KAP. XII

Her bliver omtalt en italiensk Mester, som
havde rejst ude i Verden, og som havde en Model til et Slot, som han kunde
skrue sønder og sammen, alt eftersom hans Rejse gjorde det nødvendigt.  Om Sommeren, i August Maaned (1618?), kom en
stor Mester fra Italien til Kjøbenhavn. Han havde rejst i mange kristne Lande,
og medførte en Model til et Slot med mange Taarne af forskellig Form. I
Taarnene hang der 18 Klokker, hver med sin Klang, som var stemte af Mesteren og
blev holdt i Gang ved et Uhrværk. Paa hver Klokke slog to Staalhammere, naar
det smukke Sangværk spillede. Men oppe i Taarnene var Døre, som gik op af sig
selv, hver Gang Uhret havde slaaet fulde Slag, efter som Dagen gik. Udenfor
hver Dør sad to Engle ganske stille, men naar Klokken slog og Dørene sprang op,
rejste de sig ogsaa, og satte hver sin Basun for Munden. Naar dette skete, saa
man Christus komme ud i legemlig Skikkelse, ingen lettroende skulde kalde paa
andet , man saa ham se til begge Sider og udstrække sine Hænder, ligesom han
bad alle komme til sig.

Dette varede saa længe, som Klokkerne
spillede firstemmigt de fire Vers af en Salme, som Mesteren havde stemt dem
til. Det var en saa stor Fornøjelse at høre derpaa, at mange Fruentimmer græd
hjærteligt af Glæde over Spilleværket og Christi Legemes skønne Skikkelse. Naar
de fire Vers var tilende, gik Christus -Figuren sagte tilbage. Dørene blev
lukkede. Englene satte sig ned og tog Basunerne fra Munden. Alt laa hele Timen
derefter som i Dvale. Der viste sig ogsaa noget i den nederste Port paa Slotsmodellen,
thi straks da de Døre, som skulde forestille Himmeriges Porte, lukkedes og
Christus forsvandt, gik de nederste Porte op, og den lede sorte Satan kom ud med
krumme Kløer, krum Næse og Marelokker og vederstyggelig at se paa. Det saa ud,
som han skrabede med Kløerne og vilde rapse alting til sig, men da Timen var
ude og de øverste Døre sprang op og Christus kom ud, sprang den lede Satan ind.
Her ender Fortællingen om dette. De fleste Folk i Byen gik til ham for at se
denne mesterlige Model, som alle beundrede.

Det hændte sig en Mandag Morgen, at de
fleste Baadsfolk Era Bremerholm var gaaet hen for at se den og blev trufne af
Statholderen og Holmens Admiral, der blev meget vrede og forbød dem at være der
længere. Han boede i 6 Uger i et Hus uden for Byens Vesterport.

En Læge, Doktor Henrik, kom en Sommer til
Byen. Han lovede at læge hvert nyt Saar og hvert Stiksaar i 12 Timer. En anden
Læge, Doktor Jon, født i Norge, som havde rejst meget i Verden, kom en Sommer
til Kjøbenhavn, hvor han blev i en halv Maaned. Han slog tre Telte op paa Byens
Torv, som kaldes Amagertorv eller Amakker-Torv. Inde i disse Telte stod der paa
Hylderne mange Krukker med kostbare Salver og Lægemidler for al Slags Skade,
saa vel for Mandfolk som for Fruentimmer og Børn. Han havde paa sine Rejser
hjulpet mange ved sin Lægekunst, baade Konger, Hertuger, Grever og Adelsmænds
Døtre, Borgere, Bønder, deres Sønner og Karle for al Slags, saa vel udvendig
som indvendig Sygdom. Af alle dem, han havde opereret og kureret paa forskellig
Maade, havde han faaet skriftligt Bevis med vedhængende Segl. Der stod og
anført, hvor meget han havde taget for at læge den eller den Sygdom, samt hvorlænge,
han havde været om at kurere den; des-uden hvor mange Fattige han for Guds
Skyld uden nogen Betaling havde helbredet. Ved hvert Bevis fandtes den Skade,
han havde befriet de Syge for. Denne Læge havde et godt Ansigt, han var lille
af Væxt og forstod venskabeligt at omgaaes med saavel høje som lave Folk. Han
havde fem Svende og en lille Dreng, kunde kun tale en lille Smule af sit
Modersmaal og var over 50 Aar gammel.

Jeg erindrer ikke, at nogen af hans Kure
slog fejl her i Byen. Jeg saa ham gøre et Kunststykke i et Øjeblik med en Kone
paa Højbro. En Aften, da han var ved Broen for at gaa over den og op til
Slottet, tiltalte en Kone ham, da hun havde en slem Tand, af hvilken hun led
stor Kval og Smerte. Han svarede hende meget nedladende, lukkede sin Salvekasse
op og smurte hendes Kind, dér, hvor Smerten var indenfor. Han gned det fast ind
med sin Haand, tog et gult Rør, temmelig vidt og satte det mellem hendes
Tænder, og bad hende blæse i det, alt hvad hun kunde. Da hun gjorde det faldt
den daarlige Tand ud af hendes Mund gennem Røret, uden at det gjorde hende den
mindste Smerte eller Ømhed. Han vilde ikke tage nogen Betaling herfor, men lod
hende give sin lille Dreng 4 Skilling, hvilket hun med Glæde gjorde.

De Læger, som kaldtes Kvaksalvere, kom to
Gange til Kjøbenhavn, medens jeg var der. De lod deres Tjenere udraabe ved
Stranden, at de Lægemestere var komne, som kunde kurere allehaande Sygdomme
inden 24 Timer, hvortil de leverede Salver, hvormed der skulde smøres, samt et
Papir med Anvisningen.

Gøglere, som saaledes kaldes, kom der
somme Tider. De var vidt berejste, og nogle kunde gaa paa Træfødder [Stylter],
der var lige saa høje som Huse. De gør mange Øjenforblændelser, kaster f. Ex.
Laas for Folks Munde, saa de ikke kan tale, danser paa Line, men jeg saa det
ikke. Fra Dom- kirken [o: Frue Kirke] var der spændt et Tov til Raadhustaarnet
mange Favne fra Jorden. Paa denne Line dansede de og viste mange Kunster.

Der kom nogle, som opførte Komedier og
æventyrlige Spil ud af Historien; blandt andet spilledes den Komedie, hvor de 3
Vise kom fra Østerlandene, iførte Dragter, der passede til Rollerne, for at
ofre de tre Slags Ting til Jesus-Barnet. En spillede Joseph, en Maria og en
tredie forestillede Barnet Jesus og desuden andre, som spillede de 3 Vise. Der
blev spillet meget godt, og de var begavede af Gud med mange Anlæg.

Nu vil jeg holde op at beskrive dette
længere, men gaa over til andre Ting, som skete, medens jeg dvælede i
Kjøbenhavn.