KAP V
Da vi som før omtalt havde dvælet lidt i
Gravesend, sejlede vi derfra op til Skagen, der fik vi en stor Storm af Østen,
men det Skib, jeg var paa, nåede formedelst Guds Nåde Norge i den Fjord, som
kaldes Flækkefjord. Det andet Skib Jonas’ med Adelsmanden ombord, kom ind til
en sydligere Havn i Norge og kom til Danmark en halv Måned for os. Adam Bülow
rejste straks til Kongen, som paa den Tid var ovre i Jylland og agtede at blive
der indtil Foråret. Jeg saa ikke denne Bülow i tre År derefter, men Magnus tog
sig af mig og rådede mig til at tjene som Staldknægt og Berider i Kongens
Stald, hvilket jeg var meget villig til.
Kongens Stald var dengang ved Højbro i
Kjøbenhavn ved den Side af Porten, som vendte mod Slottet.^) I det Hus, som står
ved Porten, boede en from Mand, temmelig gammel, som hed Christian, hans Kone
hed Ellen, hun var lidt yngre end hendes Mand. I dette Hus, hos disse
gudfrygtige Ægtefolk logerede Magnus, og af medfødt Menneskekærlighed tog han
mig til sig i samme Værelse, som han havde, og lod mig ligge i samme Seng som
han selv, givende mig for ingen Betaling alt det, jeg behøvede, samt lod mig
spise ved samme Bord som han selv. Jeg gjorde ikke andet, end jeg daglig gik to
Gange med ham ned i Stalden For at kæmme og strigle Hestene og passe dem
omhyggeligt, samt to Gange lede dem ud for at drikke og få frisk Luft og slå
paa Tromme for dem.^) Han havde to andre Tjenere, som daglig fejede Staldene.
Denne min Tjeneste varede ikke længe, næppe 6 Uger, thi Kongen sendte Bud til
Magnus, at han saa hurtig som muligt skulde komme til ham. Men da Magnus
rejste, bad han Ægtefolkene, som han boede hos, at lade mig få alt, hvad jeg
behøvede. Derefter rejste han fra Kjøbenhavn til Jylland, thi Kongen holdt
dengang Hof i Jylland med 80 Hoffolk. Det skete en Aften, da Magnus gik fra Slottet
(Antagelig slottet i Kolding) til det Sted, hvor han logerede, at han, da han
var ukendt i Byen, gik til en urigtig Dør, inden for hvilken en af Kongens
Drabanter opholdt sig og da han gentagne Gange bankede paa Døren, blev
Drabanten, som var indenfor, vred, løb til Døren og dræbte ham med sin
Hellebard, for hvilket han måtte miste Hovedet. Da dette hørtes til Kjøbenhavn,
og jeg fik det at vide, blev jeg meget sorgfuld lige som mange andre, thi
Magnus var meget vel lidt.
Nu var jeg i stor Nød og Forlegenhed. En
Dag talte Ellen med mig og spurgte mig, om jeg havde nogle Penge til at betale
hende for Kost og Logement, men jeg havde ingen. Den gode Kone gik da en Dag ud
at forsøge, om hun ikke kunde skaffe mig Tjeneste hos en Håndværksmester, men
da det var saa nær ved Julen og enhver havde saa mange Svende, som de behøvede,
saa lykkedes det ikke.
En Dag gik jeg for at more mig ned til
Skibs- broerne. Der stod blandt andre en ung Mand, som hed Ambrosius. Han
spurgte mig om Navn og Familie og hvilken Landsmand jeg var, hvilket jeg alt
sammen besvarede paa det nøjagtigste. Denne Mand kendte mig og min Broder
Halldor, og tog mig hjem med sig, hvor hans Svoger og Søster boede, — meget
gode Folk og bekendte i Staden. Svogeren hed Hans Jacobsen og var den ypperste
Kældermester paa Bremerholm. Han tilbød at lade mig dertil indskrive for en vis
Løn om Året, ^^^ J^S S^^ ^^ fuldstændigt Afslag paa dette, thi jeg var dengang
ikke til sinds at gå i Kongens Tjeneste, skønt det skete siden efter. Siden gik
han op paa Slottet og traf Kongens Sølv-Pop (den som daglig vogter Kongens
Sølvtøj) og prøvede at skaffe mig Tjeneste hos ham som Svend. Han lovede at
give bestemt Svar Morgenen efter, men medens han var oppe paa Slottet, blev jeg
opfordret af en Mand ved en Mand ved Navn Rasmus, som var Kandestøber, at lade
mig indskrive i Kongens Tjeneste som Bøsseskytte.^) Han roste dette meget
1)
Artilleriet var før 1645 Ikke organiseret i noget Korps, men der var til
Tøjhuset
i København, Kronborgs Fæstning og Flåden benyttet en Afdeling
Bøsseskytter,
der stod under Befaling af Tøjhusets forstander (.Øverste-Arke-
llmeøter*,
.TøHunker*), der var stillet direkte under Rigshofmesteren eller
Kjøbenhavns
Statholder. Arkellmestre forestod Regnskabet og Arbejdet.
Bøsseskytterne
var hvervede I årssold til at tjene såvel til lands som til havs.
og priste 1 høje Toner Tøjhusets Befalingsmænd,
især Mester Hans som paa den Tid var sat over Kongens Bøsseskytter tilligemed
Tøj junkeren, som hed Adolphus Fridericus Gråbow, som nylig var kommen fra
Holsten og boede ikke langt fra det Sted, hvor jeg og Rasmus just nu stod og
talte sammen. Det blev saa bestemt, formedelst hans ivrige Overtalelser, at jeg
lovede at indtræde i Tjenesten i Paahør af og med Haandslag med Junker Grabow,
der befalede oftnævnte Rasmus, som var kongelig Bøsseskytte, at følge mig i
Byen hjem til en Mand, der hed Jon Halldorsson, en Islænder stammende fra Øf
jorden, som ligeledes var Bøsseskytte. Grabow
lovede ham at betale for den Kost, jeg nød hos ham, indtil jeg blev indskrevet
under Kongl. Majestæts Regiment. Hos denne Jon Halldorsson blev jeg fra nu af i
tre Aar, og han var min trofasteste Ven og Kammerat indtil hans Død, hvilket
maa regnes For en stor Gave af Gud og ikke mindst i et fremmed Land. Tre Uger
senere blev jeg tillige med 25 andre indskrevet under Regimentet, men der
manglede 350 Mand paa et helt Regiment, hvilket dog bestandig skulde være
fuldstændigt efter Kongl. Majestæts Befaling, og da for første Gang svor jeg
Kongl. Majestæt Huldskab og Troskab tillige med det hele Regiment. Kongen var
ikke dengang tilstede. De bar sig således ad, at der indenfor Skranken i
Tøjhuset blev sat et Bord med Salt og Brød, og det skal betyde Christus og hans
Ord. Det at sværge saaledes kaldes at sværge paa Salt.
Sex Uger senere fik jeg Befaling til at
holde Vagt ved Tøjhuset; indtil den Tid havde jeg Fripas og Spillerum og Lov
til at gaa omkring i Byen og behøvede ikke at arbejde, hvilket jeg havde forud
for andre, der kom til samme Tid som jeg under Regimentet. Thi den gode og
fromme Tøjmester Hans var mig særdeles god og naadig, som om jeg havde været
hans egen Søn, hvorfor mine Jævnlige holdt af mig, saa jeg blev anset for at
være en af de fermeste blandt mine Kammerater, hvilket Guds Naade lod mig
fattige og fremmede Mand trøste mig ved.
De fleste af mine Landsmænd, som var komne
fra Island og som jeg traf dernede, viste sig gode og hjælpsomme mod mig,
trofaste og uden Svig. Da jeg først kom derhen, var der Thorlak Thorkelsson fra
Holar, der senere blev Præst og ordineret til det Sogn, som hedder Oure, i
hvilket Kald han dog aldrig kom til at virke , thi han døde i Kjøbenhavn. Han
var min elskelige og gode Ven^). Item var ogsaa fra Holar kommen derhen Jon
Gissurarson, en from Mand, som senere blev Skolemester i Skalholt og paa Holar
og derefter Præst og Klosterholder paa Mulastad paa Nordlandet. Item Finn
Bødvarsson fra Borgarfjord i SydFjerdingen, min fromme og elskelige Ven, som i
Kjøbenhavn hensov i Herrens Naade.’) Item Gudmund Jonsson fra Hitardal, en from
og god Mand, som sammen med de andre før nævnte viste mig Ære, Kærlighed og Velgerninger.
Han døde ogsaa i Kjøbenhavn og disse tre Studenter fik alle en hæderlig
Begravelse. Item Pål Sveinsson, som var der samtidig med disse, han var Bartskær,
stammede fra Holt i Ønundarijorden, en from Mand og altid min gode Ven; han
døde i Kjøbenhavn og blev ærlig begravet i Helliggejstkirkens såkaldte
Urtegaard, og jeg kastede Muld paa hans Grav sammen med 6 andre herlige unge
Mænd, som var bleven købt dertil.
1) Thorlåk Thorkelsson fik w/g 1617
Tilladelse af Konsistorium til at op- rette en privat Forberedelsesskole 1 Kføbenhavn,
og blev w/7 1621 Prest ved Hvidovre Kirke. Han er den første Islænder efter
Reformationen, der fik prsstellg Ansættelse I Danmark, men han døde allerede et
halvt Aar efter i Januar 1622. (Kirkehist. Samlinger III 1. S. 810 ff.)