KAP XXVI

Nu maa jeg omtale, hvad de brave Mænd, de
før omtalte Islændere, foretog sig, da de hørte, hvad det gjaldt om for mig. De
gik en Dag til Borgmestrene og de ypperste Mænd i Byen, og fik dem til at gaa
op paa Tøjhuset for at gaa i Forbøn for mig hos Tøjhusets Befalingsmænd, og
hvis de ikke fik udvirket, at jeg blev frigivet, erklærede de, at de snart
skulde skaffe mig Frihed og Løsgivelse ved kongelig Naade. Men da Grabow hørte
dette og saa, at saa fornemme Folk tog sig af min Sag, lod han, som om han
mente noget helt andet, og sagde, at jeg skulde ikke undgælde saa haardt, men
at det, der var sket, kun var gjort andre til Advarsel og for at lægge Dæmper
paa min dristige Optræden. Han bedrog dem saaledes med Talemaader og milde Ord,
for at Sagen ikke skulde blive bragt for Kongen. Derefter gik de hjem, stolende
paa hans venlige Ord.

Da en Maaned var gaaet, kom de tre Hæders-
mænd efter Sædvane en Aften op paa Slottet for at meddele mig, at de havde
hørt, at der næste Morgen skulde holdes Ret paa Tøjhuset angaaende min Sag. De
bad med Taarer Gud give mig Velsignelse og Sejr og lade min Sag gaa godt. De
sagde, at de, hvis Guds Naade tillod det, vilde se til mig næste Morgen, og
forlod mig saa for den Gang. Nu traf det sig, at en Bonde fra den . nærmeste
Omegn, som laa under Slottet, ved Navn Lars blev indespærret paa Grund af den
ringe Forseelse, at han omTirsdagen var bleven beordret til at køre et Læs
Brænde til Brug paa Slottet, men forsømte det, men næste Onsdag mødte han og
blev da indespærret. Da denne Mand fortalte mig mange Drømme, som han havde
drømt, spurgte jeg ham næste Morgen, hvad han mente om, hvordan det vilde gaa
mig den Dag, dg om han troede, jeg vilde blive dømt til at frigives eller til
Døden, eller om jeg igen vilde blive sat i Blaataarn. Manden svarede mig og
sagde, at jeg kom nok i Blaataarn igen, men jeg vilde ikke blive henrettet, da
Gud vilde forunde mig et langt Liv. Han havde drømt om Natten, at han saa mig
staa i en Husdør i Byen, og at jeg kaldte paa ham, da han gik forbi paa Gaden,
og bød ham op til mig og trakterede ham, hvilket ogsaa senere skete. Tidlig
næste Morgen, Kl. 6 kom de tre fornævnte Dannemænd op til mig i Taarnet og
sammen med dem fire Købmænd, nemlig Hans Holst og Boye Lauritssen som drev
Handel paa Island, Hans Thorkildsen fra Akureyri og Jost Losekyl fra Hofs6s, en
gammel from og gudfrygtig Mand, tillige med min Madmoder Birgitte
Lauritsdatter, som bragte mig rene K læder og Mad og en Flaske Vin, som jeg dog
næppe rørte. Disse fromme Mænd havde stor Medlidenhed med mig, men jeg bad dem
om ikke at være bedrøvede, thi jeg stolede paa Gud, og at hvilken som helst
Skæbne, han lod blive min, hvad enten Liv eller Død, vilde det ske til mit
Bedste. Desuden vidste jeg, at min Sag ingenlunde stod daarligt i menneskelige
Øjne, men derimod, at jeg var mange Gange skyldig for min Guds Aasyn, og at jeg
dog fuldtrøstig stolede paa hans herlige Naade i min Jesu trofaste og
livskraftige Frelsenavn, og at jeg derfor gik med frejdigt Mod ind under Guds Vilje,
hvad der saa end maatte ske. Dette bad jeg dem vidne for mine Nærmeste.

Lidt efter kom Profossen med 4 bevæbnede
Mænd fra Tøjhusporten (der holdtes Vagt dér baade Dag og Nat), for at hente
mig. De tre Dannemænd og de fire Købmand fulgtes med op paa Tøjhuset, thi de
havde paa deres Anmodning faaet Lov til at gaa derhen, for at se og høre
Rettergangen. Da vi kom til Porten, modtog mine Kammarater mig med Jubel,
skøndt mange ynkedes og fældede Taarer, og førte mig ind i den Vagtstue, som
stod ved Porten indvendig i Gaarden, hvor Vagten plejede at holde til. Derinde
brændte en Kulild i en gammel, meget lav og bred Jærnpande, som var indrettet
til det Brug, og jeg varmede mig dér ved Kulgløderne, indtil Profossen hentede
mig og bragte mig ind for Retten.

Da jeg kom ind, sad indenfor Skranken de
fem Befalingsmænd, som befalede over Kongens Tøjhus og over alle de
Bøsseskytter, som tjente under Kongelig Majestæts strænge Regimente, 400 Mand
ialt, som Før er omtalt. Af disse fem var Grabow den øverste, dernæst
Christopher Schwencke, Tøjmesteren, dernæst de i Rangen noget lavere Officerer
Peter Falk, Henrik Hansen og Hans Budtz. Den egentlige Tøjhusskriver hed Gottfred,
en ung, god og prægtig Mand, der holdt meget af mig, og som derfor ikke vilde
møde paa Tøjhuset den Dag, men foregav, at han var bleven syg om Natten. Dette
forstod Grabow godt og sagde, at den Sygdom var opdigtet, samt lovede, at han
skulde huske det. Derfor blev de aldrig gode Venner mere, indtil Gottfred
tilsidst tog sin Afsked fra Tjenesten i al Venskabelighed. Nu traf det sig, at
en af Bøsseskytterne ved Navn Hans Mathisen Lund blev i hans Sted taget til
Skriver; han var min gode Ven, og i de to Aar, jeg var paa Kronborg, var han
min Staldbroder; han havde før været Mønsterskriver og tjent hos Herskaber. Han
fik nu af Grabow Befaling til at opskrive alt, hvad der var forefoldet mellem
Profossen og mig, fra den ene Ende til den anden. De tre før nævnte Dannemænd
fik anvist Plads sammen med de fire Købmænd udenfor Skranken, hvor Folk
samledes.

Da jeg kom inden for Skranken, bad alle
Tilstedeværende udenfor denne med høj Røst, at Gud vilde styrke mig og lade min
Sag iaa et lykkeligt Udfald. Derefter fik Skriveren Befaling til at oplæse,
hvad han, efter Profossens Diktat, havde nedskrevet. Da han læste det op,
erklærede jeg, at det var usandt i mange Punkter, og forbød ham at skrive nogen
Usandhed om mig. Han undskyldte sig og bad mig forlade ham, at han var nødt til
at skrive, saaledes som det blev ham dikteret. Grdbow sagde, at jeg ikke skulde
gøre mig Bekymringer, thi han vidste, at Profossen kun vilde fremkome med sande
og sikre Beviser for sit Vidnesbyrd og sin Anklage imod mig, og befalede denne
at føre sine Vidner frem og dermed bestyrke sit Udsagn. Dette skete ogsaa, og
to Mænd af de fire, som daglig stod Vagt i Holmens Port, blev indkaldte, deres
Formand var Peter Rod, en brav Mand, og en anden, Christopher Skrædder; disse
havde været tilstede ved mit Mellemværende med Profossen. Det blev nu disse to
paalagt at aflægge Ed for Retten, paa at de vilde afgive en saa sandterdig
Vidneforklaring, som de formaaede, om det, der var foregaaet mellem mig og
Profossen, saaledes som de skyldte Gud og Mennesker. De aflagte Ed herpaa paa
Bibelen. Dernæst fortalte Peter Rod og den anden fuldstændig rigtig, hvad der
var forefoldet mellem mig og Profossen ved Porten, og dette deres Vidnesbyrd
gik i høj Grad imod Profossens Udsagn.

Der blev nu stor Larm i Tøjhuset, thi alle
begyndte at prise Gud, for at jeg havde en god Sag at forsvare imod Profossens
mærkelige Anklage og hadefulde Beskyldninger. Mine tre brave Landsmænd og de
fire Købmænd blev hjærtelig glade. Grabow paabød Tavshed, men det varede længe
inden alt blev stille igen. Han var bleven meget overrasket, ved at Profossens
Udsagn blev draget i Tvivl og viste sig at være uden Værd. Da dette nu
imidlertid var sket, udtænkte han straks et Raad for at styrte mig, og da der
var indtraadt Stilhed, forlangte han 12 Mands Dom, af 6 Arkelimestere, som
kaldes Constabler, og 6 Aarsknægte eller Landsknægte. Disse 6 Mand tjente paa
Kjøbenhavns Slot og gjorde Vagttjeneste Dag og Nat, baade ved Slotsporten og
paa Slotspladsen. De 12 Mand var lige fra først af udtagne til at undersøge
denne Sag og sad i Dommersædet, for at afgive en fuldgyldig Dom efter
Artiklernes Indhold, hvorledes saa end Sagen gik.

Junker Grabow stod da op fra sit Sæde og
sagde, at han forlangte Dom over Folk, som mødte berusede paa deres Vagt og
derved forsømte den. Da sagde jeg, at dette var ikke blevet bevist om mig med
sandt Vidnesbyrd, men at jeg erklærede og tog alle Tilstedeværende til Vidne
paa, at jeg den Gang med Vold var bleven forhindret i at møde paa Vagten paa
Grund af Profossens særlige Hadefuldhed og andres, som havde støttet ham og
hjulpet ham, hvilke Gud bedst kendte. Grabow blev vred over mine Undskyldninger,
og bød mig holde Mund. Tøjmesteren Christopher Schwencke talte ikke et Ord, men
holdt Haanden under Kinden og trak Vejret tungt.

Derefter gik de nævnte 12 Mænd udenfor det
afgrænsede Rum, for at forhandle om Dommen over den Forseelse, som Grabow nu
havde forlangt Erklæring om. Da de havde endt deres Overvejelser i
Overensstemmelse med Artiklerne, gik de igen ind i det afgrænsede Rum. Deres
Formand hed Andreas Holst, en gammel Mand, der var den 13de foruden de 12
Dommere. De fremkom nu med det, de var bleven enige om efter Artiklernes Paabud
og Junker Grabows Fremstilling, en Domafsigelse, hvorefter Grahow længtes saare
meget, og som bestod af disse Ord: at de havde dømt Hoved fra Hals.

Alle raabte op, at dette var en stræng
Dom; Grahow lod, som om han blev meget betænkeligderved, men mere af Falskhed
end af fromt Sind. Nu opstod der stor Larm paa Tøjhuset. En af mine bedste
Venner, ved Navn Johan Christian- sen, føjede et Ord ind i Samtalen, da Gråbow
ved Forstillelse lod, som han ikke vidste, hvorfor jeg blev anklaget, og
spurgte, hvad Anklagen gik ud paa; og da der saa blev svaret, at jeg var mødt
beruset paa Vagten, og havde forsømt den, føjede Johan til: »Og han naaede ikke
at følge Trommen gennem Porten.*’ Jeg saa da paa ham og sagde: 9 Nu manglede
kun dette. ^ Han gik strax bort, og ønskede, at han aldrig havde talt, og ofte
senere talte han angrende herom og sagde, at Ordene var faldne af Tankeløshed.
Da der igen blev Stilhed, svarede jeg Dommerne , at de maatte staa Gud til
Ansvar for deres Dom, og at han vilde holde Regnskab med dem derfor. Grahow
raabte, at det vedkom ikke mig. Da svarede den gode Hædersmand,yo/i Magnusson
(salig I hukommelse I), at det forekom ham, at denne Dom var saare stræng, da
min Skyld slet ikke var bevist, og at han havde Iflest Gaards-Retten og den
kejserlige Ret og des- uden dansk og islandsk Ret, men han vidste ikke bedre,
end at jeg havde fuldkommen Ret overfor dem, som faskelig havde anklaget mig,
og nu ved edsvorne Vidners Udsagn var fuldstændig afslørede for at have aflagt
falsk Vidnesbyrd. Grabow rejste sig da meget vred paa Jon Magnusson og sagde,
at han kun havde tilladt ham og hans Ledsagere at være tilstede ved
Tøjhusretten for at styrke Loven og overveje de kgl. Mandater, Artikler og Bud,
men ikke for at gøre Indsigelser eller trodse dem. Herved blev Jon og hans Led-
sagere mere sagtmodige, som det var at vente under saa højtidelige
Omstændigheder og blandt Fremmede, og sagde, at de ikke vilde sige andet, end
hvad der var tilbørligt, retfærdigt og sømmeligt. Grabow befalede Profossen at
tage fire væbnede Mænd af Vagten, for igen at føre mig op paa Slottet og
indsætte mig i Blaataarn, da min Sag skulde afgives til Kongens Naade eller
Unaade. De mente ikke afgjort at kunne dømme mig til Døden, og ikke at kunne
samtykke i den Dom, som Andreas i Dommernes og alle andres Nærværelse inden- og
udenfor Skranken havde afsagt og afgivet. Da græd mange i Tøjhuset, og ogsaa
mine fromme og elskelige Landsmænd og deres Ledsagere. Tøj mesteren,
Christopher Schwencke, sagde ikke et Ord, men græd, da jeg blev ført bort fra
Tøjhuset.

Jeg gik bort derfra med god Samvittighed
og tog grædende Afisked med dem alle under et. Men da jeg kom op paa Slottet,
græd Taarnvogteren Niels over min Skæbne og bad mig ikke vredes paa ham, fordi
han indsatte mig i Taarnet igen. Jeg bad ham ikke skænke den Sag en Tanke og
takkede ham for hans kristelige, broderlige og kærlige Væsen imod mig. Jeg traf
igen i Taarnet den før omtalte Bonde, Lars, som ikke endnu var kommen ud; han
sagde, at nu var hans Drøm for en Del gaaet i Opfyldelse, hvilket jeg
indrømme-de, og mente, at større Farer truede mig endnu. Han var af modsat
Mening og sagde, at det vilde uden al Tvivl gaa saaledes, at jeg blev løsladt
og beholdt Livet, at jeg endnu vilde opleve mangt og meget, og at Gud havde
tiltænkt og beskikket mig et længere Liv.