KAP. XXVIII

Da jeg havde været 3 Nætter af min
Fængselstid paa Tøjhuset, kom en Taarnbygmesters Svend ved Navn Zacharias
dertil, der var en Smule brøstfeldig paa Forstanden, og som Tøjhusvagten fik
Befaling til at vogte godt. Denne Mand var i høj Grad begavet med aandelig og
verdslig Visdom og Skarpsindighed. Hans Mester boede i Helsingør. Det havde
tildraget sig nogen Tid i Forvejen, at Kongen havde sendt Bud til
Taarnbygmesteren og havde paa et Blad afridset en Tegning til en højst
ejendommelig Taarnbygning, paa den Maade, at naar 1000 Mand gik ind i Taarnet,
skulde man dog kun se en ad Gangen gaa op. Kongen havde ogsaa fastsat et
Tidspunkt, naar dette Arbejde skulde være færdigt. Dette Kongens Paafund og
planlagte Arbejde forekom Taarnbygmesteren meget vanskeligt at løse, og han
blev saa tungsindig og tavs, at man lagde Mærke dertil. En Dag tog han sin
Svend Zacharias hemmelig til Side og bad ham om Hjælp og gode Raad, men ogsaa
om at holde Sagen hemmelig, og lovede ham, naar Arbejdet blev færdigt, en god
Belønning, foruden hans daglige Løn. Zacharias begyndte nu at spekulere over
dette Arbejde og fik det tilsidst bragt til en heldig Afslutning, saa at Kongen
blev godt fornøjet, hvilket Mesteren alt tilskrev sig selv og sine egne
Kundskaber. Men nogen Tid efter opstod det Rygte i Byen, at hans Svend,
Zacharias, havde udvist større Kløgt i dette Arbejde end selve Mesteren. Derfor
fik han Had til Svenden og mente, at denne var Ophavsmand til dette Rygte,
hvilket dog viste sig ikke at være Tilteldet. Men kort Tid efter syntes
Zacharias selv, at der var noget i Vejen med hans Forstand, og troede først, at
Mesteren havde ladet det bringe over ham ved Trolddomskunster, men da man
syntes, at hans Tale tydede paa Sindsforvirring, og der intet blev meldt for Øvrigheden,
blev der ikke fra hans Side talt mere herom. I et halvt Aar maatte han drages
med denne Sygdom, men blev siden fuldstændig helbredet. Han var efter mit Skøn
en brav og gudfrygtig Mand, hvilket man kunde mærke i Tiden mellem hans Anfald
og svære Hjemsøgelser. Denne Mand blev nu beordret til at sove i den samme
murede Stenhvælving, hvor jeg sov. Den laa ud mod Havnens første Indløb, i
hvilket der laa 11 af Kon- gens mindste Krigsskibe, og naar de ved Vintertid
laa derinde, blev der Nat og Dag holdt Vagt ombord paa dem. Zacharias havde
Bøger hos sig, i hvilke han hver Dag læste, naar han ikke fik Anfald, men under
Anfaldene kastede han dem bort; og det hændte nogle Gange, at han i den
Tilstand bespottede Gud, hvilket han senere dybt angrede. Under hans store
Anfald maatte ingen røre ham uden jeg alene, og jeg tog ham da ofte med stor
Haardhed og Dristighed i mine Arme, bar ham hen til Sengen og kastede ham ned
dér og mig selv oven paa ham, med gode Ord og kraftige Tag. Undertiden. slog
han mig og spyttede mig i An-sigtet, hvilket jeg taalmodig taalte med
Undtagelse af, at jeg med Irettesættelser og strænge Bebrejdelser ved
guddommelig Oplysnings Naade foreholdt Djævelen i ham hans aandelige Skam og
evige Skændsel og den overvættes Grusomhed, som han udviste mod Guds Børn, naar
Gud tillod det. Ofte takkede Zacharias Gud og mig grædende og bad mig ydmygt om
Forladelse. Kansleren og Slotsherren havde han udskældt med haarde Ord, før han
kom herhen. Men Gud kom ham til Hjælp med sin Naade, saa at han fik det Embede,
som hans Mester lidt senere døde bort fra, og blev hans Enkes Husbond. Saaledes
endte hele denne Historie.

Nu er der at fortælle, at i April Maaned,
efter Paaske, kom Kong Christian med et prægtigt Følge op paa Kjøbenhavns Slot,
og straks den samme Dag indfandt han sig paa Tøjhuset, hvorhen hans Ankomst var
bleven meldt i Forvejen. Tøjmesteren kom hen til mig og fortalte mig dette af
Godhed, og sagde, at jeg i Dag skulde lade min Klokke lyde i Kongens Nærværelse
og raadede mig til at vise mig ydmyg, men dog tale dristigt og meget ærbødigt
til Kongen. Han lovede at lægge et godt Ord ind for mig, hvis han stod i
Nærheden. Kongens Hund løb som sædvanlig foran sin Herre; det plejede den at
gøre, hvor som helst Kongen gik, hvilket ofte var en behagelig Advarsel for mange,
saa at Kongen sjælden kom uventet.

Inden for Muren ved Smedien stod et Hus,
det saakaldte Værksted, hvor Kongens saakaldte Fyrværpere , unge Folk af
Bøsseskytcerne, arbejdede ved Fyrværket, som jeg før har omtalt. Kongen plejede
altid at gaa derhen, naar han kom til Tøjhuset, hvilket ogsaa skete denne Gang.
Sammen med ham gik salig Prindsen og hans to andre Sønner Hertug Frederik og
Hertug Ulrik og desuden Kansleren Jacob Ulfeldt og Slotsherren Caj Rantzaa med
flere Tjenere og Hofjunkere i Følge. Da Kongen traadte ind ad Døren, stod jeg
ved Bælgen og blæste, men holdt op, da han kom nærmere.

Da sagde Kongen: “Hvem har pyntet dig
saaledes, Jon, og sat dig her?”

Jeg faldt da ned paa mit ene Knæ og bad
Kongen vise mig Naade, arme og fremmed som jeg var.

Kongen gik videre hen til Smeden og saa
paa hans Arbejde, og de andre, som stod omkring ham, gjorde det samme. Og da
Kongen tav, tav ogsaa hele hans Følge. Grabow stod bag ved Kongen og tænkte, at
han skulde holde sig i hans Nærhed for at svare, hvis det behøvedes. Kongen saa
da hen paa Grabow og sagde:

“Er det Jon, som har forsømt Vagten?’

Grabow svarede straks Ja.

Jeg svarede: “Naadige Herre, jeg
beder Eders kongelige Majestæt naadigen værdiges at høre et Ord”.

“Saa tal, hvad du kan tale med
Ære” sagde Kongen.

Nu forklarede jeg, at Profossen havde den
Gang udvist Had og anvendt Vold mod mig, hvorved han havde forhindret mig i at
holde min Vagt. Grabow raabte nu: “Hold Mund!” Kongen tav en Tid og
alle de andre. Derrpaa saa Kongen meget vredt paa Grabow og sagde:

»Lad ham strax blive befriet for sit Jærn
og frigivet af Fængslet!”

Derpaa sagde han til mig: “Se Dig
godt om for Eftertiden, kære Jon”

Jeg bad grædende Gud lønne ham hans Naade
med timelig og evindelig Velsignelse.

Kongen sagde saa til Jacob Ulfeldt og de
andre, som stod der omkring: »Dette er en Islænder, en smuk ung Mand, som paa
to Rejser har været paa Skib sammen med Os, og Vi syntes godt om hans Færd; nu
er der her under Regimentet ikke flere end ham [af hans Landsmænd]. Men den
Profos skal afsættes og have Skam til Tak.

Han forbød Profossen at bære sin Stav for
Fremtiden. Grabow vovede ikke at sige et Ord. Kongen befalede Smeden, som hed
Hans Westphaler, at tage Jærnet af min Hals. Han havde store Van- skeligheder
med at Fjærne det med en Fil; thi ved Halsbaandets Sammenføjning var der nemlig
fasthamret et Søm. Kongen gik ind paa Værkstedet, hvor man arbejdede paa
Fyrværket, og da Kongen igen gik ud og forbi mig, spurgte han, om Smeden ikke
var færdig, men denne svarede, at han var godt paa Vej dermed. Kongen befalede
ham at skynde sig og ikke holde op, før han blev færdig. Kongen gik saa ud i
Tøjhusets Forgaard for at betragte en Bom, to eller tre Favne i Omkres, som han
havde ladet lave til en Havnebom dér ved Tøjhuset. Den var saa stor og svær, at
100 Mand kun med Vanskelighed kunde røre den af Stedet, men den var indrettet
saaledes, at én Mand med Lethed kunde tumle den, naar den skulde skydes fra
Land tværs ud over Havnen, hvilket blev gjort hver Aften ved Hjælp af et Spil,
ligesom ogsaa Fløjdøren ved Havnen blev lukket hver Aften. Medens Kongen stod
og betragtede denne Bom, kom Tøjmesteren  hurtig og meget vred gaaende ind i Værkstedet,
trak sit Sværd fra Siden og truede med at kløve Smedens Hoved, hvis han ikke
lige med det samme befriede mig for Jærnet. Han forbandede Junker Grahow for
hans vedvarende Had og ondskabsfulde Angreb paa mig, hvilket han nu var i Færd
med at vise der udenfor, hvor han stod og anklagede mig for Kongelig Majestæt,
fordi jeg var ham for hoven, og bad Kongen om Tilladelse til at holde mig i
Tvangsarbejde paa Tøjhuset et halvt Aar; men han sagde, at Kongen ikke havde
ændset ham et Ord.

Derefter blev jeg løsladt af Fængslet.
Tøjmesteren befalede mig straks at gaa bort fra Tøjhuset og hjem til mit
Logement, som var paa Østergade, og ikke komme dér i fulde 6 Uger; det skulde
han paatage sig Ansvaret for. Jeg takkede ham hjærtelig for hans kristelige Medlidenhed
og venlige Ord. Derpaa tog jeg Afeked med Smeden og takkede ham for alle hans
Velgærninger, men han græd som et Barn og sagde, at han aldrig vilde faa min
Lige blandt de Bøsseskytter, som blev skikkede til at tjene hos ham.

Jeg gik saa hen til Porten og vilde gaa
ud. Sandt er det, at Vagten og alle Folkene blev glade over min Frigivelse, men
dog hændte det, at da jeg vilde gaa ud, blev dette mig nægtet, da de sagde, at
Garbow havde forbudt dem at lade mig slippe ud, og de bad mig tilgive dem. Jeg
satte mig paa Vagtbænken og græd bitterlig og tænkte paa David og Saul. I dette
Øjeblik kom Tøjmesteren atter hurtig gaaende derhen, hvor jeg sad, og spurgte,
hvad der var Aarsagen til, at jeg sad dér og græd. Jeg fortalte ham det. Han
greb da rask i mig og befalede mig at gaa ud og sagde, at hvis nogen var saa
dristig at ville forbyde mig det, skulde han paa Stedet hugge ham ned med sit
Sværd, som han drog. Derpaa gik jeg bort uhindret af alle. Men da jeg var
borte, blev der saa stor Uenighed herover mellem Tøjmesteren og Grabow, at
Tøjmesteren udfordrede ham til Tvekamp, men Grahow vovede ikke at modtage
Udfordringen, da Tøjmesteren var en meget forfaren Duellant og ypperlig i al
Slags Kunster og Idrætter. Da jeg kom til Byen, blev jeg modtaget med Jubel af
alle mine Bekendte og Landsmænd.