KAP. XXII

Vi sejlede saa bort derfra øst om Landet,
indtil vi kom til den Havn, hvor et af de engelske Skibe laa da vi ogsaa skulde
benytte dette Sted til Havn for de to kongelige Skibe, saalænge vi opholdt os
der ved Landet. Englænderne sendte straks deres Baad ud til Mundingen af Havnen
for at møde os, og de modtog os venlig med Gevær- salver og Trompetklang. Oppe
paa Kysten var der store Huse, som Englænderne havde ladet rejse for nogle Aar
siden. I et af disse Huse havde en Englænder opholdt sig i et helt Aar igennem
paa Grund af en Ordstrid mellem ham og en anden, idet den ene paastod, at han
med Guds Hjælp kunde vente dér, indtil Skibene kom igen; men den anden
erklærede dette for umuligt. De væddede saa om 100 Daler, som skulde betales
til Kaptajnen af deres Lønning. De lod alt nødvendigt tilbage hos ham, nemlig
Mad, ØL, Brænde, 3 Bøsser, tilstrækkeligt Krudt, en Sabel, Vand, Salt, og hvad
andet han havde Brug for, item Bibelen, en Bønnebog og en Salmebog. Han lod Lys
brænde Nat og Dag og havde sin Seng ved Ildstedet, som stod midt paa Gulvet.
Undertiden læste han, undertiden sang han, undertiden spillede han paa sin
Violin, undertiden lavede han Hælestykker til sorte Træsko, og af dem fik han
efterhaanden en hel Tønde fuld. Om Vinteren var Frosten saa stærk, at alting,
selv det, der laa nær ved Ilden, frøs paa den Side, der vendte bort fra denne.
Gud holdt sin Haand over ham paa en vidunderlig Maade, saa at der ikke
vederfores ham noget Ondt, og han beholdt sit Helbred. Da der om Foraaret i
Juli Maaned kom Skibe derhen fra England, og de gik i Land og op til det Hus,
hvor han var, hørte de, at han inde i Huset sang et Digt, som han havde forfattet
om Vinteren. Det var paa 100 Strofer til en smuk Melodi. Lige ved Huset fandt
de 3 hvide Bjørne, som han havde skudt igennem Husets Vinduer, som var lukkede
med Skodder indvendig. De troede, at han var død, og blev først forskrækkede da
de hørte hans Stemme, men de blev meget glade ved at se ham, lige som han ved
at se dem. Han fik da ogsaa alle de Penge, som der var væddet om ved dette
Vovestykke. Da han kom hjem til England, fik han en Mod- tagelse som en Engel,
om man saa maa sige, og modtog store Gaver af mange fornemme Folk. Dette var
sket to Aar, før jeg kom derhen med mine Kammerater. Og hermed sluttes den
Beretning.

Vi fik her Efterretning om, at Borgernes
Skibe var komne til den Havn, hvor de skulde ligge, 4 Mil fra det Sted, hvor
Englænderne og Hollænderne skulde have deres Skibsleje, Arbejde og Ophold, som
før er omtalt. Admiralen lod opslaa Sejldugstelte paa Stranden for de Folk, som
skulde besørge Transmeltningen, og de fik en Uges Kost med. Hver Gang vi kom i
Land, modtog de os godt og trakterede os efter Evne med Mad og ØL, hvilket
ogsaa Englænderne gjorde. Naar man kom i Land, var der ikke andet at træde paa
end den blaa Is og de skarpe Stene; ikke et eneste Græsstraa var der at se; dog
kan Rensdyr og Bjørne leve der. Vi fangede ialt 22 Rensdyr, og jeg blev ofte
dygtig træt paa Jagterne med Admiralen; han lovede mig stor Belønning for min
Møje, som jeg dog aldrig saa. Af disse Rensdyr gaar der 2 — 3 i en Tønde. De
har for det meste et Fedtlag paa Lænderne paa knap en Tværhaands Tykkelse.
Deres Horn ligner Hjortens, og de ligner den ogsaa i Hurtighed. De har Klove
som Oxer og lignende Hud, men er graa af Farve; deres Føde er Mos, hvoraf ogsaa
Bjørnen lever, og dog er de særdeles fede og store. Af andre Dyr ses kun Ræve,
de fleste hvide. En af disse Ræve vilde vi tage med os til Danmark, men det
lykkedes ikke paa Grund af den utaalelige Ræve- stank i den Tønde, den blev sat
i, og som saa blev smidt overbord med den. Af Fugle var der kun Edderfugle,
Maager, Svartbager og Strømænder. Maagerne flyver en op i Hænderne, men da de
er magre, og Fjerene lugter ilde, bryder ingen sig om dem. De ruger højt oppe i
Klipperne, og Æggene er derfor ikke til at få fat i. To Sømil borte laa et
Edderfugleskær, hvor de ligger paa Æg; vi roede ud dertil i nordvesdig Retning
fra Havnen og fik en Tønde fuld af Æg, men da vi ville til at spise dem, var
det hele forgæves, da Ungerne næsten var krøbne ud af Skallerne. Vi blev ingen
Fisk vaer, undtagen Havulke. Landet er fuldt af høje Bjærge, hvoraf de fleste
er helt bedækkede med Is lige fra Toppen og ned til Havet. Solen skinner baade
Dag og Nat helt ind i August Maaned. Allerede fra omtrent Kl. 9 om Morgenen til
over Kl. 2 om Eftermiddagen hører man hver Dag Buldren af drønende Fjeldskred, naar
Ismasserne paa Bjergene paa Grund af Solens Paavirkning løsnes og revner og
falder ned i Havet, hvorved der ofte kommer saa meget forskelligt farvet Støv,
at Solen en hel Time igennem ikke kan ses tydelig. Disse Ismasser dannes ved
Frysning af det ferske Vand oppe i Bjærgene, og dette er den Drivis, som kommer
her op til Island. Noget Syd for os var der et stort Svælg ind i Gletscherne,
som blev kaldt Helvede; det var frygteligt truende at se til. Hver Gang vi saa
derhen, opdagede vi, at alt, hvad der flød forbi, blev ført derind. Aaret i
Forvejen hændte det, at Englænderne havde fanget en Sletbage (en art bardehval))
og slæbte den efter sig, roende med tre Baade. Strømmen førte dem imidlertid
mere og mere ind mod Land, og de nærmede sig stadig dette Svælg; de kunde

intet gøre for at forhindre det, da Vejen
laa der forbi; saaledes gik det, indtil Baadene og Hvalen begge forsvandt med rivende
Hast ind i Svælget, og man har ikke set dem senere. Englænderne raadede os til
at tage os i Agt for dette Svælg og adskilligt andet.

Straks da vi var kommen i Land og havde opslaaet
Telte, gik Baskerne ud paa Hvalfangst med 3 Baade, 6 Mand i hver Baad, deraf 3
danske. De fik en Uges Proviant med og skulde sove i Telte i Land paa de Næs,
som rager frem af Havet. Paa hver Baad er der fire, som ror, en staar ved
Roret, og Harpunereren i Forstavnen er den sjette, han faar den højeste
Lønning; de har 100 Daler for hver Hval, de fanger. De fik 4 Hvaler til Kongens
to Skibe, hvoraf der blev smeltet 80 Læster Tran som Skibene delte ligelig
imellem sig. En Mand, den ældste af Buskavierne, havde det Hværv at afspække
Hvalen, hvilket han ikke gjorde ved Admiralskibet, men ved “Jupiter”
det andet Skib. Dette Arbejde faldt ham let. Deres Tolk, Jon, engelsk paa
mødrene Side, paastod, at han kunde 16 Sprog, en lille Smule Islandsk iberegnet
Han havde været oppe paa Island engang før som 14aarig Yngling sammen med de
Folk, som kom op til Arnarfjord et Aar efter Pining. 4 af dem blev sendte til
Sysselmanden Ari Magnåssouy som da residerede i Øgur ved IsaQorden. Jeg var
dengang 9 Aar gammel, da de en Søndag Morgen kom til Svarthamar ved
Alftafjorden, hvor min Moder og min Broder Halldor boede. Deres Anfører hed
David. Da han fortalte mig dette, erindrede jeg det tydelig, og jeg blev ham
derfor kær, fremfor mine Kammerater, og vort Venskab holdt sig, til vi skiltes.
Hans Kammerater efterlignede ham i dette og trakterede mig altid sammen med ham
med Vin, Brød og Krydderi, hvoraf de havde rigeligt Forraad med sig.

Vort Venskab bestyrkedes ikke mindst ved
noget, der hændte, da vi først saa Land. Det traf sig nemlig, at vi i en halv
Maaned ikke havde kunnet tale med nogle af de andre Skibe, og derfor fik
Admiralen Lyst til at træife Enevold Kruse, Kaptajnen paa det andet Skib, da
der en Dag var god Bør. Han lod da Tolken, den førnævnte Jon, kalde og spurgte
ham, om han og hans Kammerater ikke havde Lyst til at træffe deres Landsmænd,
hvilket de bejaede. 6 af dem gjorde sig straks rejseklare med deres Chalup for
at ro Admiralen og hans Tjenere over til det andet Skib. Dér blev Admiralen og
de andre paa det bedste modtaget og trakteret, og da de havde opholdt sig der
en kort Tid og var bleven noget berusede, traf det sig, at de, som var paa
Dækket, saa en stor Sildedriver, som de kalder Jættehval.(En art Finnhval)
Ligesom disse Hval- fangere hørte det, blev de som rasende af Jagtlyst og
sprang ned i Baaden, hvor der laa et nyt, sammenrullet, 300 Favne langt Tov med
Harpun til. De roede hurtig ud efter Hvalen og harpunerede den med det samme;
men da de var den for nær, og paa Grund af deres Uforsigtighed, slog den til
dem med Halen, da den fik Harpunsaaret. Den ramte Baaden paa Undersiden og
slyngede den højt op i Luften, saa den knustes fuldstændig, men alle Mændene
faldt ned i Søen. Da de imid- lertid alle kunde svømme, mistede ingen Livet,
men blev alle reddede af Besætningen paa det andet Skib, som hurtig gjorde
deres Baad løs og førte dem over til vort Skib. De var meget bange for at se
Admiralen igen, da de vidste, at de havde handlet mod Kongens Befaling og
Artikler, og endvidere havde der i Baaden været en lang Kappe, tilhørende
Admiralen, 32 Daler værd. Men til Lykke for dem gik der kun 5 Favne tabt af
Tovrullen, thi den var bleven skaaren over af Jærnet, før mere kunde løbe ud.
Tolken Jon lod mig kalde og sagde, at der var hændt ham en stor Ulykke, og bad
mig hemmelig underrette ham om, hvad Admiralen sagde angaaende det forefoldne,
og om jeg vilde lægge et godt Ord ind for ham og sige, at han var parat til at
erstatte det tabte, hvilket jeg ogsaa gjorde, da Admiralen kom. Han var i
Begyndelsen meget vred og sagde, at alt dette skulde for Retten. Jeg fortalte
meget om, hvor bedrøvede de var over at have gjort sig tilskamme paa den Maade,
og at de var dybt betagne af det. Noget efter befalede han at bringe dem noget
varm Vin, og jeg fortalte Jon saa lempeligt som muligt, hvad Admiralen havde
sagt. Det fik den Ende, at det aldrig kom for Retten, og han forlangte aldrig
nogen Erstatning af dem for det tabte.