KAP. XXIV

Da vort og det andet kongelige Skib kom
paa Højden af Lindesnæs i Norge , og alle de

andre Skibe var skilte fra os, var vi saa
nær ved Land, at vi havde kunnet løbe i Havn, hvis vi

havde havt Lyst dertil. Men en Tirsdag
Morgen tidlig rejste der sig pludselig en overordentlig heftig Sydoststorm, saa
at vort Skib næppe kunde holde den ud. I 10 Døgn rasede Stormen Dag og Nat, og
hele den Tid drev vi i nordvestlig Retning og kunde næppe se ud over Skibets
Ræling for de taarnhøje Bølger, som truede med at begrave os, hvilket er
aldeles ubeskriveligt. Vi mistede vor Galeot, som var helt forgyldt med store
Billeder. Engang kom vi forbi et hollandsk Skib, som havde mistet sin Stormast.
Medens denne Fare stod paa sit højeste, traf det sig, at vor Pumpe blev
forstoppet og intet Vand kunde trække op, indtil Vandet stod dVs Alen højt i
Skibet. Vi prøvede paa at øse det op med Kar, hvilket dog viste sig ugørligt,
da ingen kunde staa paa Be- nene eller være Herre over sine Bevægelser.

Admiralen gik da ned i Kahytsdøren,
grædende som et Barn, og kaldte mig til sig. Han bad mig for Guds Skyld finde
paa et Raad til at redde vort Liv. Jeg sagde, at jeg intet andet Raad vidste
end at forsøge at trække Pumpen op, hvilket han mente var umuligt under dette
Uvejr. Jeg gik dog efter at have indhentet hans Billigelse ned i Skibet til
Tolken Jon og bad i Admiralens Navn ham og hans Landsmænd om at hjælpe med Raad
og Daad til at tage Pumpen op af Skibet og paa enhver Maade søge at redde vort
Liv. Jeg føjede indstændige Bønner til og klappede ham med Haanden. Han gjorde
sig saa rede til dette Arbejde sammen med sine Landsmænd. Pumpen blev saa
trukken op af dem i Forening med Skibsfolkene og surret fast ved Hjælp af
Krydstov. Da den kom op, var den fuld af smaa Sten. Der blev saa sat et Stykke
gennemhullet Bly paa dens Underdel, og alt kom saa i Orden igen. Admiralen lovede
mig et nyt Sæt Klæder som Belønning, hviket jeg dog aldrig fik, og jeg modtog
ingen anden Belønning af ham med Undtagelse af venlig Tiltale, naar han saa mig
eller traf mig. Søndag Morgen fik vi Shetland i Sigte og var da drevet 80 Sømil
ud af vor Kurs. Vi vidste ikke noget om Folkene paa det andet Skib, om de var
levende eller døde. Men de havde været i en saadan Fare, at de alle havde taget
Afsked med denne Verden og befalet sig i Guds Varetægt, og de havde alle gjort
store Løfter og ofret Penge i den Bøsse, hvor man plejede at lægge Penge til de
Fattige. Det er en Sædvane ombord paa alle Kongens Skibe, at alle, som har Lyst
dertil, giver hver Søndag. Det samme skete ombord hos os.

Om Søndagen vendte Vinden sig til Nordost,
og vi fik strygende Medbør, men der var stor Fare ved at sejle lige ud i saa
oprørt Sø, da Bølgegangen ikke havde lagt sig. Der gik 4 Dage, inden vi kom til
Norge ved Flækkefjord, med mere end Halvdelen af vore Folk syge af Skørbug og
al Slags Sygdom. Af 16 Bøsseskytter var kun 4 oppe, nemlig Arkelimesteren Niels
Damsgaard, Johan Jæm, Jakob Nielsen og jeg, og vi var dog alle meget elendige
og kunde næppe røre os for Skørbug. De fleste af mine Tænder sad løse i Munden;
jeg brugte, ligesom mange andre af os, Hvede og Tobaksaske og derefter mange
andre Ting. Først gned jeg hele Tandkødet med Hvede og Salt, Indtil det blødte
stærkt, og der- efter med Tobaksaske, hvad der er meget smertefuldt. I denne
Havn laa vi fire eller fem Dage. Først da vi kom dér, aftalte Badskæreren og
jeg med hinanden, at vi næste Dag skulde foretage en lang Fodtur op i Landet,
indtil vi iandt menneskelige Boliger. Vor Mening var, at det kunde bedre vort
Helbred, hvis det lykkedes os at komme til at svede ved den legemlige
Anstrængelse. Dette gjorde vi ogsaa, og omtrent ved Middagstid kom vi gennem en
Dal under et lavt Bjærg, helt bevoxet med frodigt Græs og Blomster, til en Bon-
degaard, hvor Ilden blussede i Køkkenet under Middagsmaden. En af Pigerne saa
os og blev saa forskrækket, at hun snublede og faldt, da hun vilde løbe bort
for at melde til Gaardmanden, hvad der var paafærde. Han gik da ud med et Spyd
i Haanden, thi han vidste ikke, hvem vi var. Men da han fik det at vide, modtog
han os paa det bedste med øl og Mad, Mælk og fersk Fisk. Vi gav ham Brød og to Tørklæder.
Han spurgte os og vi ham om mange Ting. Vor Samtale varede til langt ud paa
Aftenen; han fulgte os paa Vej, og vi skiltes som de bedste Vennen Vi gik saa
hele Natten og kom tidlig næste Morgen til vort Skib, hvor man troede, at vi
maatte være forulykkede. Fem Dage derefter sejlede vi hjem For strygende Bør. —
En Dag, da vi sejlede for mild Kuling, traf det sig, at en af Buscavierne, som
altid var drilsk og hoven overfor vore Folk (hvilket ikke mindst havde sin
Grund i hans og de andre Papisters Had til os Lutheranere) spændte Ben for mig,
saa at jeg faldt paa Dækket, lige saa lang jeg var, men da jeg igen kom paa
Benene, var jeg vred og greb ham og dyppede ham ned i en stor Gryde, fyldt med
Vand, og gav ham saa to Ørefigen i alles Paasyn og Nærværelse og lod ham saa
løbe. Han rendte straks til Admiralen og beklagede sig over mig, og jeg blev
kaldt derhen og strængt adspurgt om, hvad der var sandt. Jeg be- nægtede ikke,
hvad jeg havde gjort. Admiralen sagde, at jeg maatte da vel kende den Artikel,
at Ingen maatte berøre Folk uden Skyld i ond Hensigt, hvilket jeg heller ikke benægtede.
Han blev da meget bister og befalede at arrestere mig. Men da fremstillede jeg
Sagen i alles Paahør fra mit Standpunkt saaledes, som den var gaaet til, og
alle bevidnede, at jeg talte sandt. Min Modparts Klagemaal blev ham derfor til
Fald og Skændsel; dog blev han ikke straffet, men fik en skarp Irettesættelse,
men jeg fik Tak og Agtelse for det skete. Vi blev senere Venner igen. Derefter
ankom vi med Lykke og Velsignelse hjem til Kjøbenhavn; vihavde da været borte i
17 Uger og mistet 15 Mand iat; det andet Skib var ankommet nogle Dage i
Forvejen. Næste Efteraar tog jeg saa til Kronborg for at tjene der, som
allerede er omtalt.