KAP XI

Nu skal fortælles om Tøihuset og dets
Indretning samt det mærkværdigste, som skete dér.

Hvad der hændte mig, da jeg stod paa Post ved
Tøjhusets Port igennem hvilken Indgangen er til Proviantgaarden, i hvis Huse
findes alle Madvarer, der er bestemte til Kongens Gaard og Kongens Folk. Disse
Huse er af samme Højde, Længde og Bredde som Tøjhuset, nemlig ICX) Favne i
Længden og 100 Favne der imellem og en Havn, hvori der ligger 11 Skibe af de
mindste Krigsskibe, som altid bliver bevogtede.

Nu maa først fortælles, at Kongen over
dette sit Provianthus sætter en særlig Mand, der kaldes Proviantmester, der paa
den Tid hed Claus Michelborg, men efter hans Død kom der en anden, der hed
Mathæus Davidsen. Han havde Skrivere og Svende under sig, men det var Folks Mening
at baade Mesteren og hans Svende, naar Lejlighed gaves, stak meget af det til
sig, som de skulde bevare, i Stedet for Drikkepenge, hvorfor ogsaa denne
Mathæns Davidsen blev sat i Blaataarn to Gange og truet med Livsstraf, men
siden benaadet. Det skete ogsaa ofte, at vi klagede over, at de gav os for lidt
Kost, og af den Grund maatte Gråbow, vor Tøj mester, sætte en ny Vagtpost fra
Tøjhuset hen ved den Port, som laa nordvest for Tøjhuset. Dette skete efter
Kongens Befaling, og de Ældste blev valgt dertil, især dem, der kunde læse og
skrive. Der skulde hver Dag to Mand holde Vagt, saa at der altid var i det
mindste én tilstede, der skulde opskrive alt, hvad der blev ført ud igennem
Porten og hver Aften aflevere Fortegnelsen paa Tøjhusets Skrivestue.

En Dag gik min Kammerat, der hed Peter
Snur, som skulde holde Vagt med mig, efter vor Aftensmad. Klokken var omtrent
Tre. Der var kommen en Skipper fra Beyren med Brænde til Tøjhuset og Bageriet,
og denne Mand skulde ud af den førnævnte Port ind til Staden. Der var to
Vintappere i Gaarden, begge unge: Niels Hasenbart, som var en Dattersøn af Dr.
Jacob, som for to Aar siden var død, men hans fortræffelige Hustru Christine levede
og var meget rig. Niels var meget ungdommelig og en Vovehals, hvorfor hans
Moder ofte var meget bange for ham. Disse to unge Mennesker, den anden hed
Laurits og var Søn af en Væver, hadede overmaade stærkt dem, som stod paa Post
i Porten for at passe paa, at intet blev baaret ud uden først efter Kongens
Ordre at være optegnet.

Disse Vintappere tog Skipperen ned med sig
i den Vinkælder, som er dér i Gaarden, og hvor de daglig opholdt sig for at
aftappe Vin paa Fade, der rummede to Tønder og var bestemte til at bruges paa
den første Rejse til Ostindien, som man dengang i Aaret 1618 forberedte. De
drak Skipperen fuld i Vin og gav ham et Stykke Træ i Haanden af Størrelse som
et Bordben. Han skulde prøve, om jeg tillod ham at gaa ud af Porten med det
eller ikke; thi gav jeg ham Tilladelsen, var det aftalt mellem dem at anklage
mig for Utroskab, hvorfor jeg saa vilde komme til at miste Livet; men forbød
jeg ham paa den anden Side at gaa ud med Træet, havde de overtalt ham til
alligevel at gaa med det, og dersom vi kom i Haar sammen, og han ikke stod sig,
lovede de ham Hjælp. Denne deres Hensigt naaede de.

Manden kom med Træet og hilste mig. Jeg
hilste venligt igen og spørger, hvor han agter sig hen med Træet. Han svarede,
at han ikke var pligtig at gøre mig Regnskab derfor, men at han Ville bære det
bort. Jeg sagde ham da, at det tillodes ham ikke. Han udlod sig med, at han
ikke brød sig om det Forbud, og at han alligevel, paa Trods af os alle, skulde
bære Træet bort. Jeg bad ham da: “Min kære Mand, styrt ikke Dig og mig i
Ulykke”, og stillede mig i Vejen for ham, saa at han ikke kunde komme ud,
hvorpaa han huggede til mig med Træet, men jeg afbødede Hugget med mit Sintrør
og slog det ud af Haanden paa ham. Derpaa vilde han gaa løs paa mig, men jeg
fortalte ham, at han vovede Livet derved. Han brød sig ikke derom, men løb ind
paa mig af al Magt, indtil jeg gav ham nogle Hug med Spydet. Da kom de to
Vintappere med deres store Baandstager, og der blev et stort Slagsmaal. Jeg
brækkede baade Sintrøret og Knebelspydet,^) som det var os tilladt at bruge for
i Nødstilfælde at værge os, og nu greb disse tre Mennesker mig og slog mig
slemt tilblods. I samme Øjeblik kom min Kammerat, Peter Snur, løbende og
raabte, at de skulde slippe mig, saa flygtede de; men jeg gik op paa Slottet
for at træffe Kansleren og Grabow. Da de saa mig blodig, blev de forskrækkede
og lovede mig Oprejsning. Der hengik nu to Dage, inden Grabow talte med Kongen
derom. Kongen sagde, at det havde været bedre, om en af dem var bleven dræbt,
og at der skulde blive holdt Rettergang desangaaende paa Kancelliet af Kansleren,
hvilket og skete.

Kansleren meddelte Niels [Hasebard],
hvilken Fare han var i, og at han og hans Kammerat havde forbrudt Livet. Det
blev vedtaget, at de skulle sættes i Blaataarn og dér vente Kongens Dom. Grabow
vovede ikke andet end ogsaa at sætte mig ind som Fange sammen med dem,
formedelst deres Ondskab imod mig. Der var dem, der troede, at Grabow havde
været Aarsag til, at jeg fik den Post. Deres Mødre kom der om Natten samt andre
Borgerfolk. Om Morgenen blev vi fri og gik da hjem til Niels’s Moder, Christine
Doktors Hus, hvor hun modtog os venskabelig og gjorde stort Gilde for os. Vi
blev Venner og aftalte, at vi herefter skulde omgaas hinanden som Brødre. Han
gav mig tre Daler og bød mig et Pasglas^) med øl, naar som helst jeg gik dér forbi,
hvorpaa jeg tog Afeked med dem i al Venskabelighed. Tre Dage senere blev
Niels’s og hans to Kammeraters Landsforvisningsdom oplæst efter kongelig Befaling,
og saaledes endte den Historie.

To Mestre fra Italien kom til Kongen. Den,
der kom først, støbte en Kobber-Oxe, der skulde tjene som Vandfad ude paa
Frederiksborg for fremmede Herrer fra andre Lande eller disses Gesandter; fra
dens Næse og Mund strømmede Vandet ned i deres Hænder, som vadskede sig

Den anden Mester hed Samuel. Vi fik
Kongens Ordre til at gaa ham tilhaande en Nat og udrette, hvad han befalede os,
og Mesteren lovede os Drikkepenge, naar det lykkedes ham godt Han førte os
derhen, hvor Kanonerne blev støbt, og trakterede os godt med øl og Mad om
Aftenen. Han havde en Lerklump, om hvilken han lod os stampe den fine Jord, som
man plejede at stampe uden om de Former, hvori Kanonerne støbtes. Lerformen var
omtrent af min Højde, Jorden blev stampet op til samme Højde. Dette havde vi
for om Natten. Han bad os gøre Bøn med sig til Gud om, at hans Foretagende
maatte lykkes. Dette gjorde vi, skøndt af ringe Evne. Kobberet eller det
Materiale, hvoraf der skulde støbes, var for at udsmeltes i Digelkedelen, der
var blevet indmuret Aftenen før omtrent Kl. 6, og der brændte Ild under den
hele Natten til om Morgenen Kl. 6. Da kom Kongen selv ridende og spurgte, hvor
langt Arbejdet var fremme. Mesteren svarede, at Kobberet inden lang Tid vilde
være smeltet.

Kongen steg af sin Hest, gik ind i
Giethuset og hen til Digelkedelen og rørte med sin Stok ved det smeltede
Kobber, hvorhos han sagde, at det vist var smeltet nok. Mesteren bad ham vente
lidt, indtil det kunde løbe; men Kongen var af en anden Mening og gik hen til
Hanen, som var ved Renden, drejede den og lod Kobberet løbe ud i Renden, som
førte hen til Formen. Derpaa gik han ud, steg til Hest og red, som han havde
bestemt, til Frederiksborg, der ligger 4 Mil fra Kjøbenhavn.

Da Mesteren nu saa, at det udvejede Kobber
ikke alt randt i Formen, var han nær bleven gal Og gik frem og tilbage i stor
Sjæleangst, ønskede sig Døden og blev ond og vred paa os og beskyldte os for at
have bedt daarligt. Dermed tabte vi vor Ret til Æren, Gildet og Drikkepengene,
som var os lovet. Efter omtrent tre Timers Forløb blev han noget bedre tilmode
og befalede os at skuffe den løse, bløde Jord bort fra Formen og derefter med
Hammere og Hænder slaa løs paa denne, indtil den gik itu. Da viste sig for os en
Jomfru, der sad paa en Stol med kruset og udslaget Haar. Ved hendes venstre
Side var en langhalset Svane, paa hvilken der red en Dreng, ligeledes med
udslaget Haar. Men det Kobber, som Formen ikke modtog, men som randt ud i den
løse Jord og gik tilspilde, skulde have været Drengens og Jomfruens venstre
Bryst. Nu maatte der med megen Umage gøres en ny Form, hvortil han holdt tre
Svende, som han betalte godt. Denne Gang lykkedes det ham godt, og han fik
mange Penge af Kongen. Dette hans Arbejde ansaa baade Kongen og uden- og
indenlandske Herrer for det største Mesterværk. Det staar den Dag i Dag paa
Frederiksborg,1) og hermed ender Fortællingen om dette.

1) Talen er om ^Løvebrønden, hvortil
Stndetensarbeidet oprindelig var udfort 1618 af Hans Støgnvinkål den ynjere. De
her omtalte Figurer: Jomfruen med det Icruaede, udalagne Haar, og Drengen
forestillende Venua og Cupido af Bronce, foravandt I Tldemea Lob. Brønden, som
blev odelagt ved Branden 1850, er senere bleven fornyet.