KAP. XXVII

Nu begav det sig 3 Dage, efter at dette
var sket, at Junker Grahow lod alle sine 12 Dommere sammenkalde for at
underskrive Dommen og sætte deres Segl under den, idet han haabede, at
Dødsdommen vilde blive underskreven og endelig afeagt. Men de 6 Aarsknægte, som
tjente paa Slottet 9 gjorde kraftig Indsigelse herimod og benægtede, at de
havde dømt mig til Døden. Heraf opstod der Vrede og Uenighed imellem dem, thi
de afislog nu fuldstændig at dømme, samtykke i eller underskrive den Dom, at
jeg havde Forbrudt Livet, og dette fastholdt de. Grahow sagde da for at trodse
dem, at han vilde tilsige andre 6 Dommere fra Tøjhuset i deres Sted, som saa
skulde dømme mig til Døden, siden de ikke vilde. De sagde, at det vedkom ikke
dem, om han gjorde det, og gik vrede ud af Skrivestuen. Da Adolph [Grabow] nu
saa, at de var standhaftige og ikke til at bevæge, sendte han dog atter Bud
efter dem, og da de var komne, blev de endelig enige om, at hele Sagen skulde
forelægges Kongen, og hvad denne besluttede skulde gælde. Paa denne Maade
maatte ogsaa hele Profossens hadefulde Angreb og Fremfærd fremstilles for
Kongen, selv om Grabow længe satte sig derimod. Paa disse Vilkaar blev der nu
afsagt en Dom, som blev underskrevet og sendt til Kongen paa Frederiksborg, thi
Slottets Aarsknægte, først og fremmest, lod sig ikke nøje med andet, end at
Sagen og Profossens falske Anklage for Retten kom skriftlig frem for Kongen. En
af Aarsknægtene, der hed Mikkel, (han boede i Vingaardsstræde, og var Skrædder
af Profession, en gammel og god Kammerat af mig, hvem jeg allerede har omtalt
ved Biskoppen af Bremens Indtog), besøgte mig paa Slottet sent om Aftenen den
Dag, Striden havde staaet mellem Gråbow og hans Meddommere, og medbragte en
Flaske rhinsk Brændevin til mig, og fortalte mig hele Historien. Han var meget
forbitret over Grahows Strænghed, og alle de ypperste i Byen og mine
Staldbrødre i Tjenesten tillige med selve Tøjhusets Officerer var højlig
forbavsede over hans Stivnakkethed, Strænghed og Had til mig. Derefter gik
Mikkel bort til sit Hjem med Bøn og Velsignelse over mig. Tre Dage senere,
tidlig om Morgenen, kom en brav Mand til mig, min særdeles gode Ven, ved Navn
Morten Holst , der ofte var imod mig som en Moder mod sit Barn, op til mig i
Taarnet fra Tøjhuset. Han havde engang været Efterligger i 3 Uger paa
Eyrarbakki i det sydlige Island. Han sagde, at han var sendt fra Tøjhuset med
Dommen til Kongen paa Frederiksborg Slot, og at jeg nu skulde bede til Gud, om at
hans Rejse maatte faa et lykkeligt Udfald, hvilket jeg af hele mit Hjerte
ønskede maatte ske. Derefter tog han Afsked med mig og rejste saa til
Frederiksborg.

Kongen modtog Dommen og gennemlæste den,
og da han havde overvejet alt, spurgte han, hvilken Jon det var om det var den
ældre eller den yngre. Morten sagde, at det var den yngre. Kon-gen sagde, at
det forekom ham, at Profossen var mere skyldig, og at Jon skulde gives fri,
«thi Hoveder voxer ikke paa Kaalstilke hos os^, sagde han. Kongen tilføjede, at
han kendte mig godt, og at jeg havde to Gange været paa samme Skib som han
selv; der var desuden ingen Islænder i Tjenesten med Undtagelse af mig. Jeg
skulde dog bære et Jærn, indtil han kom selv, men Profossen skulde afsættes.

Morten tog nu ærbødig Afsked med Kongen,
og rejste til Kjøbenhavn det hurtigste han kunde. Tidlig næste Morgen kom han
op til mig i Taarnet og spurgte, om jeg sov eller var vaagen. Jeg sagde, at jeg
var vaagen. Han hilste mig venlig og sagde, at han havde faaet ringe eller
ingen Søvn den Nat. Jeg spurgte, om der var noget Nyt. Han svarede, at han kun
havde faa Nyheder at melde, men at vi snart skulde skilles, thi Kongen havde
sagt, at jeg skulde sige Verden God Nat. Jeg blev nu bedrøvet, men da han hørte
dette, forandrede han sin Tale, og sagde, at han havde talt i Spøg for at se,
hvorledes jeg tog det, og bad mig undskylde, at han i sin Enfoldighed havde
handlet saaledes, thi han glædede sig uudsigelig meget over min Frigivelse, og
priste Gud for, at det var faldet i hans Lod at bringe mig denne glædelige
Efterretning.

Kort efter kom Profossen med sine 4
bevæbnede Soldater for at hente mig. Da jeg kom op paa Tøjhuset, blev mine
Kammerater meget glade over min Ankomst. Jeg blev kaldt ind paa Skrivestuen,
hvor alle Tøjhusets Officerer og 12 Arkellmestre sad; de bød mig alle velkommen
med Undtagelse af Adolph Grabow, som begyndte sin Tale paa følgende Maade:

»Nu er du, Jon Olafsson, igen kommen
levende hertil, hvad jeg mindst af alt havde troet.”

Jeg svarede: “Gud er mægtigere end
Mennesker.”

Han fortsatte: “Kongen har dog
bemyndiget mig til at lade dig bære et Jærn, indtil han kommer; men hvis jeg
selv havde faaet Lov til at raade, skulde du være bleven indsat i det store
Fængsel paa Bremerholm, siden du fik Lov til at beholde Livet. “

Jeg svarede: “Hvorved har jeg
forbrudt mig mod Eder, at jeg møder saadan en Vrede og Had? Og dog er ofte det
gamle Ord blevet sandt, at den, som graver en anden en Grav, uden stor Skyld,
falder selv deri af Vanvare.” Han spurgte mig, om jeg ønskede ham Ulykker?
Jeg sagde, at dette ikke var Tilfældet, men at jeg kun anførte et gammelt
Ordsprog; dog én Ting stod mig klar i hele denne Sag, og jeg troede ikke, han
vilde vredes, om jeg sagde det, nemlig: at jeg havde Guds og Kongens Naade at
takke for mit Liv mere end hans gode Hensigt og Bestræbelser. Da smilede
Tøjmester Christopher Schwencke. Gra-bow sagde, at endnu var min Trods ikke
bøjet meget. Tøj mesteren sagde, at det skete nu var tilstækkeligt, stod hastig
op og gik ud.

Derefter befalede Grabow Profossen at
følge mig op paa Holmen til Mester Anders, som var Kongens Forsmed , og befale
ham at teste en Jærnrlng om min Hals udenpaa Klæderne, hvilket blev gjort ved
mange Fanger. Op fra den Ring gik ved Nakken en tung Jærnbøjle, og i den hang
en Jærnklokke, saa stor at en Mand med store Hænder kunde gribe om den med
Haanden. Da Mester Anders fik dette Budskab, blev han meget ærgerlig over
Grabows haarde Bud, og sagde, at denne maatte skaffe sig en anden Bøddel eller
mere passende Tjener end ham, thi han vilde ikke gøre Grabow den Tjeneste at
gøre sig Uvenner med nogen Mand, naar det ikke behøvedes. Men da jeg frygtede
Grabow og hans hadefulde Efterstræbelser meget, og jeg ikke vidste, hvad han
kunde finde paa, bad jeg Mester Anders instændig om at gøre, hvad Grabow havde
befalet, og sagde at jeg ikke skulde tænke ondt om ham af den Grund, men
snarere det modsatte. Han lod sig da bevæge dertil ved min Bøn, og gav mig en
god Drik Vin af sit Krus, før jeg gik bort.

Han bebrejdede ogsaa Profossen hans
Fremgangsmaade i vort Mellemværende, og i mange Ting viste han sit venlige
Sindelag mod mig. Derpaa gik vi derfra, og paa Vejen hen til Porten mødte vi
Admiralen over Bremerholm, Steen Villumsen.^) Da han saa, med hvad Slags Pynt
jeg var smykket smilte han, — ikke ad min Vanære, men ad Grabows Had imod mig —
og sagde, at han mærkede nok, at Adolph ikke havde stor Kærlighed til mig, og
at han skulde få Skam, da han greb over paa hans Embedsraade, idet han havde
paadømt Sager ved Tøjhuset, som hørte til paa Bremerholm, baade hvad Klage og
Frikendelse angik. Hvis jeg i Tide havde sendt Bud til ham, skulde han straks
have faaet mig løsladt; og han lovede endvidere, at Grabow skulde staa ham til
Ansvar herfor paa lovlig Maade, før lang Tid var gaaet; han tilføjede at Grabow
ikke havde noget at sige over dem, som holdt Vagt ombord paa Kongens Skibe, og
eftersom Grabow uden kongelig Befaling havde ladet lægge dette Jærn paa mig,
skulde han straks lade det borttage. Derpaa skiltes vi, han gik op paa Holmen,
men vi op paa Tøjhuset.

Grabow var nu meget glad ved at have faaet
Magt til at handle saaledes mod mig, og forbød mig at gaa ud af Tøjhusets Port,
før Kongen kom. Han gav mig Befaling til at sove alene i en Hvælving i en høj,
muret Sal, og mine Sengklæder blev flyttede derhen. Grabow befalede mig jævnlig
at ringe med Klokken, og i modsat Fald truede han mig med, at der skulde
vederfares mig mere ondt.

Men Tøjmesteren og de andre, som altid
undte mig alt godt, sagde mig hemmelig, at jeg skulde ikke gøre det, men for at
trodse og ærgre ham tilstoppe Klokken med Hamp, hvilket ogsaa skete, hvorfor
han ofte blev heftig vred paa mig. Men da alle holdt med mig, brød jeg mig kun
lidt om ham, og efterhaanden blev jeg dristigere og dri- stigere imod ham,
baade i Ord og Gerning, saa at han tilsidst blev træt af at irettesætte mig.
Jeg blev sat i Arbejde hos den Jernsmed, som tjente paa Tøjhuset, for at
forfærdige, hvad der behøve-des, og han fandt Behag i mig, og blev min gode
Ven. Jeg var næsten en hel Maaned paa Tøjhuset, og saa vidt jeg erindrer,
varede denne min Prøvelses- og Fængselstid, som jeg maatte udstaa paa tre
Steder, alt i alt 9 eller 10 Ugers Tid. Det skete ofte i den Maaned, jeg var
indespærret paa Tøjhuset, at fromme Folk blandt mine Bekendte to eller tre
Gange om Ugen sendte mig vellavet varm Mad og dertil Vin og øl ved deres
Tjenere eller Tjenestepiger. I at udvise saadanne Kærlighedsgærninger og
kristelig Næstekærlighed mod mig var især den fromme Mand, Skrædder Søren
Willadsen, ivrig baade i Raad og Daad den Gang og andre Gange. Man kan med
rette sige, at han var som en Fader for alle Islændere, som den Gang opholdt
sig inden Kjøbenhavns Porte og søgte til ham. Hans Navn og Minde burde ikke
glemmes af mig, saalænge jeg ved Guds Naade lever i Verden.