Proces 5 – 20

I Amtmand Hans Kønninghams tid

5.

Karen Edisdatter

Hendes bekendelser for retten af 13. maj 1620 i nærvær af

Kønningham og lagmand Jørgen
Henriksen.

Om hvordan hun først kom i befatning med den onde lærdom:

En gang da hun var en ung tøs og passede
dyrene i marken, faldt en tung søvn over hende på en høj. Da kom der til
hende en stor hovedløs mand som spurgte hende om hun sov. Hun svarede at det
viste hun ikke helt selv. Spøgelset havde et nøgleknippe i den ene hånd. Han
tilbød hende det på sådanne vilkår, at om hun ville modtage det, så skulle hun
lykkes med alt hun foretog sig i denne verden. Men så lagde hun mærke til at
han også havde et smukt bånd. Derfor svarede hun: “giv mig hellere båndet. Med
nøglerne kan jeg ikke omgås.” Så skete, men da hun kom hjem, blev hun som
forstyrret. Siden har Djævelen altid været i hendes fælge og selskab, i hvert
fald når ikke præsten har været hos hende.

Da hun blev gjort klar, bekendte hun følgende om sine handlinger:

1.
Hun var skyldig i at Abraham fra Hop faldt
overbord fra skibet i Båtsfjord og døde. Desuden, at Henrik fra Gamvik omkom
sammen med to andre n mandag efter at han havde nægtet hende en gryde.

2.
I dette var djævelen i højeste grad medvirkende.
For når hun ikke ville gøre folk ondt, plagede han hende på det ynkeligste. Da
strakte han hendes lemmer så hårdt, at der kom blod både fra næse og mund og
hun blev som besat. Derfor måtte hun altid sørge for at han havde noget at
udrette. Ja, så meget kunne hun udrette med sit ord, at bare hun ønskede et
menneske ondt eller bad den onde tage vedkommende, så var han straks tilstede
og klar til gerning.

3.
Det blev ellers for retten ført bevis for andre
beskyldninger mod hende. Med sin trolddomskunst havde hun sønderbrudt ryggen på
en dreng i Hop som hun var vred på. En kvinde som skulle sy to klæder for
hende, sørgede hun for måtte gå med stav i lang tid. Det gjorde hun fordi
kvinden ikke ville levere arbejdet fra sig uden samtidig at få sin løn. Da
kvindens mand truede med at ville angive hende, turde hun imidlertid ikke andet
en at gøre det, sådan at da kvinden derefter kom til hende, kunne hun gå
tilbage uden krykker.

Dommen
over hende, udstedt af

Den første sorenskriver i Finnmark,

Niels Jensen Soel.

Efter sagens omstændigheder,
prøve og vidnesbyrd, hendes egen bekendelse i præstens og andre godtfolks
påhør, samt efter den kongelige majestæts forordning som er udgået om
trolddomskunstner, kan vi ikke frifinde hende, med dømme hende til at lide og
straffes for sine misgerninger til ild og bål. Til yderligere vidnesbyrd etc.

6

1621 Siri Knudsdatter

Fra Vardø

Bekendte at hun for 30 år siden
lærte trolddom af Tørre Judsch. Den har hun siden stadig brugt.

Hendes bekendelser om sin idræt.

1.
Hun havde forgjort Samson Stephensen i Vardø. Da
hun skældte ham ude fordi han havde drukket øl af hendes kande, slog han hende
ned. Derefter blev manden pludselig befængt med det onde og efter fire gage
døde han i elendighed.

2.
Med mælk ville hun bytte sig til en kande øl fra
en kvinde. Da hun ikke fik det, sprak øltønden sådan at øllet flød ud over hele
gammen.

3.
Da hun og Birte sloges, lovede hun at hendes arm
skulle rådne af. Straks derefter skete også det.

4.
Hun havde sendt ud ondt for at dræbe Gregors
kone fordi hun ville have manden tilbage. Det gik imidlertid ud over drengen
til amtmand Kønningham, som blev afkræftet.

5.
Hun var i spidsen som anfører for de andre
troldkvinder en juleaften på Lyderhorn. (Bergen)

Dommen,
dateret Vardøhus

Den
11. januar 1621

Da efter tiltale, forsvar,
prøve og vidnesbyrd og fordi nævnte Siri Knudsdatter i langsommelig tid har
været berygtet for trolddom, samt fordi der er ført lovlig bevis for at hun har
udlovet ondt som også er sket efter hendes løfter, og ligeledes at hun flød som
et dobbel (bøje) da hun den 11. januar blev kastet på søen for at prøves, har
vi kommet til at Siri Knudsdatter bør straffes med ild og bål.

7.

Elsebe Knudsdatter

Fr Kiberg

Hendes bekendelse og det som
blev bevist.

1.
Hun forgjorde borgeren Henrik Maeyer fra Kiberg
fordi han gav hendes mand en ørefigen. Da lovede hun at han aldrig mere skulle
kunne slå en mand. Om natten fik han heftigt ondt og døve.

2.
Hun var med til at skabe det forfærdelige vejr i
1617, da så mange både fra Kiberg og Vardø forliste. Vejret blev udsendt for
Anders Blommes skyld og efter Anders Rasmussens folk. De tog et stykke snøre og
bandt tre knuder på det. Hun læste over det og spyttede tre gange på knuderne.
Det samme måtte de andre gøre efter hende. Så løste hun knuderne. Havet røg på
som aske og folkene omkom. Medhjælpere var Guri i Store og Gøri i Lille
Ekkerøy.

3.
Da Ole Svensker ikke ville betale hende for en
trækande som han havde slået i stykker, sendte hun ondt ud efter ham. Det gik
som levende ild i hans liv. Men da hun fik sin betaling for kanden, blev manden
straks igen tilpas.

4.
Hun sendte også ud et uvejr efter Ole Jacobsen
så hans skib forliste i Bussesundet og han selv reddede sit liv i land på
Stegelnæsset. Dette fordi han ikke ville tage tjeneste hos hendes mand.

5.
I forgammen i sit hus havde hun en sort hund og
to sorte katte som slæbte lænker efter sig. Dette skulle mange have set ifølge
prøvens indhold.

Smukke apostler for hende til
alt for stor skade og bedrageri.

Dommen
afsagt

Den
27. januar 1621.

Siden Else Knudsdatter i
langsommelig tid har været berygtet for tøveri og det den 27. januar er ført
bevis for at hun har lovet ondt som derefter er gået i opfyldelse, samt at hun
er kastet på søen for at prøves og endelig at der i dag er ført bevis for at
hun har udlovet ondt som også er sket, da skal hun straffes til ild og  bål.

8.

Mari Jørgensdatter.

Hendes
bekendelser om hvordan hun er kommet

i
den ondes tjeneste.

En julenat da hun lå i sin
seng, kom det onde til hende. Han bad hende stå op og gå bort til Kristi. Hun
gjorde det og den onde fulgte med hende.

Undervejs sagde han: “Vil du
tjene mig, så skal jeg lønne dig.” Dertil svarede hun: “Ja” Dermed bed han
hende i hendes venstre hånd mellem de to længste fingre og bed hende om at
kalde sig Saclumb. Da hun nu sammen med Djævelen kom til Kristi, kastede denne
en ravnehud på hende og sagde at hun skulle rejse med til Lyderhorn. Så samlede
Kristi de andre trolddjævle, som var Siri Knudsdatter, Ragnhild hendes søster,
Torkils kone Kari, Eldebe i Kiberg, Marthe Olsdatter, Guri i Store Ekkerøy og
Gøri i Lille Ekkerøy, Narves Ane, Elekas i Finnefjord, Iver Olsen og Iver
Danielsen. De samlede sig på Baldvolden hvor de drak. Siden drog de med hende
til Lyderholm i ravne- hunde- og katteskikkelser. Der drak de og dansede
omkring. Derefter rejste de hver til sit, men Kristi drog til Bergen.

Hendes
bekendelser om sine

Bedrifter:

1.
Det store uvejr juleaften for 3 år siden da 10
både fra Kiberg og Vardø forliste, var udlæst af Kristi med flere. De gjorde
det for at hævne sig på en mand i Kiberg ved navn Anders Blomme og han var en
af de 40 som omkom.

2.
Samme år dræbte Kristi, Anders Johansens kone i
Kiberg, tre malkekøer og en kvie. De revnede mens de gik på marken.

3.
Selv var hun udlært til at signe og læse for
adskillige formål og anledninger – og det hjalp.

Dommen
afsagt

På
Vardøhus den 29. januar 1621

I
amtmandens nærvær.

Efter egen bekendelse har hun
lært trolddom, indgivet sig i den onde satans hænder og er mærket af ham.
Således er vi kommet til at hun skal straffes som en troldkone til ild og bål.

9.

Kari Olsdatter

Fra
Vardø.

Hendes
bekendelser om sin trolddom.

Julen 1620 var hun i en
fugleskikkelse, og som sådan fløj hun hurtigt gennem luften med de andre
troldkvinder til Lyderhom, hvor de drak og dansede omkring. Før jul havde hun
lært kunsten af den onde Satan selv. Hun lovede ham sin tjeneste mod at han til
gengæld lovede hende en god løn. Så satte han sit mærke på en af hendes højre
hånds fingre. Men hun benægtede aldeles at have udrettet noget med sin
troldkunst.

Dommen
af den 30. januar 1621.

Siden Karen Olsdatter af tre
troldkvinder er udlagt for at have lært trolddom, og efter egen bekendelse
tilstår at have lært samme kunst samt været i selskab med andre i
ravneskikkelse gennem luften, har vi således fundet at hun skal straffes på sit
liv til ild og bål, med mindre den gode mand slotsherren på kongelig majestæts
vegne, vil benåde hende til at dø under sværdet. at have lært samme kunst samt
været i selskab med andre i ravneskikkelse gennem luften, har vi således fundet
at hun skal straffes på sit liv til ild og bål, med mindre den gode mand
slotsherren på kongelig majestæts vegne, vil benåde hende til at dø under
sværdet.

10.

Marthe Olsdatter

Fra
Kiberg

Hendes
bekendelser om hvor hun har lært

og
bedrevet det onde.

Hun lærte troldkunsten af
Kristi, Anders Johansens kone i Kiberg. Den første aften hun var fange på
slottet, kom Kristi ind til hende i borgerstuen og ville have hende ud ved at
lede Satan i sin venstre hånd.

Hun var med Kristi og de andre
da de forgav Anders Rasmussens folk og Anders Blomme fra Kiberg. Ved den
anledning kom Kristi til hende og sagde:

“Marthe, kom med mig hjem. Vil
du at vi skal forgive Anders Rasmussens folk fordi du var i klammeri med ham,
så vil jeg også forgive Anders Blomme fordi han slog mig. Dermed kan vi få hævn
over dem.” De fuldførte deres trolddom med knuderne på snøren, som det fremgår
af Elsebe Knudsdatters indførte bekendelse.

Ved Sankt Hans tid var hun i
selskab med Kristi og de andre i luften over høje klipper og fjeld. Ligeledes
har hun den påfølgende jul også været sammen med dem i luften.

Dommen
af Vardøhus,

Den
30. januar 1621.

Siden der er ført bevis for at
hun har udlovet meget ondt som derefter også er gået i opfyldelse, samt at hun
efter egen bekendelse med sin trolddom har været med til at dræbe salige Anders
Rasmussens folk til søs, så skal hun straffes på livet til ild og bål.

Guri Olsdatter

Fra Store Ekkerøy.

Hun bekendte at hun havde været i selskab med
de andre både over søen, på høje klipper og bjerg og den onde som hun tjente,
kaldte hun Friis. Der blev ført mange vidner mod hende om at hun var en
mester i at forgive hunde, kvæg og får og efter at hun var prøvet på søen, fik
hun sådan

Dom
af den

12.
februar 1621.

Siden Guri Olsdatter er prøvet
på søen, samt af seks andre, som er gået til sin død, er udlagt for at være
troldkvinde, så skal hun straffes på livet til ild og bål.

12.

Gurli Olsdatter

Fra Lille Ekkerøy.

Hun havde lært af Kristi, konen
til Anders Johansen. Sin Djævel, som hun havde tilsagt sin tjeneste, kaldte hun
Cax. Efter egen bekendelse var hun julenat med de andre troldkvinder på Lyderhorn
ved Bergen. Hun forgav Borgensborgeren Emmiche Jørgensen sådan at han, på vej
fra Ekkerøy, forliste med båd, folk, fisk og alt. Hun var blevet vred på ham
fordi han havde taget nogle fisk hos hende, hvortil hun havde sagt. “Ja, du kan
søbe kål for det i helvede. Han kan nyde fisken, for der er ham som har fanget
den.” Samme dag kuldsejlede han. Hendes egen mand forklarede at han på tre års
tid kun en eneste gang havde hørt hende læse eller bede Gud om nåde. Den ene
gang havde han i sengen nødet hende til det. Den 16. februar 1621 faldt i Vardø
over hende sådan

Dom.

Siden hun af seks personer, som
godvillig er gået til døden på det, fuldkommen er udlagt for en tørveske, og
også i nærvær af den menige almue er prøvet på søen og da flød og ligeledes nu
selv bekender at have været med på Balvolden sidste julenat og lige så god som
de andre, da har vi således fundet at hun skal straffes på sit liv til ild og
brand.

13.

Ane Larsdatter

Fra
Vadsø

Hendes
bekendelse om hvorledes hun har

Lært
sin trolddoms ondskab.

Tidlig en morgen, mens hun i
Vadsø stablede tørv, kom Satan til hende og sagde at hun skulle med ham. Hun
spurgte hvad han var for en mand. Til det svarede han at han var Djævelen og så
gik han sammen med hende omtrent den halve dag. Derefter blev hun såre tung.
Siden kom han til hende igen en julenat, og var lodden havde horn. Hun fulgte
da med ham til Vardø sammen med de andre troldkvinder. Der drak de på
Baldvolden og hun kunne grangivelig genkende husene og hvem de tilhørte. Hun
var selv i en ravneskikkelse og troldkvinderne var i alt 40 stk.

Hun bekendte også at en søndag
tog hun salt med sig til kirken. Det brugte hun til at kurere en syg med.
Videre blev hun spurgt om hvorfor hun ikke kunne græde eller tilstå noget før
hun blev kastet i havet. Til det svarede hun at den onde djævel bandt
tungeroden på dem. Sådan at de ikke kunne bekende.

Da de var forsamlet på
Baldvolden i Vardø, var en del af troldkonerne i ulveskikkelse. Kristi, Anders
kone, var deres leder og fór med fløjte og tromme foran sig. Elsebe Knudsdatter
var i falkeskikkelse og skænkede for dem. Da hun drog hjem fra Baldvolden og
kom til Vadsø, ringede det første gang til prædiken.

Dommen
af den 16. februar 1621.

Siden Ane Larsdatter er prøvet
på søen og da flød og desuden selv godvilligt for retten har bekendt, at hun
har rejst med Djævelen og de andre troldkvinder til Baldvolden i Vardø sidste
julenat og drukket med dem, har vi således fundet at hun skal straffes på sit
liv til ild og brand.

14.

Kristi Sørensdatter

Fra
Kiberg. Hendes

Bekendelser
om hvordan hun har lært

Sin
trolddomskunst.

Denne troldheks var leder for
de andre troldkvinder, som hun også til dels selv havde undervist og oplært.
Derfor var hun nok så påståelig i sine benægtelser indtil hun endelig skulle
prøves på søen. Senere bekendte hun som følger.

Da hun var16 år gammel, kom hun
i tjeneste hos en gammel kvinde i Helsingør. En dag hun skulle hente noget græs
fra marken, kom Satan til hende i en hundeskikkelse og sagde: “Om du vil lære
trolddomskunst, da skal det lykkes dig alt hvad du slår ind på i denne verden.”
Dermed afsværgede hun Gud og den pagt hun i dåben havde gjort med ham. Satan
fulgte med hende hjem og ind i huset til den gamle kvinde, som senere gav hende
bedre undervisning. Som hun nu på denne måde var kommet i lære, ville hun en
dag prøve sin kunst. Hun kastede et garnnøgle ud på vandet som dermed begyndte
at løbe rundt på overfladen, og hun havde behag ved at se på det. Derefter gik
der 10 år uden at hun det ringeste, forsøgte med sine kunster.

Efter at hun var kommet i
tjeneste hos en mand i Bergen, kom Satan igen til hende i en hundeskikkelse.
Han var vred på hende fordi hun ikke flittigere havde øvet sig i trolddommen.
Så hun gav sig til ham på ny.

Da hun omsider var kommet til
Finnmark og blev gift med Anders Johansen i Kiberg, begyndte hun igen at prøve
sin trolddoms ondskab. Det gjorde hun først på en af sine egne kalve. Kun en
gang pustede hun på kalven, så brast den itu og døde straks.

Bekendelser
om hendes idræt.

I overvær af amtmand Kønningham,
provsten hr. Ole Carlsen og retten tilstod hun sådan som følger:

1.
Hun var med de andre troldkoner på Lyderhorn
sådan de derom tidligere har bekendt. Også siden, da hun var sejlet til Bergen,
var hun der i forsamling med en del andre, men af disse kendte hun ikke alle.

2.
Hun var med til at udføre det forfærdelige vejr
som kom juleaften i året 1617 da så mange folk kom til skade. Det værk blev
udført på den måde som er forklaret i de andres bekendelser.

3.
Nu sidste julenat kom Marthe Olsdatter til hende
i Bergen, tog hende med og satte hende på Baldvolden i Vardø. Selv var hun da i
en tispe (hunræv) skikkelse. Den gang var der flere forsamlet i hunde- katte-
og ravneskikkelser. Deriblandt var der også to mænd som var omskabt til ulve.
Dog var den ene lang, slank og sort rundt om hovedet. Det var Bertil Henriksen.
Han skrev for dem. Den anden var tyk og bred om brystet. Det var Eilof Olsen i
Vardø. De Drak, dansede og læste. Else, som skænkede for dem, var i
menneskeskikkelse. Hendes datter, Mette fra Gåsnes, var også der i en grå
katteskikkelse.

4.
Hun ville dog ikke vedstå sig at have været
leder og anfører.

Dom
af den 26. april

1621

Siden hun før er udlagt og
beskyldt for at kunne trolddom og nu selv bekender at have forsværget Gud og
den hellige dåb og i stedet tjent Djævelen, samt været med til at dræbe så
mange folk med sin djævelske kunst, er hun fundet at måtte straffes på sit liv
til ild og bål, med mindre kongelige majestæts ombudsmand hende anderledes vil
benåde.

15.

Lisbet Nilsdatter

I
omgang. Hennes

Bekendelse
om hvorledes og af hvem hun

Har
lært troldkunsten.

Da hun først skulle lære, var
det Finne-Kari som kom og rådede hende til det. Straks ko Satan i skikkelse af
en grå buk. Da sagde Kari at hun ville lære hende at skaffe mælk fra en anden
mands ko. Først måtte hun imidlertid afsværge både Gud og sin dåb. Dermed
lovede hun at tjene Satan her i verden med sit legeme. Siden når hun brugte
denne kunst, satte hun et horn fra en ged under bugen på en gedebuk eller et
andet får. Lige meget hvilket kvæg det var, malkede hun dermed en hel spandfuld
mælk så ofte om dagen, hun bare ville. Dette kunne hun gøre så længe Kari
levede, men siden ville det ikke virke.

Hendes
idræt var.

1.
Hun havde forgivet Henrik i Gamvik. Da han
omkom, var hun sammen med sine stedsøstre på et skær udenfor Gamvik. Nogen var
i gede- og andre i katteskikkelser.

2.
Forgivet
Abraham Nilsen som omkom i Båtsfjord. De skubbede ham ned af skibet da
han ville gøre sit ærende.

3.
I året 1619 var hun i forsamling med andre på
Balvolden i Omgang. Sammen drak og dansede de. Nogen var i ulveskikkelser eller
lignende, men Finne-Kari, som skænkede for dem, var i menneskeskikkelse.

Dommen
af Omgang

Den
9. august 1621.

Siden hun før er udlagt og nu i
dag offentlig og udpint bekender at hun har afsværget Gud den almægtige og den
pagt hun har gjort med ham i dåben, senere har lært og brugt den slemme
trolddomskunst efter Djævelen indskydelser som hun har lovet og tilsagt sin
tjeneste, så kan vi efter sådan bekendelser, ikke andet erkende at vi har
fundet hende at måtte straffes på sit liv til ild og bål.

16.

1624

Ane Edisdatter

Bekendelse
i Vardø om sin lærdom.

Kari, Torkils kone fra Kiberg,
bad om at få noget hø af hende. Da hun ikke fik det, ønskede hun at den onde
måtte komme over hende. En nat derefter da hun lå hos sin mand, Nils Skrep,
ville Satan trække hende ud af sengen, men da manden råbte op, forsvandt den
onde ånd. Senere fik hun bedre kendskab til Fanden sådan at hun kunne øve sin
ondskab.

1.
Sammen med seks andre troldkoner, to fra Kiberg,
en fra Vadsø og tre fra Vest-Finmark, udgjorde hun uvejret da amtmandens folk
omkom og desuden to både fra Kiberg forliste. Stormen anrettede de sådan: De
var samlet på Baldvolden med et håndklæde mellem sig. På håndklædet slog de
knuder som de pustede på. Dermed begyndte stormen heftigt at bruse.

2.
2. Hun sloges med en kvinde fra Vardø og ønskede
Satans hjælp mod hende. Straks kom Satan som en stor mand med en bred hat på.
Han mødte kvinden og behandlede hende ilde.

3.
Fordi hendes mand havde givet hende en ørefigen,
satte hun ondt på ham. I lang tid måtte han krybe af smerte på marken, indtil
hun selv igen tog det onde fra ham.

4.
Hun og konen til Nils Smed var blevet uvenner på
grund af nogen gryn de havde købt sammen. Ved si trolddom lod hun hende derfor
i lang tid jammerlig plages.

Dommen
af den 14. november 1624.

Siden Skrep-Ane nu slev, for os
og den menige almue, godvillig og udpint er gået til bekendelse om sine egne
gerninger og yderligere prøver i sagen derfor er unødvendig, da kan vi ikke
frikende hende, men finder at hun for sådanne grove gerninger må straffe spå
ild og bål.

17.

Gunnele Olsdatter

Fra
Vardø. Hendes bekendelse om sin trolddom.

Forannævnte Skrep-Ane gav hende
et stykke mad fisk til at æde. Dertil gav datteren hende et stykke brød. Men
med det samme hun åd dette, sagde Ane: “Gud give! Der for fanden i dig!” Straks
fik Gunnele ondt og det var som om der kom noget levende i hende. En stund
derefter kom Satan til hende udenfor døren som en sort hund. Da fik hun atter
ondt og han forsvandt. Anden gang sto han også frem udenfor hendes dør, nu som
en stor mand med sorte klæder. Da han endelig for tredje gang viste sig for
hende udenfor døren, tog han tag i hendes klæder som om han ville have hende
med sig. Senere, da hun skulle gå til bords for at læse, synes hun altid det
var som om der kom nogen og bad hende lade det være.

Derefter kom Fanden til hende
som en sort mand overfor husene. Da befalede hun ham at gøre skade på Ole
Nilsens kone. Han udførte det straks. Desuden bekendte hun at før hun kom i
snak med Skrep-Ane, kom Satan til hende i et lille rum. Han bad hende tjene
ham, men hun svarede nej. Da sagde han: “Du tjener mig en tid lang.” Siden kom
han igen og ville endelig at hun skulle tjene ham og sagde: “Hvad jeg befaler,
det skal du gøre og hvad du befaler mig, det skal jeg udrette.” Når hun
derefter ønskede noget ondt, gik det også sådan med dem. Særlig var det
tilfældet med Ole Nielsens kone. For straks hun befalede ham at gøre hende
ondt, var han rede til det som en stor sort og lodden mand.

Om
hendes bedrifter.

1.
Lovet Ole Nilsens kone ondt som også vederfares
hende.

2.
På samme måde gjorde hun ondt på Jørgen B´s
kone, og det på grund af nogen skældsord.

3.
Beskadiget Ole Hermansen på sit helbred, sådan
at det kom som noget levende i ham. Fordi det snøreliv han skulle lave til
hende, ikke passede.

4.
Hun kunne høre hvad folk langt borte talte om
hende, og da hun sad i fængsel, blev hun alligevel, midt på dagen, set udenfor
døren til en mand i Vardø.

Prøvet på søen og flød som en
bøje.

Efter
dette faldt således hendes

Dom:

Siden Gunnele Olsdatter er
udlagt af Skrep-Ane for at kunne trolddomskunst, og hun ikke kan befri sig fra
de mange beskyldninger og vidner som er ført mod hende, samt at hun er prøvet
på søen, og endelig at hendes egen udpinte bekendelse dømmer hende selv, kan vi
ikke finde hende fri, men hun straffes på sit liv til ild og bål. Til
vidnesbyrd etc. etc.

18.

Ole Monsen

Da Jacob Pedersen havde ondt,
tændte han fyrresvamp og havde røgen under hans skjorte. Han havde også ladet sig
måle af Torben Olsen. Derom er

dømt
på

Vardøhus
den 20. maj 1625.

Men hvad angår Ole Monsen, da
har han taget ild og røget omkring Jacob og som nævnt målt (helbrede) ham. Det
samme har også Torben Olsen gjort. Ligeledes har Jacob ladet sig ryge og måle
med mere sådant. Alt dette er imod kongelig majestæts vår allernådigste herres
udgivet trykte forordning og mandat, dateret København slot den 12. oktober
1617. Derfor skal de bøde til hans majestæt efter samme forordnings nærmere
indhold, med mindre hans majestæts ombudsmand anderledes vil benåde dem.

19.

1626

Karen Monsdatter

Fra
Vadsø. Hendes

Bekendelse
om hvorledes hun har lært sin

Troldkunst.

Hun bekendte at Narve-Ane gav
hende en tår mundgodt. Derved fik hun den kunst at hun kunne fare og flyve gennem
luften hvor hun ville. En St. Hans nat kom hun på et bjerg hvor der var
adskillige fugle, dyr, hunde, katte, ulve, bjørne og andre dyr.

Derefter var hun sammen med ni
andre troldkvinder på et bjerg ved Bergen. De dansede og drak og en mand gav
dem gode drikke og mjød. Og til jul skulle de samles på samme sted. Da skulle
hver og en af dem få at vide hvad hun skulle gøre.

Hendes apostel hed Marcus.
Hendes skabning var en lille fugl. Hendes dåb var givet på et bjerg. Hendes
fortjeneste var at være skovens fugle.

1.
Hun udlagde Synnøve, Anders Nordmørings kone i
Vadsø, for at kunne troldkunsten. Hendes skabning var lig en buk. Hendes
fortjeneste: God lykke til penge, kvæg, fisk, mælk og smør.

2.
Derefter udlagde hun Berte, Christopher Knudsens
kone. Hendes skabning en purke (tvær kvinde).

3.
Ligeledes: Ole Woss kone, Jetmunds Kari i
Jacobselv, Kirsten, Rasmus Siversens kone i Kiberg – hendes skabning at ride en
sopeline med kosten under fødderne, og endelig Ingeborg i Hammingberg – hendes
skabning var lig en gås.

Skabning = skikkelse.

Hendes
onde idræt.

1.
Hun havde forgivet Sunnøve Syversdatter med en
drik syre fordi hun ikke ville gifte sig med hendes søn. Synnøve blev sortblå
rundt om livet ved navlen med elleve huller som om det var gennemboret af en
syl. Brysterne blev ligedan. Hun bekendte´, at i den syre hun forgiftede hende
med, havde hun noget græsløg(purløg) og lidt muld. Over det læste hun fadervor
baglæns i trolddoms hensigt og metode.

2.
Anders Nilsen kaldte hende en trolddjævel. Hun

sendte sin ondskab til ham så han fik ondt i både knæ og side og som førte til
hans død.

Dom

Siden hun selv har bekendt hvor hun har lært og hvad hun
har gjort, kunne vi ikke frikende hende, men efter beskyldninger, prøvning og
hendes egen bekendelse, fundet at hun skal straffes på sit liv til ild og bål.

20.

1627

Qvive Baarsen

Fra
Hasvog. Hans

Kunster

Til
at gøre bør.

Han bekendte at otte dage før
allehelgensdag skulle han gøre bør for Nils Jensen i Rognsund. Da tog han
komagen (hælløs sko brugt af lapperne) af sin højre for der hvor der var stille
vand. Den nøgne fod vaskede han i søen og sagde: “Landvær, landvær.”  Så kom børen. Dog bad han dem om ikke at føre
for meget sejl før de var kommet forbi Klubbenes. Derefter måtte de føre så
meget båden kunne tåle.

Ole Ørjesens kone bad ham
skaffe bør til sin mand. Han havde fulgt med forannævnte Nils Jensen og nu
ville hun have manden tilbage fra Hasvik. Da tog han en griseunge og kastede
den i søen idet han sagde: “Havvær, Havvær.” Men griseungen snoede sig for
meget i søen. Derfor blev børen for stærk. Da sagde han til Trine. “Gud nåde
dem! Jeg frygter at de har taget for tidligt ud, for børen er for stærk. Er de
kommet ud i den første i den første kloven (spalte), da råder kun gud om de
kommer tilbage.” Men i sådan vind blev de alle borte. Dårlig udgang af et
skident arbejde.

Da han gjorde bør for en
nordfare, bekendte han at han vaskede sin fod og skaffede en svag søndenvind.

Til
at spille på runebomme

For
at gøre runedom.

Han bekendte at når nogen ville
rune, da brugte de en runebomme som var lavet af en fyrrerod. Denne var
overtrukket med et stærkt skind fra en ren okse eller buk. Til håndtag brugte
de et træstykke nede under bommen og rundt om bommen hang klør fra alle slags
dyr som fandtes her i landet. På bommen var der malet ni streger med ellebark,
sådan som de maler stole puder med. Den første streg betyder deres gud, den
anden solen og den tredje månen. Videre angiver de øvrige alle slags dyr
hvormed de kan have lykke, samt fjendskab til at forråde hinanden med. Når to
gandmænd (gand = trolddomskunst) vil prøve hvis kunst er stærkest, da maler de
på bommen to okse rener. Disse skal stange med hornene mod hinanden for at
afgøre hvilken ren som er stærkest når de løber sammen. Dennes husbond er
stærkest og hans kunst er bedst. Når de vil spørge sin apostel om noget, så
hænger de små kobbestykker på vingerne af en kobbefugl (kobbe = sæl) som de
igen sætter på bommen. Så slår de på bommen med en hornhammer beklædt med
bæverskind. Så springer fuglen rundt om på bommen og bliver stående på en af
stregerne. Af det kan hans husbond straks forstå hvilket svar han giver. Og for
at hans husbond ikke eller den som er i gammen skal komme i ulykke, slår han på
bommen med hammeren. Den som fuglen falder ned foran på bommen, skal ikke leve
længere. Denne kunst har han lært af en anden finne.

Dommen
afsagt af sorenskriver

Johan
Borchenfeld

Den
11. maj 1627

Siden han selv, for retten,
bekender at have brugt sådan djævelkunst og dermed forbandet fem personer, er
han tildømt straf på sit liv til ild og bål.

Runebom – samisk tromme 

Niels Simonsen

NielsSimonsen