KAP XIII

Indeholdende om de Herrer og Gesandter,
som kom fra andre lande til Kjøbenhavn for at tale med vor naadige Konge
Christian den 4de, hvoriblandt var Biskoppen af Bremen, som til sin
Bispeværdighed valgte Kong Christian den 4des Søn Hertug Frederik, som nu er
vor naadigste Herre og Konge til Danmark og Norge.

Om Sommeren 1618 kom Biskoppen af Bremen
til Danmark for at tale med Kongen i den Hensigt at vælge Kongens Søn, Hertug
Frederik, til Biskop efter sig. Han var den yngste af Kongens Sønner, Hertug
Christian, Hertug Ulrik og Hertug Frederik. Denne Biskop var 80 Aar og havde 80
Mand med sig. Nogle Dage før Biskoppen kom til Kjøbenhavn, ankom Kongens
Broder, Hertug Ulrik, for tillige med Kongen, de unge Herrer, Rigets Raad og
hele Danmarks Adel at tage imod ham. Denne Hertug Ulrik var Biskop i Landet
Pommern og havde Residens i Gatzow, fire Mil fra Rostock. Den Dag Biskoppen
ventedes, klædte Kongen sig om Morgenen paa det stadseligste. Hans Broder og de
tre unge Herrer var ogsaa herligt klædte og red abildgraa Heste med pragtfulde
Sadler be- satte og beslaaede med Ædelstene, Guld og Perler af flere Tusinde
Dalers Værdi; Skabrakkerne naaede fra Manken til bag paa Lænderne og helt ned
til Hestenes Knæ og var smukt besyede og besatte med kostbare Stene og Perler.
Hestenes Ridetøj var overalt beslaaet med Guldperler og Ædelstene af stor
Værdi; en SølvQer eller Regel-busk,^) hvis øverste Halvdel var forgyldt, stod
mellem Hestenes Ører, skruet paa Hovedtøjet og staaende lige i Vejret. Kongen
og hans omtalte fire Herrer var klædt i Atlaskes Klæder med Guldkæder om
Halsen, og paa Hattene havde de store kostbare Fjer, der naaede dem ned til
Skuldrene, og forgyldte Sporer paa Støvlerne.

Efter dem kom Kansleren med mange af
Rigsraadet og Adelen.

Kongen drog Biskoppen i Møde to Mil fra Kjøbenhavn
med 11Afdelinger Soldater med deres Faner; i de mindste Afdelinger var der 300
og 400, men 500 og 700 i andre, desforuden fulgte Rytter- kompagniet, som
bestod af 900 Mand, og i et andet Kompagni var halvfjerde Hundrede Mand. Vi
hav- de en grøn Fane af pur Silke, i hvilken der var broderet en Forgyldt
Fyrmørse.*) Vor Fanebærer hed Søren Gyllding, en høj stærk Mand, der bar Fanen
meget let og raskt. Fanestangen var næsten 5 eller 6 Alen lang.

Kongen lod opslaa Pauluner eller kostbare
Telte omtrent en halv Mil ind ad Staden til fra det Sted, hvor de mødtes.^)
Disse Telte saa ud som et Herreslot med Taam og med Mur omkring, men det var
altsammen af Lærred, der paa Grund af dets Renhed og hvide Farve skinnede som
nyfalden Sne. Nær ved en lille Hede ventede Kongen længepaa Biskoppen og lod
nogle af vore Folk ride ud paa Heden paa en rød Hest, som var hurtig tilbens og
efter Sigende islandsk, for at se om han kom. Kongen lovede den, som først
opdagede ham, en ny Klædning. Fem af os var valgt af Kongen til dette Hverv,
men en ved Navn Jens blev den lykkelige. Kongen og alle, som var ridende, steg
straks til Hest i følgende Orden: Kongen forrest, dernæst en af Raadet og
Hertug Ulrik, den næste Række var de tre unge Herrer: Prinsen Hertug Christian,
Hertug Frederik og Hertug Ulrik. Derpaa kom Kansleren, Statholderen, tilligemed
Herrerne og de Adelige. Da Biskoppen kom lidt nærmere, red Kongen med sin Suite
imod ham paa 40 Favnes Afstand, stod saa af Hesten, Bispen ligeledes, og derpaa
gik de hinanden i Møde med stor Ærbødighed og Reverens, og begge Parter bukkede
tilhøjre og venstre. I det samme blev der givet Fyr overalt, saa man i lang Tid
ikke kunde se for Røg og Damp af den megen Skyden. Da de nærmede sig, blev tre
Kobberkanoner aflyrede, og derpaa anden Gang, da de steg til Hest, og tredie
Gang, da de red forbi os tilbage til Teltene. 24 Trompetere blæste paa deres
forgyldte Trompeter, og derpaa gik Biskoppen, Kongen og de andre Herrer ind i
Teltene, hvor der var stort Gilde.

Det var klar Luft og en utaalelig Varme
den Dag, og ingen maatte røre sig af Stedet under høj Straf. Jeg var meget
træt, thi jeg var nylig bleven rask efter en Koldfeber. En Mand ved Navn
Mikkel, en af de Aarsknægte, som gjorde Vagt paa Slottet og Slotspladsen,
ynkedes over mig og løb ud af Geleddet, idet han sagde, at han ikke brød sig
om, hvad der vilde følge deraf, og hen til Teltpladsen, hvor han, da han kendte
Hofbetjentene, lod sin Stormhue fylde med den Vin, som kaldes Lutendrank,( Vin
tilsat mange krydderier) hvilken han bragte mig dér, hvor jeg stod i Geleddet.
Dette mishagede hans Sidemand, en vis Thorkild med Tilnavnet Snedker, der ogsaa
var Åarsknægt, saa at de greb deres Vaaben, men blev adskilte, inden vore
Overmænd, der red omkring med deres Knebelspyd, blev opmærksomme paa det. Den
Kaptajn, som kommanderede os, hed Antonius, en vakker gammel Spanier, som altid
var god imod mig; han var den første, som underviste mig i det, som angik
Krigshaandteringen og Krigsmanér og det paa den lemfældigste Maade. Han kunde
de fleste ridderlige Kunster og Idrætter, som han lærte fra sig til Kongens to
Slegfredsønner.(1)

I Kongens Telt var der tre Musikkor, som
be- stod af 24 Trompetere, en Afdeling Instrumentister, der blæste paa Basuner,
Skalmejer og Krumhorn, og endnu en tredie, som bestod af Sangere. I hele den
Tid, de dvælede i Teltene, vedblev Musikken paa disse tre Maader og afløste
hinanden saaledes, at undertiden blæste Trompeterne, undertiden
Instrumentisteme og undertiden udførte Sangerne herlig firstemmig Sang. Det
varede næsten tre Timer, hvorpaa Regimenterne blev underrettet om, hvad der
skulde foretages. Der blev slaaet Hvirvler ved alle Regimenterne, som udgjorde
13 foruden 18 Borger- Kompagnier af alle edsvorne Borgere. De var opstillede
paa begge Sider af Vesterport, og de strakte sig saa langt ud paa Marken
herfra, som der var Mandskab til. Igennem deres Rækker skulde alle Herrerne
ride. Borgerne var kosteligt klædte og udstafierede med Munderinger af
forskellige Farver, de havde forgyldte Kyrasser, guldbroderede Silke-Knæbaand,
Guldsnore om Hattene, Silkeklæder, udsyede med Guld og smukke Fjer i deres
Hatte. Nogle havde smukke, udsirede Gehæng, andre havde dem af Silke, hvori
deres emaillerede Værger hang. Deres Bøsser og Ladestokke var skønne at se til,
rigt indlagte med Tænder og kostbart Ben.

Da Herrerne kom ud af Teltene, steg de til
Hest, medens der blev blæst i Trompeter og skudt overalt. Soldaterne exercerede
derpaa lige overfor det Sted, hvor de holdt til Hest. Da det var sket, red de
ind til Byen. Først kom de gennem Borgernes Rækker, der af og til affyrede
deres Geværer. Da de kom gennem Stadens Port, stod Borgervæbningen i fiild
Armatur, gennem hvis Rækker de red gennem hele Byen helt ned til Højbro, hvor
Borgervæbningen blev afløst af Herremændenes og de Adeliges Tjenere, som ogsaa
stod fuldt bevæbnede til begge Sider helt op til Slotsporten. Da de kom dér,
stod Herremændene i emaillerede Harnisker rundt omkring i Slotsgaarden. Her
steg de af Hestene og gik op paa Slottet, hvor der saa begyndte et stort Gilde.

Paa Slotspladsen var der stor Larm, da
Kongens Paukeslagere slog paa Paukerne og de 24 Trompetere blæste. Derpaa
blæste 4 Instrumentister paa Basuner oppe i Slotstaarnet indtil Aften.

Dagen efter blev der opslaaet et stort
Telt af store Skibssejl paa Slotspladsen. Det var tjæret udvendig, hvorpaa der
igen var strøet Mos, og dette Telt blev somme Tider kaldt Helvede, somme Tider
Bjærget. I dette blev der spillet en Komedie, hvis Hovedpersoner var de
græsseligste Tyranner, der har existeret, baade Guds og Kristenhedens Fjender,
som af en, der agerede Djævelen, blev kastet ind i dette Helvede. I dette Bjærg
eller Helvede var allehaande gode Varer af Mad og Vin, og de Folk, som spillede
de Ugudelige, blev hæderligt modtagne og trakterede dér. Nicolaus Helvaderus
maatte ogsaa derind højt grædende paa en Trillebør. Kongen sendte ham 16 Daler
i Guld. Der blev en Nat afbrændt et stort Fyrværkeri, uden at nogen kom til
Skade. Det blev gjort for at hædre Biskoppen, men Maaden, hvorpaa det blev
tændt, og hvorledes det tog sig ud, bliver for langt at fortælle. Bispen gav os
kongelige Bøsseskytter 500 Halvrigsdalere, som vi maatte tilbagelevere, da
Kongen ikke vilde, at han skulde give en Skilling ud i hans Lande, hvor som
helst han rejste. I Stedet for disse Penge gav Kongen os 24 Tønder øl af det
saakaldte Konge-Øl. Kongen viste ham alle sine Herligheder baade uden- og indenbys,
paa Slottet, i Tøjhuset, i Lysthaven, Kronborg og Frederiksborg, hvortil han
kørte i sin Vogn. Hertug Frederik var jævnlig hos ham og sad paa hans Skød, han
er nu vor Konge og var dengang i sit femtende Aar.1) Efter en fjorten

1) Forf. er ofte uheldig med sine Angivelser
af Aarstal. Prinsen var født1606 og altsaa kun 9 Aar, da han sad paa Biskoppens
Skød.

Dages Tid rejste Biskoppen hjem igen fra
Danmark. Kongen og han skiltes med stort Venskab og Kærlighed, og han fik til
Afsked mange herlige Gaver af Kongen. Hertug Frederik fulgte ham fra Kjøbenhavn
til Grænsen af Kongens Rige, hvorpaa de meget kærligt skiltes ad.

Jeg har glemt at beskrive mange Ting, som
skete, medens Biskoppen opholdt sig her, især om Fyrværkeriet, som blev
afbrændt paa Slotspladsen, ligeledes om, hvorledes Kongen beværtede ham paa
Flaaden, hvor jeg den eneste Gang i mit Liv saa Kongen virkelig oprømt af
Vinen, skøndt i Tugt og Ære og med Hævdelse af sin Værdighed.

En af Biskoppens Følge blev, da han kom
fra Flaaden paa Bremerholm ved den Port, der fører ind til Byen, i en
døddrukken Tilstand forladt af sine Kammerater, fordi de selv næsten ogsaa var
døddrukne, da de efter Ordre var blevet stærkt trakteret af Kongens Tjenere.
Denne Mand tog jeg op dér, hvor han laa forladt af sit Selskab, og bragte ham
med Nød og næppe hen til et Hus, der tilhørte en Skipper, ikke langt fra
førnævnte Port. Dette Hus tillige med flere andre havde Kongen nylig ladet
bygge for Skippere og Højbaadsmænd, hvor de skulle bo frit. Disse Huse stod i
Ræk- ker paa den Plads, der var dér.1)

1) Talen er Ikke om Nyboder, der først
blev bygget i Aarene efter 1630, men om den Række Huse, som Kongen lod opføre
for sine Søofficerer og andre Embedsmænd ved Flaaden, paa den gamle Urtehave
Grund, som man endnu ser paa den vedfsfede Tegning. Den almindelige Benævnelse
paa disse «Skipperboder blev “Numrene ved Holmens Kirke”, fordi de (til 1771)
var de eneste numererede Bygninger i Staden. Den omtalte Port, der førte over
den af Christian IV gravede Holmene Kanal over til Bremerholm, finder man
ligeledes paa Wlcka Fugleperspektiv af Kbhvn.

Skipperens Kone blev i Begyndelsen noget
gnaven, men da jeg venlig bad hende og tillige sagde hende , hvad hun vovede,
hvis hun nægtede ham Husly, blev hun igen god og venlig. Jeg lovede at betale
hende for hendes Ulejlighed, hvorpaa hun redte ham en god Seng. Skipperen var
ikke hjemme. Om Morgenen gik jeg derhen. Han var ikke opstaaet og spurgte nu
Konen, hvem der havde lagt ham derhen? Konen svarede, at den Person var ikke
langt borte, hvorpaa jeg gav mig tilkende. Han spurgte mig om mit Navn og
Familie, og han roste min Handling med mange smukke Ord og gode Ønsker for mig,
mere end jeg fortjente. Han vilde tage mig med til sine Kammerater, men det
vovede jeg ikke formedelst den Vagttjeneste, som jeg havde at gøre paa
Tøjhuset. Da vi tog Afsked, hvilket skete med stort Venskab, forærede han mig 2
Daler og desuden et Tørklæde og en Krave, af hvilke Gaver jeg gav Konen den
ene, hvorfor jeg siden efter mange Gange nød meget godt dér. Skipperen, der hed
Laurids, takkede mig meget derfor, da vi siden efter traf hinanden.