Indbo, Udstyr, Hushold og Hjemmeliv
De gamle handelssteders mennesker var kun i en mindre grad et skrivende folk.
Man savner i høj grad en memoirer litteratur som kunne give os et indblik i folkenes
personlige liv og daglig virke. Men vi vil prøve om vi kan danne et billede af livet sådan
som det har artet sig inden for de fire vægge på handelsstederne i ældre tid.
Tænker man sig ind i stuerne i et herskabs bolig fra slutningen af 1700-tallet eller første
halvdel af 1800-tallet, finder man store og smukke rum de fleste steder. Især de store
sale, som var beregnet til større sammenkomster og fester, kunne have en meget smuk
og stilfuld indretning. På flere steder havde stuerne fodpanel eller brystpanel, dekoreret
med spejl i rektangulære eller rombisk form. Væggene var som regel inddelt i felter ved
hjælp af halv søjler eller riflet pilastre. Felterne var betrukket med tapet eller malet lærred,
som regel ensfarvet, men enkelte steder med dekorationer i tidens smag og stil. Nogen
steder benyttede man malede rullegardiner som blev indkøbt i Bergen. Og gamle gardiner
ophængt som på den tids smag, kan stadig ses på nogle af de gamle handelssteder.
Møbleringen skiftede selvsagt med de skiftende tider. På
afslutningen af 1700-tallet sad mange handelsmænd i nye huse, men rundt langs
salenes vægge stod fædrenes højrykkede barokstole, betrukket med gyllenlær
(forgyldt lærred), eller de endnu ældre rysslærsstole. Men ved siden af disse
kom rokoko tidens svungne former i stole, bord og konsoller, delvis med lak og
forgyldning og slebne spejle i rammer. Senere kom også louis-seitze stilens
lette og graciøse forme ind, både i indførte og hjemmeproducerede møbler. Det
var en vældig forandring fra deres bedsteforældres dage på 1700-tallet, da både
embedsmænd og andre velstands folk i det nordlige, boede i beskedne stuer med
faste bænke og bænkehynder kun nu og da en stol.
‘Rokko stil
Luis Seize Stue 1790
På 1800-tallet blev møbleringen rigere, men de var de
strenge, ret linjeret empireforme i mahogni og birk der dominerede. De passede
også godt til den slægt af virksomme, fædrelandsbevidste mænd og kvinder som
var med til at skabe opgangen efter 1814. Senere kom de mere borgerlige
biedermeyerformer, som sammen med empiren er bedst repræsenteret i en række
gamle handelshuse. Men også de ældre stilforme blev også bevarer pietetsfuld i
slægternes ejendom gennem generationer. Naturligvis blev også handelsstedernes
interiører for en stor del præget tilbage til forfædrenes dage og endda så
rigeligt at den helt op til i dag præger husene.
Foruden store sale og stuer var der mange andre rum som også
krævede sin møblering. Der fandt man ofte de gamle stilforme, tit i fint
håndværk når det gjaldt kabinetter, kammer og gæsteværelser. Især de sidste
skulle jo være præsentable og give den besøgende følelsen af hygge og velvære.
Endnu i dag kan man på et gammelt handelssted opleve at blive anvist et
gæsteværelse, som byder på en lun himmelseng med gardiner rundt, hvor det er en
vidunderlig oplevelse at krybe ned under dundynerne efter en lang og sur
rejsedag på havet. Langs væggene står et par gamle stole og et ditto bord, i
det ene hjørne hænger et højt barokspejl, og i det andet hjørne buldre det
hyggeligt i en gammel træ kakkelovn, der er billeder fra tiden og påført
kunstnernavnet.
Ellers er det bemærklesværdigt at ikke bare det enkle, men
til dels også finere møbler blev fremstillet på enkelte handelssteder. Det
kunne være en dygtig bygge snedker som var sat gang, men ikke sjældent var det
selve herskabet som syslede med den slags. På Røsvik i Sørfold findes et
møblement so er en sofa (kanape) og stole, som er fremstillet på stedet i
1820-årerne. Ligedan var der på Kvitnes i Karlsøy en hel del forskellige
møbler, som chatol, bord, skab og skab i louis seize stil og empire, udført med
stil og smag med enkle hjælpemidler. Sandsynligvis er nogle af dem lavet af
Hans Figenschou selv, som var en dygtig håndværker og blandt andet udskåret
fine smukke småting i bed. Handelsmand Armauer i Finnmarken var i sine unge år
i lære som snedker i Bergen, og på stedet findes endnu et møblement som er
produceret af ham, med kanape og stole i Bergens rokoko. Også Mette Marie
Normann på Røkenes har fremstillet stole, som er i Louis Seize stilen og ganske
smukt udført. Oprindeligt var de nok betrukket med stof hun selv havde vævet.
Interiører fra Kjerringøy
Ude i buer og oppe på loftet stod der gerne gamle kister som
var gået i arv fra den tid da de havde en hædersplads i stuen. På de ældste af
dem kan man sen de gamle våbenskjold med hjelme og løv. Nogen halvglemte
forbogstaver minder om at kisten en gang var skænket til brudeudstyr af en
opmærksom brudgom. Tromsø Museum har stadig nogle af disse kister, som efter
tradition og indskrifter har tilhørt skipper og handelsslægter. En mindre kiste
har renæssance præget figurmaling, et par større kister kommer fra
“Elias-mesteren” på Vestlandet – alle peger på en forbindelse med
Bergen. Men der findes også yngre former, bl.a. de cylinderformede rejse kufferterne
som var betrukket med sælskind og jernbeslået ofte med årstal og ejerens
forbogstaver. En sådan kendes fra Brox familien på Tussøy, en magen til fra
Jens Bing Dons på Havnvik er også bevaret, måske mange flere.
Kiste datert 1662 og dekorert med våpenskjold og initialer
for Ove Bjelke til Austråt og hans tre hustruer
Rejsekiste
Af den fædrene arv blev intet holdt så højt i ære end det
gamle sølvtøj. Ved arveskifter blev guld og sølv sager nøje ført til protokol
og fordelt mest muligt retfærdigt mellem arvingerne. Og hver nye generation
skabte sin stil og gav sit bidrag til familiesølvet, som ofte blev righoldigt.
Sådan var det blandt velstandsfolk overalt i Norge, og sådan var det på
Handelsstederne. Sølvsagerne havde nok sin værdi som pengeanbringelse i ældre
tid, men man elskede også tingene i sig selv for deres brugsværdi, og for den
skønhed og glas det kastede over livet til hverdag og fest. Det var med
stolthed at husmoderen fra skabte tog de skinnende sølvskeer ,gafler,
lystestager ,skåle, bæger og punch bowle. På mange af dem stod der snirklede
bogstaver fra 1700-tallet, eller de rette og stramme initialer fra 1800-tallet,
og fortalte om forfædre og venner som havde ejet de selvsamme ting og nydt
deres skønhed i lighed med de nuværende levende ejere.
Som man kunne forvente så var størstedelen af sølvet købt i
Bergen, og en række kendte mester navne fra Bergen findes i meget Nordlandsk
arvesølv. Kun en mindre del kom fra Trondheim, og enkelte senere tin fra
guldsmedene i Tromsø.
En del af arvesølvet og det meste af guldsagerne var nærmest
knyttet til klædedragten. Det er velkendt at man i ældre tid brugte rigeligt af
ringe, halskæder, øreringe, kappespænder, skospænder, søjler og knapper af
ædelt metal. Jo længere man går tilbage i tiden jo mere almindeligt var det at
man stillede sin velstand til skue på denne måde. Arve dokumenterne kan også
her fortælle os mange ting og smykker og klæder.
Mange af handelsslægterne kan man følge tilbage til
1600-tallet, renæssance dragten stadig var den rådende. Mandsdragten var da til
højtidsbrug sort med tætsiddende jakke og vide kortebukser som gik sammen ved
knæerne. Om halsen bar man en lille pibekrave lig den præsterne fremdeles
bruger, og på hovedet en høj hat. Gamle bergensiske glasmalerier viser
handelsmanden i denne dragt. Samtidens
kvindedragt kan man se i portrættet af præstefruen Ingeborg Blix i Bodin
Kirker, malet 1654, hun er stam moder til handelsslægten af samme navn. På
billedet bære hun en sort kjole med vid skørt, pyntet med agramaner fortil i
halsåbningen og ved ærmelinningerne, som er pyntet med hvide kniplinger. Hun
bære en høj, frem skrånende stivet krave, og i halsåbningen skinner det
gråhvide under linet med en smal linning rundt om halsen. På hovedet har hun en
tredelt sort hue og under den et hvidt hoved linned (tørklæde), og ned fra de
foldede hænder hænger en broderet, firedelt taske med blomsterornamenter i
gråhvid og sort.
Ingeborg Blix
Men disse var højtidsdragter, det vare det samme som senere
tider hvor man også havde et sæt mørke klæder til kirkegang og højtider. Ved
siden af havde de også mere farverige stadsklæder til festbrug, både i fløjl og
brokade, sådanne dragter eller dragt dele har længe været gemt i Benkestok
slægten. Et portræt på Bodin præstegård
malet 1652, viser en ung mand i brunlig-grå dragt. Han bærer en stramt
siddende, kort trøje med en tæt række små sølvknapper foran, i halsen en
blåhvid, skråt udfaldene krave med kvaster i midten, ved ærme åbningen lignende
opsalg på et bredere rosa silkeslag med kniplinger. Over skuldrene bærer han en
vid, gråbrun kappe med sølv knapper på albuen, og i højre hånd en højpullet og
bredbræmmet hat med gildesnor. Efter en tradition skal maleriet forestille Erik
Blix, søn af fru Ingeborg. Hans efterkommere findes blandt handelsmænd på
Vevelstad og andre steder.
Om klædedragten hos nordlandske handelsmænd og deres kvinder
fra slutningen af 1600-tallet og fremover kan man en del til gennem
testamenterne. En skipper og handelsknape som Knud Olsen på Storsteinnes ved
Tromsø, død 1730, havde til højtidsbrug en sort klædes-kjole med sorte
plysbukser, til anden stadsbrug en brun “makis” kjole og en sort
blomstret kallemankes vest, til dagligbrug tøj af gråt klæde med en blå foret
vest, trøje uden knapper og korte bukser. Han ejede også flere sølv penne og en
mængde sølvknapper, som nok delvis har været til salg – Han kone, som også var
af skipperslægt, har til kirke beklædning brugt en gammeldags dragt med sort
sjagrins kjole med skørt, og over den en sort mantel af “dragedam”
altså noget i lighed med dragten hos Ingeborg Blix. Men hun havde også stof
liggende til et kjoleliv af blomstret, uægte gyllenstykke, hun ejede desuden et
taftskørt med røde “fabler”, og en hvid blomstre slæng kappe af
atlask, foret med rødt “bast” som vises ved ophæftning. Et par
forgyldte bælte spænder, nogle forgyldte sølvknapper og 5 par gamle finnemaljer
(sko) har også tilhørt hendes
beklædning. Atlask kåben alene har kostet 10 rdl. i forhold til en god malkeko
som koster 3 rdl.
Endnu rigere var garderoben hos Ahlet Lind, død 1746, hun
var datter af en Trondheims borger og gift ned skipper og bondehandler Hans
Olsen Norman i Tussøy. Hendes stadsklæder var en grøn damaskets “adriane (
en kjole med slæb), foret med rød taft, til den hørte et skørt med hvid taft
under, samlet vurdering 40 rdl. Over kjolen bar hun en grøn damask kåbe foret
med kattun og med hermelin besætning, værdi 16 rdl. Hendes kirke klæder var en
sort kappe adriane, et sort damasks skørt foret med silke, og over denne dragt
en sjagrins kåbe med for af kattun. Af andre kjoler ejede hun en blå stof
adrienne og til den et blåt bastes klokkeskørt, en gul silke adrienne med
skørt, en askegrå stukken taftes trøje med skørt, et fiskebensskørt af stribet
stof med grøn plydskant nederst, og et grønt taftes udstoppet skørt. Til disse
klæder havde hun forskellige overfrakker, som en stribet stof kåbe med er par
sølvhægter, en brun atlaskets kåbe med sølv hægter, og en rød fløjs modest
(skulderslag) med guld hægter. Disse guldhægter ejes fremdeles af en kvindelig
efterkommer.
Man kan også nævne hvordan en rig knape Hans Jul Figenschou
på Kvitnes var klædt. Han omkom “ved en ynkelig og ulykkelig hændelse på
havet” i 1756. Søndagsklæderne var en ny beklædning, bestående af kjole,
vest og bukser af fint sort stof, “so var den salige mands brudgoms
beklædning” Til andet fint brug har han haft en blå beklædning, med kjole,
vest og bukser. Til mere hverdags brug var vel hans sorte kollemankes vest og
en brun “skansløper” (kort trøje), en grå skansløber med bukser til,
en brun og hvid kollemankes undertrøje med sølvknapper, en hvid semsket-skinds
trøje med sølvknapper, og en blå kollemankes “brøstdug (vest) med
sølvknapper. Til hans beklædning hørte også et par sølv skospænder.
Disse eksempler er gengivet så udførligt for at vise hvordan
Holberg tiden dragter blev brugt af handelsmænd og deres kvinder også længst i
Nord. De var velstandsfolk og klædte sig som de havde råd til. Nu skal man huse
at disse skippere og knaper af navn var bønder og deres stadslæder har nok forarget
mangen en embedsmand på den tid. Høre bare hvad sorenskriver Thomæsøn i Senjen
og Tromsø skriver om dette i 1768. Han siger først “at mandfolkene (blandt
de egentlige bønder?) går enkelt klædt, de bruger vadmel og groft klæde, men
kan vel også have en trøje af stof eller kollemank med sølvknapper. Derimod er
ikke rart (sjældent) at se kvindekønnet pynter sig anderledes end deres formue
og stand sømmer. At se en bonde-kone med kåbe af damask eller andet silketøj,
en bondepige med kruser nølle (hue eller hætte med stive trådkniplinger og
blomster, med pudrede krøller fortil), hoftepuder, kniplings manchetter, ørehue
med cripiner – om de end skal krepere derfor – og deslige narrerier, bånd,
roser og mere, er ikke sjældent at se, så at en del af dem er ret store
abekatter. Årsagen er, at her i landet (Nordland) gives en større mængde af
bondeadel end andre steder, hvis forældre eller forfædre har været noget mere
en slet og ret bønder, så de ville deraf lade sig tykke noget, så syntes og andre
ret og slet bønder ej at ville være mindre”.
Efter 1770 blev jo en hel del af denne “bondeadel” sammen med andre privilegeret som
gæstgiver og derved formelt hævet over bondestanden. Samtidig skete overgangen
til rokoko tidens farverige dragter. Boet
efter proprietær og gæstgiver Johan Hyssing på Rosund 1788 giver et godt
indtryk af hvordan disse herremænd gik klædt:
Hans højtidsdragt var den almindelige sorte kjole med vest,
desuden ejede han mange stadsklæder, som en bleg rød kjole med vest og bukser –
foret med skarlagen, en blåviolet kjole med vest, en rød og spættet kjole med
vest, dertil bukser af lignede stof, en ny grøn klædes kjole og vest, en rød
klæde kjole med damask vest i samme farve, en gammel grøn kjole og vest. Blandt
flere enkelte stykker nævnes en blå silkevest. Mere til hverdagsbrug var
antagelig en kaffebrun kjole med vest og bukser, og en anden brun kjole med
vest og blanke knapper. Af andet tøj nævnes tvende manchetskjorter med
kniplings tysj og manchetter, 6 blå og hvide nathuer, to par alun skindhandsker.
På hovedet har han båret en ældre “marledons” paryk og senere en
mindre, rundskåret paryk. Til udendørs brug nævnes en rød fløjls skindhue, en
hvis sortute (kappe med skulderslag) og en grå rokkelor (overfrakke).
I det hele taget var glade farver, ofte i pasteltoner, det
som prægede beklædningen i slutningen af 1700 tallet. Tromsø Museum har en
samling beklædninger og stykker, delvis fra de gamle handelssteder. Der er en
noget ældre rød frakke med gule messing knapper, en nydelig gråblå snippkjole
med tilhørende beige livstykke i blomstret lilla og andre farver, trange
korsetter og spidse brokade sko. Alt passer godt til det indtryk man får af en
rig og farveglad tid under handelsstedernes første blomstrings i perioden 1780
– 1810.
Efter 1814 skifter moden over til enklere former. Ikke så få
steder i Nordnorge findes malede portrætter af den tids handelsmænd i mørke
jakker med en stor udfaldene krave påsat, og kalvekryds eller fadermordere tæt
op under hagen. Ved siden af mandens portræt hænger ofte billedet af hans kone,
hendes ansigt er ofte omslutte af en velsivet blonde kappe som bindes med en
stor sløjfe, og hvis linjer gider over i en pibekrave rundt om halsen. Sådan
ser man Arent Schønning og hustru i Stoltenbergs nydelige portrætter fra 1830
årene, Sverdrup på Kjerringøy, og Qvale og hustru fra Kvaløy i Balle Lunds
malerier.
Men en ting må tilføjes: Det ser ud til at især kvindeklæderne i ældre tid for en stor del
blev fremstillet af indført stof og pyntet med alle slags fremmed pynt og stads.
I dette skete der åbenbart en stor forandring under krigsårene.
Både på handelsstederne og rund om i bondegårdene lærte man “nød lære
nøgen kvinde at spinde” Uden tvivl betyder krigsårene et gennembrud for
kvindelig husflid her i det nordlige. De mange smukke dragter man kan beundre
på 1800 tallets portrætter og fotografier, er ikke sjældent syet af tøj fra
hjemmelavet uld, og spundet og vævet af flittige hænder lokalt.
Foruden bolig og kæder var også borddækning, køkkentøj og
mad ofte anderledes i gammel tid i forhold til nu. De ældre skrifter fra 16 –
1700 tallet viser at skippere og knaper nordpå havde rigelig med linned duge
til at lægge på bordet. Det var mange tinfade og tin tallerkener, ofte med navn
og årstal påført. Bæger og krus af sølv og tin stod og skinnede i glansen fra
bord lysene. Ølkander af træ fandtes også. Skeer var mange af, men man høre
mindre om gaffel og kniv. Fisk, kød og brød i forskellige former var
hovedkosten, øl til maden var daglig kost, med lidt brændevin tilsat. Mælkemad
i træskåle var almindelig den gang og senere.
Men det er først på midten af 1700-tallet at stentøj og
porcelæn kommer til hverdagsbrug. Det hænger sammen med at fremmede kolonial
varer som the og kaffe nu blev billigere og fik en stadig større popularitet.
Engelsk stentøj og københavner eller tysk porcelæn sammen med italiensk fajance
fandt vejen nordover til handelsstederne, og snart efter gled de nye
nydelsesmidler og serveringsformer ind i dagligdagen. I opgangs tiderne fra
1790-årerne og fremover trængte de nye drikkevarer ind overalt. Der blev nok drukket
mere brændevin end før, fordi folk havde bedre råd, men kaffe og the blev
uvilkårligt konkurrenter til brændevin. Fogeden Arnkiel i Salten skrev i 1791
at tevand som før kun blev serveret på distingveret steder nu var noget hver en
bonde også skulle have, selv ungdommen på fiskeri måtte have te kedlen med. Og
kaffedrikningen havde taget rent overhånd mange steder.
Fra regninger fra Bergens købmænd og andre ser man på
slutningen af 1700-tallet, at de var påført et ganske rigt udvalg af kolonial
varer. Foruden kaffe the og vin kunne man se svesker, rosiner, mandler og
nødder, alt sammen ting som var fine til gæstebuds kost. Jekterne medførte også
varer nordpå som citronsyre, som vel delvis blev brugt i punch, men også til
kager og buddinger. Derimod er tilførsel af citroner og andre eksotiske frugter
noget som først kommer sener, og i begyndelsen kun sparsomt. Her fik hjemlige
have bær og vilde vækster fortsat være til syltetøj og lignende.
Ellers havde det daglige bord på handelsstederne nok meget
til fælles med almuens mad, ikke mindst i form af særskilt nordlandsk kost. Der
vankede sæl, hval kød, ryper, rensdyr oh ikke så lidt af edderfugle æg og måge
æg langs store trækninger af kysten.
Helle det store hushold med sit mangfoldige køkken var
husmoderens område og virkefelt. Om hun så havde en tjener på hver finger, var
der nok at gøre for hende fra morgen til aften. De store stuer skulle holdes
rene, soverum reddes og gæsteværelser klargøres til nye besøgende. Det var ikke
småting af sengetøj og lærred som måtte syes, vaskes, stryges og rulles i et
sådan hus. Noget kunne gøres med manglebræt og rullestok, men større vask måtte
på den store rulle med tunge sten ovenpå, så det har nok været tungt at rulle
den. Der var dyner og puder som skulle stoppes med edderfugl dun eller fjer fra
lunde, rype eller høns. Lagener med border og håndarbejde til mangfoldige
senge, borddug og andet lindet skulle syes, stryges og efterses.
Både familiens kvinder, logerende fruentimmer og tjenestepiger
havde nok at se til med de kvindelige håndarbejder. Spinding og vævning tog sin
tid udover høst og vinter, måske med en spindedame eller væverske til hjælp, så
de var mange i gang og de hyggede sig sammen. Små pigerne gjorde nytte hvor de
kunne. Når de skulle lære at broderer, blev de sat til at sy morsomme navnetræk
med billeder, årstal og bogstaver. Nogle af disse kan bære navne på familie og
nærmeste slægt, med et gudeligt vers i midten. Eller pigerne syede prøver på
forskellige sømme og mellemværk, som de unge damer siden broderede deres udstyr
og andet tøj med.
En fiks og flink hus jomfru kunne her være til stor hjælp
både ved at gå husmoderen til hånde og oplære de små piger. Mange reflekterede
på et avertissement som dette fra 1848: “en jomfru af god familie, omtrent
28 år, ønsker sig ansættelse som husjomfru enten i Tromsø eller på landet. Hun
er vant til at forestå et hus, øvet i de fleste Fruentimmer netheder, såsom
hatte og kappeopstikning, skræddersøm, blomster, papirarbejde, linsøm, broderi
etc. Reflekterende ville behage at opgive den løn, de byde, m. M.
Ofte havde en husmoder fin hjælp af sine voksne døtre, som enken
Coldevin på Melbu: “De tre døtre, Hilda, Kirstine og Marie, tager hver sin
tur for en uge ad gangen med at styre den store gård, og et de gør
beundringsværdigt godt. Hver mindste detalje i madlavning og husholdning
besørges på den måde af dem i tur og orden”. Den svenske rejsende Sven
Nilsson siger i 1816: “Man anser det i Nordlandene for en større lykke at
have døtre end sønner. Til de sidste er det vanskeligt at få lærere, de første
undervises af moderen. Unge piger i Nordlandene er mere huslige og får en
fortræffelig praktisk opfostring. De syer selv deres klæder, deltager i
husholdningen og har god fat i køkken og spisekammer, stabbur og pakhus”.
På lignende måde havde ethvert større hus i de dage rigtig god nytte af al
kvindelig hjælp til familien. Også blandt dem som fik ophold i huset af
medmenneskelighed eller carite, var det kvinder som efter deres formåen gav en
hånd med i husarbejdet.
Den daglige madlavning i køkkenet krævede en pige eller to
under husmoderens opsyn. Var der gæster eller selskabelighed, krævedes der
flere hænder og husmoderen med betroet hjælp stod selv for tilberedningen og
anretning af maden. I køkkenet skinnede det i de store jerngryder og
kobberpander, fiskeforme, munkepander, tinfad, tallerkener, kopper og kar af
alle slags. Der var kageforme, vaffeljern og gorojern (flad tynd kage).
Stegning og kogning foregik til langt ud på 1800-tallet overalt i åben muret
ildsted, og bag det lå der den store bageovn, som kunne tage det store brød
bageri.
Husholdningen havde sine travle perioder ikke kun ved mindre
besøg eller gæstebud, men også når Lofottur og Bergens fart forestod, i slagte
perioden på høsten, og op til de store højtider. Et handelssted måtte på de
dage være rustet til overvintring, og det var godt med egen gård og kvæg. En
stor del slagter varer blev vel også indkøbt fra nabolaget, og alt blev forarbejdet
og lagret efter vanlig opskrift. På vinteren før jul var tid for spinding,
vævning, strikke og sy.
Lysestøbning var også noget de selv stod for og selv
udførte. Mange steder brugte de vel den enkelte måde at hænge lys snore på en
ramme som de dyppede i smeltet talg og hængte til tørre over et par årer eller
stænger. Nogle steder, f. eks, Nergårdshamn, havde de et rundt bord med drejbar
skive og kroger på undersiden. På den hang små skiver med lys snore, som så
blev dyppet og hængt op i tur og orden. Lige før jul kom så bager damerne til
huset, kageforme og bageplader kom i sving, og hele huset blev gjort rent, og gardiner
hængt op.
I den mørkeste vintertid forsøgte man at udnytte dagslyset
så meget som muligt. Middagen kunne for en stor del spises i dagslys ved
vinduet, og siden hold man “skjømming” til lysne måtte tændes. På et
handelssted regnede de man at bruge 6 lys om dagen i en stue, der blev da
brændt to lys samtidig. Mere en i vore dage blev kredsen om lysene et
samlingssted for familien, og dette forandrede sig ikke stort da
moderatørlampen og senere petroleumslampen kom i brug.
Moderatørlampe
Var det søndag eller en anden rolig dag hyggede man sig ofte
med højtlæsning eller musik. De unge damer og enkelte herre skrev mere eller
mindre smukke vers til hinanden i poesibøgerne. En kærlig hus fader satte sig
ned og skrev på guld kantet papir nogle fromme digte som gave og venlig erindring
fra deres dem altid elskende fader.
Den gang som nu var julen den store hjemmenes fest. Men
juletræet og de flotte gaver er først kommet til i de sidste generationer på
handelsstederne. I ældre tid var det enklere, men ikke mindre hyggeligt for
det, måske tvært imod. Man kan ikke give et bedre billede af en gammel jul på handelsstedet
end ved denne skildring fra en som for mangfoldige år siden trådte sine
barnesko på et af Helgelands største steder: “Til stedet og bedriften var
der knyttet 60 til 70 personer med stort og småt hele året rundt, og i julen
blev velviljen og omsorgen ligesom samlet i et brændpunkt.” Han minder om
hvordan julen krævede store forberedelser i lighed med det som er nævnt ovenfor.
“Og ikke nok med det: Før jul kom skomageren, som havde sin faste plads på
et loft i et altmulighus hvor der også var bageri. Han syede sko til piger og
børn, fordi skotøj var en kærkommen julegave. Kunsten stod ikke højt. De blev
syet på en ben læst, noget som ikke findes mere. For husmoderen gjaldt det om
at koge gomme (Gomme er en ostemasse af brestet (syrlig skilt mælk som kan
serveres til for eksempel lefse og vafler. Gomme kan også serveres som en selvstændig
ret, gerne mod slutningen af måltidet.
Gomme har lange traditioner og ble i stor grad benyttet som festmad der vi i
dag serverer kager, for eksempel til jul)
Gomme
Husmoderen skulle lave hakkepølse, kalvkjeppe og skinke, og ikke mindst alt det
som skulle bages til hele julen. Man synes endda man kan se hende stå ude i
bryggerset og lave butterdej i skinkåbe.
Fordi den skal laves koldt. En gammel pige støber lyse efter alle kunstens
regler. Helligtrekongersdag skulle herren og fruen med alle børnene have hver
sit trearmet lys. Fruen havde ikke så lidt arbejde med at pakke kasser til de
fattige og pårørende, som hver jul var vant til at blive erindret”. Så
fortæller han om alle folkene som kom til handelsstedet for at foretage juleindkøb:
“Der var ingen lukketids regler og handelen foregik i dagene op til jul
helt til midnat. Kunderne fra øerne som lå udenfor lå over, ofte hændte det at
de måtte vente mange dage før det igen blev tilpas vejr til hjemturen. De fik
logi i den gamle gård, hvor der altid var rigelig med senge. Endelig kom
juleaften og med den naboerne, som havde udsat handelen til sidste øjeblik, det
var et slid. Alle skulle ekspederes, og alle skulle have en snak sammen med
handelen. Det var ofte kopper med guldkant som blev købt. Der skulle vejes
masser af sirup, tobak, kaffe og sukker. – Klokken 5 blev der serveret mølje,
som var faltbrød overhældt med oksefedt og sirup. Dertil akvavit og øl.
Butikkens folk kom op for at spise efter tur, og så var det bare ned igen for
at ekspederer. Men kl. 8 sagde herren: Nu er det nok, vi vil have helg.
Juleaftens morgen blev det store gulvtæppe – med mange mands
løft – lagt på stuegulvet. Det afløste den gamle skik med at strø bar og eine
på gulvet. Juletræet blev båret ind og pyntet med lys, kurve med rosiner,
figurer og bagværk. Da man endelig var kommet til kl. 7 blev der sendt
julegodter til dem af tjenerne som var gifte, og boede på øen. Det var sirupskager, en flakse
brændevin og en flaske mjød. Endelig blev klokken 8, og da skulle alle være klar
til at spise grød og kveiten som julemanden kom med.
Det først år af herrens ejerskab havde han genoptaget den
gamle skik at juleaften og jule dag så skulle samtlige tjenere spise i stuen
sammen med herskabet. Jeg husker endnu tjenerbordet på tværs af værelset med
plads til 10 – 12 personer. Men skikken fortaber sig efterhånden som forholdene
blev mindre patriarkalske og tjenerskabet fandt det som et bånd på sig selv at
skulle spise med herskabet. Maden var imidlertid den samme for alle.
Så blev bordene ryddet væk. Julelysene blev tændt,
juleevangeliet oplæst og salmerne sunget, hvorefter man gik over til
julegaverne. Disse bestod foruden de nævnte sko til damerne, af kager, slik og
julens uskadelige drik Mjød, som også serveredes til børnene. Saft var dengang
en ukendt ting, syltetøj noget som kom i små portioner og kun ved særlige lejligheder.
Vi børn fik en lille ting af vore forældre, og af bedstefar
en lysestage eller en anden ting af blik. Han var mester i at forme i blik, og
det var hans hemmeligheder op til jul, så alle fik sin gave. Når jeg tænker på
de beskedne gaver til tjenerne og børn på disse dage i modsætning til nutidens,
må jeg forfærdes. Klokken 10 var det slut, og herskabet gik over til de gamle
bedsteforældre, hvor de blev beværtet. For børnene var det en stærk oplevelse
for maven med alle de gode sager, og natte blev nemt en urolig nat. Julemorgen
oprandt med kager og gode sager, deri blandt det fredeligst af alt: Jomfru
Maria kagen med sveske fyld og navnetræk i butterdej fra mormor, jo det blev
helligdag”.
Det kan tilføjes at nogle få steder blev det brugt i gamle
dage at tjenerne i juledagene overtog herskabets værelse, men det var næppe
almindeligt. Som ovenfor nævnt, blev det også med tiden vanskeligt at lade
tjenere og husfolk spise med herskabet. Ligeså gik det med hus andagterne, som
i ældre tid var almindelige. Mange steder har man søgt at holde dem ved lige.
Alligevel kan man i mange familier få en rig følelse af god gammel hus skik og
religiøs tradition.
En søndag på et sådant sted var en god oplevelse.
