Ludvig Holberg 1684 1754

Ludvig Holberg, 3.12.1684-28.1.1754, dansk-norsk forfatter. Ludvig Holberg er Danmarks betydeligste komediedigter.

Ludvig Holberg var tillige historiker, romanforfatter og essayist, en skribent, der gav den europæiske oplysningstids tanker —
som “Tolerance udi Religion” — indfødsret i det danske sprog. Dertil en filosof, der på nogle områder, bl.a. spørgsmålet om kvinders ligestilling i samfundet, drog meget selvstændige konklusioner.

Opvækst og ungdom
Ludvig Holberg blev født i Bergen som søn af oberstløjtnant Christian Nielsen Holberg (ca. 1620-86) og Karen Lem (1647-95).
Hendes morfar, Ludvig Munthe, var biskop i Bergen. Holbergs far var bondefødt; han var avanceret til oberstløjtnant, hvad der
gav ham adelig rang. Sommeren 1702 dimitteredes Holberg fra Bergens latinskole til Københavns Universitet, hvor han foråret
1704 tog den filosofiske eksamen og teologisk attestats. Tjeneste som huslærer hos præster havde overbevist ham om, at han
hverken ville være lærer eller præst.Grebet af udlængsel solgte han en arvet boslod og tog i efteråret 1704 til verdensstaden Amsterdam.
Vinteren 1705-06 boede han i Kristiansand hos en gejstlig slægtning, Otto Stoud, hvis søster, som han kalder meget smuk, kan have fristet Holbergs hjerte.I foråret 1706 drog Holberg med en velbeslået ven, Christian Brix, til Oxford. På Bodleian Library besluttede han at blive populariserende forfatter. Han “hjembragte et stort manuskript”, der udkom i to dele: Introduction til de fornemste europæiske Rigers Historier fortsat indtil disse sidste Tider (1711) og et geografisk Anhang hertil (1713). Universitetslærere opmuntrede Holberg. Hans vejleder fra studietiden, græskprofessoren Poul Vinding, sendte ham som mentor for sin søn til Tyskland og skaffede ham fribolig på Borchs Kollegium i København.

Ludvig Holberg besluttede at fuldføre Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike, der var standset ved Christian 3.s død og videreført af C.C. Lyschander med Frederik 2.s krønike. Allerede foråret 1711 lå de tre resterende kongers historie rede til censur i manuskript.
Den blev først trykt 1729, men skaffede tidligt i 1712 forfatteren Det Rosenkrantzske Legat på 120 rigsdaler i fire år og 19.1.1714
Frederik 4.s løfte om det første ledige professorat.

Imidlertid havde Holberg fuldendt et nyt værk. Uden tvivl efter tilskyndelse af professor i jura Christian Reitzer, der havde givet
Holberg adgang til sit rige bibliotek, udarbejdede han Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab. Med kongens løfte
om professorat kom Holbergs stipendium i fare. Da dette krævede tre af de fire år tilbragt i udlandet, måtte Holberg meget mod
sin vilje rejse ud i maj 1714 og blev paradoksalt nok tvunget på det ophold i Frankrig og Italien 1714-16, der afgørende bestemte
hans smag i litteratur og kunst. Uroen i datidens europæiske åndsliv var Pierre Bayle, som gjorde den almægtige Gud ansvarlig for det onde i verden. Holberg fortæller, at i Bibliothèque Mazarine i Paris stod studenterne i kø for at læse Bayles kritiske historiske
Dictionnaire, men ikke, at han selv stillede op. I Rom forsøgte han forgæves at få lov til at studere det forkætrede værk. Med sin
Natur og folkeret, som tryktes under hans bortrejse og udkom 1716, vandt Holberg, under bearbejdelse af Hugo Grotius’ Om Krigens
og Fredens Ret (1625) og især Samuel Pufendorfs Om Naturens og Folkenes Ret (1672), en fast formuleret rationel retslære og etik,
som havde sit centrum i mennesket og dets forhold til samfundet.Med pædagogisk behændighed lånte Ludvig Holberg opbygningen af Pufendorfs elegante kompendium De officiis hominis ac civis (1673), oversat til fransk som Les Devoirs de l’homme et du citoyen (1707), og udfyldte med eksempler fra Pufendorfs kompakte værk. Med fem udgaver blev Holbergs Natur- og Folkeret hans i samtiden bedst solgte bog. En kommenteret udgave (1969) kan tjene som indføring i Holbergs tid  tankeverden.                     

Professor og digter
Modningens tid var forbi. 33 år gammel havde Ludvig Holberg forbundet klassisk og moderne dannelse. Da han i 1717 blev professor ved universitetet i København, måtte han først docere metafysik, dvs. læren om almenbegreberne, og logik, som han anså for overflødige. Som professor eloquentiæ 1720-30 gennemgik han de romerske klassikere. Dem fik han god brug for, idet digterkaldet brød igennem. Det skete, da han i 1718 læste nogle overlegne ord om sin Europahistorie. Holberg kastede sig over forfatteren, den begavede historiker og jurist Andreas Hojer, hvem han i to pseudonyme smædeskrifter 1719, på et bevinget latin, kaldte en Don Quixote og en pygmæ.

Det var harmen, der efter Juvenals opskrift i hans 13. satire gjorde Ludvig Holberg til digter. Først i prosa, snart efter på vers:
Juvenals 6. og Nicolas Boileaus 10. satire, rettet mod kvinderne, ligger bag den giftefærdige Holbergs tidligste satire: Poeten
raader sin gamle Ven Jens Larsen fra at gifte sig.

Inden den blev trykt 1722, havde et kobberstik til Boileaus komiske heltedigt Nodepulten givet Holberg idéen til et slagsmål på bøger
på Københavns Universitet. Men så fremkaldte en anden fransk satire, Paul Scarrons Le Vergile travesti, planen om en parodi på
Vergils Æneide.

 Holberg lod i sit komiske heltedigt Peder Paars (1719-20), på 6249 verslinjer, helten, en kræmmer, sejle fra Kalundborg mod Århus
og strande på Anholt. Undervejs opdagede han, hvilket forråd af karikaturer og komiske indfald han sad inde med.

Han var stolt over sin digterevne, og da juristen Hojer i tidsskriftet Nova litteraria talte nedsættende herom, svarede Holberg i et
skæmtedigt, Critique over Peder Paars, ved i tavshed at stille sig selv ind blandt de digtere, som mere end lærde jurister gør nationerne ære: “Een klog, skarpsindig er, een er guddommelig”. Samlet udgav Holberg 1722 Fire Skiæmte-Digte og Zille Hansdotters Forsvars-Skrift for Qvinde-Kiønnet.

Komedierne

Da havde Holberg fra kredse omkring hoffet modtaget opfordring til at skrive komedier for det planlagte danske teater, som åbnede
23.9.1722 med Molières Den Gerrige og fortsatte 25/9 med Den politiske Kandstøber af Holberg.

Det er især fra Molière, Holberg kendte komedien omkring en hovedfigur med et dominerende karaktertræk eller en mani, men mere end Molière gav han sine narre et sving af desperation eller momentant vanvid. Trængt af begivenhederne er kandestøberen færdig at hænge sig.

Den Stundesløse erklærer, at han er Alexander den Store, og de andre skal dø for hans hånd. Erasmus Montanus bliver kun ved stokkeslag frataget sin galskab, men Gert Westphalers taledille, Den Vægelsindedes humørsyge, Don Ranudos adelshovmod er inkurable, pralhalsen Jacob von Tyboe forsvinder under almindelig latter, den franskgale Jean de France går sin opløsning i møde i Paris. Den fordrukne Jeppe paa Bierget har anfald af vildt tyranni.

Komikken i Molières farcer flerdobles i Holbergs slyngelkomedier Den ellefte Junii og Den pantsatte Bondedreng. Omvendt forfines
hanrejkomedien. I Barselstuen mistror Corfitz sin hustru. Da mysteriet hæves som i Plautus’ Amphitruo, udfylder han en replik herfra:
Ibo ad uxorem intro: “Jeg vil ind og falde paa Knæe for min Kone, og med grædende Taare bede om Forladelse”. Den italienske maskekomedie, commedia dell’arte, kendte Holberg især fra bogudgaverne af repertoiret fra de italienske trupper i Paris. Herfra hentede han lystspiltyper som Mascarade, Juele-Stue, Henrich og Pernille, De Usynlige samt dramatiske parodier som Ulysses von Ithacia og Melampe.

Med sin enorme skaberkraft leverede Ludvig Holberg 25 komedier 1722-27, indtil teatret gik ind. Vinteren 1725-26 tilbragte Holberg i Paris, hvor han forgæves søgte at få sin franske oversættelse af Den politiske Kandstøber antaget ved Théâtre Italien. Med en mærkelig digtkreds, Metamorphosis (1726), ebbede Holbergs poetiske raptus ud. Alle frugter af denne blev udgivet under pseudonymet Hans Mickelsen: Peder Paars; Skiemte-Digte; Comoedier 1-3 (1723-25), forøget bl.a. med seks komedier til det 1748 genåbnede teater, med titlen
Den danske Skueplads 1-7 (1731-54).

Stolt af sine bedrifter udgav Holberg 1728 et brev til en, utvivlsomt opdigtet, fornem herre på latin, bl.a. for at lokke oversættere til disse danske komedier. Den poetiske besættelse havde afbrudt arbejdet på en Dannemarks og Norges Beskrivelse, som fuldført 1729 blev en salgssucces.

Historikerog  samfundsdebattør                                                                                                                                                                                 Under en historisk raptus som professor i faget fra 1730 gjorde Ludvig Holbergs velskårne pen nye mirakler: Dannemarks Riges Historie 1-3 (1732-35),


Almindelig Kirkehistorie (1738), Jødiske Historie 1-2 (1742), Heltes og Heltinders sammenlignede Historier (hhv. 1739 og 1745). 


I sin Natur- og Folkeret (1716) talte Holberg om “den naturlige Lighed imellem alle Mennesker”; i udgaven 1728 tilføjede han, a
t “Trældoms Stand er derfor ey naturlig”. For Holberg stod det som en selvfølge, at med enevældens indførelse 1660-61 blev
alle danske og norske frie, dvs. ligestillede under én herre.
I udgaven 1728 rådede han til at give jøder ret til indvandring.

I Forsvars-Skrift for Qvinde-Kiønnet havde han hævdet kvinders ret til studier og embeder. 1728 efterlyste han kvindens anerkendelse som juridisk person. 1741 lod han i sin latinske roman Niels Klims underjordiske Rejse, der udkom anonymt i Leipzig, kvinderne i det utopiske land Potu besidde fuld ligeret med mændene. I en stor samling latinske Epigrammer (1737) såvel som i Niels Klim og i 2. og 3. latinske levnedsbrev (1737; 1743) forberedte den filosofiske Holberg — på linje med Montaigne, Bayle, Leibniz, Voltaire og Montesquieu — den kamp for religiøs tankefrihed, som han leverede i hovedværket Moralske Tanker (1744), der grundlagde det danske essay og fortsattes i Epistler 1-5 (1748-54) samt Moralske Fabler (1751).
I den sene Epistel 520 oversatte Holberg fra Montesquieus Om Lovenes Aand (1748) en flammende protest mod den katolske inkvisitions kætterbål, den franske og den danske filosofs mest patetiske tekst. Holbergs ligeretsidéer peger frem mod menneskerettighedsidéerne, som de kom til udtryk i
den amerikanske forfatning 1789. Ludvig Holberg. Th Stein udførte i 1850 en statuette af den siddende Ludvig Holberg (findes på Glyptoteket).
Et forarbejde i gips fra 1870 findes på Sorø Akademi. Bronzefiguren blev støbt i 1874.
Senere år og alderdom  Fra 1737 var Ludvig Holberg universitetets kvæstor. Han var hovedsagelig sin egen forlægger, og forfatterskabet indbragte mange penge, som anbragtes i Brorup og Tersløsegård.

De blev sammenlagt i baroniet Holberg, som deres besidder 1747 testamenterede til Sorø Ridderlige Akademi, der skulle forberede embedsmænd i moderne statskundskab med natur- og folkeret, latin, fransk og tysk (Holbergs fag).

 Fra 1751 gav testator afkald på alle renteafkast. Sine sidste somre tilbragte Ludvig Holberg på Tersløsegård, som smukt vedligeholdt er Holbergmuseum.
Hans sarkofag fra 1780, tegnet af Johs. Wiedewelt, står i Sorø Klosterkirke.

Ludvig Holberg og sproget.
Bergen, hvor Ludvig Holberg fødtes og fik sit sprog, var den norske by, som stod mest åben for omverdenen, også for dansk indflydelse. Under krigen med Sverige, vistnok i 1712, blev han under en fodvandring langs Øresund en kort stund arresteret, på grund af sit sprog antaget for svensk spion.
Han har sikkert bevaret det norske tonefald livet igennem.
Det danske skriftsprog, han lærte i skolen, berigede han i ordforråd ved dansk bibel og salmebog, senere aviserne, Huitfeldts danske krønike og Danske Lov.
Han mente, at fremmedord, især franske, nuancerede sproget. “Ligesom en Nation trænger iblandt til en andens Varer, saa trænger ogsaa et Sprog til et andet Sprogs Gloser”. Kun ved nogle ny udgaver af værker uden for komedierne kunne han få en raptus med at fordanske vokabularet. Da sprogrensning
blev modesag, parodierede han den i Epistel 64. Ludvig Holbergs udgangspunkt var samtidens tysk- og latinprægede sætningsbygning med lange, ofte sindrige konstruktioner. I det senere essayistiske forfatterskab er Holbergs syntaks lettere og peger fremad mod de følgende generationers fransk- og
engelskpåvirkede prosa (J.S. Sneedorff mfl.). Holbergs skelsættende betydning for vort sprog beror på den målbevidste alvor, hvormed han fra første færd omfatter dets værdighed. Når han da taler om at forbedre eller polere sproget, mener han regulere skriftsproget, således at det almentilgængeligt
kan udtrykke tanker.  Det var med stolthed, han konstaterede, at “Hvis ikke andet var at sige til vore Skuespils Forsvar, kunde man frit sige, at derved gives Middel til det Danske Sprogs Forfremmelse, ja, at Sproget, som uforskyldt lidet eller intet tales udi store Huuse, med Tiden derved kand blive Hofsproget”.  
Mht. retskrivning gik Holberg ind for, at ordnede forhold skulle erstatte samtidens utallige stavevariationer: “Hvad kan være hæsligere end at enhver skriver og bogstaverer ligesom det falder ham ind …”.
Til forfatterens omhu for sproget hører hans genrebestemte valg af stil. Hans omkvæd er: “Efter Materierne haver jeg skaaret min Pen”. I komedier bruger han skæmt og lystige indfald, i satire salt og peber. Historiske emner fordrer oftest “en austere og ærbar [alvorlig og sømmelig] Stiil”
(Fortale til Kirke-Historie; Epistel 300).

Ludvig Holberg grundlagde ikke et nyt dansk sprog, men den styrke, der lå i hans komiske og satiriske stilkunst ligesom i hans historiske og filosofiske prosa, gav modersmålet anseelse.

Store norske leksikon har også en artikel om Holberg. I den kan du finde bl.a. en oversigt over hans forfatterskab og en liste med bøger om Holberg.