Hjemmet og Verden – Christian IV

Notable rejsende – hjemmet og verden

Notable reisende. Hjemmet og Verden Finnmark

Der er allerede nævnt flere reisende, som i årene omkring 1800 besøgte handelssteder i Finnmark. Udover i tiden efter1814 blev der stadig flere; og især de som rejste i perioden før 1850 kan fortælle en hel del om steder, mennesker og levevilkår der oppe i Finnmark.

Den mest udførlige af dem er uden sammenligning Arthur de Capell Brooke, hvis beretning for en del er brugt i forrige kapitel. Han kom rejsende op langs kysten af Nordland og Troms til Finnmark 1820 hans illustrerede værk ”A Winter in Lapland and Sweden”, som særlig befatter sin med Finnmark og befolkningen her.

Capell Brooke gjorde Hammerfest til sit hovedkvarter, og derfor er hans skildring herfra særlig detaljeret. Først boede han i Lennings hus på Fuglene, hvor englænderen mr. Crowe havde oprettet et handelsetablissement og indførte en del engelske varer. Herfra starter Brooke på en tur til Nordkapp, og da han kom tilbage til Hammerfest, var havnen fyld af fartøjer: fire fra Bremen og Flensborg, tre var fra Trondheim og Nordland, mindst 150 russeskuder fra Kvitsjøegnen, og to flotte engelske koffardibrigger på ca. 180 tons hver. De var charteret af mr. Crowe og skule laste fiskelast direkte til Holland og Middelhavet.

”Det røde hus” på Fuglenes var et centrum for selskabslivet, og Brookes eget lille værelse havde et stadigt ryk ind af gæster mens han boede der. Han måtte rømme det ene af de to værelser han havde fået, til bedste for gæsterne. Men selv om de bragte uorden i hans papirer og tvang ham til at indskrænke sig, fandt han sig med fornøjelse i ulemperne; for der fulgte så meget glæde og godt humør med disse gæster. Hvordan disse besøg ellers artede sig, er allerede fortalt.

Brooke fortæller en hel del om sjøfinnerne, som ofte kom til Fuglenes for at handle. De var halvt ængstelige, halvt imponeret over den fremmede, som blandt andet forbavsede dem ved at kunne afbillede dem lys levende. Og da en anden for spøg hviskede dem i øret at Brooke var bror til kongen af England, blev der straks tillid. Man viste dem et pengestykke med kongens billede, og en af dem ´fandt straks ud af at de lignede Brooke! Det var vel ”prinsedrømmen” fra Ludvig Filips dage som spøgte i hjernerne på dem.

En dag kom fogden (Schjoldager) og handelsmand Klerck på besøg fra Alta, og aflagde et visit hos Crowe på Fuglenes. Brooke blev beste venner med dem i løbet af få minutter. Fogden var en imponerende herre i 40-årsalderen, mørk og mørkøjet, så han slet ikke lignede sine landsmænd. Han bar sin embedsuniform, rød jakke med grønne opslag og guldtresser, og grå pantalons benklæder med guldsnore nedover. På fødderne havde han støvler med sporer. – Hr. Klerck var en smuk og statelig mand men blomstrende ansigtsfarve, meget lig en engelskmand at se til. Han fortalte da også at hans far var af engelsk (rettere skotsk) herkomst, men han selv var født og opvokset i Finnmark.

Her traf Brooke også doktor Paulsen, som boede i Talvik og var eneste læge i hele Finnmark. Han var flensborger og en rigtig jovial fyr, men han var så glad fir den nordiske nektar at ind imellem forhindre hans arbejde. Alligevel var han en dygtig mand, som havde gjort sine patienter store tjenester, når han bare kom til i tide.

Et langt kapitel hos Brooke er viet fjeldfinnernes vandringer og vaner. Reinskyssen (Rensdyr slæden) var da som nu et uundværligt transportmiddel i norsk og svensk Lapland. Om sommeren var det indre af Finnmark uden trafik; men om vinteren kunne man komme frem over de længste afstande. En købmand fra Bodø-dalen tog årlige ture til Bossekop med reinskyss. Og vilde man fra Alta til Stockholm, var det med at bruge samme fine befordringsmiddel så langt sydover det var nødvendig.

Han fortæller morsomt og indgående om sejfisk, hval og kveitefangsten. Det samme om gæs og andre trækfugle som nu forlod Finnmark. Med dem drog også mr. Crowe og de engelske brigger. Selv om folk havde været storartet mod han heroppe, havde det selvsagt været en glæde for ham at omgås landsmænd. Og det var med en vis sorg han så skibene sætte sejl, mens afskedssalutten rullede mellem fjeldene.

Selv rejste han straks efter en tur med Crowes russiske brig ind til Alta. Han var ifølge med Hr. Aasberg som havde ansvar for skibet på Crowes vegne, og Aasbergs kone og søster, glædede sig til at besøge Klercks. Det rygtedes snart at et så stort skib var i fjorden, og Klerck med familie mødte op ved havet og modtog gæsterne på det hjerteligste. De blev ført ind i hans hus, en smuk velindrettet træbygning med rummelige værelser. Han fik er af værelserne, og følte sig straks som hjemme i familien.

Samme dag var der stor fest i fogdens hus, på grind af to norske bryllupper som netop blev fejret. En af hans tjenestefolk var blandt brudeparrene, og det var hyggeligt at se hvor venlig de nygifte blev behandlet af familien. Fogden selv førte op til første dans – en polka – med bruden. Alting var glæde og fest, med en rigelig middag og punsch i tillæg. Her fik Brooke for første gang smage bjørnekød, som blev anset både som en delikatesse og en sjældenhed. Kødet var saltet og tørret og blev serveret til ”aftensmad” (mellem ret) i tynde skiver.

Brooke fortæller siden en hel del om flora, bebyggelse og folk i Alta. Især Bossekop ligger heldigt til for handelen med det indre af Finnmark og med Sverrige. Alle slags varer kommer af søvejen til Alta og sendes ind over Lapland med reinskyss. Stedet har derfor om vinteren stort besøg af handelsmænd fra alle kanter, og Klercks hus bliver mødested for dem før de begynder indlandsrejsen. Her holdes i februar et marked, som besøges af handelsmænd og fjeldfinner. Alta har derfor et pulserende liv om vinteren; her kommer og rejser til stadighed fremmede. Alle købmænd sydfra, som ikke har nået at komme med skibene før vinteren satte ind, de tager hjemvejen over Alta, hvad enten de nu skal til Stockholm, København, Bremen eller Flensborg.

Under besøget i Alta kommer Brooke igen tilbage til fjeldfinnernes liv, og fortæller bl.a. meget om deres færdighed på ski og som jægere. Særlig interessant er det han beretter om ”finneriflen”, som bruges af finnerne til jagt på alle salgs fugle og dyr. En nøjagtig beskrivelse af riflen og hele jagtudstyret, forklares med en detaljeret tegning, som findes i hans værk om rejsen. Brooke fortæller at finnen ofte holdt en lille tale til bjørnen før han angreb den. – Den har jo tolv mands styrke og ti mands viden! – Netop mens Brooke var i Alta, var en fjeldfinne stødt på en bjørn da han var på vild rein jagt i fjeldet nær ved Kåfjord. Han skød efter bjørnen, men bommede, og efter det Klerck fortalte, sagde da finnen til bjørnen: ”Din kjeltring, du skulle skamme dig at angribe en enlig mand, stop et øjeblik til jeg har min riffel, så skal jeg igen være klar til at møde dig”. Men bjørnen, en binne ( en hunbjørn), fandt det klogest ikke at vente, og trak sig tilbage med to unger som den havde i følget.

En anden finne kom til handelsmanden med skindet af et mærkeligt dyr, som han aldrig havde set magen til. Det mærkelige dyr viste sig at være – en kat! Så sjældne var kattene stadig i disse trakter.

Om laksefiskeriet i Alta fortæller Brooke at der blev fanget 600 til 1200 laks i sæsonen; og alt blev forbrugt i Finnmark, mens der i gamle dage blev udført en hel del.

I Alta skaffede Klerck ham udstyr til en planlagt vinterejse. Selv havde Brooke købs sig en hundskindhue, en god varm tingest, som bl.a. pryder hans hoved på billedet i bogen.

Mens Brooke var i Bossekop, hændte der en ulykke som vakte sorg i huset. En i familien var blevet syg, og man måtte sende bud efter doktoren i Talvik. Klercks svoger den unge hr. Pettersen, drog afsted med 4 mand i båden. De fik svær sø og modvind, og et stykke ude på fjorden kæntrede båden. Næste dag kom svogeren og en mand tilbage i live, de tre andre var blevet derude. Alene på en måned var der omkommet 9 mennesker på strækning Hammerfest – Alta.

Imens lå Crowes brig stadig i Alta, og meningen var den skulle gå derfra til Göteborg. Men det var mangel på mandskab, og Aasberg havde været nødt til at rejse i båd de 120 miles til Tromsø for at hyre folk. Riggen var dårlig og det vigtigt at få den repareret. Brooke rejste derfor tilbage til Hammerfest i følge med Klerck og Aagaard i Kvalsund, som havde været på lynvisit i Alta. De brugte Klerck´s rejse båd, som havde et hus af sejldug over agterenden. Her lå de lunt og varmt, indrullet i uldtæpper og medrejsende. På vejen fik de modvind og lagde til land i Komagfjord hos gæstgiver Kujulin, som beværtede de, så godt han kunne i sit lille hus.

Da de igen nåede Hammerfest, tog Capell Brooke ind til købmand Buck, som modtog ham med åbne arme og overlod ham to udmærkede værelser. Brooke var glad ved forandringen; for om vinteren blæste det næsten tværs gennem husene på Fuglenes. Hos skrædderen fik han syet en sømandsjakke med ræveskindskrave, og nogle tykke bikser som sammen med søstøvlerne var hans sædvanlige formiddagsantræk. På hovedet bar han stadig hundeskindshuen. Om aftenen tog han sine engelske klæder og et par lette halvstøvler, som var meget brugbare til at danse med, og blev beundret som rent vidunder af nethed i sammenligning med de solide klæder handelsmændene på steder brugte.

En dag slog Brooke følge med præsten Drejer og frue indover til Kvalsund, hvor der skulle stå et finnebryllup. De kom frem sent på natten og blev hjertelig modtaget af gæstgiver Henchel. På stedet boede også Aagaard, som nu var i færd med at etablere sig på Hammerfest, og lensmanden Holmgreen. Udover næste dag kom båd efter båd fuld af sjøfinner og lagde til ved handelsstedet. Der blev snart en talrig forsamling af gamle og børn, mænd og koner, vokse sønner og døtre, alle i deres bedste stads, så de dannede en farverig og malerisk flok. Det første de gjorde, var at direkte mod bua,(butik) hvor der vankede brændevin som blev skænket ud i små portioner ad gangen. Men alligevel blev hele forsamlingen i løbet af aftenen godt fulde, der var ingen uorden, bare godt humør og festglæde. Brooke morede sig ved at se hvor hjælpsomme de var mod hverandre når de var kommet så langt at de ikke kunne stå på benende! Kl. 11 lukkede butikken, og alt blev stille. Men næste morgen var alle parate igen. Bruden blev pyntet inde hos handelsmanden, og gudstjenesten med brylluppet gik sin gang.

Ud på dagen kom en båd fra Hammerfest med Hr. Akkermand og sønnen Sigfrid, hr. Heineken og toldkontrollør Meyer. Den sidste havde sin unge og smukke frue med. Nu blev det et stort problem for værten at skaffe hus til dem alle. Men man fandt på råd: Damerne fik et af værelserne på første etage, herrerne i et tilstødende værelse, og Brooke et lille kabinet ved spisestuen. Selskabet så nok så brugte og ussel ud ad de ankom; for de havde måtte søge ly i en finnegamme undervejs, og der var ikke frit for at nogle smådyr var fulgt med!

Mod beregning blev alle liggende vejr fast i Kvalsund i længere tid. Det sneede og blæste, og dagslyset vare kun tre timet. Inde måtte de brænde lys ved middagsbordet kl. 2. Her tronede de to fruerne Meyer og Dreyer som to dronninger ved hver sin ende af bordet, mens vært og værtinde efter den tidsskik opvartede gæsterne. Middagen bestod gerne af torsk eller kveite, reinsteak med syltetøj af multebær eller andre vilde bær, og en dram til maden. Til bord drik brugte man ellers kun ”melkevand”; det var først for nylig man var begyndt at drikke engelsk øl i Hammerfest.

Når middagen var over, trykkede man værtskabet i hånden og sagde ”tak for mad”. De svarede velbekomme, og siden gav man hånd til hele selskabet. Ægtefolk gav gerne hverandre et kys. Efter middag tog man sig en lur, noget Brooke fandt overflødigt, især om vinteren når man alligevel sov længe om natten. Han sad selv oppe og morede ed at tegne ansigterne på de sovende, som på deres side underholdt med ikke lidt snorkekunster. Klokken 5 blev der igen liv, kaffen blev serveret, og punsch, piber og kortbord kom frem. I sideværelset dansede de yngre polka, vals og en engelsk folkedans som var meget populær. Iblandt hyggede man sig i fællesskab, og unge og gamle morede sig med en uendelig variation af lege. Mens sneen fladt og vinden blæste rundt om hushjørnet, var der liv og lyst i stuerne hos Henschel alle Aagaard,

Til slut opgav uvejret og selskabet vendte tilbage til Hammerfest. Capell Brooke var nu ivrig efter at komme af gårde og rejser til Alta, for at rejse videre over fjeldet til Sverige. Han fik følge af en hel flok handelsmænd, et par dem med koner, som skulle indover til Bossekop. Da Brooke manglede svenske penge, måtte han medtage et lager af købmandsvare som han kunne sælge undervejs. Følget indskibede sig på tre både, og Brooke rejste med en som skulle indenom Kvalsund på vejen. Her lod de sig friste til at blive natten over, men var så uheldige at få en hel del varer og et par både ødelagt av storm mens de lå her. Brooke giver en levende skildring af denne storm natten og redningsarbejdet.

Omsider kom de da ind til Bossekop, hvor der igen var fuldt hus hos Klerck´s. Mange blev opholdt her en fjorten dages tid før de kunne fortsætte, og imens sad der i det daglige to-treogtyve mennesker til bords i huset. Det var ikke småting som gik til af drikkevarer, og alle slags god mad gik til i massevis. Klerck og hans kone blev aldrig træt af at sørge for gæsterne og takkede dem hjerteligt til afsked for at de kigget inden om! Brooke kan ikke begribe andet end at en sådan omfattende gæstfrihed måtte ruinere en mand. Penge var der jo aldrig tale om!

Men ikke nok med det. Da det viste sig at Brookes aftalte rejsefølge svigtede, tilbød Klerck sig med største glæde at være hans følgesvend lig til Stockholm, hvor han alligevel havde nogle forretninger at gøre. Resten af rejsen foregik således efter planen indover Finnmarks vidderne over Kautokeino til Sverige.

Omtrent samtidig med Brooke rejste den svenske naturforsker J. W. Zetterstedt i Finnmark. Han kom over Alteidet og Sopnes med båt til Talvik, ”nordens ende” som han kalder det. Han var først og fremmest interesseret i dyr og planter, men har også fortalt morsomme ting om gæstfriheden og skikke i Norge. Capell Brooke er alligevel mere udførlig om selve Finnmark, og vi får her nøjes med ham. (Zetterstedts skildring er benyttet i ”Nordlandske handelssteder”.)

En interessant rejsende er også professor B. M. Keilhau, som i årne 1827 – 28 besøgte Finnmark, Bjørnøy og Spitsbergen. Han fortæller ikke noget væsentlig nyt om de enkelte steder; men hans bemærkninger om handel, fiskeri, russere etc. Er benyttet i andre kapitler.

Som før nævnt, kom også korvetten ”Recherche” med sit store følge af kunstnere og videnskabsmænd indenom Hammerfest, Måsøy og Havøysund for at overrække mindegaver fra Ludvig Filip. Og i Bossekop opslog ekspeditionen deres vinterkvarter, gjorde magnetiske observationer, og udførte en række nydelige tegninger her som andre steder.

Vi kan også nævne kandidat N. Lund, som i 1841 kom fra Troms til Alta. Derfra fortsatte han til Hammerfest, hvor han skildrede russehandel og russere, som allerede fortalt. Her fik han indbydelse af handelsmand Ulich til at besøge Havøysund, og rejste der til på Ulichs skonnert: ”De høje fjelde giver indløbet til Havøysund en vild og uvenlig karakter; men denne forsvinder efter som man når sundets smalleste brede, hvor Havøysund smagfulde kirke hæver sit hvid spir på en fremspringende grøn odder. Vi ankom jus i solnedgangen. Solens skive var halvt under, og belyste kirken med et rødlig skær. I baggrunden lå malerisk hen strakt ved en lille bugt en indhegnet grønsværplads, hvorpå et net enetages hus mede blåt tegltag lå yndigt og skinnede som en lilje i et blomsterbed. Dette er Ulichs bolig, kun to mil fra Nordkapp; men hvilke fejlagtige begreber gør man sig ikke om hine egnes karakter? I stedetfor en barsk og rå natur, der giver vegetationen et vantrevent (uvant) udseende, snor sig langs bugten i en yndig eng slette, dækket med frisk grønsvær og markblomster i de smukkeste farver.

Lund besøgte videre Gjesvær, hvor der om sommeren lå omtrent 60 både fra Nordland og Troms, senere Kjelvik og Repvåg. Han har mange koge bemærkninger om handelsforholdene og de enkelte steders vilkår. Om handelsmændene i Finnmark fortæller han at de næsten alle er formuende.

Som Leopold von Buch og Keilhau var også Lund i første række naturforsker, og af denne slags rejsende fortsatte det med at komme stadig flere og flere til Finnmark, især efter at dampskibsfarten var kommet i gang. Handelsstederne havde stadig besøg af sådanne folk. Til Øksfjord kom en sommer et par tyskere tilfældigt indenom og blev boende i ugevis, gik på jagt, fiskede og samlede bær. Gamle Fandrem i Komagfjord var selv lit af en samler, og viste med glæde alle rejsende sit ”Naturaliekabinet”. Det samme gælder gamle Bull i Repvåg. Men fremfor alt var Nordvi på Mortensnes et videnskabeligt talent, og hans hus i årrækker et samlingssted for naturforskere fra alle lande i Europa.

Et sted som Alta var i årrækker besøgt af engelske sportsfiskere, som hertugen af Roxburg, foruden af naturforskere. Englænderne kom også med dampskibet eller på egne yachter til Loppa og andre handelssteder, og boede der i kortere eller længere tid for at drive jagt eller fiskeri.

Nu må man ingenlunde tro at finnmarkingene kun sad stille og tog imod besøg. Nej, de var selv livlige og rejseglade mennesker, som ikke kun gjorde lynvisitter hos hinanden. Flere af Handelsmændene ejede jo tørre sejlskibe, og med disse eller andre fartøjer foretog de årlige rejser til steder som København og Hamburg. Ofte var der også flere af husets damer med, og i dampskibsfartens dage blev er såre almindeligt at finnmarkingene var på farten både i forretningsøjemed og for morskabs skyld. Finnmarks damerne var heller ikke bange for at tage den lange vej over fjeldet til Stockholm om vinteren. Under en sådan færd fru Jentoft som erindringsgave et guldur af Carl Johan. Om fru Klerck i Bossekop fortælles det at hun flere gange med sin mand havde besøgt Stockholm, og en gang havde hun tilmed gjort den lange vinterejse til Arkhangelsk i pulk.

Handelsaristokratiet i Finnmark var så langt fra at være hjemmefødninger som nogen. De kunne modtage deres fremmede gæster med den rette blanding af norsk egenart og verdensmandsvæsen. Men trods alle besøg af fremmede, trods alle deres rejser i fremmede lande, satte de hjemmet og deres eget Finnmark højest af alt. Naturligvis var det her som andre steder i verden, at især ungdommen længtes ud. Når guvernanten fortalte de unge piger om blomsterhaver og parker sydpå, om varme augustaftener med måneskin, var det næsten ikke til at tro på for dem som kun kendte de magte jordstykker og de lyse, kølige nætterne nordpå.

En fremmed som mødte de små skønheder her i nord, kunne måske kun beklage dem. Brooke er inde på det i sin smukke hyldest til madame Noodt i Talvik, som han en kort tid var sammen med i Hammerfest: ”Hun var datter af hr. Buck, og gigt med en agtværdig købmand der (i Talvik). Skønt jeg allerede havde et fordelagtigt indtryk af Finnmarks-damens skønhed, kunne jeg ikke undgå at blive slået af denne unge dames udseende, som forenede en højst yndig figur med et enestående interessant ansigtsudtryk, og hendes tout ensemble viste en elegance som synes at have udpeget hende til at pryde et hof, i stedet for at visne uset blandt de nøgne fjelde i Finnmark.”

Så underlig kan skæbnens spil være at en af hendes yngre slægtninge og medsøstre virkelig fik den oplevelse ”to adorn a court” selve det engelske. Det var den unde Philippa Schwensen, datterdatter af Marcus Arnt Buck på Øksfjord. Hendes mor døde tidlig, og som unge pige på 16 – 17 år boede hus hos sin onkel Klerck på Elvenes, sammen med andre unge damer. En engelsk yacht ”Anny” kom sejlende og ankrede ved elvmundingen. Den tilhørte to rige englændere og blev ført af den unge marineløjtnant Georg T. Temple. Englænderne var ude på fjeldklatring og fiskeri, og blev naturligvis også indbudt til Klercks. Her blev de kendt med de unge damer, som syntes især den ene var rar. Han stod og trykkede sig op ti væggen og passede på ikke at vende ryggen til nogen – af den gode grund at han havde sprækket buksebagen.

De unge damer fik til opgave at vaske og stryge for de fremmede, og de morede sig til gengæld med at sy ærmer og bukseben sammen, noget englænderne alle venligst opfattede som en særskilt norsk mode! Her på Elvenes blev Philippa og Temple forelsket i hverandre og lovede hinanden troskab. Så rejste gæsterne til England, og der gik mange år. Den unge Temple var med i Krimkrigen, og imens boede han hos sin morfar på handelsstedet Øksfjord. Der kom stadig brev til Philippa; men de gamle Buck var streg og vilde ikke vide af forbindelsen, så hun måtte smugle sine svar breve ud.

Sådan gik 5 – 6 år. Den unge dame rejste til Trondheim for at gå på skole der. Hun lærte sig alt det en dannet ung dame skulde kunne, var meget musikalsk og spillede godt. Sandsynligvis besøgte hun dernæst sine slægtninge i Molde, og Temple´s bror kom for at hilse på ende og se om hun var fashionabel. Familien hørte nemlig til de fornemste i England; en tredje bror, sir Richard Temple, skal have være vicekonge af Indien.

Endnu før Krimkrigen var slut, kom Philippa over til England og boede et på hos løjtnant Temple´s forældre, før han kom tilbage. Så blev der holdt stort forlovelsesselskab i London, og aristokratiets damer kom for at se denne skønhed fra Finnmark. De troede nærmest hun ville optræde i dyreskind! Men blev de skuffet i så henseende, blev de desto mere fortryllet av hendes umiddelbare friskhed og indtagende væsen.

Hendes skæbne er hovedmotivet i Marie Corellis bog ”Thelma, or the Norwegian Princess”, selvsagt med en del tilsat romantik. Men virkeligheden var også romantisk nok. Vel måtte Temple tage afsked som officer, og vie sig til forretningslivet for at underholde familien. Men de forblev stadig i de fornemme kredse der hvor han af fødsel hørte hjemme – et eventyr for en ung kvinde fra Ishavs-Strandene!

Og alligevel: Hun elskede Øksfjord og sit kære Finnmark! Når hun var på besøg der i nord og de talte om alle festerne og de kostelige retter i hendes nye hjemland, sagde hun engang: ”Det er ingenting mod at spise rømmekolle (ringe med sur mælk og føde på) i Vassdalen” (Øksfjord – sæter).

Mente hus det, eller var det vare en høflighedsfrase? Alle finnmarkingene ved hun mente det!

Notable rejsende – hjemmet og verden