Proces 71 – 78

71.

Barbra, Nils Bastiansens
kone

I
Vadsø

Hun begærede selv at hun
måtte prøves på havet for at bevise sin uskyld, men efter at have udstået
prøven, bekendte hun godvilligt at hun havde lært sin kunst af Ivers kone,
Maren, i Vadsø. Der fik hun en drik mælk, hvor der på bunden fandtes nogle
sorte frøkorn. Dagen efter kom Satan til hende i en skikkelse af en hund og
spurgte hende om hun ville tjene ham. Til det svarede hun imidlertid at sådant
kunne hun ikke gøre, fordi hun havde sin egen mand. Dermed for han vredt bort
fra hende. Siden kom han igen til hende med samme spørgsmål. Da var han i en
mands gestalt med askefarvede klæder og med klør på både hænder og fødder. Hun
lovede ham da sin tjeneste og forsværgede Gud i Himmelen. Til gengæld lovede
han at alt hun foretog sig her i verden, skulle lykkedes hende vel. Løftet
overholdt han alligevel dårlig. Så mærkede han hende med sine klør på hendes
venstre lår, og dette blev fremvist for retten. Hun kaldte sin Gud for Isak.
Kunsten prøvede hun på sin hund som hun gav et stykke fisk og af det brast den
itu og døde. Desuden havde hun for nylig lært sin ældste datter troldkunst.

Hun bekendte om Sin idræt

1.
At hun var med en del troldkvinder på Vardøhus
hos Gjertrud i fængslet. De ville have hendes hjælp til at forbande skipper
Markus Eriksens skib, fordi skibsfolkene ikke havde betalt hende tilstrækkelig
husleje. Da de for ud til Slottet, var hun selv i skikkelse af en krage,
Torolfs kone som en and, Thomas kone som en krage og Henrik Knudsens kone son
en stor fugl med en hvid ring om halsen. På slottet blev de imidlertid alle
omskabt til katte. Med siden Gjertrud ikke selv kunne følge med, sendte hun i
sit sted sin Gud Zacharias. Så udgjorde de uvejret mod skibet, og da de kom til
skibet, så de at skipperen lå på dækket og bad Gud om hjælp. Da skibet sejlede
gennem Bussesundet, blev der ligeledes holdt bøn for det i kirken. Derfor kunne
de ikke komme nogen vej med deres onde adfærd.

2.
Hun var også med de andre troldkvinder til at
forbande pigebarnet Karen Iversdatter for at hun ikke skulle røbe dem.

3.
Hun var også med på Slottet i den store
forsamling af troldhekse da de ville forgive lensherren.

72.

Hendes
datter

Karen Nilsdatter

Hun lærte af sin mor,
forannævnte Barbra, som gav hende det ind i mælk. Af det fik hun ondt i
hovedet. Derefter kom der til hende en sort hund med forespørgsel om hun ville
tjene ham. Hun samtykkede i det. Han kaldte sig Isak og lovede hende lykke i
alle ting. Efter at hun nu havde forsværget sin Gud og skaber i Himmelen, bed
Fanden hende i hendes højre hånd. Derefter forsøgte hun kunsten på nogle af
morens får som hun gav noget mos og fisk med disse ord: “Sprak i Fandens navn”,
noget som også skete. Dermed var kunsten prøvet.

Hun var med sin mor på
Vardøhus i skikkelse af en krage. Ligeledes var hun også der da de ville forbande
lensherren. Hun var også med de andre da de ville forgive Markus Eriksens skib,
noget som ikke ville lykkedes dem fordi folkene altid havde Gud for øjet.

–
er gift med Tor i Andersby.

73.

Malene Jakobsdatter.

Hendes
bekendelse og lære.

Hun erkendte at Dorthe
Larsdatter fra Skatøre havde lært hende at trolde idet hun gav hende det ind i

noget varm mælk en dag hun kom kold og frossen hjem fra kirke. I samme
mælkeskål lå noget sort på bunden som Dorthe absolut ville have hun skulle
spise op idet hun sagde: Bare spis det, Det får du ikke ondt af, for det er
bare noget stødt peber.” Men da hun havde fortæret det, kom der n lille grå
fugl ind til hende, ligesom en snespurv. Den gik frem og tilbage foran hende
fødder indtil den endelig forsvandt for hendes øjne. Tre dage senere kom Satan
selv ind ved aftenstid i en mands skikkelse. Han var klædt i sort og begærede
at få hende til tjeneste. Det nægtede hun ham den gang fordi hun havde sin egen
mand, hvortil den onde svarede: “Jo, tjen du bare mig, så skal du få alt hvad
dit hjerte begære.” Hendes mand lå og sov. Tredje gang kom den slemme atter til
hende og bad endelig om at hun skulle tjene ham og forsværge sin Gud i himmelen
med dåb og kristendom. Omsider gjorde hun det, og dermed gav hun ham sit
samtykke om et års tjeneste.

Den djævel hun skulle
tro på, kaldte sig Isak og når hun råbte på ham, skulle hun få alt hvad hun
begærede. Omsider bed han hende og satte sit mærke i hendes højre fod som
svulmede op, noget som også for retten kunne beskues. Hun beklagede sig om at
hun altid havde ondt og pine i den. Men for at undersøge om hendes kunst var
fuldkommen, prøvede hun den på et af sine lam. Hun gav den ind i en drik vand
og straks døde lammet.

Hendes
idræt.

1.
Hun bekendte at Nils Skysskaffers kone Babra var
hos hende i Andersby, hvor hun da kastede en krag ham over til hende og i sådan
skikkelse af en krage for hun bort med hende til Slottet Vardøhus. Men da hun
kom dertil, skabte Malene sig om til en kat og var da i fængslet hos Gjertrud.
Derfra ville de udgøre det stygge vejr mod skipper Markus Eriksen, noget som
også skete. De for alle bort fra slottet, alle i fugleskikkelse og Barbra var
høvedsmand for dem. De kunne imidlertid ingen magt få med skibet fordi folket
frygtede Gud så inderligt. Derfor for de bort igen som fugle fra skibet. Det
fik god vind og sejlede sin vej vel af sted.

2.
Hun fortæller at Finne-Eli fra Andersby ofte
havde været ude efter at ville forbande amtmanden, men kunne intet formå med
det. På denne bekendelse vil hun gerne dø.

74.

Bol Klausdatter

Fra
Ekkerøy.

Tilstod at hun havde
lært af Brite, Ivers kone fra Ekkerøy. Hun fik det ind i en kold mælk hvor der
lå noget sort på bunden, ligesom stødt peber. Da hun havde drukket af det, blev
hun så svimmel i hovedet at hun måtte til sengs for at sove. Straks efter at
hun vågnede, kom en sort kat løbende ind til hende. Så blev den borte igen. To
dage senere kom der en mand med sorte klæder ind til hende og spurgte om hun
ikke ville love ham sin tjeneste. Hun gav sit samtykke mod at hun skulle få
udrette hvad hun måtte begære og denne hendes apostel kaldte sig Zacharias. Med
det samme satte han sit mærke på hende ved at knibe hende med sine klør på
højre knæ, lidt nedenfor knæskallen. For at se om hendes kunster var fuldkomne,
prøvede hun den på en af sine får. Hun gav den det ind i noget hø og sagde:
“Sprak”, og det skete straks der på stedet. Hun bekendte om sine

Bedrifter

1.
At hun havde været med de andre troldkvinder for
at ville forgive Jens Ottesens skib. Da var hun skabt som en måge.

2.
Hun havde også året før været med til at jage
fiskene fra landet med blære tang.

3.
Hun var sammen med Babra og de andre
troldkvinder og udgjorde det store uvejr efter skipper Markus Eriksens skib.
Grunden var den samme som Malene havde bekendt og i det var Barbra hovedmand.
Da var hun i skikkelse af en kat.

4.
I Skikkelse af en krage var hun med i den store
forsamling af troldhekse på Slottet for at forgive amtmanden.

5.
Så kunne hun heler ikke benægt at hun også havde
undervist Karen, Henrik Knudsens kone i Ekkerøy, i trolddomskunsten.

75.

Brite Olsdatter.

Torlufs
kone i Ekkerøy.

Hun lærte af Ane, Thomas
Persens kone i Kiberg og hun gav hende det ind i mælk hvor der lå noget sort på
bunden. Hun fortærede alt, men fik så ondt af det at hun måtte til sengs for at
sove. Da hun vågnede, kom der en grå kat ind til hende som spurgte om hun ville
tjene den, men da svarede hun. “Nej”. Tre dage senere kom samme kat igen til
hende og begærede det samme som sidst. Heller ikke denne gang ville hun
samtykke, men da kom den for tredje gang gav hun sit tilsagn. Hun forsværgede
Gud i Himmelen og gav sig til denne djævel som lod sig kalde Christoffer. Så
satte han sit mærke på hende ved at knibe hende under hendes højre knæ og
lovede hende stor rigdom. Kunsten prøvede hun på en hund som straks døde.

Hun bekendte:

1.
At hun sammen med de andre troldhekse var med i
gerningen om at ville forgive Jens Ottesens skib. Det samme med at jage fisken
fra landet. Da var hun skabt som en sæl. Hun var med fordi hun var vred på sin
madfar for hans dyre køb.

2.
Hun var i en krageskikkelse og senere som en kat
på Vardøhus hos Gjertrud da der skulle sendes ond vejr ud efter Markus Eriksens
skib. Da hun selv ikke kunne være med, sendte Gjertrud i stedet sin apostel.

3.
Var også sammen med de andre og Malene på Vardøhus
da de havde i tankerne at ville forgive amtmanden.

76.

Karen Olsdatter.

Henrik
Knudsens kone fra Ekkerøy.

Fik lærdommen af Bol i
Ekkerøy i en grød. Nogen dage senere fik hun ondt.

Derefter kom den onde
til hende som en kat og senere i en mands skikkelse. Han kaldte sig Zacharias.
Hun lovede ham sin tjeneste mod at hun forsværgede Gud, sin dåb og kristendom.
Med sine kløer mærkede han hende i hendes venstre hånd, som blev synlig bevist
for retten. Sagen prøvede hun først på et lam som hun bad sprække i Fandens
navn og det skete straks.

Hendes
idræt bestod i:

1.
At hun var med til at jage fiske bort sådan som
de andre troldkvinder tidligere har fortalt. Hun var da i en ands skikkelse og
gjorde det fordi hun synes nogen fiskere fik for meget fisk i forhold til
andre.

2.
Hun var også, i skikkelse af en gås, med de
andre troldkvinder og udgjorde det stygge vejr efter Jens Ottesens skib, idet
de sagde: “Ondt vejr i Fandens navn”, og det skete ved Domen

3.
Så var hun også med på slottet, først i skabning
af en and og senere som en kat, da Babra snakkede med Gjertrud i Krogen om at
forgive Markus Eriksens skib

Og da alle disse
troldkvinder således havde kommet med fuldstændig tilståelse og havde bekendt
hverandres genmæle, faldt dommen over dem (fra 71 til og med 76) således.

Dommen
af den 8. april

1663.

Siden Barbra, Nils
Skysskaffers kone, såvel som Malene Jacobsdatter fra Andersby, Bol Klausdatter,
Brite Olsdatter samtlige for retten fuldkomment har bekendt sin sandhed som
foran ofte er meldt og fremdeles tilstår at de har lært trolddomskunster og
øvet sig i dem, ved vi derfor ikke anderledes end at kunne erkende og dømme,
end at de har forbrudt deres liv til ild og bål.

Men
se herefter hvor enkelt lagmand Schønnebøl har grebet sagen an og til dom. Igen
kun på grundlag af en beskyldt og udlagt troldkvindes benægtelser har hun
skaffet sig sin frifindelsesdom og det uden at modparten har fået lov til at
tage til genmæle eller de andres vidnesbyrd over hende om at hun siges at
skulle lyve på sig selv.

Mandrup Pedersen
Schønnebøl etc. For retten fremstod en kvindeperson fra Andersby, nemlig Malene
Jacobsdatter som sorenskriver med meddomsmænd, sammen med de andre, havde dømt
fra livet efter hendes egen bekendelse. Blandt andet bekende nævnte Malene at
tidlig en morgen, mens hun sad i fængsel på Slottet, blev døren til fængslet
åbnet og ind kom Ane, fru magister Rhodius, til hende. Hun talte meget og
adskilligt om at hun skulle bekende og fortælle hvordan hun kunne omgås
trolddomskunstner og sagde: “Ellers bliver du pint på strækkebænken, knebet med
glødende tænger såvel som på andre måder behandlet ilde.” Nævnte Malene anførte
at alt hvad hun havde sagt og bekendt mens hun sad på slottet, det havde hun
løjet om sig selv på grund af de ord Ane, fru Rhodius, havde truet hende med.
Desuden blev almuen spurgt om nogen af dem viste noget ondt om Malene eller om
hun tidligere havde været berygtet for sådanne handlinger. Til det svarede
almuen at de aldrig havde hørt andet om hende end det som kristelig og ærligt
var og viste heller ikke om at kunne beskylde hende for noget ondt.

Efter
sådanne omstændigheder og sagens beskaffenhed ved jeg ikke rettere at erkende
og dømme, end at nævnte Malene Jacobsdatter må frikendes. Hun kan rejse hjem
igen til sit hus uden nogen mands tiltale på nogen måde. Vardø den 25. juni
1663.

Schønnebøl.

Dette finder jeg
uholdbart. Om end Malene påberåber sig at hun på grund af Ane, fru Rhodius,
fremsatte trusselsord har blevet bevæget til at lyve om sig selv, så skulle vel
sådanne ord alene næppe kunne formå at skræmme hende til at lyve livet af sig
selv, sådan at hun med det alligevel kan befri sig fra så mange andres
anklager, nemlig fra de som allerede er aflivet. For kunne en troldkvinde
hjælpe sig ud af det med tvetunget benægtelse mod vidnesbyrd og dermed uden
yderligere forhør eller eksamination kunne frelses, så kom aldrig nogen til
ilden. Dermed ville også dommerens forseelse ved den første proces blive desto
større, som også på samme måde overses.

Men se! Hvor længe sad
vel denne kvinde stille før hun på ny blev befriet for de grove beskyldninger.
For protokollen af den 15. juli 1671 fortæller at det, på grund af de
beskyldninger som ved vidnesbyrd blev fremsat mod hende om at hun ifølge
Finne-Elis bekendelse skulle have forgivet Per Sørensen på Skallnesbugten,
fordi hun ikke fik en tønde mel af ham, overgik hende en sådan dom:

Fogden
spurgte hendes naboer og almuen hvilket skudsmål de ville give hende.

Dertil svarede alle
enstemmigt, at hun tidligere var berygtet for trolddom og at det nu fremdeles
ved prøven kunne bevises at Finne-Eli, i levende live, fuldkomment havde
tillagt hende trolddoms magt, nemlig at hun skulle have forgivet afdøde Per
Sørensen for en tønde mel og at der også blev fundet et brav knappenåle og
dertil at hun frem til denne tid har udsat alle mand, både naboer og bekendte
for en slem, ubehagelig mund, som er til stor forargelse og Gud meget mere til
fortørnelse. Af sådanne og andre grove misgerninger forårsages almuen på det
mest ydmyge at anmode den gunstige øvrighed og den højagtet rets betjente, om
at de måtte blive befriet og fuldstændig kvit hende ved at hun måtte forvises
her fra landet. Dette ville hun også selv være tilfreds med at efterkomme, dog
sådan at det overlades til øvrighedens magt, vilje og betænkning.

Fogden
gjorde gældende om hun ikke efter
sådanne motiver, prøve og vidnesbyrd, som hun ved nævnte misgerninger er
tillagt og ikke kan modbevise, må undgælde efter loven.

Da efter tiltale,
forsvar og sagen omstændigheder, såvel som menig mands grove klagemål over
hendes uskikkelige forhold over lang tid, ifølge indførte prøve og vidnesbyrd
og ellers både på den en og anden måde ofte havde forset sig mod sine venner og
naboer, kan hun heller ikke leve vel og kristeligt i enighed som der rimeligvis
sømmer sig. Hertil kommer at ingen vil omgås hende fordi man frygter at det vil
af sted komme og forårsage yderligere ulykke og helst ser at hun begiver sig
fra dem og rømmer landet. På dette grundlag kan vi ikke anderledes erkende og
dømme end som foran er meldt og henstiller til vor overdommer, velbyrdige hr.
lagmand, at træffe endelig beslutning.

Finne-Eli,
som havde beskyldt hende, fik halsen vredet om i fængslet. – Men se hvorledes
lagmand Schønnebøl alligevel har reddet hende fra dette værk. Derom fortæller
protokollen dette og intet videre:

År 1671 den 29. juni er
der holdt lagting i Vardø af hans velbyrdige lagmand med fogden, skriveren,
lagsretsmænd samt menige almue i samme tingsted. Lars Sørensen Fog, underfoged
i Vardø er efter lagmanden, velbyrdige Schønnebøls udstedte lagtingsdom,
tildømt efter loven Mandhelgebogen 17. kapitel at betale kongen 2½ rigsdaler i
penge og det fordi han sagesløs har ladet anholde og fængsle Malene
Jacobsdatter.

I

Amtmand

Otto Bjelkes tid

77.

1678

Synnøve Johansdatter.

Alberts
kone på Skatøre.

Hendes
bekendelse.

Troldkunsten havde hun
lært af en Nordlands kvinde i Tromsø len. Hun underviste hende først sådan at
hun fyldte et kar med vand og satte æggeskaller i det. Ved dette vand blev der
læst over i Fandes navn og da kunne man forgive kvæg hvornår man ville.

Mens de øvede sig i
disse dumheder, kom der ind til dem en velklædt person som havde klør på hænder
og fødder, men han forsvandt igen. Med tiden lærte hun sig kunsten bedre. Efter
egen bekendelse og vidnesbyrd som blev ført mod hende, var hendes idræt denne:

1.
Otte år efter, at hun var undervist i denne
Fandes kunst, forgav hun en ged i Nordland hos en bonde som hun havde en tvist
med.

2.
Hun ville forgive Otte Bangs ko i Vadsø fordi
han snakkede hårdt til hendes søn som råbte i hans stue. Da påkaldte hun Satan
med disse ord: “Kom hid du slemme gæst!” straks var han tilstede i sorte
klæder, med en stor bred hat på hovedet og med klør på hænder og fødder. Hun
gav ham noget småting af lidt uld i korn som han skulle give koen så den straks
skulle dø. Og så skete. Da var koen var død, blev ilden fundet i et stort hul i
kødet på det tykkeste lår. Dette til trods for at hunden udenfor var ganske hel
og holden. Hun måtte lægge sin hånd på koen før den døde og derefter sprak den
straks itu og døde.

3.
Ved Satan selv forgav hun Lars Brass´ barn fordi
hendes mand ikke fik en kalv for en skovrejse. Hun havde også lært at kærne
mælk af vand.

4.
Med djævelkunst skadede hun også Willums kone,
Kari, i Vadsø sådan at denne i elendighed måtte pines i ni dage. Endelig
skaffede hun hende helbredet tilbage igen, idet hun tre gange lagde hånden på
hende med disse ord: “Gud bevare os!”

Straks fandt hun lindring.

5.
Ved sit onde skadede hun også en anden mand ved
navn Anders Jansen. For at udføre det gav Satan hende et stykke brød som han to
gange så i og pegede på Anders. Dette brød fik hun senere Anders til at spise.
Af det fik han straks efter ondt mens han var på stranden. Efter en stund
kurerede hun ham igen ved at lægge hånd på hans bryst.

Dommen
afsagt den 6. juni

1678.

Da efter tiltale,
forsvar og sagens omstændigheder og siden hun for retten ofte og flittigt er
eksamineret om denne trolddomssag mod sine modparter og selv godvillig, uden
tvang, frit gået til fuldstændig bekendelse, kan vi hermed ikke anderledes
erkende og dømme end at hun i for sådan uskikkelig væsen både mod Guds lov og
kongelige befalinger skal straffes på sit liv til ild og bål uden ophold. Hvad
angår hendes bo, som der er påstået skal tilfalde kongen, da befindes hun sammen
med sin mand at være i stor gæld og derfor ganske uformuende dertil. Dette
bevidner menig mand her på stedet i sandhed at være.

78.

1679

Kirsti, Rasmus Johansens
kone

Fra
Vadsø.

Blev først udlagt af
Alberts kone, Synnøve, i Vadsø for at være troldheks og værre i sin kunst end
hende selv. Desuden havde hun adskillige beskydninger på sig af to finner som
på samme måde til lage hende at være skyldig, så som:

1.
Per Henriksen Finn erkendte, at da Nils Svenske
blev heftig syg efter en tvist mellem ham og Kirsti om en mose, så havde Nils
Qvist efter otte dage sendt bud til ham om at komme til Vadsø. Da han kom og
blev spurgt om Nils´ svaghed, svarede han: “Gud ved det”. Så tog han noget
brændevin, læste over det og gav derefter patienten to skefulde deraf. Efter
lidt søvn fik han det godt af det og blev tilpas igen. Da barnet til Nils
derefter blev udsat for samme usigelige pine og samme finne en dag senere kom
til ham. Lagde han sin hånd på barnet sådan at det derefter blev friskt. Sådan
påstod nævnte Per Henriksen ved sin ed at Rasmus med sin Kirsti havde gjort med
sin trolddom på faren såvel som på barnet.

2.
En finne fra Passvik måtte også tage gand ud af
Nils kone, som nævnte Kirsti skulle have sat på hende. Dette ifølge samme
finnes påstand og hun gjorde det fordi Nils kone ikke ville hjælpe Kirstis
datter med at tage fat på et får på marken.

3.
Paul Olsen Finn tillagde hende ved ed at hun
havde sat gand både i konen og barnet til Villats klokker. Han havde slev taget
den ud igen. For dette blev hun også tiltalt og beskyldt for retten af Villats
klokker. Ligeledes havde hun forgjort Morten Villatsens søn, som længe pintes
hårdt.

4.
Afdøde Morten Jensens kone beskyldte hende også
for at på grund af nogle slemme ord hun straks havde med nævnte Kirsti, fik
deres dreng ondt sådan at han derefter straks døde. Da liget skulle lægges i
kisten, blev det krævet at Kirsti skulle lægge håndklædet over den dødes ansigt
og da hun gjorde det, sprang der med det samme blod ud gennem hans næse. Dette
blev bekræftet ved pålidelige vidner og Kirstis egen bekendelse. Andet ville
hun selv ikke bekende.

Så
fulgte da endelig sorenskriver Lars Bøgvads dom,

Vadsø
den 3. marts 1679 som følger:

Da efter tiltale,
forsvar og sagens omstændigheder, samt fogdens strenge irettesættelse om at hendes
modparter stærkt beklager sig over nævnte Rasmus Johansens kone, Kirsti, for
trolddomssager som det i sig selv fremgår af akterne, og hun nu som før, efter
flittig efterforskning og eksamination er bedt om godvillig at bekende og sige
sandheden om disse trolddoms sager som hun er anklaget for, så svarer hun at
hun ingenlunde vil gøre eller efterkomme det ved at lyve om sig selv.

Da det fornemmes at hun
ingenlunde vil gå til sandheds bekendelse, refererer vi til Norsk lov,
Tingfarebolken 4. kapitel, om at efter en mands egen bekendelse skal alle sager
dømmes. Ligeledes referer vi til Frederik den andres reces og Christian den
fjerdes redes, 3 bog 6. kapitel. Og da denne sag for mig og mine meddommere
forekommer os meget uklar og tvivlsom, så ser vi os ikke i stand til at erkende
og dømme, men udsætter og henviser den til vor overdommer, velbyrdige hr.
lagmand, til endelig afgørelse. I mellemtiden skal kvinden være hos sin mand på
betingelse af at hun så længe og herefter forhåbentlig, ikke øver eller bedriver,
ej heller lader sig befinde med, slige onde misgerninger. Og som yderligere
forsikring lover hendes mand overfor lagretten at såfremt noget kan fornemmes
på en sådan måde, da vi han selv måtte lide og undgælde for det.

Hekseafbrænding

Niels Simonsen

NielsSimonsen