Handel & Mennesker under oktoyen

Handel og mennesker under oktrojen

Det billede man får af Finnmark i københavner monopolets dage, er på mange måder lidt morsomt. Man finder stadig mange mørke sider, men også efterhånden mange lyspunkter som varsler om en bedre tid. Kilderne er talrige og anskuelserne forskellige, så billedet bliver ofte broget og fuld af modsætninger. Men sådan var lander med dets befolkning, med hver sine stærke og svage sider, præget af fortidens synder og øjeblikkets vanskeligheder. Især for nordmands befolkningen var kampen hård, med et lille udbytte af sliddet, og stort set tilbagegang i evne og folketal.

Alene i 50 årene var der en lille opgang, og netop fra den tid har vi flere beretninger som kan kaste lys over forholdene. Efter kongelig ordre af 27. maj 1752 skrev amtmand Collet til præster og handelsbetjente i Finnmark og bad om at få hvor øde eller utilstrækkelige beboede der fandtes, hvilke muligheder der var på land og hav, og hvor mange indbyggere disse steder endnu kunne tænkes at give livsgrundlag. På grundlag af de indberetninger han fik og sine egene erfaringer, skrev han i 1757 en længere relation til Kongen om Finnmark.

Brevene fra præster og betjente gav et nedslående indtryk af tilbagegangen. I Østfinmark lå et sted som Kiberg nu helt øde for folk. Og der (75) havde dog i gammel tid boet en mængde familier og borgere, som opretholdt en af de smukkeste kirker i hele Finnmark. Nu var det mest russerne som drev deres indbringende fiskeri ved dette været. Men her kunne mageligt 10 nordmands familier have deres udkomme. – Længer vest på lå Båtsfjord og Syltefjord øde, selv om der var ”skjønne fjorde”, med birkeskov og græs, lakseelve og godt fiskeri. Et sted som Makkur havde i 1629 haft 23 familier, og fiskeriet var fremdeles godt her. Men nu boede der så få folk i været at de knapt magtede at besørge skyssen (sejlads transport). Og den gamle kirke stod til nedrivning.

På Nordkynn-halvøen havde Omgang kun 5 nordmænd, Gamvik 2 og Skjøtningberg 3, skønt der før havde været et stor og blomstrede vær. Steder som Hopseidet og Lebesby var helt øde; men Hop havde endnu på 1600-tallet haft egen kirke. Ligeså var det med Sværholt, som også havde været kirkested og tidligere beboet af 4 mand. Det ville være meget nyttigt hvis stedet var i behold, ikke mindst for rejsende som kunne søge tilflugt her i hårdt vejr.

Indover i Porsanger var der flest finner, selv på steder hvor nordmand før havde boet. Nu var det kun Repvåg og Kistrand (Stranden) som havde norsk bosætning, men der kunne bo mange flere her. Ude på Magerøy havde et godt fiskevær som Skarsvåg kun 2 familier, mens der havde været 7 – 8. I Måsøy sign boede der ingen Almue på selv kirkestedet. Et vær som Stappen havde 3 familier; men havde i gamle dage været en stor almue og en egen kirke. På Hjelmsøy boede endnu 6 mand, og i Havøysund 2, men begge disse steder kunne have større befolkning. Gåsnes på Ingøy lå helt øde.

I Hammerfest sogn var Fagerviken, Forsøl og en række andre steder ude ved havet nu øde. Kvalfjord, Rise og Torskefjord var også tomme for beboere, selv om ”der findes skønne birkeskove, gode fiskepladser, og flittige fol kunde der benytte gode og store eng sletter. På Sandøy udenfor Sørøya havde før i tiden boet 4 mand og stået en Kirke. Nu var ingen af delene tilbage. Og en hel del andre steder havde langt færre folk end i gamle dage. – I Hasvik sogn var både Hasvik, Hasvåg, Breivik og Sørvær fremdeles fint beboet af nordmænd; men her kunne bo mange flere. Et sted som Breivik havde 4 mand, og kunne brødføde det dobbelte kun ved fiskeriets hjælp, gode muligheder for kreaturhold var her også. Om Sørvær hedder det at stedet ”er ligeledes et herligt og overflødigt fiskested”. Her boede 6 mand som havde nogle få kreaturer. ”Sådanne gode fiskesteder burde rigeligen forsynes med folk”. Også i dette sogn var i dette sogn var enkelte øde vær, nogle som ”bolge” (Bøle), det blev nu kun brugt af nordlændingerne som lå der med deres forårs fiskeri med stor udbytte.

Også i Loppa præstekald var enkelte steder som Yttrvær og Silda øde. På selve Loppa boede 8 mand, som holdt 30 køer, 60 får, en hoben geder og en mængde svin! ”Dette sted”, siger præsten Kropp, ”har beboere nok, men uduelige, da = mens stedet dog fortjente at beboes af arbejdsduelige folk.” Steder som Ansnes og Frakfjorden havde både folk og fæ, men altfor lidt i forhold til hvad det kunne være. I Bergsfjord, ”en stor og vidtløftig fjord” boede kun en eneste mand, og her var rigelig med både græs og brændsel, og god adgang til fiskeri for flittige folk. Inde i Øksfjord boede 13 mand, og lige så mange kunne også her finde deres næring.

Om Alta sogn siger amtmanden selv at det var ”overflødigt beboet med folk, så at de på nogle steder fortrænger hinanden.”.  Men han tvivlede ikke på at man ved en retfærdig fordeling af ubeboede steder vilde have plads til endnu 20 familier.

For hele Finnmark regnede Collet med at der boede ca. 800 familier, finner og nordmænd tilsammen. Men efter de overslag han havde modtaget, skulde amtet endnu rigelig have plads til mindst 250 nye familier, alle helst da folketallet i gamle dage havde været så meget større.

For ham og de øvrige myndigheder stod det da som det store spørgsmål: Hvad kan vi gøre for at skaffe flere tilflyttere til Finnmark, og hvordan skal vi skaffe fisse mennesker et rimeligt udkomme? Spørgsmålet var, nu som før, vanskeligt at besvare fuldt ud. Overalt stødte man på indviklede, næste uløselige problemer: det ensidige næringsliv, befolkningens vaner og karakter, handelsforholdene som de nu engang var.

Sorenskriver Hans Paus som i årene 1768 – 70 fuldførte sine ”Samlinger til en historisk beskrivelse over Finnmarken”, har som så mange før, givet en rammende karakteristik af nordmanden livsvilkår sammenlignet med finnens: Nordmandens næringsvej er kun fiskeri, og han kommer om vinteren sjælden ud af sin varme ”gamme”, undtagen når han skal på fiskeri på havet. Men ofte er han forhindret far det i 4 – 6 uger, og imens ligger han inde som bjørn i hiet, ”hvorudover kulden siden gør ham ufordragelig oh mange gange skadelig”. Finnen derimod er fra barnsben vant til at flakke omkring, til fjelds og til fjære, til lands og til vands med sin #”flint” (bøsse). En nordmand forstår knap at lade en bøsse, og må derfor søge kredit så snart fiskeriet slår fejl: Finnen derimod ved hvordan man klare sig med jagt og fangst; og han er langt mindre kræsen end nordmænd. Selv hundekød kan finnen tage til takke med, mens en nordmand hellere ville krepere af sult end krænke en gammel sædvane. – På grund af sin driftighed og nøjsomhed kan finnen tidligere stifte familie: Med båd og bøsse, et reinskind og en gren kunne han føde kone og barn. Nordmanden behøver en større og dyrere udrustning og kan derfor ikke bosætte sig i en und alder. Dette er hovedgrunden, siger han, til at finnerne tiltager og nordmanden aftager i antal.

En hovedopgave bliver det at skaffe nordmændene et mere alsidigt arbejdsliv, at gøre den mere nøjsomme og selvhjulpne. Vi ser derfor at både regeringen, embedsmændene og handelsbetjentene udover 1700-tallet gjorde alvorlige forsøg i den retning.

Noget af det vigtigste var at skaffe folk lidt jordbrug ved siden af fiskeriet. Her var jo Finnmark i en særstilling, da al jord var kongens ejendom. Kun Sørøy havde fra gammel tid været privat ejendom, sådan at 2/3 af afgifterne tilfaldt private ejere og 1/3 kongen. Men i 1753 blev også disse rettigheder indlæst af kongen, sådan at al jord i Finnmark blev statsejendom. Lidt kvægavl havde der naturligvis været fra gammel tid, mest i Vestfinnmark. Og folk havde hentet hø og andet hvor de bedst kunne komme til det. Ofte gik det derfor helt vilkårligt til, som Harøe fortæller i 1683: ”Vest for Omgang inde i fjordene findes på nogle steder eng sletter, hvor de som kommer først slår, , da alt landet kun er brakmark da landet ikke er delt, eftersom der hverken pløjes eller såes. Der er derfor ikke fastsat for nogen landskyld eller grundleje, enten der hvor præster, borgere eller finner bor  og tilholder, ti hver flyder fra sted til anden, hvor den findes bedst ”.

I denne mangel på fast tilknyttet jord ligger en dybtgående forskel mellem Finnmarking og nordlending i ældre tid. Og det forklarer en del at udviklingen i Finnmark. Et særligt ejendommelig forhold finder vi på Vadsø-kanten, hvor folk ikke kun havde ”engsletter” op norsk grund, men hentet ren mos til kreaturerne på Russesiden. Paus skrive om dette: ”Almuen har på stedet henter på store bade deres brænde og mos til deres kreaturer fra Russland siden, hvilket sidste de måske kunne undvære, hvis de vilde dyrke jorden, som et klar og bekvem til græs. Men de er fra gammel tid vandt til at hente deres kød fra Russland-siden, hugge tørven og jorden til deres huse, føre deres gødning ned i havet, hvorudover de nu anser det som en stor byrde, at de ved kongelig recept er befalet at bringe deres møg op paa marken.” Paus foreslår at man her, som i Alta, lader hver mand får et stykke ”hjemme-eng” til dyrkning.

Men det varede endnu en menneskealder før mødding og jordbrug i blev anlagt i Vadsø. Endnu da Stockfleth skildrede livet på stedet i 1820 årene, var mos rejserne fremdeles et ejendommeligt indslag i årets arbejdsliv. Det havde holdt ved netop fordi det var en ren folkefest når bådede rejste, og især nå de vendte tilbage. Allerede ældre forfattere har beklaget sig over hvordan fok måtte undvære både mad og drikke i husene, for at skaffe udrustning til mose rejserne. Og Stockfleth fortæller hvordan de udrustes 4 – 6, måske op til 8 uger. Hver båd medtager 4 ´a 6 personer, og hvert båd laug har sit telt som rejses så snart de kommer frem til Raftesiden. Det er i slutningen af juli og ind i august mos samlingen foregår. Mosen kan ikke samles hverken i tørt eller vådt vejr. Det må helst ske i overskyet vejr om dagen eller ved dugfald om natten. Må de vente på rigtigt vejr, samler de bær i skov og mark, eller de synger og danser, fortæller eventyr og historier.

Imens sidder folket hjemme og vente med længsel på dagen hvor mos bådene skal komme hjem. Ret som der, går kvinder og børn op på gamme tagene for at spejde efter bådene. Og så en dag lyder råbet ”Mos bådene kommer, mos bådene kommer!” Alle styrter ud af husene og ned til stranden for at hilse skyldfol og kærester velkommen. Ved lavt hav trækkes bådene op på kysten, og tøjret godt. Drenge og piger kappes om at tigge sig lov til at være med til at bære mosen op: ”Får jeg lov at gå i mos båden, da er jeg buddet,” siger børn og tjenestefolk. Og der nægtes dem sjældent. Om så skulle ske, var det en sorg uden lige! Med god hjælp går det kvikt med ar bjerge mosen i land, og efterpå er der stort gæstebud overalt. Saltfisk, smør og mælkegrynsvællin er stående retter, og alting krydders med latter og spøg og muntre historie fra færden til Russlandssiden. En dram til maden nægter man sig sjælden; men fylderi og uorden er ukendte fænomener ved denne folkefest!

I de forskellige udtalelser til Collet i 1750 årene går det igen at man anså anvisning af faste bopladser som noget af det vigtigste for almuen, især da for nordmændene. Collet selv foreslog matrikulering af jorden. Prost Sylow i Vadsø mente at det var helt nødvendigt; for som de nu gik for sig, kunne en stærk mand i kraft af næveretten tilegne sig andres engstykker, og måske siden lade dem forfalde. Købmand von Erden sammesteds anbefalede stærkt anvisning og indhegning af jordstykkerne, skønt han var klar over at almuens egen træghed ville være en hindring: ”Jeg ved vel deres svar: – Når dette bliver udført? Så må vi forlade alle ting. Vi kommer så ikke mere på havet! Hvorledes skal vi fattige folk nu leve? Gud hjælpe os! De ved snart ikke hvad de skal finde på for at plage os og gøre os til slaver!” Til alt dette svarede han: Det er ofte stormperioder på 8 dage, eller enkelte dage hvor de ligger på havet kun 2 – 3 timer om morgenen. ”Den øvrige tid af dagen tillige med de onde vejr dage går og driver de fra et sladderhus til det næste, med piben i munden, eller ligger og strækker sig , og således spilder den ædle tid.

Det han her fortæller fra Østfinnmark kan være typisk for nordmands – almuens indstilling på den kant af landet, delvis måske også andre steder. Han siger til slutningen: ”Alt hvad denne almue skal gøre, som de ikke er vant til må ske ved tvang; ti gode ord og forestillinger hjælper ikke, men bliver hemmelig belæg i deres forsamlinger”. – Men så ilde var det dog ikke. Også offentlig tiltag, opmuntring og de enkeltes eksempel havde efterhånden sin tydelige gode virkning, især i Vestfinnmark.

Under oktrojtiden var der stadig ønsket at almuen skulle have sin fulde frihed til at samle brænde, kreaturfoder og den slags fra St Hans udover sommeren. Det blev da en slags ”onne” for folk overalt i Vestfinnmark, især på steder som Hopseidet, indover i fjordene og enkelte steder på øerne. Efterhånden følte man ulempen ved at hvermand havde lov till at høste hvor som helst. For at skaffe sig mere end hevdsret, begyndte enkelte at søge amtmanden om eneret til at bruge sin græsmark.  Mange havde slået sig ned som fastboende jordbruger, især inde i fjorde som Alta, og det var klat at de måtte sikre sig sin brugsret. Det skete ved at amtmanden udskrev ”pladssedler” eller ”jordanvisninger”, som gjaldt for brugerens og hans enkes levetid. Voksne sønner fik lov at overtage faderen boplads.

En fast ordning kom først da amtmanden Fjeldsted i 1775 havde taget sagen på. Han nævnte da at de fleste beboere i Vestfinnmark drev jordbrug. Og ved kongelig resolution af 27, maj samme år blev det vedtaget at anvise bopladser og græsmark til privat ejendom. I almindelighed skulle hver familie have anvist grund til 4 køer eller til hvert ko laug 8 får. Men denne regel kunde selvsagt ikke gennemføres, heller ikke mange af de andre punkter. Imidlertid blev der målt en mængde bopladser og græsmarker i åren 1776 – 87 af fast ansatte landmålere. I løbet af 1783 – 89 blev pladserne skyldsat (i kør og får), og tilskødet brugerne som ejendom. Det er rigtigt at der var mange som misbrugte rette, men det afgørende var gjort: Enhver som kunne og ville dyrke jord, kunne blive ejer af et stykke og være tryg i det. Især blev det at stor betydning for købmændene, som da gik over til at blive selvejende handelsmænd, med egne handelssteder og personlig drift. I Øst Finnmark fortsatte det længe efter på den gamle måde hvor amtmanden udstedet pladssedler. I 1781 blev der sat en præmie på jorddyrkning i Finnmark, og en ny tid og det lysnede for denne næringsvej samtidig med at handelen blev givet fri.

Ern klage som stadig kom op, findes også i Københavner oktrojens tid: dette at folk ikke drev husflid. Om nordmændene siger Schnitler i 1744: ”Man finder ikke en spinderod, vævestor, skomager eller håndværksfolk hos dem”. Og i Collets relation 1757 er dette et stadig omkvæd. Sognepræsten herr Molde i Måsøy mente at især kvinderne klædte sig alt for flot, og i fremmede tekstiler: ”Jeg har bemærket at almuens fruentimmer er over en passende formue klædt i cattun, gingang, og andet deslige klæder, som for sådanne folk ej kan være smukt længere end til første gang det skal bruges, og derfor kommer de til at købe nye klæder næsten hvert år, især hvis der kommer noget i ny form eller mønster i handelen . Mand og barn bliver ofte dårlig stillet i påklædningen. Presten ville have en forordning som forpligtiger kvinden til at klæde sig i vadmel i hverdagen, og i klæde eller kersey i helligdagene, ” som andre skikkelige bønderfolk i Norge”. Mandfolkene på deres side havde ikke fornødent at købe skindklæder, som de selv kunne tilvirke. Bedre kvægbrug ville skaffe dem de nødvendige skind til dette.

Handelsbetjentene under oktrojen var dem som bedst kunne opmuntre folket til den slas vaner, og de havde også stadig fået pålæg om at arbejde for husfliden. Købmand von Erden skrev til Collet at folk burde lære at spinne, væve og strikke, men mener at ”det bliver kun ganske få som uden tvang vil tage imod den nyttige undervisning.” Han foreslog at når en kunde hos handelen forlangte 2 eller flere længder lærred, burde han få halvparten vadmel og resten uld, indtil han helt kunne forsyne familien med vadmel. ”Jeg har med forundring ofte erfaret at almuen har købt hoser og vanter på handelen, når jeg har påtalt dette om hvorfor de ikke i stedet køber uld, nogen har svaret mig: det er noget lettere at købe, og hurtigere at komme til.” Han foreslår at unge piger ikke burde få lov til at gifte sig før de har bevist at de har lært til gavn, at spinne, vævre og strikke. Lignede forslag kom også fra andre.

Det er da også utroligt hvor meget klæder og færdigstrikkede ting som importeredes til Finnmark under oktrojen. Vi er godt underettet både om varer og priser i denne periode, og klæderne figurerer i rigt udvalg på importlisterne. Da amtmand Soelgaard i 1728 var i København, blev der udarbejdet en liste over de barer som behøvedes på hvert handelssted. Men det nævnes dog her kun enkelte hovedvarer som vadmel, bremerlærred, baltlærred. Kersey og bay (boy). Men en fortegnelse fra 1775 giver i detaljer et billede af en temmelig fordringsfuld almue, så sandt da alle disse varer blev købt af jevne folk og ikke bare af ”kondisjonerte”. Foruden russisk og islandsk vadmel blev der tilført boffelbai, klæde, blå og hvidt eller smukt blomstret cattun (trykt bomuldsklæde), blomstret eller stribet calemanque, rød og sort flonel, indenlandsk bleget og ubleget lærred, slesleret (fra Slevig), dantziger strie og olmerdug, ensfarvet og blomstret plys, og rask i alle farver. Desuden indførtes boligtekstiler, hatte med flor og bånd, hoser (strømper) og strikkede uldvanter af islandsk uld, foruden knapper, hægter og lignende.

Da der i 1783 blev beskikket inspektører til handelen, fik de særskil pålæg om at tage sig af husfliden, Og nogen fremgang blev det trods alt under oktrojen. Især synes man at være kommet langt i Hasvik, efter det Pontoppidan fortæller i 1790: ”Deres fruentimmer er i så god gang med at spinne og strikke, og selv væve det de bøver af klæder, at mængden i Hasvik ting-sogn står sig lige så vel i formue, som dem der beboer de bedre og fordelagtigere steder i Alten.” Men også i Alta var der ved den tid blevet mere af kvindelig husflid, men fremfor alt kunne mandfolkene her drive bådbygning i større stil, noget vi siden kommer tilbage til.

Et tredje spørgsmål som til stadighed havde optage myndighederne, var hvordan man skulle skaffe flere indbyggere til Finnmark. Som der er set, havde forskellige tiltag været gjort delvis med tanke på samtidig at fremme husfliden. Vi har set hvordan der endnu i sidste menneskealder før 1689 var tilflyttet mange mennesker til Finnmark; men i 1681 og 1697 blev det tilladt at sende løsgængere og strafbare personer mod nord. Oktrojen af 1702 og 1729 havde, som nævnt, flere bestemmelser som tog sigte på tilførsel af arbejdskraft, især af driftige folk som kunne oplære finnmarkingene. Men vedtagelserne blev ikke efterfulgt, og som vi har set af Soelgaard beretning, var kun ikke ønskelige elementer som på den måde kom till Finnmark, og stort andet kunne man heller ikke vente.

Kvenerne var et ganske anderledes og værdifuldt folkeslag. I 1750 blev der givet et kongeligt pålæg om at behandle dem ”med ømhed og mådehold”, så at flere af dem kunne opmuntres til at følge efter, og de skulle modtage al mulig hjælp og håndsrækning når de ankom. Den kvenske indvandring foregik i begyndelsen mest i Alta. Her boede som før nævnt kvener allerede så tidlig som 1709, men det var først efter 1730 de tiltog i antal. I 1747 var det ved Alta-elv bosat 17 kvenfamiler, og ti år senere regner Collett med 20. Collett omtaler kvenerne som nyttige folk. De kan dyrke jorden, tømre hus, bygge elv både, snedkre, dreje, save støbe og sy sko, støvler og komager (støvle af rensdyrskind) Kvinderne arbejder med jorden, høster korn, river hø sammen, spinner, væver, stikker og syr klæder. Kvenene har lært finnerne husflid. Collett mente der knapt var plads til flere kvener, end dem som allerede boede ved Alta og Tana. Men indvandringen fortsatte udover 1700-tallet, fremdeles kun til Vestfinnmark. I 1793 skrev amtmand Sommerfeldt: ”Der ankommer årlig hertil endel fattige svenske bønder eller såkaldte kvener fra Tornå lappmark på fiskeri, men kun en og anden af disse duelige og af naturen stærke folk slår sig ned her i Finnmarken.” Hans fordelagtige dom over Kvenerne deles af de fleste andre.

Indtil 1750 havde der mest været tale om at sende hæderlige og ustraffede personer til Finnmark. Men efter den tid slog regeringen ind på en uheldig befolkningspolitik som med urette har givet Finnmark et stempel som ”forvisningssted”. Denne periode var i virkeligheden kort, og de indflyttede personer aldeles ikke mange. Et kongeligt reskript af 1751 bestemte ar ”en del af de delinkventer af begge køn, som i Danmark er eller vorder dømt til evigt fængsel, herefter årligt med kompagniets skibe til Finnmarken skal sendes med afgående skibe dertil, for at hjælpe med at befolke Finnmarken”. Året efter kom et tillæg om at der ikke måtte sendes for mange.

Nogle ”livsslaver” af begge køn blev også fra tid til anden sendt nordover. Peter Hell så nogle sådanne på handelens skib i Alta 1769.  Men kirkebøgerne viser at kun et fåtal af dem blev gift.

I Collets relation af 1757 og de forskellige indberetninger til ham er der en række forslag om hvordan Finnmark skulde befolkes. Collet selv mente man forsøgsvis kunne overføre to – tre familier fra Island for at lære finnmarkingene fåreavl. Også andre forfattere har været inde på den tanke, og det er mærkeligt at der aldrig blev gjort forsøg i den retning. Ellers mente Collett at nordlændingerne passede bedst til Finnmark, helst folk fra Salten og Senja, som var vant til Klimaet og kunne drive både fiskeri og jordbrug, foruden nødvendig husflidsarbejde: ”Mandfolkene kan alle selv forarbejde deres sko og klæder, og det er sjældent at finde nogen af dem som ikke behersker et alle andet håndværk, således som det blandt bønder kan ønskes, så som save, tømre hus, bygge både og binde fiskegarn: kvinderne er foruden almindelig husarbejde vant til at sy egne klæder, sonde, strikke og væve, Han foreslog 3 – 6 års frihed for sådanne folk.

De fleste andre var enige om dette med nordlændingerne. Men der var flere ting, som holdt nordlængerne tilbage fra Finnmark. Præsten Krogh i Vardø mente at nordlændingerne utvungen kunne nedsætte dig her. Han havde slev mange gange hørt nordlændingerne sige at de gerne ville bosætte sig i Finnmark, hvor der lang lettere kunne ernære sig end i Nordland. Men deres øvrighed og præster havde aldrig villet give den lov til det. Der var tiende og andre afgifter disse embedsmænd nødig ville undvære.

Men også nordlændingerne selv havde deres betænkeligheder. Sognepræst Frugaard i Kjøllefjord havde et lille håb om at få duelige folk fra Nordland, ”thi på det sted jeg var (Hemnes og Mo), var de meget bange for Finnmarken, og det hjælpe ikke meget på deres frygt når de hører en og anden gang at folk dømmes hertil, hvoraf de slutter, at her kan ikke være godt at være. Opfattelsen af Finnmark som ”forvisningssted” virke som hindring for at skikkelige folk frivilligt rejste dertil. Så mange nordlændingerne som deltog i fiskeriet hvert år, er det underligt af kun få blev tilbage i Finnmark. Men også her ser man et par af grundene. Også Frugaard nævner modstand fra præster og proprietærer mod udvandring fra Nordland.

Købmand vin Erden i Vadsø påpegede med rette at indflytterne måtte være foregangsmænd, hvis det skulle nytte noget: ”De om skal nedsættes blandt andre, må være af de bedste, thi ellers bliver der bare drevet spot med dem! Men dette gode princip blev ikke fulgt. Allerede Kjelstrup i Hammerfest foreslog oprettet et ”spinnehus” (tugthus for kvinder) i Finnmark. Men Collett havde sine tvivl om det ville gå an, I stedet foreslog han opsendt kvinder fra spinnehuset i København. Der havde også været tale om at sende leiermåls forbrydere (seksuel omgang udenfor ægteskabet) til Finnmark, men nogen sådanne var endnu ikke ankommet.

Som følge af Colletts relation kom i 1759 nærmere bestemmelser om leiermålsforbrydere til Finnmark, og senere samme år et par nye reskripter.  Her hed set at de som i Bergen og Trondhiems stifter blev dømt til at arbejde på fikskelejerne, skulle sendes til Finnmark. Dette stod ved magt til 1784. Videre blev det forbudt præsterne i Nordland at forhindre folk som godvilligt ønskede at nedsætte sig i Finnmark. Endelig blev amtmanden i Nordland bedt om at sende nogle dygtige bådebyggere til Finnmark for at oplære almuen. I 1760 kom et reskript om at der årlig skulde sendes et par kvindemennesker fra manufakturhusene i Bergen og Trondheim til Finnmark og der sættes i arbejde hos pålidelige folk.

Man ville selvsagt også undgå at sende folk fra Finnmark, og derfor  blev det 1762 bestemt at når nogen blev dømt til tugthus, skulle de i stedet sættes i arbejde for kost og løn. De fra Vestfinnmark skulle dømmes til Østfinnmark, især til ”omgangs Sand”, mens de fra Østfinnmark skulle sendes til Hasvik, Loppa eller andre steder i Vestfinnmark. Også senere kom enkelte forordninger til det bedste for ”peupleringen”; den sidste i 1778 var en gentagelse af oktrojens paragraf 34 om at løse og ledige personer af almuefolket frit kunne rejse til Finnmark, og de skulle her være fri for sine kreditorers fordringer.

Alle disse kunstige tiltag må ses på baggrund af folkenedgangen, som stadig fortsatte i Finnmark. Den havde mange årsager, ikke kun handelsforholdene. En af grundene var det farlige Finnmarks – havet, som krævede menneskeliv hvert år. Der omkommer årlig 5 – 6 personer eller flere ag begge køn på havet, under fiskeriet eller på vej til og fra kirke og handel, og ingen kommer i stedet, fortæller Collett. I sin beretning fra 1769 melder Hans Paus om en nedgang fra 346 nordmænd i 1756 til 310 i 1769. Men det skal bemærkes at Alta, Loppa og Hasvik havde en lille fremgang, netop de sogne hvor husflid og jordbrug havde haft bedst fremgang. Nedgangen gjaldt fra Hammerfest og østover, særlig Østfinnmark. Samtidig var finnelamuen øget med 22 familier, selv om der havde været epidemier i Varanger og småkopper i Vestfinnmark. Og hele den norske tilbagegang var sked på trods af en indvandring på 40 personer.

Allerede Collett havde bedt om at handelen måtte føre medikamenter til almuens brug, og i 1773 blev der sendt medikamentkasser til de 8 steder i Finnmark. Samme år blev der pålagt en brændevinsafgift på 4 sk. pr. potte i Finnmark og takket være denne indtægt fik amtet fra 1775 sit eget lægevæsen. De første ”distriktschirurgene” prøvede med sine få hjælpemidler at forhindre farsotter (pest) og lindre legemlig nød. Men netop i den sidste del af hundrede året kom mange faranger (omgangssyge) og hjemsøgte Finnmark, sådan at folketabet blev endnu større. Provsten Garmann i Alta skrev i 1784 at skønt småkopperne ikke have berørt Vestfinnmark, var tilbagegangen dog stor, ikke mindst ude ved kysten, hvor handel og næring skulle være mest fordelagtig. Et sogn som Hammerfest havde i årene 1780 – 84 et befolkningsunderskud på 15, og Kjelvik havde på tre år tabt 23 indbyggere. ”Et tab stort nok for et land, hvor ingen tilflytning sker af fremmede kolonister, og især sådanne som duer til noget, fordi de hidtil hertil dømte malverdsntere (forbrydere) tror jeg har været til større skade end fordel, især kvindfolket og de fra købstæderne, thi disse fordærver mere end forbedre den generation som desuden kan være fejlfuld nok.

Også et andet sted nævner Garmann at lediggang og overdådighed for en stor del skyldes dem som ”fra tugthusene har indført pøbelens købstadslevemåde”! Men også handelen havde sin store skyld, mente han, idet den forsynte indbyggerne med overdådigheds varer – sådan som vi bl.a. har firtalt om beklædnings varer. Brugen af brændevin blev i sig selv betragtet som en nødvendighed, ligeså med tobak. Som Hans Dahl siger i sin ”chorographie” over Vestfinnmark: ”Brændevin er det fornemste af alle tjenlige goder og et ret universal mod alle slags både sind og Legems svagheder. Dernæst kommer tobak, hvoraf årlig blev konsumeret en skrækkelig kvantitet”. Da man i 1728 opsatte en liste over hvad de forskellige steder trængte, blev også brændevin, tobak og piber taget med, men i beskedne kvanta. For hele Finnmark var der da regnet med kun 57 anker brændevin. Men under oktrojen blev der nok indført ganske andre mængder. I 1787 var importen steget til over 300 tønder brændevin, foruden rom, mjød og vin, og 11.300 pund tobak.

Ikke mindst finnerne var begærlige efter brændevin, og tog sig ofte en ”tår over tørsten”. Sognepræst Kjelstrup i Hammefest skrive til Collett om finnerne at de nok var dygtige med hænderne og ivrige jægere, men at de ofte forsømte fiskeriet og kun leverede det nødvendigste for at holde gælden på afstand. Desuden var de. mere end nordmændene – ”meget trettekære, indbyrdes skænderi, påståelige i lumpe ting, næsvise mod deres overmænd, og vanskelige at bringe til fornuft. Den største del af dem er meget forfalden til brændevin, og det var et ønske at der kun kom halvparten så meget brændevin til handlerne, som der ellers årlig kommer, så ville der være flere ædruelige både blant nordmænd og finner”

Også provst Kropp i Alta er samtidig inde på spørgsmålet. Han kræver bl.a. forbud mod at børn får brændevin at drikke. – som det altså foregik nu. Og fordi ”den uskikkelige brændevinsdrikken gør dette lands folk fattige, uregerlige og forargelige, så – med et forsøg på at hemme den last, skulle der fra pinsedag og til mikkelsdag ikke sælges noget brændevin, thi da er der ingen frost, så ingen behøver det, udtagen de syge”. Ingen dranker accepteres i ordentligt selskab.

Brændevin er også medvirkende årsag til at for gælden hos de handlende; der ser vi af Garmanns udtalelse fra 1784: ” ved handlerne får de altid deres ønskede varer af mel, tobak og brændevin, deres liv, med rette giftstoffer, til en mindre indkøbspris end hos de nordlandske gæstgivere, eller de såkaldte svenske borger, og til handelen levere de derimod lidt eller slet intet, uden måske i nødsfald, og det fordi andre betaler dem bedre”. Alligevel har man indtryk af at der ikke blev sammen overdrevne drukkenskab i Finnmark, som på samme tid i Nordland. Det skyldes i så fald dels folks fattigdom, dels at importen trods alt væsentligt var indskrænket til det handelen førte. I 1770 blev der foreslået at lave brændevin af sukkevand og skum istedetfor korn brændevin til Finnmark; men det blev vist ikke til noget.

At også andre laster end lediggang og druk gik hånd i hånd, ser vi af ordre fra Amtmand Collettt, oplæst for Altens almue mikkesdag 1752. Det heder her at ”da jeg har fornemmet, hvorledes en stor del af almuen her i landet skal være så særdeles hengiven til kortspil, at de derudover bortspiller deres gods, penge samt forsømmer deres næring, og med liv og slagsmål og bespotter gud, så bliver herved alt kortspil forbudt, hvis nogle befindes herimod at handle, har den som kortene ejer, påført en bøde 4 våger, og enhver af de som spiller 2 våger, det halve til de fattige og andet halve til angiveren.

Under alt dette gik handelen sin gang, i gode som slette år, men sine mørke og lyse sider. At handlemåden ikke var fuldkommen, siger sig selv. Og det forekom iblandt klager over forhold som enhver forretning måtte ændre på. Efter det Collett fortæller, hændte det ofte at de handlerne fik udsendt fordærvet mel, fordi det blev pakke mens det endnu var fugtigt. Han mente derfor at der burde bygges en eller flere bygdemøller i hvert sogn, så man kunne få tilsendt umalet byg eller rug, og male kornet selv. Nogen kornmøller blev der efterhånden også bygget, sådan at det ved udgange af oktroj tiden fandtes kverner (møller)  i Alta, Vadsø, Hasvik, Loppa og Hammerfest. Konnossementer fra slutningen af oktrojtiden viser at fordærvede varer blev returneret til København, et tegn på at man var blevet nøjeregnende med det som blev leveret fra handelen. En ulempe var det også for mange at handelen var samlet på så få steder. Ofte var der lang vej, og for enkelte fjorddistrikter ret dårligt. Paus skriver i 1769 om Gullholmen i Tana at her kommer om sommeren en bødker, som samtidig er handelsassistent, og tager imod Tana-finnernes laks og torsk. ”men om vinteren må han af ubegribelige grunde efter ordre forføje sig til Kjøllefjord, hvor han intet har at bestille, da der ikkun er en snes mænd, som sjældent kommer til handelen formedelst vejen vanskeligheder. Derimod står ved assistentens bortrejse fra Gullholmen ved høsten, står handelshuse og pakhuse, hvor der årlig ligger en hoben overblevne varer, øde og tomme som i en ørken. Udsat for tyveri og ildebrand. Folk vil gerne bosætte sig i Tana: men i høsten og vinteren kan de umuligt komme til Kjøllefjord, da sneen ligger dybt over fjeldet, og de 8 – 10 mile rundt om Kinnaoddden i en lille båd er noget nær umuligt at ro. Derfor mener han ”at denne assistent unødige afrejse fra Gullholmen i høsten er både handelen og landet til stor skade.” Lignende forhold var dek flere steder.

Også priserne på handelens varer kunne virker afskrækkende, og kvaliteten var iblandt minde god. Collet fortæller at til at begynde med havde vanskeligt ved at få sine folk til at save veden (træet) – de var vant til kun at bruge økse. Men da først havde lært at bruge saven, og så at man sparede træ på den måde, kom de til stadighed og ville låne redskaber af ham. Når han da spurgte dem hvorfor de ikke selv købte en sav, svarede alle som en at det var for dyrt, da handelen havde lagt en tredjedel på prisen. Ligesådan var det med en vare som fiskekroge. De var ikke kun dyre, men de som blev sendt fra København, var helt ubrugelige til Finnmarks-forhold. Derfor købte men helst angler hos nordlændingerne.

Nordlænderne – eller ”smellerne” eller ”heimlandsfarerne” som de også kaldtes – havde stadig fortsat sin handel med de indskrænkninger oktrojen pålagde dem. Det var naturligt at nordlandsfiskerne på sin Finnmarks tur tog med et og andet de kunne afsætte. Og helst gjaldt det enkelte som fulgte fiskerflåden med jekter og større både. Vi må især antage at jekteskipperne og knaper fra Tromsø fogderi har haft sin årlige handel i Finnmark. Og efter at der fra 1770-årene af blev uddelt gæstgiverbevillinger i Nordland, var det vel mest gæstgiverne som drev denne handel, efter Garmans udtalelse at dømme.

En naden slags handel var det derimod nu helt slut med. Det var den gamle ”båtmannsføring”. Fra gammel tid havde det været skik og brug at skippere og andre ”båtsmenn” (søfolk) handelde i havnene mens de lå der. Ofte opsatte de krambuer som samtidig var skænkestuer, og der gik ofte lit sømmeligt til på disse steder. ”Båtsmannhus” blev et ord med dårlig klang, som går igen både i viser og eventyr. Myndighederne forsøgte i begyndelsen at komme uvæsenet til livs ved det vi kalder lukningsvedtægter: ”Anno 1604 blev på Vardø forkyndt at ingen skibsfolk, båtsmænd eller kræmmere skulde have deres boder åbne længere end til kl. 8 om aftenen”, fortæller Paus. I Adelar-kommisionens forslag af 1680 hed det at skippere og båtsmænd føring og båtmannsboderne var et onde, især da de sidste gav årsag til ”druk og fylderi”. Men da indtægten søfolkene havde fra trafikken, så at sige udgjorde en del af deres løn, foreslog man at de måtte beholde handel med små kramvarer. Ellers ville det blive vanskelig med befragtning til Finnmark.

Ved oktrojen af 1702, som igen ligger til grund for den af 1729 og alle senere, blev båtsmannsføring forbudt, i fuldt samsvar med monopol-principperne. Almuen blev forpligtiget til – så længe kompagniet skaffede det de behøvede – ej med nogen anden, enten på landet eller udenfor på havet, havne eller fjorde måtte handle, købe eller sælge med fremmede eller uvedkommende”. Som følge af dette forbud måtte også skipperne afgive en højtidelig erklæring i sit konnossement: Jeg indestår, siger han, og forbinder mig selv, alt mit gods, ejendele og tilkommende, samt Førbemelte mit førende skip og dets tilbehør, ligesom jeg og i anledning af at handel, køb og salg mig og medfarende folk ved det med handels-direktion indgå certeparti er forbuden, herved deklarerer og sandfærdig bekræfter, at ingen slags købmandsvarer, flere end de her udi anførte, findes enten i rummet eller nogen anden steds om bord på førbemeldte mit førende skib, og at jeg, ifald herom skulle tvivles. Tillige med min styrmand, som dette konnossement indhold og rigtighed er vidende, og ved sin underskrift stadfæster, samt øvrige skibsmandskab, på forlangende for retten skal aflægge sådan ed: At vi ingen handel der i landet har drevet, eller indtaget flere eller andre varer i skibet siden den tid det afgik fra lade-pladsen, end ved losse- pladsen er udkommet, og på konnossementerne af handelens vedkommende betjent er kvitteret for.”

En lovlig handel foregik i monopoltiden på Varanger-markedet og delvis andre steder. Varangermarkedet var oprettet 1688 og blev igen forbudt i 1760, da det blev anset som skadeligt. Også russsehandelen var delvis legaliseret, efter at det i 1764 blev bestem at russemel kun måtte købes gennem handelen. Alligevel foregik der stadig tuskhandel med russerne uden om den lovlige handel – sådan som f.eks. Harman fortæller i 1784. Men både russehandlen og markedshandelen skal vi senere komme ind på i et særskilt kapitel.

Som det nu var, blev al væsentlig handel under oktrojen drevet af vedkommende handelskompagni i København, eller af direktionen for den kongelige handel. Under dem igen stod en række kontorfolk og funktionærer, kaj folk og søfolk. En vigtig person var pakhusskriveren, som havde overopsyn med alle ind og udgående varer. Handelen ejede store kajanlæg og pakhuse ved havnen, og der var stor travlhed når skibene fra de gamle skatlande kom med fiskelast og andet gods, eller blev lastet med ”cargaisonvarer” (skibslast der udføres) til forsyning.

I Finnmark blev varerne modtaget af handelsbestyrere, som ofte kaldes købmænd eller betjente. Der var iblandt nogen steder kun en på hvert sted, men de større handelspladser eller deres ”filialer” havde måske også en underbetjent. Desuden boede på enhver større handel en bødker, som var en uundværlig håndværker i en sådan bedrift. Som vi har set i beretningen om Gullholmen, kunne han samtidig fungere som underbetjent. Når han om vinteren blev beordret til Kjøllefjord, var det sikkert ikke mod sin vilje. Det er klat at disse få familier, og de andre relativt ”konditioneret” som muligvis var på stedet, søge thiandens selskab og holdt sammen i tykt og tyndt. Mange af dem ser ud til at kunne lide at være i Finnmark. De blev boende år efter år, giftede sig og fik børn. Finnmark blev et nyt hjem for disse fremmede – for det meste af dansk herkomst. Og ikke så få af handelslægterne i Finnmark kan finde sin stamfar blandt købmændene og andre af handelens folk under oktrojen.

Det var ingen herremands tilværelse, men dog levelige vilkår de havde især i tiden efter 1750. Bebyggelsen på et af oktrojtidens handelssteder får vi et indtryk af gennem en takst forretning på Vadsø 30. juni 1759, da handelen skulle overtages af kongen. Stedet med fast og rørlig ejendom blev værdiansat til 3811 våger 12 pund. Hovedbygningen var ”et nyt købmandshus” med stue, sengekammer, køkken med opmuret skorsten, to kamre og et spisekammer. Der var loft over hele huset, og i værelserne to vindovne (kakkelovne) og en lille bilægger ovn, 16 stk vinduer, alle døre forsynet med behørige låse og klinker. Hele huset havde fået ny træbeklædning. Samme år var der bekostet en ny vindovn til 8 Rdl. på de små kamre over forstuen. Stuehuset var i god stand, og blev takseret til 1000 vågers værdi.

Også underkøbmanden med familie boede i eget hus, men langt mindre og mere beskedent. Der var en lille tømmerstue, opsat 1758, men køkken og vindovn i stuen, det hel takseret til 240 våger. For handelens faste bødker var der et ”hus med et kammer og dertil en opmuret skorsten, samt en gammel vindovn”. Dette hus var kun i en mådeligstand. På handelsstede var opført flere nye pakhuse med stakit imellem, ligeså og en ny krambu (butik). Til værn mod havet var der bygge et bolværk i 100 alens længde, med 8 stenkar foran. Bolværket var samme år blevet stærkt beskadiget af storm, og trængte til en større reparation.

Mens nordlændingerne selv førte varerne til og fra Bergen med egne jekter, foregik handelen på Finnmark med større skibe fra København. Derfor ser man på et kort over ”Norlandia” fra tiden henimod 1750, hvordan jekterne sejler langs kysten, og de større skibe sejlede udenom Lofoten og øerne Senja og Troms, og videre til handelsstederne i Finnmark

En gammel fortegnelse over skibe som fra København sejlede på koffardi (sejlads med handelsskibe) i årene 1775 – 1784, viser af Finnmark-sejlerne havde drægtighed på vel 50 læster i gennemsnit, så de skibe man brugte på denne fart, var ikke af de største. Grønlandsfarerne var meget større, fra 106 optil 128 læster.

De skibe som sejlede på Finnmark, var brigger (brigatiner), galeaser, galioter, hukkerter og hukkertgelaser, snover og koffer, og kun de sidste år en enkelt Fregat. Der var også en del fartøjer fra Helsingør og andre byer i Danmark, men aldrig norske. En hel del af skibene var befragtet hos private redere, men andre tilhørte vistnok kompagniet og er ikke medtaget i ovennævnte fortegnelse. Den største redder i Finnmarks-trafikken disse år var uden sammenligning agent Budenhoff i København. Af 40 skibsladninger i perioden har han besørget de 23, til dels med store skibe.

Nogle af skibene var bygget i Danmark, men mange også i norske byer som Arendal og Larvik, atter andre i Holland, England eller helt borte i Vest-Indien. Det var skibe som sejlede over mange have og til fremmede lande. Mandskabet bestod gerne af skipper og styrmand, 3-4 optil 7- 8 under befal og matroser, og gerne en eller to ”drenge”. Alene Budenhoffs største skib havde så meget som 13 – 14 mand tilsammen. Nogle af skibene var gamle, men de fleste forholdsvis nye. En af de ældste var Budenhoffs brig ”Giertrud Catharina” på 53 læster, den var bygget 1740 og var i disse år en stadig gæst i Finnmark. Sejladsen på Finnmark må have været forholdsvis tryg, for skibs listen 1775 – 84 nævner ikke forlis af fartøjer i disse år på Finnmarks turen. Derimod forliste fiskeladninger i andre farvande. Her nævnes i alt 15 i prene 1765 – 88.

Disse skibe bar som regel lange og festlige navne på den tids stil. Budenhoff eksellerer i kvindenavne på sin skibe. Foruden ”Giertrud Catharine” sende han i 1775 til Finnmark galeaserne ”Machtilde Catharine” på 34½ cl. Og ”Margret Marie på 55 ½ cl., desuden galliot ”Strat David”. Senere finder vi galeasen ”Anne Magdalena” på 34 ½ cl., snov ”jomfru Maria” op 50 cl. Og koffen ”Jomfru Cicilia” på 37 cl bygget i Holland. Hans store fregat ”Sophie Christina” på 96 cl. Kom første gang nordover i 1783; de forliste året efter ved Havre de Gräce. Nogle af skibene bar symbolske navne, som geleas ”Die Tugend” (Dyden) på 45 ½ cl. Og galeas ”Fortuna” på 37½ cl. Andre navne vidner om kongesmiger som hukkerten ”Fridrichs Ønske”. Ellers finder man kun et og andet mansnavn, som den tremsatede galliot ”De junge Wilheln” et navn som sikkert havde fulgt med skibet fra Holland. Nogen få bar stednavne. En snov på 62 læster hed ”Byen Helsingør”, og Budenhoffs sprødeste Finnmarksfarer var briggskibet ”Christianshavn” på 109 cl. Den kom opover første gang i 1784, og var overhovedet det største skib på denne rute.

De første skibe klarere gerne fra København i midten af april og udover i maj. Senere gik der skibe hele sommeren til ud i august – september iblandt til december. De som sidst ankom, måtte overvintre. Vinteren 1734 lå der 7 sådanne skibe i Finnmark. Men som regel blev de liggende nogle uger, måske et par måneder, på de forskellige steder. Et år som 1786 afgik der et fartøj til hver af de 9 steder. Alta, Hammerfest, Vadsø, Vardø, Kjøllefjord og Tana, Kjelvik, Måsøy, Hasvik, Loppa. Nogle af disse skibe var ganske små, på 14 – 20 cl., eftersom hvad stedet behøvede af tilførsel. Andre gange kunne et større fartøj tage last til og fra flere steder på en gang. Fragten var 24 – 29 rdl. pr. commercelest tur – retur. Finnmark – København, og varierede noget efter som skibet anløb et eller flere steder, og efter hvor vanskelig sejladsen var til hvert enkelt sted. Foruden de steder som ovenfor er nævnt, var der fra 1784 af en lille handel på Mortensnes.

Det var store dage når de fremmede skibe kom snigende ind i havnen og kastede anker på handelsstedet. For alle var det som et pust ude fra den store verden, ikke mindst for handelsbetjentene og deres folk, som havde slægt og venner i Danmark. Mange af dem fik brev og pakker, og nye folk kom opover med skibene. Og så var det at føre alle varerne i land. Oftest lå skibene ude på havnen, så alting måtte sejles ind i mindre både ind til pakhus og brygger. Det var mel og kornavere i tønder, store fustager med sukke, brændevin og andet godt, det var tøjvare i baller, salt i sække og kasser og kister af alle slags.

Når lasten var losset, skulle fiskevarerne ombord. Hovedartiklerne var råskjær (tørfisk) og rundfisk, lange, sei og brosme, men også betydelige mængder klipfisk. I tønder og fustager udskibede man klippnakker, fiske-tran, håkjerringgtran, (grønlandshaj) hval-tren. Og så var der baller af bukke- og gedeskind, ko huder og en del rensdyrkind., og bundter af særegne varer som rensdyrgevir og kvalbarder: Af rensdyr gevir blev der en tid sendt så store mængde til København og det meste blev liggende u solgt. Derfor kom i 1783 en besked om at kun raspede rensdyrgevir gevir ville blive modtaget.

Størsteparten af varerne gik til København, hvor de blev solgt ved offentlig auktion. Men næsten lige så meget blev udført fra Finnmark direkte fra Finnmark direkte til udlandet. I årene 1779 – 84 gik varer for 1 074 676 rigsdaler over København, mens 740 316 rigsdaler blev remitteret fra udlandet. Tallene giver samtidig en forestilling on hvilken stor butik Finnmarks handelen var. Fiskevarerne gik især til byer som Barcelona, Bilbao, Cadix og Malaga, Genua, Livorno, Venedig og Triest, Marseille, Ostende og andre havne. En del gik direkte til Østersøen og Sverige, noget også via Kiel og Altona til andre tyske byer. I flere af disse byer havde kompagniet sine faste forbindelser, som Larrad & Cie. I Barcelona; Klentze, Hoppe & Cie. I Malaga: Heath & Co (herr Robert Aubert) i Genua: d´herre Goossens & Fils i Bilbao, og ”Wolfgang Friedrich Osterreicher” i Triest.

Men foruden handelsvarerne fra Finnmark fulgte der også adskillige ”sendingsgods” med skibene tilbage til Danmark. Både embedsfolk og handelens funktionærer benyttede lejligheden til at sende venner, kæreste og tilbeder deres opvartning med foræringsgods af lækre finnarks varer som klipfisk og klippnakker, sild ederfulgdun, multebær, resdyrskind, russevarer o. l. De sendte og brev og gud med skippere; for denne post gik hurtigere end den almindelige post langs kysten. Reisende til og fra Finnmark fulgte ed skibene, og flyttegods gik frem og tilbage, ligedan møbler og andet løsøre som trængte reparation. Skibene fik også regelmæssig en del tørfisk, klipfisk, gråsej o. l. til ”mundprovision” dvs. proviant på turen.

Nogle eksempler fra oktrojen sidste år kan give os et mere levende indtryk af trafikken på handelsstederne: Vinteren 1781 – 82 havde hukkert ”Falken” med skipper Peder Nielsen Falck, overvintret i Hammerfest og optog last allerede i maj – juni. Senere på året gik to andre ladninger fra stedet, en til Genua, en anden til Malaga. Fra Loppa afgik to ladninger, til en samlet værdi på 1900 rdl. den ene med jakt ”Forellen” af København til samme to byer, med råskjær, rundfisk, vinterligget klipfisk, gråsej, lange, brosme, klippnakker, bukkeskind, torsketran. havkalltran, sejtran, og hvaltran; den anden ladning gik med fiskehukkerten ”Skalholt” og bestod af 2000 våger klipfisk til Barcelona. Som vi ser, havde dette skib fået navn af det kendte bispesæde på Island. På lignende måde var ”Rødefjord” opkaldt efter Raudafjord på Island, mens hukkertnavnet ”Kieblevig” var en tribut til vores hjemlige Kjelvik.

Den uden sammenligning største eksport i dette år havde Altens handel hvor Eggert Klerck var købmand. Her udgik i løbet af august og september 4 store ladninger, deraf tre til udlandet, alt til en samlet værdi nær på 8000 rdl. En lille jakt ”Edderfuglen” tog kun 13 tønder saltet torskerogn og for øvrig sendingsgods til København. Bl.a. sendte assistent Cort Buck en lille pakke med en ”finnematte” (græne?) til Kancelliraad Petter C. Buck. En anden skib ”Dorthea Margretha” tog med 1205 våger klipfisk, 204 våger råskjær og 192 våger rundfisk til København, og desuden sendingsgods fra købmand Buck på Hammerfest, assistent Wadel i Hasvik, købmand Kjølseth i Loppa, assistent G. Müller i Alta, flere af bødkerne, og fra foged og amtmand m.fl. Størstedelen af udskibningen fra Alta til udlandet var klipfisk. I august gik 6220 våger klipfisk til Malaga med ”Bessested” af København, og i september 4200 våger af samme vare til Barcelona. Til Genua derimod gik 1272 våger råskjær og 978 våger rundfisk med ”Ørnen” av København.

Købmand Jacobæus i Måsøy sendte kun en ladning på 451 rdl´s værdi med ”Kieblevig” til København. Fra Kjelvik sendte Klog en ladning værdi 543 rdl. til Malaga, og en anden til værdi 450 rdl. til Triest. Købmand i Kjøllefjord og Tana C. Hvistensdahl udskibet en ladning på 960 rdl´s værdi til København, og en på 300 rdl. fra Vardø til samme sted. Her medfulgte brev bl.a. til isenkræmmer Serup, til agent Pontoppidan, til her Just Michael Aagaard – til Christen Madsen i Badstuestræde nr 95, dermed 1 rødt malet skrin – Fra C. J. Beck i Vadsø blev der udskibet to ladninger til en samlet værdi 969 rdl., begge til København.

Året efter var udskibningen fra Alta langt mindre, men størst i Vadsø. Fra Alta gik to ladninger til udlandet og en til København, til samlet værdi 3259 rdl., men Andr. Esbensen i Vadsø havde solgt varer for tilsammen 7415 rdl. (deri iberegnet noget til svenske handlende). En ladning gik med Budenhoffs store fregat ”Sophie Christina” til Genua, med 5943 våger råskjær og 1095 våger rundfisk. Og Budenhoffs største skib, briggskibet ”Christianshavn” gik til København med 1761 våger gammel klipfisk. 502 våger nye ditto, 352 våger råskjær, 597 våger hyse (kuller), 6159 våger sei 641 klipnakker, 180 våger rensdyrskind, 13 våger hvalbarder, 33 tønder hval tran, 64 t. klar fisketran og 199 t. brun fisketran. Begge disse skibe lå på samme tid under ind lastning på Vadsø havn. Den første har konnossement af 20. august, den anden af 23. samme måned. Man kan let forestille sig det liv som måtte udfolde sig mens de to så store skibe, med tilsammen 27 mands besætning, lå i havne i ugevis.

Det var sjældent at skibene drog fra Finnmark i vintertiden, men det hændte. 30. december 1786 udgik skipper Tyge Jensen af København fra Vadsø med skibet ”Concordia” til Livorno. Lasten var 1268 våger klipfisk, tilvirket ved handelen, og 345 våger klipfisk indkøbt fra almuen; desuden 5812 våger råskjær, 81 våger rundfisk og 30 våger lange. Det er for resten pudsigt at lægge mærke til at Hvistendahl stadig skriver ”rondfisk” – formen røber hans danske herkomst.

Til København medtog skibene foruden varer, brev og føringsgods også en del returgods, som tomme ediketønder, ledige anker, kasser og kroger (”tobakspibe kasser og pibekurve), kasseret inventar fra handelsstederne, og ”udyktige handelsvarer” fordærvet mel, tøjbarer o.l. En enkelt gang sendes også vel 57 rdl. i ”lybske og hamborgske mynter” i retur – et vidnesbyrd om pengeforholdene på den tid. Skippernes højtidelige erklæring er for resten også iblandt udfærdiget på tysk, som i det hele spillede en vigtig rolle som forretningssprog i dansk-norsk handel med Rusland og udlandet for øvrigt.

Ikke alle varerne gik til København eller sydlige udland. Efter hånden blev ikke ikke lille antal fiskevarer solgt via handelen til russerne, især saltet kveite og torsk, tørsej og råsej. Denne russehandelen blev forestået af agent Lem i Vardø. Til de svenske handelsborgerne blev der især afhændet gråsej. Men dette bliver nærmere omtalt under markedsandel og russehandel. Endelig blev også en del fiskevarer i vinterens løb solgt som ”mundprovision” til distriktets folk, især de ”konditioneret” i Alta. Det drejede sig kun om små mængder, som 6 våger råskjær, 2½ våg klipfisk, 2 våger rundfisk og 33 2/3 våg gråsej ved Altens handel i 1785. Året efter var det 12 våger råskjær, 16 våger klipfisk og 40 våger gråsej. En del laks blev også forbrugt på stedet.

Gennem denne omfattende handelen havde Finnmark fået en hel stab af dygtige og samvittighedsfulde mænd som stod rede til at føre den kongelige handels bedste traditioner videre, da forordningen om frihandel fra1789 gav dem mulighed for at begynde som selvstændige handelsmænd i et land de havde lært at kende og holde af.

Gullholmen

Niels Simonsen

NielsSimonsen