Historisk Baggrund Norlands Handelssteder
Nordland er det næst nordligste fylke/amt i Nordnorge.
Handelen har siden Middelalderen været tæt knyttet til de gamle købstæder Bergen og Trondheim. Bortset fra nyere tid, blev denne handel efterhånden i nogle faste rammer, som var at norlændingerne selvrejste til Bergen med deres jekter, men trønderne drog nordover og handlededirekte med folk i nordlands bygderne. I denne periode fandtes der i Nordland en række små handelscentre, som dels bygede på gamle traditioner tilbage fra
Middelalderen, dels opstod nye i forbindelse med nye handelsforhold. Billedet af nordlandshandelen i det 17. og 18. århundrede er derfor noget broget, og det er nødvendigt at kigge lidt på de forskellige handelsformer og de mange skipperlejer og handelspladser som er grundlag for de senere større handelssteder nordpå.
Forholdet til Bergen er derfor på mange måder helt afgørende for Nordlands gamle handelsliv.
En gang i Middelalderen havde konge forsøgt at gøre det gamle købestævne i Vågan til et
fast handelsmarked for Nordlandene, og bergenserne var selv rejst nordover med
deres skuder for at opkøbe fisk. Der dem som hævder at pesten sortedøden
omkring 1350 bragte forandring i denne handel. Bergens borgerne kunne ikke
længere magte at sende nok af deres skuder nordover for at hente fisken, lige
som de heller ikke klarede at opretholde forbindelsen med Grønland.
Nordlændingene havde ingen anden udvej end selv at bygge jekter og selv sejle
deres fisk sydover til Bergen over egen køl, dette blev grundlaget for den nordlandske jekte fart.
Senere begyndte borgerne i Bergen igen at rejse nordover på fiskeopkøb, og
endda i slutningen af 1500-tallet drog Bergens skipperne til fiskeværerne, som
det fortælles i fogeden Erik Hansen Schønnebøls beskrivelse over Lofoten og
Vesterålen. I fiskeværet Langenes fortæller han, ligger ganske mange både Bergens
borger og Trondheims borger om sommeren , og alt det gods de medføre nordover,
går ivrigt i bytte med fisk.
Men også andre end disse norske borger havde før søgt mod de fiskerige Lofot- og
Vetsterålsværene. Endnu da Schønnebøl skrev sin beretning i 1591, kunne ældre folk
fortælle ham om den stor mærkelige handels som engelskmændene havde drevet her i gamle dage. Denne
handel har vi endnu minder om i et par kirker i Nordnorge. Men ellers er den nordnorske kirkekunst i senmiddelalderen mest af hanseatisk ophav, og dette passer med den dominerende rolle som Bergen kom til at indtage i forhold til Nordnorge.
På forskellig vis havde alle hanseaterne forsøgt at sikre sig eneretten til handel nordpå – ved siden
af Trondheim – og denne politik blev fortsat af de norske købmænd som
efterhånden overtog handelen på “Bryggen”. Ved en kongelig reces,
udstedt i Odense 25. juli 1560, blev det slået fast at alle varer nordfra måtte
passere Bergen før de blev sendt videre sydover. Nordlændingene blev afskåret
fra direkte eksport til udlandet ved skærpede vedtagelser som kom to år senere.
Hurtigt herefter kom endnu en forordning som bandt nordlændingerne endnu
stærkere til Bergen. Denne forordning af 1572 bestemte nok først og fremmest at
de Bergens borgere som drev handel på Nordland og Finnmark ikke skulle have lov
til at handle med en andens skyldman. Men i praksis blev det efterhånden
tillempet til nordlændingene, sådan af hver enkelt af dem måtte holde sig til
den Købmand han nu engang var kommet i gæld til. Kun de få som stod sig godt at
de var gældfrie eller når som helst kunne blive gældfrie, kunne handle med hvem
de ville. Og det betyder igen i praksis at de fik en bedre forretning en de
gældsbundne medborge i bygden. På den måde kunne enkelte af dem slå sig op til lokale
handelsmænd, som selv havde skyldmænd og havde skaffet sig udrustning af alle
slags.
Denne eneret til handel mednordlændinge, og finnmarkinger med,
forstod Bergen og Trondheim at hævde langt ud i fremtiden. Både under Christian
IV i 1591 og under Frederik III i 1648 blev det slået fast at hverken
udlændinge eller indenlandske købmænd fra andre byer, som København, Flensborg
o.l. måtte fordriste sig til at krænke forbuddet mod besejling af
Norlandskysten helt op til Vardøhus. Senere mistede de norske byer deres handel
på Finnmark, men i Norland og Troms fylke beholdt de længe deres gamle
privilegeret stilling.
Af de to bydende var det
igen Bergen som kom til at blive hovedmarked for de nordlandske produkter. Der
var man frem for alt sikker på at afsætningen af vare, og til gengæld kunne
bergenserne i almindelighed skaffe nordlændingene de varer de behøvede af
fødevarer, fiskeredskaber og luksusvarer. Alle disse varer førtes til og fra
Bergen dels på jekter som til hørte Bergens borgerne selv, dels på kræmmerjekter
nordfra, og en stor del på “bygdefarsjekterne” udover 16 – 1700
årene. Selv Trondheims borgerne førte delvis fiske fangsten til Bergen for at finde afsætning.
Det er unødvendigt i denne forbindelse at komme nærmere ind på handlen i Bergen. Hovedsagen var at BergensKøbmænd havde udstrakte handelsforbindelser med udlandet og som regel en størrekapital i ryggen, kunne modtage store leverancer af nordlands vare og udsende alle varer som var nødvendige
til Nordland. Kreditten kom her til at spille en afgørende rolle. Fiskeren skulle have en stor forsyning af mad og redskaber, for at kunne drive den
næring, som både han selv og købmanden skulle bygge deres velfærd på. Slog
fiskeriet fejl, måtte købmanden tage risikoen og udruste og forsyne fiskeren
også til det næste år, uden større betaling. Herfra kan meget af den store gæld
som var i Nordland forklares.
Men i enkelte perioder fulgte de dårlige år for sø og hav tæt efter hinanden og da gik det hårdt ud over selve Bergens kreditten. PÅ slutningen af 1600 tallet,
på den tid hvorPetter Dass skrev “Nordlands Trompet”, var tilstanden så elendig son
aldrig set før. En række dårlige år medførte at selv præster og andre stands
personer mistede deres kredit i Bergen, og blandt almuen var der ren hungersnød.
Nordlands amtmand Heidemann gjorde da i 1697 alvorlige forsøg på at forbedre
vilkårene i amtet, og resultatet blev to kongelige forordninger, den ene om
kræmmerlejerne nordpå, og den anden omen likvidation af gammel gæld. Al
købmands gæld ældre end 4 år skulle eftergives, og ligeså al gæld ældre en 2 år
til Nordlands handlere og “knaper”.
Dette velmente tiltag medførte ingen bedring i situationen. Det som det især medførte, var at deskræmte man købmænd og småhandlende fra at give kredit.
Omkring 1700 ser man atBergens handel er praktisk talt slut for mange bønderne (fiskerne) nordpå. Det gælder især det nuværende Troms
fylke. I stedet var en stor del af almuen blevet skyldmænd hos Trondhiem
borgere og Bergens borgere nordpå, eller hos fastboende bondehandler eller
knaper. For almuen var dette ingen forbedring, snarere det modsatte. Men de
havde ingen anden udvej. Og for opblomstringen af nordnorske handelssteder har
krise årene omkring 1700 på denne måde givet et nyt grundlag. Efter
århundredeskiftet kom de store nordiske krig til 1720, og udover årene som
fulgte fik Nordlandene en langsom opgang. Jordbruget fik mere betydning,
indlandsbygderne fik en tættere bosætning og nye fjord og dalbygder blev
bygget. Over grænsen fra Sverige og Finland kom kvenene, fordrevet af krig og
hungersnød og slog sig ned særlig i de nordlige fjord bygder. Russiske små
fartøjer begyndte at sejle sydover langs Nordlands kysten helt ned til
Helgeland, og drev ulovlig handel med indbyggerne. Samtidig fik de lokale
handelsmænd nordpå stadig mere far i handlen, og fra omkring 1770 blev deres
stilling sikkert gennem gæstgiver privilegierne.
Alt dette nedbrød de gamletraditionelle handelsformer. Kravene om friere handel, som var blevet rejst mange skribenter fra 1600 tallet og fremover, fandt nu øre på højeste sted. Regeringen indså at de gamle handelsprivilegier havde været til mere skade entil gavn for folket i Nord, og det kunne påvises at indkøbsstederne,
især i dedårlige år ikke altid havde forsynet nordlændingene som de var forpligtiget til.
Nordlands handlen blevførst givet helt fri i 1789 i Senjen og Tromsø, som samtidigt blev skilt fra sine gamle forbindelser med Nordlands Amt og for en tid lagt under Finnmarkensamt. Resten af Nordland fik fri handel i 1813, da den gamle juridiske
forbindelse med Bergen blev løst. I Senjen og Tromsø ophørte Bergens handlen
med jekterne allerede omkring midten af 1800-tallet, men i resten af Nordland holdt den ved til hen imod slutningen af århundrede.
Under alt dette havde delokale handelscentre vokset sig stadig stærkere. De fik den første opblomstringmed gæstgiver privilegierne efter 1770, og så igen i en mere end vanskelig tidunder krigsårerne 1808 – 14, og siden en ny storhedstid hen over det 19. århundrede.
Men i den store handedlsudvikling nåede de sjældent længere end til at stå som
mellemled mellem Nordlands Almuen og byerne. Kun nogle få firmaer drev i ældre
tid det til direkte eksport af nordlandsvarer.
