Kaptajen og Kongen 3 – Christian IV

Kaptajnen og Kongen 3

De store ulykker var varslet længe i forvejen for enhver,
der havde øjne at se med. Det begyndte i 1624, kongen kunne endelig flytte ind
på Rosenborg, men hvor forandret var alting ikke siden den lykkelige år efter
Kalmarkrigen, da han gik og fik mørtel på tøjet mellem Anna Cathrines provantze
roser? Skillingen var faldet igen, for sjette gang i hans regeringstid. 100 på
en daler mod 66 da han overtog kronen. Samtidig udbrød den store pest i
København, der kom til at vare i to år og koste 4884 mennesker livet. Den 8.
december befalede magistraten at tilspigre døre og vinduer på de syges huse,
universitetet blev lukket, regeringen flygtede til Roskilde. Da indtraf der den
10. februar den største stormflod i mands minde. Skt Petri kirketårn blæste
ned, man sejlede i byens gader, store skibe strandede i Sydsjællands skove.

Vandet trak sig tilbage, men pesten blev ikke skyllet væk.
Den 21. juli klagede slotspræsten Menelaus Povlsen over de lovløse tilstande i
byen efter myndighedernes flugt. Ak, Herren forbarme sig over os, thi endog det
er en så bedrøvelig tid, der man ingen pestilenses tegn hos vore folk, men nye
moder og hoffærdig klædedragt går i fuld svang, og om søndagen, når man skulle
være i kirke og bede Gud om denne forfærdelige strafs afvendelse, da ager,
rider og render vore folk ad skoven til, hvor de drikke danse og springe til
den sorte nat. Vore sildefiskere lægge ud at fiske, fulde og drukne, vore
vognmænd drikker og dobler på Amagertorv, og ingen piger kan hente en spand
vand af posten, uden at disse utugtige kompaner tager ublueligen til dem, så
det er en skam at eftersige.

Det var den sommer, kongen marcherede ned i Tyskland. Men
varslerne blev ved. Den 10. november kom der en ny oversvømmelse. Den 11. maj
nedbrændte provianthuset med flåden forsyninger. Den 17, august stod slaget ved
Lutter am Barenberge. Christian den Fjerde havde katastrofalt undervurderet
fjendens styrke, samme aften var hans hær i opløsning, fodfolket hugget ned,
kanoner, tos og ammunition i fjendens hænder og kongen selv på vild flugt med
rytteriet. Danmarks lange nedgangstid er begyndt. De penge og tropper, som
Anstruther havde lovet, kommer ikke. De tyske fyrster falder fra. Natten mellem
den 24. og 25. juli 1627 kan Tilly gå over Elben, forene sig med Wallensteins
styrker og rykke op i Holsten. Rigsrådet vedtager i panik bevæbning af alle
våbenføre mænd mellem 18 og 55. Kongen prøver at bide sig fast ved Flensborg,
men alt er kaos, hans egne lejetropper vender sig mod ham og haver sig straks
ud over det ganske Jylland udbredt, frarøvende adel, præster, borgere og bønder
deres rørende formue, ihjelslående dem, der ikke godvilligen lader sig plyndre,
voldtagende ægtemænds hustruer og børn udi mændenes og forældrenes åsyn. Efter
lejesvendene følger Wallensteins kroater og kosakker. I oktober er hele Jylland
besat. Sådan ender det felttog, Christian den Fjerde officielt havde indledt for
at forsvare den hellige, evangeliske kirke.

Fromhed styrker rigerne.

Vinteren 1627 – 28 i København blev hård. Det smilende
Hafnia Metropolis Celeberrima lignede ikke sig selv. Flygtninge i hundredvis
strømmede til hovedstaden og forfærdede folk med deres rædselsberetninger,
priserne på levnedsmidler røg tårnhøjt i vejret, borgerne fik befaling om at
forsyne sig med krudt, bly og lunter, dag og nat arbejdede bønderne på at
udbedre de forsømte befæstningsanlæg. Men Herrens vrede var ikke mindsket. Klokken
1 om natten mellem den 18. og 19. januar nedblæste Skt. Nikolaj store kirkespir
og knuste hvælvingen, så ikkun de høie mure bleve stående.

Jens Munk så ikke ødelæggelserne i den kirke, hvor han få
måneder senere skule begraves. Hans vinterophold i København var dette år
kortere end nogen sinde. Først den 7. november var han kommet tilbage fra
Weseren som Henrik Vinds næstkommanderende, og allerede den 5. januar var han
om bord på “Den flyvende Fisk”, der med en større flådeafdeling lå
opankret under Albuen ud for Nakskov. Tre dage efter mødte hans foresatte,
Henrik Vind, der gik om bord på “Hummeren”. Endnu har kongen den
langt større den af riget, der kun består af vand, i sin magt, og den 17. marts
kommer han selv til Lolland og overtager ledelsen på “Hummeren”.
Dagen feter får Jens Munk på “Den flyvende Fisk” i lighed med
eskadrens andre kaptajner en dagsbefaling skrevet med kongens egen hånd: Der
skal forsøges en landgang på Fehmern, hvor fjenden har samlet tropper og truer
Lolland. Kongen vil sejle forrest med “Hummeren”. Når han gør sejl,
skal de andre gøre det samme, og når han lader ankret falde under Fehmern, skal
de andre ankre op mellem kongeskibet og kysten. De skuder, som kan flyde ind
til stranden, skal lægge helt ind, resten skal gå så tæt til land at de får
fast grund under kølen.

Operationen lykkes. Da eskadren sejler ind mod øen, står de
kejserlige tropper i fuld slagorden med bøsser og kanoner på stranden, men
ilden fra orlogsskibene driver den på flugt, og dagen efter må øen overgives.
Allerede ved afsejlingen fra Lolland var det bestemt, at den hidtidige
eskadreadmiral, Henrik Vind, skulle sendes mod nord om Skagen med en håndfuld
skibe og løbe ned til Elben, hvor fæstningerne Glückstadt og Krempe stadig
holdt stand. Kongen nærede det forfængelige håb, at Henrik Vind fra disse
fæstninger kunne foretage et fremstød mod øst, mens han selv gik i land på den
modsatte kyst, hvorved de kunne afskære den jyske halvø med Wallenstein og hans
30.000 soldater. Generobringen af Fehmern har givet kongen mod, og den 27.
marts sender han Henrik Vind til Elben som eskadre admiral på
“Lindormen”. Dette navn har hidtil ført iagttagerne på vildspor.
Imidlertid fremgår det af sikre kilder, at skibet bar to navne.
“Lindormen” og “Den flyvende Fisk” er et og samme fartøj.
Med andre ord Henrik Vind bliver eskadre admiral om bord på det skib, hvis
kaptajn,, indtil dette øjeblik var Jens Munk. Samtidig ses det klart, at Munk
ikke sejler med til Elben. Den 27. marts er han derfor af grunde, vi ikke
kender, blevet frataget posten som kaptajn på “Den flyvende Fisk” og
overført til et andet af de skibe, der under kongens ledelse forbliver i
Østersøen.

Hvilket?

Også dette spørgsmål kan besvares ved en nøjere granskning
af begivenhederne. Efter Henrik Vinds afsejling fortsatte kongen med resten af
eskadren mod Eckernförde, hvor han også havde heldet med sig. Den kejserlige
besætning blev nedhugget og byen erobret. Flankerne var dækket, nu kom turen
til Kiel. Her var det alt eller intet. Lykkedes det også kongen at tage denne
by, var han kun 10 mil fra Glückstadt, der var bare at klemme til, så lukkede
knibtangen sig om Wallenstein.

I begyndelsen af april står den kongelige eskadre ind i
Kieler Fjord. Så går det galt. I Kiel er fjenden forberedt, de landsatte
soldater kastes tilbage i fjorden og svømmer ud til skibene, som ligger under
en regn af kanonkugler. Værst går det ud over “Hummeren” skroget
rammes af flere grundskud, bøsseskytterne falder rund om kongen, snart er der
ikke andet at gøre end at blæse retræten. Den store plan er tilintetgjort.
Kongen lader fire skibe blive ved Fehmern, og den 9. april afsejler han selv
med admiralskibet “hummeren” til København.

Det fremgår ikke af nogen oplysninger fra kongens hånd,
hvornår han er hjemme igen. Alligevel kender man den nøjagtige ankomstdato. En
anden navnkundig mand er om bord på skibet, da det glider ind i Krabbeløkke
Vig. H. D. Lind, der har studeret Bremerholms regnskaber, skriver ar
“Hummeren” lader ankeret falde ved København den 16. april, for til
denne dato beregnedes kostpenge for Jens Munk, der vendte hjem med dette skib
vistnok som en syg mand.

Jens Munk kan være blevet ramt allerede under kampen om
Fehmern. I så fald motiverer det, at han afsættes som kaptajn på “Den
flyvende Fisk, da dette skib overdrages til Henrik Vind. Det lyder dog ikke
sandsynligt, at man i så lang tid har sejlet rundt med en såret kaptajn. Hans
afsættelse på dette tidspunkt må sikkert ses som en konsekvens af kongens
tidligere holdning, Munk har før måtte vige pladsen for Henrik Vind, og nu sker
det samme igen. Han er snarere blevet såret under den blodige kamp ved Kiel.
Det forklarer, hvorfor han umiddelbart efter kampen kommer med hjem på
“Hummeren”. Under alle omstændigheder ligger det fast, at i de 7 dage
der går fra den 9. april, da “Hummeren” forlader Kieler Bugt, til den
16. da fregatten når København, befinder Jens Munk og Christian den Fjerde sig
om bord på det samme skib.

Her ender historien. I disse tidlige forårsdage, mens
“Hummeren” krydser hjem over Østersøen, står de to mænd, kongen og
kaptajnen, omsider ansigt til ansigt. De ligner hinanden, på samme tid drømmere
og handlings mennesker som så mange konger. Og så mange Kaptajner. De er
omtrent jævnaldrende, og de er ude over deres bedste alder. Modne mænd. Trætte
mænd. Undervejs fra Kiels til København fylder kongen 51. Om få måneder er Jens
Munk 50. Kaptajnen er den yngste af de to, men af erfaring er han den ældste,
ja, står han ikke her som et billede på den skæbne, der nu venter kongen, såret
i krigen, som kongen skal blive det, hanrej, som kongen skal blive det, en
nederlagets mand, som kongen skal blive det. Har Christian den Fjerde ikke anet
noget af dette? Ser han ikke i denne afrakkede kaptajn med en instinktiv
følelse af ubehag en afspejling af sin egen svaghed? Foretrak ikke også han at
se fede mænd omkring sig? Efter affæren på Weseren har kongen næppe nogen
synderlig sympati til overs for Munk. Han bukkede sig for dybt efter de
købmandsvarer. Han er ikke nogen fed mand. Det er kongen. Og der er noget ved
denne lille kaptajn, han ikke fatter. Hans sagtmodighed. Hans mildhed. Har er
ikke som andre ordentlige mennesker. Kæfter ikke op. Drikker sig aldrig far
sans og samling. Praler ikke af sine æventyr. Det kan kongen kun opfatte som
arrogance, og det gør ham usikker. Ganske vist kan også Christian den Fjerde
have sine godmodige stunder, det er kendt, men han er ingen beskeden natur, han
tror, historien består af resultater, sejre, succes, han ved ikke, at den kun
er en sum af begyndelser. På bunden af hans væsen lurer der derfor en
tilbøjelighed til at føle sig forurettet, som let slår ud i en opfarende
heftighed, en brutal ufølsomhed. I sejren er han som alle magt mennesker herlig
og vennesæl. Udmærket. Når modgangen sætter ind, bliver han ond. Seksten år
efter disse begivenheder er det igen gået galt på Kieler Fjorden Kongens
eskadre admiral hedder nu Peder Galt. Peder Galt får ordre til at angribe den
svenske flåde, når den står ud af fjorden. Det sker den 30. juli, men Peder
Galt angriber ikke. Det kan ikke lade sig gøre. Vinden er sprunget om. Ved
hjemkomsten må kongen have et offer for sit raseri over de skuffende
forhåbninger, og det kommer til at gå ud over Peder Galt. Han sætter selv en
krigsret sammen på Bremerholm. Dommen er afgjort på forhånd, og den 31. bliver
den 70- årrige, højt fortjente søkaptajn slæbt ind og halshugget på slotspladsen,
mens Christian den Fjerde står tilfreds og betragter scenen fra et vindue.

Det er han i stand til i 1644. Hvor langt farligere er han
da ikke seksten år forinden, da han endnu ikke har vænnet sig til den
kendsgerning, at hans ære, magt og herlighed ikke kan holde, at også han kan
lide nederlag? Foråret 1628 betegner uden sammenligning den mest kritiske
periode i hans lange regeringstid. Hans forbundsfæller har snøret ham, England,
Holland og de tyske fyrster griner bag hans ryg, han har ladet sig rende over
ende af Tilly, for øjnene af hele Europa er han flygtet som en hare, hans hær
er splittet og ydmyget, halvdelen af hans land er i fjendens vold. Og i hans
egen lejr er det lige så galt. Rigsrådet foragter ham, adelen arbejder på at få
ham afsat, hans undersåtter udspreder rygter om, at han selv gav lejetropperne
ordre til Plyndringen i Jylland. Hans storstilede plan om at afskære
Wallenstein er lige skudt i sænk ved Kiel, og netop i disse dage fylder han 51.
Sammen med alt det andet må han også vænne sig til den tanke, at han bliver
gammel. Onde tunger hvisker om Kirsten Munk og den unge rhingreve, de søde
borgerdøtre trøster ham ikke som før, den gode lutendrank giver ham smerter i
højre side.

Og nu, netop i denne situation, netop i dette humør, skal
han her på “Hummeren” møde den elendig kaptajn, der satte en af hans
bedste fregatter over styr med kanoner, mandskab og det hele, fordi fæhovedet
ikke kunne finde Anian Strædet. Hvad vover han? Tillader han sig ikke at stå
der, med horn i panden, hvidhåret, langsynet og tandløs, med blodet dryppende
fra bandagen, usynligt omgivet at alle sine havarier, processer og pengesorger,
og minde kongen om alt det, han netop ønsker at glemme. Det værste er, at
manden synes nærmest upåvirket af det hele. Står han ikke midt i sin rådne ynk
og elendighed og bærer fredsommelig værdighed til skue, som om intet var hændt?
Men han skal ikke vide sig for sikker. Kongen kender hans ømme punkt. Han har
trykket på det før. Han ved, hvordan det virker. Payrere siger, at Christian
den Fjerde bebrejdede Munk, at han ved sin forkerte ledelse af togtet til
Hudson Bay havde sat de søfolks liv over styr, som kongen havde betroet ham.
Det er sikkert rigtigt. Men det har ikke været nødvendigt med så mange ord. Her
behøves kun en hentydning. En enkelt replik, det har været nok.

Også for Munk. Heller ikke han har været særlig begejstret
for samværet med kongen under den lange hjemtur til København. Hvis synet af Munk har fået kongen til at forestille sig
fremtidens ulykker, må mødet med kongen have fået Munk til at mindes fortidens.
Hvor mange tusinde sømil har han ikke sejlet agterud for den mads skyld? Han
tog til Elsborg for ham. Han fangede Mendoza for ham. Han plantede hans
initialer i Nordvestpassagen og døbte dens stræder om efter hans navn. Han
satte livet på spil for at redde hans skibe, førte hans regnskaber og
inventarlister, hvervede hans søfolk og bådebyggere, og nu er han lige blevet
såret for hans skyld. Men hvad kom der ud af det hele? Han står her på dækket
af “Hummeren” smerterne er taget af, dulmet af sårfeberen, der har
indfundet sig i deres sted. Er det ude med ham? Betyder det enden på det hele,
at han nu står ansigt til ansigt med den mand, der på afstand har behersket
hele hans liv. Var det ikke kongen, der, når alt kom til alt, var begyndelsen
til hans ulykke? Kongen kunne have reddet ham efter Elfsborg. Kongen kunne have
undladt at tage Ove Giedde. Og nu? Nu er det sket. Han gør sig ingen illusioner,
han havde uret over for Pieter Isakson, han gik for vidt på Weseren, han ved
det alt sammen, men han ved også, at kongens beskyldninger mod ham for hans
ledelse i Munkehavn er grundløse. Han gjorde, hvad han kunne for at redde
folkene. Han var uden skyld i, at “Enhiørningen” måtte efterlades. Og
alligevel. Han er skyldig. Han har uret. Han tror ikke mere på resultatet, magt
og herlighed. Det er det, der er i vejen. Han har set mennesket i dets
grænseløse svaghed, han ved hvordan det er at føle sig som “en vild og
forladt Fugl”. Han er ikke kommet over det forår for otte år siden, da den
ene efter den anden af hans mænd begyndte at rådne op i levende live, rådne op
igennem deres mund, som om de havde ædt af fortabelsen. De beundrede ham i
smug? Det kan godt være. Men han kan ikke kalde dem sammen nu og få dem til at
vidne for sig. De er væk, Ivar Alsing og Jens Borringholm, Christoffer Opslø og
Rasmus Clemmensen, væk ligesom “Enhiørningen, væk ligesom
“Lamprenen” væk, væk, væk, alle vegne forsvundet og væk. Undtagen for
ham. Han kan ikke slippe de navne, de sidder ham i kroppen som pilene i den
hellige Sebastians legeme, de peger alle sammen ind imod hans hjerte, men han
kan ikke trække dem ud. Han føler den overlevendes frygtelige skyld, det er
bare ikke kongen, han skylder noget. Han taler ikke om det, men hver gang, man
nævner et af disse navne, er det, som om man greb om en af pilene for at støde
den i bund. Al sårfeber i verden er ingenting imod den smerte, som så løber
gennem ham. Og nu har kongen i sin humørsyge taget fat om hele bundtet på en
gang. Det er for meget. Det er efter alt det andet mere, end han kan bære.
Peyrere siger, at Munk gav kongen et barskt svar. Det lyder mere end
sandsynligt. Også har han kun behøvet en enkeltreplik. Det har været ligesom
dengang han stod over for Mendoza. Den besindige mand har rettet sig op, set
den anden ind i øjnene og langsomt afleveret de ord, der fik kongens raseri til
at flyde over, så han glemte sig selv, hævede stokke og…..

Krønikeren afbryder sin lange beretning, den gode Peyrere
har sikkert hørt rigtigt, han kan ikke frikende kongen for franskmanden s
anklage, han kan kun dømme ham på indicier, men der er mange, og de peger alle
i samme retning. Her ender historien. Sådan bliver i alderdommen det
ridderslag, Jens Munk drømte om som ung.

Nu er han færdig. Den 16. april ankommer han til Købehavn
“vistnok som syg” og bæres ud gennem Bremerholms port og ad den
kendte vej hjem til Pilestræde. Han begår ikke selvmord som faderen på
Dragsholm, men han bæres ud af historien ligesom han, det er det, man kalder at
dø i unåde. Vi finder ingen ligprædiken, intet gravmæle, men så sent som de
13. maj får Anders Bilde og Tage Thott
besked på at stævne ham i den gamle sag med Peiter Isaksons arvinger. Da er den
anklagede udenfor rækkevidde. Han ligger i sit kammer i Pilestræde og er dog
længere væk end nogen sinde. En und kvinde kommer nu og da ind, kaptajnens
store hænder er blevet så svage, hun retter lidt på hans hovedpude og taler til
ham på det sprog, han hørte omkring sig, da han var dreng. Margrethe
Tagesdatter føder ham ingen børn. Det bliver hendes større opgave: at rette
lidt på en hovedpude og tale norsk. Deres ægteskab har kun varet halvandet år,
og i den tid har han kun været hjemme nogle få måneder. Da han giftede sig med
hende, var han allerede forlovet med undergangen, og nu ligger han i sin seng
og bedrager hende med døden. Dagene går, det bliver forår udenfor, en kærre
rasler forbi nede i strædet, sole skinner på genboens frugttræer, ligesom, han skulle
til Kina. Men kaptajnen sanser det ikke, han er allerede gået om bord igen.
Hans nye fregat er ikke særlig stor, den ligner ingen af dem han sejlede over
havet, den er ikke som “Enhiørningen” ikke engang som Albert Jansens
“Schoubynacht”. Han ligger i sin træseng i Pilestræde, den er ikke
større en den slæbejolle han legede med ved Fredrikstad, men den er stor nok
til at bære ham oppe. Margrethe sætte et vindue på klem ud til forårsnatten,
kaptajnen ligger med lukkede øjne, der er, som om den venlige bakluft fra stor
atter stryger ned over hans trætte ansigt. Nu begynder han at sejle. Dagene går
og ligner hinanden, som de gør til søs, sole skinner på havet, men der vokser
ingen frugter, og regnen falder over det, men der kommer ingen afgrøde. Det er
det samme. Han hører ikke til dem, der kommer for at høste, han er en rejsende,
en søger, ikke en samler, født uden for nummer, uden hjemsted på landjorden.
engang troede han, han skulle arve den hele verden. Det lykkedes ikke. Han fik
kun de tre fjerdedele af den, som ikke kan høstes. Han havde drømt om rigdomme,
han havde ville være sin egen herre. Men at eje var at miste, at blive sig selv
var at blive ingen. Var det ikke det samme, de sagde i Bahia. For at komme til
østen skal man sejle mod vest, para buscar el levante por el ponente. Det er
spansk. Det betyder, at de sidste skal blive de første, at de som mister deres
liv, skal vinde det. De skal gå gennem solnedgangen og finde solopgangen. De
skal gå mod is og sne og møde foråret. De skal gå mod alderens år finde deres
ungdom. Dagene ligner hinanden, umærkeligt glider foråret over i den varme
sommer, og det bliver den længste dag i året, Sankt Johannes dag. Nu vender
midnatssolen ved Nordkap, nu trækker den hvide Minotauros sig tilbage fra
Hudson Bay. Han mærker solen i nakken, han ligger i den mindste båd i verden,
han har ingen smerter mere alle pilene er forsvundet fra hans krop, kun hans
brune hus kommer til syne i rifterne på hans skjorte. Så vokser sengen hastigt
for øjnene af ham, et agterkastel hæver sig over dens hovedgærde, tre master
skyder frem med klyver, fok og flyvende råsejl. Han står roligt med korslagte
arme og ser, hvorledes den nye verden langsomt begynder at kravle op over
horisonten. Det er ikke hvaløerne, hvor han gik og samlede mågeæg i foråret
nej, og det er heller ikke Munkehavn. Han ser det nu, mens vinden fører ham ind
til land. Det er ikke døden. Det er San Salvador.