Historisk baggrund Trondheims borgerne
Som by var Trondheim ældre end Bergen, og forbindelsen mellem det gamle Nidaros
og Nordland blev grundlagt allerede i Sagatiden. Det er nok bare at minde om det
kendte sted i Sverresagaen, hvor kongen på vej ud af Trondheimsfjorden møder en hel
flåde på 40 skibe som kom fra Vågastævnet og skulle til Trondheim. Også i denne handel
skete en forandring i tiden efter den store pest epidemi. Det betød afslutningen på
Vågastævnet og nordlændingene måtte derefter rejse til Bergen.
Samtidig gik det tilbage med den store gejstlighed i Trondheim, som for en stor
del havde stået bag handelen på Nordland. I reformations tiden og henover det
16. århundrede lå handelen meget stille i Trondheim, og der var forholdsvis få
Nordlands handlere i byen. Som nævnt fortæller fogeden Schønnebøl i 1591 at der
var Trondheims borgere på fiske opkøb i Lofoten. Men disse opkøb tog de ikke
med hjem – de drog til Bergen med opkøbene og købte varer til salg nordpå. Også
fra andet hold ved vi at Trondheims borgerne i denne tid nærmest var mellemmænd
i handelen Bergen – Nordland.
Det er klart at konkurrencen mellem disse to byer kunne volde uenighed, og der blev
da også på denne tid stridigheder mellem Bergen og Trondheim om rettighederne til
handelen. Efter Christian I privilegium til Trondheim af 9. juli 1455 havde
borgerne fri og uhindret ret til at købe og sælge i købstæderne og på landet
overalt i riget, altså også Nordland. Og dette var bekræftet af senere konger.
Da byen fik et nyt privilegium 5. april 1574, blev det slået fast at Trondheims
borgerne havde fri ret til ” å utdrage i Trøndelagen og Nordlandene og der
bruge deres købmandskap med alen og vekt efter gammel sedvane”.
Bergenserne forsøgte i mellemtiden at trænge ind på trøndernes gamle enemærker
i “sjølenene”, men her holdt Trondheims borgerne eneretten til
handel, med herredagsdomme i 1592 og 1602.
I Nordland derimod beholdt begge byer retten til handel side om side. Og Bergens
borgerne gik fra nu afstærkt tilbage, mens Trondheims borgerne formentlig øgede i
Nordland og blev snart enerådende som udligger nordpå. Især var de i stort overtal på
Helgeland,som jo både lå nærmest Trondheim og havde det mest alsidige næringsliv.
Her varikke kun fisk, men også større gårde, med jord og skov, og stor jekte og
bådbygning. Endnu omkring 1630 – 40 var der på Helgeland kun 18 – 20 borgere,
men i 1661 var tallet på Trondheims borgere i dette område steget til 36. I 1689 var
der blevet hele 80 af dem, altså en firedobling på et par menneskealdre. Nogen af
disse borger lejer vargamle og var dels gået fra Bergens borgerne til Trondheims
borgerne men de fleste var nye.
Trondheims borgerne drog også længere mod nord og udsøgte sig borger lejer på
passende steder. Det var en uskreven regel at de ikke skulle
nærmere hinanden end en mil. Men hvor trafikken var stor, klumpede de
sig alligevel sammen. I 1661 blev der klaget over at Trondheims borgerne lå så
tæt langs Tjeldsundet at der var 12 stykker på 2 mil. De søgte naturligvis også
ud til fiskeværerne i Lofoten og Vesterålen, helt ud til Andenes. Også i Senjen
retskreds var der altid mange af dem, endnu så sent som i 1780- årene kaldes
Senjen Trondheims borgernes forjættede land. Længst mod nord i Tromsø distrikt,
var der endnu i 1611 en 8 – 9 stykker, men gik antallet tilbage. Dette hænger
nok sammen med at almuen her på grænsen til Finnmark vr af blandet herkomst og
meget fattige, så der var ikke meget at tjene ved handlen på de tider. Til
gengæld blev der så mange flere små bondehandlere der i nord, som vi senere
skal kigge på.
Så talrige som Trondheims borgerne var blevet, var de alt for ofte alt for tæt på
hinanden, ikke kun i Tjeldsundet, men også nedover Helgeland og andre steder.
Det var da almindeligt at de ofte kom i strid med hinanden, når den ene borger
trængte ind på en andens område. Derfor var der fuldt op af processer ved retten
imellem borgere hele tiden. Og mange af dem havde vanskeligt ved at klare sig,
skønt de blev støttet med kredit fra de mere velstående købmænd i Trondheim
eller Hamburg.
Forlis af jekter med tab af varer og gods kunne gøre en mand fattig på en dag.
Og den store brand i Trondheim i 1681 ramte også mange af udligger borgerne
hårdt. Nogen blev endda så forarmet at d måtte opgive deres borgerskab i Trondheim,
de prøvede så senere at overleve ved at slå sig ned som små handlende, jekte skipper
eller bønder i Nordland. Men mange fortsatte også driften som borger og gav den
i arv til senere slægtled, som under gunstigere forhold var med til at skabe de
store handelssteder.
Der var mange grader af velstand og magt også blandt Trondheims borgerne. Dem
som stod sig bedst, havde egen gård i Trondheim og boede der med familien om
vinteren. Mange havde ikke eget hus men lejede sig ind hos andre. Den tilknytning
de havde til andre familier i byen, var nok ofte at stor betydning for deres stilling.
I byen kunne de fraførst af og til en vis grænse drive handel. De solgte deres
Nordlands vare videre til andre borger, og enkelte havde vel også krambu
(landhandel). Men i 1662 blev det forbudt Nordlands handlende at drive
krambuhandel i byen.
Fra da af var disse udligger borger helt og holdent henvist til at drive handel
uden om byen. I foråret var de som regel på farten i Trøndelags bygderne med deres
kræmmerhandel. Det begyndte allerede i februar, når Levanger markedet blev
afholdt ved Mattismess-Tider. (24. februar). Til dette storstævne kom i
1680-årene 15 – 1600 svensker årlig fra Jemtland og Herjedalen. De medførte
lange slæde karavaner med en mængde forskellige varer, som blev købt af
Trondheims borgerne og for en del ført videre til Nordland. Det vat især mel,
malt og jernvarer Trondheims borgerne på denne måde skaffede Nordlændingene,
bl.a. søm til båd og jekte bygning, men også økser, le kniv, greb, plovjern,
nav, bøsser, slibesten og andet som nordlandsbonden havde brug for. Til gengæld
fik Trondheims borgerne her afsætning for tørfisk, tør sei, saltet torsk og
andre nordlandsvarer, foruden al salgs kolonial varer fra byen.
Fra kyndelsmesse (2 februar) til marts havde borgerne lov til at rejse rundt i dalene
og ude havet og handle med bønderne. Straks efter denne handel var slut, kom april
måned med en travl tid for hele borgerens hus. Nu skulle jekterne udrustes og alt
gøres færdigt til Nordlands rejsen. ikke kun Trondheims borgeren selv, men også
hans familie med kone, børn og tjenerskab fulgte med. Det var nok en lang sørejse
og en travl forretnings tid som forestod, men på samme tid var det en slags sommerferie.
Familien “flytter på landet” og boede nordpå netop i den smukke sommertid.
Rejsen kunne foregå i magsvejr, og de var hjemme igen inden efterårs stormene
satte ind.
Som mandskab på jekten havde borgeren gerne 6 – 8 mand fra byen eller kyst bygderne
i Trøndelag, og devar hans tjenere og arbejdsfolk men han lå ude nordpå. Ofte havde
han ikke bare sin egen last, men delt lastrum en “håsete” samme ord bruges om en
skibs fælle på handelsrejserne i saga tiden. Håseten kunne være en Trondheims
borger som ikke selv ejede en jekt, eller en ung mand uden borgerskab, som
forsøgte at arbejde sig op til velstand på et “håseteleie”.
Når borgeren kom nord over ved pinsetid, april-maj, lagde de til ved deres faste borger
lejer. Til at begynde med lejede de måske ind hos en bonde eller en større borger, og
fik lov at lægge varer i hans pakhuse og drev på denne måde handelen fra kejten eller
sjøbu (pakhus), uden de store udgifter. Efterhånden som de blev mere
fastknyttet til steder, byggede de egne hus, ofte ikke særlig store eller
flotte, men det var da gerne et beboelseshus, kambu, bådehus og fiskestativer,
måske også ildhus og lade. I anden halvdel af 1700 tallet skete det endog at
Trondheims borgerne fik anvist tømmer fra almen skov nordpå, for at bruge det
til byggeri på borger lejet. men dette blev påtalt af amtmanden.
Mange steder var der jo ikke tale om jordbrug, eller borgeren var ligeglad. Ofte stod
kræmmerhusene på en del af en ejendom der var udlagt til jordbrug, men hvor der var
godt og tørt til oplæg af varer, og let at lægge til med jekter og både. Vi ser da også at
navnet på mange af kræmmer lejerne er sammensat af gårdens navn og “berg”, sådan
som Hemnesberget i Rana, Troberget i Tjøtta, Rønvikberget i Bodin og Skogsberget i
Ibbestad. Mange er også sammensat med -havn eller -sjøen, sådan som Risøyhamn i
Vesterålen og Nergårdshamn i Senjen, eller Mosjøen, Kulstadsjøen og Sandnessjøen på
Helgeland. Atter andre kræmmerlejer lå ude på holme som Sandtorvholmen, Hundholmen,
Herøyholmen o. fl.
Når kræmmerlejet stod på en sådan ufrugtbar del af gården, var det vel også fordi det
gjaldt om at slippemed mindst mulig afgift. Borgeren måtte nemlig betale en
“grunnfrelse” til ejeren eller opsitteren (gårdmanden) på stedet. Og
den ret som borgeren på denne måde havde erhvervet, kunne være genstand for køb
og salg borgerne i mellem. Når en sådan ret fulgte stedet, blev det regnet for
et privilegeret borgerleje, og kunne overdrages uden samtykke fra jord ejeren
på gården. I tidens løb forsøgte borgerne at undgå strid og ulempe, som ofte
fulgte med dette lejeforhold, og før år 1700 er der mange af dem som selv
bliver leilendinge (fæstebønder) nordpå, eller hvor det er muligt at købe gård
og drive jordbrug. De kunne eje både bygård i Trondheim og bondegård med
borgerleje i Nordland.
Borgerlejerne lå som regel hvor der var en god havn og et godt opland, og naturligvis
på de steder hvor der var samlet mange folk eller der kom ind omkring på deres faste
rejser. De søgte naturligt til fiskeværerne, kirkestederne og tingstederne. Men ved
kirkerne var de ilde set af præsterne, og ved tingstederne af øvrigheden, især
på grund af brændevins handelen, o g det blev snart forbudt at have
kræmmerhandel disse steder.
Udover 1700 tallet blev det alligevel sådan at borgerlejerne og senere gæstgiverierne
der blev de naturlige tingsteder, fordi almuen nu engang var vant til at søge derhen.
Men kræmmerne drev ikke kun handel på borgerlejet, de opsøgte også kunderne
hjemme på gården og drev bytte handel i stor stil. De kunne tage to og tre “slagbåter”
(åben fragtbåd) som de rejste rundt om i fjordene med og de lagde til ved hver en gård.
Her pakkede de deres kramkiset ud med alle salgs stads, som vel oftest fristede almuen
over evner, ikke mindst kvindfolkene. På denne måde kunne de besøge hver gård mindst
en gang om sommeren, og i Salten eller Troms, hvor borgerne så at sige havde
“fellesbeite”, kunne hver gård blive hjemsøgt af flere kræmmer.
De varer som Trondhjems borgerne førte nordover, var dels nødvendighedsvarer som
korn- og melvarer, salt og mat, tjære og jernvarer til gårds og havbrug, alle salgs stoffer,
tøj, og sysager, men også overflødige ting som kulørte bånd og kniplinger, og rene
luksusvarer som brændevin, tobak og piber. Nu var det jo sådan at
Nordlændingene ofte skaffede de vigtigste varer, mel produkter og
fangstredskaber, ved Bergens handelen, og der blev dermed mindre efterspørgsel
af fødevarer fra Trondheims borgerne. Fortjenesten på nødvendigheds varerne var
også mindre end på flitterstad og luksusvarer. Derfor lagde borgerne ofte an på
at have gode forsyninger med de sidste varer, mens de havde mindre af
levnedsmidler og anden nyttelast.
Dette er nok en af grundene til klagerne, fra almuen og embedsmænd
som ofte lyder omkring Trondheims borgerne i det nordlige. Fra gammel
tid havde kongen forsøgt at indskrænke handelen med unyttige varer i
fiskeværene, men kun med lidt held. Omkring 1577 blev det påbudt at kræmmer boderne
ved præstegårde skulle afskaffes, fordi “de var årsag til stor
uskikkelighed med drukkenskab, løsagtighed, mord og klammeri, og Guds ords
tjeneste derover forhindredes”.
Udover på 1600 tallet kom der en række skarpe angreb på kræmmerhandlen fra både
gejstlige og verdslige embedsmænd. De er alle enige om at fordømme denne handel, af
flere grunde. Lagmanden (dommer/advokat) Manderup Schiønnebøl beskyldte i 1666
kræmmerne for slagsmål og vold, for ulovlig omgang med mål og vægt, og føre falske,
unyttige eller lidt brugbare varer. I et brev fra 1692 skriver amtmanden Peder Tønder at
kræmmernes byttehandel er en af grundene til ” dette fattige lands forarmelse”. Mange
udtrykte det endnu stærkere, og gav kræmmerne hovedskylden for tilstanden i Nordland,
men her tog de fejl, der var mange faktorer som havde indflydelse på dette.
Noget som vakte en særlig strid, var at borgerne også begyndte at ligge over vinteren i
Nordland. DaTrondheim len blev erobret af sveskerne under krigen 1657 – 60, var det
naturligt af mange borger slå sig ned fast nordpå. Men værst blev det da lenet
var afstået til Sverige en kort periode fra 1658. Borgerne blev dermed
undersåtter i en fremmed stat og derfor behandlet med en vis mistro. Men snart
efter blev byen og det øvrige Trøndelag befriet, og Trondheim fik nye
privilegier i 1662. Da blev der dermed pålagt alle borger at flytte til byen,
men det hjalp ikke noget. Nordlands handlerne fandt mange udveje til at blive
boende nordpå. Som nævnt tidligere fik mange af dem fæste eller købt gård i
Nordland, og mente da de havde ret til at blive være der året rundt. Fra 1670
fik Trondhjems borgerne også ret til at tage del i sildefiskeriet nordenfjelds,
og de kunne så påstå at det var skadeligt at rejse til byen om vinteren. I 1680
havde det været rent elendigt nordpå, og i 1685 fik de midlertidigt lov til at
ligge i vinter leje i Nordland, på de vilkår at borgere på hver rejse nordover
medførte mindst 10 lester (120) tønder rug, bug, malt eller andre nyttige
varer. Men de måtte ikke rejse til silde fjorde og fiskevær med øl, tobak og
brændevin. Magistraterne i byerne og fogeden på landet skulle påse at dette
blev overholdt. Men disse påbud var magtesløse. Da borgerne ved en ny
forordning i 1686 mistede rette til vinter leje i Nordland, fortsatte de
alligevel som før, og påbuddet om minimum 120 tønder nyttelast blev på ingen
måder overholdt.
Da amtmand Christoffer Heidemann kom til amtet i 1695, fandt han en stor uorde
i kræmmerhandlen . I hvert eneste kirkesogn var der flere borger som havde fæstet
jord og boede der hele året. Der kom årligt over 50 borger jekter til Norland, ofte med flere
borgere på hver jekt, og det de medførte nordover, hovedsalig varer som lærred,
tobak, øl og brændevin, som tilsammen ikke var værd sine 50 rdl. pr jekt. Men
på efteråret gik de sydover, hårdt lastet med fisk, tran, smør, talg, skind og
andre gode varer. Kræmmerne rejste ud til fiskeværerne med overflødigheds varer
og drev ulovlig handel under alskens påskud, og de førte ikke ordentlig
regnskab med sine skyldmænd.
Alt dette så amtmanden sig gal på, og i 1697 rejste han til København for at søge
regeringens støtte mod kræmmerne. Resultatet blev to forordninger af 7. august
samme år. Den første forordning bestemte at der skulle foretages en likvidation af
gammel gæld og antallet af borgerlejer indskrænkes til det højst nødvendige. Den anden
forordning, om kræmmerne og kræmmer lejer i Norland, omfatter både Trondheims
borger og de andre handlende, som vi senere kommer til. På borgerlejerne skulle
der indsættes ædruelige, bekvemmer og skikkelige mænd som skulle betjene bonden
på en sømmelig vis. Der skulle anskaffes regnskabsbøger for hver skyldmand, og
holdes ordentlig opgørelse i rettens nærvær på tinge. Borgerne måtte ikke drive
handel på anden mands leje, og fik ikke længere lov til at rejse rundt på
bondegårdene med kramkister. Det blev også strengt forbudt at trænge ind på
bygde skipperens område, kun når bygdefarts jekterne ikke kunne tage al lasten,
kunne kræmmerne føre resten til vær eller by. Bønderne havde at holde sig til
sit kræmmer distrikt og måtte ikke handle med andre kræmmere. Der imod havde de
slevsagt ret til at handle frit i byerne.
Alt dette var udmærket og måske godt nok, og vidner om regeringens og embedsmændenes
vilje til atvaretage almuens tarv. Men det hele var som så meget på denne tid, mere fromme
ønsker end noget som virkelig kunne gennemføres. Endnu i 1705 prøvede den nye
amtmand Ove Schelderup at hæve forordningen af 1697, men det blev kun et svagt
forsøg, og siden fik bestemmelserne lov at hvile. En væsentlig grund var nok
krigen mod Karl XII som nu i 20 år havde krævet landets kræfter, regeringen og
embedsmændene havde andet at tænke på, og handelen havde det svært. Mange
udligger borger blev forarmet i disse år, man kan ikke undre sig over at dem
som endnu kunne klare sig. måtte prøve at fægte sig frem så godt de kunne. Da
Trondheim fik nye privilegier i 1732, fik borgerne igen sine hævdvundne ret til
byttehandel. De kunne da rejse rundt hvor de ville i månederne juni, juli og
august. Ellers måtte de ikke drive handel i hverken Trondheim eller på
Nordland, og de skulle eje hus i byen. Ved siden af disse “tremåneders
borger”, fandtes fortsat nogen som sad på borgerlejet året rundt mod at
føre de nødvendige varer, men disse borger havde ikke lov til at rejse rundt i
bygderne. Da Trondheims privilegierne blev stadfæstet i 1746, fik borgerne igen
lov til at sælge sine varer til byens indbyggere.
Udover til midten af 1700 tallet kommer der nye klager over Trondheims borger,
især fra enkelte embedsmænd. I sin beretning om Nordland og Finnmark, dateret
Steigen den 9. april 1736, siger lagmand Bredal bl.a. ” Der indføres særdeles af
Trondheims borgere, megen cartun, klæde, ulle- og silketøi, stoffer og bånd med
guld og sølv, hvoraf meget er u-ekte, og sådan prakt ruinerer endog familier blant
bønderne”. Samme opfatning finde man hos sorenskriver Wilhelm Mauritz
Thomæsøn i hans erklæring af 20. januar 1748 om den sørgelige økonomiske
moralske tilstand i Tromsø amt. Også giver han Trondheims borgerne skylden for
at have forvendt almuen til alskens overdådighed i klædedragt: “Thi man
ser gemene folk, synderlig af kvindekønnet, ikke bruger andet til
helligdagsklæder end det som er langt over deres formue. De kan ej hjælpe sig
med vadmel og sådant som de fleste steder i Norge så vel som i Danmark bruges,
en klæder sig ei i andet end catun, collemanch, dantziger stoffer, demint, fint
lærred, bånd, kniplinger, silketørklæder og deslige” For ikke at tale om
al den skråtobak mandfolkene år efter år tygger, under påskud af at de da
lettere kan udholde sulten. Når kvindfolkene har modtaget al denne stads,
kommer der en dag hvor det hele skal betales. Så snart det er først på
efteråret, så fare kræmmerne omkring til hver en gård og tager sig betalt i
smør, talg uld, dun, fisk, tran og kreaturer. Og det bonden behøver til livets
ophold af mel og andre nødvendige varer, må betales med det lidt han har igen
af tørfisk, eller anskaffes via kredit. Sorenskriveren foreslå drastiske tiltag
for at forhindre en sådan unyttig handel. Den gamle bestemmelse i forordningen
af 5. februar 1685, om at det der skulle føres mindst 129 tønder nordover af
mel produkter og nyttige vare, burde strengt efterleves. Og bønderne på deres
side burde ikke have lov til at kæde sig i andet end det de selv kunne
producerer, “allerhelst kunne det forbydes dette Nordlands folk, som
inclinerer for stats, hvor fattige de end er”. Og endelig mener han at den
ret Trondheims borgerne har fået ved privilegierne af 1732, til at rejse fra
gård til gård, bør blive ophævet igen.
Nogen forandring kom der nu ikke med første. Da sorenskriveren i 1768
forklarede sig om tilstanden i fogderiet, stod denne ret fremdeles ved magt.
“Jeg kunne vel” sigerhan “melde et par ord angående hvor gagnlig det er for
det nordlandske almindelige bedste at omføring i bøndernes gårde skal være
tilladt i borgernes privilegier; men jeg ved ikke om det er umagen værd”. Det
var alligevel ved at være slut med ombytnings handel. Så snart man fik privilegeret
gæstgivere med handel på et bestem sted, var det rimeligt at også borgerne måtte
indskrænke deres handel til borger lejet.
Der forekom naturligvis en del uorden og ulovligheder i borgernes handel, sådan
som andre steder på denne tid. Noget af det man støder på i
retsprotokollerne, er brug af ulovlig mål og vægt. Ved en forordning af 10
januar 1698 var de gammeldags træ bismer (vægt) afskaffet ved lovlig køb og salg,
og kun metal bismer var tilladt. Dettevar nu ikke så let at gennemføre i Nordland.
Endnu i 1774 stod en Trondheims borger i Tromsen anklaget for at have brugt træ
bismer til fiske vejning. Klageren påstod at bismeren viste 14 mærker mere i
købmandens favør end en rigtig jernbismer. Borgeren nægtede heller ikke at have
brugt træ bismer, men mente at de fleste af almuen ikke forstod sig på jernvægt.
Der imod nægtede han at bismeren viste fejl vægt. Men siden brugen af træ bismer
nu engang var ulovlig, blev borgeren dømt til at betale lovens minimumsbøder.
Enkelte af borgerne var også voldsomme i deres fremfærd, og fulgte ikke altid
loven når det gjaldt omat inddrive udstående gæld. I en erklæring over lagmand
Bredals forslag af 1736 står der at når bonden efter høsten ikke kunne betale sin
gæld, kom borgeren ogfratog ham uden forudgående lovligt varsel, både huskeråd
og det han ejede af kreaturer, som så blev slagtet ogtaget med sydover.
Den slags historier kan naturligvis trækkes frem både her og der, men man gør
rigtigst i at regne dem som undtagelse. Aligevel var sådanne hændelser med til
at give borgerne et uheldigt omdømme.
En væsentlig grund til at Trondheims borgerne var så ilde set af øvrigheden var at de
bidrog så lidt til forsyningen til landet af kornprodukter. Som sagt før blev påbuddet af
1685 om minimums last af den slags varer ikke overholdt, ikke engang af vinter
udliggerne. Fogeden P. Brock Angell tale om dette i en beretning om tilstanden
på Helgeland, dateret Torget 21. december 1735. Han mener, at de af borgerne
som over vintre i landet, er der kun få som driver en nyttig handel. Som andre
klager han over deres handel med overdådigheds produkter, og anden uorden. I
stedet for at indføre kornvarer til fogderiet, opkøber de korn hos
fæstebønderne i distriktet, og pranger den siden ud blandt trængende bønder.
Han mener disse borger bør afskaffes eller indskrænkes i antal, med mindre de
bliver forholdt at skulle føre de produkter som er tjenlige for landet.
Tre måneders borgerne var af gode grunde afskåret fra at skaffe korn produkte
om vinteren, men det kunne være et stor hjælp, hvis de havde rigelige forsyninger
når de kom ud på våren. Beretningen fra skriveren i Senjen og Tromsø 1768 viser
at man ikke kan skære alle over en kam. De fleste førte nok overdådighedsvarer,
men enkelte førte for det meste gode produkter som korn og mel. Alligevel var
hoved indvendingen mod borgernes handel at der ikke var noget at købe på
kræmmer lejerne i vintertiden, netop når nøden gerne var størst. Dette blev da
også en af grundene til at Nordlands handelen blev givet fri, først i Senjen o
Tromsø fra 1789, senere i resten af Nordland fra 1813.
Men allerede før den tid havde bonde handlerne og gæstgiverne for en stor del
taget lysten fra borgerne i den lokale handel, netop fordi de sad på deres handelssted
hele året rundt og kunne hjælpe når det kneb mest. I ovennævnte beretning fra 1768
skriver Thomæsøn: “her i Tromsen ere kuns tvende (borgere) og jeg tror de nu for
nylig har gjort alvor af at forlade Trondheim med alle (med alt deres)”.
Sådan gjorde en række Trondhjems borger omkring 1770 og senere, de opgav deres
borgerskab i Trondheim og foretrak at blive selvstændig gæstgiver med fast
bopæl nordpå.
Når Trondhjems borgerne ikke sad på sine handelssteder vinteren over, var det
som man ser ikke deres egen fejl. Myndighederne var imod det, og ikke mindst var
det Bergens købmændenes interesser som forhindrede det. Skulle Trondhjems borgeren
værenordpå året rundt, ville det også omfatte en stor del af fiske omsætningen, og
det var Bergen ikke tjent med. Derfor ser man at de måtte opkøbe de vare grupper
som bergenserne ikke brød sig mindre om. Trondheims borgerne fik alligevel en
del rotskjær (tørfisk) rundfisk (torsk kun opskåret i bugen) og tran, som var
hovedartiklerne i Bergens handlen. Medde tog også sei (stor torsk) og lange,
skråkveite (helleflynder) , rav (hvalfedt) og rekling (tørret strimler af helleflynder),
og allerede på slutningen af 1500 tallet fortælles det at de købte fisk i makketiden
(en periode i foråret hvor det let kommer orm i fisk der hænger til tørre) om sommeren,
saltede dem ogtørrede dem til klipfisk. Der ud over tog de gerne imod kreaturer, smør, ost,
talg, bukkeskind og andre jordbrugs produkter som kunne afsættes sydpå. Og
endelig måtte skyldmændene ofte i sommertiden og skaffe dem forskellige
letfordærvelige varer som fersk fisk, mælk, ost, o.l., som blev fortæret på
borgerlejet.
Sådan som kræmmerhandlenhavde set ud på 16 – 1700 tallet, var det sikkert at
konkurrencen var stor og fortjenesten ikke overvældende for borgerne. Flere af dem
gik også konkurs.
Almindeligvis var bebyggelserne på handelsstederne heller ikke særlig stor
eller flot i borgerlejernes velmagtsdage. Men det at kræmmerne måtte være på
farte hvert år med deres jekter, rejse omkring på last både fra gård til gård,
tage risiko og møde konkurrence på alle leder og kanter, har skabt en stærk og
pågående slægt. De måtte ikke kun være fysisk udrustet, så de kunne tage en
tørn på havet, men også have energi og et vovemod, noget som sommetider viste
sig med voldsomme udsalg. Derfor finder man også mange stærke og udprægede
borger slægter, ikke mindst blandt dem som levede videre som gæstgivere nordpå
og ofte er fortsat med at sidde på de gamle steder helt op til i dag.
Trods alle stridighederne og konkurrence indbyrdes så de på hinanden som ligemænd
og holdt godt samen som stand. Af de enkelte at steders historie kan man se hvordan
de ofte var knyttet til hinanden via ægteskabsbånd. Netop familiens kvinderne spillede
en storrolle og især gjorde de sig gældende i selve kræmmerhandlen. Når hele borger
familien lå nordpå om sommeren, kunne manden selv ro med kramkisten i en fjord,
konen i en anden og sønnen i en tredje. Hvis kræmmeren døde, beholdt enken
borgerskabet og drev handel lige så godt som før, og man ser mange eksempler på
dygtige og seje borger enker som med stort held deltog i konkurrencen med sine
mandlige medborgere. Men sædvanligvis fik hun ikke længe i enkestanden. Med
borgerleje, jektebrug og skyldmænd i Nordland var hun et alt for godt parti og
mange af disse ferme og driftige kvinder kunne opslide både to og tre mænd
før de selv lukkede deres øjne. Ofte blev de på den måde bindeled mellem flere
borgerfamilier, og styrkede forholdet endnu mere inden enkestanden.
