Hos kejseren af Candy

Så kom dagen, hvor Ove Gedde skulle møde kejseren af Candy. Den 17. august 1620 om morgenen blev han hentet af “hel Hob Folk og Spil” som han skriver. Det burde egentlig være en mærkedag i de dansk ostindiske koloniers historie. den unge admiral, kong Christian IVs gesandt, møder endelig kejseren af Candy. Han var en forholdsvis gammel mand med en lang regeringstid bag sig. Han havde forhandlet med tamiler, hollænder og portugisere og overlevet indre stridigheder. Over for ham stod Ove Gedde, dansk adelsmand med høje tanker om sin herkomst og sin konge. Han havde forhandlet i Østeuropa på kongens vegne, men aldrig helt alene. For Ove Gedde var det afgørende, at det gik godt. Hans omdømme, ære og en hel masse andre begreber stod på spil. Han har nok taget en dyb indånding og rustet sig til at stå ansigt til ansigt med kejseren og forhandle. Enhver usikkerhed skulle skjules for modparten.

Hos kejseren lod han Morten Finche, på portugisisk, overbringe sin meddelelse. Den havde han fået i forvejen udenad. Derpå overrakte Ove Gedde sine akkreditiver og hilste fra majestæten, som det stod i hans instruktioner. Ove Gedde ville være sikker på, at alle de diplomatiske regler var overholdt. Kejseren svarede, at han var meget forundret over de kontakter og slet ikke kunne forstå dem. Ove Gedde fortalte ham, at gesandten havde skrevet traktaten på kejserens vegne, og at han gerne ville forklare kejseren indholdet af denne. Så fik han lov til at trække sig tilbage. Om eftermiddagen, kl. 4, blev han hentet igen. Samme aften “ved Lys”, forklarede han kejseren alle detaljer i kontakten. Han fortalte ham også om de fordele, han havde ved at kunne benytte et skib, faktisk 1½, da Patientia sådan set var halvt hans med alle folk. Skiber havde allerede indbragt så meget, at det kunne dække deres hidtidige omkostninger. Havde været på fribytteri? På en måned kunne han tjene de penge ind skibene kostede. Dette forundrede kejseren meget. Så han ville tænke natten over. Dermed sluttede denne dags forhandlinger. Ove Gedde slutter med at beskrive kejserens og hoffets reaktion, da han remsende alle kejserens, og sikkert også Boschouwer titler op. De holdt sig for munden og kiggede på hinanden og lo.

Dagen efter kom sekretæren om eftermiddagen til Ove Gedde med akkreditiverne og forlangte dem oversat til portugisisk. Han ville også have en forklaring på den Gyldne sol, der stor i titlerne. Det var den titel, Boschouwer havde skrevet, og Ove Gedde spurgte om det ikke var den rette titel? Det kendte kejseren ikke noget til. Hans titel var slet og ret Kejseren af Candy. Men Ove Gedde behøvede ikke at rette det. Papiret blev oversat til sekretæren. Så var der fred en nat. Begge parter sov på det.

Forhandlingerne fortsatte næste dag hos kejseren. Denne åbnede forhandlingerne med at konstatere, at hans gesandt havde handlet forkert og uden at være befalet til det. Det nyttede ikke at få kejseren til at indse alle de fordele, som denne kontakt gav ham. Ydermere kunne alle da se, at det var kejseren personligt, der havde underskrevet og forseglet traktaten. Den danske konge havde da også handlet prompte og sendte ham hermed hjælp, selv om kejseren påstod, at det var en falsk traktat. Han måtte tænke på, at hvis han afslog dette nådige tilbud, da ville ingen hjælpe ham, tværtimod, man ville være fjendtlig stemt over for ham. Portugiserne ville så ende med at tage hele hans rige fra ham. Ja, så var de penge, han skulle give for skibe og folk og til købmændene, for intet at regne. Kejseren hang med hovedet en stund og konfererede med sine rådgivere. Ove Gedde gjorde ham opmærksom på, at ifølge kontakten ville han snart kunne inkassere over en million årligt. Han fortsatte med at fortælle kejseren, at den taktart, som Boschouwer på kejserens vegne og Christian IV havde underskrevet, nøje ville blive overholdt. Originalen var om bord på David med den danske konges segl på. Kejserens sekretær havde set den. Den ville blive behørigt overdraget til kejseren, så han og den danske konge ubrydeligt kunne overholde den. Ove Gedde selv var blevet pålagt at blive i landet, indtil hans nådige herre sendte en anden af sine fornemme tjenere med besked på, at han skulle tilbage til Danmark. Kejseren svarede glad, at så ville han i alle måder overholde denne overenskomst, ikke på grund af hans gesandt, men på grund af den danske konges venskab. Tilsyneladende kunne det Ostindiske Kompagni så gå i gang på Ceylon. Kejseren kom med et andet spørgsmål.

Hvordan havde han i sinde at bekæmpe fjenden?

Da svarede Ove Gedde, at først skulle traktaten anerkendes officielt. Derefter skulle styrken flyttes ind i landet, hvor de kunne finde ud af, hvordan det stor til med fjenden, og hvad der kunne gøres ved det. Så kunne de gå til handling, som det behagede kejseren. Hele operationen skulle holdes “Secret”!. Derpå gav de hinanden hånden med smil på læberne og gik hver til sit.

Om eftermiddagen kom sekretæren ned til Ove Gedde. Han repeterede formiddagens resultat af forhandlingerne mellem kejseren og Ove Gedde. Men da kejseren var ham velvillig stemt, ville han udnævne ham til admiral og prins, som Boschouwer havde været. Han ville få foræret det gods, som Migomerale ejede, og som han ville kunne leve af. Ove Gedde svarede med, at han ønskede hverken titel, gods eller gave. Det var gave nok, om kejseren snarest efterkom traktaten, så han snarest kunne underrette sin herre og komme i gang med “Succurs”, redningsaktionen.

Samme eftermiddag sendte kejseren bud efter Ove Gedde. Denne kom i den tro, at nu skulle traktaten ratificeres. I stedet fortalte kejseren ham, at han slet ikke havde den sum penge til rådighed, da han havde disponeret anderledes med sin økonomi. Hans gesandt havde handlet forkert og selv skrevet traktaten. Så fortsatte han med at “diffamere”, sværte, sin egen gesandt til. Han drog tolken Morten Finche ind i samtalen, fordi han var en ven af kejseren, og spurgte ham, hvem der dog kunne råde hans gesandt til at skrive sådan en falsk traktat. Denne svarede uden tøven, at det kunne man sagtens sige, nu manden var død og ikke kunne forsvare sig. Ove Gedde sagde så, at han da havde håbet, at traktaten ville blive bragt i orden og efterkommet snarest. Man burde holde gesandtens og hans agtede herres, Christian IVs aftaler. Men kejseren fortsatte ufortrødent med at tale nedsættende om sin egen gesandt. Ove Gedde påpegede over for kejseren, at han godt kunne se, at de ingen vegne kom, og at det hele var løgn og bedrag og forhaling. Kejseren beskyldte sin gesandt for at have handlet falsk, og samtidig havde han glemt alt om den foregående dags enighed og forståelse. Da Ove Gedde selv var udsendt af en ærlig og god hersker, som viste stor nåde og venskab overfor kejseren, der på sin side ikke opførte sig på samme måde overfor kongen, begærede han om tilladelse til at gå til sin lejr.

Allerede næste morgen den 19. var han igen hos kejseren.

Da spurgte kejseren, om han da var forpligtet at overholde en traktat som han gesandt slev havde skrevet på rejsen til Danmark. Dertil fik han det svar, at den danske konge ikke havde underskrevet på gesandtens tale og skrift, men på kejserens hånd og segl. Derfor havde han bekostet og afsendt denne styrke med skibe og folk ud til ham. Igen påstod kejseren, at det var et brev, Migomerale selv havde skrevet og forseglet. Hvordan kunne hans segl ellers komme på sådan et dokument. Nej, denne traktat kunn han umuligt overholde. Kejseren forlangte, at Ove Gedde derimod gik med til at få samme betingelser, som hollænderne havde fået. De fæstninger, han erobrede, skulle deles mellem Ove Geddes herre og kejseren. Derpå fulgte en diskussion om, hvad der egentlig stod i de traktater. Det kunne de heller ikke blive enige om. Ove Gedde mindede kejseren om portugisernes frygtelige og brutale fremfærd i hans rige. Han burde ikke så letfældigt afslå den danske konges velvilje og hjælp.

Kejseren forsikrede, at han altid ville gør vores konge en tjeneste, men han kunne altså ikke gå med til denne traktat. Så spurgte han oven i købet, hvorfor Ove Gedde i det hele taget var sejlet ud fra Danmark, da han jo ikke kunne underskrive denne traktat. Ove Gedde replicerede, at han også meget hellere ville være blevet hjemme, men han var jo udsendt af en kristen potentat til en, for så vidt de alle troede, oprigtig herre. Han skulle bare fremlægge den traktat til kejseren til bekræftelse. Men da han nu kunne
fornemme, at de ceylonesiske herre ikke var oprigtige – i en bisætning skriver han, at han havde sagt dette offentligt, og da han på grund af sin tro på kejserens redelighed var kommet til denne, ville han nu gerne bede om en eskorte til at følge ham tilbage til skibene.

Til slut kom han med en afskedssalut i form af en trussel:

Han skulle nok vide at udbrede denne spot, han var udsat for, over hele landet og dermed gengælde den behandling, kejseren havde udvist hans herre, således at kejseren ville fortryde sin opførsel. Kejseren blev dog ved med at fastholde Ove Gedde med spørgsmål. Han ville igen vide, hvordan han ville fordrive portugiserne ud af landet, og hvor stærk, den danske styrke egentlig var. Dette havde Ove Gedde svaret på adskillige gange. I en parentes bemærkede han, at han ikke havde fortalt kejseren, at de ikke hvad noget udstående med portugiserne. I stedet for sagde han simpelthen, at det ville han ikke svare på. Så ville kejseren have, at Ove Gedde tog nogle af hans gesandter med til Danmark. Hvad vil de så der? spurgte Ove Gedde. Kejseren havde jo imødekommet kongen med løgn og falskhed. Nødtvungent gik han med til at fragte gesandterne hjem, men ha vidste, at de ikke ville blive vel modtaget. Kejseren havde jo over for den danske konge vist underfundighed og bedrag. Hvorfor skulle de ceylonesiske gesandter så blive vel modtaget? Efter lang tids tavshed hos kejseren og hans råd, fik Ove Gedde lov til at gå til sit logi. Så ville kejseren sende nogle fornemme herrer at hente han til sig senere. Så kunne de da handle om det igen. Derpå tog Ove Gedde sin afsked, samtidig med at han forlangte, at kejseren og hans råd overvejede, om ikke det var bedst, at de blev enige om den foreliggende traktat.

Lige nu må man tænke på den situation, Ove Gedde var i.

Han havde en traktat, som han ikke kunne få ratificeret, og dermed faldt hele ekspeditionens formål til jorden. Den var kort sagt fortabt.

De investerede penge var givet forgæves ud, og Ove Geddes løsning af opgaven var mislykket. En militær aktion var umulig. Godt nok var David og Patientia til rådighed med soldater og besætning, men disse var stærkt svækket efter strabadserne fra sørejsen. Der var næppe 300 soldater til rådighed, som egentlig skulle være med i den afleverede styrke. Han kunne simpelthen ikke risikere en militæraktion, hverken til vands eller til lands. Han kunne slippe kompagniets skibe løs på den forhåndenværende handel, og det ville ende i sørøveri. Sådan var tilfældig handel dengang. Det ville skaffe ham både hollændere og portugisere på halsen, og de havde overmagten. Ove Gedde kunne slukøret vende hjem til kongen med stor fiasko, som uden tvivl ville få konsekvenser for hans karriere i Danmark. Det var dystre udsigter for hans fremtid. Det må have været en trist Ove Gedde, der den dag vendte tilbage til
sit logi i landsbyen.

Om eftermiddagen dukkede sekretæren op hos Ove Gedde med besked om, at kejseren havde bestilt fok til at ledsage ham til skibene. Han var ved at skrive et brev til den danske konge, som han ville sende til Ove Gedde på skibene. Da prøvede Ove Gedde på at redde i alle tilfælde en last gods. Han spurgte, om kejseren ikke ville vise sin god vilje ved at forære kongen en skibsladning peber eller andre varer. Sekretæren sagde så, at kejsere ville være tilfreds hvis de kunne handle sig til det på Ceylon, men det var ikke tid for peber, kanel, voks og andre krydderier før om seks måneder. Men kejseren ville da gerne forære den danske konge nogle pund peber eller kanel for at bevise sit venskab. Så der var ente. Da simulerede Ove Genne taknemmelighed og tilfredshed og sagde, at så var de klar til at tage ned til skibene. Da delegationen, så at han virkelig havde i sinde til at drage af sted, drog de et lettelsens suk. Lige på faldrebet kom Ove Gedde igen med et udfald. Hvad mente kejseren om tanken med at bygge en fæstning, og hvad ville han hjælpe med i den forbindelse. Svare var. at kejseren ville yde al den nødvendige hjælp til opførelsen af en fæstning. Det åbnede for en mulighed til videre forhandling, bare fra en lidt anden vinkel. Sekretæren ville lade det gå videre til kejseren og ville så komme med besked om kejserens beslutning. Dermed drog han af. Samme dag kom han igen med to fra kejserens råd. De
fortalte, at det behagede kejseren, og at han ville yde hjælp til det, som landet formåede. Så fik den unge Ove Gedde halet lidt ind på sit nederlag.

Ufortrødent – eller stædigt – gik Ove Gedde den næste dag til kejseren med nogle punkter, som kejseren skulle godkende. Dette gjorde kejseren, og Ove Gedde tog tilbage for at skrive det hele ned. Han sad med det til sendt på natten uden rigtigt at få det færdigt. Næste dag kunne han ikke arbejde på det, fordi sekretæren var hos ham hele dagen. Han ville oversætte det hele til singhalesisk. To fra kejserens råd dukkede også op. På kejserens vegne bad de Ove Gedde, om han ikke ville prøve at få Madonne til at komme til kejseren. Det lovede Ove Gedde at bestræbe sig på.

Næste morgen var han atter hos kejseren, som igen besværede sig og var vanskelig og forlangte en masse skrevet om. Tilbage i landsbyen korrigerede han papirerne og sendte Henrik Hess. Han kom tilbage med uforrettet sag. Kejseren var stadig ikke tilfreds. Nu tirrede han Ove Gedde. Man kan sige, at han behandlede ham rigtig skidt og nedværdigende. Papirerne blev skrevet om, og sekretæren fik besked på at melde ham hos kejseren. Han fik besked tilbage på, at kejseren ikke kunne træffe ham før næste dag. Det var dråben, der fik bægeret til at flyd over. Ove Gedde reagerede ved at sende Henrik Hess med besked om, at han havde i sinde ar rejse samme aften. Hvis han ikke kunne træffe kejseren nu, ville han lade Henrik Hess blive tilbage og vente på papirerne. Så ville han blive til papirerne var underskrevet og derefter komme til flåden. Kejseren reagerede prompte ved straks at sende bud efter Ove Gedde. Sammen med kejseren blev det gennemdiskuteret til kl. 10 om aftenen, hvor kontrakten blev underskrevet. Hvad der egentlig stod i den kontrakt, vides ikke, men formodentligt, at det var betingelserne for bygningen af en fæstning, for proviantering af folkene, betingelser for lokale arbejdere m.m. Ove Gedde blev tilsagt ved hoffet til næste dag for at tage afsked. Da fik han foræret eller lånte et par af sønnens heste og en elefant til transport tilbage til skibene.

Den 23. august om morgenen var han til afsked med kejsere. Ove Gedde skulle lige have klarlagt et par ting om Madonne og Migommerales hustru, som kejseren på Ove Geddes forbøn havde lovet at forærer nogle landsbyer, og Peter van Xanten, som kejseren ikke kunne tåle, da han havde giver Boschouwer de forkerte råd. Portugiserne kom også på tale, og i forbindelse med dm tilbød kejseren at sende soldater til skibene, hvis de ønskede det. Da han var tilbage i sit logi, kom sekretæren med nogle ædelstene til både Ove Gedde og hans følge. Ove Gedde bemærker i sin rapport, at de var af meget ringe kvalitet. Så var de oven i købet så frække , at de forlangte drikkepenge og gaver til gengæld, selv om de før havde fået mange gaver. Samme dag begyndte Ove Gedde og hans følge deres tur tilbage til skibene. Ud af den første traktat havde han reddet et par stumper. Det var bygningen af fæstning og tilladelse til handel, dog uden forpligtigelser for hverken Ceylon eller omvendt og så var der ingen last før om seks måneder. De skulle slås for hver last, hvis de overhovedet kunne få et bed til jorden mellem alle de andre nationer. Det egentlige mål med den lange rejse fra Danmark var absolut ikke opnået. Det må have været meget triste tanker der trængte sig på samtidig med, at han skulle sørge for, at hans følge kom frelst ned til skibene.

Hvad mon der var sket med skibene, medens han var væk?

Ved hans afrejse fa skibene var der just ikke samhørighed og en god stemning mellem han og købmændene. De ville nok hovere ved hans tilbagekomst og sige: hvad sagde vi? Deres mangel på tiltro til ham blev nu kun bekræftet af det mislykkede forsøg på at traktaten ratificeret. Hvad så, når han kom hjem til Danmark? Han havde gjort majestætens og kanslerens tiltro til ham til skamme. Hvordan ville hans karriere i Danmark så udforme sig? Ville han blive draget til økonomisk ansvar for denne fiasko? Det gjorde kongen rask væk dengang, hvis man forvaltede hans gods forkert. Det var almindeligt dengang, at hvis man forliste et af kongens skibe, eller det blev skudt i sænk af fjenden,
så blev der holdt et forhør, og ved det mindste tegn på, at det kunne være undgået, skulle man erstatte kongen for tabt gods og guld. Skibene var hans private ejendom. Men nu skulle Ove Gedde se at få sine folk gennem jungle og marker i et fremmed land og frelst ned til skibene. Han kunne sidde til hest, og resten måtte deles om en elefant og et par heste. Efter alt, det han havde oplevet ved hoffet, kunne han så lade være med at være mistroisk over for sine indfødte ledsagere og førere?

Den 25. til middag kom de til Patipal. Der efterlod de 5 mand og fortsatte 5 mil længere. De overnattede ved Talleville, fortsatte til Battevitti, hvor de fik noget sødmælk og til middag var de i Siambandure. Der
fik Ove Gedde fat i en udriggerkano. Han beskriver den som en stor ege, der har træer på siden for at hindre den i at kæntre. Kongen af Matecalou var kommet til stranden med en masse folk med pile, og her er Ove Geddes rapport noget rodet. Kl. 10 om aftenen mødte han kongen af Palligamme. Her måtte han efterlade to mand med Blodsott, måske ondartet dysenteri eller tyfus. I søjournalen bemærker han samtidig, at han måtte efterlade nogle meget syge i Bentanen og at han også måtte efterlade nogle folk på vejen. Den 27. ventede han på efternølere indtil kl. 4. om eftermiddagen.

Han ankom til Mottuaram kl. 10 om aftenen, og der kom kaptajnen fra Patientia hen til ham. Denne var lige ankommet til reden. Så var da denne tur gennem ukendt land overstået. Endelig en ærlig dansk mand, der forstod, hvad man sagde. Peder Nielsen var en af de faste officerer, der tjente kongen. Han boede endda i forgængeren for Nyboder byggeriet.

Det var aften, da de mødtes. De har nok siddet og sludret til langt ud på natten. Ove Gedde skulle jo informeres om alt det, der var hændt med flåden, medens han var væk. Selv om han havde firhandlet med kejseren, så var han stadig leder af hele flåden. I instrukserne stod der klart og tydeligt, at han var leder af alle skibe, indtil traktaten var ratificeret. Det var den ikke. Så var han selvfølgelig stadig leder, og flåden ve og vel var hans ansvar. Det Brede Råd havde jo smidt håndklædet i ringe ved det sidste møde. den næste dag købte han en sampan af kongen af Palligamme. Den skulle bygges sådan, at den elefant, han havde fået af kejseren, kunne overføres til et af skibene. Alle gaver fra kejseren var i Ove Geddes øjne gaver til den danske konge. Kong Christian IV er jo også kendt som samler af rariteter. Han samlede på alt ualmindeligt, lige fra grønlændere i kajak til sjældne og eksotiske dyr. Da resten af hans følge ankom næste dag med bagage og med kejserens folk, sejlede de straks til flåden, som de stødte til den 30. Så kunne de jo sejle hjem nu.

Der var gået tre måneder med forhandlinger med de lokale fyrster på kysten og med kejseren. I al den tid var admiralen beskæftiget ned sit diplomati. Den praktiske ledelse var overladt til officererne. Mandskabet og officererne var underlagt skibsartiklerne, de måtte ikke forlade skibene uden at have fået lov til det, forsyningerne, var usikre, maden blev vel også ensformig, hvis de skulle holde sig til de vante retter. Der var arbejde med vedligehold af skibene. En skibsofficer skal ikke være særlig opfindsom for at beskæftige besætning. Men det materiale de havde til rådighed, var begrænset. De kunne ikke bare bestille så og så mange tønder tjære, maling, tovværk eller andet. Tøjet var slidt, fortællingerne under dækket lige så. Man kendte næstens vaner bedre, end han selv kendte dem. Det var en vanskelig forsamling skibe, Ove Gedde kom tilbage til. Lidt forandring ville give en bedre stemning.

Den 1. september 1620 var så den store oprydningsdag. Det Brede Råd blev atter samlet. resten af rådet må have fundet ud af, at Ove Gedde stadig var lederen af ekspeditionen. Følgende sager blev drøftet og besluttet:

1. Van Xanten mente, at han kunne få kejseren til at
underskrive og ville derfor selv tage op til kejseren for at ordne det. Det
kunne han ikke få lov til. Dette ville forsinke hele rejsen og de ville være
bundet af vejret, så de ikke kunne komme fri
af kysten.

2. Boschouwers lig skulle begraves uden ceremoni, men nogle
dage derefter skulle hans søns lig begraves med “de fornemste
ceremonier”.

3. Boschouwer og hans hustrus gods og brev skulle
registreres af Van Xanten i overværelse af tre af rådets medlemmer, og en
skriver skulle lave en fortegnelse over det hele og aflevere den.

4. På grund af Peter van Xantens fortsatte modvilje mod at
følge Christians IVs forordninger skulle han forvises fra kahytten både ved
bordet og sovepladsen. Der står “Disch og Soveplas”. Han skal også
forlade skibsrådet. Det var da et brat fald for den store mand. Men hans fælle
Boschouwer var jo død, og Ove Gedde ville ikke mere finde sig i hans evindelige
negative indstillinger til ledelsen af togtet.

5. Boschouwers kone kunne ikke beholde mere end en pige.
Hele resten af hans stab blev tilbudt at fortsætte i kongens tjenste.

En uge senere var der endnu et mød. Dette møde handlede om
deres videre færd på kysten.

1. Ove Gedde ville selv på Elephanten sejle til
Coromandelkysten for der at forhandle med Naichen, den lokale hersker.

2. Peder Nielsen skulle straks sejle til Palligamme med
Patientia, for der at betale kongen for sampanen. Han ville få nogle penge til
det. Derefter skulle han sejle Patientia og sampanen med elefanten til
Coromandelkysten.

3. Officererne på de to skibe, der blev tilbage, Christian
og København skulle sende deres folk i skoven og hugge en skibsladning sort
træ. (pokkenholt?)

4. Når kejserens folk kom med forsyninger og andet til
bygningen af en fæstning, skulle de gøre deres bedste for at hjælpe dem.

Så kom initiativet til videre handling prompte fra den unge admiral. Nu var det ham , der var enevældig. Ikke mere så meget snak, nu skal der handles. David blev ikke nævnt i denne sammenhæng, men det var jo stadig den danske konges skib og underlagt admiralen. I sit dag-register skriver Ove Gedde, at han sendte kejserens modellar tilbage til kejseren, med brev om, at han skulle sørge for forsyninger til folkene under bygningen af fæstningen. De fik nogle små gaver i form af “smaat Tøi”.

Et par dage efter, den 9. september, kom sekretæren med to fuldt lastede sampaner med ris og arrak til skibene, Arrak var det lokale brændevin. Han havde købt lasterne efter ordre i Matecalou og Palligamme. Lasterne blev fordelt blandt skibene. Det brugte de en hel dag til. Næste morgen sejlede Elephanten. De havde taget to pengekister fra David med. De skulle afleveres til direktøren, Roland Crappe. Samme dags aften lå de ud for Negapatam ved Coromandelkysten

Ceylon 1618 med Coromandel Kysten – Negapatam og Trankebar.