Kaptajnen og Kongen 2

Nu er han alene. I unåde hos kongen. Uden venner. Forgældet
og kompromitteret. Berøvet det eneste håndgribelige vidnesbyrd om sit sande
format. Sejladsprotokollen viser, at han først er hjemme igen på Bremerholm den
7. september, det er temmelig lang tid for en tur fra Weseren til København.
Har stormen slået ham op under Norge? Har han måttet søge ind til Oslo for at
udbedre skaderne? Man ved det ikke. Man ved kun, at dommerens datter hedder
Margrethe. Og at den unge kvinde svarer ja. Den frå, udslidte kaptajn har ikke
mange tænder tilbage i munden, det er sandt, men hvem ved, måske har en usynlig
gudinde også i dette tilfælde ranket den fremmedes skikkelse, hans væsen er så
vindende, kort sagt, få uger senere sker det stik mod alle forskrifter, at
Odysseus og Nausikaa får hinanden foran alteret i Holmens Kirke i København.

Men det lille krigsbryllup er kun galgenfrist. Sagen med
Peiter Isaksons arvinger kører videre på Bremerholm, Kathrine Adriansdatter
møder med sine krav om part i deres fællesgods og betaling ad flere års
underholdsbidrag, og nu opsiger kongen lånet på 300 rigsdaler med hovedstol og
renter. Christian den Fjerde er på grund af krigen i pengenød, og han opsiger
på denne tid også en række andre lån. Hans skridt er altså lige så lidt som den
omtalte lønforhøjelse rettet imod Munk, selv om det naturligvis for en årrække
har gjort virkningen af denne forhøjelse illusorisk og yderligere undergravet kaptajnens
økonomi. Derimod er det klart vendt imod Munk, når kongen i 1627 omorganiserer
eskadren på Weseren. Der har simpelt hen været for meget vrøvl, vagten må være
upåklagelig, han må have en anden mand på den post. Da Jens Munk den 11. april
for tredje gang sejler til Bremen, er han kun eskadrens næstkommanderende.
Admiralen er nu velbyrdige Henrik Vind til Klarupgård. Det er situationen, da
vi når frem til året 1628. Munk har en sidste gang været sydpå til Kap Verde.
Han har en sidste gang rundet Nordkap. Nu er han igen blevet degraderet til
fordel for en adelig. Med det er også sidste gang. Året 1629 er Jens Munks
dødsår.

Her må vi famle os frem. De nærmere omstændigheder ved hans
død har hidtil været omgivet af et næsten uigennemtrængeligt mysterium. End
ikke den nøjagtige dato ligger fast. Ifølge levnedsskildringen fra 1723 er det
“af Margrethe Tagesdatters Broder optegnet, at hand den 3. junii er
saligen i Herren hensovet.” Men det stemmer ikke med oplysningerne i
Bremerholms arkiver, som siger at “hans Hustru Margrethe Tagesdatter
modtog hans Pension til Skt. Johannesdag, da han døde”. Meget tyder på, at
denne oplysning er rigtigere end svogerens. Skt. Johannesdag er den 24. juni,
og ifølge Skt. Nikolaj Kirkes begravelsesprotokol er Jens Munk begravet her den
3. juli. Det opklarer imidlertid ikke mysteriet. Tværtimod. Hvorfor begår den
ellers så pinligt nøjagtige levnedsskildrer en så grov fejl som at lade Jens
Munk dø en måned, før han bliver begravet? Tør han ikke rykke ud med den
rigtige dato? Han fortier fængselsopholdet i Bergenhus. Han har også set, at
offentliggørelsen af denne dato kunne vække mistanke om, at alting ikke var
gået rigtigt til?

Som dødsårsag angiver han den forklaring, der gentages i
alle hidtidige skildringer af Jens Munk: kaptajnen dør som følge af sår, han
har fået på flåden under kampene ved Sønderjylland. Med disse kampe finder sted
allerede i midten af marts, og tager man den tids bartskærer og lazaret forhold
i betragtning, må det forekomme gådefuldt, at en soldat kan såres dødeligt og
dog holde sig i live i mere end tre måneder. Ved at rykke dødsdatoen frem
reducerer levnedsskildreren dette tidsrum med næsten en måned og gør derved den
anførte dødsårsag mere sandsynlig, omend den stadig ikke er overbevisende. For
den 13. maj altså få uger før hans påståede død, får retten på Bremerholm ordre
til at udtage en stævning mod ham i sagen med Peiter Isaksons arvinger, hvordan
man end vender og drejer det, en mærkelig adfærd over for en hårdtsåret soldat,
der ligger for døden.

Mysteriet bliver stadig tættere. Ve de fleste begravelser
holdtes der dengang som nu en ligprædiken, men den formede sig i højere grand
end i vore dage som en deltaljeret redegørelse for den afdødes livshistorie, og
drejede det sig om et menneske, der havde gjort sig særlig bemærket i samtiden,
blev præstens tale sidenhen trykt. Det skete for personer af langt mindre ry
end Jens Munk og i et sådant omfang, at disse prædikener nu udgør hovedkilden
til den tids personalhistorie. For Jens Munks vedkommende er der imidlertid
ikke bevaret nogen ligprædiken, og der findes ingen steder spor af, at der
nogen sinde har eksisteret en. Ifølge den traditionelle overlevering, der
ligeledes gentages i alle levnedsskildringer, får han et gravmæle i Skt.
Nikolaj, men det går desværre tabt ved kirkens brand i 1795

Man må altså acceptere, at en gravsten i dette tilfælde er
gået op i luer. Nu er det imidlertid lykkedes dr. O. Nielsen i sit værk om
Kjøbenhavns historie at finde navnene på de personer, der i dette tidsrum fik
epitafier i Skt. Nikolaj. Går men denne liste igennem, vil man se at den ikke
omfatter Jens Munk. Dr. Nielsen har ligeledes fundet navnene på dem, der blot
fik en ligsten. Denne liste omfatter heller ikke Jens Munk.

Under disse omstændigheder er det klart, at man ikke tør
ignorere noget samtidigt vidnesbyrd om Jens Munks død, uanset hvor problematisk
det hidtil er blevet beskyldt for at være. For sagen er jo den, at vi besidder
et sådant udsagn. Der er en mand, der åbenhjertigt og naivt kan fortælle os, hvordan
Jens Munk døde.

Monsieur Peyrere.

som opholder sig i Danmark 16545 – 45 som sekretær for Frankrigs ambassadør. Han
har skrevet en bog om Jens Munk og fra denne lyder, oversat til dansk Monsiur
Peyreres vidne udsagn således:

“Kaptajn Munk aflagde efter hjemkomsten beretning om
sin rejse til sin herre kongen, der modtog ham, som man modtager et menneske,
man i lang tid har troet fortabt. Det så ud til, at dette skulle blive enden på
denne kaptajns mange ulykker, men hans historie er mærkelig og fortjener at
blive bedre kendt. Han levede nogle år i Danmark, og efter at han i lang rid
havde tænkt over sine fejl, han havde begået på sin rejse af ukendskab til
stederne og sagernes tilstand der, og over muligheden for at finde den
gennemsejling til østen, han havde søgt efter, så han sig nødsaget til at gøre
rejsen om. Men da han ikke havde midler til at påtage sig opgaven alene, bevægede
han nogle fremtrædende danske adelsmænd og borgere til at træde sammen i et
selskab og udruste to skibe til den lange rejse under hans kommando. Han havde
nu truffet forholdsregler imod alle de ulemper og ulykker, der var overgået ham
på den første rejse, og han var på nippet til at sejle af sted for anden gang,
da kongen Af Danmark på selve afrejsedagen kaldt ham til sig og i samtalens løb
bebrejdede ham, at han på grund af sin forkerte ledelse af det første togt
havde sat de søfolk liv overstyr, som kongen havde betroet ham. Da kaptajnen
gav ham et barskt svar, blev kongen vred og tillod sig at støde ham for brystet
med sin stok. Dybt forbitret over denne fornærmelse trak kaptajnen sig tilbage,
gik hjem til sig selv og lagde sig i sin seng, hvor han ti dage senere døde af
græmmelse og sult.

Monsieur Peyrere indlæg rummer flere nye oplysninger, selv
om der er indlysende, at han sammenblande flere begivenheder, den nye
ekspedition til Hudson Bay og Jens Munks død, der i virkeligheden var adskilt
fra hinanden med syv år. I Danmark afviste man dog hele hans historie som der
pure opspind, det var forkert, at Munk havde stået i begreb med at foretage en
ny ekspedition, og det var forkert, at han var raget uklar med kongen. Men så
fandt Lauridsen i Rigsarkivet de dokumenter, som godtgør, at der i 1621
vitterlig blev truffet omfattende forberedelser til et nyt togt. På dette punkt
havde franskmanden altså ret. Han havde kun taget fejl af tidspunktet om
initiativtagerne.

Tilbage stod nu den anden af hans to oplysninger, det
forhold at der umiddelbart før Jens Munks død skulle have fundet et dramatisk
sammenstød mellem ham og Kongen. Den omstændighed, at man var nødsaget til at
rehabilitere Peyrere på det ene punkt i hans fremstilling, første ikke til en
fornyet undersøgelse af det andet. Nej, hans vidnesbyrd var her temmelig
belastende for Christian den Fjerde, han sagde indirekte, at Munks død var at
opfatte som en art selvmord, hvis årsag alene lå i kongens brutale optræden, og
det er forklarligt, at denne oplysning til dato er blevet afvist i
lidenskabelige vendinger, den er lidt svær at få til at passe med den opfattelse,
at Munk “havde sin Konges Yndest lige til din Død”. Og dog kan man
ikke på forhånd udelukke, at franskmanden ikke også på dette punkt har været
rigtigt underrettet. Isaac de la Peyrere tilfredsstiller de vigtigste krav, man
må stille til en historisk kildeskribent, og det er ikke tilfældigt, at Holberg
kan bruge ham i sin Danmarkshistorie. Han er nogenlunde samtidig med de
begivenheder, han skildre. Da han indsamler sine oplysninger, er der kun gået
16 år efter Jens Munks død. Han har ved hoffet truffet flere mennesker, som har
kendt kaptajnen og som også kender kongen. Han har lyttet til allehånde rygter
om den mærkelige sag, og han må tage hensyn til, at hans gengivelse af det, han
har hørt, vil blive læst af dem, der har fortalt ham det. Han kan ikke tillade
sig at give fantasien frit løb, det vil
nedsætte ham i alles agtelse, og at dette ikke er let, viser hans efterfølgende
lange brevveksling med en videnskabelig autoritet som Ole Worm. Og hvad mere er
da Peyrere udsender sin bog i 1647, kan han ikke vide, at den danske konge kun
har et år tilbage at leve o. Også her er det vigtige hensyn at tage, når han
bringer den pinlige historie i trykke. Man har beskyldt ham for at overdrive,
at give en alt for dramatisk og romantisk skildring af Munks død. Hvor lang
sandsynligere er det ikke, at han, diplomat som han er, i videst muligt omfang
dæmper skildringen ned? Han forenkler den, han kæder to forskellige begivenheder
sammen, han siger ikke, at kongen slog kaptajnen, han “stødte ham for brystet”,
og han nøjes med at antyde, at Munk bagefter døde af “græmmelse”, det
lyder alt samme meget udglattende og lidet kontroversielt, der kommer ingen diplomatiske
forviklinger på det grundlag. Langt fra at overdrive og dramatisere har Peyrere
haft al mulig interesse i at gå let hen over den kedelige sag. Alligevel skulle
man gerne følge traditionen og afvise hans udsagn som produkt af en lidt for
livlig fantasi. På en betingelse. Der måtte rent faktisk ikke være nogen
baggrund for de rygter, han hørte i København. Vi måtte ikke kunne bevise, at
Jens Munk umiddelbart før sin død havde været sammen med Christian den Fjerde

Det er imidlertid netop det, vi kan.