølge Kammerherre Warnsteds foregaaende Indbydelse i Aviserne af 20de Septbr. Og 21de Octbr. 1770 den 22de næstefter paa Nørrefælled, i Overværelse af Deres Majestæter Kongen og Dronningen, hvem det allernaadigst behagede fra en der opreist Altan at betragte dette Skuespil; da trende, som af hvert hold vare komne først til Maalet den forrige Dag, sluttede og fuldførte det begyndte Vedderidt. Tvende Præmier vare til den Ende udsatte, nemlig en paa 600 Rigsdaler for den bedste danske, og en paa 400 for den bedste, engelske Hest. Den første (75) vandt nu afdøde Parforcejæger Ernst Bruun, idet han med en dansk Hest reed en Miil, eller Nørre- og Øster Alle to gange rundt i 15 Minuter; den anden vandt derimod Hofjunker Osborne, som med en engelsk Hest tilbagelagde samme Vei i endnu kortere Tid, nemlig 13 Minuter.
En saa sjelden og ubevant Nydelse, som den der ved ommeldte Festvitet skjenkedes alle og enhver Hesteelsker og Rytter af Profession i Særdeleshed, skal dengang efter Sigende have mødt saa udmærket Bifald, og saa stor en Mængde Deeltagere indfunden sig, at man deriblandt talte fire Hundrede alene her fra Byen; hvisaarsag Kongen, efter indgiven Forestilling, som det hedder, deraf endvidere skal have taget passende Anledning til senere, under 7de December samme Aar, at paalægge en allernaadigst Skat eller Afgift af Heste til Fordeel for spæde Børn. (Fr ang. Opfostringshuset af 7de Decbr. 1770 §. 14.)
Den 6te Juni 1771 foretoges atter Vedderidt, da den samme Bruun vandt en Præmie paany af 500 Rdlr. See herom Adressecomptoirets Efterretninger for 1770 Rr. 143, 159, 160 og 1771 Rk. 85, 88, 99, samt Dr. Hósts Struensee og hans Ministerium 1 D. Pag. 160 og 353.
Om Veddeløb for øvrigt, betragtet fra et noget humanere Synspunkt, eller som et Middel til Hesteavlens Opkomst og Forædling, see fremdels i det næstforrige Aar udkomne Skrift: Versuch eines Beweises, (76) dass die Wettrennen das wesentliche Beforderungsmittel der Pferdezucht und sur Verbesserung und Beredlung derselden unumganglich nothwendig find, von Christian August, Herzog zu Schleswig, Holstein ec. Saaog Gustav Michelsens Beretning om Veddeløbene ved Augustenborg i Aaret 1829 og om Stutteriet sammesteds ec.; Schlesw. Holst. Lauenb. Prowinzialberichte for 1829 og Kjøbenhavnsposten f. A. Rk 97, 156, 169 184, Dagen for April 1830, samt endvidere Generalkrigskommissair Neergaards Afhandling; Forsøg til at bestemme, hvorvidt at den engelsk Fuldblodshest og Hesteveddeløb ere hensigtsmæssige til Hesteavlens Forbedring og Forædling i Danmark. Kjøbenhavn 1830 ec. Ogsaa holdtes d. 1ste og 2den August forrige Aar Hesteveddekjørsel i Nærheden af Viborg By.
b. Den mellemste Forgaard
Den anden eller mellemste Forgaard bestaaer igjen af tre forskjellige Dele, af hvilke den første (76) indbefatter tvende store og anseelige Sidefløje, to Etager høie med Kjælder under og hvoraf den til Høire udgjør 15, den til Venstre 17 Fag, begge med ottekantede Taarne og Smaaspire paa Midten, samt tækkede med Bly og Skifer, hvorimellem en rummelig, fiirkantet Gaard, hvilket Alt, ligesom Fornævnte, atter skilles fra Hovedbygningen ved Grave og Vandledninger, som derom snoe sig i forskjellige, modsatte Retningen og fremdeles videre fortsætte deres Løb ud i Slotssøen.
Paa Midten af bemeldte Slotsgaard, hvor Brolægningen tillige danner et Slags Rose eller Stjerne, fandtes i ældre Tider, efter Adam Berg, en kostelig Fontaine eller Springbrønd, opreist til Ære for Neptun. Heel af Marmor og ziret med en Grouppe at støbte (77) Metalfigurer, der af ham roses for sin sindrige Invention og beskrives paa følgende Maade:
Et sexkantet Bassin af sort poleret Marmor i Form af en Muskel dannede Midterdelen. Hjørnerne udenom vare prydede med forskjellige Figurer og Løvebilleder, som hvilede paa Marmorfødder, hvoriblandt Freden med en Laurbærkrands, Mercurius, Gudernes Sendebud og Fama eller Rygtets Gudinde. I Midten af Bassinet var opreist en stor treekantet Marmorsøile, paa hvis trende Hjørner saaes Hvaler eller saakaldte Delphiner med Venus, Ceres og Bachus paa Ryggen, og imellem hvar af disse; smaa Englebilleder med Fugle. Trende store Metalfigurer, alle saavel som hine i Fuld Legemsstørrelse, med Attributter af Frugter og deslige, opfangede Vandet i Straaler eller Kummer, som de holdt i Hænderne. Allerøverst Havguden Neptun.
Af al denne Herlighed findes end ikke mindste Spor tilbage. Ikkun en muret, underjordisk Gang, som strækker sig fra Midten af Gaarden hen til Taarnet, hvorigennem en Tyv, som for endeel Aar siden sad arresteret, tog Retirade, og som muligt har staaet i Forbindelse med selve Springvands-Reservoiret, synes deraf en tænkelig, overbleven Rest.
Aar 1699 den 1ste juli siges Billedhugger Morten Grønvaldt, at have ladet forstøbe en Haand til Neptuns Billede paa Slotsgaarden. Siden meldes ikke noget om denne prægtige Vandkunst, eller om hvor den er bleven af. I Overslaget og Regnskabet for Slotsreparationen under Kong Christian den Sjette (78) ignoreres den ganske og tjener saaledes derom alene til videre Oplysning nedenanførte Fortingning, efter et Originaldocument i Cancelliarchivet. *) (79)
*) ”Anno 1616, dennd 30 Martii, haffver Her Stattholder paa Konng. Mayt. Weigenne hanndlitt og giort fortinningning med mester hanns Brochman, att hannd med allerssomstørste flid och Winndschibelighedtz paa sin eigenn ombkostening, och aff sinn eigen steenn, schall tillhugge, ocg till gaffnns forferdige een brønnd til Frederichsborg, aff Soertt tundtzesteenn, och blaa Remsteenn, efter dennd schabelon Konn. Ma. Forn. Mester hanns will forsvarre och werre Bekienntt, For Hvilcken hanns Smag, hannom er loffcett och tillsagt, 2300 Reichsdaller, dalleren bereigenett till40 tz. Lb. Hvilcke hannom efter haannden schall betallis, dog hvis fragtt Søefare eller Anndem omkostening imellom Emddenn och Kiøbenhaffvenn, Kannd Annwenndis, schal hanns Ma. Lade bekoste. Och forn. Summa penngge hannom thil 4 therminer Att betallis, dennd første therminn bleff hannom forgangene fastelaffnn affbetallt, som war 400 Rdlr., dennd Anndenn thierminn, thill kominende Michaelis. 1616. att betalle 500 Rdlr. Dend 3. therminn, till kommende Jacobi 1617. Att betalle, 500 daller, Och beplichter hannd sig samme Arbeid, slett ferdig att werre, nuwerrende Pasche 2 Aar, naar Mannd schriffvenndis worde 1618, Och da dennd sidste Rest att afbetallis, som er 900 daller, Thill Winndeffbiurd haffver ieg med eigenn haannd underschreffvitt Actum Hafniæ ut supra.”(”Tudsesteen og Remssteen,” vel de samme, som Mineralogerne benævne Krøtenstein og Remolith, da ved sidstmeldte især forstaaes en malet Steenart eller et Slags Petrisact med Afbildningen paa Overfladen af Træer og Buskværk.)
Af formeldte Sidefløie de komelige Collegier eller det danske og tydske Cancelli fordum og navnligen i Christian den Fjerdes Tid deres Sæde i den til Høire, som vender mod Østen og derefter endnu benævnes Cancelliet, hvorhos fremmede Gesandter pleiede der at indlogeres. Senere, under Christian den Sjette, forlagdes derhen det kongelige Kjøkken, som, hidtil ligeledes i Hovedbygningen tilhøire eller dn dertil grændsende Prindsessefløi, nu ved et hængende Gallerie over den indre Slotsgrav dermed atter sattes i Forbindelse. Den sydlige Ende beboes for nærværende Tid af Slotsforvalteren.
Hvad den modsatte, vestre Fløi angaaer, da beboede Slotsherren i ældre Tider den nederste Etage, hvorimod den øverste var bestem for Hoffmarskalken og andre høie Embedsmænd. For nærværende Tid er en Deel af samme indrømmet Amtmand her paa Stedet. Det Øvrige, som vender mod Nord, benyttes af Oldfruen og bruges især til Vadskehuus. Her skal endnu findes Spor tilbage af Mønten, som efter Resens Opgivende har ligget i Hukken indenfor og hvorefter den saakaldte Mønteport af den Grund urigtigen benævnes da, naar Enden af Carrouselgaarden, hvor Audientshuset ligger, dermed ikkun efter Rimelighed (80) menes Statskammeret eller Gjemmestedet for de møntede Penge.
Lofterne, saavelsom Kjelderne i begge de her omtalte Fløie benyttedes i ældre Tider til Oplag ag Victualier og Sædevare.
Sidstmeldte Fløi har tvende Porte, en paa hver Ende, hvoraf den søndre fører til Ridestaldsgaarden og tilstødende Bygninger, hvilke samtlige dernæst sættes i Forbindelse med Byen ved Røde, ligesom fordum med Indelukket eller de Slottet nærmest tilgrændsende Lystskov ved Grønne Bro, og som atter igjen udgjøre en Fortsættelse eller Underafdeling af den her beskrevne, mellemste Forgaard eller Slottets anden Hoveddeel, men i øvrigt, og i Forbindelse med Audientshuset, retteligst betragtes fra Hovedsiden, der vender mod Kirken og Rendebanen eller Ringrendingspladsen.
Saar man saaledes videre tilbage gjennem Oldfruens eller den nordre Port, som den, hvorover hiin mærkelige Indskrift angaaende Slottets Herkomst findes anbragt, viser sig, som formeldst, tilvenstre hiin mærkelige Indskrift angaaende Slottets Herkomst findes anbragt, viser sig, som formeldt, tilvenstre hiin Række af lave, eenetages Sidebygninger, som her grændse til Rendebanen eller den saakladte Carrouselgaard og hvor vi da først støde paa den Tverbygning, som i gamle Dage udgjorde det prægtige, saakaldte Judiceerhuus, ligefor Porten eller Audientshuusbygningen, og hvor Mønten synes at have været, ligesom vi dernæst træffe paa en noget lavere, af nyere, men simplere Construction, som (81) fordum beboedes af de Kongelige Pager, siden af Staldskriveren.
Længere borte findes den kongelige Ridestald, fordum ikke mindre pragtfuld i Henseende til Forgyldning og Stuccaturarbeide, samt prydet under Loftet med det kongelige Navneciffer og Symbolum: Regna firmat pietas. (Troen beskjermer Landet.) Det Hele skilles ved en Arm af Søen og en Balustrade af 118 Alens Længde fra Kirken eller Slottets vestre Hovedfløi, hvilken sidste her, ved et prægtigt, karakteristisk Udvortes, er noget mere fremtrædende, ligesom fornævnte Tverbygninger, hvoraf Dommerne, som Navnet udviser, havde deres Plads i den ene, aflukke Banen fra de hinanden modsatte Ender og give samme derved Formen af en Rectangel.
En pyntelig Jern-Gitterværksport i tvende Afdelinger, med Buer og Nischer paa Siderne, samt Christian den Fjerdes Navnetræk i Midten, mueligt den samme, som Adam Berg tillægger et Neptunsbillede foroven og tolv forskjellige, mythologiske Figurer paa Siderne, den saakaldte Ringrendnings- eller Carrouselport, fører til Audientshuset, en prægtig Qvadersteens Bygning, der imponerer ved sin muntre og livlige Beliggenhed ligefor Hovedlandeveien, hvortil den knytter sig ved den saakaldte Møntebro, ligesom den ved en Tilbygning eller Corridor, der hviler paa murede, over Graven anlagt Qvadersteens Buer, er sat i Forbindelse med det egentlige Slot. (82)
Bemeldte Portbygning med tilhørende Sidefløj, hvilken sidste støder op til Slottets nordvestre Hjørnetaarn og findes prydet med dobbelte joniske og doriske Lisener paa begge Sider, hvorhos en Mængde Figurer og Portraiter af Steen langs Muren samt malede og forgyldte Hjortehoveder over Vinduesbuerne, udgjør tilsammen otte og et halvt Fag, optager i Længden omtrent tredsindstyve Alen og kjendes let paa det Fremmede i Stilen og den hvidgraae Farve, som gjør at denne Slottets Yderdeel stikker af mod det Øvrige, der tilhobe er opført af røde Teglstene, skjøndt ziret med lignende Udbygninger for øvrigt eller saakaldte Karnapper.
Dette Sidste skal have foranlediget een og anden til at have villet ansee bemeldte Bygning for en senere Tilsætning, og nvnligen, da man i Aaret 1821 ved Murens Udbedring traf paa n Steen med Frederik den Tredies Navn, til paa Grund deraf at ville tillægge denne Konge Opførelsen af bemeldte Bygning, som han af Agtelse for hiin store Bygherre, hvis Navn findes over Porten, paa en ellers ubegribelig Maade skulde have fraskrevet sig; dog, efter hvad man letteligen skjønner, en ikkun aldeles løs og ugrundet Formodning, som modsiges paa det Bestemteste af meerbemeldte Adam Berg, der i det Væsentlige beskriver dette Audientshuus i den selvsamme Stand, hvori det endnu forefindes. Det er derimod ikke usandsynligt, at Frederik den Tredje jo muligen kan have forskjønnet denne Bygnings Ydre, ligesom han og hans Eftermænd vel i det Hele og længe derefter vedbleve at sysle med det Indre. I sidstmeldte Henseende var (83) det dog først og fremmest under Christian den Femte, at Audientshuuset undergik en betydelig Reform, ligesom det under Christian den Sjette fik en mærkelig Tilvext i det der nyanlagt Trappehuus og Vestibulen til Aftrædelse for de kongelige Herskaber, hvilket Alt sidstnævnte Konge lod opføre 1736 istedetfor et gammelt Taarn med en Eege Vindeltrappe og et aabent Rækværk af Jern, som forhen der fandtes. Ogsaa bleve 110 Ellepæle af 8 á 10 Alens Længde nedrammede i Grunden, og en Trane af Kobber, halvanden Alen høi, med en Jernstang i Midten, som afvigte Aar atter blev opforgyldt, sattes over Taget af bemeldte Trappehuus. Forhen havde Christian den Fjerde her sit Dreierrie eller Drehekammer.
Fremfor Alt mærkes Portalen eller den saakaldte Mønteport, som danner Opgangen og Hovedinkjørselen til Slottet fra Haugen eller Landeveien, og hvis indvendige Side mod Gaarden, horaf en nøiagtig Afbildning i Thurahs danske Vitruvius Tome 2 Tab. 10, fortjener saa meget mere at beundres, som en Thorvaldsens Dom over det Imposante og Kraftige i Stilen her vækker Tillid og Agtelse. Allerede ved første Øiekast tilkjendegiver samme en vel glimrende, men derhos ædel og ophøiet Karakteer. Otte Søiler af blandet Orden danne fire forskjellige Rum eller Side-Afdelinger forneden hvoraf de tvende yderste ere forsynede med særegne Dørre eller mindre Indgange. I de to andre nærmest Porten findes tvende saakladte Romaner eller romerske Stridsmænd (84) i naturlig Legemsstørrelse og fuld Rustning med tilhørende Krigsattributter, senere, da bemeldte Nischer forhen stode tomme, dertil i Christian den Sjettes Tid forfærdigede. Lignende Søiler ere anbragt foroven og den derværende Gesims eller Frontispice decoreret med et musikslask Ensemble eller en Grouppe af Figurer, otte i Tallet, alle med Instrumenter i Hænderne, Musernes Concert, som Adam Berg kalder det, et vel i det Hele ret smagfuldt Parti, der behager Øiet ved en blid, harmonisk Tone og femfor alt Andet, hvad der her maatte skjenke Sindet Opmuntring, efterlader et kjært og behageligt Indtryk. Videre seer man i Baggrunden et stort Basrelief med en Throne paa Siden, hvor Krigsguden Mars og Kærlighedsgudinden Venus synes omgivne af Genier og andre Symboler paa Styrke, Fromhed og huuslig Lyksalighed, alt tilhobe forfærdiget af Marmor og Qvadersteen, samt overalt rigt udstyret med Guld. Paa den anden Side ud til Veien er derimod kun en simpel Plade med Christian den Fjerdes Navn og tvende Vildmænd. Indenfor Porten tilvenstre laae fordum en fiirkantet Steen, som Dronning Caroline Mathilde skal have benyttet, naar hun steeg tilhest, og som der udfor Døren henlagt nu dag er borte.
c. Hovedbygningen eller det indre Slot
Wi fortsætte Veien atter tilbage til Hovedbygningen eller det indre Slot, som viser sig mod Nord, i en Fiirkant, lige for den omtalte mellemste Forgaard, med en Front paa 100 Alens Længde, hvorimod ovenmeldte Audientshuusfløi, dermed i Linie paa den (85) modsatte Side ud til Haugen, danner et Alenmaal af henved 160.
En temmelig bred og dyb Grav, rundtom forneden besat Qvaderstene og oventil forsynet med aabne Balustre samt Bolværk af Steen og Træ, omgiver samme paa de trende Sider og udgjør i Forbindelse med selve Slotssøen en fuldkommen sikker Grundvold for hiin stolte Klippeborg, der, bygt i Vandet ligesom for evigt synes at trodse det fugtige Element og Tidens Vælde, medens at den blideligen hæver sin Isse over dets Flade og speiler sine Ruder paa Bunden.
Til bemeldte Hovedbygning fører en paa Qvadersteens Buer anlagt, med Jernklammer og Ankere nedentil befæstet, og med et Rækværk af Sandsteen rundtom forsynet Kjørebro, hvilken sidste, 26 Alen lang og 9 Alen bred, skal have været prydet for Enden med tvende antikke Qvadersteens Figurer, Julius Cæsar og Alexander de Store, begge i Legemsstørrelse, hvilende paa Piedestaler eller Søiler af toscansk Orden, der igien understøttedes af tvende Alabastes Løver, hvilkeb fordum i truende Stilling der vare posterede og, ligesom for at indjage Avindsmænd Skræk, vendte deres vildt opspærrede Gab mod den mellemste Forgaard. Da var ogsaa denne Bro, ligesom Byens, til at vinde op nærmest Indgangen, hvilket endnu kjendes paa det senere der anbragte Trægelænder og Brædeværk.
For Midten af samme, ligefor det Pag. 67 ommeldte Fangetaarn, er Hovedportalen eller den saakaldte (86) store Slotsport, opført heel ag Qvadersteen og prydet med en Mængde forgyldte og andre Zirater, anbragte deels i Frontonen og deels paa Siderne. Til Høire findes Kongens eller det kongelige danske Vaaben, som holdes af tvende Vildmænd, og hvorunder læses Følgende:
Insignia Christiani IV. Deu Gratia, Daniæ, Norvegiæ, Vandalorum Gothorumqve Regis, Ducis Schleswigi, Holsatiæ, Stormariæ & Dithmarsiæ, Comitis in Oldenburg & Delmenhorst. Regna Firmat Pietas. 1609
(Insignier til Ære for Christian den Fjerde, af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn og Ditmarsken, Greve af Oldenborg og Delmenhorst. Troen beskjermer Landet. 1609)
Til Venstre derimod findes Dronningens eller det brandenborgske Vaaben, som holdes af tvende Enhjørninger *), og hvorunder igjen Følgende: (87) Insignia Annæ Catharinæ, Dei Gratia, Daniæ, Norvegiæ, Vandalorum Gotherumqve Reginæ, (88) Marchioniesæ Brendenburgiæ, Schleswigi, Holsatiæ. Stormariæ & Ditmarsiæ Ducissæ, Oldenburgi & Delmenhorsti Comitissæ. Rege me Jehova Spiritu Sancto Tuo 1609.
(Insignier til Ære for Anna Catharine, af Guds Naade, Dronning til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Markgrevinde af Brandenborg, Hertuginde (89)
*) Oldtiden og den ældre, christne Kirke yndede, som bekjendt, meget Allegorier. Bibelen indeholder saaledes en Mængde symbolske Fremstillinger af virkelige, mysthisk udsmykkede Dyr. E. Ex. Hos Propheterne Ezekiel og Daniel og i Johannis Aabenbaring. Disse Forestillinger gik over i den christne Kirkes og lignende, ældre Kundstværker. Saaledes finde vi Duen som er Billede paa Reenhed og Uskuldighed, Fisken og de tvende Fiske eller Delphiner, hvoraf Navnet pisciculi Christi, som de gamle Kirkefædre gave de Christne, letteligen forklares; deel fordi de ved Vandet indviedes til Frelseren (87) Dyrkelse; deels fordi det græske xxxx indeholder Begyndelsesbogstaver til hans Navn (xxxx): hvorhos her især fortjener at mærkes de noksom bekjendte fire christne Apostlers Symboler.
Eehjøringen, dette skjønne Dyr, hvis virkelige Tilværelse i Naturen endnu er problematisk og som spiller en saa betydelig Rolle i det indre Asiens Symbolik, efter Zoroaster den rene, idealske, dyriske Verdens Overhoved og Beskytter, og som blandt andet findes forestillet paa Murene af Persepolis, rimeligviis det samme Dyr, som hos Ebræerne kaldtes Reem, var hos de ældste Christne Korsets Symbol, som betegnedes især ved Dyrets lange Horn. Sidenhen forlod man denne Forklaring, da det synes at have forstillet Mod, Tapperhed og Sædernes Reenhed; hvorfor man digtede, at det kun lod sig fange, naar det i Skoven fandtes sovende i en ubesmittet Jomfrues Skjød. Eenhjørningen blev dernæst Symbol for Frelseren selv, Moder Maria og hendes ubesmittede Undfangelse, som forestilledes under Billedet af Enhjørning, der forfulgt af Jægeren, søger Tilflugt hos en eenligt siddende Jomfru, hvilken Forestilling især er den herskende paa Malerier fra det femtende Aarhundrede; f. Ex. Paa det, som findes i Domkirken i Aix, hvor man seer Eenhjørningen, dog med fire, og ikke som de gamle Østerlændere afbildede den, paa tre Been, som en Blanding af Hund og Hest med krøllet Manke og Hale, og som her i en rask Fart er sjunken i Knæe for Jomfruen. Især forekommer Eenhjørningen i Heraldiken som Tegnet for krigerske Dyder i Modsætning til Lästen, saaledes de tvende (88) skotske Eenhjørninger, der holdte det gamle, stuartske Rigsvaaben, hvoraf den ene sidenefter optoges i det storbrittanniske, da Kong Jacob den Første Aar 1624 forenede England og Skotland.
Senere tilskrev man Elephanten, hos Romerne et Billede paa Evigheden, ligesom Sommerfuglen paa Udødelighed, og som ligerviis allerede hoos de Gamle pristes for sin Styrke, Klogskab og mange andre Dyder, hvoriblandt Kydskhed og Blufærdighed, de samme Egenskaber, som Eenhjørningen, og brugtes nu begge vexelviis til Fremstillingen af det høiste Ideal for qvindelig Reenhed, som personificeredes i Begrebet om den hellige Jomfru og styrkedes ved Tanken om det klogeste og mægtigste Dyr, der tillagdes lignende Qvaliteter. (Múnter om Ridderordener Pag. 51 – 56.)
I nyere Tider, og rimeligviis efter at dette var skrevet, ville4 Naturhistorikerne dog paastaae, at Eenhjørningen som efter Busson og Anførte findes henregnet til de fabelagtige Dyr, ikke destomindre skal have viist sig paa forskjellige Steder, navnligen i Egnen af Størrelse som en Ko og Bygning som en Gazel, hvoraf hannen har eet langt og lige udstaaende Horn midt i Panden.
Til Slesvig, Holsteen, Stormarn og Ditmarsken, Grevinde af Oldenborg og Delmenhorst. Før mig o, Gud! Ved din hellig Aand, 1609).
Foroven sees det kronede, kongelige Navnetræk, C.4. omgivet af en Glorie, samt overalt ziirligt og smukt forgyldt; allerøverst staaer Jupiter med Ørnen.
I Bossagerne paa begge Sider af bemeldte Port findes udhugget en Mængde forgyldte Zirater af oval Form, som have nogen Liighed med Børneskoe; hvormed Bygherren, efter Sagnet, paa sin Viis har villet betegne, at han vel havde traadt disse, da han bygte dette Slot, ligesom han derved har søgt at tilkjendegive et Slags Uvillie mod de Fornemmere ved Hoffet, der, som han vidste, hemmeligen beloe hans Forehavende og om hvem det desuden var kommet ham for Øre, at de skulde have ladet falde nogle Ord i den Anledning, deriblandt ladet sig forlyde med, at det var Barneværk at bygge et Slot paa Vandet. Saavidt Fortællingen, om hvis Gyldighed Meningerne ere deelte. Nogle have saaledes villet mene, at herved ligefrem sigtes til Kongens Fødsel og Opdragelse, hvorom er talt i det Foregaaende. Thurah med flere andre, hvoriblandt Forfatteren af ovenciterede Afhandling i Dansk Ugeskrift, forkaste derimod det Hele og ville, ar ommeldte Liighed med Børneskoe skal ansees som blot tilfældig, og de her omhandlede Figurer ligesom de mange latinske S. over den Pag. 80 beskrevne vestre Længes søndre Sideport ene og alene at burde betragtes som simple, rustiqve Zirater, eller saadanne, hvormed den gothiske Bygningskunst pleiede at antyde (90) Styrke og Varighed. Ikke destomindre synes Benævnelsen ”Sparepenge” om en Pavillon i Slotshaugen, der senere opførtes af Materialier, der vare blevne tilovers fra Slottes Bygning, og hvormed Bygherren paa lignende Made menes at have villet stille paa dem, der beskyldte ham for Ødselhed, tillige at kunne tjene til Beviis fir Gyldigheden af hiint ældre Sagn, eftersom begge Dele ret vel stemme overeens med denne Konges øvrige Karakteer og Tænkemaade, i Forbindelse med Tidsalderens Hang til, ved udvortes Tegn i Bygningskunsten og paa andre, forskjellige Maader, at ville bevare Minder om en eller anden mærkelig Omstændighed.
En lav Qvadersteens, 65 Alen lang, men kun 10 Alen høi og dyb, med alle optænkelige Zirater udstyret Balustrade eller Altanbygning, som oventil er forsynet med et Gallerie eller Rækværk af Steen, paa begge Sider belagt heelt over med et fladt Tag eller Bly-Gulv, som i ældre og nyere Tider, ved Kroninger og andre forefaldende Høitideligheder, brugtes til Proclamationer og Udraab, ligesom Pauker og Trompeter, naar Hoffet var tilstede, derfra jevnligen pleiede at lade sig høre, slutter tæt op til Slottes Sidefløie, og danner i Forbindelse med ommeldte Hovedindgang en efter Kunstens Regler udført, særdeles smagfuld Portfacade, der vel ikke mindre end føromtalte Mønteport, i Henseende til Plan og Udførelse, tør ansees for et af Billedhuggerkunstens heldigste Værker fra den Tid.
Tvende Rader doriske Søiler med trekantede (91) Capitæler, forgyldte Kugler og flere lignende Zirater, hvorhos et Antal af tolv forgyldte Nischer med en Fod af udskaarne Kragstene og ligesaa, mange antike Qvadersteens Figurer af den græsk-romerske Mythologie, alle i Legemsstørrelse, anbragt op til Muren af bemeldte Altanbygning, afgiver en væsentlig Prydelse for ovenomtalte Portal eller Hovedindgang. De hernævnte Figurer, som danne tvende Groupper eller Afdelinger een på hver Side, ere følgende:
Til Høire: Neptunus eller Havets Gud og hans Gemalinde Amphitrite; Hercules, Symbolet for Styrke og Tapperhed; Omphale eller den berømte lydiske Dronning, der med sin Skjønhed og List bedaarede Hercules; Apollo, Musikkens og Digterkunstens Guddom og endeligen Luna eller Diana Jagtens Gudinde.
Til Venstre: Jupiter, Gudernes og Menneslenes Fader eller Symbolet for den høieste Majestæt; Juno, hans Gemalinde eller Gudernes Dronning; Krigsguden Mars; Venus-Urania eller den himmelske Skjønheds Gudinde og endeligen Hippomenes og Atalanta, hvilke sidste efter Fabelen begge forvandledes af Cubele til Løver og maatte fra den Tid af trække hendes Vogn.
Under Balustraden, som paa den indvendige Side mod Gaarden er inddeelt i Buer med toscanske Søiler, findes nu adskillige mindre Værelser og Kamre for Garden og enkelte Officianter, hvoriblandt Vagtstuen eller den saakaldte corps de Guardes, som ligger tilhøire op imod Prindsessefløien, og som dertil benyttedes (92) under sidste Kroning. Det Øvrige paa begge Sider af Porten har i Mands Minde været Bolig for den ældste Huusgeraadstjener, hvoimod det Hele skjønnes at være aflukket senere og de forhen aabne Buer efterhaanden tilmurede. Af alt Foranførte, som af Slottes øvrige Fløie og Sidebygninger, findes i øvrigt en Mængde dataillerede Afbildninger og Grundtegninger i den Danske Vitruv og i Feldborg Denmark delineated.
____________________________
Vor første Indtrædelse i selve Borggaarden eller det Indre af Slottet frembyder et indholdsriigt, overraskende Syn, saa pyntelig en Architektur, saa glimrende og overflødig en Pragt, hvorhen man end vender sig, saa tillokkende det antike Præg, der overalt udmærker samtlige, her forekommende Gjenstande.
Gaarden, som paa alle fire Sider indesluttes af Bygninger, danner en regulair Fiirkant, overalt belagt med Marmor og Steen-Fliser.
Nedenunder samme findes en muret Løngang, ligesom ovenomtalte paa den ydre Slotsgaard, hvortil Nedgangen er fra det andet Værelse i Porten, tilvenstre nærmest Kirken, og som efter Forlydende fører tvers over Gaarden hen til Løvespringet, men hvis egentlige Bestemmelse ligeledes for resten er ubekjendt *) (93)
*) Næsten skulde man troe, at disse hvælvede, steensatte Huler ere Levninger endnu af det gamle Hillerødsholm. I Skrifter og Slotsinventarier findes de end ikke nævnede (93) eller paa nogen Maade omtalte. Saaledes forbleve de efter det sidste store Bygningsregnskab for 1735 aldeles urørte, da dog Alt andet eftersaaes paa det Nøiagtigste; heller ikke finder man dem efter den Tid nogensinde at have været aabnede eller undersøgt paa det nær, at det for endeel Aar siden behagede Hs Majestæt, vor nuværende, allernaadigste Konge, under et Besøg her paa Stedet, at lade sig dem forevise; da man imidlertid vil sige, at den salpeteragtige, kolde og forværede Luft, som mødte Allerhøistsamme straz ved Nedgangen, standsede videre Eftersøgning, ligesom al anden Randsagelse af disse bælgmørke, underjordiske Fordybinger neppe heller i Sagen selv maatte kunnde ventes at give synderligt Udbytte.
Bemeldte Fontaine eller Springbrønd, som er anbragt paa Midten af den høire Sidefløi, findes derimod omtalt i Skrifter og ældre Beretninger med megen Berømmelse, og hedder det, at samme, ligerviis som foromtalte paa den ydre Slotsgaard, forhen skal have været prydet med en Grouppe af støbte Metalfigurer, hvoriblandt Venus og Cupido med flere mindre, der samtlige gjøde Vand i en Kumme eller Muskel af Metal, som bares af en Qvadersteens Løve i naturlig Størrelse, hvilken sidste endnu den Dag i Dag er tilbage, og synes, liig en overbleven Rest af hiin fordums Herlighed, ved sin Styrke at trodse Tidens Ødelæggelser. Paa Muren findes et smukt Søileornament af jonisk Orden, ziret med forgyldt Billedhuggerarbeide og en Skaal forneden med et krumt Metalrør, som fører til Reservoiret. (94)
_____________________
Slottet, hvis ydre Sider beskylles af Søen, der ved høit Vande gaaer op til Kjeldervinduerne, bstaar af trende sammenhængende Fløie, en Midter- og tvende Siefløie med sex Taarne og ligesaa mange Trapper, er i det Hele fire Etager høit, tækket overalt med Kobber, forsynet med Lofter og Kjeldere i Mængde, samt prydet med allehaande gothiske, malede og forgyldte Zirater, hvoriblandt lignende Portraiter i gyldne Felter, som dem man vil have seet paa flere andre Bygninger fra denne Konges Tid, findes anbragte over Vinduesbuerne.
Nysmeldte Fløie ere i øvrigt saalidet symmetriske i det Udvortes, at end ikke i fjerneste Maade den indre Communication fra først af synes i iagttaget. De have hver for sig deres særegne Taarnopgange og indbyrdes saa bestemte Grændser, at kun betydelige Hovedforandringer, som de undr Kongerne Christian den Femte og Christian den Sjette, have kunnet bøde saa nogenlunde paa det Separate i Formen og Indretningerne. Hvad om nu Saadant monne ligge i Tidernes indskrænkede Hofliv, eller det er skeet med Flid for at hæmme Ildsvaade, eller mueligt endnu af ganske andre Grunde, kan for resten være os temmelig ligegyldigt; ikkun veed man, at de ældre Slotte med deres snevre, cirkelrunde Trapper og anden Ubekvemhed vel derfor maae staae tilbage for de yngre med de brede, mageligere Opgange, og hvor saaledes Alt i det Hele taget findes bedre beregnet paa de oeconomiske Fordele og Behageligheder, man nu engang søger og hist savner. (95)
Midterfløien, 100 Alen lang, 50 Alen høi, er, som Bolig betragtet, den allerfornemste og vigtigste, anbragt ligefor Haugen og indbefatter paa den længste eller udvendige Side mod Søen tolv store og sytten mindre Fag. Paa Hjørnerne findes tvende, ligestore sexkantede Taarne med aabne Balcons eller Vægtergange og Vindetrappe af Steen, som føre fra Loftet ligened i Kjelderen, hvorhos paa Siderne tvende pyntelige, halvr4unde Karnapper med Altaner og endelig paa Midten er fiirkantet Udbygning som et Taarn, ligeledes med et Gallerie foroven.
Den anden Side mod Gaarden, som her i fortrinlig Grad tiltrækker sig vor Opmærksomhed, indesluttets af tvende mindre Taarne med Hovedopgange til samtlige Etager; tilvenstre Kongens, tilhøire Dronningens Trappe, begge nærmest op kaldte efter de dertil hørende Gemakker.
De to nederste Etager skjules og bedækkes næsten ganske af dobbelte, hængende Arcader, anbragte frit udenpaa Muren i tvende Rækker eller Afdelinger, den ene oven over den anden; hvorimellem et aabent Gallerie, som lukket foroven, i Form af en Tempelhalle, kaster Lys ind i Gemakkerne og hvorved tillige Communication mellem de modsatte Opgange er tilveiebragt.
Bemeldte tempelformige Tilbygning, Spadseregangen, som Berg kalder den, opført heel af Marmor og Sandsteen, og som med Hensyn til Perspectiven, efter Kjenderes Dom, ansees for et Mesterværk af de Tiders Bygningskunst, røber unægtelig en høi Grad af Indsigt og Smag. (96)
Det særegne, mystiske Anstrøg, som karalteri9serer hele dette Anlæg og lader ahne et til det Ydre svarende pragtfuldt Indre, har opnaaet sin Hensigt tilfulde.
Otte og tyve rød- og hvidaarede, joniske og doriske Marmorsøiler med sorte Capitæler og Sokkeler, hvorover lignende Buer med nedhængende, hvide Drueklasser, tjene til Beklædning for et Antal af fjorten Aabninger, syv foroven og syv forneden, hvorimellem tolv Nischer, sex i hver Afdeling, prydede med ligesaa mange antike Figurer af blaalighvid Sandsteen, alle i Legemsstørrelse.
Forneden: Hercules og Guden i Underverdenen, Pluto, hans Gemaline Proserpina, Neptunus. Amphitrite og Ompsale.
Foroven: Mercurius, Gudernes Sendebud; Jupiter og Venus; Orpheus, bekjendt i Mythologien for sit musikalske Talent og de Undergjerninger, han derved bevirkede; hans Gealinde, den elskelige Eurydice og Ceres, Kornets eller Frugtbarhedens Gudinde.
Allerøverst: syn fritstaaende Billeder af samme Beskaffenhed som formeldte, nemlig: Eybele, Gudernes Moder: Saturnus eller Tidens, Bachus, Vinens og Glædens Gud; Jupiter og Juno; Minerva, Viisdoms eller Tapperheds Gudinde og en syvende ubekjendt, hedensk Divinitet; Alt foruden en Mængde mythologiske Basreliefs i Fyldningerne mellem de forskjellige Afdelinger, deriblandt sex nye, forfærdigede i Christian den Sjettes Tid af Axel Ørendal, forgyldte Kugler og lignende Zirater. (97)
Den her omtalte Buegang er derfor med Flid bleven afbenyttet ved Kongernes Kroning, eftersom Processionen, ved at tage Veien derover fra Kongens hen til Dronningens Trappe, og. Medens den passerede samme, at have været skjult for Tilskuerne nogle Øieblikke, hvergang saalede, after atter at være bleven seet paa Gaarden, har vakt fornyet Interesse hos den jublende Mængde, Togets videre Gang langs den beklædte Forhøining til Kirken derved bestandig maattet vinde i Afvexling, og Stedets Eiendommeligheder ogsaa paa den Maade bidreget til at forskjønne en ellers saa vigtig og høitidelig Handling. De, der saaledes nøde det Held at være tilstede ved sidste Kroningsfest i Sommeren 1815, ville sikkert endnu mindes de Følelser, som besjedede dem og enhver af de talrige Tilskuere ved Synet af det langsomt fremskridende Tog over Billedgangen mellem de øverste Gemaksvinduer og de med antiqve Statuer, som formeldt, udvendige smykkede og til Festen restaurerede Tempelbuer, medens at til samme Tid trende forskjellige Musikchor lode sig høre paa Gaarden, Sangværket faldt ind med herlige Toner, samtlige Klokker de høit gjenløbe, og Kanonernes Torden fra Jægerbakken gav et skingrende Ekko. Foruden begge di kongelige Garder, som, hver med sine forskjellige Musici, stillede en haye, udgjorde en dobbelt Parade for Kroningsprocessionen over Gaarden, udbragtes nemlig paa samme Tid Musik fra Slotsaltanen, hvor Hoftrompetterne, otte i Tallet, med tilhørende Pauker, klædte som Laquaier i (98) gallenerede Livrees, ligeledes vare henstillede, og hvor sidstmeldte, fra et over Porten udbygt, med et nedhængende Drapperie af carmoisinrødt Fløiel udziret Orchester, saaledes i Forbindelse med hine afgave et smukt Ensemble for den dertil af Kammermusikus Kuhlau indrettede Kroningsmarsch. Sjelden som Festen, skjøn som for Øiet den glimrende Pagt, var for Øret behagelig den rene, harmoniske Samklang, der ved alt Foranførte bevirkedes.
Det er for resten mærkeligt ved dette Slot, at man intetsteds i Landet, finder en større Samling af Figurer og antiqve Statuer, tjenende til Prydelse for nogen i Forbindelse med den øvrige Mængde af Skulptur- og Stuccatur-Arbeide, om de end ikke enkeltviis kunne gjælde for Idealer, ligefuldt vidne om duelige Artister og en vis Kunstfærdighed paa den Tid; hvorhos dog fortjener at erindres, at den christlige Religion ikke mindre, end det classiske Old, dertil har leveret Stof. Dette Sidste beviser noksom den deilige Slotskirke, hvorom især skal handles i det Følgende.
Efter en Note, som findes i de hoffmannske Fundationer, 7de Bind Pag. 162, skulle nysnævnte Marmorbilleder, som staaer foran og over den omtalte, lukte Gang, være komne hertil fra Fæstningens Varde eller Vardøhuus i Norge. I øvrigt synes Galleriet eller det her beskrevne Slotsparti rettest at burde betragtes som noget udenfor den oprindelige Anordning senere Tilføiet. At nemlig bemeldte i en nyere Smag udførte Anlæg vel i det Hele er (99) forskjelligt fra selve Bygningen, hvortil det hører, røber allerede den Mangel af Symmetri, som man efter de ellers her fulgte og tilkjendegivne Regler ikke let vil kunne forklare anderledes. Hertil kommer, at ifølge Dagbogen for 1621 skal en Lorenz da have bygt samme, hvorimod Aarstallende 1606 og 1608 i tvende Spidsfronter over Kirken og Prindsessefløien lede til den sikkre Formodning, at det vel ikke heller i det Væsentlige kan have staaet saa længe hen med Hoved-Midterfløien, hvor Kongen selv agtede at bor.
Sidefløien tilhøire, bestemt for de kongelige Børn, den saakaldte Prindsessefløi, 85 Alen lang og af samme Høide, som fornævnte, er mod Gaarden ziret med en gylden, fiirkantet Karnap, tækket med Kobber og et Taarn paa Midten, hvori Opgangen til samtlige Etager. Den længste Side, som vender ud til Slotsgraven og indbefatter 12 Fag, har en liden rund Taarnbygning for Enden, samt en rund Qvadersteens Glaskarnap med flere Etager og Afdelinger, anbragt paa Gavlen mod den mellemste Forgaard.
Sidefløien tilvenstre, indeholdende Kirken og Riddersalen, begge med Vinduer paa de trende Sider, hvoraf den Første 14, den sidste 17 Fag, er prydet for Enden mod den mellemste Forgaard med en liden rund Taarnbygning og en smal, pyntelig Glaskernap; for resten i alle Maader ligesom den modsatte, høie Fløi, hvortil den ogsaa svarer i Høide- og Længdemaal. Alle 3 Bygninger have eens Brede eller Dybde, 25 Alen, Muren iberegnet.
Kirkeportalen, ligeledes tilvenstre, er opført (100) heel af Marmor og Qvadersteen, ziret overalt med Guld og prydet foroven med det kongelige Vaaben. Nedenunder samme findes et stort Tableau eller en Grouppe af religiøse Figurer med tilhørende musicalske Instrumenter, Englenes Lovsang til Guds Priis og Ære; paa Siderne tvende joniske Marmorsøiler.
Døren, der især minder os om, at fremmede Mestere have havt med dette Arbeide at gjøre, da den ligesom Alteret helder til Catholicismens Aand, udmærker sig fornemmelig ved sin antiqve Bygningsmaade og rundladne Form. Den har en passende anseelig Størrelse, er temmelig bred og massiv, heel af Eeg og Fyldningerne udvendigt beklædte med ziirligt udskaaret Billedhuggerarbeide, forestillende Christi Daab og Opstandelse, hvilket sidste ligeledes af Træ, i sin Tid coloreret og forgyldt, samt videre smykket med Afbildninger af vore tvende ældste, christne Konger, uden at kunne henregnes til egentligt Kunstarbeide, vækker Beundring og agtes for sin Ælde. Vinduet nærmest samme er omgivet med et kunstigt udarbeidet og Forgyldt Jerngitter, hvori en Fugl og Aarstallet 1617, rimeligviis forfærdiget af den berømte, helsingøerske kunstsmed, Kaspar Fincke, som ifølge Dagbogen af 1618 Aaret efter smeddede Dørrene til Capellet i Roeskilde, og hvis Arbeide Almuen da fandt saa vidunderligt, at man satte ham i Ledtog med den Onde.
Paa den anden Side af Taarnet findes en lignende, mindre Indgang, uden Zirater, og vistnok yngre eller senere tilføiet.
Videre har denne Deel af Slottet en udvalgt, (101) karakteristiks Prydelse i det prægtige Kirketaarn, som hæver sig paa Midten ud til den indre Slotsgaard.
Dette Taarn, som udmærker sig ved en særdeles gracieus Bygningsmaade, er 100 Alen langt og svare saaledes i Høide til det foran omtalte, store Fangetaarn. Ovenover Uhret er Sangværket, som nu alene høres ved Kroningen, anbragt i tvende store Lydhuller, og fra først af indrettet til hver Time at spille et Vers af en Psalme. Samme bestaaer af 16 smaae Klokker med tretten støbte Messingvaltser, hvoraf een senere nedblæst i Slotssøen, og tvende saakaldte Trommer af Kobber. Neden i Taarnet findes fire Klokker af forskjellige Størelse, alle af gehaltrig Malm og skjønne, fyldige Toner: paa den største af dem derhos følgende Indskrifter:
Durch das Feuen und hitz bin ich geslossen,
Meister Claues van Dam hat mich gegossen.
Anno 1614
Paa den anden findes det kongelige Vaaben, hvorhos Følgende:
Christian. IV. Dei. Grat Dan, Norv. Vand. Goth. Rex, Dux Schlesw. Holsat. Stormar, & Ditm. Comes in Oldenburg & Delmenhorst. (Christian den Fjerde, af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge ec.) og i Randen:
Convoco viventes, qvando fit cconcio sacra; defleo defunctos, cum tumulantur humo. Si Dcus pro nobis, qvis contra nos? Borchart Gelgeisser me fesit Anno Domini 1613. (Jeg kalder de Levende til hellig Forsamling; jeg begræder de Døde, naar de stedes til Jorden; Naar Gud er med os, hvo (102) kan da være mos os? Borchart Gelgiesser har forfærdiget mig Aar i Herren 1613. *)
Paa den tredje findes Følgende, med gammel utydelig Munkeskrift:
Almi Pontificis Nicolai facta honorem (honoris) anno subscripto sit nola (sic tuba) fusa divo. Johannes Fastennovie me fecit anno Dimini 1512.
(I det år, hvor æren (æren) af Almius Pontificus Nicholas blev underskrevet, lad nola (altså trompet) blæses vildt. Johannes Fastennovie skabte mig i år 1512.google oversæt)
Paa den Fjerde findes en lignende Indskrift, der lyder som saa:
Hæc tuba cunctorum mollit sensns populorum Johannes Fastenovie me fecit anno 1512 S+ D+ Jesperi++ P.S ++ H. Z. ++ C.
Oven over disse fire Klokker, hvoraf de tvende sidste, som man seer af anførte Aarstal, ere komne andetsteds fra, findes endnu en femte og større, indrettet alene til Slagklokke. Bemeldte Klokke, som Kongen endvidere skal have bestemt til Ære for Dronningen, Anna Catharina, skjøndt Navnet ei derpaa findes, er af næsten flad og nedrykt Form, uden Knebel og aldeles ubevægelig, bruges nemlig ene til at reparere Fuldtslaget, som høres her dobbelte paa to forskjellige Klokker, og har en overordentlig deilig Klang. Øverst paa samme findes følgende Indskrift:
Christian der 4, König zu Dänmark und Norwege, hat durch Hartwig Quillichmeyer mich lassen (103)
*)En Borcardt Gek Geisser, rimeligviis Fader eller Farfader til den her nævnte, har, efter Beyers Beretning i hans antiqvarisk-statistiske Topographie over Egitzlefmagle Sogn Pag. 180, støbt den mindre Klokke i Flakkeberg Kirke 1511.
Geissen, dass sich die Laute nach meinen Klancj können richten, und zur Busse stundlich sich schicken und froe und spat, wan sie mich klingen, sollen sie alsobald Gott loben und singen, auch fletzig achten und bedencken, wii eine Stunde hastig seinen Lauf thut endten, und dieselbe zurucke nicht wendet, also auch des Menschen Leben sich bald endet; derhalben, wan Du auf meinen Klang Achtung thuest geben, so betrachte dies alles mit Fleitze dansben. Anno 1618.
(Christian den Fjerde, Konge til Danmark og Norge, har aldet mig støbe ved Hartvig Quillichmeyer, paa det at Folkene kunde rette sig efter min Klang og føie sig til Bod hver Stund paa Dagen; thi aarle og seent skulle de strax, naar de høre mig klinge, love og besynge Gud, ogsaa flittigen agte paa og betænke, hvor hastigt en Time monne fuldende sit Løb, og at den samme ikke mere vender tilbage, da saaledes snart og ender det menneskelig Liv. Hvorfor, naar Du monne give Agt paa min Klang, saa betragte Du derhos Alt dette med Flid. Aar 1618.)
Paa Midten findes det kongelige Vaaben med den kongelige Titel: Christianus Qvartus D. G. Dan. Norv. Vandalor. Gothorrumqve Rex, Dux Schlesvici, Holsatiæ, Stormariæ & Ditmarsiæ, Comes in Oldenburg et Delnenhorst.
Hvad der især gjør denne Klokke mærkelig, og hvorfor man ogsaa kalder den Speciesklokken, er det, at der i Randen om samme findes et Antal af tredive forskjellig, større og mindre Sølvmønter og Skuepenge fra Christian den Fierdes Regjeringstil trædelse (104) og første Regjeringsaar, hvis Præg i Tidens Løb, da Taarnet her er aabent til alle Sider og Klokken hænger saa godt som i fri Luft, er blevet næsten aldeles ukjendeligt, men som dog alle med nueligste Nøiagtighed findes angivne i Thurahs danske Vitruvius, Tome 2. Oag. Pag 53 – 55.
Den særskildte Afdeling af Taarner, hvor denne Klokke hænger, er prydet med fire, colosale Pyramider, otte store pg sexten mindre forgyldte Kugler paa Hjørnerne, der atter igjen tjene til Underlag for det høie pragtfulde, ottekantede Spir, der bestaaer af trende forskjellige Afdelinger, med et rundtløbende Gallerie forneden. Det Bygning er i det Hele saa smagfuld, at man vel ikke uden Grund har villet tillægge Inigo Jones nogen Andeel deri, og bestaaer, som formeldt, af tvende Underafdelinger, den nedre, hvori Uhret og de fire Klokker, og den øvre med hiin større samt detilhørende Zirater. Øverst paa Spidsen findes en vægtig Jrnstang med en forgyldt Knap og et Kors paa Enden, forneden et gyldent Rigsæble med den Kongelige Krone, og endelig allerøverst en udtunget Hest i fulde Fiirspring, af Kobber, forgyldt, og a Størrelse som et maadeligt Føl. *)
Udvendigt findes paa Siderne af bemeldte Taarn.
__________________
*) Bemeldte Hest eller Rossefigur, som er 2½ Alen i Længden og bestaar af sammen sveitsede Kobberplader, indrettet til i Form af Fløi, med et Rør i Midten, hvorigjennem Stangen gaaer, at omdreies af Vinden, ligesom fordum Hjorten paa Jægersborg Slotstaarn, blev (105) ny forfærdiget i Christian den Sjettes Tid 1734. Derefter løsreves siden af Stormen det Halve for endeel Aar siden og blæste ned i Slotssøen, hvorpaa bemeldte Hest atter i nysafvigte Sommer 1831, er gjort af ny paa Frederiksværk, opsat og forgyldt tilligemed Kronen, Æbllet og øvrige, dertilhørende Zirater. Deraf er Kronen lidet over en Alen og et Qvarteer i Gjennemsnit, Æblet derimod noget mindre.
Af fornævnte Kugler, hvorpaa Spiret hviler, ere de otte to Alen i Gjennemsnit og holde hver sex Alen i Omkreds. Ogsaa forfærdigedes til dette Taarn i Christian den Sjettes Tid en ny Klokkestoel af Eeg, og Uhrværket istandsatte.
forgyldte Soelvisere, indrettede til at vise Timer og Qvarterer, hvorhos en bred Vindeltrappe af Steen fører derigjennem til Riddersalen og fremdeles videre til det saakaldte Uhrmagerloft og il Taarnets forskjellige Afdelinger. Fra den saakaldte Vægtergang var det i ældre Tider Skik, at Vægteren med et Horn pleiede at tilkjendegive sin Nærværelse, hvorefter et saadant Vægterhorn, senere forkommet, findes omtalt i Slotsinventarierne; ligeledes holdtes her fordum en egen, saakaldet Klokkestiller, som boede paa Slottet.
Ni større og mindre Spire, hvoraf nogle kunne kjendes i betydelig Frastand, een flad og fire mindre, kugledannede Taarnbygninger tjene saaledes efter Foranførte til at give dette Slot Syn og udvortes Anseelse. Fra de to største af formeldte Taarne især (106) har man den videste og fortrinligste Udsigt, som vel kan tænkes.
Slottets første eller nederste Etage bestaaer af en Mængde simplere Smaaværelse, nærmest bestemte til Brug for Oeconomien og Hofholdningen, dog med Undtagelse af Rosen og Ridderstuen i Hjørnet tilvenstre, der udmærker sig ved sin Pragt og Størrelse. Forhen fandtes her, ligeledes tilvenstre, Drabantsalen, tilhøire det kongelige Sølvkammer, Apothek, Kjøkken og Fadebuur med Videre, hvoraf Sidstnævnte, som formeldt, under Christian den 6te fik en anden Plads og Indretning i Cancelliebygningen strax ved. Derimod findes de egentlige kongelige Gemakker i den anden og tredje Hoved-Etage. Den fjerde bestaaer atter ligesom førstnævnte af tildeels mindre Værelser og Kamre for Domestiqverne og de ringere Betjenter.
Disse synes i ældre Tider ikke alle at have kunnet faae Plads paa Slottet. Saaledes findes endnu paa Udkanten af Byen, strax ved Bommen, nærmest Haugen, et mærkeligt Huus, hvorom det hedder, at de kongelige Laquaier fordum skulle have boet der; ligesom endnu for ikke ret mange Aar siden sammes Indvendige, Paneelværk og Betræk, viste noksom kjendelige Spor af en høi Alder, og tør man vel endogsaa derfor ansee bemeldte Bygning for en af de i det Foregaaende omtalte Officiantboliger, hvorom Zesterfleth i sin Rejsedagbog af 1600 og senere Arent Berntsen fortæller, at de skulle have ligget adspredte hist og her udenfor Slottet.
Nedenunder samme findes rummelige, hvælvede (107) Kjeldere, som tilhobe stikke dybt under Vandet, men desuagtet ere aldeles tørre og luftige, vidnende om Fundamentets uigjennemtrængelige Fasthed og Styrke.. Disse Kjeldere have forskjellig Bestemmelse. Deriblandt findes, og som vel noget blot Tilfældigt, under Kirken, hvorover igjen Dandsesalen, den kongelige Viinkjelder, og ligeoverfor, i den modsatte Fløi, Hønseplukkeriet og Bagerset, hvor Adam Berg omtaler en særen mekanisk og flere andre kunstige Indretninger, som fandtes der i hans Tid. Især mærkes det ypperlige Kildevæld, som ledes herover gjennem Blyrender langs med Søen fra en Bakke i Slotshaugen, og har sit Reservoire ligefor Indgangen i Kjelderen under den midterste Fløi, Bemeldte Kilde, den saakaldte Badstuekilde, som rinder uden Ophør og indeholder overflødigt Vand, der i Smagen og Godheden nærmer sig det Roeskildske, hvorfor det ogsaa benyttes meget af de Nærboende, forsyne derhos tredje Etage,
____________________________
Slott
