Kap Verde: Fribyttere, nye skibe og forsyninger.

Øgrupperne Azorerne, Maderia og De Kanarisk Øer var stede, hvor pirater og kaper lå på lur og ventede på bytte. Alle skibe fra Ostindien og fra Mellemamerika kom forbi på vej hjem med lasterne fyldt med kostbarheder. I læ af Kap Verde gik de til ankers enten for at proviantere eller for at slikke deres sår. Det var godt, at vores skibe havde haft godt vejr, inden de kom til dette risikofyldte farvand. Alle vidste, at der måtte man være forberedt på at forsvare skibet mod samvittighedsløse banditter. Det har været
skærpet udkig, og kanonportene har været åbne. Men Ove Gedde og flåde så ikke nogen, i hvert fald står det intet om det i rejse beretningerne som er til rådighed i dag. Men de skulle jo ind og proviantere ved øerne. De erfarne folk, der var med, har nok fortalt admiralen, at der ingen ferskvand var på øerne, og at de skulle ind til det afrikanske fastland. Flåden fik besked på at holde sig langt bagved Elephanten, men ikke længere end at de til stadighed kunne se skibet. Kun den hollandske fløjte måtte følge med ham. de fik landkending med al sandsynlighed af Pointe des Almadies. Foran det ligger en ø, Chausséedes Almadies. I følge søkortet brækker søen der til stadighed, og de har nok holdt sig i sikker afstand. Derfra stak de sydøst over langs kysten, der ligger 1½ sømil om bagbord. De passerede Kap Verde og sejlede uden om Isle de Medeleine til tværs af Kap Manuel. Derfra skulle de sejle en nordøstlig kurs for at komme til Anse Benard, hvor de skulle ankre op.

Fra Chausse des Almadies til tværs af Kap Manuel er der ca. 12 sømil. Når først de drejede nordøstover der, kunne de ses af skibe der lå inde på reden. De har tøvet med at sætte farten ned, for de skulle ikke derind i fuldt dagslys. Ved aftenstide blev fløjten sendt ind forbi Kap Manuel og rundt om hjørnet for at se om der lå nogle skibe i Anse de Benard. Den kom tilbage og rapporterede, at der lå seks skibe. Fløjten blev sendt af sted for at hjælpe de andre skibe om bagved en ø, som rapporten kalder Isletta. I dag hedder den Isle de Gorée og var dengang ubeboet.

Elephanten selv sneg sig ind om aftenen og lagde sig i læ af øen og afventede daggry. Ove Gedde aftalte med Jan Xillesen, at hvis nogle af skibene rørte på sig, satte sejl og gjorde tegn til at sejle, skulle han straks lette anker, sætte sejl og sejle mod øen, samtidig med at han affyrede et skud som tegn til Elephanten. Så ar Ove Gedde forberedt på det værste. Morgendagen ville afsløre om det var ærlige handelsmænd eller fribyttere.

Fløjten ankrede op i nattens mulm og mørke lige foran næsen på skibene på reden. Der lå hun og skvulpede, rund og fuldlastet for næsen af seks skibe. Tre af dem reagerede promte. Men fløjten var hurtig. Sejlene hang under ræerne i gårdingerne (tov til at ophale sejl) som var bundet med slipperstik.

Et træk i den løse ende og sejlet faldt ned. Der blev fyret det aftalte skud og gangspillet bemandet for at hale ankret op. Der kom liv i kludene i land. Ove Gedde hørte skuddet, og straks blev Elephantens ankertov kappet, og orlogsskibet kom brusende fra sit skjul. Fra den anden ende af øen kom Christian og København til syne. Ifølge beretningerne af 1620 gjorde det største af sig umage for at komme til luvart (den side vinden kommer fra) af admiralen. Det ville stække skibets manøvrerum. Det mindre skib, en jagt gik efter Christian. Ove Gedde affyrede er kanonskud som tegn på, at han skulle stryge,
dvs. sænke sit flag som tegn på, at han ikke havde aggressive hensigter. Men jagten viste ikke tegn på at ville standse og fortsatte med at sejle ned mod Elephanten, uden at det lykkedes at tage vinden fra admiralen. Christian blev imidlertid angrebet af jagten, der affyrede 9 – 10 skud, som blev besvaret fra
Christian. Fløjten kom til undsætning, og der opstod håndgemæng mellem de to besætninger. Ifølge beretningen sloges sørøverne bravt og ville ikke overgive sig. De vidste jo også, hvad de kunne forvente af straf ved en tilfangetagelse. Til sidst overgav jagten sig til fløjten, Christian slap dog ikke for skader på
riggen.

Det store sørøver skib så, at det var fanget mellem Elephanten og København, og sendte så en båd over til Elephanten med en løjtnant om bord. Han havde fransk pas med, som Ove Gedde ikke kunne anerkende. Elephanten fyrede igen et skud mod skibet og opfordrede dem til at stryge og overgive sig. Kaptajnen på fribytterne kom med et spas svar på et upassende sprog, at det havde han ikke i sinde. Så lod Ove gedde trommerne og trompeten røre, slog på tromme og blæste i trompeterne og gjorde klar til flere skud. Da blev der vinket med et tørklæde på fribytteren og kaptajnen kom ombord og overgav sig og bad om at få quarter. Han kunne så ikke henrettes, men var fange hos Ove Gedde. Samtidig overgav han alle sine skibe. Der blev straks sat dansk mandskab om bord og besætningen blev taget til fange. Jagten var erobret, og det tredje skib gik på grund i sit forsøg på at indgå sin skæbne. Inden mandskabet forlod dette skib, havde de strøet krudt rundt på skibet for at forhindre, at skibet blev overtaget af fjenden. Indfødte myldrede om bord, inden det blev antændt. de indfødte ville nok plyndre skibet for værdier, men i stedet for kom de til at antænde krudtet og skibet sprang i luften med de ca. 40 indfødte om bord. Det var de eneste dødsofre på denne dag. Resten af dagen, den 19. februar 1619, gik med at sikre erobringerne, rydde op efter salget, spule dæk og se på eventuelle skader. Der blev også fejret. Det står dog ingen steder, men det ville være underligt, hvis de ikke gjorde det. Jo, det var nok en travl dag den 19. februar 1619. Ingen kom i tanker om de andre tre skibe, der lå på reden, og næste morgen var de væk. Vi har dog optegnelser med oplysninger om, hvad det var for skibe. an
Xillesen havde set godt efter, og ved forhøret af de tilfangetagne fribytter kom yderligere oplysninger frem. Foreløbig vidste man kun, at to af dem var franske og den tredje hollænder.

Men nu var det tid at kigge nærmere på de erobrede skibe. Det stor der noget om i beretningen fra 1620. Så havde flåden altså erobret to skibe, der var veludrustet til kamp. Flådens besætninger havde sårede, men der var ingen dødsofre. Christian havde fået skader på riggen, ellers står der intet om andre skader. Det var nådigt sluppet. Christian IV havde ikke lidt nogen tab, tværtimod, de havde erobret to skibe. I skibsartiklernes § 72 er der klare regler om, hvordan man skal forholde sig til erobrede skibe. Skibene skal til Danmark og her vurderes og synes. Lasten skal sælges, og det indkomne beløb skal dække først eventuelle skader, som skibet var blevet påført under kampen, derefter skal resten deles ud til besætningen efter en nøje skala. Mest til Kaptajnen og derefter mindre og mindre indtil den sidste dæksdreng får en lille klatskilling. Det er et system som har overlevet indtil i dag når et skib skal have bjergeløn. Selve skibet tilfalder ejermanden af skibene i dette tilfælde kongen. Dette var overvejelser, som de skulle igennem og tage stilling til.

Men først gjaldt det forsyningerne til skibene. Det vat jo formålet med at sejle ind til Kap Verde. Efter en dags hvile, reparationer både af skibe og mennesker, gik man i gang med provianteringen. Den 20. besluttede Det Brede Råd at sende kompetente mænd til land og finde ud af, om der var noget ferskvand og proviant. Det viste sig, at alt undtagen citroner kunne fås. Denne sætning er usædvanlig i et beretning fra 1600 tallet – vidste de, at citroner var gode mod skørbug. Det må de dermed have vidst. Der var jo kommet et oksehoved lemoner og et oksehoved lemonsaft om bord på Elephanten i København. De andre skibe havde ikke fået lemoner om bord. Elephantens proviant var bestilt af kaptajn Peder Nielsen, de tre andre skibes proviant var bestilt af hollænderen Kornelius Louge. Disse havde derimod fået fersk Amager-smør.

Hvordan kan man på flåden have kendskab til bekæmpelse af skørbrug med citroner, normalt måtte Chr. IV´s skibe ikke være længere ude end 3 måneder, så begyndte skørbug at plage besætningerne, og de skulle ind og have friske forsyninger. Man vidste at urten kvan var er middel mod skørbug, og man
vidste altså også, at citroner var et godt middel. Læger i dag nægter at tro på at man så tidligt kendte til citroner som middel mod skørbrug. Det var den engelske flådes læger, der i midten af 1800 tallet eksperimenterede sig frem til dette middel. Tolv patienter, to og to, fik bl.a. pibeudkrads, diverse tedrikke og andre mærkelige midler. men to fik citrusfrugter og de kom sig. Siden da blev det indført i den engelske flåde at alle skulle have lemonsaft.

Men tilbage til flåden, Styrmanden på David vidste dog, hvor man kunne få citroner og al den ferskvand og proviant, man kunne ønske sig. Ifølge listen må det være Her Jacobsen, der kom med forslaget. Det vat i Porte Dallie, inde på kysten, ikke så langt fra hvor de lå. Han kendte også vejen og forsikrede, at der var dybt nok til at skibene kunne komme ind. Den 21. besluttede Det Brede Råd, at så skulle de derhen for at indtage forsyninger.

De 22. blev den hollandske fløjte beordret til at sejle derhen og undersøge besejlingsforholdene. Porto Dallie lå dengang på kysten, i dag ligger byen inde i landet. Der var ingen havn i moderne forstand. Det var bare en strand, og man ankrede op et stykke fra land, hvor der var dybt nok. Men pladsen har nok ligget bag nogle beskyttede sandbanker, som man skulle sejle udenom. Styrmanden på David havde jo forsikret, at der var vand nok, og at han kendte indsejlingen. men skipperen op Fløjten fik besked om at komme tilbage og lede flåden igennem til ankerpladsen. I rapporten skriver Ove Gedde, at det gjorde skipperen på Fløjten uden at forlange nogen forsikring for skib eller gods. Så sejlede de da. Ove Gedde skriver at flåden var udsat for stor perikel, fare, fordi København stødte på grund to gange, og Christian stod et stykke tid på grunden. I Elephantens kølvand vældede mudderet op. Det var altså ikke vand nok.

Samme dag blev Hans Mortiz udnævnt til skriver for Det Brede Råd. Det må have været en forfremmelse for manden. Det er første gang, at Ove Gedde nævner andre end ledere ved navn. Nu havde han en sekretær til Det Brede Råd, som han slev havde udpeget. Det må have været en, som han stolede på til at skrive referaterne af møderne.

De 23. om natten kom der liv i sørøverkaptajnen Samuel Fischer fra Lion d´or, som nu hed Patientia. Den brave sørøver prøvede på at flygte. Han sprang ud fra Galleriet, verandaen helt agter. Han brød dermed det, som han havde lovet, idet han fil quarter. At få quarter ville sige, at man kunne gå frit omkring, hvis man afleverede sine våben og lovede ikke at flygte. Nu hvor han havde forsøgt at flygte, var det legitimt at hænge ham fra rånokken. Næste dag blev retten sat, og han og de fribyttere, der fulgte ham, blev dømt til at blive kastet overbord. De, fik måske uventet hjælp fra gesandten, dennes kone og overkøbmanden Peder van Xanten. De gik i forbøn for dem. Fischer blev i stedet for sat i “pinligt forhør”, altså pint til at tilstå, at han havde erobret engelske og andre skibe. Han underskrev denne tilståelse men den findes ikke i dag.

Endelig, den 24. ser de på det plyndringsgods, der fandtes om bord på Patientia ex. Loin D´or. Det skulle ifølge reglerne deles, men kaptajnen på Elephanten skulle dog have mere end de andre kaptajner.

Det store skib hed Lion D´or og er i Beretningen af 1620 beskrevet som et ganske vell Montered og udrustet skib efter datidens skik for sådanne røverskibe. Det var på 180 lester, omregnet er det ca. 360 tons, eller nok lidt mindre end Elephanten. men efter forholdene et stort skib. Det var også udstyret med dobbelt hud efter ostindisk vis. Hermed mener forfatteren nok, at den også har fået et lag fæhår uden på bundplankerne, dækket af fyrreplanker ligesom Elephanten og David. Den var bygget to år tidligere og udstyret med 24 gøttlinger og 10 stenstykker (kanoner) og rigeligt forsynet med bly og krudt. Der var bageovn med en håndmølle og en smedje om bord. Den var rigeligt forsynet med det, som sådanne gaseller skulle bruge til deres røveriske formål. Der var 20 piber vin og andre købmandsvarer, som de havde røvet fra andre skibe. Dette må være en øjenvidnerapport, det menes at være skipperen på
den hollandske fløjte, der er kilden. Skibet var veludrustet til at erobrer andre skibe. Bemandingen var oprindelig på 120 mand. Kaptajnen og leder af fribytterne var Samuel Fischer. Skibet der gik på grund og brændte hed Fidele Frantzou. Det var ført af Kaptajn Degermund med en besætning på 60 mand.
Jagtens bemanding var på 24 eller 25 mand. Det var skik og brug, at så snart flere skibe fulgtes ad, havde man en jagt (jagten er et mindre skin med 2 el. 3 master og beregnet til at sejle forud og se om der var fare på færde)

Senere i beretningen er den kun kaldet Jærgeren og der ingen oplysninger om de to sidste skibes armering.

Samme dag, den 24. februar, blev fribytterne forhørt. Referat af forhøret ligger i dag i rigsarkivet og giver et ganske godt billede af fribytternes skibe og deres togter. Fem mand blev afhørt, deres navne
hjemsted og udsagn blev skrevet ned og underskrevet af hver af de forhørte. Nogle underskrifter er bare kryds eller andet bomærke. Referatet fylder 10 sider, og når først det er tydet og tolket, giver det et godt billede af alle deres genvordigheder, indtil de overgav sig til flåden. Der er ingen tvivl om, at den oprindelige besætning var opsat på eventyr. Ved at sammenholde de forskellige udsagn kan man danne sig et skøn over besætningens størrelse og sammensætning. Men under forhøret bedyrede de fleste, at det var et rent tilfælde, de var ombord. Nogle sagde, at de var med, fordi de skulle til Brasilien, andre
mente, at de skulle ind i Middelhavet og røve, endnu andre var bare blevet hængende om bord, fordi Samuels Fischer have lovet dem masser af guld. Kun kokken fik fast hyre hver måned. De andre skulle dele 1/3 af udbyttet. Med de vidste egentlig ikke, at det var på fribytteri de skulle. Soldaterne og deres
befalingsmænd kom fra Paris, resten af folkene fra La Rochelle, Dieppe og oplandet til de to byer. Der blev flåden også samlet og udrustet.

Fidele Frandtzou og jaget afgik fra Dieppe i juni 1618 til La Rochelle, og sejlede derfra med det “store skib”. Det varede ikke længe før Jagten manglede vand. Den blev sendt til Afrikas kyst efter vand. Den
kom tilbage til de to andre skibe uden at have fundet ferskvand og blev så sendt hjem med en reduceret besætning. Resten af folkene fortsatte på de to andre skibe. De sejlede faktisk lige ned til fribytternes foretrukne jagtområde mellem Azorene, Maderia og De kanariske øer. De har ligget lige passende i
vejen for de med skatte tungt lastede skibe på vej hjem til Spanien og de ligeledes tungt lastede engelske, hollandske, franske og nu også danske skibe på vej til eller fra det fjerne østen. Om sommeren var der en stabil passat og gode muligheder for at ligge i læ af småøerne. Så kunne de hurtigt komme frem og overraske deres bytte. Anlægspladser som Flores, en lille ø af Azorerne, Porto Santo nord for Maderia, var kendte sørøver reder. Reden ved Kap Verde blev brugt til reparationer og proviantering.

De sejlede til de Kanariske Øer. Sejladsen kan have taget cirka 12 dage. Der tog de fisk fra tre englændere og plyndrede folket. Allerede påså tidligt et tidspunkt af deres færd var de interesseret i proviant. De har
nok ikke haft for meget med sig. Det ser ud til, at der ikke var mere at hente der, og de sejlede til Isla de Flores, hvor de mødte de tre franske orlogsskibe, som de kendte. Til dem afsatte de tre mand som var opsætsige. den oprindelige besætning af fribyttere sejlede rovet hjem. Besætningerne på de erobrede skibe blev sat til at arbejde på Samuel Fischers skibe, eller de blev også fribyttere. På den måde fik han flere og flere fremmede om bord. Det var ikke altid de makkede ret. Nogle var ikke særligt begejstrede for at arbejde for firbytterne.

Derfra sejlede han tilbage til Isla de Palma. Der fandt han en franskmand, som han lettede for 3 læst hvede, 4 gøttlinger, 6 stenstykker og 2 tons krudt og kugler. Folkene havde ikke meget, men det de havde, blev taget fra dem. Kaptajn Samuel Fischer gav franskmanden en kvittering for det modtagne
gods. Denne handel viser tydeligt, at det ikke var vin og andet kostbart, han var ude efter. Hvede var noget spiseligt, og 3 læst er alligevel en anselig mængde. At han også tog kanoner, kan tyde på, at han ikke var tilfreds med det skyts, skibet var udstyret med fra Frankrig.

Fra Palma sejlede han til C. Carnurien, (Grand Canaria) hvor han fandt en engelskmand, der allerede to gange var blevet overfaldet af franskmænd. Han tog 10 piber vin 2 piber sukker og afleverede 30 mand, der var ” løbet” fra ham. Samme sted tog han fra en engelskmand 50 piber vin og berøvede folket. Derfra sejlede han til Lanzerote og erobrede den engelske jagt med E. Leck om bord. Fidele Frandtzou og jagten kan godt have forladt Lion d´or, efter at Samuel Fischer havde fået “legale” forsyninger af franskmanden.

Den 19. november 1618 bliver en engelsk jagt overfaldet. Vidner omtaler kun fribytteren, der forlangte, at jagten skulle levere 8 både vand, 5 krabicker, hvad det end er, 12 okser og 14 høns. Dvs. fribytteren havde
ikke fysisk overtaget jagten, men han kunne nok true den til at give noget fra sig. Jagtens skipper har udleveret, hvad fribytteren forlangte. Jagten var velforsynet og fribytteren manglede proviant. Dette forklarer Fidele Frandtzous og jagtens afstikker til Ringebordo, Tangerj og C. de Rouertt, som et andet
vidne har beskrevet. Mangelen på proviant var simpelthen større end mangelen på bytte. Alle de fade vin, han havde taget, kunne ikke mætte. Skipperen udleverede det forlangte og “begierett Engelschmanden sitt schibff igien”, altså han tror, at han er fri. Men fribytteren vil have mere, hvilket skipperen dog nægter ham. Så tilbyder fribytteren jagten at sejle med på fribytteri. Jagtskipperen tilbyder ham skibet uden besætning (her er det lidt uklart, om fribytteren tilbyder 100 croner, eller om jagtskipperen, siger at han ikke vil på fribytteri, om så han fik 100 croner). Fribytteren Samuel Fischer trøster skipperen med, at han kunne blive tilfreds, hvis han gjorde en god rejse. Et vidne fortæller at skipperen blev lovet 1000 gylden for at følge med og 300 Gylden til foræring, og at han oven i købet kunne blive på sit skib med sine egne folk. Skipperen slog til og siden sad han til bords med Fischer og kaptajnen på jagten var tolk. Den engelske jagt fulgtes herefter med fribytterne som deres jagt.

Springet fra koffardiskib, dvs. handelsskib, til fribytterskib var ikke så stort dengang. Efter forhandlingerne med den engelske jagt lå Fischer i fere omgange 10 – 11 dage under Lanzarote og ventede på nogle skibe fra Maderia. Så sejlede de til Tenerife og var der i 5 – 6 dage. Her jagtede de en karavel fra Santa Cruz red til den anden side af øen. Derefter så jagten på et andet skib med 18 kanoner med det hollandske flag på storstange og der engelske på bageste stang. Dette skib angreb de om natten uden de store skibs støtte. To timer senere kom Lion dór og Fidele Frandtzou og forsøgte at borde det angrebne skib, men måtte opgive efter syv timers kamp. 10 eller 12 mand blev såret. og en konstabel blev slået ihjel. De var her tre skibe om at angribe et skib, der turde forsvare sig.

Derfra sejlede de igen til Maderia og lå der 8 eller 9 dage, til de sejlede til Lanzarote ind i bæltet mellem Lanzarote og Fuerteventura til C. Blanc og så langs kysten til Kap Verde. Denne sejlads tog ca. 10 dage. Der lå de så, indtil de blev taget.. Under opholdet ved Kap Verde fik de af et tysk skib omtrent 20 stænger jern for vin. Jernet blev brugt til at få vand af de indfødte. Ove Gedde måtte også give jern for ferskvand. På land havde de 30 sårede. Nogle af dem var måske mænd fra d erobrede skibe. En var blevet pint, nævnes det af to vidner. Adskillige fribyttere er blevet sat i land eller på andre skibe, fordi de var opsætsige, havde rebelleret eller bare ikke ville være fribyttere.

Det ser ud som om at fribytterne var i en sølle forfatning, at der ikke var vand nok, var almindeligt, men de manglede proviant og har ikke kunnet skaffe nok ved fribytteri. Den engelske jagt var en lækkerbisken for dem. Den var velforsynet, og måske var det derfor, den fik tilbuddet om at sejle med. Bortset fra Lion d´or, var de andre skibe heller ikke meget bevendt. den engelske jagt tog egenhændigt kampen op med et skib på 18 kanoner, men efter to timers kamp, havde det alligevel ikke erobret det. Lion d´or og Fidele
Frandtzou kunne efter yderligere 7 timers kamp heller ikke klar det. Det ser ud til at besætningerne var i en fysisk dårlig forfatning og at moralen ikke var særlig høj. Englænderen troede, at han kunne klare det og slippe fra Fischer på et tidspunkt. De skulle lers have solgt deres last af huder og staver til tønder på Maderia, hvor de blev erobret. Derfra skulle de til Lanzarote og til Cabo Blanco op Afrikas vestkyst og fylde lasten med fisk. Men det lykkedes ikke og nu var de altså taget til fange af den danske styrke. De gjaldt om at slippe så billigt fra anklagen for sørøveri som muligt. De fleste af de forhørte havde en eller anden luftig undskyldning for at være ombord på skibene lige nu, og det var nok snarere blandt de 30 mand i land at man kunne finde fribytternes fanger fra de erobrede skibe. Blandt dem var en Skotte, der var blevet pint og plaget og havde reb om halsen, fortæller et vidne. Ove Geddes skibe havde set ud til at ville slås for det. Derfor gav fribytterne så hurtigt op og håbede på en mild behandling af danskerne.

Et forhør er mærkeligt. Det sidste vidne, tilsyneladende en sømand, der var om bord hos fribytterne for at komme hjem. Han var kommet til Kap Verde på et koffardiskib, som sejlede fra Dieppe fem måneder tidligere for at handle huder for jern og brændevin.

Var han bare uheldig?

De 19. februar om morgenen får fribytterne øje på den hollandske fløjte, der ligger og skvulper, bred om bugen, dybt lastet og til ankers. Det er endeligt et let bytte. Så er det bare om at komme i gang. Op med
ankret og sejlene. Den mest udførlige beretning om dette slag set fra deres synsvinkel får vi af “den engelske styrmand Leck” på Lion dór. Fløjten fyrer et skud af, men det var vel af angst, tænker sørøverne. Så dukker resten af flåden op. Styrmanden beretter, at de troede, det var spanske eller portugisiske skibe. De prøvede at komme til luvart for skibene, og de frydede sig, da de så Elephanten sætte storbåden i vandet. De regnede med, at de var ved at bringe deres kostbarheder i sikkerhed. De tænkte ikke på, at det kunne være, at båden med mandskab om bord var sat i vandet for at entre deres skib.
Da de blev beskudt af danskerne, mente han, at de skulle overgive sig. Det mente hans kolleger ikke, at de skulle.

Leck nævner kun tre af flådens skibe i kamp, Elephanten, borgerskibet Christian og den hollandske fløjte. Sidstnævnte har både været lokkemad og bagstopper. Den har nok haft den farligste rolle i træningen, men når man overvejer, hvad det egentlig var denne fløjte præsterede, så har det nok været et mere kampdygtigt skib end forventet. Den sørger for at holde afstanden til fribytternes jagt på vej
ud. Jagten sejler forbi Elephanten og går i kamp med Christian og får held til at beskadige riggen blandt andet. Så må fløjten vende for at borde jagten, og det lykkes fløjten at erobrer den fremmende jagt. Ove Gedde roser også kaptajnen i sit brev til majestæten. Kongens skib David med gesandten om bord
og borgerskibet København deltog ikke i træfningen. Det er forståeligt ´, at David ikke var med. Kaptajnen på København var Laurids Willomsen. Han skulle måske beskytte David.

Træfningen kan ikke måle sig med andre kendte piratangreb. Der blev ikke skudt ret meget. Elephanten afleverede to varselsskud, et mod Lion d´or og et mod jagten. Derefter et skud igen mod Lion d´or, efter at have set dennes pas, det vil sige tre skud i alt. Christian, jagten og fløjten har nok ikke været indhyllet i krudtrøg. Ove Gedde melder hverken skader på skib eller mennesker. Derimod har fribytterne en del sårede, nogle af dem var nok sårede fra tidligere møder med skibe.

Ve Kap Verde har fribytterne bragt 30 sårede på land. Nogle af dem har sikkert ikke villet være fribyttere og var derfor i land, formentlig bevogtet. Det kan kun blive et kvalificeret gæt, at der var ca. 140 kampduelige fribyttere, da de gav sig i lag med den ostindiske flåde. De var så oven i købet ikke i for god fysisk tilstand og deres moral vel heller ikke. Man kan antage at kongens skibe og den hollandske fløjte var vedligeholdte og rene med folkene mætte, sunde, vel disciplinerede og i overtal. Det har været for stor en opgave for fribytterne.

I rapporten til Christian IV har Ove Gedde ikke skrevet noget om, at fribytterne var deres fanger, eller nævnt de mennesker, der var blevet i land. Den eneste, der egentlig var fange, var kaptajnen for styrken
Samuel Fischer. Lion d´or blev omdøbt til Patientia et navn, som der er tradition for i kongens flåde.

Det er nok på sin plads her at gennemgå det , der førte til slaget ,med fribytterne. Ove Gedde, “Christian IV´s mannd, thienner och gesannte” havde skønnet rigtigt, da han formodede, at fribyttere kunne ligge i Anse Benard. Han disponerede rigtigt ved at sende den hollandske fløjte i forvejen for at undersøge ankerpladsen nærmere. Han dirigerede de andre skibe i læ af øen Goreee, så de var beskyttede. Det hele tyder på, at de var admiralen, der her dirigerede de dansk skibe. Havde Ove Gedde ikke angrebet
fribytterne, var de danske blevet erobret eller svært beskadiget af fribytterne. Den helt korrekte opførsel fra begge parter havde været, at de viste hinandens papirer frem og derefter fandt ud af, om de var venner eller fjender. Af forhøret af fribytterne synes det at være klart, at det var rene sørøvere, som ikke var blege for at overfalde deres egen nations skibe. Ved korrekt opførsel fra Ove Geddes side ville ekspeditionen enten være blevet svært beskadiget, eller den havde stoppet der. Mens kongens gesandt ikke var i tvivl om, at det var sørøvere, så tvivlede han derimod på den diplomatiske reaktion hjemme. Man havde hele opholdet på kysten til at tænke over hvordan man skulle skrive det
til kongen.