Klosteret del 4 Ambrosius og Anika
Munken Ambrosius og røveren Anika.
Den øverste munk eller abbeden i Petschengaklosteret i den
mest blomstrende periode eller hen imod slutningen af det 16. århundrede hed
Gurij. Han må da have været en gammel mand på omtrent 80 år, da han nemlig
allerede 1540, ikke længe efter klosterets stiftelse blev valgt til hegumenos
eller forstander. Foruden ham var der 50 munke. Den mærkeligste blandt disse
hed Ambrosius. Han var stum eller så usædvanlig tavs, at han ofte i en hel
måned ikke talte med nogen eller svarede på nogen tiltale. Munkene skal, efter
deres ordensregler i det hele taget være tavse, selv under måltiderne, hvor de
alle er samlede, hvorfor også en af dem plejer at læse noget op af en bog, for
at tavsheden bedre kan bevares. Ingen vidste, hvorfor denne Ambrosius havde
pålagt sig en så overordentlig tavshed, men man formodede, at der måtte være
foregået en eller anden begivenhed i hans tidligere liv, som havde tilføjet ham
et dybt hjertesår og gjort ham så indesluttet. Han var en dag ganske alene
kommet til klosteret, vandrende på sine fødder over fjeldene fra Kola. Han
medførte anbefalingsbreve fra et kloster i Rusland og fra Solowetski. Af disse
fremgik, at han hørte til en gammel russisk bojarfamilie. Han blev optaget som
novice på et prs prøvetid og fik sin egen celle i klosterbygningen, men stum
var og blev han. Han var en høj, usædvanlig smuk mand med et fint, blegt ansigt
og et ar i den højre tinding efter et sabelhug. Når han anstrengte sig meget
eller kom i nogen usædvanlig sindsbevægelse, kom arret til at se ud som en
rødlig stribe, og man fik efterhånden erfaring for, at han så ikke var til at
spøge med, skønt han ellers i almindelighed var et usædvanligt godmodigt og
velvilligt menneske. Man kunne også straks se på hans brede skuldre og hele
legemsbygning, at han måtte være en mand af usædvanlig legemskræfter. Det viste
sig også, da han efterhånden begyndte at deltage i forskellige salgs arbejder,
at være tilfældet i den grad, at han såvel blandt klosterbrødre som blandt
arbejdsfolk fik navnet Ambrosius den stærke. Der var også noget i hans
holdning, som tydede på, at han engang havde været soldat eller kriger. Han
gjorde meget ud af legemlige øvelser og var ofte med for at se til
skibsbyggeriet i Pakhusbugten, til saltbrænderiet på Fiskeøen og på fiskeri ude
på havet, hvor han viste sig modig og uforfærdet.
Ofte foretog han ture ind i landet, og man påstod at han
undertiden kom hjem med guldsand. På disse ture var han altid ledsaget af en
fin, en ganske lille fyr, som hed Unnas, og som således fuldstændig svarede til
sit navns betydning. Ambrosius havde engang på en af sine vandringer inde i
fjeldet truffet på noget, som så ud som en stof bylt, men ved at undersøge det
nøjere, rørte der sig noget inde i bylten. Det var da denne lille fyr Unnas,
som havde trykket sig sammen i sin kutte og lagt sig der for at dø. Han havde
brækket sit ene ben, og i et par dage holdt han på at krybe og slæbe sig frem
for at komme til mennesker, men til slut havde han fortvivlet opgivet alt håb
om redning. Ambrosius tog ham med lethed op på sine stærke skuldre og bar ham
hjem til klosteret. Her lod han ham få et leje inde på sit eget værelse,
forbandt hans ben og plejede ham i 6 uger, til han var rask igen. Fra den tid
fulgte denne lille Unnas efter Ambrosius som en lille trofast hund. Han kunne
ikke blive ham kvit, selv om han ikke ville have ham med sig. Det nyttede ikke,
selv om han forsøgte at undgå ham. Unnas fandt sporet efter ham, hvor han end
gik og fulgte ham på afstand, indtil den godmodige Ambrosius gav ham tegn til,
at han kunne komme nærmere og få lov til at følge med.
Dengang Ambrosius kom til klosteret, havde der i flere år
været en sørøver ved kysterne af Fiskeøen og huseret der til skræk og en plage
for befolkningen. Sagnet fortæller, at denne sørøver hed Anika, og at han hvert
år ud på sommeren kom did med et stort skib og lagde til ved en lille ø, som
efter ham har fået navnet Anikijef.
Hvorfra han kom, vidste ingen, heller ikke, hvor han drog
hen med sine fisk, når han havde fået skibet lastet. Om vinteren måtte han være
andre steder, thi da så man aldrig noget til ham. Men sikkert var det, at på
foråret, når de første både kom did enten fra Kola elle Pomorien for at drive
fiskeri, så lå skibet der ved Anikijef. Og når så fiskerne kom fra havet med
deres fangst og lagde til land, kunne de være sikre på at få Anika at se
spadserende langs standen, klar til at tage imod dem. De måtte da med det gode
eller det onde give ham tiende af fangsten. Gav de ikke straks med det gode, så
tog han og hans folk med magt, og fiskerne kunne i så tilfælde være glade ved,
at de ikke oven i købet fik prygl.
Forresten opførte røveren sig også på en vis måde
ridderligt. Når nemlig alle de både, som plejede at ligge i Anikijefhavnen, var
ankommet, og det kunne ofte være over 100, så lod han alle mand kalde sammen og
tilspurgte dem da, om der var nogen iblandt dem, som ville turde gå i tvekamp
med ham. Han erklærede sig villig til at kæmpe med hvem som helst og med
hvilket som helst salgs våben. Blev han slået ville de selvfølgelig blive fri
for at yde ham tiende, men så længe han var den stærkeste måtte de finde sig i
at yde skat. Men Anika var større og stærkere end noget almindeligt menneske,
og derfor, var der heller ikke nogen af fiskerne, som vovede at tage kampen op
med ham. Det var intet andet råd end at de måtte yde ham skat.
“I mange år” fortæller sagnet “varede denne
plage, og i mange år var sørøveren Anika en skræk for alle fiskerne på
Fiskeøen. Han gjorde, hvad han ville. For ham fandtes hverken lov eller
ret”. Ingen kunne tugte ham eller modsætte sig hans fordringer. Også til
munkene i Petschengaklosteret kom der underretning om denne røver, som huserede
ude på Fiskeøen, men de havde heller ingen midlet til at stoppe ham. Foråret
efter Ambrosius var kommet til klostret, kom der atter underretning om denne
sørøvers voldsomme fremfærd mod fiskerne. De kom og beklagede sig for munkene,
og klosterets forstander Gurij foreslog i en samtale med de øvrige brødre, hvor
Ambrosius også var tilstede og som sædvanlig sad tavs og hørte på, at man fik
sende et bud til ostrogen i Kola eller til Solowets for derfra at få udrustet
et skib med kanoner og bevæbnet mandskab, som kunne jage røveren bort.
Næste dag kom Ambrosius ind til klosterets forstander og bad om tilladelse til at være
fraværende nogle dage.
“Hvor vil du drage hen, broder?” spurgte Gurij.
“Til Fiskeøen”.
“Til Anikijef?”
“ja”
“Vil du måske hilse på røveren Anika?”
“Jeg vil kæmpe med ham”.
“Kæmpe med ham, du, en broder, en fredens mand” udbrød Gurij.
“Ja for at få fred”, sagde Ambrosius.
“Men kan du føre et sværd? Du jager ham ikke bort med åndens våben”, sagde
Gurij.
“Ja, jeg kan også svinge et sværd. Jeg har været kriger, og jeg kan endnu føre et
slagsværd bedre en de fleste mænd”.
“Vil du tage med dig nogle af vore folk”
“Nej jeg drager ganske alene”.
“Men du har jo intet svær og ingen rustning?”
“Du kan lade mig få det hellige sværd, som hænger i kirken, og den panserskjorte som
høre dertil”. sagde Ambrosius. “Lad mig få sværdet og panseret, fader
Gurij, velsign mig så og lad mig gå. Jeg trænger til kamp på liv og død. Hører
du intet mere til mig, så er jeg død, men kommer jeg tilbage, så bringer jeg
sejr.”
Næste morgen tidlig drog Ambrosius af sted til fods med sværd og panser under en stor
yderdragt. Fra Petschenga kan man gå til fods over to højdedrag og over sleve
Fiskeøen lige til havnen ved Anikijef. Unnas var ikke tilstede så tidligt på
morgenen, at han fik set Ambrosius drage af sted, men da han senere kom ind i
Klostergården og hørte, at hans velgører var draget til Fiskeøen, fløj han af
sted efter ham, og det varede heller ikke længe, førend han fandt hans fodspor.
Han nåede ham dog ikke , førend han var kommet frem til Anikijef, og her så han
så mange fremmede og fæle folk, at ham ikke vovede sig ind blandt dem, men
holdt sig i forsigtig afstand, thi modig var Unnas ikke. Så hændte det da en
dag, siger sagnet, da en båd skulle på havet for at røgte deres liner, at der
uventet kom en ganske fremmed mand hen til dem. Den fremmede hilste høfligt på
bådens høvedsmand og sagde:
“Tag mig med eder ud på fiskeri i dag, kammerater, jeg skal gøre nytte som
linegænger”.
Høvedsmanden så på den fremmede, men hverken han eller nogen af hans folk
kunne mindes, at de nogensinde før havde set ham.
“Vi har linegænger, linedrager og rorskarl”, sagde høvedsmanden, “vi er fire
mand, som vi plejer, og det vil bare være til bryderier om vi tager flere med
os”.
“Tag mig med alligevel for denne gangs skyld”, bad den fremmede, “jeg har
sådan lyst til at være med og måske jeg bringer lykke med mig”.
“Nå ja, siden du hat sådan lyst, så får du lov til at være med os da”, sagde
høvedsmanden.
“Kors dig, bed din bøn og gå så i båden”.
Den fremmede korsede sig på græsk katolsk vis, bukkede sig mod den opgående sol og bad:
“Gospodi pomilui nas”. Herre forbarm dig over os.
Derpå gik han i båden sammen med de andre, og de sejlede ud på havet, hvor linerne stod.
De havde usædvanligt held med sig den dag. Der var fisk så godt som på hver eneste
linekrog, og båden blev aldeles fuldlastet. Så roede de tilbage igen mod
havnen, med som sædvanlig turde høvedmanden ikke andet end lægge vejen om ad
øen Anikijef for at aflevere en del af fiske til sørøverne, som lå der med
deres store skib. Den fremmede mente rigtig nok, at det ingen hast havde
hermed, de kunne jo først ro hen til deres egen plads og vente, til Anika selv
kom og hentede fiske, hvis han vovede.
“Vover”, mente høvedsmanden, “han slår os ihjel, hvis vi ikke godvilligt giver,
hvad han forlanger, og bringer det hen til hans skib”.
Vi får se”, mente den fremmede. De lagde da til lands ved øen, og den fremmede
sprang først op. Mens de andre endnu var i båden, tog han fat i forstavnen og
trak den så langt op på stranden, at fire mand ikke kunne have gjort det bedre.
“Han mangler ikke kræfter den karl”, tænkte høvedsmanden med sig selv.
Derpå kastede de fiske op på stranden for at rense den. Dette sidste arbejde blev
overladt til den fremmede medens de selv klargjorde linerne til en ny
udsætning.
Den fremmede gjorde, som fiskerne plejede at gøre. Han skar hovedet af, og tog
indvoldene ud, samlede leveren i et kar og flækkede fiske. men alt dette gjorde han
med en så utrolig færdighed og hurtighed, at besætningen blev stående aldeles forbavset
og så på ham. Da han var færdig med rensningen af fisken, tog han sine tykke
fiskevanter af hænderne og bad rorskarlen skylle dem rene i havet. Rorskarlen gjorde,
som han blev bedt om, og leverede dem tilbage igen. Men den fremmede syntes nok ikke,
at han havde vredet vandet rigtigt ud af dem. Han lagde dem derfor sammen og
vred dem selv, men i det samme gik de i styke mellem hænderne på ham.
Besætningen,
som så på denne nye prøve på overordentlig styrke, begyndte af få mistanke om,
at den fremmede ikke kunne være noget rigtigt menneske, og de undrede sig over
hvordan det ville gå, når Anika kom, som de hvert øjeblik kunne vente, og som
formodentlig var forbitret over, t de ikke allerede havde bragt ham tiende.
Anika lod heller ikke længe vente på sig, men kom straks efter gående langs stranden
hen imod dem. Det var en kæmpe af en karl med et vildt udseende og et stort, brunt
skæg langt ned over brystet.
“Hør I folk der” skreg han allerede på afstand med en tordenstemme, “
hvorfor hat I ikke bragt mig tiende af fisken i dag?”.
De fire mænd vovede ikke at sige et ord, men stod tavse af skræk med blottede hoveder
og bukkede og korsede sig. Deres fremmede kammerat derimod tog ikke sin hætte af,
som han havde på hovedet, men gik Anika nogle skridt i møde og spurgte:
“Hvem er du, og hvad vil du her?”
“Hvem jer er, og hvad jeg vil?”
“ja, netop”.
“Kender du mig ikke?”
“Nej jeg kender dig ikke og har heller ikke bedt om dit bekendtskab. Du behøver
derfor ikke at komme nærmere. Det er bedst, du set til at pakke dig og komme
væk herfra eller så”
“Hvad så? Ha Ha Ha” lo Anika, “jeg kan forstå, at du ikke ved hvem jer er,
men pas dig selv og gå af vejen, eller du skal få lov at føre Anikas næver som
hammerslag på din syndige skalle”.
Den fremmede lod sig imidlertid ikke forbløffe, men blev stående høj og rank
lige i vejen for Anika.
“jaså min lille ven”, sagde Anika, “jeg ser, du mangler ikke mod”.
“Nej,jeg frygter dig ikke”. “Måske du endog er kommer her for at kæmpe med
mig?”
“Du gætter rigtigt”.
“Vel, vel, det glæder mig” sagde Anika. “Du skal få din lyst
tilfredsstillet og har ret til at vælge våben. Hvorledes skal vi kæmpe?”.
“Med sværd og panser”, sagde Ambrosius og afførte sig sin yderkutte, så han
stod der forvandlet til en stolt kriger med sværd i bæltet og en blinkende
panserskjorte.
Nu blev der liv på øen. Det fløj som en løbeild fra besætning til besætning, at der var
kommet en fremmed kriger, som ville gå i tvekamp med den af alle frygtede
Anika. Al virksomhed standsede, og folk stimlede sammen, for at sen denne
fremmede. Også mandskabet på Annikas skib kom i land for at overvære kampen.
Der blev udvalgt et sted oppe på fastlandet eller på selve Fiskeøen, hvor
kampen skulle stå. I spidsen for hver sin trop, Anika med sine matroser og
Ambrosius fulgt af fiskerne, vandrede de derop. Pladsen blev ryddet og
indkranset af en sten ring. Denne kan endnu ses der den dag i dag, skønt det er
mere end 300 år siden det her fortalte foregik. Begge de kæmpende stillede sig
indenfor ringen, medens fiskerne tætpakkede og tavse, dannede et levende hegn
rundt omkring dem.
Det led hen imod midnatstid, da alt var klart. Solen stod lavt nede, næsten lige i nord,
rød som smeltet guld. Den kastede et skønt purpurskær over himmelens skyer,
mens den strøede diamanter og rubiner henover skum toppene af de bølger som
Ishavet væltede ind og i hule drøn knuste mod strandens klippe.
Kampen begyndte. Sværd slog mod sværd, og solens rødgule glans glimtede i de krydsende
klinger. Ambrosius mærkede snart efter de første hug var udvekslet og pareret,
at det var en øvet kæmpe han havde foran sig. Han måtte endog vige pererende
for de rasende hug, som Anika lod hagle ned over ham, tilbage til udkanten af
ringen. Efter sagnet skulle den være slået, som lod sig drive udenfor ringen.
Idet han parerende veg tilbage, forsøgte Anika med et vældigt hug at gøre det
af med ham. Hugget var så voldsomt, at kun en mester kunne modstå det. Kun en
tomme fra Ambrosius isse blev der pareret, og hætten, som han havde på hovedet,
blev i det samme revet af ham, så man så hele hans ædle ansigt og hans rige,
hår som præst, som rullede ned over hans skuldre. Et forundrings udbrud lød fra
Anikas folk, ledsaget af hån. “Det er en munk, det er en præst, som er
kommer hid for at kæmpe mod vores uovervindelige høvedsmand”.
Man nu så man tydeligt, at arret i Ambrosius pande blev rødt, og det var, ligesom der
pludselig kom stål i alle hans lemmer. Hans hug faldt så lynsnare og så
voldsomme, at det nu blev Anikas tur til at vige tilbage, nærmere og nærmere
hen imod ringen på den modsatte side. Fiskerne skreg nu opmuntrings råb til den
fremmede. Anika værgede fortvivlet for sig, men det var ligesom kommet en
rædsel over ham ved den opdagelse, at han kæmpede med en munk, og han blev
uimodståeligt drevet baglæns mod ringe,. “Røver”, skreg til slut den
fremmede, “du er dødsens” og ramte i det samme med et vældigt hug
Anika i panden, så han faldt baglæns “3 alen udenfor ringen”, som
sagnet siger.
Anikas folk tog forfærdet flugten. De løb tilbage til skibet, lettede anker og sejlede af
sted. Man så dem aldrig mere. “Russerne gravede en grav indenfor ringen. I
den lagdes kæmpen Anika, og en stenhøj blev opkaster iver ham”. Derpå gik
fiskerne sammen med den gådefulde fremmede tilbage igen til stranden. Her
samlede han dem frem foran sig og sagde: “Se, solen hæver sig atter over
jorden og kaster sit strålende lys hen over menneskenes stier! Falder alle på
knæ mod den nye dag og takker Gud. Eders fjende er ikke mere, og herefter skal
ingen hindre eders fredelige bedrift. Gud være med eder. Farvel”. Efter
disse ord forsvandt den fremmede, og ingen ved, hvorfra han kom, eller hvor han
drog hen.
Sådan fortæller sagnet. Hvad er historisk og hvad er digt? Eller er der i det hele
taget noget historisk i fortællingen?
For et par år siden (1856) var der en rejsende deroppe, og 300 år efter Anikas fald blev
der gravet i højen, og der blev fundet hensmuldrende menneskeknogler, især to
læg knogler af usædvanlig størrelse.
Anika har altså virkelig levet, har kæmpet der, er blevet overvunden og har fundet sin
grav der, men ingen har hidtil vidst noget om, at det var en munk fra
Petschengaklosteret som fældede ham.
Så vandrede Ambrosius tilbage igen over de øde tundraer, og Unnas på afstand efter ham.
Lidt efter lidt kom han nærmere. Ambrosius, som hørte noget pusle bag sig,
vendte sig om og så ham.
“Nå, er du der min lille ven, kom kun nærmere”, sagde han.
Unnas sprang hen til ham og faldt på knæ og kyssede hans hånd. Så tog han frem,
fra sit bryst brød og tørret fisk.
“Du har ikke spist i dag, fader, vil du ikke nyde noget, di kan trænge til føde”.
“Tak, lille Unnas, du har ret, jeg trænger til føde.
Så du kampen?”.
“ja, men jeg turde ikke gå nær”.
“Nej modig er du ikke lille Unnas, men du er alligevel en tro ven”.
“Ja, mod dig”
“Ikke mod andre, ikke mod min ven Jussi?”
“Nej, han slår mig”.
“Ja, men du er også slem mod ham. Du narrede ham jo engang ud på en ø i elven og lod
ham sidde der i to dage”.
“Ja, fordi han slog mig, men måske jeg engang skal narre ham, som jeg narrede
stalloen”.
“Hvilken stallo?”
“Jo, ser du, så lille jeg er, så har jeg dog engang dræbte en stor stallo, en trold
eller et uhyre, som man undertiden møder her på fjeldet, og som er så farlig,
at man enten må dræbe ham eller blive dræbt af ham”.
“Var det her?”
“Ja, der var netop her ved denne indsø, hvor vi nu sidder”.
“Hvorledes gik det da til?”
“Jo, ser du, indsøen her er lang, og du gik omkring den, da du gik til Anikijef, men
det er ikke nødvendigt. Vi kan slippe over her, som jeg skal vise dig, men det
må du ikke fortælle til nogen. Der er ingen andre end mig, som ved det. Lover
du mig ikke at fortælle det?”
“Ja, det lover jeg”.
“Du serdet smalle sund her, det er ikke mere end 50 alen bredt, men det er dybt.
Dersom du lægger nøje mærke til den svage strøm, som går gennem sundet, så vil
du se, at den flere steder er lidt uregelmæssig. Det kommer deraf, at der
ligger store sten lige under vandskorpen. ikke ½ alen dybt under vandet. Disse
ligger ikke længere fra hinanden, end at man kan hoppe fra sten til sten, når
man nøje ved, hvor de ligger, og på den måde kan man komme over til den anden
side lettere og hurtigere, end om man kunne svømme som en ren. Jeg har selv
lagt stenene der og muret dem op engang, da indsøen var næsten udtørret.
For flere år siden kom jeg ganske alene vandrende her og fik pludselig øje på en stallo som
sad på en sten et stykke foran mig. Da jeg forfærdet standsede, vinkede han til
mig, at jeg skulle komme, men jeg var ikke så dum, skal du vide, at jeg gik hen
til ham. Jeg løb væk så hurtigt jeg kunne, men da jeg så mig tilbage så jeg at
han kom efter mig. Jeg forsøgte da forskellige smutveje ind mellem stenene i vandet
og gennem birkekrattet, som ræven plejer at gøre, og gemte mig et sted, så han
sprang forbi mig. Hurtigt tog jeg vejen tilbage igen, gemte mig i skjul bag
bakken der og nåede tilbage hertil. Uden at han så det hoppede jeg på stenene
over sundet her og løb langs stranden et stykke nedover, hvor du ser, at søen
er meget bredere. Det standsede jeg, og begyndte at huje og skrige, for at
stalloen skulle få øje på mig. Det gjorde han da også og kom ned til stranden
på den modsatte side. Så begyndte jeg at skælde ham ud for en kryster og gammel
kælling, som ikke vovede at vade over der, hvor en lille finne havde vadet
over. Til slut blev han så forbitret, at han tog sværdet i munden, sprang i
vandet og kom svømmende over mod mig. Men jeg havde min bue klar, og da han var
nær nok, afskød jeg en pil med lommenæb på spidsen og traf ham i panden, så han
strakte hænderne i vejret og sank til bunds”.
“Men måske det var et almindeligt menneske, en fredelig vandringsmand, du dræbte,
Unnas, jeg tror ikke på trolde”.
“Nej da, det var en trold, det var en stallo”.
“Hvorledes kan du vide det så sikkert?”
“Jo, ser du, han havde en hund med sig, en stor, brun glathåret hund. En sådan har
han altid med sig i snor, og sådan havde også denne stallo, og den svømmede ved
siden af ham, men da den kom ind imod land, gav jeg også den en pil i øjet, så
den vendte rundt og sank. Dersom hunden kan slikke en stallos blod, lever den op
igen, ser du, derfor har han den altid med sig”.
Stallo
I Petschengaklosteret blev der glæde, da Ambrosius kom tilbage med sejren over
sørøveren og næste dag blev der holdt takkebøn i kirken. Sværdet og panseret
blev hængt op igen på sin plads, og Ambrosius sank atter tilbage i sin
sædvanlige tavshed.
Men Unnas fortalte og blev aldrig træt af at fortælle blandt arbejdsfolkene eller til
enhver, der ville høre på ham, hvorledes alt foregik, og således er det af
andre igen blevet fortalt og atter fortalt i 300 år, lige til det også blev
fortalt mig af Nilas finne hin nat ved Petschengaelven.
