Hekse proces efter 1688

Er efterfølgende tilfælde passeret som følger.

1688 forhenværende kone

Karen Nilsdatter

Var sat under tiltale af
lagmand de Fine i anledning af at hun skulle have lovet ondt for en
tjenestedreng hos Nils Brass og dette ifølge drengens eget udsagn. Drengen fik
ondt straks han kom hjem og døde i et underligt sku. Han sprællede som en orm
med videre efter døden. Den 28. maj blev der på Vadsø tingsted derover dog dømt
således som følger:

Efter foran indførte
akter, kan det ikke sluttes at der er ført fuldstændige vidnesbyrd som har hørt
at denne kvinde, Karen Nilsdatter, har lovet eller gjort nævnte dreng noget
ondt. Han har da heller ikke på sit yderste anklaget hende for sin død. Efter
fogdens procedure kan vi derfor ikke erkende hende fra livet, men pålægge hende
at bevise sin uskyld efter loven, Mandhelgebolkens 9. kapitel, indtil sagen
eventuelt kan blive bedre belyst (blev dog ikke efterlevet).

1689

Brite Eriksdatter

Fra
Sandskjær

Blev tiltalt for retten
for at hun skulle have gjort ondt på pigen Malene Olsdatter. Således var sagen,
at da den nævnte pige kom fra stranden med en bøtte fuld af sand, kom der en
troldkat hurtigt rullende og den var skarp som fælde fuld af garn. Den var tyk
på midten, smal i begge ender og sort. Omsider satte den sig på spanden og
rullede ned igen to, tre gange når pigen slog efter den. Tredje gang traf hun
den med skovlen. Da gik den i stykke, og ud af den rendte noget grums som en
blanding af mælk og blod. Skindet tog hun med skovlen, lagde det op i spanden
og gik hjem. Da hun nu kom forbi døren til nævnte Brite, Vardø Hans kone, kom
denne løbende ud og spurgte pigen om hun slog hendes folk. “Det er min søn du
slår og du skal få skam for det.” I det samme forsvandt troldkatten. Pigen greb
efter Brites hue som bevis, men Brite stødte hende over ende og tog den
tilbage. Samme dag blev pigen af med sin fornuft og måtte til sengs med videre.
Brite hævdede at enten måtte dette bevises eller hun ville fir sig ned sin ed.

Dommen
af den 11. november

1689

Siden der her gives
anledning til at antage barnet Malene Olsdatter har været forgivet, så kan det
ikke udelades at Brite Eriksdatter må pålægges at gøre sin benægtelses ed om at
hun ikke har forgjort hende. Også at det ikke var hende som kom ud af sin dør
og talte med Malene Olsdatter. Videre at det heller ikke skete med hendes råd,
dåd, kundskab og tilladelse at barnet blev forgjort og endelig at hun heller
ikke snakkede med hende den dag hun blev forgjort. Denne ed aflagde hun så med
oprakte fingre. Siden Brite Eriksdatter har aflagt sin benægtelses ed om at hun
hverken selv eller ved hjælp af andre har forgjort eller lader forgive Ole
Andersens barn, har hun dermed sværget sig fra sagen.

Altså frifindes nævnte
Brite fra denne sag og mistanke og skal derfor være fri på alle måder, sådan at
den ikke skal komme hende til fornedrelse og vanære på nogen vis.

1690

Karen Simensdatter

Tiltalt
for at hun

Ville søge efter noget
stjålet gods med et sold. Hun satte en saks i den og holdt i den med den ene
ende med en finger og den anden med en anden finger, idet hun sagde: “Jeg
sværger ved Gud og St. Peter at N. har taget mine klæder.” Derefter råbte hun
mange navne og da hun nævnte Johannes, faldt soldet ned, etc. I Kiberg blev der
afsagt dom i sagen den 21. juni 1690.

Dommen.

Siden Karen Simensdatter
offentlig angrer sin forseelse og i stedet erklærer, etc. etc. Men ved siden
hun har brugt Fandens indbildte kunst ved eftergørelse med sold at sværge ved
Gud og en afdød helgens navn, skal hun derfor stå til offentlig skrifte sådan
at hun kan komme til kundskab om den slemme synd hun med rette har begået.
Desuden gives hun formaning om for eftertiden at have Gud for øjet og ikke
fortsætte med at udøve sådan Fandens gøgleri og abespil hvis hun vil undgå
straf.

Marthe Nilsdatter

fra
Karigjeld.

Hun var indstævnet for
at have udøvet noget trolderi og eftergørelse, nemlig at hun havde en tråd hvor
der hang et nøgle i den nederste ende og en bog hængende i den anden ende.
Nøglen holdt hun mellem fingrene. Når tyvens navn blev nævnt, drejede bogen
sig. Det gjorde også nøglen i hendes hånd.

På den måde kun hun
bevise hvem tyven var. I sagen blev der således dømt:

Dommen

Under overvejelse af
denne sag erfares det af Marthe Nilsdatters egen tilståelse at hun har brugt
dette abespil og gøgleri ved an afdød helgens navn og ved at misbruge
edsaflæggelse. Ved et har hun villet indbilde andre at hun ved sådant kunne
vide hvem som havde taget det eller det. Alligevel har både hendes sjælesørger
og den største del af almuen sagt god for at hun ikke var skyldig i nogen af de
kunster hun var mistænkt for. Om dette tilbød mange sig at aflægge ed med hende
om nødvendigt. Det gøgleri som hun har forøvet, er dog for andre til stor
forargelse. Og selv om det i loven egentlig ikke direkte findes noget om
sådant, så kan det alligevel ikke passere ustraffet og det selv om både hendes
sjælesørger og mange andre har villet komme hende til undsætning. Med et
grundlag den konfirmerte interim-anordnings 6. kapitel, 20 artikel giver,
dømmes hun til at afsone sagen med en tønde mel til de fattige her i menigheden
som skal uddeles af præsten og to lagsretsmænd. Til påmindelse synes det ellers
billigst at Marthe Nilsdatters forseelse bliver foreholdt hende af hendes
sjælesørger i hendes skriftemål.

79.

1692

Anders Paulsen Finn.

Hans
bekendelse og kunst

som
er indført i hans dom, afsagt i

Vadsø,
den 9. februar 1692.

Efter flittig
eksamination og overvejelse om denne sags beskaffenhed, samt også af Anders
Paulsens vidtløftige bekendelse og tilståelse:

Sådan
er

Runebommens
beskaffenhed.

Han erkendte at have
lavet den selv. Den var udhulet af et stykke fyrretræ som en stor aflang skål
og meget slidt og glat af hyppigt brug. For øvrigt sagde han at den ikke duede
hvis den ikke var forarbejdet af fyrretræ. I bunden havde han udskåret til aflange
huller og mellem hullerne holder han den over skålens hele træ med sin venstre
hånd når han spiller. Ovenpå denne skål er udspændt et beredt skind fra rensdyr
som på en tromme. I enden af den hang er ræveøre, en rævetryne og en ræveklo.
Dette skulle tjene til pump og pagt på runebommen. På ovennævnte trommeskind
var der med kogt ellebarkvand, som giver en rødbrun farve, malet sådan at det
med fire streger blev inddelt i fem separate rum og mellem hver række ses
forskellige figurer, hver med sin betydning. Sådan:

I
den første række

ses

1.
En menneskeskikkelse som kaldes Ilmaris. Det
står for storm og uvejr.

2.
En menneskeskikkelse som han kalder Diermis. Når
der bedes til Gud, kan denne Diermis tilbagekalde tøvejr og regn. Men denne
Diermis har ingen magt uden at Gud først har givet den det. Og ligesom Ilmaris
kan gøre ondt vejr til at skade skib og båd, så kan Diermis lave godt vejr.

3.
En vildrenskikkelse, som han kalder Gvodde og
som netop betyder vildren. Når der spilles på bommen og ringen ikke vil danse
hen til denne ren, da får den som spørger om god lykke til skyderi ingen ren
denne gang, selv om han gør sit yderste og bedste flid efter det.

I
den anden række er

1.
En rund cirkel med streg gennem. Den kaldes
Peive eller solen. Med den skaffes godt vejr.

2.   En menneskeskikkelse kaldt
Jumal-barn som borttager synd.

3.
Et andet billede ved navn Jumal-Etiem. Det skal
betyde Gud Fader som straffer ondskab. Han kan skaffe syndens forladelse,
sjælens salighed og en kristen død.

4.
Billede af en kirke som han kaldte Domkirken.
Til den beder han om sjælens salighed.

5.
Billede af et menneske ved navn Engil som står
for den Hellige Ånd. Han fjerner synden så man bliver som et nyt menneske igen.

Således efterligner han
ved disse figurer personer i guddommen efter sin mors lære. Ellers står i alle
rækker en stav malet ved hver person som han kalder Juncher Sabe, eller
junkerens stav. For som han siger: “Ligesom jordens herre har sin stav i
hånden, så har disse det også.”

Hekse brænding

Niels Simonsen

NielsSimonsen