Klosteret del 2 Trifon stifter
Trifon Stifter af klosteret i Petschenga.
Der er vist ikke mange som ender noget til, at der langt
nordpå i Finmarken eller lige ved Ishavets bredder engang i gamle dage har
stået et stort munkekloster, berømt over hele det græsk-katolske Rusland for
sin hellighed, sin rigdom og sin industri.
Men sådan har det alligevel været tilfældet.
Dette kloster var i sin tid det nordligste på kloden, thi
det lå omtrent ved 70de breddegrad eller ikke langt fra umundingen af
Petschenga-elven, straks østenfor den nuværende grænse for norsk Finnmarken mod
Rusland. Denne eng eller distrikterne Neiden, Pasvig og Petschenga eller Peisen
var, som bekendt, dengang et fællesdistrikt, hvoraf både nordmænd og russer tog
skat.
Nu for tiden (ca. 1896) er Solowetskiklosteret, der ligger
på en ø i Hvidehavet, det nordligste i Verden, thi Petschengaklosteret
eksistere ikke mere. Der findes ikke engang levninger eller ruiner efter dets
talrige bygninger og prægtige kirker. Alt er borte, overbegroet, begravet og
forsvundet. Hundredeårrige træer er vokset op på sletten, hvor klosteret stod.
Kun sagnet lever endnu deroppe hos gamle folk i dunkle, romantiske og
eventyrlige fortællinger om klosterets munke, deres rigdomme, skibsbyggeri,
hvalfangst og handel med fjerne lande.
Solowetski klostret
Solowetski kloster map
Klosterets stifter hed Trifon.
Han navn kendes endnu overalt deroppe af den græsk-katolske
befolkning. Han anses fremdeles for en stor helgen og man ofre og beder til ham
den dag i dag. (1896)
Men han havde ikke altid været en helgen. Tværtimod. Sagnet
fortæller, at han i sin ungdom havde været en vild krabat, “en vældig
kriger mod fjenden”, at han havde ligget “på grænserne mellem Finland
og Karelen”, med en bande vilde kammerater, at han havde, “plyndret
mange mennesker, brænd og udgydt meget blod”, med andre ord, at han i sin
tid havde levet som høvding for en røverbande.
Men hvorledes gik det så til, at han blev en hellig mand?
Hvem omvendte ham?.
Herom vil sagnet også fortælle. På sin vilde færd som
røverhøvding var Trifon altid ledsaget af en ung, smuk kvinde. Undertiden var
hun klædt i mandsklæder og fulgte ham til hest. Om hun var hans hustru eller
elskerinde vidste ingen. Hu hed Ellina og skal have været af fornem herkomst og
tilhørt en anset russisk familie, mens Trifon derimod var af underordnet stand
eller søn af en fattig præst fra Torschok i guvernemtet Tver. Han havde været
lære på hendes faders gods, og så skete det samme, som har hændt både før og
senere, at husets datter var blevet så forelsket i huset lærer, at hun flygtede
sammen med ham fra hjemmet, og fulgte ham på hans vilde færd.
Ofte havde hun ved sit milde væsen og ved sin indflydelse på
Trifon reddet uskyldige og dæmpet hans vil de grusomhed. Men engang hændte det,
at hun ville frelse en ung mand fra døden, som en tid havde været i Trifons
tjeneste. Han blev af sine kammerater ført frem for Trifon og beskyldt for at
pønse på forræderi. Der var ingen tvivl, om at han var dødsens. Men idet Trifon
ville tildele ham det dødelige hug, kastede Ellina sin ind i vejen for ham og
vilde dække den unge mand. Herover flammede Trifons jalousi sådan op, at han,
ophidset heraf og af stærke drikke, som han havde nydt, kom til at hugge til
sin elskede og kløvede hendes smukke, hvide pande, så hun med udstrakte arme
blodbesudlet faldt over mod ham og blev liggende død for hans fødder. Forfærdet
ved Trifon nogle skridt tilbage og stirrede målløs ned på hende, medens
kammeraterne også stod skrækslagne rundt omkring ham. Så kastede han det
bloddryppende sværd langt bort fra sig, slog hænderne for ansigtet og styrtede
med et vildt forfærdelsens skrig ned over det døde legeme.
Da han en stund efter rejste sig op igen, var han alene og
en forvandlet mand. Han forlod røverbanden og søgte ensomhed eller begravede
sig i de mes øde skove og vildeste ødemarker. På lang tid så han ikke ind i
noget menneskes øje, men hvad han altid så, vågen og i drømme, var Ellina med
den blodige, kløvede pande. Han havde elsket denne kvinde, som rig og fornem
dog havde forladt alt fir hans skyld. Anger og samvittighedsnag fortærede ham
således, at han så ud som et lig. Men jo mere legemet hentæredes, des vildere
blev han fantasier og drømme.
Endelig en nat drømte han, at Ellina atter stod lys levende
foran ham med det gabende sår i panden, hvorfra blodet dråbe for dråbe piblede
ned over ansigtet, og at hun tydelig sagde til ham:
Trifon, Trifon, du får ingen fred, ingen ro hverken i livet
eller i graven, førend du gør bod. Gør bod, gør bod!
“Hvad skal jeg gøre?” havde Trifon da spurgt.
“Du skal rejse til et tørstigt og utilgængeligt land og
prædike evangelium for de fattige”, havde hun svaret.
Fra den dag underkastede han sig endnu flere og større
forsagelser. Han svor på, at han aldrig mere skulle nyde “nogen drik,
hvori der fandtes humle”, heller ikke nyde kød, men “leve alene af
fisk og markens vilde frugter”. Han bandt et simpelt tov om lænden i
stedet for det kostbare sværd bælte, som han før havde båret, og bar aldrig
mere linned på sin krop.
Så begyndte han sin vandrig nordover mod Ishavets ukendte
strande. Han vandrede videre og videre, længere og længere mod nord, indtil han
endelig nåede havets bred og ikke kunne komme længere. Her fandt han et folk,
som levede i afguderi, “tilbedende billeder, orme og andre krybdyr”.
Her byggede han sig i året 1524 en hytte ved bredden af
Petchenga-elven omtrent 1 mil op fra bredden af Munkefjorden. I nogle år boede
han her uden at omgås andre mennesker og nød ikke andet end “fisk han selv
fangede, samt rødder og bør, som han fandt i skoven”.
Rygte om denne eremit, som boede fjernt oppe ved Ishavet i
en ussel hytte, og om det hellige forsagelsens liv, som han her første, fandt
efterhånden vej sydover, og pilgrimme begyndte at strømme dertil for at se ham
og hans bopæl.
Så byggede han sig et lille kapel. Han huggede selv tømmeret
i Peisens skove og bar det på sine skuldre frem til stedet. I dette kapel
ophængte han de helgenbilleder, som han havde ført med sig samt et billed af
Ellina med den blodige pande, som selv havde malet.
Fra da af kom der endnu flere besøgende, og der begyndte at
strømme penge ind til Trifon. Der var noget mystisk og dunkelt for den kristne
bevidsthed ved dette tempel eller gudshus, som lå så langt nordpå i hinde
ukendte egne, der efter almindelige forestilling det halve år henlå i mørke
eller havde middags nat og det andet halve år havde midnatslys.
De ivrigste af de pilgrimme, som kom til
Solowetskiksklostret, udstrakte derfor undertiden sine vandringer lige op til
Petschengakapellet og ofrede der sine fromme gaver på kirkens alter, emdens de
korsede sig, sukkede og bad Gud om nåde tilgivelse for egne og andres synder.
Og førend de drog derfra, plejede de til erindring om pilgrimsfærden at plukke
nogle af markens vilde blomster, som de tog med sig hjem og opbevarede som
kostbare relikvier.
Også befolkningen i dalen kom for at se ham og kapellet, og
Trifon begyndte at tage sig af de hedenske lapper og undervise dem i
kristendom. Men de ville længe ikke vide noget af hans prædiken. Især var det
deres noder eller troldkarle, som gav ham modstand.
“De greb ham i håret, kastede ham til jorden og truede
ham med døden, dersom han ikke ville forlade deres land. Ofte tænkte de på at
udføre deres trussel, men Herren holdt sin hånd over ham”. Når han kom til
dem og besøgte dem i deres hyttr, var det næppe, at de vilde give ham ly for
natten. De blandede skarn og uhumskheder i den usle mad og det drikke, som han
fik, og plagede ham på mange måder. Men som en sand kristen blev han ikke træt
af at være “langmodig og velvillig”. Han frasagde alt, troede alt,
håbede alt og tålte alt” og til slutning kunne de ikke andet end agte, ære
og elske ham, samt mere og mere begynde at lytte til hans prædiken. Han kunne
dog ikke døbe dem, da han endnu ikke var munk eller indviet til præstembedet.
Også de russiske fiskere, som om sommeren opholdt sig i
området kom til kapellet for at deltage i gudstjenesten. De betalte frivillig
tiende eller offer, og derved strømmede der penge ind til Trifon.
Han indså nu, at der måtte gøre noget mere, at han måtte
have medhjælpere, og at det var nødvendigt, at han igen trådte i forbindelse
med den verden, som han for mage år siden havde sagt farvel.
Han foretog derfor omkring år 1530 en rejse til Novgorod, og
her fik han af Ærkebiskop Makari et vesignelsesbrev eller tilladelse til at
opføre en kirke ved floden Petschenga. Hermed vendte han tilbage, med denne
gang ikke alene. Han medtog bygmestre, og ved hjælp af disse opførte han en
smuk kirke af træ ved Petschenga-elven, men længere nede mod fjorden eller
omtrent 1/8 mil fra elvens udløb i havet.
Denne kirke stod i et par år uindviet, men i 1532 gjorde
Trifon en rejse til distriktet Kola, hvor senere eller i 1582 byen Kola blev
anlagt. Her var der ved mundingen af Kola Elven i 1529 (eller efter andre
kilder allerede 1475) bygget en kirke og et kloster af Solowetskimunken
Feodorit. og her traf han hieronomachen eller præsten Ilija. Denne fik han
overtalt til at følge med tilbage til Petschenga for at indvie kirken. Dette
skete, og den fik navnet af den hellige Troitsas eller Trefoldighedskirke. Og
ikke nok hermed, men Ilija iførte kirkens opbygger munkekåben under navn af
Trifon og indviede ham til præst. Måske han har han et andet tidligere navn,
under sin vilde færd som røverhøvding, men herom er der ingen underretning.
Ilija døbte nu også alle de lapper, som Trifon havde
undervist i kristendom.
Hermed var der således lagt begyndelsen til det kloster, som
senere opstod ved kirken. Trifons ry for hellighed gjorde, at der snart kom
både munke og lægfolk did op og bad om at få lov til at bosætte sig der. Da de
var blevet flere, valgte de imellem dem en hegumenos eller forstander, en
gammel ærværdig munk Gurij, som havde
vandret dertil på fods.
Munkene var i begyndelsen meget fattige og havde vanskeligt
ved at ernære sig. De havde nemlig endnu ingen lovbefalede præsterettigheder,
men levede kun at de milde gaver, som den fattige befolkning og måske også en
eller anden pilgrim ydede dem.
Trifon besluttede derfor atter at rejse til Rusland og denne
gang ikke kun til Novgorod, men lige til residensstaden Moskva for at overdække
tzaren et bønskrift. Her herskede dengang Ivan Vasikliewitsch, som historien
har stemplet med navnet den “grusomme eller frygtelige”., og vistnok
med god grund. Det fortælles nemlig om ham, at han “som 12 års gut
begyndte at ombringe dyr ved at kaste, dem ned ad trapper og ud af vinduer, og
i sit 15 år drev der samme spil med mennesker”
Ivan den grusomme 1530 – 1584
Sergius Koubasov siger om ham: “Han var høj og styg med
en lang, flad næse og grå øjne, mager, men bredskuldret”. Som tzar
opbrændte og ødelagde han Novgorod og lod 27.000 mennesker i staden og omegn,
dræbe. Endelig slog han i et anfald af raseri sin ældste søn Ivan ihjel med en
jernstik, fordi denne engang beklagede sig over, at faderen havde været så
voldsom mod hans hustru, skønt hun var frugtsommelig, blot fordi hun bar en
dragt, som mishagede ham, at han havde slået hende så hårdt, at hun nedkom med
et dødfødt barn.” Men undertiden fik han en raptus af hellighed. Han drog da
tilbage til Alexandra Sloboda, en befæstet flække i nærheden af Moskva og holdt
her gudstjenester idet han iførte alle sine hofmænd sutaner eller munkekutter
og selv fungerede som prior.
En dag, da han her sammen med sin næstældste søn, den
rettroende Feodor Ivanowitsch i en højtidelig procession skulle gå i kirke for
at overvære messen, stod der udenfor kirkedøren en ærværdig udseende munk med langt,
hvidt skæg og iført en gammel udslidt munkekutte. Tzaren studsede ved synes af ham og
standsende.
Munken korsede sig, bukkede dybt for tzaren, og knælende udstrakte han mod ham et
papir eller bønskrift.Tzaren, hørte fra sine nærmeste, at det skulle være en
hellig munk ved navn Trifon, som havde bygget den nordligste kirke i hele hans
rige, han tog imod bønskriftet og gik ind i kirken. Her læste både han og hans
søn det, og den fromme Feodor blev så bevæget derover, at han gik ind i sakristiet i kirken og
afførte sig sin kostbare overbeklædning, som han lod bringe ud til den fattige munk og
skænkede ham den som gave.
Følgen var, at hoffolkene heller ikke kunne stå tilbage i
fromhed. Med tzaren fulgte både fyrster og bojarer, blandt andre Vjæsemski,
Nikita, Boris Gudonov, men hvis søster, Irina Gudunov, Feodor var gift,
Morosov, Feofor Basmanov, Gregor Skourlatov, hans bøddel, med tilnavnet
Maljuta, og flere. Alle disse skænkede også Trifon kostbare gaver af sølv og
guld, således at han på en kort stund fra st være fattig pilgrim blev en rig
mand.
Næste dag blev han kaldt op i paladset til audiens hos Ivan
den Grusomme. Denne havde fået lyst til at høre ham fortælle om hine nordlige
egene. Trifon forsømte da heller ikke i glødende ord at fortælle om sit levet i
disse lande med lyse sommernætter og mørke vinterdage, om hedninger, som boede
der, om fiskerigdomme i fjorde og elve, om uhyre af hvalfisk ude i det store
Ishav, om urørte skove, om rensdyrflokke og i det hele taget om vigtigheden af,
at den russiske kirke byggede gudshuse og klostre der og sådan satte det
russiske navn på disse med Danmark omtvistede lande og gjorde dem til sin
ejendom.
Dette havde den virkning, at Ivan som netop da efter Moskvas
brand i et anfald af fromhed aldeles rettede sig efter præsterne Sylvester og
Alexis Adasjev, lod udstede et gavebrev til den hellige Trifon af 22. november
7065 (1556). Dette gavebrev er opbevaret og lyder således:
“Paa vore børns fyrst Ivan Ivanowitsch´s og fyrst
Feodor Ivanowitsch´s forbøn har vi forlenet forstanderen for det Petschengske
hellige trefoldigheds-kloster, Gurji med broderskab, ligesom vi for fremtiden
forlener enhver forstander for dette kloster samt broderskab, i stedet for
præsterettigheder samt indtægter af sjælemesser. på grund af deres fattigdom,
med fjordene Mototsk (Mutkafjord), Litsk (Litzafjord), Ursk (Orafjord), Parensk
(Pasvig) og Navda (Neidenfjord) som arvelig ejendom, ligeledes med alt fiskeri
eller havsvrag, saaledes f.eks om havet kaste op paa land nogen hvalfisk eller
hvalros eller noget andet saadant havdyr, samt med havstranden. landet, alle
øer, floder og mindre bække, ligeså med alle skge, eng og jagtmarker samt de
lapper, hvilke ved de nævnte Motoske og Petschengske fjorde er og fremdeles
skal være os skatskyldige, og med alle de dem underlydende engmarker og alle de
pengeafgidter, som de erlægger til tzaren og storfyrsten og med al afkastning
og oppebørsel – hvilket alt skal tjene dem (munkene) til næring og til
opbyggelse af et kloster, og har vore Novgorodske og Dvinske bojarer og
tjenestemænd i det Kolske distrikt og alle kystbeboere samt kareler og lapper
og alle andre ingen ret til at tage denne deres arvejord, hverken floder eller
notkast eller fiske eller anden ejendom i besiddelse.
(Han bortgav herved, hvad han ikke udelt ejede, nemlig hele det såkaldte
fællesdistrikt, hvoraf både Norge og Rusland tog skat, og som først udskiftedes i 1826.)
Hermed var klosterets magt og velstand grundlagt, idet
munkene ved dette gavebrev fik endnu større rettigheder over fjerne egne, eng
bergenserne omtrent på samme tid eller i monopoltyranniets værste dage fik over
Finmarken. Hele befolkningen var hermed solgt til munkene næsten som livegen,
så de kunne skalte og valte, tage skat eller tiende, som de behagede.
År efter år kom der nu flere og flere munke og lægbrødre til
klosteret i Petschenga, og større bygninger bleb opført både for munkene og
lægfolkene samt til modtagelse af gæster og pilgrimme. Allerede 30 – 40 efter
at Trifon kom der til som fattig eneboer eller i 15658 var der 20 munke og 30
klostertjenere. På den tid var også en betydelig skibsfart begyndt til klosteret.
Det hedder således et sted, at “der kom meget folk fra Cholmogor of
Sergopol med varer, som de skænkede klostret til dets forskønnelse og lappernes
omvendelse”.
Omtrent på denne tid skal Trifon have opført en ny kirke ved
mundingen af Petschengaelven eller efter andre på en ø i fjordmundingen. Denne
kirke fik navn af Jomfru Maria Kirken. Der skal Trifon sommetider have trukket
sig tilbage, levet der som eremit og forrettet sin gudstjeneste her. Straks ved
kirken eller der, hvor den stod, løber en lille elv ud i fjorden, som hedder
Trifonselven. Den har sit navn deraf, at Trifon plejede at fiske i den, når han
boede der som eremit.
Ligeledes lod han på denne tid opføre et kapel ved
Pasvigelven til ære for de rettroende og hellige fyrster Boris og Gleb. Dette
kapel, der som bekendt, endnu findes i Sydvaranger, blev som indskriften på
korset viser, indviet den 24. juni af præsten Hilarion
Boris Gleb Kapel
Endelig lod han også opføre et lille kapel ved Neidenelven
som tegn på, at også denne takt var skænket klostret af tzaren eller tilhørte
det russiske rige, på samme tid som der fra Danmarks side i denne henseende
intet blev gjort for at sikre dette land de samme takter, hvortil der
utvivlsomt var mere berettiget end tzaren.
St Georgs kapell Neiden bygge 1565 af Trifon.
Trifon døde 15. december Han var født ca. 1500 måske et par
år senere. I alt fald har han opnået en meget høj alder. Hans fødselsdag var formodentlig
1. februar, thi både denne dag og 15. december højtideligholdes fremdeles til
hans minde. Han blev ifølge sit testamente bisat i Jomfru Mariakirken, som nu findes
der omtrent 1 mil op fra havet og hedder Trifons kirke. Hans gravkors står lige
uden for kirkedøren. Dette kors er meget højt og så helligt, at da lynet engang
slog ned i kirken og antændte den, slukkede ilden af sig selv, da den kom ned i
højde med korset.
Da Trifon lå på sit yderste og følte, at døden nærmede sig,
lod han den gamle Gurij hente for at
modtage sakramentet. Da han havde nydt dette, løftede han sin svage hånd
op og pegede på billedet ag Ellina, som han havde hængende ved sit leje.
“Du ser det røde blod”, hviskede han, “som drypper ned over hin
kvindes pande. Det falder enhver i øjnene, men ingen har set mit hjertes tårer.
Disse farveløse tårer har i 50 år dryppet som brændende harpiks ned på min
sygelige sjæl og martret og fortæret den nat og dag lige til dette mit sidste
åndedræt.
“Trifon, du dør, Herren være dig nådig”, bad den
gamle Gurij og faldt på knæ foran sengen.
“Ellina” stønnede Trifon endnu engang og døde med
et smil på læberne.
Han så hende forklaret, og hun modtog ham.
Om Trifon ved sagnet,
at fortælle følgende begivenhed, der skulle være foregået nogen tid efter
hans død.
“Medens tzaren og storfyrsten Feodor Ivanowitsch, der i
1584 kom på tronen efter sin fader Ivan, i året 1590 førte krig i Estland mod
svenskerne under Karl Horn, havde han under en belejring af staden Rugodew
eller Ivangorod ved Narva slået lejr med sine tropper og selv opslået sit telt
ikke langt fra staden.
Men de listige estlænder rettede ubemærket alle deres
kanoner på teltet. Medens tzaren efter krigsbesværlighederne hvilede i sit
telt, åbenbarede en ærværdig munk sig for ham og sagde:
“Tzar, stat op og gak ud af dit telt, paa det at du
ikke døden hastig må lide!”
Tzaren spurgte da:
“Hvo est du?”
Munken svarede:
“Jeg er Trifon, til hvem du som almisse skænkede din
kåbe for at foregå andre med et godt eksempel. Derfor siger Herren min Gud til
dig:
“Skynd dig stig op fra dit leje”
Tazaren stod hurtigt op og gik ud af sit telt. Straks derpå
begyndte estlænderne med sine færdigrettede kanoner at skyde på tropperne og
telt, og en kugle som traf teltet, faldt lige ned på sengen, hvor tzaren havde
hvilet”.
Tzaren stormede der på Narva, men blev slået tilbage. For at
redde denne stad og undgå en ny storm på samme, Ivangorod af Karl Horn
overgivet til russerne, og Feodor holdt sit indtog i staden, “klædt i hvid
gyldendug og draget af sine soldater i en stor slæde, under hvilken var anbragt
en ovn for at skaffe varme”.
Tzaren prisede Gud og glædede sig over sin redning. Han
fortalte denne begivenhed med munken til sine bojarer og skikkede sendebud til
klostret i Petschenga for at opsøge Trifon. Men den gamle var da allerede
flyttet over til det evige livs boliger, og klosteret lagt i ruiner.
