Frihandelsårene 1715 – 29

Frihandelsårene 1715 – 1729

I Finnmark var amtmand Lorch blevet efterfulgt af Jacob Møinichen, men i mellemtiden var foged Hans Soelgaard konstitueret. Efter opfordring fra rentekammeret sendte Soelgaard i 1715 en indberetning om handelen. Han var bl.a. spurgt om der i Finnmark fandtes et passende sted til en Købstad, hvordan man skulle få overtalt formuende personer til at flytte til Finnmark, og på hvilken måde handelen bedst kunne tilrettelægges, for det bedst for alle parter.

Soel kunne ikke se at der var nogen mulighed for at en købstad kunne trives i Finnmark, – et spørgsmål som vi siden skal kigge nærmere på. Og når det gjaldt om at trække formuende personer til nord, mente han der kun var et spinkelt håb som følge af den behandling de før havde været udsat for. De købmænd som tidligere boede i de enkelte fiskevær 2 – 3 – 4 på hvert sted, var jo ved kongelige forordninger og de trafikkens privilegier for længst ”udryddet”, og det skulde blive vanskeligt at tiltrække formuende personer hertil igen.

Alligevel mente han at netop de personer som fra tidligere var kendt med Finnmark og handelsforholdene der, måtte være de bedst egnede til at forsætte handelen. Mulighederne skulle være gode efter de priser som var aktuelle. Ikke kun på de 7 handelssteder fra oktrojen, men også på Hasvik, Loppa, Ingøy, Tana og Kiberg fandtes der brygge og handelsbygninger som kunde forpagtes eller overtages af ny handelsfolk. For øvrigt kunne handelen bedst drives efter oktroj- reglerne fra 1702.

Dette forslag fra Soelgaard kom for sent frem til at få direkte indflydelse på regeringens næste skridt, men de ordning som nu kom, var i merkelig overensstemmelse med hans ideer om sagen. Ved en forordning af 8. april 1715 besluttede kongen at det skulle være en fuldkommen fri og uhindret handel for alle borgere i Bergen og Trondheim, ligesom for nordfarerne.

Når regeringen netop valgte at prøve frihandelen, har det vel flere grunde. For det første var konjunkturerne gode i denne periode af den store nordiske krig, med stigende priser på tørfisk og andre fiske produkter i årerne 1714 – 21. Mulighederne for en bedre økonomisk handelsordning i Finnmark skulle således være de bedste. De politiske forhold var også gode – Rusland var Danmark-Norges allerede, og man havde intet at frygte fra denne kant. Samtidig gjaldt det af al magt at fremme de norske handelsinteresser på bekostning af de svenske. Og endelig har nok Lilienskiolds ”Speculum boreale” og offentlige beretninger fra Finnmark, tjent til at bane vejen for et mere frihandelsvenligt syn.

Efter forordningen af 1715 skulle borgere i Bergen og Trondheim som ønskede at drive Finnmarks-handel, skulle melde sig til magistraten og løse et toldpas. Handelsmænd i ”Sjølenene” (strækket Møre – Namdal), som havde borgerskab i en af disse byerne, kunne også deltage i handelen mod at melde fra til fogeden.

Det samme gjaldt bergens- og trondhjemsborgerne som var bosat nordpå. Jekteskippere og knaper i Nordland og Troms kunne som tidligere handle i Finnmark med både, årer, skind, store håndsnøre, angler, jernsten og liner, men desuden nu også med mel, smør, ost, kød og andet som kunne behøves af almuen der.

For at lette handelen blev alle varer til og fra Finnmark gjort toldfrie. Kræmmerne fik igen lov til at flytte et amt og bosætte sig der, og kunde holde jekter og fremme sin næring som de bedst synes. De tidligere oktrojhandlere, kunde fortsætte deres handel, som de ønsker, men fik ikke lov til at sende skibe og folk til Finnmark, for at inddrive restanser. Fremmede skippere var udelukket fra handelen, med trussel om tab af skib og last. Almuen blev også strengt pålagt forbud, mod at handel med sådan fremmede.

Alle som ønskede at drive handel på Finnmark, fik kongens tilsagn om beskyttelse mod at ingen embedsmand måtte plage den med skatte og pålæg eller på nogen anden måde hindre dem i deres handel. Tværtimod fik alle myndigheder, geistlige som verdslige, udtrykkeligt påbud om at hjælpe de handlende bedst mulig med det som tjente almuen bedst muligt. De skulle også have opsyn med at ”de negotierende” førte gode varer og ikke snød folk; men ellers måtte opmuntre begge parter til at drive der handel og næring med flid og forstand – For at ingen skulle mangle midler til driften, var det også bestemt at de tidligere handlers hus, pakhuse og hjelbrug ikke maatte føres bort, men for en rimelig leie skulde overlades dem som drev handel. Og de som trængte materialer til nye huse, skulde få anvist tømmer fra alminingskoven mod sædvanlig betaling.

Som Sporring har påpeget, var der to væsentlige punkter som skildte frihandlen fra oktroj-ordningen: For det første var hverken køber eller sælger bundet til nogen form for faste tekster. Hver enkelt fik anvende eller skaffe sig vare så fordelagtigt som der var råd til. For det andet var de handlende ikke pligtige til at give almuen kredit. At de alligevel fik det, er en anden sag. Men sammen med konjunkturerne tjente ordningen til at modvirke den ”forsorgsmentalitet” som normalt fulgte med monopolerne.

Biskop Peder Krog havde netop været på rejse ”udi det depauperede og depopulerede Finnmark (= det forarmede og affolkede Finnmark). Og når han på grund af modsat vind havde været opholdt på rejsen, havde han besøgt folk i rygestuer og jordgammer (hus af jord og tørv) og snakket med dem. Da han den 22. juni 1715 skrev sin første indberetning til kongen, havde virkningen af frihandelen allerede begyndt at vise sig. Og Krog siger at de vilde være større, hvis forordningen var blevet kendt tidligere. Mens nogle norlandsfarere havde allerede forsynet sig med madvare for salg i Finnmark, da de ankom her i maj. Og et par skibe skulle være undervejs fra Bergen, udover dem fra oktrojen. Der var allerede ankommet fartøjer fra Rusland til Nordlandene, og Krog tvivlede ikke på at Finnmark vilde blive vel forsynet til vinteren. Af et brev dateret 29. juni 1715 fra Ulrich Rosenlund, Bergens-kompagniets inspektør og handelsforvalter  i Loppa, kan man se at han havde påtaget sig at forsyne almuen i Loppa og Hasvik. Og blev til flere. Da Krog den 10. august sendte et nyt brev, havde Bergen foruden de oktrojerede skippere sendt fire andre ”på sin negotie”. Desuden var der en god tilførsel fra Trondheim, fra nordlandsfarerne og fra Rusland, således at Finnmark allerede dette år havde fået større handel og tilførsel end nogen gang i de sidste 30 årene. Han var forvisset om at især nordlændingerne, som så længe havde ønske adgang til dette, og vilde føre Finnmark til en overflod af brød, ost, smør, mel og malt, både og fiskeredskaber, og andre nødvendighedsvarer. Og det ville ikke blive nogen vanskeligheder for finnmarkingene at afsætte deres varer hjemme hos sig selv.

Det viste sig da også senere at både bergensborgere, trøndere og nordfarere i stort antal kom til Finnmark for at drive deres handel. En del slog sig ned der som selvstændige handelsmænd, og andre rejste dertil for kortere tid og tilså deres betjente og etablissementer. På grund af konkurrencen måtte de også ansætte duelige folk på handelsstederne. De største trafikanter på Finnmark i frihandelstiden var Hans Hagerup i Trondheim, senere borgmester i samme by, købmændene Jens Revdal, Niels Ravnsberg. Daniel Ravnsberg og Hans Røberg i Bergen. Men derudover var der mange andre. Som nævnt drev jekteskippere og knaper især fra Senja og Trom ikke kun en lille handel med egne og indkøbte varer. (Jevnf. Nordlandske handelssteder). Garmann fortæller at ”hjemlandsfarerne berejste hver en krog og hver en bugt i fjordene, og næsten hvert år blev der nogle tilbage og nedsatte sig”.

Frihandelsperioden synes også at have været begunstiget af forholdsvis gode fiske år. Det hedder i alt fald hos Sporring ”at Gud i de fleste år havde mangfoldigt velsignet fiskeriet.” Og medgangen gav folk nyt mod og initiativ. Der kom atter som følge af ”den gode tid”, tilstrækkelige forsyninger, gode priser og mere virkelyst blandt folk. Når Finnmark igen fik fastboende handelsmænd og gode indkøbs vaner, kunne disse – som Sporring siger – ”have opsyn med bonden at de er årvågne og flittigt passer deres fiskeri, at de er tarvelig i deres klædedragt, sparsommelige i deres husholdning, forsigtige og vedligeholder deres både og fiskeredskaber, at de i rette tid indsamler forråd og ildebrand (brændsel), og endelig at de er ædruelige, venlige og ærbødige mod deres geistlige og verdslige øvrighed”.

Hvordan det stod til med levemåde og moral i Finnmark på denne tid. Læser man bl.a. hos Thomas von Westen – ”finnernes apostel” – som netop på denne tid havde begyndt sit virke her i nord. Han var jo en streng pietist, og man skal tolke hans skarpe ord med varsomhed, kan man bag disse finde et nogenlunde rimeligt billede. I en Finnmarks-beskrivelse fra 1717 siger ham at de fleste lokale er præget af ”frihed fra synd, uvidenhed, ørkesløshed, drukkenskab, tyveri, foragt for Guds ord”. Skule alt dette virkelig gælde de fleste var tilstanden nok elendig. Men von Westen indrømmer da at han ”har fundet adskillige sande israeliter ved verdens ende”.

Om fremmede handlende siger han at de ”har i stilhed holdt et ugudeligt og bestialsk hus i landet uden gudsfrygt, og ikke interesseret sig for at hele landet blev fordømt, når de bare fik indbyggernes varer”. Sådan var de fleste handlende før, siger han, ”men nu er købmændenes fuldmægtige skikkelige personer”, Denne udmelding fra en så streng herre for virkelig troen tilbage på at handelsmændene på den tid stor set var dygtige og bedre folk  end under Bergens monopolet.

Noget af det han klager over, var trangen til ørkesløshed hos nordmændene, ”Jeg har,” siger von Westen, ” fundet på min rejse en større dovenhed hos de fleste end man skulle tro.” Det værste var at ungdommen intet havde at foretage sig, her var ingen skole, og lediggangen blev som sædvanlig roden til alt ondt. ”Kvinderne udfører så godt som slet intet gennem år og dag, ikke spinder de, ikke væver de, ikke ror de ud med (mændene) som finnekonerne gør, ikke har de kreaturer at passe”. Han tilføjer at finnerne forarges over nordmændenes dovenskab, idet de selv er meget indbringende og flittige. Men også fristes vi til at forsvare bumennene til en vis grad. De var henvist til små byerne ude ved havet, som ensidig bandt dem til et sæsonpræget fiskeri, ofte til en lille flekke hvor de kun kumme kom til og fra i båd. Vinterfiskeriet på det åbne Finnmarks havet var kun et arbejde for mandfolk, og der var dette fiskeri som trods alt skaffede størsteparten af Finnmarks produkterne. At bumandskvinderne ikke havde kreaturer at passe, var måske sandt for de flestes vedkommende, men mange havde da får der hvor der i hele taget var muligt.

Thomas von Westen skrev dette kun få år efter at handelen var blevet fri. Han indser også at meget af ørkesløsheden hos almuen skyldes mangel på redskaber og andre hjælpemidler, og at oktroj-handelen havde givet dem ”langsomt sind”. Han pegede på at de er svært at forsyne folk med det de behøver af den slags.

Derimod var han alt andet end begeistret for at Finnmark blev forsynet med brændevin. Her som ellers i landet, var der en tendens til øget drikkeri. – ”Drukkenskab”, siger von Westen, ” som holdes for en fri synd blandt dette lands indbyggere,” og de ”regner det for en lyksalighed og velsignelse at stærke drikke undertiden forekomme”. Vi skal mærke os dette ”undertiden”, det var åbenbart ikke altid let at få fat i brændevin i Finnmark. Von Western siger også at der var langt større drukkenskab i Nordlandene, hvor næsten al trundhjems-handel på disse steder består mest af brændevin og stærke drikke”. Han ville have et påbud om at skuderne fra Trondheim kun måtte medføre et mindre kvantum brændevin til Finnmark. Som et afskrækkende eksempel nævner han en borger som havde før en fuld ladning brændevin til Vadsø, med bare få tønder mel, noget som var i strid med forordningen fra 1685 og den slags laster.

Handelsmænd og embedsmænd var også under frihandelen i totterne på hverandre. Som nævnt skulle de handlende være fritaget for skatter og afgifter, men efter det von Westen fortæller, blev de alligevel afkrævet comsumptionsskat. De trondhjemsborgere som handlede på Finnmark, havde endnu i 1717 ikke fået deres varer fritaget for denne afgift. Og opkrævningen var sket på en sådan måde at købmændene i ugevis havde måtte lade meltønder som var bestemt for Finnmark ”ligge under åben himmel og blev fordervet af regn, katte og hunde”, og borgerne af den grund havde været nær ved at nedlægge handelen. Det var ikke godt, siger han, at øvrigheden behandler borgerne sådan at de efter en Finnmarks-tur ikke har lyst til at komme igen. Men det var heller ikke godt at købmændene bare tog det de mente at kunne afsætte ved handel ”rede mot rede”, og ikke gav nødvendig kredit. Hvad vilde der sker, siger von Western, hvis et skib forulykkede, eller om fiskeriet slog fejl et år?

Hvad han ellers fortæller om nordmændene, både almuen og en enkelt handlende, er ikke meget smigrende. Men vi skal huske der var krigstider, fiskerne var hårde og rå barske folk, og lignede klager lyder fra alle kanter af landet i denne tid. Han jamre stygt over manglen på gudsfrygt, fordi mange som boer i værene (byer) tæt ved kirken, ikke søger til Gudstjenesterne. Ligeså den forfærdelige banden og formel ære, hvis jeg ikke i mine dage har hørt, at folk ikke kan tale 3 ord, uden at djævelen er en af ​​dem, -” Husandakter, sang og læsning i hjemmene forekommer kun sjældent bland nordmændene. Ja, det var så galt, at da von Westen engen spurgte dem om tre efter hans mening lidelige og ryggesløse præster som før havde boet i Finnmark, svarede  man: ”De var gode fattigmands-præster, det er sådanne som tog hunder (=stakler) til alters, straffet ingen synd, plaget ikke folk med læsning og altergang som de kaldte det, drak med dem etc.” Man får en svag mistanke om at kaldet måske har smilet i skægget når de svarede sådan.


Et enkelt eksempel på voldsom fremfærd af en handlende nævnes også: En købesvend i Hammerfest havde under gudstjenesten slået et vindue ud i kirken, sloges med præsten og åbenlyst bespottet Gud. En anden gang overfaldt han mange finner med vold og havde nær dræbt dem. Og da de klagede over det, fik de ordre om at tie og derpå bringe ham gaver! Men denne mand står dog som en undtagelse og hans forbrydelse lå flere år tilbage i tiden.

I modsætning til von Westens skildringer, som i sin præstelige nidkærhed har et stærkt præg af overdrivelse, virker Soelgaards betragtninger mere nøgterne, sandsynligvis bygget på et årelangt kendskab til forholdene. Han siger at der nok findes mange blandt almuen som behøver kredit, men helst sådanne som ikke magter at skaffe sig det nødvendige. Alligevel er der mange som klarer sig godt og endog kan hjælpe andre. En sådan mand behøver ikke kredit, i hvert fald ikke mere end det han årlig kan betale. ”Af denne slag er, Gudskelov, endnu ikke få” siger Soelgaard. Men mange, både nordmænd og finner, – ikke mindst de sidste, som dog har mange rensdyr at leve af – har misbrugt adgangen til kredit og pådraget sig stor gæld.

I det hele bedømmer han indbyggerne individuelt og med menneskelig forståelse og overbærenhed. De er, siger han, dels vederhæftige og dels uvederhæftige. Nogle arbeider med god forstand og har held med sig så de kan forsyne deres hus. Andre lige så forstandige og driftige, men ikke så heldige.

Det er ”alt sammen ligesom det gemenlige findes i alle lande og i alle byer”! – At Finnmark havde særskilte problemer, er klart nok, men som Soelgaard siger, var mennesket ikke anderledes eller værre her end andre steder. Vi ser også af samtidens historie at der klages over almuens moral på alle kanter af landet. Soelgaard siger ligefrem at de som er flyttet til Finnmark fra Nordland, Bergenhus og Trondhjem len for det meste er folk af ussel slags, som besværer landet mere end forbedre landet. Han navngiver nogle mænd som kompagniet har sendt op til Vadsø, og tillægger at man ville gøre folk på stedet en stor tjeneste hvis kompagniet vilde ”skaffe dem herfra igen.

Stadig fremhæver von Westen finnerne som mere arbeidsomme, dydige og gudfrygtige end nordmændene. Og noget af det mest foragtelige synes han er ”nordmændenes uforstandige hovmod mod lapperne -! De kalder dem næppe andet end hunde, jagthunde, sigende i sin vrede: slår jeg dig finn ihjel, det er ikke mere end jeg slog en hund ihjel! Så taler end også de, hvilke burde være forstandige. Nordmænd spiser lige så nødig med en finn, som jøder fordum med en græker” – Hvor meget dette gælder i sin almindelighed eller ei, så er det klart at forskellen i drift metode, levevis og bolig skabte skarpere modsætningsforhold mellem de to folk end det vi finder senere da bosætningen blev bedre fordelt.

Under de første ti-årene af 1700 tallet begyndte også den kvenske indvandring i Finnmark. Det var krig, nød, og dyrtid som drev svensk-finner fra Torneå-dalen til at søge sit levebrød på norsk side af fjeldene. En enkelt var nok nævnt før; men først i 1709 – 11 finner vi 2 – 3 kvener bosat i Alta. Og ifølge Schnitler skal nogle kverner i 1714 havde fået lov til at bosætte sig ved Alta-elv, da de vidste hvordan en lakse-elv skulle lukkes på rigtig måde.

Men endnu var nordmænd og finner helt dominerende. Ifølge Soelgaard var det i 1711 kun 434 nordmænd i hele amtet. Og Thomas von Westen regner med ca. 450 nordmands familier i Finmark i 1717. Det skulle i så fald betyde en betragtelig tilbagegang siden 1690; men han ansættelse må være alt for lav. Efter andre beregninger var der en fremgang i antallet på Normænd fra 2070 i 1678 til 2240 i 1717. Det er ikke meget, men alligevel en stigning, og det er ikke urimeligt at tro den fortsatte endnu nogle år. Konjunkturerne fortsatte nemlig med at være gode lige til 1721, hvor fiskeprodukterne havde top priser. Men straks efter krigen var slut, blev der en alvorlig krise, som dog først gjorde sig gældende med fuld vægt udover i årene efter 1725.

Samme forhold virkede stærkt på bosætningen i Nordland og Troms; men her blev problemerne for en stor del løst ved at folk flyttede fra fiske stederne indover til fjordene. En lignende folkeflytning ser man mindre til i Finnmark, skønt den delvis kan spores isæt i Alta. Ellers dominerede sjøfinnerne overalt i fjordgrenene, og deres store overvægt har nok forhindret norsk bosætning. Tallet på norske finner øgede støt og roligt, og det var 1717 kommet op til ca. 1400 personer. Alligevel udgjorde de kun ca. en tredjedel af befolkningen i det daværende Finnmarkens Amt.

For almuen i det hele taget havde frihandels-årene været en god tid. Den var, som Carl Pontoppidan siger ”bekvem efter menneskets natur, som elsker frihed og nyttige indretninger til Finnmarkens opkomst”. Han fortæller at almuen efter 13 års handel (fra 1715 til 1728) ikke havde re end 3500 rdl. I gæld. Og det blev ikke meget når man, efter hans beregning havde i alt 1100 familier at fordele summen på.

Ifølge Sporring skal gælden have beløbet sig til 20 á 24.000 våger, som skulle blive mere i penge end det Pontoppidan nævner. Alligevel var gælden ubetydelig i sammeligning med tabene under oktrojen. En væsentlig grund til dette var nok konjunkturerne. Men der er næppe tvivl om at frihandelstiden i høj grad virkede som en stimulans for Finnmark, selv om man ikke med Pontoppidan kan sige at der var håb om at gælden helt ville være forsvundet, hvis frihandlen havde fortsat endnu nogle år. At frihandelen var et gode, var en mening som deltes af høj og lav i Finnmark. Amtmand Lorchs efterfølger Jacob Møinishen hævdede stadig i sine indberetninger at frihandelen havde forbedret almuens kår, lige så sikkert som monopolhandelen var ”utenlig”. (ubrugelig)

Blandt de handlende selv var der uenighed. Bergenserne og trondhjemmerne havde delt handlen mellem sig sådan at Bergen fik Østfinnmark og Trondheim havde Vestfinnmark. Nordfarerne drev deres handel i forbindelse med  fiskeriet, de gjorde sig til herre over kobbeveider og fulgevær (fiskepladser og fugleklipper) , og drev fiskeri  i større antal end finnmarkingene selv. Især bergenserne så skævt til disse ”sommerfugle”, som de påstod ”udsugede kernen og fedeste af handelen”. Der vat også stadig fremmede som på trods af alle forbud drev smug handel langs kysten, og russerne begyndte så småt at tuske med almuen længere vest end Varanger.

Under alt dette følte bergenserne deres interesser truet, og det blev værre efter krisen 1721. Allerede året efter bad de kongen om at få monopol på Finnmark; men trondhjemmerne fasthold troen på frihandelen, og bergenserne bød fo lidt. Så alt blev som før. Udover i sidste delen af 1720 årene blev det stadig værre. Byborgerne medførte langt mindre varer til Finnmark end almuen behøvede, så der igen blev mangel på udrustning og fiskeredskaber, Dermed blev der mindre fangster, og folk mistede modet på at virke. Det påstås endog at bergenserne med vilje fremkaldte varemangel for at tiltvinge sig et nyt monopol.

I 1727 kom borgerne i Glückstad med en ansøgning om monopol på Finmarkshandelen og bergenserne sendte straks en tilsvarende ind. Kongen besluttede da i 1728 at handelen skulde forpagtes bort til højstbydende. I København havde man regnet ud at Finnmarken producerede fiskevarer til eksport for 20.000 rdl. Om året, men kun behøvede tilførsel af varer for vel 12.000 rdl. Årlig. Derfor måtte bergenserne kunne klare nogen tusinde rigsdaler i afgift, vis de ville have monopol. Men det var mere end de i øjeblikket magtede. Ikke bare Finnmarks handelen, men Bergens, ja hele Norges handel lå ned i disse år. ”Handelen står stille til lille fordel for de negotierende – landets effekter (er) udi mispris” skrev statholder Ditlev Wibe i disse år.

For regeringen var det nu som ellers magtpåliggende at sørge for at Finnmark blev tilstrækkelig forsynet. Det endte med at Finnmarks handelen blev overladt som monopol til nogle Borgere i København. Her har sandsynligvis ikke bare de økonomiske spørgsmål spillet ind. Det var også blevet et mere spændt forhold til Rusland, og regeringen ønskede måske at se handelen her i Nord i trygge hænder. Og sidst, men ikke mindst, var det et led i den dansk-norske helstatspolitik at samle mest mulig økonomisk magt i rigets hovedstad København.

Finnmark matte dermed dele skæbne med andre af kongens gamle skatteland. Både Færøerne, Island og Grønland havde en tid kunnet nyde godt af engelsk og hollandsk trafik på kysterne. Og Hans Egedes misionsopgave på Grønland blev først udført i samarbejde med et Bergens handelskompagni. Men kort efter Finnmarks handelen var gået over til København, fik de samme herre også hånd over Grønlandshandelen. Og på samme vis blev handelen på Island og Færøerne overladt til et handelskompagni i København.

Niels Simonsen

NielsSimonsen