Juli – Aug – Sept 1620
Jens Munks egen beretning
Den 4. Junij. Som var Pintzedag, var jeg nu selff fierde
leffuendis igien, Oc laae den ene oc kunde intet hielpe den anden, Manuffuen var
tidig nock, og haffde Appetit til mad, Men Tenderne kunde icke stede det til,
oc der var icke en aff oss saa sterck, som kunde gaa udi Rommet at hendte oss
en drick Viin, Kockedrengen laa død ved min Koye, oc tre Mand laa død på
Styreplickten, Oc to Mand vare udi Landet, som gierne vilde haffue værit udi
Skibet igien, men det var dennem umueligt at komme der ind, thi de haffde icke
saa megen styrcke udi Lemmerne, at de kunde selff hielpe sig op i Skibet,saa at
baade de oc Jeg laae aldelis forsmecktet, fordi wi nu udi fire gandske Dage
haffde intet faaet til Legomens ophold. Saa ieg nu forventet intet andet, end
at Gud vilde giøre ende på denne min Ælendighed, og tage mig til sig udi sit
Rige. Oc effterdi ieg meente, at det skulde haffue værit det sidste Jeg skreff
udi denne Verden, saa skreff ieg en Skrifft, Lindendis som effterfølger:
Efterdi at ieg nu icke lenger haffuer forhaabning at kunde
leffue udi denne Verden, da beder ieg for Guds skyld, om nogle Christne
Menniske hender hid at komme, at de mit arme Legome, met de andre deris, som
herhoss findis, udi Jorden ville lade begrauffe, tagendis Løn derforre aff Gud
udi Himmelen. Oc at denne min Ralation matte bliffue min Naadigste Herre og
Konning tilstillet. Thi huert Ord, som her udi findes, er altsammen
sandfærdigt. Paa det min fattige Hustrue oc Børn matte nyde min store
Besuerlighed oc ynckelig Affgang noget gaat ad. Hermed ald Verden gode Nat, Oc
min Siel udi Guds Haand, etc.
Jens Munck.
Den 8. Juunij. Det Jeg nu icke lenger for slem Luct oc
Stanck aff de døde Kroppe, som en rom tid bleffue liggendis udi Skibet, kunde
bierge mig, da begaff ieg mig, huorledis ieg kunde, ud aff Koyen (som var uden
tuiffl aff Guds Faderlig dorsiun, at hand endda lenger ville spare mig Liffuit)
I den Meening, at det var lige got, huor eller paa huilcken sted Jeg døde,
enten det skulde være uden for ibalndt de andre som laa døde, eller ieg bleff
udi Koyen beliggendis. Da ieg da formedelst Guds hiels kom udaff Kahiutten,
behialp ieg mig den Nat paa Offuerlobet met de dødis Klæder. Men om anden
dagen, der de tuende Personer som vare paa Landet, saae mig, at Jeg endda
leffuede, huilcke ieg oc mente at haffue lenge siden værit død, da begaffue de
sig ud paa Iisen imod Skibet til mig, oc hialp mig faa aff Skibet til Landet,
met huis Klæder ieg dennem tilkaste. Thi Skibet laa icke lenger ved hen ved
tolff eller fiorten Fauffne fra Landet. Oc paa Landet under en Busk haffde wi
voris Voning en tidlang, som udi denne hoszfølgende Thaffle er at see, oc
giorde Ild for oss om dagen. Paa det sidste krøbe wi omkring alluegne derhoss,
huor wi faae det mindste grøne at voxe os komme aff Jorden, det fornumme wi oss
vel der effter, oc Varmen be-
side 50
Begynte smuckt at tage til, saa det begynte at bliffue noget
bedre met os.
Emidler tid wi saa vare paa Landet, døde Seigl-Leggeren udi
Skibet, som tilforn met yderste Suaghed vaar betagen.
Den 18. Junij. Som Iisen gick bort fra Skibet, finge wi et
Fløndergarn udi Jagten, da ginge wi til Vandet met tørre Fødder, og satte det
ud met en fierde part Ebbe. Der nu Floden kom igien, da gaff Gus oss sex store
Øretter, huilcke ieg selff kaagede, oc de andre tuende ginge udi Lamprenen oc
hente Viin, som vi nu lang tid icke kaffde prøffuet fordi ingen aff oss haffde
hafft Appetit der til.
Der wi nu saa dagligen finge derske Fisk, oc den bleff vel
koget, enddog wi intet af Fisken kunde æde, men alleeniste aff Suppen, oc
drucke Viin der til, vederqueget det oss, saa det bleff effter haanden noget
bedre met oss. Oc omsider finge wi en Bøsse i Land oc skød Fugel oc komme saa
til god forfriskning, huoraff wi dagligen bleffue sterckere oc Dag efter Dag
temmelig vel til passe.
Den 26. Junij. Udi Jesus Naffn, effter Bøn oc paakaldelse
til Gud om Lycke oc gode Raad, fanget wi an at ville legge Lamprenen til
Enhiørningen, oc giorde oss Segel ferdig det flitteligst wi kunde. Men oss
forkom en suar Stimulus oc stor Nød oss angick, i det Lamtrenen stod høyt opsat
paa Landet med Vinter Floden, guorfore wi først maatte Udlosse alt det der var
udi vaar, oc da vocte paa en høy spring, at wi da kunde vinde den ud, som wi oc
gjorde,oc lagde den til Enhiørningen. Der komme udi Enhiørningen, da førend wi
for ond Luct oc Stanck kunde røre oss noget der udi at udrette, maatte vi sørst
udkaste de døde Kroppe, som da vare
Side 51
gandske forrodnede, efter som vi endeligen motte Udtage af
Enhiørningen ind udi Lamprenen Victualia oc anden Nødtørfft, saa witt wi tre
Personer Raade og Regere kunde, oss offuer Søen met at behielpe.
Dem 16. Julij. Som indfaldt paa en Søndag, om effeter
middagen, da ginge wi udi Guds Naffn til Seigels derfra, Paa huilcken tid det
var der udi Landet saa varmt som det kunde være udi Danmarck, oc Moltebærrene
stode da knoppede. Oc var der saa fuldt aff Myg, at mand icke kunde bare sig,
naar det var stille Veir, oc var der megen Regn denne tid om Aaret dagligen. Oc
der ieg reysede derfra, borde ieg to eller tre huller paa Enhiørningen, at det Vand som var i Skibet, met en halff Ebbe
måtte bliffue, Paa det at Skibet altid kunde bliffue fast siddendis, i huad
Iisz der komme kunde, som udi denne Kort er at dee. Oc haffuer ieg kaldet samme
Haffn, effter mig sielff: Jens Munckes Bay. Oc findes i denne Taffle alt
afftegnelse, huad sig her er Tildraget.
Den 17. Julij. Imod Afften mødte mig megen Iisz, da holdt
ieg aff oc til for Iisen, oc om Natten formedelst still oc mistig Veir bleffue
wi fast udi Iisen, Oc da slap ieg Enhiørningens Baad, som ieg slebte met mig i
den Meening, om ieg nogensteds haffde kommet til Land, Jeg da kund hafft den at
hielpe mig met.
Den 20. Julij. Dreffue wi alt udi Iisen, Oc kom der da en
huid Biørn thet Ved Skibet, som hand bleff oss var, tog hand Refugium offuer
Iisen, oc iiennem Vandet, Oc en stor Hund ieg haffde met mig, sulde hannem effter,
som der udoffuer fra Skibet, bleff forvildet, oc kom icke igien, oc ved toe
Dahe der effter, kunde
side 52
wi endda høre hannem skrige. Oc var det effter min Giedsing
vel 40. mile fra Land.
Den 22. julij. Var det en haard storm, saa Skibet dreff bitterlig
hart, oc huer gang det tørnede imod Iisen, var det lige som det haffde tørnet
mod en Klippe, oc samme tid støtte Iisen min Roer i Stycker, oc saa fremt ieg
icke haffde faaed fast en Dreg paa et stort støcke Iisz, at tørne Skibet met,
at det icke skulle driffue saa fast, haffde baade skibet oc wi samme dag
bleffne forlaaren.
Den 24. oc 25. Julij. Dreffue wi saa alt udi Iisen, oc vare
giort fast ved it Iiszbierg, at Skibet skulle driffue for hart, oclide for
megen skade.
Den 26. Julij. Komme wi aff Iisen, oc tenteret ieg Østlig
hen imellem Iisen, oc det Syndre Land, fick der Sandgrund på 38. Fauffne, oc
holt saa aff oc til. Men ieg formodet dog icke at komme der igiennem.
Den 27. Juliij. Om affter middag kom ieg igien til
Enhiørningens Baad, som ieg maatte slippe thi dage tilf orne, der ieg først kom
udi Iisen.’
Den 28. Juulij. Loffueret ieg alt imellem Iisen oc Landet
fra 40. 15. Fauffne, oc til Iisen igien paa 45. 46. oc 46. Fauffne, oc da
befandt ieg at det var intet bevendt at haabe at komme Iisen forbipaa den
Syndre side.
Den 29. Julij. Lagde ieg Nordvestlig offuer igien.
Den 30. Junij. Kom ieg atte fast udi Iisen, formedelst det
var saa tyck Taage, at mand ey vel kunde see sig for.
Den 1. Augusti. Kom ieg aff Iisen igien, oc seiglede
Norduest
side 55
hen oc, paa dagen fraadet saa hart, at ieg tog Focken ind,
oc lod driffue for it Seigel.
Den 4. Augusti. Threngde IIsen mig om natten sa hart, at ieg
maatte ind paa 12. fauffne. førend ieg kunde komme den Hug Iisz for offuer, oc
det at acte, at Iisen tager sin drift lige som Landet Strecker sig der, oc
meest Sydlig hen.
Den 6. Augusti. Fick ieg dybt Vand igien paa 45 Fauffne, oc
da satte ieg min Curs Øst Nordøstlig hen, oc fornam ingen Iisz.
Den 8 Augusti. Seiglet ieg udi it Etmaal 40. mile Ost
Nordoestan.
Den9. Augusti. Seiglet 38. Mile, da sprang Vinden Østlig met
en skarp Frost.
Den 10. Augusti. En Bilegger (40) af Østen met Kuld, Taage
oc Frost.
Den 11. Augsti. Var det ustadigt Veier, dog Vinden noget til
Østen, oc laa ieg Nordvart offuer, oc udi dagningen forfaldt under det faste
Land paa Nordsiden, som kaldis den Kolde Hug, oc ligger paa 62½ grad. Oc haffde
ieg der grund paa 20. fauffne, ungefehr en fierding veigs fra Landet. Oc kalder
Landet hen udi Nordoest paa den Synderste ende, oc er slet Land firuden
Schouff, oc satte ieg min Curs Ost Nordoest hen, ungefehr 5. Mile fra Landet,
oc er der haard Steengrund paa 40. Fauffne.
Den 12. Augusti. Seiglede ieg Ost Nordost met en sagt
Kiølling.
Den 13. Augusi. Om Morgen tillig, kom ieg for en Nordoest
ende aff Digses Eyland, huor der ved Landet fandtis meget Iisz oc
side54
er paa Synder siden langt slet Land, oc den Øster ende
ligger paa 63. grad (41). Oc en Nat oc Dag holdt wi aff oc til formedelst megen
Iisz der mødte oss, det wi icke kunde komme igiennem.
Den 14. Augusti. Om morgenen der ieg befandt mig saa neget
paa alle sider aff megen Iisz at være beringet oc Landet paa begge sider hoss
mig, da tog ieg det store Seigl ind, oc met Focken halleret mig, igiennem
Iisen, huor den var tyndest. Oc hen ved Midagstide kom ieg udi klart Vand, da
befant ieg udi Styrebord nogle høye Eylænder, Syduest fra mig, oc satte ieg da
min Curs Ost Sudoest, de toe Eylænder var Søsteren, som udi Kortet findis
anteignet, oc laa i Bagbord ieg seiglede hiem, oc de andre kaldis Jszuer (26).
liggendis under det salte Land i Styrebord ieg seiglede hiem. Oc er det
Entringen aff Fretum Christian kommendis aff Novo Mari.
Den 15. Augusti Befandt ieg alt i samme Canal imellem
Landene megen Iisz dog tyndt, saa det var intet andet, end Loff an (42), oc
hold Dreden, met meget Snee, oc graa Giessene begyndte stifft igien at fliffue
Synder paa.
Den 16. Augusti. Forfaldt under det Nørland udi Fretun
Christian ellet Huttsom Stræde, oc satte ieg min Curs ost til Syden, hen som
var Sudoest til Osten effter en ræt Compass.
Den 17. Augusti. Var en Norduesvind, oc satte ieg min Curs
Sudost, Variationen afftagen effter en vis Compass. denne Nat var det megen
Taage oc Frost, men paa Dagen, igien vacker Soelskin oc got Veier.
Den 18. Augusti. Indtil Midag, taagit Veier oc vestlig Vind,
oc imod Afften finge wi Munckenes i sigte. Oc strecker sig samme
side 55
Cap paa den her Noer side op ad Fretum Davis Nord, oc ind ad
Fretum Christian, Norduest oc vel saa Nordlig.
Den 19 Augusti. Sterck Vind aff en Vestlig Haand, oc tyck
Veir, oc seiglede wi det etmaal 40. mile, oc var her oc der driffuendis store
Iiszbierge.
Den 20. Augusti. Var det en vacker Jeffnkøling, 8jævn
kuling) oc seiglede wi da 30. Mile.
Den 21 Augusti. Den heele Nat Regn, Nordoest Vind, paa dagen
Stiffkøling, oc seiglede det etmaal 20. mile.
Den 22. Augusti. Det etmaal seiglede wi met Skønfar Seigl
(43) oc Stiffkøling 35. Mile
Den 23. Augusti. Seiglede wi 27 Mile, høyden var 58. grad,
oc 44 min. Oc samme dag imod Afften bleff det stille, som luckes vilde, thi ieg
motte haffue min Pompe op, som var uklar, oc legge en Sentering (44) omkring
den.
Den 24. Augusti. En storm aff Østen, oc seiglede wi det
etmaal Syd Sydoest, ungefer 20. mile, oc om Middagen lagt Norlig offuer.
Den 25, 26. oc 27. Augusti Bleff det heel stille.
Den 29. Augusti, finge wi en god Nordvest vind igien, voris
Curs Ost til Nord, ov Vinden sprang til Norden, met en storm saa at wi maatte
indtage alle Seiglene, oc Pompen forglemte oss slet intet.
Den 31, Augusti. Diorde wi Seigl igien, dog smaa Skonfor
Seigl, oc var alt storm oc uveier.
Den 1. Septemb. For en Vind, huad men kunde berore.
Den 2. oc 3. September. Atter Storm oc uveier aff en Sudost,
oc imod aftenen motte wi indtage Seiglene met alle, oc vare wi stille ved
Pompen
side 56
Den 4. Septemb. Var det skreckelig Regn oc blæst met Storm,
oc kunde vi aldelis icke være fra Pompen. Imod Afften begyndte Vinden at løbe
oss noget til vilge, oc formedest wi ved Pompen vare udtrællede, dreffue wi den
heele Nat foruden Seigl, paa det wi kunde faa nogen huile, saa vitt Pompen det
ville tilstede.
Den 5. Septemb. Om Middagen Observeret ieg 58. grad, 59 min.
Vinden løb Vesterlig met Regn oc temmelig Søeveir.
Den 6. Septemb. Den heele Nat var det stille Veir, om
Morgenen begyndte Vinden noget at krympe.
Den 7. September. Observeret ieg 59. grad 15. min met en
vacker Jeffn koling, Halsen opsiret, dog strax paa dagen begynte Vinden igien
at krympe.
Den 8. Septemb. Observeret 60. grad 19 min. Vinden var noget
Vestlig igien, dog stille.
Den 9. 10. oc . 11 Sept. Vare allehaande slaugs Vind, oc
taaget Veier, men om Afftenen oc paa Natten begyndte en Storm, oc vor fock
fløig fra Liget saa wi tre Mennisker haffde nock at giøre, førend wi finge den
Bierget, oc var da Skibet halff fuld met Vand.
De 12. Septem. Om Natten sprang vinden Vestlig, oc graaede
hart, vor Mertzskød fløig i støcker, Strenghoffuet toug ocsaa i støcker, oc den
store Rack i synder, saa at det var heel forlegen verck for oss tre.
Den 13. Septemb. Haffde wi effter min Coniectur lengen aff
Hetland, oc da bleffue wi it Skib var, huilcket wi om sider Naaede saa nær, at
wi komme Folckene i thale som var paa samme Skib, oc begerede ieg aff hannem
Undsætning, oc giirede ieg hannme toe
side 57
gange om Bord, Men formedelst det graaede saa hart, kunde
hand intet hielpe mig.
Den 14. Septemb. forfaldt wi under Orckenøe.
Den 15. Septemb. Paseret Orckenøe, oc vinden løb heel til
Sudost.
Den 16. Septemb. Seiglede wi 20. Mile. Ost til Norden
offuer, ad Norge til Nøyestbie.
Den 17. Septemb. Udi lige Maade alt seiglet Ost til Nordem
offuer.
Den 18. Septemb. lagt Sydlig offuer igen udi 20. Glatz (45).
Den 19. Septemb. Altid Bilegger.
Den 20. Septemb. Saa Wi Norge.
Den 21. Septemb. Komme wi i Haffn Synden for allen met en
sliffueendis Storm og ubekiendt. Oc der ieg nu kom inden Skers paa en stor
Fiord, kunde ieg ingesteds finde, huor ieg kunde sette, thi, maatte jeg den
heele Dag holde aff oc til inden Skers, fordi ieg haffde icke uden it halfft
Ancker, Men imod Afftenen der ieg saae, at ingen Folck vilde komme, gaff ieg
mig hen ind udi en Bugt, huor ieg lod det halffue Ancker falde, oc bleff saa
liggendis ufortøut, thi ieg haffde ingen Baad, hvomet ieg kunde føre it Land
toug i Land. Seent udi Afftningen, kom en Bonde der uforvarendis, huilcken ieg
maatte truge til met en Moskett, at komme oc hielpe mig it Landtoug i Land. Oc
om Morgenen begaff ieg mig strax met samme Baad til Kon: Majest: Foget i
Sundfior, at hand skulle forskaffe Fetallie, oc Folck, som kunde løbe Skibet
til Bergen.
Der ieg nu haffde Skibet udi god Salve, oc var udi Christen
Lang igien kommen, da græde wi arme Menniske aff stor Glæde oc tackede Gud hand
oss naadeligen den Lycke haffde beskerit
side 58
Den 25, Septemb. Kom ieg udi egen Person til Bergen, oc
begaff mig strax til Medocos oc Læge om hielp oc Remedie, lod oc strax bereede
drick oc Medecin, som ieg lod skicke til de toe mine Folck, met en Skipper som
ieg sende til Skibet at tage vare udi min sted.
Den 27. September. Skreff ieg hiem til Danmarck til den høye
Offrighed, at ieg vaar did Ankommen.
O Almectigste, Guig Gud,
Naadig fader oc himmelske Herre, du som
haffuer befalet at paakalde dig udi all Nød oc Modgang,
oc loffuer derhoff, at du Naadelig vilt Bønhøre oc redde
oss, faa at wi skulle tacke dig, for din Miskundhed oc for
dine underlige Gierninger, som du giør imod Menneskens
Børn. Jeg haffuer nu udi denne lange oc farlige Reyse,
værit udi fare oc nød, udi huilcken ieg haffuer dog for-
merckt din Naadige hielp oc Bistand, i det du haffuer
reddet mig fra Iitz-Biergene, udi gruelig Storm oc det
brusende haff. Du varst min høyeste Styremand, Raad-
giffuer, Leding oc Compatz. Du haffuer førdt oc Leed-
saget mig baade frem oc tilbage. Du haffuer førdt mig
aff Angift, Soet oc Siugdom. Saa at ieg ved din hielp
er kommen til førlighed igien, oc til mit fædrene Land
huilcket ieg aldelis troer at være din Gierning. Oc er
icke skeed formedelst min egen Forstand eller forsiunlighed,
huorffore ieg ydmygelig aff hiertet tacker dig, O du min
Naadige Fader. Oc beder, At du vilt giffue mig din
hellig Ands Naade, at ieg fremdelis kand findes dig
tacknemmelig med Ord oc Gierninger, dig til Ære
oc Prisz, mig selff til min Troes Øffuelse, oc en god Sam-
vittighed. Dig O Hellig Trefoldighed, skee euig Loff oc
Tacksigelse, for denne oc alle dine Velgierninger. Dig
alleene bør all Mact oc Ære till euig tid,
Amen.
