• Aleneste Gud i Himmerige 1
• Aleneste Gud i Himmerige 2
• Aleneste Gud i Himmerige 3
• Aleneste Gud i Himmerige 4
• 1 jan – 4 juni 1620
• Munkhavn 1
• Munkhavn 2
• Sidste afsnit af Kapløbet 1
• Sidste afsnit af kapløbet 2
• Sidste afsnit af Kapløbet 3
• Sidste afsnit af Kapløbet 4
• Kaptajnen og Kongen 1
• Kaptajnen og Kongen 2
• Kaptajnen og Kongen 3
• Kaptajnen og Kongen 4

På havet er man ensom, men ikke så ensom som Genova. På
havet råder elementerne i deres ondskab, men på landjorden råder mennesket.
Jens Munk havde i 67 døgn været fange på “Lamprenen”. De forskellige
datoangivelser i kilderne viser, at det skulle lykkedes Knud Gyldenstjerne at
holde ham endnu længere tid i fængsel på Bergenhus.

Efter lensmandens dom kunne redningen kun komme fra kongen,
og det ser ud til, at Christian den Fjerde temmelig hurtigt har fået
underretning om det passerede. Den 27. september skriver Munk i sin logbog, at
han denne dag sendte et brev til kongen i Danmark for at meddele ham sin
ankomst til Bergen. Det var kort før, han fængsledes af Gyldenstjerne, men det
må anses for givet, at overbringeren af hans brev også har kunnet fortælle
majestæten om denne begivenhed. Lensmanden skridt har ikke kunnet undgå at
vække opsigt. I løbet af oktober modtog kongen altså to nyheder, for det første
budskabet om katastrofen i Hudson Bay, for det andet meddelelsen om, at kaptajn
Munk umiddelbart efter sin hjemkomst var kastet i fængsel på Bergenhus. Noget
kunne tyde på, at Christian den Fjerde i sin harme over det første glemte at
reagere på det sidste. I hvert fald firhastede han sig ikke, der gik over en
måned, før hans skred ind mod lensmandens overgreb, men da han endelig skrev
til ham den 30. november, var hans ordre utvetydig, “Saadant komme os fast
sælsomt fore, at du en voris Capitain og Skib saaledes haver ladet opholde. Og
bede vi dig og ville, at du forbenævnte Jens Munk, med hvad Folk han sig under
Norge medbragt haver, strax herneder lader sig begive.”

Med andre ord, Jens Munk sad på Bergenhus september måned
ud, hele oktober, hele november og en stor del af december, før Knud
Gyldenstjerne måtte slippe ham ud. Det passer også med levnedsskildringen
fra  1723, der oplyser, at han først kom
tilbage til København juleaften 1620.

Det var ingen helteskikkelse, der begav sig ind gennem
Pilestræde den decemberdag i mørkningen, mens juleklokkerne lød fra Vor Frue og
Nicolaj. Det lange fængselsophold havde yderligere svækket hans helbred. Hvidhåret,
gigtkroget og stiv som en firsårig dukkede den hjemvendende op i de kendte
omgivelser, han havde bestræbt sig på at nå hjem til Juleaften, han anede ikke,
hvad der ventede ham, skæbnen havde for længst fået ham så langt ned, at han
ikke kunne forestille sig flere ydmygelser, han var som den hjemvendte
Odysseus, der i en stodders skikkelse bankede på bagdøren til hjemmet på Ithaka.
Men her hører den dyre sammenligning også op. Pilestræde var intet Ithaka, og
Kathrine Adriansdatter, viste det sig, var især ingen Penelope. Det var
allerede længe siden, hun havde opgivet at se sin mad igen, i hvert fald var
den dag kommet, da hun ikke godt syntes hun kunne vente længere. Hun havde vel
ikke huset fuldt af bejlere, men hun havde en, og det var nok. Han var ikke en
ung forkølet levemand, der fordrev dagene med nektar og harpespil, han var
væver i København, men det var også nok. Han hed Asmus Skult. Det fremgår af de
bevarede papirer, at hans beskæftigelse ved klædefabrikationen ikke har
forhindret Kathrine i at forære ham, hvad hun havde hængende af sin mands tøj.

Det kan ikke have taget kaptajnen lang tid at blive klar
over, hvordan det hang sammen med den kone, han havde nævnt i sit testamente i
Munkehavn. Tøjet var væk, gaden snakkede, og Kathrines gensynsglæde må have
virket en smule usikker. Hun synes allerede at have været godt på vej til at
etablere sig i sine nye forhold. Det fremgår, at hun den 20. maj har købt det
hus i Pilestræde, hvor de hidtil havde boet til leje, og for at skaffe penge
til handelen har hun henvendt sig til Jørgen Daas arvinger for at då den sum
tilbage, som Munk i sin tid havde udlånt til vennens begravelse. Der kom endog
en retssag ud af det, arvingernes værge, Knudt Gabrielsøn til Krenkerup, fandt
hendes krav overdrevne. Han sagde, at Jens Munk havde gjort mere ud af
begravelsen end nødvendigt, og nægtede at betale. I betragtning af Munks svage
økonomi ved afrejsen, bliver det altså svært at se Kathrine klare sin
ejendomshandel uden at stifte gæld.

Det var den juleaften. Kaptajnen synes i sin elendige
tilstand at have skudt problemerne fra sig indtil videre. Desuden ventede der
ham i København en opgave, som måtte løses før alt andet, han skulle aflægge
indberetning til kongen. Der foreligger ingen skriftlige vidnesbyrd fra mødet
mellem de to, men man ved, det har fundet sted, sandsynligvis allerede i
januar, da kongen i februar var i Segeberg for at forhandle om sin indtræden i
krigen. Det er nok ikke gået stille af. Katastrofen ved Hudson Bay var den
første ad de store skuffelser, der nu begyndte at vælte ned over Christian den
Fjerde, han var en dårlig taber, og Munks mirakuløse hjemrejse overskyggede
næppe de forudgående begivenheder i hans bevidsthed. Hvor er min fregat? Hvor
er min søfolk? At dette nogenlunde har været mødets væsentligste replikker, ses
af dets resultat. Det er uden pardon. Konge beordrer Jens Munk til omgående at udruste
en ny ekspedition og sejle tilbage til Munkehavn for at redde
“Enhiørningen” og indlede en kolonisering af Nova Dania.

Den beslutning må være truffet i vrede. Kongen må selv have
kunnet se, at det vrag af et menneske, der stod over for ham, ikke havde mange
muligheder for at overleve en ny ekspedition. Som forholdene var ved  Hudson Bay, betød hans ordre nærmest en
dødsdom. og Munk prøvede da også at formilde ham ved en henvisning til sit
elendige helbred. I Rigsarkivet opbevare en liste over den nye ekspeditions
fornødenheder, som han kort efter udarbejdede på kongens anmodning, han kalder
den “En Fortegnelse Paa Alt hvad Som Jeg nu Udi en Hast kan Optænke og som
højligste Fornøden til denne Rejse kan være tjenlig”. I listens første
punkter retter han de fejl, der var begået under udrustningen af det første
togt, de skal medføre “gode Medikuser og i Synderlighed for Skørbug”
de skal have rigeligt med grøntsager, røget kød i stedet for salt, en komplet
udrustning af skindtøj og frem for alt, “skier at gaa Paa i Sneen”.
Så hentyder han igen til kongens hastværk, hans fortegnelse er ikke fuldstændig
“da der er Meget som til Saadan en Reise fornøden Udkræver, som ikke udi
en Iil kan kommes udi Hu”, og til sidst tilføjer han disse personlige
linjer:

“Jeg for Min Person: Er Underdanig og Ærbødig Kongelige
Majestær, Min Naadige Herre, Med Liv og Blod at Lade Mig bruge, hvor og naar
mig tilsigendes Vorder, forhaabendes at Jeg fattige Mand, Min Hustru og Børn
maa forsørges og have det, vi kan Leve af, og i lige Maade beder Jeg Hr.
Kansleren om at ville befale Peter Paynck eller anden Doktor, som vilde have
nogen Indsigt med mig, at jeg Kunde Komme til mit Rette Helbrede igen. Gud vil
Eders Strenghed det igen belønne”.

De få ord tegner et klart billede af ham efter de bitre
oplevelser i Bergen og København. Han er langt nede. Hans forsyningsliste er
samtidigt et bønskrift, der i ordvalget minder uhyggeligt om det , faderen
afsendte fra Dragsholm. Oversat til klart, udiplomatisk dansk står der i hans
brev, at han godt ved, at han skylder kongen lydighed, og at han ikke i sin
forgældede stilling tør risikere at miste sit levebrød, men han kan ikke sejle
til Munkehavn, han er for syg til at påtage sig ledelsen af det nye togt.

Grundige forskere som Lauridsen og Gosch mener da også, at
kongen lod sig formidle og fritog ham for opgaven. Men det holder ikke stik.
Beviser foreligger i form af en skrivelse, som kongen den 11. marts sendte sin
lensmand i Ålborg, Manderup Parsberg. Silde fiskeriet i Kattegat var på retur,
mange fiskere var blevet arbejdsløse, men da kongen året før ved sin
befuldmægtiger kaptajn havde ladet opsøge og fundet et nyt land, skulle
Manderup Parsberg nu hos kongens undersåtter i Nibe, Skagen og andre
fiskerlejer deromkring forespørge nogle mænd og kvinder, om de havde lyst til
at følge med det skib, som kongen agtede af sende dig og nedsætte sig der. Hvis
Manderup Parsberg fik nogle folk, skulle han lade dem tragte på skuder til
København, hvor de skulle blive modtagne af Kongens Kaptajn Jens Munk og få
tilbørlig underholdning.

Blader man i Bremerholmens regnskaber, ser man også, at Jens
Munk så sent som den 7. juli har kvitteret for udleveringen af skibsøl
“til en rejse, han skulle gøre med fregatten “Trost”. Lindenows
gamle Grønlandsskib skulle atter på togt i de arktiske farvande, mandskabets
lønninger var fastlagt, kancelliet havde udpeget de handlende som skulle levere
provianten, den nye udrustning var i fuld gang.

Det var i 1621. Der herskede dette år store vanskeligheder
med at skaffe folk på Bremerholm, og kongen måtte gennemføre flere hvervninger
i udlandet. Det var grunden til, at det rods hans hastværk tog så
uforholdsmæssig lang tid af få udrustet “Trost”. Det fremgår også af
lønningslisten, at man ikke har kunnet skaffe overskydende besætning til
bemandingen af “Enhiørningen”, til den almindelige knaphed på
matroser kom i dette tilfælde folkenes modvilje, alle kendte den skæbne, der
havde ramt det først togt, og ingen havde lyst til at lægge liv og lemmer til
et nyt forsøg. Historien synes endda at være nået helt op til Nordjylland.
Manderup Parsbergs bestræbelser var forgæves, der meldte sig ikke en eneste
udvandrer.

Disse ydre omstændigheder blev Munks redning. Uden nybyggere
og uden folk til at bemande “Enhiørningen” var der trods alt ikke
meget mening i at sende en ny ekspedition af sted, og da kongen samtidig fik
fremgang med sin krigsplan og måtte forudse, at han i nær fremtid ville få brug
for alt disponibelt mandskab, blev togtet i sidste øjeblik opgivet. Kongens
sene beslutning kan dog ikke frikende ham i forholdet til Munk, det var ikke
hensynet til ham, men helt andre motiver, der fik ham til at lægge planerne på
hylden. Når alle hidtidige levnedsskildringer af Munk fremholder den
opfattelse, at der i kaptajnens sidste leveår herskede et hjerteligt forhold
mellem ham og kongen, og når selv den nøgterne Lauridsen mener, at Munk
“Har bevaret sin Konges Tillid og Yndest lige til sin Død,” stemmer
det altså dårligt med begivenhederne i foråret 1621. Men det stemmer slet ikke
med de begivenheder, som nu følger.

Efter Munks kvittering for skibsøllet den 7. juli forsvinder
hans navn fra arkiverne, sommeren igennem har han vel ligget syg i Pilestræde,
først ud på efteråret synes han at komme til kræfter igen, og den 5. november
sendes han til Holland for at hverve søfolk. Kongens mangel på matroser var nu
så stor, at han gav amnesti for desertører og bortrømte forbrydere, men for de
evner, Jens Munk havde lagt for dagen, var der ingen amnesti. Den grove,
ringeagtede bestilling som hverver var god nok til den mand, der lige havde
vist sig som et geni i navigationskunsten. Og Munks rejse til Holland var ikke
en undtagelse fremkaldt af en nødsituation, for næppe var han hjemme igen, før
han blev sendt ud i samme mission, denne gang til Bergen. Det har været byens
mægtige lensmand en trøst at se sin gamle fjende optræde i denne foragtede
bestilling. Knud Gyldenstjerne har fundet, at der trods alt var retfærdighed
til.

Arbejdet i den norske vinter blev møjsommeligt og
tidskrævende, først i påsken 1622 var Munk tilbage, men heller ikke nu blev der
nogen pause i København, få dage senere måtte han af sted som kaptajn på
“Nældebladet” for at konvojere ostindiefareren
“Vaterhunden” ned til de kapverdiske øer. Efter denne rejse blev der
slet ikke noget ophold i København, på hjemturen mødte han kongen i spidsen for
fem skibe undervejs til herredagen i Bergen. Munk fik ordre til at slutte sig
til eskadren, og først i slutningen af august kom han hjem igen. Han havde da
været væk i næsten et år, og det synes også denne gang, at have været for meget
for Kathrine, Men nu havde kaptajnen fået nok, han lod væveren arrestere og sørgede
for, at de to ældste drenge kom på Sorø skole, hvorved det løfte, kongen havde
givet ham før afrejsen til Hudson Bat, omsiden med fire års forsinkelse blev
opfyldt. Skilsmissesagen trak i langdrag. Den 12. april 1623 udstedtes et brev
til magistraten om at dømme i en sag mellem Jens Munk og Asmus Skult, da Asmus
har haft lejermål med hans hustru, og da adskilligt af Munks tøj fandtes i
Asmus værge. Den 4. september fik borgmestre og råd i København besked på at
afhøre sagens vidner, men først det følgende år, den 20. april 1623, kunne de
“afsige dom mellem Jens Munk og hans forrige Hustru Kathrine
Adriansdatter”. Dønninger fra denne dom nåede helt frem til 1626, da Kathrine
klagede over, at Munk ikke betalte hende de 100 rigsdaler årligt, han var
forpligtet til. Holmens admiral, velbyrdige Sten Villumsen Rosenvinge til
Torshof gav ham derefter tilhold om at udrede et større beløb.

Det er højt sandsynligt, at Kathrines krav var begrundet i
en reel for sømmelighed fra Munks side, hendes anklage var ikke den eneste
retssag, han fik på halsen i denne tid, men netop i 1626 kan hun have haft
grund til særlig bitterhed. Jens Munk havde giftet sig igen. Hans nye kone hed
Margrethe Tagesdatter, hun var norsk, hendes far havde i en årrække været
slotsskriver på Akershus, og var siden forfremmet til dommer i Oslo. Man ve
ikke, hvornår Margrethe er født, men hun døde først i 1651, og tager man
samtidens lave gennemsnitsalder i betragtning, er der ikke tvivl om, at hun var
meget ung, da hun tog den 47-årrige søkaptajn. Var der ingen Penelope i denne
historie, kom der dog i det mindste en Nausikaa. Det var i sidste øjeblik. Også
i denne beretning dukker den unge pige først på, da totalforliset er en
kendsgerning.

Det gik sådan til. I de år skilsmissesagen stod på, havde
Jens Munk igen været ude på vidtstrakte togter. I 1623 ledede han en
ekspedition til Kola-Halvøen, hvor russerne var begyndt at inddrive ulovlige
skatter, og året efter førte han tre skibe på en sørøverinspektion i de samme
farvande. De to poset er blevet fortolket som et bevis på, at han stadig nød
godt af kongens yndest, men når alt kommer til alt, havde han allerede som
31-årrig stået i spidsen for tilsvarende togter, så der ligger ikke megen
“gunstbevisning” i, at han efter 13 års forløb atter får tildelt den
samme kommando. Desuden måtte han ind imellem togterne stadig give sig af med
mindre opgaver. Ve genfinder ham som hverver, han udarbejder lange fortegnelser
over inventaret på Bremerholm og rejser land og rige rundt for at fungere som
vurderingsmand ved nybygninger til flåden. Et blik på hans tilværelse i den
første halvdel af 1624 giver er indtryk af, hvor hårdt han er hængt op. Den 9.
februar sendtes han til Pommern for at hverve skibstømrere, konge forlangte,
han skulle skaffe mindst 60 mand, og han var da også først hjemme igen
“otte dage før paaske”. Men der var ikke tale om at blive
helligdagene iver i København næppe havde han aflagt regnskab og indberetning
før han Palmesøndag blev sendt til Bützow syd for Rostock for at overbringe en
sum penge til kongens bror, Hertug Ulrik på godset Rühn. Igen nåede han kun
lige at sætte foden på kajen i København, før han den 20. april sendtes ud på
omtalte sørøverinspektion.

Nej, Munk nyder ingen velvilje, han lader sig underdanigt
bruge, med liv og blod, hvor og når ham tilsigendes vorder, og han gør det,
fordi han ikke har anden udvej. Han er mindre sig selv, mindre sin egen herre
end nogen sinde. Når han samme efterår får udgivet sin dagbog fra Hudson Bay
forsynet med en omfangsrig tilegnelse til kongen, er det da også urimeligt at
se disse tirader som et bevis på et godt forhold imellem de to. Så henviser man
til, at han året efter fik lønforhøjelse. Endelig et kontant bevis på kongens
yndest? Men summen er ikke særlig høj, det er første gang, han får
lønforhøjelse, siden han for femten år tilbage gik i kongens tjeneste, han
siger til 300 daler, og til sammenligning tjener, at Johan Braem i samme
periode får 500 daler for at være tilsynsførende ved kongens hvalfangst.
Endelig viser regnskaberne tydeligt, at der dette år fandt en generel
lønforhøjelse sted på Bremerholm, hvad der gør det vanskeligt at betragte
pengene til Munk som en særlig gunstbevisning.

Så meget synes dog givet, pengene falder på et tørt sted. Vi
har lov at antage at Munk i årerne efter hjemkomsten økonomisk var trængt op i
en krog. Både i testamentet fra Munkehavn og i den skrivelse, som det nye
påtænkte togt gav anledning til, omtaler han sig selv som “jeg fattige
Mand”. Selv om udtrykket ikke var ualmindeligt i tiden bønskrifter, måtte
der dog være noget om snakken, hvis man ville blive troet. Fallitten i
hvalfangsten efterfulgt af Kathrines dispositioner under hans fravær kan som
nævnt have medført en ikke ubetydelig gæld, man ved at han i forvejen skylder
kongen 300 rigsdaler, og han har tydeligt nok vanskeligheder med at betale den
fraskilte hustru det bidrag, han havde forpligtet sig til. Har han også i
alvorligere forstand ladet sig drive ud i margenen af loven, og forklarer det
en del af kongens tilbageholdenhed? Der er en kedelig sag med en hollænder ved
navn Peiter Isakson, som klager over, at Munk på rejsen til Kildin i 1623
uretmæssigt har beslaglagt noget af hans gods. Der afsiges admiralitets dom i
sagen, vi ved ikke, om dommen giver Munk medhold, eller om han ligefrem
undlader at rette sig efter den, under alle omstændigheder bliver sagen efter
Isaksons død ført videre af arvingerne, og de har øjensynlig gode argumenter,
for retten på Bremerholm må genoptage deres klagemål. Som kongelig
orlogskaptajn fik Munk jo part i opbragte skibe og konfiskeret gods. Det var
sådan, han efter togtet mod Mendoza var blevet en velhavende mand. Har han
denne gang været lidt for ivrig? Det virker påfaldende, at da han året efter
sendes ud på en ny ekspedition i de samme farvande, indeholder hans instruks
gentagne advarsler mod at begå overgreb mod sagesløse personer: Han må
“aldeles ikke” begynde noget fjendtligt imod russerne, han må ikke
“forurette” dem, såfremt de lader ham i fred, han skal “forholde
sig venligt mod alle nationer, når de har rigtigt “pas og Besked”, og
ham må “ikke uden grund angribe eller forurette noge.” Da sagen med
Isaksons arvinger skal genoptages i 1625, forsøger han i øvrigt selv – måske i
forudanelse af dens udfald – at anlægge en anden retssag for at skaffe sig de
midler, han åbenbart mangler så hårdt. I januar får lensmanden i Halmstad,
Palle Rosenkrantz, besked på at hjælpe Jens Munk med at inddrive nogle
tilgodehavender, han mener at have i Hallan, “så han uden vidtløftig
proces og langt ophold kan forrette sine sager”. Nu drejer det sig om
andet og mere end den gamle historie med Jørgen Daas begravelse i Ildsbjerg.
Det ses ar Jens Munk har forsøgt at gøre krav gældende på godset Hiørne ved
Viskan-elven, som i sin tid havde tilhørt hans farfar Niels. Metoden minder
uhyggeligt om Erik Munk. Fat at redde sig fra den ene retssag præver han at
anlægge en anden. Men Jens Munk kan ikke spille den rolle, han har intet af
faderens frække behændighed og lynsnare brutalitet, han kommer hurtigt til kort
mellem papirer og paragraffer. Man kender ikke udfaldet af sagen i Hallan, men
alt taler for, at hans desperate forsøg falder til jorden. For det første måtte
en så opsigtsvækkende begivenhed som erhvervelsen af et gods uvægerligt have
efterladt sig spor i levnedsskildringen fra 1723, der ikke har et ord om sagen,
for det andet ser det ud til, at Niels Munk allerede på er tidligt tidspunkt
har testamenteret sin ejendom til Bente og Anna Christensen, døtre af
borgmester Frederik Christensen i stenhuse med gavlen ud mod gaden i Ålborg.

Nej Jens Munk har i 1625 set sagen med hollænderne trække op
uden større chance for at vinde den og uden større ressourcer til at klare
tabet. Han står på randen af en afgrund. Og da der kort efter tilbydes ham en
ny mulighed for en lidt for hurtig gevinst, tyder alting på, at Erik Munks søn
lader sig friste, bøjer sig ned og samler den op.

Lønforhøjelsen på Bremerholm i 1625 havde nok sin ganske
prosaiske forklaring. Det år var det endelig lykkedes Christian den Fjerde at
komme med i Trediveårskrigen. Rigsrådets advarsler var fejet til side.
Anstruther havde fået sin vilje, landet var i krig. I den situation er der ikke
noget mærkeligt i, at kongen prøver at stimulere den svigtende tilgang af
søfolk med løfter om højere besoldning. Han har brug for mænd.

Mobilisationsordren når Munk i Nakskov, hvor han føre tilsyn
med en nybygning. Den er underskrevet af kansleren den 10. august og afsendt
fra Roskilde hvor regeringen har slået sig ned, fordi der er pest i København.
Jens Munk skal omgående, dag og nat, begive sig did for at få tildelt nogle
orlogsskibe, som kongen vil udruste. Hvad pesten angår, har han intet at
frygte, da skibene skal besættes med nye, friske folk.

Munk rider straks til Roskilde. Han skal i spidsen for fem
orlogsskibe begive sig til mundingen af Weseren for at afskære de kejserlige
tilførsler til Bremen. En måned senere har han eskadren sejlklar. Blandt de fem
skibe, har han udtaget på Bremerholm, er jagten “Lamprenen”. Det er
ikke mærkeligt, han har elsket dette skib, to gange har det bragt ham levende
hjem fra de dødes rige, han har selv erobret det første gang, han var i krig,
og hvad er naturligere, end at han tager det med sig, når han nu skal i krig
igen? Han har aldrig fået belønninger, er aldrig blevet forfremmet, dette skib
er det eneste håndgribelige vidensbyrd om hans dygtighed. Det skal med til
Weseren. Om så alting går galt, om så alt andet synker omkring ham, en ting ved
han med sikkerhed “Lamprenen” skal nok holde sig flydende.

Det nye togt rummede dog ikke større risikomomenter. Hans
opgave bestod i at gennemføre en blokade i lighed med den, han i sine unge år
havde fortaget med Jørgen Daa foran Elfsborg, men operationen på Weseren var
langt lettere, der lå ingen fjendtlig fæstning i land, og han behøvede ikke at
frygte udfald af fremmede orlogsskibe. Det neste han havde at gøre, var at
foretage en inspektion af de koffardiskibe, som gik til Bremen.

Opgaven er for så vidt ganske uproblematisk, men Jens Munk
løser den ikke til kongens tilfredshed. I løbet af foråret 1626 modtager han en
regn af depecher fra det kongelige hovedkvarter i Wolfenbüttel, undertiden er
der kun nogle få dage mellem brevene, og fra brev til brev bliver tonen
skarpere. Det begynder den 21. april, sagen er en ren formalitet, Bremens
borgmestre besværer sig over, at Munk har nægtet deres orlogsskib tilladelse
til at føre flag på Weseren. Kongen kan ikke have vrøvl med Bremen nu, han
tager de fornærmede borgmestre højtideligt, desavouerer Munks afgørelse og
sætter ham i den ydmygende situation, at han må trække sin ordre tilbage.

Det får være, hvad det er. Fem dage senere er der
alvorligere ting i brevet fra Wolfenbüttel. Det er berettet kongen, at Jens
Munk uretmæssigt har beslaglagt adskillige viktualier tilhørende Gert og Ebel
Meyer  amt 900 oste til Jost van Willem,
og han forlanger at varerne “straks skal frigives”. Den 28. maj er
det galt igen. Nu får Munk besked på med et allernærmeste et erklære sig til
longen vedrørende beslaglæggelsen af fem tønder smør til Harlingen. Så er det
galt med noget rug til Danzig. Så er der igen vrøvl med de fem tønder smør.

Man kan sige, at Christian den Fjerdes frygtelige sans for
bagateller fejrer sande triumfer, og det er mærkeligt at se, hvorledes han i
disse uger, mens Tilly og Wallenstein marcherer mod Nord, og mens han slev i
spidsen for en flok lejesvende forbereder sig til opgøret med Central Europas
samlede militær potentiel, stadig har tid til at sidde i sit hovedkvarter og
tælle oste og smørdritler. På den anden side er hans ordrer givetvis sagligt
begrundet. Der er noget galt på Weseren. Sammenholdt med den tvivlsomme
beslaglæggelse ved Kildin taler de mange nye affærer deres klare sprog. Jens
Munk er gået for vidt. Han har aldrig været ovenpå, men nu synker han på en
anden måde. Siden hjemkomsten og Gyldenstjernes hævnakt har han været en
knækket mand, fra det tidspunkt følger hans livsbane en dalende kurve, og i
foråret 1626 står han med ryggen mod muren. Han kender det erstatningskrav, der
venter ham i København. Den håbløse sag i Holland er løbet ud i sandet. Han har
aldrig betalt Kathrine. Han skylder kongen penge. Han er omgivet af gæld. Da
sker det, at nogle gode koffardiskibe kommer sejlende ned ad floden med
viktualier, oste, smør og korn, Nej, Jens Munk fik aldrig sit eget lager af
vådt og tørt, men så langt er han kørt ned, at han nu prøver på at forgribe sig
på andres.

I slutningen af sommeren sender kongen ham hjem fra Weseren,
og man kan ikke bebrejde ham, at det er sidste gang, han anvender denne kaptajn
som eskadre admiral. Jens Munk skal så snart som muligt begive sig til
København og kun lade to mindre skibe blive liggende ved Bremen. Kongens ordre
er afsendt fra hovedkvarteret i Nordten den 8. august. Det er i sidste øjeblik.
Nu får Christian den Fjerde af Danmark og Norge noget andet at tænke på end
smørdritler. Otte dage senere, om morgenen den 17. august, åbner Tilly angrebet
ved Lutter am Barenberge.

Imens sejler Jens Munk nordpå med de overskydende skibe fra
Weseren. Selv er han om bord på fregatten “Nældebladet” I Skagerrak
løber de ind i en kraftig storm, der tvinger eksadren til at ligge underdrejet.
Et af de mindste skibe komme i vanskeligheder, til sidst kan skipperen ikke
klare situationen i det oprørte hav. Fra agterkastellet på
“Nældebladet” ser Jens Munk skibet forsvinde i søerne, som han senere
siger, “med Takkel og Tov”. For den overtroiske kaptajn har dette syn
været en frygtelig varsel. Hvad venter der nu ham selv? Det skib, der går ned
for øjnene af ham, er jagten “Lamprenen”.