Grøtøy Handelssted
Når kursen igen sættes nordover, svinger vi ind i den
gamle kystrute til handelsstedet Grøtøy, som var sidste station på vejen over
til Lofoten og spille en lignende rolle som Kjerringøy. Her ligger endog en
række af holme og skær som beskyttelse mod havet, men udenfor kommer de store
dønninger fra Vestfjorden og langt ude i nordvest blåner allerede Lofotvæggen
op mod himmel hvælvingen.
Kun få steder har en så stolt tradition og historie som
Grøtøy, det har i ca. 250 år været i næste ubrudt række i samme slægts eje.
Navnet Schøning og Grøtøy er næsten uløselig knyttet til hinanden.
Allerede slægtens stamfader, præsten Arne Olufsøn i
Steigen, som døde 1641, drev jektebrug. Og det gjorde hans søn og efterfølger i
embedet Hertvig Arnesøn, som døde i 1691. Han førte ikke bare sin engen
fiskefangst til Bergen, med lod også almuen fragte sin vare med præstejekten.
Men dette kunne bergensborgerne og trondhjemsborgerne ikke finde sig i, og
derfor blev det i 1653 forbudt for præster at eje jekter på over 1000 våger
lasteevne. Hans ældste søn Arnt Hartvigsen blev også præst i Steigen og ejede jektebrug,
skibe og garnfiskeri på præstegården Laskestad. Den yngre søn Oluf Hartvigsen
(1656 – 1746) bosatte sig som handelsmand på Grøtøy i 1690.
Grøtøy var værdisat til ½ våg og var ubetydelig som
landbrug, men lå godt for handel. Det hørte til præstegården, så Oluf
Hartvigsen fik leje jord på livstid af sin far. Samtidig var stedet – antagelig
fra ældre tid et søgt borger sæde. Ved år 1700 var sædet benyttet af en
trondhjemsborger Anders Rasmussen, som bl.a. har skænket altertavlen og
døbefonden til Lødingen kirke.
Hans søn Rasmus Andersen levede på Grøtøy indtil sin død
1769. Oluf Hartvigsen drev jektebrug og bondehandel, fiskeri på Lofoten og
sejlede på Bergen. Han var en formuende mand og ejede bl.a. en række landbrug i
Salten. Han var først gift med Maren Pedersdatter Leth fra Bergens stift, og
efter hendes død ægtede han i 1722 Apollona Schøning, datter af Jacob Eliassen
Schøning på Sand i Tjeldsundet. Hun boede som und i huset hos sin farbror,
præsten Elias Schøning i Vågan, og her blev hun trolovet med Arnt Hartvigsen.
Han var da 66 år gammel, men levede endnu i 24 år og fik sit sidste barn da han
var 80 år gammel. I hans første ægteskab var der 5 børn og i hans sidste 6 børn
som alle tog deres moders navn Schøning som familienavn.
Da Ole Hartvigsen var død i 1746, blev enken siddende i
uskiftet bo, og drev handelen og jektebruget til 1754, hvor hun overlod begge
dele til sønnen Arnt Schøning. Selv flyttede hum til sin gård Våg og boede der
endnu 25 år. Det hed sig i sognet at døden gæstede enhver gård, men til Våg
vovede den sig ikke.
Arnt Schøning var 27 år da han overtog Grøtøy, og her
fortsatte han med jektebrug og handel. Det lykkedes ham hurtigt at blive ejer
af Grøtøy, som blev overdraget ham ved kgl. Skøde af 12 november 1762 i
mageskifte med hans egen gård Nordre Stensland på 1 våg. Han ejede desuden
mange andre gode gårde. Arnt Schøning fik også gæstgiverbevilling på Kabevåg
1726. Sammen med de andre handelsmænd på stedet kom han i heftig strid med
provsten Sigvard Kildal i Vågan, som fordømte deres brændevinssalg og kaldte
deres krambuer for lastens synagoge. Imidlertid fortsatte han med at bo og
handle på Grøtøy, hvor jektebruget også hørte hjemme.
Han var ” en formuende og fornem borger” med stor
anseelse, og ikke så lidt stridbar. I 1752 ægtede han Sophia Marie Meldal,
datter af sognepræsten i Bodin. Hun var et sagtmodig og fromt menneske, og døde
samme uge som sin mand, i februar 1774. De havde 8 børn, og af disse var kun de
to ældste nogenlunde voksne ved forældrenes død.
Grøtøy blev straks overtaget af sønnen Ole Meldal
Schøning, som da kun var 19 år gammel. Han fik gæstgiverbevilling på stedet 9
marts 1776. I 1777 holdt han bryllup med sin kusine Bergitte Sophie Jentoft,
datter af handelsmand Jentoft i Petvika. Ved skifterettens opgørelse efter
faderen arvede han Grøtøy med tilliggende herligheder, og desuden tre andre
gårde. Han omtales som en stilfærdig
mand, som havde arvet sin mors bløde sindelag.
Det har måske været en for tung byrde for at ham at skulle
drive et så stort handelssted i så und en alder. Han døde kun 30 år gammel i
1785 og efterlod sig 4 børn, deraf to sønner som videreførte Schøning navnet.
Ole Schønings bo opgørelse viste en netto formue på ca.
4.400 rdl, og enken fik udlagt Grøtøy som sin arveandel. Hun blev kort efter
gift med Jon Rener Dybfæst, som var trondhjemsborger med sæde i Tjeldsundet.
Han solgte i 1793 Grøtøy til Andreas Falster, søn af præsten i Trondenes, for
2.300 rdl. Selv flyttede han med hustru og stedbarn til Finneset i Vågan. A.
Falster fik gæstgiverbevilling på Grøtøy 17 maj 1795 og drev handel nogle år på
stedet.
I mellemtiden voksede Arent Schønning op på Finneset, og
da han var kun 18 – 19 år gammel, begyndte han med handel på Helneset i
Lødingen, hvor han fik gæstgiverbevilling 7. juni 1800. Denne gård og par andre
var hans arveandel efter faderen. Men et par år senere overtog han sit fædrene
hjem på Grøtøy på odel (ejendomsret til fædrene hjem) for 1850 rdl. Og fik
gæstgiverbevilling 20 juni 1804. Det var rigtig gode år da han startede, men
snart efter kom krigsårene med nøs og elendighed 1808 – 14.
Alligevel havde han stor fremgang, og boet efter hans
første hustru Anna Johanne Margrete Angell i 1813 viste en formue på nær 8000
rdl. Hun var præstedatter fra Bø i Vesterålen. Et par år efter hendes død
ægtede han Johanne Sophie Amalie Normann, datter af Søren B. Normann på
Røkenes. Hun var efter alles mening et usædvanligt menneske, som bragt lykke i
huset til man og stedbarn.
Lige efter sit andet bryllup i 1813 rejste Schøning med
jekte til Bergen, men på hjemvejen blev han kapret af englænderne og sat i
prisongen (engelsk fangeskib) til 1814. Herefter lykkedes det han at låne penge
til at starte igen, og det gik atter fremad på trods af at tiderne var tunge.
En række breve fra ham i 1820 årene viser at handelsmændene sled hårdt i det
efter Napoleonskrigene. Han holdt det dog gående ved initiativ og dygtighed,
udsendte silde og fangstekspeditioner, og holdt sig uafhængig af købmændene ved
at handle samtidig i Bergen, Kristiansund og Trondheim.
Fra 1830 årene kom atter fremgangen igen. Schøning byggede
en ny brygge og udvidede beboelses huset med en ny storstuebygning og
gæsteværelser, som med en bro var forbundet med den ældre hovedbygning på
stedet. Disse huse lå bag det nuværende hus. I 1838 blev Grøtøy anløbssted for
“Prins Gustav” og snart efter blev der også posthus. Som sine forgængere
opkøbte Schøning adskillige landbrug og da han sluttede sin forretningsdrift i
1846, var han en meget velstående mand. Han skildres som et udpræget
karaktermenneske, fast og bestemt i sine meninger, måske lidt stivnakket, men
også retfærdig og meget godgørende. I selskabelighed var han jovial og lod
saftige lune lyse op i kredsen. Sammen med sin anden hustru er han portrætteret
af den kendte kunstmaler Mathias Stoltenberg, som sandsynligvis boede en tid på
stedet. Billedet af Schøning viser en stærk mandstype med stort og krøllet
mørkt hår, kraftig næse og bestemt mund. Øjnene er livsglade. Det siges da også
Schøning havde en forudanelse om sin død. De sidste to år han levede rejste han
rundt til sine børn – et af dem helt nede i Lübeck – for at sige farvel. Han
døde på Grøtøy i 1848, måske som nok den største af Nord Norges mænd på den
tid.
Arnt Schøning havde i 1846 solgt Grøtøy med varelagere og
fartøjer for vel 24.000 spd. Til sønnerne Søren og John. De fik
handelsbevilling 16. juni 1849 og startede fra nytåret 1850 firmaet “Arent
Schønings Sønner”. De udvidede forretningslokalerne, byggede ny butikker og
opførte på Mandshausholmen en stor brygge. Firmaet solgte den gamle jekte
Sophie Jørgine og jaktfartøjet Lykkens prøve, og købte i stedet galeasen Falken
og galeasejekten Carolina, men de forliste begge på en tur til Bergen høsten
1854. I stedet fik de to jekter Forsøget på 14 cl. Og Karen Dorthea på 30½ cl,
og desuden galeasen Neptunus på 32 cl. Under Krimkrigen blev denne galease i
1855 sendt til Arkhangelsk for at hente russiske vare. Galeasen frøs inde og
overvintrede i Arkhangelsk, og da den slap ud, kom freden kort efter med
prisfald på russer vare, så det blev en dårlig ekspedition.
Den ældste af brødrene, Søren Brønlund Schøning, blev i
1847 gift med sin kusine Sophie Amalie Normann fra Røkenes. Han var af natur en
dristig og modig mand som havde det bedst på havet. Han opnåede som
repræsentant for distriktets interesser at få den første fiskeguanofabrik
anlagt på Lofoten. Steigen Sparebank blev grundlagt på hans initiativ og fik
sit sæde på Grøtøy, hvor han ledede den til sin død. Som medlem af
Lofotkommisionen af 1855 havde han en stor andel i “friloven” af 1857, som er
knyttet til Ketil Motzfeldts navn. Samme år pådrog Søren Schøning sig en
alvorlig sygdom, og i 1861 døde han, bare 45 år gammel. Firmaet var da vokset
til det mest ansete i Nordland, og ejede en formue på 62 500 spd.
Broderen John Dybfæst Schøning overtog så hele
forretningen og ansatte allerede i 1862 sin kusine Gerhard som souschef. Han
forstod at udnytte silde årene og at møde tidens krav. I 1870 lod han bygge sit
eget dampskib “John Schøning” og satte det i kystfart på Nordland. Fra 1862 til
63 opførte han på Grøtøy den nye store hovedbygning, som broderen Ole Meldaal
Schøning var arkitekt for. John Schøning havde et svagt helbred og levede sit
liv ugift. Han havde arvet moderens stille væsen og varme hjerteslag, gjorde
mange gode gerninger i det stille og følte sig personligt nærmest som en
forvalter af slægtens gods. Han døde i 1871.
Ole M. Schønings søn Gerhard Schøning, fra 1862 souschef i
firmaet, overtog nu det hele. Han havde fået en god skoleuddannelse og fik god
brug for sine evner på Grøtøy, hvor farbroderen John indsatte ham til sin
universalarving. Storsiltid i 1860 – 70 årene blev for hele Nordland en vældig
opgangsperiode, og Gerh. Schøning forstod at udnytte konjunkturerne. Han
studerede sildenedlægningen i udlandet, indkaldte en islænding til at lede
klipfisk tørringen og sendte sine produkter til Kristiansund og Hamburg –
udenom Bergen.
Han drev en fabrik for fiskeforædling i Lyngvær, og på
Grøtøy udvidede han landhandelen til en stor en – gros forretning, hvor der
også var et stort lager af kul og salt, importeret direkte fra udlandet. Til
fiksetrafikken byggede han i 1873 dampskibet “Grøtø” på 45 reg. Ton. Det gamle
dampskib “John Schøning” blev erstattet af et større med samme navn. Fra 1873
havde Grøtøy telegrafforbindelse og snart efter skaffede Schøning også telefon
til bygden. Han opførte telegrafbygning på handelsstedet og ombyggede udhusene.
Krambod og kontor blev udvidet sammen med brygger og kajanlæg. Han solgte
undervejs meget af firmaet jordejendomme, men havde ved sin død endnu mange
gårde. På Grøtøy plantede han allétræer, som delvis lykkedes og hans hustru
passede den meget smukke have. Gerh. Schøning var meget benyttet i det
offentlige liv, var ordfører i mange år, herredskassere og bankdirektør. For
sin almenvirksomhed blev han i 1894 ridder af St. Olavs orden, og på en række
udstillinger vandt han medaljer for sine produkter. Han døde pludselig i 1896,
og roses som en sjælden dygtig forretningsmand med anseelse langt ud over sit
amts grænser.
Han var gift med sin kusine Arntine Schøning, som nu
overtog firmaets affære, med sin bror Arent og sønnen Arne som prokurister.
Arent Annæus Schøning, søn af Søren Schøning havde fået skoleuddannelse i
Trondheim og Oslo, senere en mangeårig praktisk handelsuddannelse i udlandet
1883 – 91 var han handelsfuldmægtig på Grøtøy, drev også en tid sin egen
forretning i Trondheim og Oslo, og blev så fra 1896 medbestyre i firmaet Arent
Schønings Sønner. Der kom mange vanskelige år, især året 1900, som var svært på
hav og land. I 1899 anskaffede han et fartøj “Flygel”, som sammen med
dampskibet “Grøtø” blev brugt til bankefiskeri udenfor Røst. Disse forsøgene
gik godt og blev fulgt af mange andre. I 1902 flyttede Arent Schøning og hans
hustru Magna Mack til Fredriksvern.
Firmaet på Grøtøy gik herefter over til Arne Schøning som
eneste indehaver. Han havde gået på handelsgymnasiet i Oslo og siden fået
handelspraktik i Tyskland. Han blev i 1903 gift med Charlotte Nielsen, datter
af buntmager M. Nielsen, Tromsø. På Grøtøy opførte han en ny telegrafbygning i
stedet for den gamle som var brændt ned, det samme med en ny villabygning
“Haugen”. I 1912 overdrog Arentine Schøning ham firmaet med alle faste
ejendomme, dampskib etc. Men samme år blev Grøtøy hærget af en stor ildebrand,
som ødelagde kramboden, hellandshuset, bryggershuset og det gamle pakhus fra
Ole Hartvigsens tid. Schøning lod da bygge en ny butik på Naustholmen og
forbandt den med Grøtøy med en hængebro. I denne forretningsbygning fik også
Steigen Sparebank lokale, og der blev anlagt en stor dampskibskaj på holmen.
Alt dette kostede store summer, og snart efter kom verdenskrigen med sine
kriser. Før den var omme, døde Schøning i 1918, og i efterkrigsårene blev det
stadig vanskeligere af holde forretningen gående. Det endte med at firmaet i
1923 gik konkurs, og dermed var Grøtøys saga som handelssted afsluttet.
Men endnu 1942 stod det gamle anlæg på handelsstedet og
fortæller om det liv som engang udfoldede sig på stedet. Hovedbygningen på sin
stolperække og med sine vinduesrækker på 10 vinduer i hver etage. Handelshusene
og bryggerne på Naustholmen danne en kompakt og god husgruppe, skønt de er så
nye. Og stadig lever der mennesker i mindet om storhedstiden på Grøtøy, som vel
var et af de ældste og måske største handelssteder på Nordland.
