Klosteret del 5 Jussi og Unnas
Jussi og Unnas
Der var noget ved Ambrosius, som gjorde, at han vandt alle
for sig. Den gamle hvidhårede hegumenos Gurij elskede ham som sin søn, og de
øvrige munke højagtede ham. Der var noget i hans blege, smukke ansigt, som ikke
blot vakte tillid, men også venlige følelser hos andre. Jo mere man så på ham,
des mere overbevist blev man, at det var en mand man kunne stole på, overalt
hvor det gjaldt mod og troskab. Han smilede næsten aldrig, men var dog
bestandig venlig opofrende og tjenstvillig, mild i sin dom om andre forsvarede
den svage og var nobel imod modstandere.
Alle arbejdsfolk ville også gerne blive rost af ham og gerne
have ham iblandt sig, hvad det nu end var, de havde at udføre. Især var der
blandt arbejdsfolkene to, som i en særegen grad var ham hengiven, nemlig den
før omtalte Unnas og en kvæn, som hed Jussi. Unnas havde han, som før fortalt,
redet fra døden. Jussi havde han derimod lært at kende på en ganske anden måde.
Han havde engang truffet ham ude i marken i færd med at
mishandle en kvinde. Ambrosius havde da tiltalt ham hårdt, og da kvænen blev
uforskammet, havde han taget ham i brystet for at jage ham bort. Men så kom
kvænens blod i kog, og han slog til Ambrosius. Der opstod en kamp mellem dem
disse to mænd, som begge havde usædvanlige kræfter. Kvænen var en af disse
storlemmede, benstærke mennesker i denne nation, som man sjældent træffer på,
og som engang ophidsede, ikke skyr nogen farer, ikke viger, ikke giver for
tabt, førend de sætter livet til eller sejrer. Det kan være, hvad det være vil,
arbejde sejlads eller kamp. Er kvænen først for alvor begyndt, så kan ingen
verdens magt få ham til at holde op, før han er færdig. I godt og ondt, venskab
og fjendskab ihærdig og udholdende.
I så henseende er han aldeles forskellig fra finnen, som
vist nok i et øjeblik eller for en kort stund kan være ivrig nok, men aldrig
holde ud i længere tid. Kvænen der imod er sej og udholdende som stål, og kan
være koldblodig, grusom eller ubarmhjertelig, rå som en ulv. Munken og kvænen
sloges, og det for alvor, men om end kvænen måske var ligeså stærk som
Ambrosius, var denne ham overlegen i koldblodighed og færdighed i at hamre løs
med sine knyttede næver, thi ingen andre våben blev brugt. Unnas var ikke
tilstede, thi han ville da have bidt sig fast i kvænens ben med risiko for at
blive klemt ihjel, men det behøvedes heller ikke. Et frygteligt slag i panden
bragte kvænen på usikre ben, så Ambrosius slog ham ned på marken og satte sit
knæ på hans bryst.
“Giver du dig?”
“nej, aldrig”
Ambrosius tog ham hårdt i struben og næsten kvalte ham.
“Nå, vil du give dig og bede om nåde?”
“Nej”, hvæsede kvænen og anstrengte sig for at komme løs.
“Så rejs dig igen”, sagde Ambrosius, som nu også
begyndte at blive vred så arret i panden blev rødt, “og jeg skal vise dig,
at jeg er din overmand”.
Kvænen sprang op, og slagene haglede ned igen, men atter blev han usikker på
benene og faldt bagover til marken med Ambrosius over sig.
“Vil du nu give dig og bede om fred?”
Kvænen svarede ikke.
“Du er et vildt dyr, Jussi, men jeg tror, at der også
er en god bund i dag, og at du kunne blive en god kammerat. Skal vi to fra i
dag være venner, venner i liv og død, aldrig mere fjender, du og jeg, som ingen
andre her, vil du?”
“Ja”, stønnede kvænen sagte, han var overvunden,
og der kom en tåre frem i hans øjne.
“Så rejs dig og tag min hånd”, sagde Ambrosius.
Fra den dag af var Jussi munkens ven, og dette forhold havde
efterhånden en forædlende indflydelse på ham, så at også han begyndte af få
begreb om ridderlighed. Herved blev også forholdet mellem Unnas og Jussi bedre
end før, det vil sige, Jussi kunne nok banke Unnas for et eller andet puds, som
denne spillede ham, men det var dog altid med en vis grad af godmodighed og
latter, at han behandlede denne lille dværg med sine stærke næver, emdens Unnas
sled og bed og hvæsede som en kat.
Måske følgende lille beretning giver det bedste indblik i
Jussis eller den noget rå grov slagne kvænens karakter. Det gør mig ondt at
fortælle det, thi læseren vil derved ikke få mere tilovers for ham, men tvært
imod. Dog, jeg får være sandheden tro og vise ham frem for både hans gode som
slette sider.
Jussi havde eget hus og et stykke jord, lige overfor
klosterbygningen. En dag i våren hændte det, at en vildgås dalede ned på jorden
tæt ved husene. Den havde været med i en flok, som trak nordover, men havde
fået en skade i en vinge og kunne ikke mere flyve. Jussis børn, en gut og en
pige, fangede gåsen og lukkede den ind i en lille lade til hø. Her gav de den
mad og drikke og passede den, så den i løbet af kort tid blev ganske tam. så de
kunne slippe den ud på marken, hvor den fulgtes med dem, hvor de gik hen, ja
den var ikke engang bange for at gå lige ind i køkkenet for at få en eller
anden lækkerbisken. Den tillod, at man klappede den på halsen og ryggen, og
børnene holdt naturligvis af den, som om den var deres egen søster. De havde
også pyntet den med et rødt bånd om halsen og kaldte den Hanhi eller Hanhiseni.
Den blev hos dem hele vinteren og havde sin bolig om natten i noget hø i laden.
Næste forår kom der igen en flok vildgæs flyvende hen over
husene. Hanhi eller den tamme gås, som stod ude på gårdspladsen sammen med
børnene, skreg op til flokken. En af dem deroppe svarede ned igen, og flokken
lavede et sving rundt om gården. Da de atter kom svævende hen over husene, og
denne hang endnu lavere end før, tog tamgåsen til sine vinger, som den på lang
tid ikke havde forsøgt brugt, og forsøget lykkedes. Vingerne bar den, og den
fløj af sted med flokken til skræk og sorg for børnene, som stod igen og
forgæves råbte: Hanhiseni, Hanhiseni! De så den ikke mere hele sommeren. Men ud
på høsten, da skarer af træfugle atter begyndte at drage sydover, kom der en
dag en gåseflok flyvende over pladsen. Også den gjorde et sving omkring husene,
og pludselig vidste ikke børnene af, førend hele flokken slog sig ned på marken
ikke langt fra dem. Der var elleve stykker, og de kom alle sammen gående hen
imod gårdspladsen. I spidsen gik en stor gås med et rødt bånd om halsen. Den
kaglede: Kah, kah, kah, ligesom den ville sige: “God dag, god dag, her er
jeg igen og har børnene med mig”, og så vraltede den af sted med de andre
efter sig lige ind på gårdspladsen og hen til den lille ladebygning. Børnene
sprang ind og fortalte Jussi at deres kære Hanhi endelig var kommet tilbage, og
at den gik hen til laden, og at den havde en hel flok gæs med sig.
“lad dem bare gå, lad dem bare gå”, sagde Jussi, “skræm dem ikke”.
Gåsen gik også med hele flokken ind i laden. Den havde vel
på vejen sydover fra Nordpolen, eller et sted der på egnen, fortalt dem, at den
kendte et sted på vejen, hvor de godt kunne slå sig ned og hvile en stund. De
behøvede slet ikke være bange. De kendte alle menneskerne der, de var alle
sammen rare og især børnene. De ville intet ondt gøre dem, men tvært imod give
dem mad, om de ville have noget at spise, og så kunne de hvile natten over i en
lade, hvor den selv havde haft det lunt og godt en hel vinter. For den sags
skyld kunne en eller anden af dem, som ikke havde lyst til at flyve med til
Afrika, måske blive vinteren over. Ingen af de unge gæs havde set mennesker
før, så de var heller ikke bange, men gik trøstigt med sin moder.
I det samme den sidste gås gik indenfor døren, sprang Jussi
til og lukkede døren igen medens han selv blev indenfor.
Og hvad gjorde han så?
Kærtegnede han dem eller klappede han den gamle, som stod
uforfærdet midt i flokke og så op mod ham og ligesom ventede dette? Nej, det
gjorde han ikke, men derimod noget, som er så afskyeligt så ubarmhjerteligt råt
og så grusomt, at det fælt selv at fortælle det.
Han gav sig koldblodigt til at vride halsen over på dem, den
ene efter den anden, alle sammen, også den gamle med det røde bånd om halsen,
Hanhi, børenes kæledægge, og det uagtet børnene, som stod udenfor og begyndte
at ane uråd, da der blev sådan en skrigen indenfor, også selv begyndte de at
skrige og stampe i jorden og råbte ind gennem dørsprækken: “Far, far, dræb
dem ikke, dræb dem ikke! Far far, dræb ikke Hanhi, lad os få den, lad den leve,
Hanhi er jo vor søster, far!”
Blodig på hænderne kom Jussi ud, han havde myrdet alle, og
næste dag solgte han dem til munkene i klostergården. Han ville dog ikke
fortælle, hvorledes han havde fanget dem. Han skammede sig over for Ambrosius.
Unnas ville ikke have handlet således. Han ville i alt fald
have beholdt den gamle i live enten af
medlidenhed eller med beregning og i håb om at, den måske næste år kunne
bringe ham en ny fangst.
Men var Jussi grusom overfor værgeløse dyr, så var han
heller ikke fej overfor en bjørn. Det viste han engang, da disse tre så
forskellige i udseende og karakter, som ved tre kunne være var ude på en
skitur, og det får jeg da også fortælle.
Jussi havde et stor ar efter et økse hug på den højre hånd
mellem tommel og pegefinger. Dette var en erindring fra Ambrosius. På en af
sine vandringer havde de engang pludselig truffet på en bjørn. Ved synet af dem
havde den rejst sig på bagbenene og gået lige mod Ambrosius, som intet andet
våben havde en sin økse. Jussi sprang
bag på den og greb den med sine stærke arme om halsen og klemte den med
al sin styrke ind til sig, så den halvkvalt slog vildt om sig med forlabberne.
Ambrosius hævede øksen og skulle hugge bjørnen i panden, men enten var øksen
sløv, eller han traf den ikke midt i panden, thi den gled af og ned i Jussis
højre hånd, hvormed han klemte bjørnens nakke ind til sig. Dog, Jussi slap
dermed ikke taget. Han var ikke den mand, der i kamp på liv eller død gav slip
for så lidt. Om så hele hånden var blevet hugget af ham, ville han have holdt
fast med stumpen. “Lyö kirveen talalla!” Slå med øksen, skreg han,
idet han fremdeles klemte bjørnen ind til sig og skjulte sit eget hoved bag
dens høje nakke. Et vældigt salg med øksen fra Ambrosius’s kraftige arme
lamslog bjørnen således at den segnede, og i det samme var Unnas der med sin
lange finnekniv og stødte denne i lige til skæftet. Nok et slag i hovedet
gjorde det af med den, men Jussi beholdt for altid et forfærdeligt ar i den
højre hånd efter det første økse hug. Denne kamp knyttede disse tre endnu
nærmere til hinanden.
For at give et lille indblik også i en finnes karakter, kan
der fortælles følgende lille begivenhed, der efter sagnet skal være foregået
nøjagtig som her fortælles.
Unnas var eneste søn. Hans moder var død tidligt, og hans
fader, Andreas, holdt usigelig meget af denne si eneste søn. Det var intet i
denne verden, som havde nogen værdi bortset fra hans søn. Men da Unnas var 20
år gammel, faldt han i en så farlig sygdom, at ingen troede, at han skulle
leve.
Unnas var blevet døbt af en af præsterne i
Petschangaklosteret, men Andreas, hans fader, var hedning. Han havde ikke
villet lade sig døbe, han sagde, at han ville leve og dø i troen på sine gamle
guder. Han var ikke blot hedning, men også en flink noide eller vismand, og
havde derfor også sin runebom eller troldtromme, som han rådspurgte i alle
tilfælde, når noget af synderlig vigtighed skulle foretages eller forebygges.
Da Unnas blev syg, forsøgte han straks ved offer at affinde
sig med en af sine fornemste guder, der i form af en forvitret sted stod langt
oppe ved Kujasuga elven inde i en birkelund og omhegnet med at gærde af ren
horn.
Men det hjalp ikke. Sønnen blev værre og værre. Den gamle
græmmede sig usigelig og begyndte at frygte for, at sygdommen ikke havde nogen
naturlig årsag. Efter de gamle finnes mening hid hørte livsfarlige sygdomme
nemlig ofte fra den omstændighed, at en eller anden af den syges afdøde
slægtninge ville have ham til sig til hjælp eller selskab i den anden verden,
hvor finnen efter deres mening levede af sine rensdyrhjorder omtrent som her på
jorden, dog naturligvis med den forskel, at han i den anden verden var fir for
sine værste fjender, ulven og bumanden.
Når nogen derfor blev angreben af en alvorlig sygdom, som
ikke havde noget påtaget ydre kenderegn, gjaldt det, om man ved offer kunne
forsone eller affinde sig med den afdøde slægtning, eller måske vinde en
udsættelse.
Andreas rådspurgte runebommen og forsøgte forskellige ofre
for at vække den afdødes slægtninges medlindenhed, men det hjalp ikke. Sønnen
lå og vred sig i smerter og talte i vildelse. Så lod han hente sin svoger, som
var endnu større troldmand end han selv, for at også han kunne rådspørge
rundebommen og måske udfinde et forsonende offer.
Svogeren kom, og der blev forsøgt forskellige ofre, til slut
end og et helt rensdyr, men det hjalp heller ikke. Der blev købt en sort kat,
thi sorte offerdyr var de ypperligste, og den ofredes, med det hjalp heller
ikke. Faderen knælede ved sønnens leje,
angst og fortvivlet, medens svogeren lå på knæ og slog på runebommen, men den
bevægelige ring på samme gik uvægerligt over til det sted, som betegner de
dødes rige, og blev stående der lige meget hvor hårdt han end slog og hamrede
og lovede af offer. Det hjalp intet, hverken med bøn eller løn.
Endelig måtte svogeren forsøge det sidste og yderligste
middel. Han måtte selv over i de dødes rige for at tale med den afdøde
slægtning. Efter adskillige ceremonier og koglerier samt nydelse af bedøvende
drikke faldt hans også i besvimelse og lå som død ½ times tid, medens hans sjæl
var over i den anden verden.
Bekymret vogtede Andreas på ham og da han igen kom til
bevidsthed spurgte han ham med angst:
“Hvad forlanger “Jabmek”, de døde?”
“De forlanger enten offer at en hest straks på stedet,
eller et andet menneskes liv”, svarede svogeren.
Dette var hårde vilkår. At skaffe en hest straks på stedet
var umuligt, og hvem skulle vel ville ofre sit liv for at redde hans søn fra
døden?
Da besluttede den gamle fader, siger sagnet, af
kærlighed til sin søn, selv at ofre sit
liv, selv at gå til de afdøde, for at sønnen kunne leve.
“Når min søn dør” sagde han, ” da slukker
ilden på min arne, da er der ingen glæde for mig mere ved nogen ting i denne verden. Jeg er gammel
og har ikke mange år at leve. Så lad mig da dø. for at disse år kan til regnes
min enbårne søn og hans liv blive langt og lykkeligt her i verden”.
Da denne beslutning var taget, kyssede han sin søn på
panden, og i fuld overbevisning om, at det gjaldt hans liv, og med fast
beslutning om at ofre dette, gik den gamle i den mærke nat hen til afguden og
faldt på sit ansigt ned for hans fødder..
Og det vidunderlige hændte, siger sagnet, at om morgenen
blev sønnen bedre, og han fik igen sit helbred, men faderen lå død foran afguds
billedets alter. Den faste overbevisning om sandheden, at svogerens budskab og
hans egen selvopofrende beslutning havde bragt hans gamle hjerte til at briste,
på samme tid netop herom måske frembragte en heldig forandring i sønnens sygdom
og virkelig reddede hans liv.
Unnas ofrede, som skik og brug dengang var, en voksen køre
ren på sin faders grav, thi den græsk katolske finne har den smukke tro, at
ethvert menneske, mand eller kvinde, ung eller gammel, selv den største forbryder,
vises den nåde af Vorherre, at hans sjæl efter døden i 7 dage må køre omkring
med den ofrede ren her på jorden for atter en gang at gense alle de steder,
hvor han nogensinde i levende live har været. Han oplever igen i en kort tid
hele sit forgangne liv. Han bliver mindet om alt fra sin tidligste
barndomsdage. Han bliver mindet om den sorg og den glæde, om han nogensinde har
følt, om den kærlighed og det had, han har næret, om venskab og fjendskab, om
godt og ondt. Som en døgnflue flagre hans sjæl fra sted tilsted, lige til de
fjerneste afkroge, og dvæler et øjeblik, for at han endnu engang kan få
anledning til at angre, tilgive, forson, gøre godt igen eller bede om
tilgivelse, for, hvad ilde han har gjort, og først da, når alt er genset og
genoplevet, stedes han frem for den højeste domstol og får sin uigenkaldelige
dom: skyldig eller ikke skyldig.
