Klosteret del 3 Industri
Klostret og dets industri.
Klosteret vedblev efter Trifons død at gå fremad i folketal,
velstand og magt. En stor klosterbygning blev opført straks ved kirken, og i
denne havde munkene hver sin celle eller eget værelse foruden fælles spisesal.
Ligeså fandtes der en hel del værelser for gæster og pilgrimme, som hvert år
kom til klostret. Lige overfor munkenes boliger blev opført arbejderboliger,
hvor tjenestefolkene havde til huse. Begge bygninger blev tilligemed kirken
omgivet med en stærk tømmermur. Tiderne var dengang urolige, og det var ikke
umuligt, at en eller anden fjendtlig bande kunde strejfe omkring deroppe for at
plyndre. Munkene i Solowetskiklostret måtte i alt fald ofte udstå angreb.
Kirken, der var bygget til den hellige trefoldigheds ære,
blev pyntet op, udstyret med tårn og kuppel samt indvendig prydet med malerier
og gaver fra fromme pilgrimme. Den var bygget i den almindelige, gamle græsk
katolske stil, som fremdeles bruges over hele Rusland, enten kirken er stor
eller lille, af sten eller træ.
En sådan kirke har 3 afdelinger, nemlig narthex eller
forkirke, hieron, helligdommen eller den egentlige kirke, og hieraton,
sakristiet eller der allerhelligste. Denne inddeling skal være en efterligning
af det jerusalemske tempel. For kirken er skilt fra hieron ved en væg, hvori
findes to store fløjdøre, som under gudstjenesten altid står åbne. Hieraton
eller det allerhelligste, hvor alteret står, er igen ved en ikonostasis eller
billedvæg skilt fra kirken, hieron. Den væg er prydet med forgyldt
træskærerarbejde, og i samme findes 3 døre, der føre ind til det
allerhelligste. Den mellemste af disse døre kan lukkes med trædør i sin halve
højde, medens den øvre halvdel er lukket med et forhæng, der kan trækkes til
side, således at den bedende og røgelse ofrende præst snart kan ses, snart igen
forsvinde for kirkegængeren. Ingen stole
eller siddepladser findes i kirken. Alle må stå, fattige og rige, der gøres
ingen forskel. Vendt mod det allerhelligste eller mod en speciel helgens
billede, korser de sig 3 gange på græsk katolsk vis ved at sætte 3 fingre,
pege, tommel- og langfinger, mod højre og venstre skulder, pande, bryst og
bukke sig derpå meget dybt, undertiden med panden lige mod gulvet, idet de
beder:
“Gospodi pomilui”. Herre forbarm dig. Dette
gentages uafbrudt under hele gudstjenesten, og det sker ikke sjældent, at de
ivrigste kirkegænger, på grund af den idelige bukken mod gulvet forlader kirken
med røde pletter i panden.
Alle vægge inde i kirken er så vidt muligt dækket af
billeder, enten malet direkte på væggen eller i rammer. De i narthex er i
reglen taget fra det gamle testamente, og de i hieron fra det nye testamente.
Desforuden findes billeder af forskellige i den orientalske kirke kendte
helgener og helgeninder. Jo ældre disse biller er, dels helligere anses de for
at være. Ved kopiering gælder det derfor at give dem et præg af ælde. Mange af
billederne er malet af munkene selv og i reglen med meget grelle farver.
Helgenernes hoveder er altid omgivet af en gylden glorie, på hvis forgyldning
der ofte bruges mange penge. De er også ofte behængte med gaver, tørklæder og
anden stads, ofret af denne eller hin, hvis specielle helgen de er. Undertiden
ser man en krans af udpustede fugleæg, et sørgeligt symbol for skuffet håb i
denne verden, hængt op ved billedet. Den forreste væg i kirken, hvor igennem
man går ind til forkirken, er dækket af et halvtag, og på denne væg var der,
for levende at påvirke hedningernes fantasi, på højre side af døren er malet
paradisets glæder og på venstre side helvedes pinsler. Her så altså
hedningerne, som stod udenfor kirken og lyttede til sangen, grangivelig for sig
hvorledes det ville gå dem, om de ikke søgte kirkens hjælp og lod sig døbe. Kun
en ting var besynderlig og kunne måske give hedningen tvivl, de salige i
paradiset var malede så skinbarlig magre, at de næsten ikke bestod af andet end
skind og ben, på grund af den faste og spegen af kødet, hvormed de havde gjort
sig fortjente til himmerige. medens alle de, der var i helvede, så tykke, fede
og trivelige ud.
Midt på gårdspladsen mellem begge klosterbygninger var der
en hejsebrønd, og på en bjælke over den stod følgende indskrift, der også kan
læses omvendt:
Vask af urenlighed, ei blot ansigtet! til paamindelse om, at
vandet ogsaa brugtes til den hellige daabshandling.
Munkene, som år for år blev flere og flere, fik efterhånden
også flere privilegier af de russiske tzarer.
Efter klosterets regler skulle munkene både “dyrke
jorden og drive al mulig lønnende bedrift”. Der var folk iblandt dem, som
havde godt begreb om verdslige ting, og som heller ikke aldeles vragede
verdslige goder. De forskrev derfor dygtige arbejdsfolk og håndværkere fra
Rusland. Ved hjælp af disse anlagde de båd og skibsbyggeri både ved Pasvigelven
og ude i Munkefjorden i Pakhusbugten, der altid var isfri. Her havde de deres
lager af tømmer, og her byggede de større fartøjer, hvormed de udførte landets
produkter. En hel del lodjer og både blev også bygget til salg såvel til
russiske som norske fiskere.
Foruden bådebyggeri havde de også saltbrænderi i en så stor
målestok, at de ikke blot forsynede den fiskende befolkning, men også udførte
salt til det indre af Rusland. På deres skibe fik de returlast med mel, voks,
linnedvarer og tovværk. Saltbrænderiet har sandsynligvis ligget ude på Fiskerøen,
hvor havvandet var mindst opblandet med ferskvand fra indlandets elve.
Noget af det mærkeligste var måske, at de opførte en mølle
ved Kujasuga elven lige bag ved klosterbygningen og denne er da den eneste
indretning fra klosterets blomstringstid, som har efterladt sig en erindring.
De har altså fundet det mere lønnende at indføre korn og selv male dette , end
at indføre mel.
De har også haft en “ladegård” og skal have holdt
“store husdyrs flokke”. Der var mulighed for at rydde og dyrke
græsmarker både på Fiskeøen og langs Petschenga elven, mange græsmarker, hvor
munkene høstede deres hø, er nu bevokset med hundredårige birkeskove.
Rimeligvis var det ikke så meget for kødets skyld, at de holdt kvæghjorder, thi
den lange fastetid gør, at russerne kun æder lidt kød, med det var vel for
salgsøjemed, dels og væsentligt for hudernes skyld, thi det hedder udtrykkeligt,
at munkene også “havde garveri og drev læderfabrikation” til
forsyning til sig selv og egnens befolkning.
De skal også have drevet “minedrift”. Måske var
munkene de allerførste, som har vasket guld i elvene i det indre af Lapland.
Deres vigtigste erhvervskilde var dog fiskeriet, såvel på
havet som i elvene, og udførselen af fiskeprodukter. De forstod at drage god
nytte af det gavebrev, som de havde fået af Ivan Vasiliewitsch. Alt, hvad der
fandtes på land og vand tilhørte efter dette munkene, og befolkningen måtte
aflevere eller sælge, hvad de ikke selv behøvede, alene til munkene og
naturligvis til den pris, som disse fandt for godt at bestemme.
De drev også fiskeri med egne talrige tjenere eller
klostrets lægfolk, der dels boede ved selve klosteret, dels ved Pakhusbugten,
møllen og i Kjørvaag eller vester Bumandsfjord. Herved fik de så meget fisk, at
de ikke blot udførte dem til Vardø og Archangel, men også satte si i
handelsforbindelse med steder i udlandet, formentlig Antwerpen og Amsterdam.
Herom kan man få besked af en hollænder ved navn Simon von Salingen, som i
flere år foretog handelsrejser på Finnmarken og russisk Lapland. Han fortæller
således, at i de år (1562 – 64), da Erik Munk var foged på Vardøhus,
“plejede munkene fra klosteret i Munkefjord at komme der med deres fisk,
tran og andre vildtvarer, som de om sommeren og vinteren samlede, for der at
sælge disse.
Simon Salingen Nordkalotten 1601, se stort kort klik her
Hos E. Munck var der en ung mand, en hollænder Phillip
Winterkonig fra Ooltgensplaet i Zeeland en tid i tjeneste, men med eller mod
sin vilje forlod han denne tjeneste og slog sig i kompagni med Johan vor Reide,
Cornelius de Meyer Simonsen fra Melcheln og de herre, kom i 1564 med at stort
skib fra Antorff (Antwerpen) til Varø i den tro, at E. Munck fremdeles var
foged der. Han må være sejlet direkte til Vardø uden at anløbe Bergen, og han
fik således ingen kendskab til, at denne stad netop da havde fået monopol på al
handel i Finnmarken. “Men da han kom til Vardø, var E. Munck ikke længer
foged der, men i stedet fungerede en Jacob Hansen. Denne lod fængsle både
Winterkonig og hans mandskab samt skib og gods blev beslaglagt, og påstod
endog, at Winterkonig havde sit liv forbrudt, fordi han handlede imod
bergensernes privilegium.
På den tid, da disse folk sad fængslede, gav Gud så rigt
fiskeri, at lapperne, nordlændingerne og munkene i Munkefjord fangede så meget,
at man ikke havde skibe eller jagter nok til at føre fisken til Bergen. Jacob
Hansen sluttede derfor en akkord med Winterkonig om, at han skulle slippe fri
for straf, når han ville laste sit skib med fisk og føre samme til Bergen for
norsk regning samt love aldrig mere “at handle mod den stads privilegier”.
Winterkonig gik naturligvis ind herpå og slap fri. På samme tid lavede nogle
munke fra Petschenga, som var tilstede i Vardø en aftale med Winterkonig om, at
han næste år skulle komme til dem og laste med de varer, som de da havde klar.
Efter aftale kom også Winterkonig til Munkefjord 1565 med at større skib, som
han lastede med fiskevarer og sendte tilbage igen til rederiet i Antorff. Derpå
lejede han selv for egen regning en russisk lodje (jagt) med 13 mand for dermed
at føre resten af sine varer, som han havde med Antorff til St. Niclas.
(Et kloster ved Dvina,
bygget af prinsesse Marfa til erindring om hendes to sønner, som druknede her,
og hvis skytshelgen var Nicolaus. Archangel blev først anlagt 1584).
Nyopført kloster i Ødemarken
På vejen blev han ved Tiriberkanæs på den murmanske kyst
overfaldet af en så heftig storm, at han måtte søge havn. Medens han lå her,
kom en anden russisk lodje også der med varer, som kaptajnen solgte til
Winterkonig. Men da russerne så de kostbare købmandsvarer, som Winterkonig
havde ombord på sin lodje, blev de så optændte af begærlighed efter disse, at
de om natten overfaldt ham og skar halsen over på 3 af hans tjenere og 13
matroser, medens de sov. Winterkonig vågnede og undslap hårdt såret iland, men
han blev forfulgt og bag er træ gennemskudt af en pil. I al hast plyndrede
røverne nu skibet, og da de så nok en lodje komme sejlende, lod de 17 lig ligge
ubegravet og strøg af sted”. Alt havde de dog ikke fået med sig, blandt
andet “4 oksehoveder vin, som stod igen på stranden”.
Kompagniet i Antorff, som intet havde hørt om mordet, sendte
straks efter det store skibs ankomst fra Munkefjord atter 2 skibe af sted til
Winterkonig, lastet med alle slags varer, som han havde beordret. Begge skibe
kom på høsten i god behold til Munkefjord og lagde til i Pakhusbugten. Da munkene fik besked herom, sendte de straks
det ene skib tilbage til Antroff med underretning om, at Winterkonig og hans
folk på vej til St. Niclas var blevet myrdet og deres godt røvet. Det andet skib
sendte de Cornelius de Meyer Simonsen til Malmis (Kola), hvorfra han begav sig
til Moskva for at klage over mordet og det plyndrede skib. Han opnåede dog ikke
at få audiens hos storfyrsten med sit klageskrift, fordi storfyrsten Ivan den
grusommes navn i klageskriftet “ikke var skrevet stort nok”, og måtte
med uforrettet sag, vende tilbage til Kola.
Det følgende år 1566 sendte kompagniet i Antoff Simon von
Salingen med 2 skibe til Munkefjord, hvor han ankom ud på foråret, og ha lod
hente dertil og det, skib som lå i Malmis efter C. de Meyer Simonsen. Han
lastede nu alle 3 skibe dels i Munkefjord, dels i “Keervags”
(Kjørvaag eller Kjærvan, en havn i mundingen af vestre Bumandsfjord på
Fiskeøen) med så meget fisk, tran, laks og anden vare, som at få til eksport
til Antorff. Selv lejede han for egen regning 2 lodjer af munkene, lastede
disse med sine varer og drog til Malmis. Her traf han C. de Meyer Simonsen, som
netop kom tilbage fra Moskva. Tilsammen rejste de nu med deres varer en om
vinteren ned gennem Rusland lige til Moskva og handlede med befolkningen.
Moskva 1613
Senere synes klosteret især at have stået i
handelsforbindelse med Amsterdam. Der findes nemlig en traktat, som er
afsluttet mellem handelshus i denne by og munkene i Petschengaklosteret. Handelshusets
kommissær hed Andreas Neich. Han kom hvert år til Munkefjord med et større skib
lastet med tønder og salt for at indtage og føre tilbage til Amsterdam, hav der
fiskedes der. Klosterbrødrene havde forpligtiget sig til “i 6 år at sælge
til A. Neic al rød fisk (laks) og ikke sælge til andre, fra notkasterne eller
floderne, ligesom til ikke at bortforpagte eller sælge fangsten i havet af
sjomga (laks), torske- og hvalspæk, men der imod skulle de være forpligtiget
til at bringe til dem (købmændene) til deres gård (faktori) fisken fra Kola og
Tulomfloderne. I tilfælde at klosterets forstander eller brødre gemmer og
sælger til andre, betaler klosterets forstander 100 rubler”.
Fremdeles bestemmes nærmere, af hvilken beskaffenhed den
kontraherede fisk skulle være:
“Og bør de, forstanderen med broderskab, ikke levere
hverken “tinda” eller “walrschak” (formodentlig mindre
sorter havfisk), sønderslået, skadet eller sur laks, skadet, sur eller rå,
halvtørret torsk, eller laks mindre end 7 pund vægt. Og om nogen fisk leveres
under 7 pund, skal denne fisk tages 2 i stedet for 1, men af fisk fra Tiriberka
bør såvel stor som lille gives to for en, og mindre end 4 pund vægt bør ej
tages i fra etc. (her opregnes flere forskellige fiskepladser). Videre
bestemmes om prisen på fisken, at der
skal gives “10 rubler for 100 laks eller 20 gode jefimker” (hollandsk
sølvmønt). Tiden for fiskens modtagelse bestemmes til 10. maj og 20. juli.
Købmændene var forpligtiget til at efterlade salt og tønder i Kola, således at
deres faktor der kunne udlevere af samme til fiskerne. “Om fisken på grund
af mangel på salt og kar blev dårlig,
var Amsterdam købmændene alligevel forpligtiget til at modtage den og betale
samme pris som for god fisk”. For fisken skulle betales i to termin,
“første termin Petri & Pauli dag, den anden termin 20. juli, den ene
halvdel i rubler, den anden halvdel i jefimker, og skulle jefimken regnes for ½
rubel”. Med skibet fik da også klosterbrødrene alt, hvad de behøvede eller
rekvirerede af varer, delt til eget brug, dels til handel med befolkningen på
egnen, ja endog til udførsel igen til St. Niclas, Chorlmogor, Wologda og
Jaroslav. Således fik de vistnok ikke ubetydelig tilførsel af korn, siden de
havde bygget en mølle. Foruden de varer som Amsterdamhuset havde at sende efter
rekvisition, var Neic også forpligtet ril som skænk og gave til klostret at
medføre “1 pud (32 pund) røgelse, 2 pud viks, 1 tønde rød kirkevin, samt
til brødrenes private behov 2 tønder brændevin og 1 anker rhinskvin.”
Klosteret har i sin tid drevet ikke ubetydelig hvalfangst.
Det hedder nemlig udtrykkeligt at, “klosteret var fri for skat på udførsel
fa hvalspæk”. Tranen blev udført til Holland over Amsterdam. Også
hollænderne selv drev på den tid hvalfangst både i Norsk Finmark, hvor de især
havde tilhold på Sørøen, og på den russisk-lappisk kyst. Det var dengang
Grønlandshvalen, der fandtes langs de norske og russiske kyster, eller en hval
art som med lethed kunne dræbes med harpun. Som oftest brugtes løsharpun. Man
kastede i hvalen, hvor som helst man traf den, en eller flere harpuner, hvorpå
stod ejerens navn, og lod den dermed løbe sin vej. Sommetider undslap den,
eller man så den aldrig mere, men som oftest døde den og drev i land et eller
andet sted, hyppigst inde i Mutkafjorden, hvor den også den dag i dag ofte
driver iland. Klosterets folk fik da snart underretning herom og tog den i
besiddelse, thi efter deres privilegier var de og ingen andre berettigede til
at nyttiggøre sig med i landrevne sager.
Således var denne munkeanstalt i kort tid eller i løbet af
ca. 50 år vokset op til en i industriel henseende meget vigtig koloni, der
vistnok vilde have haft overordentlig indflydelse på disse egnes kolonisation i
videre udstrækning og på fiskeriets udvikling, anlæg af flere byer og om den
havde gået fremad og ikke, som af det følgende vil kunne se, var gået en
uventet og pludselig undergang i møde.
At tage sig af befolkningens oplysning synes ikke i nogen
særlig grad at have været brødrenes sag. Vistnok kristnede de eller døbte
lapperne, så de ikke længer kunne kaldes hedninge, men dette var nok også det
hele. Der fortælles intet om, at de for øvrigt også tog sig af deres
undervisning. Den græsk katolske gejstlighed gør sig heller ikke for tiden
noget besvær med at undervise dem. De russiske lapper kan derfor i dag (1896)
hverken læse eller skrive, medens der blandt de norske, svenske og finske
lapper er meget få, som nu kan begge del
e.
