KAP X

Dengang den fromme Dannemand Finn
Bødvarsson endnu levede i Kjøbenhavn, var vi engang til et Gilde hos en Maler,
der hed Morten og hans Kone Ellen. Det var Mortensaften, som er Aftenen før St.
Mortens Dag. Disse Ægtefolk viste sig meget elskværdige mod os og bad os meget
venligt, om vi vilde ligge hos dem om Natten, hellere end at gaa hjem saa sent
ud paa Natten og maaske møde drukne Folk. Jeg vilde gerne modtage deres Tilbud,
men min fromme Kammerat vilde paa ingen Maade lade sig overtale, men vilde
absolut hjem; det blev derved. Vi fik en Lygte med et lille Lys i, og paa
Hjemvejen kom vi ved Stranden dl den Gaard, Som hedder .Lækkerbidsken eller
Klg. Kro. hvor man får Mad og Drikke for Penge, saa lidt og saa meget man vil
have. De Folk, som boede dér, var begge tyske, Manden hed Jacob og Konen Anna,
begge to gode Mennesker; hvorledes jeg kom i Bekendtskab med dem, vil jeg senere
fortælle. Dér i Nærheden gik Lyset ud, og i Mørket kunde vi ikke se, hvor Vejen
gik langs Stranden, hvorfor Finn, som havde gaaet lidt til Siden, ikke vidste
af nogen Ting, før han faldt  ned i en
Skude lige til Kølen, da den var uden Dæk. Der kom han til at ligge mellem
store Sten, men den gode Gud skaanede ham, saa han ikke kom til Skade, hvilket
siden efter saaes at have været et stort Mirakel. Skipperen, som laa agterude i
sin Kahyt, vaagnede og blev underlig tilmode, thi han troede, vi var ganske
andre Folk. Jeg bad ham paa en venlig Maade undskylde os og sagde, at det Ikke
var sket med værre Hensigt end som nu er fortalt, og bad ham tænde Lys, for at
vi kunde finde Finns Hat, der ved hans Fald var bleven borte. Men Finn vilde
ikke staa op, for han havde funden sin Hat igen, og jeg lovede da Skipperen en
halv Rigsdaler, naar han fandt Hatten. Han klædte sig nu paa, skøndt nødigt og
smaaskændende, men jeg stod paa Broen og ventede paa min Kammerat.

I det samme kom Skarvagten langs med
Stranden med store Lygter, Sværd og Spyd. Den var nylig kommen fra Raadhuset
for at husere og fore om paa alle Byens Gader og efter Skik og Brug ved Midnat
at se til, om ingen var drukken eller gjorde Spektakler paa Gaderne. Da nu
Skipperen ser Vagten, raaber han af alle Kræfter, om den gode Vagt hurtigt
vilde komme ham til Hjælp, da der var kommen to Mand ned i hans Skude, som ikke
vilde lade ham være i Ro, og den hastede da hen til os, lige som om der kunde
være noget farligt paa færde. Min Beden om Forladelse og Undskyldninger blev
ikke hørt formedelst hans Raaben og Skælden. Finn bad jeg om at staa op, men
han sagde, at han vilde blive liggende dér, til han fik sin Hat, som han havde
købt for 5 Daler for 5 Dage siden.

Vagtmesteren Søren Tran befalede sine Folk
straks at gribe og arrestere os. Vi havde intet Værge, uden jeg en lille Kniv,
med hvilken jeg en kort Tid værgede mig. En blev saaret af den, hvorpaa de slog
mig den ud af Haanden med deres Spyd og tog mig til Fange. En af dem, An- ders
Væver, som havde været et Aar paa Tøjhuset, kendte mig og tog min Kniv og gemte
den. Vagtmesteren befalede dem at holde mig fast og baade at banke og slaa, i
Fald jeg med Magt søgte at flygte. De, som holdt paa mig, blev ilde tilredt ved
mine Albustød, saa at flere spyttede Blod. Derefter søgte de efter min kære
Kammerat Finn rejste ham op og førte ham i Land, thi Skuden laa højere end
Broen. Hatten fandt de ogsaa, men da Finn kom i Land, blev han dem slem at
brydes med.

Mangen paa Brydning sig ej forstod og laa
paa Marken slagen. Lykken var gaaet de Danske imod, hvis Natten var vegen for
Dagen.

Denne Kamp varede bestemt en halvanden
Time. De agtede at sætte os i en Kælder, som kaldes Raadhuskælderen, hvor
Fanger plejer at gemmes, men det faldt dem besværligt, thi vi gjorde saa megen
Modstand, vi kunde. En Gang havde jeg næsten taget Hellebarden ud af Haanden
paa Vagtmesteren ved en hastig Vending. Han stødte mig slemt med Enden af den
for Brystet, men da jeg var i en saa tæt Klynge Mennesker, faldt jeg ikke, men
tog fat i Skæftet og trak rask Hellebarden til mig, saa at han nær var falden,
og derved blev han end mere vred og opfordrede sine Folk til at banke os. Han
spurgte om vore Navne, først mig: hvad for en Landsmand jeg var, og hvem jeg
tjente. Den, som han saa vel som jeg maatte bøje sig for, svarede jeg. Han
sagde, at selv om jeg tjente Kongen, saa havde han vist ikke befalet, at jeg
skulde være saa sent ude om Natten. Jeg svarede, at jeg i Begyndelsen ikke havde
gjort nogen noget Ondt, men han havde derimod med sine Folk overfaldet os med
Urette, hvilket nok skulde blive paaanket.

Derefter spørger han Finn om hans Navn hvilken
Landsmand han var, hvilket Embede han havde? Finn sagde ham det altsammen.
Derpaa lod Vagtmesteren til atter at ville begynde, men Jacob, som laa med sin
Kone oppe i andet Stokværk i sin Seng, og havde hørt alting fra Begyndelsen af,
lukkede endelig Vinduet op og raabte ned til Vagtmesteren og bad ham slippe os
og takke Gud, at han slap saa godt, thi i Fald det kom til Rettergang, vilde
han sikkert komme til at tabe, da han aabenbart havde Uretten paa sin Side, og
desuden vilde baade Tøjhus- og Slotsretten blive ham haarde nok og de Højlærde
for Finns Skyld, da Finn var Student. Vagtmesteren blev herved noget bange og
gav os fri. Herfra gik vi hjem til mit Logis, som ikke var langt derfra i
Vingaardsstræde hos min gode og tro Kammerat Jon Halldorsson og hans Kone
Christine Sørensdatter, som var fra det Land Holsten, hvor hendes Fader var
Præst. Jon ønskede, han havde været næværende, thi saa skulde nok nogen være
bleven slaaet til Jorden. Det hændte sig, at samme Søren Tran siden kom paa
Bremerholm i det store Fængsel, som jeg før har omtalt.

Der var blandt andre en Student i Byen,
som hed Mikkel kaldet Mikkel Nordbagge. Studenterne var dengang omtrent 200 i
Tallet. Denne Mikkel og Søren Tran spillede hinanden Puds engang imellem om
Natten. Thi naar Skarvagten gik igennem Byens Gader, havde Mikkel altid skrabet
en hel Flok af de største Dagdrivere og Skælmer sammen, som han kunde opdrive
blandt Baadsmandsfolk og Haandsværksfolk, og med disse modsatte han sig ofte
Vagtmesteren og hans Vagt, saa de maatte lade dem gaa, hvorhen de vilde, thi da
Mikkel var rig, gjorde han ofte Gilder for Søren og hans Folk, blandt hvilke
han og havde flere Bekendte. Finn gik til Mikkel om Aftenen og fortalte ham
omstændeligt vort Sammenstød med Søren. Denne blev nu kaldt derhen, og Mikkel
gjorde et stort Gilde i sin Bolig, hvor der var megen Gammen og Glæde, saa de
tilsidst blev gode Venner.

Nu følger, hvorledes jeg kom i Bekendtskab
med den før omtalte Jacob, som holdt Spisehus og Gæstgiveri ved Stranden.

Engang gik jeg og en Islænder, som hed
Einar og var fra Øfjord, ind til Jacob for at spise til Aften. Vi sad begge to
ved et lille Bord ved Vinduet, som vendte mod Stranden, men Jacob sad til
højbords med sine mange Gæster. En mundrap Mand, som talte meget og som var
Murermester, sad dér blandt de andre. Han lod til at kunne fortælle meget om
Folks Skikke og Sædvaner i flere Lande, blandt hvilke han ogsaa nævnte Island,
hvis Indbyggere i hans Tekst og dens daarlige Udtydning ikke blev skildret paa
den bedste Maade, men med sorte Farver. Men hans Tilhørere var godtroende og
roste hans Tale, hvorved han blev endnu mere opblæst og trak Historien om dem
saa langt ud som muligt, saa at der blev megen Latter, men ingen Graad. Jeg
spørger da Ejnar, hvor længe han vilde taale sligt? Men han svarede, at han
ofte maatte høre sligt om Island. Derpaa spurgte jeg ham, om han vilde hjælpe
mig, hvis jeg behøvede det? Det lovede han. Jeg gik da hen til Højbordet og
betalte Værten for vor Mad, hvilket han modtog og takkede.

Derpaa gik jeg hen midt for Bordet og
tiltalte den Mand, som saa ilde havde omtalt mit Lands Folk, og som havde
sluttet sin Tale med de Ord, at dette Folk ikke maatte kaldes Folk, men
afskyelige Kreaturer! Jeg sagde: »Ven, jeg hører. Du er godt bekendt med flere
Nationers Skikke og fortæller godt; jeg undrer mig ikke mindst over, at Du véd
Besked om Islændernes Levemaade. Har Du nogensinde sejlet derop? Han bad Gud
fri sig for at gøre det og sagde: »Odin maatte gøre det, ikke han.(Odi bliver
brugt i samme betydning som djævlen) I samme Øjeblik gav jeg ham to dygtige
Ørefigen. De sad alle som himmelfaldne. Ejnar løb ud, da han saa, hvad der
skete, men Murermesteren sprang over Bordet og vilde dræbe mig. Jeg tog imod
ham; straks ville nogen hjælpe ham, men Værten forbød at blande sig i vort
Mellemværende. Tilsidst faldt han, og hans Næse blødte noget, da han havde
faaet mange tørre Hug. Værten og Gæsterne stod op fra Bordet og trak ham ud af
Stuen med reven Krave og blodig næse. De sagde alle, at han havde faaet, hvad
han Fortjente. Men Værten lovede, at aldrig skulde slig en Skalk eller
Storpraler komme inden for hans Dør, roste mig for, at jeg havde givet ham den
Behandling og derved hævnet mit Fædreland, og bad mig være velkommen, naar jeg
kom der forbi.