Kjerringøy Handelssted

Kjerringøy Handelssted

Fra Skånland går sejlruten uden om Hundholmem med Bodø og
nordover forbi Langego, som værner mod vestfjorden. Men snart er vi ude på
åbent hav, og her stikke hurtigruten nu til dags direkte over fjorden til Svolvær
eller Stamsund. Men i gamle dage fulgte fiske og Jekteflåden ruten nordover,
indenfor beskyttende holme og skær til Kjerringøy. Her var en af de sidste
stationer før de satte kursen over Vestfjorden, og stedet fik dermed en
usædvanlig størrelse og betydning. Her måtte være husly, mad og drikke for
hudrede af fiskere, ja tallet kunne endda gå op i tusinder når vejret var i mod
krysning af Vestfjorden. Derfor blev også Kjerringøy et af de største
handelssteder i Nordland.

Lige nede mellem klipperne står et stykke sommer eng og
blomstre, smørblomst, kællingetand, tjærenellike, løvefod, humleblomst og
strandnellike. Det er en sådan dag hvor himmel og hav blander blå farve, og
myldret af holme og rev søvnigt, som frodige grønne tue forsvinder udover havet.
Inde på land, i en ramme af forreven blå fjeld og skovlodne ås´er, ligger nogle
gamle hus, næsten sovende. Landskabet er næsten kulisse smukt. Og her er så
stille. Kun lyden af vand som pusler mod stranden, og fløjt og trille fra en
eller anden spurvefugl i flotte sving over den blå himmel.

Det er tidlig junimorgen på Kjerringøy Gamle Handelssted.

For kun knap hundrede år siden var Kjerringøy et
pulserende centrum for handelen i distriktet, med netværk på hele kysten og til
fjerne havne i lande langt borte. Her inde i den lune havn, skærmet for
Vestfjordens vildskab, havde nessekongen (småkonge) Erasmus Benedikt Kjerschow
Zahl sit rige. Det var ikke småtteri han rådede over, 19 huse med stort og
småt, og med plads til al slags virksomhed fra krambod og forarbejdning af
fiskeprodukter til post og telegraf. Til al denne virksomhed behøvedes folk,
mange folk. Zahl havde mere end 20 personer i sit brød og 30 leje fiskere. Zahl
var den rigeste handelsmand nordpå og kendt af alle – også af en ung mand ved
navn Knut Pedersen på Hamarøy. Han gik med en drøm om at blive digter og
ønskede sig til København. Men manglede pengene til rejsen. Så skrev han til
den legendarisk og almægtige Zahl, som han flatterede med titlen ” Nordlands
kæmpe i økonomisk betydning”. Om han ville hjælpe? Han skulle ikke fortryde
dette fordi

Jeg skal flette mit navn in
i Deres og hæve det op – jer er så usvigelig vis herpå-.

Disse linier er velkendt af enhver Hamsun læser.

Måske trak handelsmanden lidt på smilebåndet, da han læste
de profetiske ord. Tiggerbreve var ellers noget han var vant til. Han var kendt
for sin gavmildhed og havde desuden en særlig svaghed for unge mennesker som
ville frem i livet. Denne Knut Pedersen tilhørte tydeligt denne gruppe. Zahl
sendte penge, en gang, flere gange og sikrede sig med denne disposition en
udødelig plads i verdenslitteraturen. I flere af Knut Hamsuns værker, i første
række “Pan, Benoni og Rosa” fremstår han som matadoren Ferdinand Mack på
Sirilund.

Skønt – kun Gud ved hvad Zahl ville have sagt, hvis han
havde set bysten af Knut Hamsun på en fjeld forhøjning tæt ved sit hus og været
vidne til det jævne træ af turister som gik ud og ind af stuer, skure og
lofter. Erasmus Benedikt Kjerschow Zahl, som ved egen indsats havde “hævet” sit
navn op til almen agtelse i landsdelen og her ville blevet husket for den han
var, er nu på en vis måde reduceret til en romanfigur og tillagt karaktertræk
han hverken havde eller ville synes om. Og det er næsten sådan at
handelsstedets autentiske historie næsten er fortrængt af myten, som er blevet
virkeligere end virkeligheden.

For Hamsun læseren er Kjerringøy en vandrig i et litterært
landskab. Alt her er sådan som digteren har skildret det i sine bøger –
naturen, bryggen, kramboden og Zahls statelige stuer. Man venter halvvejs at
finde kvinder, som arbejder nede på klipfisken, se en stolt handelsmand Mack
stå på trappen udenfor hovedbygningen og nikke nådig til folkene som haster til
og fra. Ellen stuepige, Svend vægter, Steen krambosvend, Bramaputra og Ole
menneske – de myldrer frem og kræver at blive husket. Og hvem ved om ikke også
oldingen Fredrik Mensa endnu ligger der oppe i hovedbygningen øverste etage,
hvor der også var soveværelse for gårdens gamle.

Man ved ikke hvordan Kjerringøy handelssted opstod. Der
hvor “Heimebrygga”, står i dag skulle der på 1500 tallet have ligget et lille
rødt hus, hvor en kvinde som hed Siri holdt hus. Med sin lune beliggenhed i læ
af øerne længere mod nord og en strategisk placering ved hoved sejlrenden langs
Nordlanskysten var stedet dengang en naturlig markedsplads, et kommercielt og
socialt centrum hvor folk kom for at handle og få en snak.

Handelen gik mest på at bytte varer, for eksempel korn mod
lokale produkter, som fisk, smør, tran, dun og pelsværk. En sådan byttehandel
blev kaldt “tuskhandel” og var forbudt. Men forbudet blev sjældent, om
nogensinde, respekteret, og Siri var blandt dem som så at dette var en måde at
blive velhavende på. Ja, der findes de som hævder, at hun er den egentlige
grundlægger af handelsstedet Kjerringøy. Måske er det også hendes navn som er
ideen til Hamsuns Sirilund.

Den først kendte historiske person, som drev
handelsstedet, er en skipper som hed Karl og som boede her fra 1610 til 1623.
Han havde aftaler med egnes folk og fragtede varer til og fra Bergen. En række
andre skippere overtog denne form for trafik efter Karl, helt til en Hans
Hansen fra Trondheim dukkede op i 1680. Som borger af en by havde han lov til
at drive handel. Da han bosatte sig på Kjerringøy, blev han det som kaldets
indeliggerborger og Kjerringøy fik nu betegnelsen borgerleje/sæde.

Ca. 70 år senere, nærmere bestemt 1752, kom Johannes
Stålenius Bernhoft til Kjerringøy. Han havde bevillig til handel og gæstgiveri,
det ville i praksis sige at var pålagt at opretholde et laget af korn og andre
livsvigtige levnedsmidler, videre at han måtte bygge stort, have fartøjer og
være “brevsynt”, det vil sige kunne læse og skrive. Fra Bernhofts tid er det
kun kælderen, det lokale fængsel, som står tilbage. En gæstgiver var nemlig
også pålagt at bygge en arrest.

Bernhofts søn overtog handelsstedet efter faderens død,
men det var nedgangstider og handelen gik trægt. Derfor solgte enken efter
Bernhoft junior i 1803 stedet til Christen Sverdrup. Han drev ikke bare
handelsstedet Kjerringøy, men også handel på Hundholmen. Stedet som da havde 19
sjæle – ti af den arbejde for Sverdrup – skulle senere udvikle sig til byen
Bodø.

Mange af bygningerne, som står på Kjerringøy i dag, blev
bygget af Sverdrup, blandt dem den flotte toetagers empire hovedbygning. Den
har indgang både fra havsiden og fra havesiden. En gang går på tværs i begge
etager og deler faktisk huset i to dele. Kommer man ind af hovedindgangen fra
havsiden, eller “sjøtunet” fører døren til venstre ind til storstuen med et
tilstødende kabinet. På den anden side af gangen ligger spisestuen eller
dagligstuen med anretningen. Øverste etage rummer også køkken, borgstuen, hvor
tjenere og arbejdere spiste og opholdt sig. Tingstuen var Sverdrups kontor.

Der blev altså holdt tinge her, høsttinge og vårtinge
hvert andet år. Særlig høsttinget samlede mange folk, for da skulle hovedparten
af skatten betales. Så var der fuldt optaget på gården af embedsmænd, skrivere,
skytsfolk, lokalbefolkning, arrestanter og andre tilrejsende.

Fra hovedindgangen går trappen op til øverste etage med
“storstuesalen”, gårdens fornemmeste gæsteværelse, og “blåsalen”, som var
forbeholdt højere embedsmænd. De vendte mod haven, i lighed med herskabets
soveværelse – eller sovesal, som man gerne sagde.

Der udover var der soverum for husjomfru og telefon dame,
tjenestepiger og gamle med tilhørsforhold til gården. Hvilken afstand der var
mellem herskab og tjenere kommer tydelig frem i denne afdeling. I herskabets
sovesal var der himmelsenge og silketapet. Mindre fint, men ligeså hyggeligt,
var husholdersken værelse. Pigernes smalle kamre var derimod meget spartansk
udstyret. Når tjenestepigerne skulle ned fra anden etage, brugte de ikke
hovedtrappen. I den ende af huset hvor deres rum lå, var der en lem i gulvet og
en trappe som førte ned til køkkengangen.

Den store bygningsmasse med hovedhus, krambod, madbygning,
fyrhus, lade, smede, hjemmebryghus og så videre var grupperet omkring tre
gårdspladser – en havgård, en have gård og en industrigård.

Efter Christen Sverdrups død overtog datteren Anna
Elisabeth. Hun var gift med sønnen af en storbonde fra Saltnes i Salten, Jens
Nicolai Ellingsen. Han bragte ind i det fælles bo både jekte brug (rederi),
formue – og et varmt hjerte. Anna Elisabeth levede lykkeligt med sin mand.
Sammen havde de en søn, men han døde bare syv år gammel. På gravstenen står
der:

Gid snart vi sørgende
forældre gensamles med dig for aldrig mere at adskilles.

Som om ikke sønnens tragiske bortgang var nok, blev der
sået at der aldrig mere skulle fødes livsarvinger på Kjerringøy, en spådom som
faktisk gik i opfyldelse. Og i 1849, syv år efter sønnens død og i en alder af
kun 53, døde også Ellingsen.

Handelsstedet havde længe blomstret og fortsatte med at
gøre det, også i Anna Elisabeths enketid. Men det skulle ikke vare ved. Det
hændte sig således at hun året efter mandens død havde fået en ny betjent i
kramboden, en vis Erasmus Benedikt Kjerschow Zahl. Ni år senere stod brylluppet
mellem den da 58 år gamle enke og den 33 årige krambodsbetjent.

Parallellen til Knut Hamsuns romanfigur, Benoni
Hartvigsen, kan synes klar. Men Zahl var ingen stræber fra fødslen, han fader
drev en handelssted, Nordvika på Herøy på Helgelandskysten. Han var således
ingen Post-Benoni som kom til magt og midler via en velynder og ægteskab med en
præstedatter. Zahl var født ind i handelsborgerskabet og behøvede derfor aldrig
følgende triste refleksioner:

At være stolt og fin var at
være stolt og fin, det var ikke andet. Det kunne ikke nytte at tjene penge på
sild og hænge gardiner for stuevinduerne, var man ikke født til storhed,
vedblev man at være Benoni.

Nu var et ægteskab med så stor aldersforskel, hvad enten
det gjaldt manden eller kvinden, ikke noget særsyn på den tid. Der er kun grund
til at tro at brud og brudgom var fornøjede. Og som det sømmer sig efter
traditionerne, blev der fejret bryllup med pomp og pragt, alle som betød noget
i distriktet var inviteret, og seks spillemænd fra Bodø holdt festen gående dag
og nat i flere døgn.

Helt fra 1820 årene havde Kjerringøy handelssted været i jævn
vækst, og i Zahls tid var stedet på toppen af sine velmagtsdage. Det hang
naturligt sammen med den voldsomme vækst i norsk fiskenæring, en stærkere og
mere langvarig højkonjunktur end måske for nogen anden næring i Norge på 1800
tallet. Dette er de nordnorske nessekongers (småkonger) glansperiode. I årene
1864 til 1874 kom stor silden til Nordland, og stor sildens tiden var
højdepunktet for Kjerringøy ( en periode med usædvanlig mange store kønsmodne
sild), som for en række andre handelssteder. Silden affødte til tider nærmest
hysteriske tilstande:

Nu blev der en hidtil ukendt
trafik i den lille vig af tilrejsende handelsmænd og urjøder og linedansere og
løse piger fra byerne, det blev som på et marked, der rejste sig på de nøgne
strande en lille by af kasser, telte og skure. Og pengene blinkede som
sildeskæld i alles hænder….

Kjerringøys oprindelige grundlag var baseret på
gennemgangstrafik og bondehandel. Men da denne lune, skærmende havn var et
naturligt stoppested for fiskere til og fra Lofoten, var handelen med fisk og
fiskeprodukter efterhånden gået over til at blive den vigtigste virksomhed. Ved
Heimebrygga til Zahl lagde fartøjerne til og lossede de varer det lille samfund
skulle have udefra., og herfra gik de retur fuldlastet med landsdelens produkter.

Lofotfiskeriet fra slutningen af januar og til april var
det deciderede største torskefiskeri i landet, og i sundet ved Kjerringøy kunne
der til tider ligge i hundredvis af åbne nordlandsbåde. I Zahls krambod fandt fiskerne alt hvad de behøvede af
udrustning. Her hentede også andre handelsmænd det meste af deres forsyninger.
Zahl selv “stod i svære forretninger”. Han udsendte opkøbere og fartøjer som
drog fra fiskesamfund til fiskesamfund og byttede eller købte fisk der var den
var billigst, han drev jektefart til Bergen, forædling af fisk, f. eks. tran,
klipfisk, tørfisk og krambod handel. Han havde også en filial i Skrova, hvor
han drev handel og udlejede rorbuer (hus hvor fiskerne holder til under
fiskesæsonen) og hjelbruk (tørrestativ og plads til fisk) under
vinterfiskeriet. Til opkøb og eksport benyttede Zahl hovedsagelig egne
sejlskibe, men allerede i begyndelsen af 1870 årene blev han en af de første
dampskibsredere i Nordland. Og som om alt dette ikke var nok, fungerede Zahl
som kredit institution i stor skala, når han ikke fik betaling, tog han pant i
fast ejendom og opbyggede på denne måde et stort jordegods under Kjerringøy.
Debitorerne var embedsmand, handelsmænd og velstående bønder. Selv amtmanden
skal måtte i nødsituationer ty til Zahl.

I sin fine lille bog “Minder fra Hamsuns Sirilund” siger
Rolf Johnsen, som selv voksede op på Kjerringøy, dette om handelsfyrsten Zahl:

Zahl blev en myte mens han
levede. Han blev betragtet af bygdefolket som “han far”. Skal jeg fortælle om
Zahl, så må det blive om penge og atter penge, store summer. Han tabte penge,
han gav bort penge, men han tjente også massevis af penge.

Zahls store stuer, der kom ingen uden efter speciel
invitation, bærer tydelig præg af velstanden og af at herskabet var fuldt opdateret
med hensyn til gældende smag og stilretninger. Der er franske tapeter,
møblement i nyrokoko, nyklassicistiske vægdekorationer, tunge portierer mellem
stuerne og et bogskab, “hvori der endog fandtes gamle franske bøger”. Når der
kom gæster, stod fru Anna Elisabeth altid ved siden af sin mand og ønskede
velkommen, men – overraskende nok – altid med disse ord: “velkommen til mig”.

Selv om ægteparret Zahls materielle kår var himmelhøjt
hævet over almuens, blev der alligevel levet meget enkelt i hverdagen. Det
fortælles, at der en gang kom gæster til gården på den dag i ugen hvor, de plejede at få grød til middag. En af
tjenestepigerne spurgte om de ikke skulle varte op med noget der var lidt
finere, men Zahl sagde bestemt nej. De skulle have grød så gæsterne kunne se at
der ikke blev sløset med midlerne på gården.

Hamsuns Ferdinand Mack er en svoren tilhænger af bordets
glæder og af kødets lyst. Zahl er derimod gået over i historien som en
modstander af fuldskab og brændevin. I sine yngre dage havde Zahl rigtignok
ikke haft nogen som helst betænkeligheder med at presse det han kunne ud af de
rettigheder han havde fået på Kjerringøy,
skænkeretten (spiritusbevillingen) kunne han ikke opnå på Skrova. Da han
søgte om bevillingen, havde han talt varmt for at brændevinen var “et
nødvendigt styrkningsmiddel” under vinterfiskeriet, og at skadevirkningerne af
det var minimale. Imidlertid skete det et skift ca. 1880, året efter at han
havde mister sin da nær 80 år gamle Anna Elisabeth. Han afviklede
brændevinssalget, blev totalist og gik med i afholdsbevægelsen, som nu sad med
trumfen, de havde Nordlands rigeste mand som medlem. Den lokale loge fik senere
navnet “Zahls Minde”. Ikke alle var lig glade for Zahls omvendelse. En veninde
af Zahl skriver bland andet dette i et brev til ham.

Jeg tænker med “sorg og
bedrøvelse” på din dejlige vinbeholdning, på din ekstra gamle rom. Genever kort
sagt hele herligheden.

Så meget for brændevinen.

Han giftede sig ikke igen heller ikke efter hustruens død
og blev efterhånden nok så religiøs. Blandt andet arbejdede han meget ihærdigt
for at Kjerringøy skulle blive et selvstændigt præstekald, han gav grund og
gaver til en ny kirke og skulle efter sigende i mange år have stået for
kommunens fattigvæsen budget. Da han døde i 1900, var meget af hans udestående
gæld blandt almuen strøget, og det var absolut ikke små beløb det drejede sig
om. Der stod også i testamentet, at det som stadig stod som tilgodehavende
herefter, skulle inddrives med forsigtighed.

30 år gik før der kunne sættes endelig punktum for Erasmus
Benedikt Kjerschow Zahls dødsbo.

Desværre blev der holdt dødsbo auktion efter Zahls død, og
størsteparten af de pragtfulde inventar, der i blandt meget sølv blev spredt
for alle vinde.

Efter at Nordlandsmuseet i 1959 overtog handelsstedet, er
det lykkedes at finde en del af det gamle inventar og få det sat på sin rigtige
plads. I dag er der inventar nok på Kjerringøy til at den besøgende mærker
højtidelighed ved at træde over tærskelen til Zahls stuer.

Kjerringøy Handelssted

Christian IV