
Jens Munk og Ove Gedde rejse til Trankebar
- Oprettelse af Det ostindiske Kompagni
- Ove Gedde Admiral 1594 – 1660
- Marcellus de Boschouwer
- Fra Sundet til Isle of Wight
- Fra Isle of Wight til Kap Verde
- Kap Verde, Sørøver
- Kap Verde, Klargøring
- Over Ækvator til Kaå det Gode Håb
- Ophold på Kap Det gode håb
- Fra Kap Det Gode Håb til Komorerne
- Fra Komoerne til Ceylon
- Forhandlinger på Ceylon
- Hos Kejseren af Candy
- Forhandlinger med Naichen af Tanjour
- Forberedelser til hjemrejsen
- Hans Hansen Lindenov
- Ove Gedde, Liv & levned
- Roland Crappe
- Robert Knox billeder
- Trankebar
- Turen til Candy
- Jens Munk og Ove Giedde kapsejlads
- Skibsartiklerne
- Trankebar traktaten
Citat fra Torkild Hansen Jens Munk 1970, Gyldendal
Jens Munk er tilbage i 1616 i Pilestræde København hvor han kaster sig ud i hvalfager interesser og er i en holden mand og det er med undren at han ikke står på skibslisterne på de togter som han og Mikkel Vibe gennemføre i sommeren 1617. De gennemføre med en besætning af baskere med erfaring i hvalfangst som Jens Munk har hentet i Spanien.
Han havde tilvejebragt de baskiske fangere, han havde årelange erfaringer i sejlads under arktiske forhold, og han havde givetvis betydelige økonomiske interesser i togtet. Men han er ikke nævnt blandt dets deltagere. Når dertil kommer, at man for Jens Munks vedkommende ikke er i stand til at redegøre for andre rejser i sommeren 1617, er det forståeligt, at en sagkyndig forsker som Gosch lader sig friste til en påstand om, at han var med. Nu foreligger der imidlertid fra Bernt Gundersens hånd en udførlig rapport fra det begivenhedsrige togt, som Gosch øjensynligt ikke har kendt, og det er utænkeligt at Gundersen i en så detaljeret redegørelse har kunne undlade at nævne Jens Munks navn, hvis han havde være med. Men Gundersen omtaler ham ikke. Man må derfor slutte, at Jens Munk i sommeren 1617 opholdt sig i København, og det giver et fingerpeg om hans nye status.
Det er den første sommer, han tilbringer i denne by. Lige siden ankomsten hertil for næsten 20 år siden har han hvert eneste år været ude at sejle i sommerhalvåret, men i 1617 er han sin egen herre, det er ikke længere nødvendigt, at han selv tager del i det våde, hårde arbejde på havet, det ligger strengt taget under han værdighed, han er stadig kaptajn, ja vel, men er han som medlem af Mikkel Vibes konsortium ikke også et stykke af en skibsredder.
Der havde ellers nok været brug for ham på Svalbard. De engelske hvalfangere, som lå deroppe med deres bevæbnede skibe, ville ikke finde sig i Bernt Gundersens tilstedeværelse de beslaglagde hans hvaler, overfaldt hans baskere, kaprede hans slupper med sejl og fangstredskaber og chikanerede ham på alle tænkelige måder, skønt han kunne henvise til, at han befandt sig på et farvand under den danske konges højhedsret.
Det var da også i denne anledning, ar Christian den Fjerde sendte dr. Charisius til London med protester og erstatningskrav. Trods trakasserierne lykkedes det dog Gundersen og hans baskere at hjemføre et langt større bytte end året før. De fangede 17 hvaler, hvoraf englænderne lod dem beholde de 13, der indbragte ca. 650 oksehoveder tran. Men markedsprisen i Amsterdam, der dette år lå på omkring 40 gylden pr. oksehoved, svarede det til en samlet værdi af 26.000 gylden. Lægger man hertil udbyttet af togterne langs Nordnorge, der ikke er nøjagtig kendt, står det klart, at Mikkel Vibe og konsorter har haft en indtægt, der rigeligt dækkede deres udgifter.
Selv om dette overskud skulle deles mellem flere interessenter, og selv om Jens Munks andel i foretagendet hørte til de mere beskedne, kan der dog ikke herske tvivl om, at han på ny var kommet i
besiddelse af en betydelig sum penge. Tre år i træk havde han nu haft en indtægt, der langt oversteg de 200 rigsdaler, han havde årligt som søkaptajn på Bremerholm. Den slags går ikke upåagtet hen i en lille verdensstad, det var nu ikke alene på Amagertorv, man tog hatten af for ham, selv ved hoffet steg hans
anseelse, og hans Majestæt blev atter opmærksom på den lille søkaptajn, der året før havde besvaret udfordringen fra hans adelsmænd med at forlade Bremerholm. Da Christian den Fjerde den følgende vinter planlagde det store koloniseringstogt til Ostindien og blandt sine højt fortjente adelige og uadelige kaptajner søgte en mand, der kunne lede det, faldt hans valg på Jens Munk. Der er ingen tvivl. Kendsgerningen meddeles i levnedsskildringen fra 1723 og bekræftes af en optegnelse i Sjællandske register: Den 20. februar 1618 modtog Jens Munk kongens ordre til at klargøre og føre de skibe, der skulle med på den ostindiske ekspedition.
Datoen betegner det hidtidige højdepunkt i Jens Munks Løbebane, en uhørt triumf over de adelige kaptajner, der havde funder ham uegnet som næstkommanderende på et togt, som ikke skulle strække sig længere end til Nordkap. Skulle hans gamle drømme fra ungdommens dage omsider gå i opfyldelse? En lykke kommer sjældent alene, efter hans held som hvalfanger lå nu også berømmelsen som opdagelsesrejsende inden for hans rækkevidde. Han var uafhængig og kunne disponere. Efter at have modtaget den kongelige udnævnelse, indskød han 300 rigsdaler af sit overskud fra togtet til Svalbard i det ostindiske kompagni, så drøftede han den kommende sæsons hvalfangst med Mikkel Vibe, og til sidst, en forårsdag med passende vejrlig, iførte han sig sin korte sorte kaptajnskappe og begav sig atter ad den vante vej fra Pilestræde ned bag ankersmedjen, hen over Stadsgraven og ind gennem Bremerholms Port.
Hvalfangst på 1700 tallet
Som krønikerne siger: man skulle kunne standse historien her. Fordybe sig i billedet af Jens Munk, der atter er vendt tilbage til Bremerholm, og som nu udvælger tre af kongens mest velegnet skibe til det store togt, gennemgår dem fra køl til mastetop, beordre hensigtsmæssige ombygninger og nødvendige reparationer, udtager mandskab, opretter lister over udstyr, proviant og forsyninger, forestille sig den lange rejse, gensynes med troperne, det store havblik langs ækvator, passaten og Afrika, monsunen og Indien. Man skulle kunne standse beretningen her, men det lader sig jo ikke gøre. Det blev ikke Jens Munk der kom til at lede de danske orlogsskibes berømte togt. Han varetog klargøringen, tog ansvaret for hver kofilnagle ombord, men han blev ikke togtets admiral, fik ingen kommando, kom ikke engang med. Et halvt år efter disse begivenheder har kongen fortrudt sit valg og overdraget ledelsen af ekspeditionen til en anden mand, der kun er 24 år gammel, uden erfaring fra et eneste skibsdæk, ikendt med forholdene i troperne, mere end 15 år yngre end Jens Munk.
Igen er det det ubestikkelige Sjællandske register, der leverer os den fornødne dokumentation: Den 24. oktober modtog velbyrdige Ove Giedde konges ordre til at sejle de klargjorte skibe “Elefanten” “David” “Christian” og “København” til Ostindien, og en måned senere, den 29. november, noterede kongen i sin dagbog: “I dag sejlede vore indianske flåde under Ove Giedde ud af sundet. Den almægtige Gud give dennem Lykke!”
Man kunne herefter formode at Jens Munk ligesom tidligere ville holde sig skadesløs for tabet og skuffelsen ved at samle sig om hvalfangsten og udnytte det held, der i det mindste havde tilsmilet ham der. Men denne formodning slår fejl. Det er tværtimod en kendsgerning, at han samme efterår også må opgive sin forbindelse med Mikkel Vibe, ja at han på intet senere tidspunkt af sit liv genoptager hvalfangst, der havde kostet ham så mange anstrengelser og så mange penge at organisere.
Dette efterår har Jens Munk kunnet bevæge sig temmelig ubemærket hen over Amager Torv. To store ambitioner er kunst, og den slags forbliver heller ikke upåagtet i en lille verdensstad. Hvad er forklaringen? Hvorfor har kongen trukket sin udnævnelse tilbage. Hvorfor har Mikkel Vibe indstillet samarbejdet. Man står her ved et af de mest gådefulde afsnit af Jens Munks liv. Hvad er der sket i det korte tidsrum, der forløber fra den 20. februar, da kongen overdrager ham ledelsen af skibene til Indien, til den24. oktober, da den samme post besættes med Ove Giedde?
Det er i året 1618 efter vor frelse. Skillingen er faldet igen, 84 på en sølvdaler mod 80 for kun to år siden. Man er gået i gang med arbejdet på den store bro over til Amager, der får navn efter den velagtede
rådmand Hans Knip, som skal påse, at ej større vognlæs ager over, end to heste kan trække. PÅ Amagertorv dukker der en lille italiener op og forfærder byens borger med sin uhyggelige forestilling, og i løbet af efteråret viser der sig en stor komet over byen. Folk kalder den “Koste”. Ser den med ubehag
komme til syne aften efter aften oppe på nordhimlen. Husker måneformørkelsen, der indvarslede Kalmar krigen. Ved, at skæbnesvangre begivenheder atter er nær.

Knippelsbro KBH. 1618 – 20
PÅ det tidspunkt var Det Ost Indiske Handelskompagni allerede to år gammelt. Det stiftedes 1616 i begyndelsen gik det lidt tungt med indtegningerne, men så dukkede der en hollænder, som kaldte sig Marselis de Boshouwer op i København. Boshouwer fortalte at han havde levet en årrække på Ceylon og præsenterede sig for kongen som den ceylonske kejsers personlige rådgiver, fyrste af Migomme, ridder af Solens Orden, Øverste i kejserens krigsråd of Storadmiral i hans flåde med mere. (Datidens Stein Bagger). Den var ikke gået hjemme i Holland, men Christian Frederiksen blev imponeret. Han tog sin betydningsfulde mine på og studerede den smukke kejserlige fuldmagt, som hr. Boshouwer selv havde fremstillet til lejligheden. Det var i orden. Kongen ville gerne slutte en venskabspagt med hans kejserlige Højhed, Danmark ville gerne forpligtige sig til at sende en flådeafdeling til Ceylon og befri landet for de
portugisiske undertrykkere mod til gengæld at få eneret på handelen med øen. Fyrsten af Migomme forsikrede, at der fandtes hele bjerge af krydderier, perler og elfenben. Christian den Fjerde fandt ham mere og mere sympatisk og tilbød ham en plads i kompagniets øverste ledelse. Fyrsten af Migomme lod sig modstræbende overtale. Til sidst udnævnte kongen en præsident for det hele, det skulle være hans søn med den søde Kirsten Madsdatter, hr. Christian Ulrik Gyldenløve. Fyrsten af Migomme fandt, det var en fortræffelig ide. Den højtærede præsident havde på dette tidspunkt nået en alder af 5 år.
Så var man klar til at sende ekspeditionen af sted, og i midten af november forlod Ove Giedde som nævnt København med sine fem skibe, hvoriblandt det ene medførte den gode Boschouwer, som nu var blevet en velhavende mand. Historien om den ulykkelige rejse, hvor over 300 mennesker mistede livet, er beskrevet i andre afsnit.
Det nytter naturligvis ikke at anstille betragtninger over, hvorvidt det havde fået et gunstigere forløb, hvis kongen i stedet for at sende den ukyndige Ove Giedde af sted havde fastholdt sit oprindelige valg og ladet ekspeditionen lede af Jens Munk. Foretagendet var jo under alle omstændigheder kompromitteret ved den farlige Boschouwers medvirken. Tilbage bliver der en rækkemomenter i kongens beslutning, som kræver nærmere forklaring. Ove Giedde var på dette tidspunkt en ganske uprøvet mand, han havde aldrig haft kommandoen over et skib, han vidste ikke et ord om navigation, begrebet handel var for ham
en lukket bog, han besad ikke de fornødne sprog kundskaber og dertil kom, at den unge mand med sit kolde, selvbevidste og egenrådige væsen ikke var i stand til at opretholde et blot tåleligt forhold til sine undergivne.
På alle disse punkter er Munk ham overlegen. Man har aldrig set en bådsmand desertere fra et af hans skibe, Ove Giedde må endog idømme sine styrmænd disciplinær straffe. Begrebet mytteri er en ukendt foreteelse i Munks talrige sejladser, Ove Giedde må med våbenmagt nedkæmpe et åbent oprør. Jens
Munk havde en lang uddannelse bag sig netop i handelen på kolonierne, han kendte fra mange års samliv portugiserne, de folk man i første række ville komme til at forhandle med på togtet, og han talte deres sprog som en indfødt. Ove Giedde omtaler gentagne gange sine vanskeligheder med at fremskaffe en portugisisk tolk, og vigtige forhandlinger løber ud i sandet på grund af sprogvanskeligheder.
Når kongen alligevel foretrak ham frem for den allerede udnævnte Jens Munk må der ligge vægtige motiver bag. Men hvilke? Som ofte før kan levnedsskildringen fra 1723 lede os på sporet af en forklaring. Det hedder her, at “som hand til sidst ey kunde komme til rette med de vedkommende, og han ey blev holdet, hvad var lovet, syntes ham siden, Hans Kongl. Majst. ickuns havde laant ham til Compagniet, at hand ey var pligtig til ar tiene dem. Hans Majst. var der paa saa naadig, at frietage ham for sådan Reyse.” Det kunne med andre ord se ud, som om det er på Munks eget initiativ, at samarbejdet brydes. Hvorfor ser han sig da nødsaget til at give afkald på det enestående tilbud? Levnedsskildringens forklaring er, at han ikke kunne blive enig med de rette vedkommende, og at han ikke ville holde, hvad man havde lovet
ham. Der er ikke tale om penge spørgsmål, på en ekspedition af dette omfang kommer det ikke an på nogle rigsdaler fra eller til. Det, man havde lovet ham, og som man ikke ville holde, var ganske enkelt det ene, at han skulle blive togtets leder. Det har han belært af sine egne erfaringer gjort til betingelsen for sit tilsagn. “De vedkommende” kan ikke være andre end hans gamle fjender, de adelige personer, der sad i kompagniets ledelse, og som med stigende mishag havde fulgt hans succes som hvalfangerreder. Det er dem, der får omstødt kongens udnævnelse, så de i stedet kan presse en af deres egne ind, og denne
mand er Ove Giedde. Der er sket nøjagtigt det samme som der skete før togtet med de 12 adelsmænd i 1616, Munk er blevet degraderet til fordel for en adelig. Han er på ny kommet i den situation, som han kendte til lede fra togterne med kongens diplomater: at stå med hele sagkundskaben og ansvaret uden at have den afgørende kommando-ret om bord. Men i 1618 kan han gennemskue spillet og forudse konsekvenserne. Det er grunden til, at han trækker sig tilbage. “Hans Majestæt var derpå så nådig at fritage ham for rejsen”. Den vending kender man. Han er med et moderne udtryk blevet gået. Ove Giedde til Tommerup har slået ham på det eneste punkt, hvor han er den overlegne af de to. For har kongen selv ikke sagt, at handelskompagnierne “skal blive Os til Ære og Købmændene med Guds Hjælp uden Skade”? Før de kommercielle interesser kom de repræsentative. Det gjaldt om at vise flaget, at hævde den danske konges prestige. Her ligger Ove Gieddes afgørende fordel. Han er repræsentativ. Det er Jens Munk ikke. Han er en tidligere skibsdreng, født udenfor ægteskab, en ufri.
Det var han imidlertid også, da han den 20. februar modtog kongens udnævnelse. Der må med andre ord på dette tidspunkt have gjort sig særlige omstændigheder gældende, som ikke mere er i kraft, da kompagniet otte måneder senere kan presse Ove Giedde ind. Et blik på Jens Munks liv i denne periode skulle derfor kunne sætte os på sporet af, hvad der er sket. Det kan det da også.
Jens Munk tilbragte ligesom forrige år sommeren i København. Han behøvede ikke at sejle, han var stadig medlem af Mikkel Vibes konsortium, stadig hvalfangerreder. I vinterens løb havde den dygtige dr. Charisius i London banet vejen for en uhindret dansk deltagelse i fangsten ved Svalbard, og da sommeren var inde, udrustede Mikkel Vibe og konsorter to skibe, der med deres 100 læster hver var de hidtil største hvalfanger både som var udgået fra København. Og hidtil dyreste. Også denne gang førtes de to fartøjer af Bernt Gundersen og Floris Reinertsen med Svalbard som mål. Jens Munk kunne rolig blive hjemme og hellige sig arbejdet med skibene til Ost-Indien, han havde som sædvanlig sat alt, hvad han ejede i Mikkel Vibes skibe, men alting tydede da også på et udbytte, der endog ville overgå sidste års rekordfangster.
Men man kan ikke standse historien her. Der foreligger dette år ingen indberetning fra Bernt Gundersen, det lader dog til, at han har undgået vrøvl med englænderne. Vanskelighederne har denne gang været af en anden art. Kanonerne har ikke kunnet stille noget op. Dr. Charisius London aftaler heller ikke. Fra engelske beretninger ved vi, at vældige is mængder dette år lagde sig i vejen for hvalfangsten på alle de nordlige pladser. Blader vi i Øresundstoldens regnskaber, ser man da også, at de to store skibe den 29. august vender tilbage “med ballast”. Der har ikke været en tønde tran om bord.
Den bitre kendsgerning bekræftes af levnedsskildringen, hvoraf det fremgår, at Jens Munk dette år måtte forlade hvalfangsten efter at have tabt “over 1000 Rixdaler”. Tallet virker ved første øjekast ikke foruroligende, men tænker man på, at det repræsenterer lønnen for mere end fem års arbejde som sø-kaptajn på Bremerholm, er det let at se, hvor omfattende tabet har været. jens Munk havde ingen reserver som Mikkel Vibe, ingen kredit. Han var ruineret og måtte følgelig trække sig ud af kompagniet. Det er afslutningen. Han får ikke mulighed for på et senere tidspunkt at genoptage forbindelsen. Den hvalfangst han ved din indforskrivning af baskere i så høj grad havde medvirket til at sætte i gang, fortsætter i de følgende år med stadigt stigende fangsttal, den bliver en af landets største indtægtskilder, grundlaget for en Johan Braems karriere mod stjernerne, men det bliver uden ham.
Vender man nu tilbage til det ost-indiske projekt, virker det tankevækkende at kongen udnævnelse af Ove Giedde først foreligger så sent som den 24. oktober, eller netop på det tidspunkt, da nyheden om Jens Munks fallit har fået tid til at sive ud og blive diskuteret. Det er umuligt ikke at sætte de to ting i forbindelse med hinanden. Den aura, der stod om Munk efter det indbringende togt mod Mendoza og de første års held i hvalfangsten, er med et slag forsvundet, han er ikke mere en af den ansete Mikkel Vibes konsorter, høre ikke mere til byens toneangivende kredse, han er på, hvad han var før de mange penge kom ind og forstyrrede bileddet, en tidligere skibsdreng, født uden for ægteskab, en ufri. Hans adelige misunder er ikke sene til at udnytte hans blottelse og nu er kongen let at overtale: En sådan mand kan man virkelig ikke byde en fornem herre som fyrsten af Migomme. Der er en lov, som ofte er set i anvendelse ved høje udnævnelser: en mand kan være ukyndig og uegnet, uden forudsætninger for at udføre den opgave der tildeles ham, det er ikke så afgørende, han kan være af beskeden oprindelse, tidligere skibsdreng, ja født uden for ægteskab, det kommer heller ikke an på det. Kun et krav skal kunne
tilfredsstilles, kun en forudsætning er nødvendig for, at vi skal få øje på dig, elske dine latterligheder, beundre det talent, du ikke har, udstyre dig med magt og myndighed, finde dig smuk, intelligent, betydningsfuld, uundværlig. Kun en ting. Sagt i fortrolighed og ganske lavmælt.
Du må have penge.
Jo flere du har, jo flere vil vi give dig. Jo mere, du vil tage imod, jo mere vil vi takke dig. Kort sagt, det er vor allernådigste vilje, at hr. Ove Giedde til Tommerup drager til Ceylon.
Hvad modkandidaten angik, så “befoel Hans Kongl. Majst. ham atter at oppasse sin gamle Tieneste”, som der står i levnedsskildringen, og Jens Munk havde ikke andel mulighed end at parere ordre og vende tilbage til Bremerholm, han var ikke mere sin egen herre. Om aftenen den 14. november 1618 begav han sig hjemad fra Holmen, han havde lige set Ove Giedde under trompeters og paukers vellyd sejle af sted med de fem skibe, han selv havde klargjorte, udrustet og bemandet, og nu gik han atter den vante vej
ud gennem Bremerholms Port, hen over Stadsgraven og hjemad mod Pilestræde. Efteråret var ved at være forbi, vinteren stod for døren, det blev tidligt mørkt i stræderne og oppe på nordhimlen over de stråtækte huse stod kometen og varslede om skæbnesvangre begivenheder. Situationen må have mindet ham om tiden efter Bahia, efter Kolgujev, efter Elfborg. Der var efterhånden blevet næsten en egenskab ved ham at begynde forfra på bar bund, men aldrig havde bunden dog ligget så langt nede som nu. Han havde i sin tid affundet sig med, at han ikke ville blive adelsmand, nu var i løbet af en måned hans to sidste latterlige drømme tilintetgjort. Han ville heller ikke blive hvalfanger, han ville heller ikke blive opdagelsesrejsende, overalt gik vejen til fremtiden gennem dette opgør med adelsmændene, det eneste han havde arvet fra livsfangen (hans far) på Dragsholm. Men han stod ringere rustet end nogen sinde, hans eneste forbundsfælle i den gamle fejde, broderen Niels var død et år forinden, han var alene, ruineret og latterliggjort, og nu gik han her i tusmørket med klangen af Ove Gieddes trompetfanfarer i øret. Hvorledes skulle han kunne drømme om at tage ufordringen op?
Nej, krønikeren har sikkert ret, i efteråret 1618 har Jens Munk på ny kunnet gå temmelig ubemærket hen over Amagertorv. Men måske er han om aftenen den 14. november standset lidt op for ar adsprede sine sørgmodige tanker med synes af det ejendommelige skuespil, som foregik her. Der var jo netop dette efterår, at en stor mester fra Italien kom til Hafnia Metropolis Celeberrima og stillede sin højst seværdige slotsmodel op på Amagertorv. Modellen beskrives af vor gamle ven Jon Olafsson, i slottets høje tårne hang der 18 klokker, som havde hver sin klang, når sangværket spillede, og hvert tårn fandtes en dør, der bevogtedes af to siddende engle. I samme øjeblik klokkerne begyndte at spille, spang dørene op, englene rejste sig og satte hver sin basun for munden. Tilskuerne rykkede sammen, alle var klar over, at man nu kunne vente sig de sælsomste ting, siger den brave bøsseskytte.
København 1596
I løbet af de måneder, Jens Munk arbejdede med forberedelserne til den indiske rejse, havde han atter og atter gennemgået den rute, Ove Giedde nu var slået ind på, beregnet kurser og misvisninger, studeret
kobberstukne søkort og portugisiske sejladsforskrifter. Først skulle Ove Giedde med sine fem skibe ned
gennem Kanalen, derfra videre ned til De Kapverdiske Øer, atter videre ned over ækvator, sydpå og sydpå i en uendelighed, hele den lange vej ned til Kap det gode Håb. Og dog ville han herned ikke være kommet målet synderlig nærmere, for nu skulle han efter tidens sædvane tilbage langs Afrikas modsatte kyst, op gennem strædet ved Mozambique til Comorerne, over ækvator en gang til, nordpå og nordpå i en uendelighed, hele den lange vej op til en ø, der hed Sokotra. Så først kunne han begynde at lægge kursen østover efter Indien. Men alle hans kaptajner var adelige, og kom togtet til at foregå på samme måde som jagten på Mendozas brødre, måtte enhver kunne sige sig selv, at det ville blive et endeløst foretagende.
Italieneren på Amagertorv satte sangværket i gang, klokkerne begyndte at spille en salme, den største af tårndørerne sprang op, og i det samme så man Jesu Kristus komme frem i egen legemlig skikkelse og udstrække sine hænder, som om han ville bede alle om at komme til sig. Det var så smukt et skue, at mange kvinder fik tårer i øjnene, siger bøsseskytten Jon Olafsson.
Men hvad nu, hvis vejen syd om Afrika ikke var den eneste vej til østen?
Hvad nu, hvis de folk havde ret, der påstod, at der nord om Amerika gik en vej, som kun var en femtedel så lang? Ove Giedde ville sejle mod syd og mod nord og mod øst, men hvad nu, hvis alle tre kompasretninger var forkerte, hvad nu, hvis man i virkeligheden skulle sejle mod Vest. Eller som de
sagde i Bahia, parabuscar el levante por el ponente, for at søge solopgangen gennem solnedgangen. Broderen Niels var død, den sørgelige kendsgerning lod sig ikke ændre, men endnu levede da i bedste velgående Jørgen Daa, den gamle ven og krigskammerat fra Elfsborg og Kaninnæsset. Hvad nu, hvis han lod sig overtale. Hvad nu hvis det en dag rygtedes her på Amagertorv, at Jens Munk var gået i land i Kina, længe før hr. Giedde til Tommerup nogen sinde var nået blot til Indien?
De fire salmevers var spillet til ende. Kristus gik sagte tilbage, englene satte sig og tog basunerne fra munden, alting henlå som i dvale og ingen i tilskuerskaren turde bryde stilheden. Men så gik den nederste port i slottet langsomt op, og ud kom den lede, sorte Satan med sine krumme kløer, sin ørnenæse og sine hæslige marelokker. Nogle småbørn begyndte at græde. Vederstyggeligt var det at se, når han stod der og skrabede med kløerne, som om han ville raspe alting til sig, siger bøsseskytten Jon Olafsson.
Et halvt år efter disse begivenheder var en verdensomspændende kapsejlads i gang. Begge kaptajner førte omhyggeligt deres logbøger undervejs, begge logbøger er bevaret, og vi kan stadig dato for dato følge deres indbyrdes stilling. Og dette er en kendsgerning: Flere dage før Ove Giedde har fået Kap det gode Håb i sigte og begynder at snegle sig op i Det indiske Oceans blanke tropevarme, er Jens Munk for fulde sejl strøget forbi Kap Farvel med kursen ind i den is flydte Hudson Bay.
Jens Munks håndtegnede kort fra Kap Farvel til Hudson Bay