Kap Verde: Klargøring til det videre togt

Kap Verde: Klargøring til det videre togt.

I første omgang var der vigtigere ting ar tage sig af. De var kommet for at købe ferskvand og proviant, og den 26. februar ankrede de op ved Porto Dallie og aftalte med de indfødte, at de ville give 30 stænger jern for ferskvand. Samme dag blev Thyge Stygge og Peter vab Xanten beordret til at optegne alt, hvad der fandtes på skibet Patientia. Niels Rosenkrands og Visitateuren, Herman Rosenkrants, skulle tage sig af den erobrede jagt, der nu hed Jægeren. De af leverede et underskrevet register over invetaret. Næste dag den 27. blev besætningerne til de to skibe udstukket. Hvet skibsråd afleverede en fortegnelse over den proviant, de kunne afse til de to skibe. Hans Lindenov blev kaptajn på Jægeren, mod at den kejserlige gesandt skriftligt stod til ansvar overfor kongen “for alt hvis Skade og Schimpf, som deraf kunde foraarsages”. Det havde altså ikke været noget admiralen gik ind for.

Et par dage efter, den 28., blev overkøbmand Cornelius Løyse sat til at fjerne, krystal, koraller og jernstænger fra priserne for dermed at finansiere flådens proviantering. Det med koraller og krystal er mystisk. Var det noget de havde tiltusket sig fra de indfødte? Jernstænger var til gengæld den gængse handelsvare i Porto Dallie. Den 2. marts blev alle kaptajner og skippere af Det Brede Råd beordret til at ro hen til priserne for at finde ud af, hvad de erobrede skibe eventuelt manglede af udrustning, hvis de skulle med til Ostindien. Den 6. tabte Davis en 3/4 sag, en mindre kanon. Ove Gedde var sur, det var sket, medens kaptajnen ikke var om bord. Skipperen og artilleri mesteren havde ikke været påpasselige nok. En kanon er ikke noget, man sådan bare taber ud over siden. Ove Gedde havde nok at se til. Episoden med kanonen har nok overbevist ham om, at man skal være over det hele, hele tiden. Det er ikke en ukendt reaktion på sløseri i arbejdet.

To dage efter besluttede Det Brede Råd at anholde kongens gesandter og folk fra Porto Dallie, da disse var kommet med trusler og “adskellig Unyttighed”. Dette er det eneste, der står om den episode i rapporten. Om tilstandene på kysten dengang oplyser Søfartsmuseet i nutidens Gorée at både øen og kysten ved Porto Dallie hørte ind under et rige, som Ove Gedde kalder Gambra, og at Gambra øverste ledelse udelukkende bestod af indfødte. I dag sikkert Gambia.

De eneste udlændinge på denne tid var arabiske købmænd eller europæere fra Portugal eller Spanien. De kunne være mellemled mellem de indfødte herskere og europæerne. Ove Gedde og hans folk var ikke meget kendt med at handle uden for det skandinaviske område. Hollænderne var bedre kendt med
den salgs handel, men de holdt sig beskedent i baggrunden. Forsyninger til skibene på kompagniets rigning var ikke deres anliggende. Der kan meget vel have opstået misforståelser mellem danskerne og de indfødte. Den 9.´marts sendte Rådet Alcairens, guvernørens, broder med en fastboende portugiser til
kongen. De skulle forsikre ham at der intet ondt ville ske fangerne på skibet. De var ene og alene tilbageholdt på grund af en manglende leverance af vand og brænde som de allerede havde betalt for. I et brev til Christian IV skriver Ove Gedde, at et flertal af stemmerne i Det Brede Råd besluttede, at de
formastelige indfødte, der kom om bord og “gandsche ubehørligen” lod befinde, skulle tilbageholdes og trakteres vel, indtil de havde fået vandet om bord. Dette fik de indfødte i land at vide. Danskerne fik omgående lov til at hente deres vand om to dage. Men de turde ikke løbe an på løftet, så de beholdt
de indfødte om bord.

Der kom ingen vand. Den 10. blev det forordnet af Det Brede Råd, at tre officerer, 55 mand samt skibsbådene bemandet med søfolk skulle age ind til land og hente vand. Det var søfolkene, der skulle hente vandet, og soldaterne skulle se til, at de ikke blev forhindret af de indfødte. Dagen efter tog Ove Gedde, Thyge Stygge, to løjtnanter og en fændrik med 50 soldater ind på land for at undersøge, om de kunne få vand nok, uden Folke-Spilde. Det fandt vand to steder. Det ene lå 100 skridt fra stranden, hvor bådene kunne ligge. De gravede ned i stranden for at komme til grundvandet. Når man er så nær ved havet, er man nødt til at smage på det kan meget vel være brakvand. Ove Gedde fandt den nærmeste plads velegnet, selv om det smagte lidt af salt. Det kunne bruges som kogevand. Alle, der var med, forlangte, at man tog vandet fra det fjerneste sted. De ønskede ikke at blive syltet i det salte vand og dø i
søen. Så hellere tage den risiko, det ville være at hente det længere inde i land. De ville holde god vagt, hvis de indfødte fandt på at ville skade dem. Admiralen bøjede sig modvilligt for dette krav og henvendte sig til alle i land med en advarsel om, at de ville blive slagen, hvis de blev overfaldet af de
indfødte, da de ikke kunne få nogen hjælp fra skibene. Så de skulle være vagtsomme. Soldaterne blev delt i tre grupper med hver en officer. De blev posteret mellem vandhullet og bådene. Ove Gedde og Thyge Stygge blev roet tilbage til skibene. Resten af det, der skete på stranden, blev opklaret af et
forhør, som fandt sted efter, at alle var kommet tilbage til skibene.

Det har været ret besværligt at hente vand på kysten. På stranden ved Porto Dallie var det ikke helt så nemt. Vandet blev pumpet eller øst op i træfade, laste i jollerne og sejlet ud til skibene. Medens søfolkene knoklede med det, skulle soldaterne holde vagt. Den midterste gruppe af soldater blev ledet af en fændrik. Han beordrede sine soldater hen til den gruppe, der var placeret tættest ved stranden, og smed tøjet og gik i vandet. Han opfordre sin deling til at gøre det samme. Det var dejligt for soldaterne
for det var ingen badeværelse om bord, go for en gangs skyld kunne man få vand på hele kroppen og blive kølet af, det var jo i troperne. Geværerne blev stillet op i pyramider og tøjet lagt i bunker på stranden og de for ud i bølgerne.

I brevet til kongen skriver Ove Gedde mere om denne beklagelige episode. På dette tidspunkt har han haft tid til at overveje, hvad der egentlig skete, og hvordan han skulle fremstille det for riget øverste chef. Han var jo først og fremmest tjenestemand.

Episoden beskrives sådan: Da de “Sorthe” så soldaterne i vandet, overfaldt de med inden de kunne komme til deres geværer. De blev jaget ned til bådene . En del nåede ud til bådene, andre blev slagne eller druknede. De tabte 43 mand. Nogle af dem blev tilbageleveret. 12 mand beholdt de. De tal stemmer ikke helt overens med de tal, der står i rapporten. Det står, at 10 mand forsvandt, 31 blev slået og fanget, 12 mand blev leveret tilbage og 11 mand beholdt de som slaver. Regnestykket passer ikke helt, hverken i rapporten eller i brevet. Det eneste som vi ved med sikkerhed, er, at 11 mand er blevet slaver hos de indfødte. Klog af skade måtte de prøve endnu engang. Ferskvand skulle de have. Der er ikke nogen beretning om, hvordan det så gik.

Den 16. marts mødtes Det brede Råd igen. Denne gang var det på grund af “Uskikkelighed udi Flaaden” Der var for meget drikkeri og overflødig spisning i kahytterne, det vil sige officersmesserne. Enhver person skulle udleveres 4 pund brød,3/4 pund smør og hver dag ½ kande vand og ½ kande vin. På hver køddag – 2 dage pr. uge – udleveres 1/4 pund flæsk og ½ pund kød, og på hver fiskedag 1/4 pund fisk.

Den daglige kande øl er blevet til ½ kande vin og ½ kande vand. Rent umiddelbart skulle man, tro at øllet var sluppet på eller blevet dårligt. Hvor meget der var komme om bord er ikke til at udregne, der er for
mange ukendte faktorer. Var det specielt skibsøl, der kom ombord, eller var dansk øl almindelig øl, som enhver husholdning bryggede? Fakta er, at rationen blev lavet om til vin og halv vand. Så kan man bedre forstå modviljen til at tage brakvand om bord. Det er da uappetitligt at fortynde vin med brakvand.

Det næste punkt på dagsordenen er meget alvorligt og kompliceret. Gesandten havde kastet Davids båd i søen med 8 kanoner og nogle geværer, som han havde fået skriftlig bevilget af kompagniets bestyrelse. Hvorfor gjorde han det? Kanonerne er en mangelvare på lange rejser. De var ikke nemme at få fat i og det var absolut en svækkelse af flådens ildkraft. Så blev der byttet både, for man kunne ikke undvære en båd. Den bliver ikke bare brugt til at transportere kaptajnen og den øverste ledelse, en båd er også en arbejdsbåd. Kaptajner og skippere fik travlt med at bytte både, så de kunne sikre sig en bedre båd, end den de havde i forvejen. Og nu skal man altså lige holde tungen lig i munden: Den hollandske fløjte skal have Patientias båd, fordi gesandten havde kaste sin båd i søen. Davids skulle igen leveres til Patientia, fordi skibsrådet havde beklaget sig over ikke at kunne have den. Den har måske fyldt for meget på David.

To dage senere samles Det Brede Råd igen. Det sluttede, at Jægeren og Patientia skulle følge med til Ostindien, selv om Ove Gedde havde protesteret og advaret dem om, at de selv skulle stå til ansvar for følgerne af denne beslutning. Han havde forslået, at Patientia skulle bemandes med 20 mand af deres egne og sammen med den hollandske fløjte sejle til Salt Øerne og lastes med salt til Danmark. Ilha do Sal er en af de Kapverdiske Øer, hvorfra der udskibes salt. Ankommen til Danmark, fuldt lastet med salt, kunne admiralitetet bestemme over skibets videre skæbne, så det ikke ville give anledning til Internationale stridigheder. I øvrigt var en prise ifølge skibsartiklerne kongens ejendom. Han tilføjer, at selv om skibet havde været ude i 8 måneder, var det i god stand. I Beretningen af 1620 står der at det var en nybygning. At skibet skulle med til Ostindien var ikke så dårlig en beslutning. Man vidste, at der ville komme et større mandefald i løbet af rejsen. Det var normalt på de tider. Så det var vanskeligt at undvære folk til at sejle to priser hjem. Det var også et godt skib, som d nok kunne have gavn af ude på Østen. Det viste sig faktisk, at det var den bedste sejler i flåden. De andre skibe var ombyggede lastskibe. Den stak mindre end de andre og var derfor god til at sende i forvejen. Rådet besluttede endvidere at man skulle forsøge at få den lokale konge for “Gods eller Penge” til at frigive de fangede soldater. Samme dag forlangte, i rapporten står de begierde, Boschouwer, at det kejserlige våbenskjold sammen med den danske konges våbenskjold blev malet på Patientia agterspejl. De to majestæter skulle også males holdende hinanden i hånden under våbenskjoldene. Ove Gedde sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, der var for lidt plads. Det var et diplomatisk afslag.

Det var nogle travle dage. Den 19 marts tog Ove Gedde selv med officerer og folk med alle de store både i land – nu ville de havde deres folk ud af fangenskabet. Det må have set imponerende ud med alle de store både med soldater, bevæbnet med musketter, krudt og kugler komme ind til land. Måske var der endda en lille kanon om bord. Det er ligesom, man har set det på film, når opdagelses rejsende eller soldater på rov ror ind til en fremmed kyst fra skibe, der ligger til ankers i bugten. Til at begynde med har de indfødte nok været imponerede og bange for, hvad der skulle ske. Men med tiden er de blevet
hærdet og har siddet stille på stranden for at afvente begivenhedernes gang. Det skete også her. Brændingen var farligere end folk troede. Det begyndte allerede tre musketskud fra land . Alle kom i stor eventyr, skriver Oce Gedde. Men de trak sig tilbage i tide, uden at de kom til skade. Han skrive ligeud, at
det havde været slut med ekspeditionen, hvis de havde mistet alle deres både på denne udflugt, og det havde været til stor “daarlighed af både mig og de andre”. Efter dette mislykkede forsøg, lettede de anker og sejlede til Salt øen, Ilho do sal, for at laste hollænderen med returlasten.

Kap Verde øerne (ca. 500 km ud fra Afrika vestkyst) med salt øen Ilho do Sal i dag er det skikker Ilha da Boa Vista.

Medens de lå der, skulle de borgelige skibe have nok at bestille med at omlade proviant og andre forsyninger fra hollænderen til deres skibe. De to priser skulle have deres forsyninger suppleret så de havde nok til den lange rejse til Ostindien. De fik lov til at låne Elephantens storbåd til dette arbejde. Den 20. om aftenen ankrede de op ved Salt Øen. De Kapverdiske Øer ligger ud for Kap Verde og er en gruppe øer uden ferskvand. Salt øen er en af den gruppe. Den næste dag blev hvert skibsråd af Det Brede Råd pålagt at finde ud af, hvor meget ferskvand de havde om bord. Det viste sig, at der var nok til de næste 3 – 4 måneder. Ove Gedde bemærker lidt syrligt i rapporten, at så havde al den besvær og de tab, det foranledigede, været unødvendige. Fremover skal alle officerer holde bedre regnskab med deres forbrug af vand, vin og proviant. Det er ikke første gang, at han ser sig nødsaget til at irettesætte de øvrige ledere. Disciplinen var ikke så god, som den skulle være. I dag er det en selvfølge at man kontrollerer, hvor stor forbruget er i forhold til beholdningen. Det må det også have været dengang. Men i de andres øjne var han nok en grønskolling og militærmand. De var frie købmænd. Allerede på Isle of Wight lod de hånt om hans ordrer. Gesandten gad ikke engang være om bord til afgangstid, hvilket ikke har hjulpet på forholdet mellem danskerne og de hollandske købmænd. Gesandten have åbenlyst demonstreret sin holdning til den danske ledelse. Ove Gedde har indtil nu undladt at tvinge sine ordre til at blive fulgt af de civile købmænd. Efter at have konstateret, at der var vand nok, hvis man udi nød kunne klare 4 måneder uden at tage mere vand ind, mente Det Brede Råd, at man kunne fortsætte rejsen. Man kunne dog først lige finde ud af, om man kunne få vand fra fastlandet. Tå både blev sejlet ind til fastlandet
og fik der forbindelse med en portugiser, der for 80 rigsdaler kunne skaffe dem vand. Så flåden skyndte sig at lægge sig til ankers i Anse Bernard, bugten udfor det nuværende Dakar.

Der er ingen ro. den 27 bliver skipperen på Christian, Jan Jansen, dømt fra sin stilling, som skipper samt tab af alle sine “fortiente Maanedspenge”. Hans forbrydelse var alvorlig nok. Han blev beskyldt for at have løjet til gesandten, sådan at denne opildnede hollændere og fremmede imod danskerne. Altså han havde sået splid i mellem grupperne. Så er det et fortolknings spørgsmål, om dette betyder, at han hele rejsen skal arbejde gratis, eller om det kun er den løn, han har tjent indtil denne dag. Ifølge skibsartiklernes § 64 er den endelige afgørelse kongens. Han kan benåde den gode Jan Jansen. Endelig de 30. mats bestemmer Det Brede Råd sig til at udlevere Alcairen af Porto Dallie til Alcairen i Kap Verde.

De 1. april tog Det Brede Råd nogle vigtige beslutninger. Man kan fornemme, at nu tog man en dyb indånding, for nu skulle man for alvor ud på dybt vand. Der vat langt til næste stop. Flåden skulle helt til Kap Det gode håb uden stop. Provianten var blevet checken flere gange. Der var vand nok og disciplinen havde fået en opstrammer. En kilde til uro var fundet og kvalt. Nu skulle størrelsen af rationerne bestemmes, så man var sikker på at kunne nå Kap Det God e Håb. Nedskæringerne i rationer skulle gælde alle uden undtagelse. Det bliver præciseret i bestemmelsen om de nye rationer. Fra 4 pund brød
ugentlig går man over til 3 pund. Der bliver 2 køddage og 5 fiskedage, en kande vand og 2 møtschen fransk vin. Når der er sluppet på, får de kun 1½ møtschen spansk vin . Øl og brændevin er ikke nævnt, så det formoder jeg bibeholdes så længe lager haves. Samtidig beslutter man, at hvert skibsråd skal have lov til at lave om på rationens størrelse, alt efter omstændighederne. Det kan være fordi, de på grund af uvejr kan komme væk fra de andre skibe eller have andre årsager. I alle tilfælde bliver det pålagt det enkelte skibsråd at administrere den medgivne proviant. Da kongen ikke specielt, havde nedsat et skibsråd for flåden, bestemmer Det Brede Råd, at alle skibskaptajner skal med i sådan et råd. Et skibsråd for Patientia bliver udnævnt.. Den sidste beslutning, som bliver taget i Det Brede Råd, er noget helt exceptionelt. Det fremgår af skibsartiklerne, at brug af åben ild på skibene i al almindelighed er forbudt
og dermed også tobaksrygning. Men nu beslutter rådet, at der må ryges tre gange om dagen. I rapporten står der “maatte for Masten drikke Tobak”. Der står yderligere, at så må de altså ikke ryge under dæk. Ove Gedde skriver, at det blev besluttet mod hans vilje, da han udmærket er klar over, at det var i
modstrid med majestætens skibsartikler. Det må have taget nogen tid og diskussioner at tage så vigtige beslutninger, og jeg forestiller mig, at alle trak vejret lettet efter dette møde. Nu havde man da rationerne på plads, der var etableret krigsråd, så der ikke var nogen , der kunne gå på rov for sig selv. Patientia havde fået et skibsråd, og Ove Gedde havde bøjet af for kravet om rygning om bord.

Det var dog for tidligt at slappe af. Der var en alvorlig disciplinær sag, der skulle afgøres. En understyrmand på Christian blev dømt fra sin stilling og skulle kølhales tre gange. Han havde talt nedsættende om skibsartiklerne. To sømænd blev også dømt til tre gange kølhaling og tabt løn for tyveri, som de havde begået, medens skibene lå ved Isle og Wight. Hr. Jacobsen, overstyrmand på David blev dømt til tab af fortjent løn, da han havde bragt flåden i fare ved at angive, at flåden sagtens kunne sejle til Porto Dallie. Elephanten skrabede bunden og Christian stødte på grund og kom fra. Som navigatør var han ansvarlig for de kurser, han fik skibet til at følge.

Der er på tide at kigge lidt på de straffe, der blev udmålt den gang. Rent umiddelbart vil man nok synes, at det er hårde straffe i forhold til forbrydelserne. Jam Jansen skipper på Christian, blev dømt for at tale
nedsættende om danskerne til hollænderne og blev fradømt stilling og løn. Nu bliver en understyrmand fradømt stilling og løn og skal kølhales tre gange også for at tale nedsættende. Er det forskel i strafudmålingen efter rang? nej det er der ikke. Understyrmanden talte nedsættende om skibsartiklerne, som selveste kongen havde godkendt. Dermed klandrede han majestæten og dermed hele retsgrundlaget for flåden. Det nærmer sig majestætsfornærmelse. At stjæle har altid været en alvorlig forbrydelse til søs. At have en tyv om bord er ikke godt for det sociale klima.

Man kan nok tro at kølhaling er lig med dødsstraf. Men det var det ikke. Der er mange myter om straffene på skibene. Straffene var ikke beregnet på at slå ihjel. Man skulle da have nogen til at sejle dem. Profossen havde ingen nihalet kat. Den kom om brod meget senere. Han havde en lille og en stor kæp.

Livet på skibene var hårdt nok endda i 1600 tallet, og man udryddede ikke mandskabet på et togt. Bortset fra de korporlige straffe blev alle straffe først bedømt af rederen, dvs. kongen, når skibet kom til
Helsingør. Indtil da svævede de straffede i uvidenhed. Men de havde da tid til at korrigere deres opførsel. Belønningen for at fuldføre rejsen var jo 3 mands hyre og et sæt tøj.

Det hele handlede ikke kun om disciplinærsager og rationer. Ove Gedde var også ansvarlig for driften af skibene, og han havde lagt mærke til, at der fra de to borgerskibe blev smidt en del fordærvet brød overbord. Skriftlift befalede han visitateuren, som var regnskabsfører for hele flåden, at undersøge sagen nærmere. Han ville gerne vide, om det var brød, de havde haft med fra begyndelsen af rejsen, og det havde været fordærvet, da det kom om bord. Eller om det måske var forket opbevaret om brod og derved blev fordærvet. Visitateuren svarede ikke. Admiralen fik dog opsnut, at brødet inde afrejsen
fra Danmark var blevet vådt i brødkammeret. De havde først nu haft lejlighed til at komme af med det.

Det var almindeligt, at man på længere rejser brugte ophold under land til at forny proviant, fange fisk og salte eller røge dem, bage brød, reparerer og vedligeholde skibene, måske endda kølhale dem. Der blev ligefrem etableret en lejr med telte til de syge og værksteder. Borgerskibene har nok fået bagt så meget brød, at de kunne tillade sig at smide det fordærvede brød ud. Men det er dog bemærkelsesværdigt, at den gode herr visitateur ikke værdigede sig til at svare admiralens skriftlige forespørgsel.

Endelig den 4. april fastsættes en afrejsedag. De bestemmer sig til at sætte sejl den 6. april. Forinden skulle der forhandles med de indfødte, om de ikke for en 40 eller 50 daler kunne blive enige om at købe
kanonerne fra den grundstødte fribytter. Skibsrådene skulle informeres om rådets beslutning. Skulle det være nødvendigt at sende en båd i land, måtte der ikke være mere end fire mand i båden. Det Brede Råd har nok fundet ud af, at de ikke kunne tåle unødvendige tab af folk. Det skulle jo ifølge aftalen med
kejseren af Candy afleveres to kompagnier soldater. Skibskaptajnerne skulle også undersøge, om skibe David skulle have mere ballast, da dets egen skibsråd ikke kunne blive enig om dette. Det yder ikke på det bedste klima om bord på gesandtens skib. Næste dag samledes rådet atter. Denne gang var det om de folk, som blev tilbageholdt af de indfødte. De indfødte lovede at levere fangerne tilbage den 7. og derfor skulle afgangen udsættes til den 8. Skibene skulle være i forbindelse med admiralen to gange ugentlig. I rapporten står der, tale med admiralen. Kursen skulle sættes til SVtV, 235˚, indtil 80 mil fra landet, til de var kommet til ca. 11½˚ nordlig bredde. Så skulle de holde StØ 170˚ og SSØ 155˚. PÅ samme møde besluttede rådet, at der skulle leveres 200 daler til Patientia og 100 daler til Jægeren. Pengene skulle bruges til proviant i tilfælde af, at skibene kom væk fra hinanden på turen. Dog skulle Præsidenterne, mon ikke det er det vi idag kalder messeforstander, stå til regnskab for de summer. Så kunne de roligt gå til køjs. Afgangen var sat, de første kurser sat af, og tilsyneladende var alle skibene klar.

Det var nogle travle dage, nu afgangen nærmede sig. Den næste dag blev de enige med Alcairen om, at han skulle have 50 daler og to stykker hørgarnslærred. De må have været to ruller lærred, ikke så lidt endda. De fik så anvist, hvor kanonerne lå, og de fiskede dem op med det samme. Det blev til to dele af en bronzekanon, kaldet Kaaber Støkke, tre jerngøttlinger, en ottekantet jernkanon samt tre små ankre og en trosse. Det var egentlig billigt. Jernkanoner kostede 5 daler pundet i Tøjhuset.

Den 8. april havde de et langt møde i Det Brede Råd. Der var tre punkter på dagsordenen. Det første punkt handlede om misbrug af Guds navn, at bande og sværge. For overtrædelse af dette forbud var bøden en rigsmark til de fattige. For præsidenten var det 1 daler. Så kunne man tage fat på det mere
praktiske. Inden for en perioder på tre uger skulle alle mand have haft en tørn ved roret. Bøden for at undlade dette var mere beskeden, 8 skilling. Alle mand skulle holde skibet og galleonen ren. (galleonen er området foran den forreste mast, det lille stykke dæk neden foran. Her er bovsprydet surret fast til
formasten og skibet, og samtidig det store fælles toilet, som hyppigt bliver overskyllet af søen.)

Det sidste punkt på dagsordnen omhandlede igen afgangstidspunktet. De skulle i Herrens navn afsejle næste dag. Forinden skulle de fra sørøvervraget bjærgede ankre leveres til den erobrede jagt. Den portugisiske alcair skulle have en gave til kongen af Senegal for at hjælpe til med at få frigivet de fangede soldater og søfolk. Den fastboende portugiser, der havde hjulpet dem og forhandlet for dem skulle og have en erkendtlighed. han skulle foræres 20 daler, en halv amme brændevin, 40 pund brød, 4 oste, en tønde salt og “en af de sorte”. Alt dette fik han for at hjælpe med at få de 12 fanger frigivet og sørge for deres ophold, indtil der var lejlighed for dem til at komme med et skib derfra. Til sidst blev det besluttet, at den hollandske fløjte skulle følge dem i to dage og sejle hjem derefter. Samme dag blev Cornelius Løyse, overkøbmand idømt tab af 3 måneders løn for “med Skields have forklejnet Fiscalen”. Det er uklart, hvad det var de havde skændtes om. Fiscalens senere opførsel kan måske forklare Løyses opførsel.

Samme aften satte de sejl. De havde ligget ved Kap Verde i 50 dage. Man må sige, at der skete noget i alle 50 dage og at det var et langt ophold, når der ikke var tale om havari eller andre ulykker, og nå de i grunden havde travlt. De skulle nå til Ostindien, laste og gerne sejle derfra igen med en gunstig monsunvind. Dog har tiden ikke været spildt. De fik også erobret to skibe, dog var det vigtigste at Ove Gedde og hans nærmeste danske rådgivere fik set eller kunne fornemme de vanskeligheder, købmændene kunne forårsage. Der kunne nu ikke være tvivl om, at Boschouwer ikke var helt enig med admiralen. Flere gange fik han dog si vilje. Samuel Fischer blev benådet og blev ikke henrettet efter sit flugtforsøg, fordi Boschouwer og denne kone og Peter van Xanten fik i forbøn for ham. De tilfangetagne
fribyttere kom med på denne del af rejsem. De blev formodentlig sat til at arbejde for føden, nøjagtig ligesom “konsulatpassagerer”, havarerede søfolk og turister kom hjem når de var strandet uden midler. Samuel Fischer spankulerede frit omkring beskyttet af Boschouwers og Peter van Xantens velvilje.