Hekseproces 1 – 4 – Christian IV

Hekseproces 1- 4

I amtmand Claus Gagges tid

Er følgende troldfolk
brændt.

1610:

Anne,
Lars Persens kone i Honningsvåg.

Efter udstået vandprøve er hun dømt til bål og brand.

Dommen,
dateret Kjelvik, den 13. juli 1610, meddeler:

Hun har nu i mange år haft et ondt rygte

Peder Mand udlagde hende for at være lige så god
som ham. Det gjorde han på sit yderste da han gik til sin død. Dette fremgår af
dommen som i går blev afsagt over ham.

Hun kunne i dag ikke føre et bevis for sin
uskyld som loven foreskriver og som hun var blevet pålagt.

Endelig, da hun derefter blev ført på søen for
at prøves, kunne hun på ingen måde synke. Hvilket betyder at gud, som et
sikkert tegn og bevis om slige folk, ikke tillod hende det.

Efter dette kan vi ikke rettere
finde en at hun bør dø og hermed dømmer vi hende til ild og bål. Desuden skal
halvparten af hendes og mandens fællesbo tilfalder kongen, efter al lovlig og
vitterlig gæld først er betalt af boet, etc.

Tre Porsangerfinners dom til
ilden,

Afsagt
samme dag som forannævnte Anne,

Med
hver sin bekendelse.

Gammel-Sare. Han havde forgjort Iver Gundersens
kone sådan at hun døde.

Mons Storebarn. Han havde forgjort Rasmus
Robertsen i Kjelvik sådan at han døde

Mons Andersen. Kom i tvist med Isne i Tunes om
et kobbegarn (sæl), blev vred og forgjorde ham sådan at han døde kort tid
derefter.

Da har vi ikke rettere kunnet
finde, end at alle disse tre finner har fortjent sin død. Derfor dømmer vi dem
til bål og efter loven skal deres halve indbo tilfalde kongen. Dog må først al
lovlig gæld være betalt før kongens ret udtages.

1612

Lisbet, Per Torfindsens kone

I
Makkaur. Hun dømmes til ilden fordi:

Hun havde forgjort et barn i Makkaur samt to
geder sådan at de døde.

Med sit trolddomsværk skulle hun hjælpe en syg
dreng fra Nordland. Tre gange spyttede hun på sin kniv, som hun smurte hans
krop med. Resultatet blev imidlertid at han mistede både hus og kød. Da
undskyldte hun sig med at hun ikke kunne kurere ham, med mindre hun fik ham med
sig på et hemmeligt sted.

For rette fortalte hun at
kunsten havde hun lært af en kvinde på Sunnmøre og tilføjede: “Fanden tage
hende at hun lærte mig det.”

Vi finder det godtgjort at hun
ved denne sin afgudsdyrkelse og misbrug af det hellige navn, i meget høj grad,
groft har krænket den almægtige Gud i himmelen. Ligeledes er dette i strid med
både hans kongelige majestæt, vor allernådigste herre og Norges lov og ordinans,
såvel som hans majestæts trykte forordninger, hvor der udtrykkelig står.
“Findes nogen at kunne omgås med trolddom, da har de forbrudt sit eget liv og
skal ved lov og dom aflives uden nåde.” Ved denne vor dom og sentens dømmer vi
hende derfor til ild og bål.

1617

Nils Jonsen Finn

Hans
dom for trolddom

Afsagt
af lagmand Jørgen Henriksen

På
Hjelmsøy, den 11. august 1617.

Nils Jonsen Finn har selv for
retten offentlig bekendt at han er oplært i trolddomskunst, samt erklæret sig
skyldig i brug af samme. Siden hans kongelige majestæts forordning om troldfolk
ikke tillader sådant kan passere ustraffet, og loven bestemmer at alle sager
kan dømmes efter en mands egen bekendelse, dømmer vi ham derfor til at straffes
på sit liv til ild og bål.