Klosteret del 6 Feodor og Annita
1589 var klosteret i Petschenga nået op til at have omtrent 60 munke og over
200 klostertjenere.
På grund af den verdslige bedrift, som klosterbrødrene også
drev, var flere af dem ofte fraværende fra klosteret, enten for at se til mølledriften,
skibsbyggeriet, fiskeriet, eller på handelsrejse i Vardø og Kola. Men på de
større festdage var de som regel alle samlede i klostret, og gudstjenesten
udførtes da i al sin højtidelighed af samtlige i forening.
Den græsk katolske gudstjeneste, som munkene i et kloster må
udføre, er overordentlig streng, især i de store fastetider eller i de 40 dage,
der går forud for advent og påske.
De daglige gudstjenester er nemlig 6, undertiden endog 7
efter salm. 119,164. “Jeg lover dig, Herre, 7 gange om dagen”. Disse
gudstjenester afholdes dels om natten, dels om dagen, og i følgende orden:
Ved midnatstid afholdes den såkaldte mesonyktilon, den varer
i 3 timer. Derpå kommer orthra og så horæs. Kl. 7 om morgenen afholdes den
egentlige liturgi. Ved denne foregår sakramentets eller brødets og vinen
indvielse og uddeling.
Klosterbrødrene selv plejer at nyde sakramentet mindst 4
gange om året. Det brød, som bliver tilovers efter uddeling til altergæsterne,
fordeles derpå til andre i kirken tilstedeværende. Efter den græsk katolske
tro, er brødet ikke længere Kristi legeme, når ceremonien er forbi, men igen
almindeligt brød, og dette er da den første bid, som fastende troende nyder om
morgenen.
Om eftermiddagen afholdes hesperion og endelig til
afslutning apodipnon. På fastedage og store festdage afholdes desuden fra kl.
10 aften apogrypnia eller tilbringelse af hele natten under bøn i kirken. Efter
en sådan apogrypnia plejer man at slutte liturgien lidt tidligere og sover da
til hesperion.
Nogen prædiken holdes ikke ved disse gudstjenester, men på
festdage læses op af afsnit ef de helliges og martyrernes historier.
Ambrosius var endnu ikke blevet optage som munk, men han
havde udtjent som novice, og bestemmelsen var, at løftets aflæggelse skulle
foregå juleaften 1589.
I den anledning havde den gamle ærværdige forstander Gurij
ofte haft samtaler med ham og foreholdt ham alvoren i det uigenkaldelige løfte,
som han nu skulle aflægge, og som for stedse bandt ham til munkelivet.
Ambrosius havde erklæret, at han var beredt til at aflægge
løftet og dermed sige farvel til alt i denne verden som ikke stod i forbindelse
med det strenge og afsondrede klosterliv.
Ikke desto mindre havde den gamle Gurij, som havde sluttet
sig nærmere til denne unge mand end til nogen af de andre munke, og undertiden
lagt mærke til, at der afspejlede sig ligesom en tilbageholdt angst i det blege
ansigt, alt eftersom det mere og mere nærmede sig dagen, da den højtidelige
handling skulle foregå. Han syntes, at der i hans træk undertiden var et udtryk
som fra en dybfølt, ulægelig smerte.
Ambrosius, som i det hele taget var meget tavs, havde heller
ikke til ham fortalt synderligt om sit tidligere liv. Det var derfor ikke
umuligt, at der i de fjerneste kroge af denne mands hjerte lå skjult
erindringer om mange begivenheder, som ingen havde nogen anelse om.
Den gamle forstander var derfor blevet enig med sig selv om,
at han endnu engang i enerum ville tale med ham, før det uigenkaldelige løfte
blev aflagt, og han havde besluttet sig til at gøre dette når første
gudstjeneste lillejuleaften var afsluttet.
Da derfor mesonyktikon eller midnatsgudstjeneste var afholdt
lillejuleaften, oh klokken var omtrent 2 om morgenen juleaften, kaldte Gurij
Ambrosius ind til sig i sin celle.
“I dag skal du altså aflægge dit løfte og blive en af vore, blive munk for livstid”,
sagde den gamle.
“ja fader”.
“Du vakler ikke i din beslutning?”
“Nej”
“Der er intet, du ønsker at rådføre dig med mig om?”
“Nej”
“Der er intet, du ønsker, at skrifte for mig eller betro mig, du ved, at
jeg ikke blot er din broder, men også din gamle ven?”
“Jeg har intet at skrifte”.
“Har du aldrig syndet, er der intet i dit tidligere
liv, som du kunne trænge til at bed om tilgivelse for eller få kirkens forbøn
for?”
“Jo fader, jeg har syndet, men andre har syndet mere
mod mig end jeg mod dem”.
“Du bærer intet nag længer, du har tilgivet dem?”
“Nej”, sagde Ambrosius efter en stunds betænkning.
“Men du må tilgive, du får ingen fred før, og du kan ikke med had i hjertet
aflægge dit løfte. Før du siger farvel til denne verden, må du føle forsonlighedens
stille fred”.
“Jeg kan ikke”.
“Hvem har da syndet så grusomt mod dig”.
“Min fader”.
“Din egen fader!”
“Ja og min slægt og mine venner”.
“Der er altså meget i denne verden, hvorved dit hjerte endnu hænger og hvorpå
dine tanker dvæler i stedet for at være optaget af bøn og faste?”
“Nej, der er intet, jeg håber af denne verden, hvori
jeg har levet. Alt er gemt, glemt, begravet og tabt”.
“Men det har efterladt bitterhed i dit sind. Har du
aldrig elsket, elsket nogen kvinde?”
“Jo, jo” udbrød Ambrosius og blev endnu blegere
end før. Der fremkom pludselig, fra den fjerneste krog ag hans sjæl et billede,
og det stod så lyst og levende for ham, at han med hænderne for ansigtet faldt
på knæ og lagde sit hoved i den gamle mands skød, idet han sagte fremstønnede
navnet “Annita, Annita!”
Den gamle lod ham ligge således en stund og følte, at denne
stærke mand græd som et barn. Der måtte således, som han havde anet, virkelig
være begivenheder i hans tidligere liv, som nu igen trådte frem med smertelig
klarhed.
“Broder”, sagde han, “vil du her i nattens
stilhed lette dit hjerte for mig og fortælle mig om dit foregående liv? Jeg
beder dig ikke derom af nysgerrighed, men gør, om du kan”, sagde han
“jeg skal lytte til, du ved, jeg er din ven. Også jeg har elsket og vil
forstå dig og føle med dig”.
“Ja fader”, sagde Ambrosius, “vil du høre på
mig, så vil jeg fortælle dig alt”.
Jeg hedder ikke Ambrosius, men bærer samme navn som vor
rettroende tzar, hvis fader har skænket dette kloster sit gavebrev. Jeg hedder
nemlig som han, Feodor Ivanowitsch og er af gammel russisk bojarfamilie. En
from moder lærte mig tidlig at læse om helgener og martyrer og at gå i kirke.
Men da jeg er af adelig slægt og engang skulle tjene tzaren lærte jeg også at
ride, fægte, jage og skyde.
Jeg har været officer. Du har set dette ar, jeg har i panden. Jeg har fået det i krigen.
Der har i mange år, som du ved foregået fejder mellem
Solowetskiklosteret og de svenske finner i det kætterske Finland. Disse fejder
foregår fremdeles og ikke mindst heftigt lige nu, da der er krig mellem tzaren
og Johan de 3. af Sverige. Solowetskiklosteret blev, som du ved grundlagt 1429
og fik endnu større privilegier, end dette kloster hat fået. Men det blev også
forpligtiget til at beskytte Karelstranden og byerne der mod røveriske overfald
fra Finland. Til klosterets forsvar mod overfald af sørøver lader tzaren nu,
som du ved, bygge en stenmur, der skal forsynes med 8 tårne og gå rundt omkring
kirkerne og alle bygninger.
Johan 3. Sverige
Imidlertid gør de svenske finner af gammelt had til russerne
røver togter in i Karelen mod vore rettroende folk, og solowetskerne undlader
ikke at gøre gengæld.
Således blev også jeg for omtrent 12 år siden som ung
officer sendt til Karelen med et regiment kosakker for at beskytte befolkningen
mod de svenske finner. Jeg må tilstå, at det var vilde og grusomme mennesker
disse kosakker, som jeg havde fået befalingen over. Ung og uvant med krigens
rædsler søgte jeg ofte at afholde dem fra unødigt, at myrde mænd og kvinder,
mens de plyndrede deres boliger. Sommetider lykkedes det mig også at frelse
uskyldige. Men engang da vi havde jaget en hob svenske finner tilbage fra
Karelen, hvor de atter havde haft et røver togt, og forfulgte dem ind i mod
Kajanadalen, traf det sig således, at en del af mine folk, en fortrop, havde
nået frem til gården Koulaniemi i Sotkamo, førend jeg kom efter. De havde
overrumplet gårdens folk og som sædvanligt myrdet og plyndret. Derpå havde de
sat ild på husene. Jeg så ilden og stormede af sted med mine folk.
Gården ligger smukt på et fremstikkende næs ved en stor
indsø. Husene og store grantræer nede ved søen spejlede sig i denne således, at
det så ud, som om det også brændte langt ned i søens blanke dyb som op imod
himmelens skyer.
Idet jeg forbitret rider ind på den brændende gård, bestemt
for på det strengeste at tiltale blodtørstige af mine folk, da ser jeg en
kvinde kæmpe fortvivlet med en kosak i døren og på trappen af det brændende
hus. Manden i huset havde de allerede dræbt, men moderne klyngede sig dødelig
såret endnu til kosakkens bed for at redde et barn, en lille pige, som han
ville slæbe af sted med. Før jeg nåede frem, så jeg ham hæve spyddet og støde
det i moderens bryst, så hun segnede om og slap hans ben, men i det samme rev
barnet sig løs og løb af sted hen over gårdspladsen. Forbitret kastede uhyret
sit blodige spyd efter barnet og sprang af sted fir at fange det. Heldigvis
strejfede han blot dets flagende hår, og i samme øjeblik var jeg der med mine
folk.
“Uhyre!” skreg jeg, “vil du myrde et
uskyldigt barn?” og satte min lanse for mandens bryst, så han standsede.
Barnet klyngede sig til mit ben og skreg op til mig med dødsangst og tårer i det lille ansigt:
“Frels mig, frels mig”.
Jeg tog hende i armene og løftede hende op til mig på
hesten. Stakkels barn, hun klyngede sig i sin angst tæt til mig og gemte sig
under min store rytterkappe.
Gården brændte. Der var ingen, som tænkte på at slukke
ilden, og de af gårdens folk, som ikke straks var flygtet, lå dræbte rundt
omkring i de brændende huse.
Jeg befalede tilbagetog til indenfor Karelens grænser, men
hvad skulle jeg gøre med barnet, som jeg havde hos mig på hesten, en lille pige
på 6 – 7 år.
Hun så med dødsangst på mine folk, når nogen af dem kom mig
nær, og klyngede sig med sine små arme tæt ind til mig.
“Hold mig fast”, bad hus, “slip mig ikke,
kære, kære, lad dem ikke dræbe mig!”
“Nej barn, ingen skal røre dig” sagde jeg
beroligende.
Dalen var øde, og menneskerne overalt var flygtet. Jeg kunne
derfor ikke sætte barnet tilbage igen på den afbrændte gård. Hun ville være
omkommet af sult og kulde, thi indbyggerne ville ikke foreløbigt turde at vove
sig tilbage igen. Jeg tog derfor barnet med mig til lejren.
Det var et yndigt lille pigebarn. Da vi steg af hestene ved
vores lejrplads, ville hun ikke på nogen måde slippe min hånd, som hun
omklamrede med begge sine.
“Hvad hedder du?” spurgte jeg hende, da vi var
kommet ind i mit telt, og skrækken var lidt forsvunden.
“Nita”, svarede hun grædende.
“Dine forældre er døde, stakkels barn”, sagde jeg,
“har du søskende?”
“Nej, far og mor havde ingen andre end mig”.
“Har du slægtninge?”
“Nej ved ikke”.
“Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre med dig Nita, eller hvor jeg skal
sende dig hen”.
“Send mig ikke bort”, bad hun, “kan jeg ikke blive hos dig, jeg er så bange alle
andre mennesker her, kan jeg ikke følge med dig? Jeg skal være en sød og pæn
pige, og jeg hedder også Annita, Annita er mit rette navn”.
Vi passiarede en stund sammen, men jeg kunne ikke få rede på
hendes slægtninge. Kun så meget var klart, at hendes forældre havde været
almindelige gårdsmandsfolk, men vistnok velstående, thi barnet var velklædt og
velopdragent og fornuftigt af sin alder.
Hun sov i mit telt om natten og ar ikke at formå til at gå
fra mig, så bange var hun for mine vilde folk. Så modnedes den beslutning hos
mig at tage det forældreløse barn med mig hjem til mine forældre i Rusland. Jeg
fortalte næste dag mine folk, at jeg fra nu af betragtede Annita som mit barn,
og truede den mand med døden, som gjorde hende noget ondt.
Da der ikke længere var nogen sandsynlighed for, at de
svenske finner så snart igen ville vove at gentage noget angreb på Karelen,
rejste jeg tilbage til mit hjem ved bredden af Ladoga i nærheden af Olonets,
ikke langt fra Finlands grænse, hvor min fader ejer et gods med flere hundrede
livegne.
Mine forældre blev vistnok forundrede over, at jeg som
krigsbytte medførte en lille pige, men da de havde hørt om de nærmere
omstændigheder, fandt de, at jeg havde handlet rigtigt, og modtog barnet med
venlighed.
Annita var både et smukt og elskværdigt barn, og hun blev
snart alles yngling.
Efter et årstid havde hun lært at tale russisk, kun med mig
ville hun helst tale sit modersmål, karelsk, som jeg også kunne tale med
nogenlunde lethed.
Det var naturligt, at barnet hang ved mig eller ikke var
rigtig tilfreds, undtagen jeg var i hendes nærhed. Jeg havde jo reddet hende,
og hun betragtede mig som sin anden fader. Hun kunne nok være munter og glad og
vild som andre børn, når vi foretog små ture sammen, men var jeg fraværende fra
gården, var hun tavs og stille. Andre kunne rose hende, kæle for hende eller
dadle hende, men hun brød sig ikke om det. Kun når rosen eller dadelen kom fra
mig, gjorde det hende glad eller bedrøvet.
Hun blev undervist og i det hele taget opdraget som husets
datter. Undertiden underviste jeg hende selv, og da vor hun altid flinkest.
Således forløb flere år. Annita voksede op, og efterhånden
begyndte hun at betragte mig som sin ældre bror. Jeg vat jo også mere end 10 år
ældre end hun var.
Som 15 års pige blev hun sendt til et kloster og forblev der
i 3 år. På samme tid opholdt jeg mig i Moskva i Ivan Vasiliewitschs tjeneste og
lærte både ham og hans søn, den fromme Feodor, at kende, samt mange andre, der
dengang var store og indflydelsesrige folk ved Ivans hof.
Jeg erindrer godt, at Annita slet ikke ville rejse til
klosteret. Jeg skulle rejse først, og om aftenen, dagen før min afrejse, da vi
skulle gå til sengs, lagde jeg min hånd på hendes lille hoved og sagde:
“Farvel Annita, Gud velsigne dig, barn”. Men hun
klyngede sig ind til mig og udbrød:
“Tag mig med dig, kan du ikke tage mig med dig”.
Hun var naiv nok til at tro, at hun kunne rejse med mig til
Moskva, og at hun der skulle kunne styre hus for mig.
“Jeg kan ikke tage dig med, Annita” sagde jeg og
forsøgte at tage min hånd ud af hendes.
“Jeg vil ikke rejse til klosteret!” udbrød hun med
harme og ville ikke give slip på min hånd.
“Du må rejse” sagde jeg. “Det kan ikke være
anderledes Annita. Jeg skal komme og besøge dig og se til dig. Sig mig så
farvel og vær en fornuftig lille pige”, sagde jeg, idet jeg bøjede mig ned
til hende.
Hun slog armene omkring min hals, hulkede bittert og udbrød
igen:
“O, hvorfor kan du ikke tage mig med dig”.
Jeg løsnede blidt hendes arme, gav hende et kys på panden,
og hun gik med min moder ind på sit værelse.
Jeg sagde farvel til mine forældre om aftenen, da jeg skulle
rejse tidligt om morgenen.
Det var endnu ganske mørkt, da jeg stod op og gik ned i
dagligstuen. Da jeg kommer ind, ser jeg, at Annita står der ved et lille bord
som var dækket til mig.
“Annita”, udbrød jeg, da hun kom mig i møde,”er du her, barn?”
“Ja” sagde hun, “jeg ville se dig før du rejser”.
“Men hvorledes kunne du vågne så tidlig?”
“Jeg ville først våge på mit værelse, men jeg kunne
ikke. Så gik jeg sagte ind på pigens værelse og lagde mig hos hende for at være
vis på at vågne, og for at du ikke skulle rejse, uden at jeg fik set dig igen.
Er du vred på mig ?”
“Nej, barn, jeg er ikke vred på dig. Gud velsigne dig.
Farvel endnu en gang og gå så smukt ind og læg dig igen”.
Grædende vendte hun tilbage til sit værelse. Hun havde måske
endnu i sidste øjeblik næret et svagt håb om at jeg skulle lade mig bevæge til
at tage hende med mig. Det gjorde mig hjerteligt ondt for barnet, men det var
jo en umulighed at tage hende med til Moskva.
Juleaften 1584 skulle vi begge igen være hjemme på godset.
Feodor var kommet til magten, og jeg fik tilladelse til at rejse hjem og besøge
mine forældre.
Annita var ankommet før mig og modtog mig sammen med min
fader og moder, da jeg kom kørende ind på gården.
Annita gik i sit 19. år og var vokset sådan, at hun nu bar
lige så høj som min moder. Hun var en fint bygget, slank pige med lyst, rigt
hår der krøllede lidt ved tindingerne. Hun bar endnu sin nonnedragt og var på
de tre år, hun havde været borte, blevet smuk som en madonna. Men der var især
to ting, som udmærkede Annita frem for nogen anden kvinde, jeg har set, nemlig
hendes store smukke øjne og hendes vidunderlige smil. Når Annita smilede, var
der ingen dødelig, hverken mand eller kvinde, som kunne modstå hende. jeg lagde
ofte mærke til, at når hun kom ind, hvor flere var forsamlet, var det. ligesom
om et solglimt pludselig strålede ind i rummet. Det kunne hænde, at selskabet
før havde siddet tavs og stille, men ved synes af Annita fil alle ansigter
straks et udtryk af venlighed og velvilje, og stemningen blev snart munter og
livlig.
Da jeg denne gang kom hjem, sprang Annita ikke som hun
ellers plejede, vildt hen til mig og hagede sig fast ved min hånd med begge
sine, men hus stod ganske stille og rakte mig blot hånden til velkomst.
“Nåå, Annita”, udbrød jeg, “er du ikke glad,
fordi jeg er kommen hjem igen?”
“Jo” sagde hun, “jeg er meget glad”, og
smilet kom frem, idet hun så op til mig. At se ind i disse øjne var som at se
ned i den klareste krystalkilde. Der var ingen hemmelighed skjult nede på
bunden. Ingen lidenskab havde endnu forplumret dette dyb. Hendes blik var
barnligt, rent, troskyldigt og fromt. Og når hun langsomt åbnede sine store øjne
til et blik på nogen, var det, ligesom om man følte sig indhyllet i et
vidunderligt, varmt, bedårende lys.
Jeg var meget højere end hende og allerede dengang en stor
og stærk mand, så jeg ofte med den største lethed havde taget Annita op på mine
arme og strunget af sted med hende hen over marken. Hun kunne da ellevild ruske
mig i håret og råbe:
“Spring, min hest, løb hurtigere, hurtigere!”
Jeg fik også lyst til at gøre det samme og gjorde halvt tegn
til at tage hende op på armen, men Annita lo og løb sin vej.
“Nej tak” sagde hun “jeg er for stor nu, du
kan ikke bære mig”.
“Jeg kan forsøge”, mente jeg.’”Nej da, du får ikke lov”.
“Får jeg aldrig mere lov til at bære dig?”
“Måske en anden gang”.
Næste dag skulle jeg hen og hilse på vore naboer, en fjern
slægtning, som ejede nabogodset. Husets eneste datter, en stor kraftig pige og
jeg var omtrent lige gamle og havde leget sammen som børn. Mellem vore forældre
var der også for lang tid siden op og afgjort, at vi skulle gifte os med
hinanden, således at begge godser kunne forenes.
Vi på vores side vidste dette, og det havde ikke på noget
tidspunkt faldet os ind at tænke på at gøre indsigelser mod det at vore
forældre bestemte.
Du ved jo, fader Gurij, at en russisk husbond er en patriark
og uindskrænket herre i eget hus og sin familie. Ingen man har ret til at gøre
indsigelser mod hans bestemmelser, ikke den ældste byen, ikke tzaren selv.
Husfaderen står over de skrevne love. Hans hus er ikke blot en fæstning, men
også en kirke, og enhver handling af ham er privat og hellig.
“To viljer i et hus?” siger russen.
“Nej det ville være umuligt der går ikke an”.
Min fader Ivan er en meget streng mand og ofte er han
grusomt hård mod sine livegen, som han behandler og betragter som slaver. Han
vilje er det eneste, som det komme an på. Ikke sjældent har de måtte føle
medicinen, og der er skræk omkring ham både blandt tjenerne og de livegne i
landsbyerne. Han befaler, og ingen tør komme med det mindste muk af
indvendinger, hvad som helst det end
måtte angå. Vil han, at en ung mand eller pige skal gifte sig, så må de
gifte sig, og får nogen selv lyst til at gifte sig, så må fader spørges derom,
og efter hans bestemmelse bliver det.
Min moder er svag som et siv, og heller ikke hun tør derfor
nogensinde gøre indvendinger mod faders vilje. Bliver han forbitret, kan det
endog hænde, at han banker sin egen
kone, aldeles som den simpleste rus, som du ved, ikke sjælden gør det samme
eller endog så hyppig, at det engang hændte på vores gods, at en af vore
livegnes hustruer kom til min moder og med tårer beklagede sig for hende over,
at hendes mand ikke længere pryglede hende. Hun frygtede for, at det var tegn
på, at han ikke længer holdt af hende.
Jeg tror, at min moder holdt af Annita. Det var ikke muligt
andet. Også alle tjenestefolkene var hende meget hengiven. Derimod viste min
fader sig i de sidste år undertiden temmelig barsk overfor hende, og jeg lagde
mærke til, at der undertiden var et lyn i hans øjne, når han så på hende, som
slet ikke bebudede noget godt. Og hun på sin side var også bange for ham.
Jeg var igen fraværende og i Novgorod omtrent et års tid.
Nogen tid før jeg skulle rejse hjem igen, fik jeg brev fra min moder, og inde i
dette lå et lille brev fra Annita.
“Kære broder”, skrev hun, “kom snart hjem til
os. Jeg er så angst og bange når du ikke er her. Jeg har aldrig før syntes, at
du blev så længe borte, som denne gang. Din fader har været venlig mod mig og
foræret mig et armbånd, men alligevel er jeg bange for ham, som jeg altid har
været. Hvor jeg bliver glad, når du er her igen. Jeg behøver ikke at se dig,
men bare vide, at du er her. Jeg er så tryg, når jeg ved, at du er i nærheden
af mig, så jeg kan ty til dig og klynge mig til dag, som jeg gjorde, da du
første gang bragte mig hid. Jeg får ingen ro, ingen fred, før du kommer tilbage
til din lille søster.
Nita”
Dette brev åbnede fuldstændig mine øjne. Jeg så klart og
følte dybt, hvad jeg havde anet ville kommer. Jeg var ikke det ringeste i tvivl
længer.
“Fader Gurij”, sagde Ambrosius, “du forstår, at jeg elskede denne unde pige, som
jeg havde reddet, været fader og bror for, og at jeg ikke længere kunne tænke på
hende som en søster. Varmen i mit hjerte havde fænget ild og var blusset op i stærke
flammer.
Men kan du ikke godt forstå dybden ag mine følelser. Jeg var
jo allerede dengang en ældre mand. og aldrig før havde jeg elsket nogen kvinde.
Det var med en blanding af angst, jeg følte, hvor stærk denne følelse var, og
hvor forfærdeligt det ville være, og hvor grænseløs ulykkelig jeg ville blive
om nogen berøvede mig Annita eller tilføjede hende noget ondt.
Jeg var adelig og en rig mands eneste arving, og jeg havde i
Moskva adgang til mange familier. Jeg havde set mange kvinder, og mange havde
smilet til mig, men deres smil var mat og blegt og intet imod det, som i mit
eget hjem strålede mig i møde fra Annitas læber.
Jeg besluttede derfor straks at rejse hjem igen og åbent sig
til mine forældre, at jeg elskede Annita, og at jeg ville have hende til min
hustru, hende og ingen anden.
“Men hvad vil Annita sige?” tænkte jeg på vejen.
“Hun har endnu aldrig hørt nogen mand hviske elskovs ord. Måske hun vil
blive forfærdet. Måske hun vil blive ligeså bange for mig som for min
fader?”
Jeg kom igen tilbage til mit hjem og blev på trappen
modtaget af disse tre, fader kold og rolig, moder omfavnede mig grædende,
Annita var meget bleg, da hun rakte mig sin hånd. Jeg tog begge hendes hænder i
mine og så ind i hendes smukke øjne, men hun slog dem straks ned denne gang.
Der må have været noget i mit blik hun ikke havde ser før, noget af en elskers
blik, som bragte hende til at slå sine dejlige øjne ned, idet en svag rødmen
igen steg op i hendes kinder.
Næste dag sagde jeg til Annita:
“Kom lad os gå en tur!” og vi gik sammen ud i
parken til hendes yndlingsplads under en stor eg, hvorfra man har udsigt over
Ladoga, der udbreder sig som et hav lige for ens fødder. Når vi spadserede
alene sammen. plejede hun eller altid at være
spøgende, spørgende, barnlig vilter og trække mig med sig snart hid
snart did. Men denne gang gik hun tavs og stille ved siden af mig.
“Annita”, sagde jeg, da vi havde taget plads under
egen, “kan du erindre 12 år tilbage?”
“Ja, jeg erindrer alt, mine stakkels forældre!”
“Kan du erindre, da vi kom hertil, hvor bange du var,
og hvorledes du klyngede dig til mig”.
“Ja, jeg erindrer det godt, jeg erindrer at jeg den
første nat slet ikke ville ligge på pigens værelse. men at jeg græd, og at jeg
absolut ville have min lille seng flyttet ind på dit værelse”.
“Men kan du erindre, hvad du engang sagde, medens vi
gik her og spadserede sammen?”
“Nej, jeg ved ikke hvad du mener, jeg har vist glemt det”.
“Men jeg erindrer det meget godt”.
“Hvad var det da, var det noget tåbeligt?.
“Nej, det var ikke tåbeligt, men ser du, idet du holdt mig i hånden og hoppede
ved siden af mig så du pludselig op på mig og sagde:
“Ved du, hvad jeg skal være?”
“Nej”, svarede jeg. “det ved jeg aldeles ikke”.
“Jo” sagde du med megen alvor, ” jeg skal være din kone, du og jeg
skal være mand og kone”.
“Ja naturligvis”, sagde jeg, “og du skal hedde madam Feodora”.
“Ja, jeg var et rent barn dengang”, sagde Annita,
“et bar som legede med dukker, jeg vidste ikke havd jeg sagde, også
dukkerne var mand og kone, se du”.
“Nej, du vidste det ikke, det er sikkert nok, men nu er
du en voksen pige, Annita, du er ikke længer noger barn”.
“Ja, jeg er snart 20 år”.
“Og fornuftig”.
“Nej, ikke meget”.
“Og smuk”
“Er det sandt?”
“Ja, der sandt, du er endog meget smuk, og derfor kam
jeg heller ikke længere finde mig i at være din broder”.
“Er du vred på mig?”
“Nej vred på dig er jeg ikke, men det er noget som jeg
må fortælle dig”.
“Hvad er det?”
“En hemmelighed”.
“En hemmelighed! Det må være morsomt at have hemmeligheder. Jeg har ingen”.
“Det er ikke så sikkert, at det altid er morsomt”.
“Hvad er det for en hemmelighed? Vil du fortælle den til mig?”
“Ja, jeg vil fortælle dig den, men du må ikke blive
forskrækket. Det er den største hemmelighed i mit liv, Annita, og hemmeligheden
er den, at jeg elsker dig, Annita, jeg elsker dig dybt, alvorligt og inderligt
og ingen anden, nu og for hele mit liv, Anita, nu spørger jeg dig, vil du blive
min hustru? Se på mig Annita, hvad siger du Annita? Du holder vel også lidt af
mig, Annita, gør du ikke ?”
Annita bøjede sig skælvende til mig.
“Er det sandt Feodor, hviskede hun, at du elsker mig og
vil have mig til hustru? Sig det en gang til!”
“Ja Annita, jeg elsker dig, dig alene og ingen som dig
i hele verden. Og du?” sagde jeg, idet jeg trykkede hende ind til mig og
kyssede det blege ansigt, indtil der atter kom roser på kinderne.
“Feodor”, hviske hun, “jeg har altid elsket
dig. Jeg har aldrig tænkt på nogen anden end dig. Alt hos mig er dit og har
været dit i mange år. hjerte, sjæl og tanke er kun for dig”.
“Gud velsigne dig, Annita!” udbrød jeg, ” i
sidste øjeblik begyndte jeg at tvivle. Dersom du ikke havde kunne holde af mig
Annita, ville jeg være bleven meget ulykkelig. ja, måske et slet menneske, ond,
bitter og hadsk. Men ikke nu. Ved du, hvad det vil sige at fange en
solstråle?”
“Kan man fange en solstråle?”
“Ja, solstrålen er smilet på dine læber, Annita, kan jeg fange det smil for mit liv,
da er jeg reddet og vil blive et godt menneske og en lykkelig mand”.
“Da skal du have det, Feodor, det skal være dit, og for
ingen anden som for dig”.
Solen var i et samme netop ved at gå ned. Aftenen var rolig,
der kom ganske svage briser hen til os fra en hendøende vind. Aldrig har det
forekommet mig at solen gik mere strålende ned, eller at Ladoga nogensinde havde
ser skønnere ud end den aften, da Annita tilstod mig sin kærlighed.
Da solen forsvandt i Ladogas bølger og mærket rykkede frem
på himmelen følte jeg, at om end den jordiske sol blev borte, var jeg der dog i
min sjæl oprunden en evig morgenrødes lys og glæde. Gennem den grønne have
vandrede vi tilbage til huset.
“Men hvad vil fader og Fedora sige?” udbrød
Annita, da vi nærmere os hjemmet.
“I morgen skal jeg tale med mine forældre og Fedoras
forældre”, sagde jeg beroligende.
Næste dag gik jeg så til min fader og fortalte ham, at
Annita og jeg elskede hinanden.
“Jasaa”, sagde min fader, “ja gerne for
mig”.
“Giver du dermed dit samtykke til at vi gifter
os?””Gifte dig med Annita”, udbrød han.
“Ja, jeg ønsker ingen anden hustru end hende”.
“Du har virkelig tænkt på at gifte dig med tigger tøsen
Annita, ha, ha, ha?” lo min fader hånligt og rejste sig op, nær ved at
bryde ud i voldsom forbitrelse, men jeg så, at han bekæmpede sig, han vidste
godt, at hans kære søn også var en hård hals, og tænkte vel, at det måske i det
første var bedst at gå frem med lempe.
“Annita er fattig”, sagde jeg ganske rolig,
“men hun er ingen tiggertøs, og hun er smukkere end nogen rig pige, jeg
har set, og ligeså velopdragen som nogen russisk dame”.
“Hendes opdragelse har jeg intet med at gøre, men du
vil altså bryde fir ord til Fedora og sætte dig op mod både min og Fedoras
forældres bestemmelse?”
“Jeg har aldrig friet til Fedora eller givet hende
noget løfte. Det er blevet op og afgjort mellem eden, uden at vi er spurgt
derom eller har givet vort samtykke dertil”.
“Ja, således er det, og det skal også forblive dermed.
Jeg giver ikke på nogen måde mit samtykke til dit giftermål med en tiggertøs.
Dit giftermål er med Fedora og er blevet udsat længe nok, og derfor er det
bedst at det foregår snarest muligt. For Annita skal jeg nok selv sørge. Det
haster ikke med hende. Jeg skal nok til sin tid sørge for en passende mand til
hende blandt mine livegne eller tjenere, f. eks Anton kusk eller en anden passende
Karl”.
“Fader” udbrød jeg forfærdet, “gør det ikke,
jeg beder dig som søn og ydmygt, giv mig Annita til hustru. Jeg forsikre dig
dyrt og helligt, at jeg ikke gifter mig med nogen anden pige”.
“Snak og sludder”, udbrød min fader, “er du
først gift med Fedora og Annita med Anton, så forsvinder dine romantiske
griller snart bort og du vil senere takke mig”.
“Fader, spøg ikke eller hån os ikke. Hellere vil Annita
dø end gifte sig med Anton eller nogen livegne. Dertil har hun fået for god en
opdragelse, og hun har desuden i går tilstået, at hun altid har elsket mig,
lige fra hun var 10 år gammel”.
“Lad mig om den ting, jeg befaler her”.
“Ikke over Annita”, vovede jeg at sige.
“Tror du?”
“Hun er ikke din datter og heller ikke slave eller livegen”.
“Hvam har sørget for hende i 12 år?”
“Det har du og moder gjort”.
“Så tænker jeg, at vi også råder over hendes fremtid”.
“Nej, når det gælder om at bestemme over Annitas
fremtid, så har jeg også et ord med i spillet. Jeg har reddet hendes liv”.
“Aa ja, den historie har jeg hørt dig fortælle engang før”.
“Fader, har du noget at bebrejde Annita?”
“Nej, men jeg vil ikke, at min søn skal blande finsk
bondeblod ind i vores slægt. Jeg vil, at du skal ægte en pige, som er din lige
i rang og stilling, og der er netop Fedora Petrovna”.
“Men dersom jeg ikke kan eller vil”, vovede jeg at sige endnu engang.
“Ikke vil ikke kan! Du skal” udbrød min fader forbitret.
“Skal jeg”
“Ja, du skal. Jeg er herre i mit hus og min familie. Du
skal gifte dig med Fedora, om jeg så skal lade dig føre frem bunden og prygles
hen til alteret. I alt fald giver jeg aldrig mit samtykke til dit giftermål med
Annita. Nu ved du besked, og vi behøver ikke at tale mere om den ting”.
“endnu et ord” sagde jeg ydmygt. “Jeg er dit
eneste barn og din arving, og jeg tør vel tro, at du har nogen godhed for mig.
Hvorfor kan du så ikke gå ind på mit hjertes kæreste ønske. Annita vil blive
men en trofast og kæreste hustru end nogen anden kvinde, jeg kender. Hvorfor
skal vi, som jo begge på en måde er dine børn, tvinges til at forbande i stedet
for at velsigne dig?”
“Jeg ønsker dit eget bedste for fremtiden, bedre end du
slev. Det hele er ikke andet end en øjebliks, romantisk grille, og der varer
ikke længe, førend du selv vil opgive den som en salg dårskab”.
“Nej” udbrød jeg “ikke førend Annita eller jeg er død”, og dermed forlod jeg min
fader.
Ilde til mode gik jeg ind til min moder og fortalte hende om
sagen, og skønt hun nok også helt så at jeg giftede mig med Fedora, tror jeg
alligevel at hun havde tilgivet os og skænket os sin velsignelse. En moder tilgiver
altid sin eneste søn, og jeg er vis på, at min moder havde taget mit parti selv
om jeg havde været både røver og morder. Men hendes mening havde intet som
helst at sige overfor min faders vilje.
Jeg fortalte Annita, at fader ikke ville give sit samtykke
til vores giftermål ,men jeg forsikrede hende atter og atter om, at hun ingen
anden skulle være min hustru.
“Og du, Annita” spurgte jeg, “hvad siger du?”
“Jeg”, sagde Annita “han må tage mit liv, før
jeg samtykker i at gifte mig med nogen af hans livegne. Du kan trygt stole på
mig. Hverken overtalelser eller trusler kan bevæge mig. Jeg er din og skal
aldrig levende tilhøre nogen anden mand”.
Således gik en tid. Annita og jeg var vistnok lykkelige i
bevidstheden om at vor gensidige kærlighed, men det gjorde os naturligvis ondt,
at vore forældre ikke deltog deri med os. Fader var mørk og hård mod alle, og
jeg talte sjældent med ham. Annita havde en god stemme og sang smukt vores
russiske national sange, men det var, ligesom det gjorde fader ondt og skurede
i hans øre, så han straks gik sin vej når han hørte hendes stemme.
Kort tid efter kom der brev fra et handelshus i Novgorod, at
jeg måtte komme dertil for at deltage i opklaringen at nogle indviklede penge
affære i anledning af en arv, som var tilfaldet mig efter en afdød onkel.
Annita var fortvivlet over, at jeg skulle forlade hende, men
jeg forsøgte at trøste hende med, at det ikke kunne tage lang tid, at jeg
skulle skynde mig så meget som muligt og ile tilbage igen, så snart jeg kunne.
Jeg forsøgte også at trøste hende med, at jeg nu fik en egen formue så vi godt
kunne gifte os, når vi ville, uanset min fader, og rejse hvorhen vi ville,
måske rejse en tur til hendes eget barndomsland.
Sagen tog imidlertid længere tid, end jeg havde forventet,
og der gik et halvt år, inden alt blev således ordnet at jeg kunne rejse hjem
igen.
Jo nærmere jeg kom hjemmet, des mere ilede jeg af sted, og
til slut kærte jeg fra station til station som er galt menneske.
Tror du på anelser, fader Gurij? Jeg ventede en ulykke, jeg
var forfærdelig angst og jo nærmere jeg kom hjemmet, des mere steg denne angst.
Jeg kom hjem ud på eftermiddagen. Fader og moder kom ud og
modtog mig. Jeg hilste på dem, men så ikke noget til Annita.
“Hvor er Annita?” spurgte jeg.
“Hun er ikke hjemme”, svarede min fader.
“Er hun ikke hjemme? Viste hun ikke, at jeg skulle komme i dag?”
“Jeg ved ikke, måske hun snart kommer”.
“Er hun gået ud?”
“Formodentlig”.
“Hvor er hun gået hen?”
“Jeg ved sandelig ikke, måske hun er over hos Fedora”.
Jeg gik derover, men Annita havde ikke været der. Jeg løb
tilbage igen og styrtede fortvivlet ind til min moder og besvor hende til at
sige mig, hvor Annita var.
“Der er dog vel ikke hændt nogen ulykke”, udbrød jeg.
“Jeg ved ikke” sagde min moder. “Spørg din fader”
Jeg gik ind til min fader og må have set underlig ud, der må
have stået noget forfærdeligt afspejlet i mit ansigt, thi også min fader
blegnede.
“Hvor er Annita, hvor har i gjort af hende?”
udbrød jeg.
“Jeg ved ikke, som jeg allerede har sagt dig”,
svarede han undvigende.
“Ved ikke, ved ikke! så siger i alle. Hvem ved da, hvor
hun er?”
“Ja, det er netop det, som ingen ved”.
“Er hun død, så sig mig det lige så godt straks”.
“Nej, så vidt jeg ved, er hun ikke død”.
“Men hvor er hun da henne? I Guds navn så sig mig, hvad
i ved, hvad er hændt?”
“Hun er forsvunden?”
“Forsvunden! hvorledes forsvunden?”
“For en måneds tid siden blev hun borte, og vi har
senere hverken hørt eller set noget til hende”.
Jeg var nær ved at falde om, men jeg samlede mig igen og gik
tæt ind på mon fader, dødblev og med afsindig truende gebærder, så han ved
tilbage.
“Du vil vel ikke slå din fader?” udbrød han.
“Nej”, sagde jeg. “men jeg vil vide
sandheden. Hvor er Annita, hvor har I gjort af hende? Har du dræbt hende?”
“Som jeg siger dig, hun forsvandt for en måneds tid
siden, ingen ved mere”.
“Fader, der er ikke sandt. Du lyver for din søn, du
skjuler ting for mig, jeg vil vide sandheden, om jeg så skal presse den ud af
eder som blodråber”.
“Du kan gøre, hvad du vil”.
“Har I da søgt efter hende?”
“Ja, din moder og tjenerne har søgt efter hende”.
“Og ingen oplysning fået?”
“Nej, ikke det jeg ved”.
“Jeg for igen af sted til min moder, men hun tog
himmelen til vidne på, at hun intet vidste. jeg løb omkring til tjenerne og
spurgte dem alle sammen om Annita, men jeg fik den samme besked, at hun var
forsvunden, og at ingen viste noget om, hvorledes det var gået til.
Jeg løb op på hendes værelse, men alt stod der urørt og
uforandret, som om hun netop var gået derfra. Kunne hun være gået en tur og
være blevet dræbt at noget vildt dyr, røvet eller dræbt?
Jeg sov ikke den nat. En kvælende angst og dyb bekymring
holdt mig lys vågen. Halvt afsindig gik jeg den næste morgen ned i landsbyen og
spurgte alle mennesker, men ingen vidste andet end, at hun var forsvunden. Jeg
gik igen op til gården og spurgte efter Anton kusk, som jeg endnu ikke havde
set. jeg fik det svar, at også han var forsvunden.
Frygtelig ophidset styrtede jeg ind til min fader og havde
nær forsyndet mig med at gribe ham i struben og knuge ham ned på gulvet for at
få sandheden ud af ham.
“læg hånd på din fader”, udbrød han, “så er du en rigtig søn!”
Jeg blev afvæbnet
“Har du begået en nedrig forbrydelse, fader”,
udbrød jeg, “så tilstå det, så sig det kun rent ud. Jeg ved ike, hvad jeg
gør med dig eller mig selv, men sandheden vil jeg vide”.
“Jeg har forsøgt at skåne did”, sagde min fader,
“men når du fremturer således med voldsomheder og trusler, så er der vel
ikke andet for, end at du får at vide, hvad der er foregået. Sagen er
simpelthen den, at Annita og Anton kusk forsvandt samme nat. Det gør mig ondt
at fortælle dig det. Men pigen var jo oprindelig af simpel ekstraktion, og
Anton har vel benyttet tiden, medens du var borte, til at vinde hendes simple
kærlighed. Han var jo en smuk mand og fra samme land som hun, og så har
tiggertøsen vel fået ham til at flygte sammen med ham tilbage til sit gamle
kætterske fædreland, tænker jeg”.
“Det er ikke sandt” skreg jeg, ” det er en
nedrig afskyelig løgn, og jeg tror det ikke. Vat det sandt, rejste jeg efter
dem og myrdede dem begge to, men det er ikke sandt”.
Jeg gik igen ned i landsbyen og brugte trusler og løfter til
voksne og børn, men jeg fik intet ud af nogen. Den eneste, som viste noget,
mente de, måtte være fader selv.
Der var ikke et eneste øjeblik den mindste gnist af tanke
hos mig om muligheden af, at Annita frivillig skulle være flygte sammen med
Anton. Jeg var så overbevist om umuligheden heraf, at jeg ikke engang straks
lagde mærke til eller tænkte over, at hun i så fald havde medtaget flere at de
ting, som stod urørte på hendes værelse. Vat hun flygtet af skræk for min fader
ville hun også have taget forskellige ting med sig, og hun måtte da kunne
findes eller lade høre fra sig. Men var hun bleven røvet, bortført med magt,
stjålet? Også da måtte jeg kunne finde hendes spor. Jeg troede ikke for det
første, at hun var død, og dette holdt også liv i mig.
Jeg blev opmærksom på, at en hund, som var hende meget
hengiven, og som hed Karo, fulgte med mig, hvor jeg gik, og åbenbart også ledte
efter hende. Dette var mig også et tegn på, at hun ikke frivilligt var
forsvunden. Den ville have fulgt hende.
Jeg tog hunden med mig, i håb om at den måske kunne komme
med et spor efter hende, og vi gennemsøgte hele huset, hele parken, hele
landsbyen, hele omegnen, men forgæves. Jeg fandt ikke det allermindste spor.
“Vil du endnu ikke sige mig sandheden?” spurgte
jeg min fader, da jeg kom tilbage. “Kan du ikke sig mig, om Annita er død,
så ved jeg da, hvad jeg har at gøre?”
“Jeg kan ikke sige mere, end jeg ved”.
“Du lyver fader”, udbrød jeg forbitret, “men
det er det samme. jeg skal finde hende eller få rede på hende. Jeg hviler ikke
nat eller dag, før jeg finder hende, levende eller død. Men Gud straffe dig med
evigt samvittighedsnag, derom jeg finder, at du har pryglet hende til alteret
med Anton””
“Unaturlige søn! du kan jo gå og spørge præsten”
Jeg gik ned til præsten i landsbyen. Som en afsindig
styrtede jeg ind i hans værelse og spurgte:
“Har du viet Annita og Anton?”
Da han nølede med svaret, greb jeg ham i struben, slog ham i
gulvet og satte mit knæ på hans bryst.
“Ud med sandheden, skurk”, skreg jeg, “har du viet Annita og Anton?”
Han forsikrede mig med alt, hvad helligt var, at han ikke
havde viet dem og intet vidste.
Jeg kunne ikke anet end tro ham. Havde jeg tvivlet om
sandheden af hans ord, tro jeg at jeg i den fortvivlede og forbitrede stemning,
jeg var i, havde holdt min hånd så længe om hans strube, at jeg havde kvalt
ham.
Næste forsvandt også jeg og blev borte et helt år. Jeg drog
omkring overalt, fra gård til gård, fra landsby til landsby, og spurgte alle
mennesker og udlovede belønninger, om nogen kunne skaffe mig underretning om
Annita. Men alt forgæves. Det var intet spor at finde.
Jeg rejste til Finland, til Annitas hjemsted, og genså
Kuolaniemi, hvor jeg havde reddet hende. Gården var genopbygger igen og havde
en ny ejer, men ingen havde hørt noget om Annita.
Jeg kom igen tilbage til hjemmet, lurvet som en tigger, syg,
udtæret, huløjet og fortvivlet. Jeg var ikke længere så forbitret som før, men
forfærdelig nedslået og trøstesløs. Jeg tiggede atter fader om at sige mig
sandheden eller lade mig få vished om, enten Annita var død elle ikke.
“Jeg ved ikke! sagde han som før.
Jeg rejste igen af sted uden at sige farvel til mine
forældre. Jeg undersøgte alle klostre, men ingen nonne bar hendes navn, og
ingen havde hørt noget om hende.
Jeg rejste til Moskva til tzaren, til den fromme Feodor, i
hvis tjeneste, jeg havde været og jeg anklagede min egen fader, idet jeg
fortalte ham, hvad jeg nu har fortalt dig. Han sendte dommere til Olonets og
lod min fader forhøre, men han nægtede som før at vide noget om Annita, måske
han også bestak dommerne, han var rig nok dertil.
Efter to års forløb kom jeg tilbage igen til mit sørgelige
hjem.
“Du har anklaget mig for tzaren”, sagde min fader.
“ja” svarede jeg.
“Du har villet få din egen fader straffet som forbryder?”
“Ja fordi du ikke har villet sige mig sandheden”.
“Nu har jeg også et ord at sige dig, og der er det
sidste mellem os”.
“Så sig det”.
“Enten gifter du dig med Fedora, eller jeg lader mine
tjenere jage dig herfra og gør dig arveløs”.
“Jeg gifter mig ikke med Fedora”.
“Så er du heller ikke længere min søn”.”Lad
så være” sagde jeg, “der er intet, som længere såre eller bedrøver
mig. jeg er døv og død for alle sønlig følelser og alle trusler. Også jeg har
fattet min beslutning”.
“Og der er, om jeg må få det at vide?”
“Jeg bliver munk og går i kloster. Jeg giver afkald på
gods og formue og alt andet i denne verden”.
“Og det for en tiggertøs skyld”.
“Ja, for en fattig uskyldig, forrådt piges skyld. for
den eneste kvindes skyld, som jeg har elsket, og som jeg har tabt, og som min
gen fader har berøvet mig”.
“Som du vil” sagde min fader, han troede vel ikke,
det var, mit fulde alvor.
Jeg foretog endnu en fortvivlet rejse for at finde spor
efter Annita.
Et sted i Karelen fortalte man mig, at det en søndag var hændt,
at et ung par rejsende havde været i kirke på stedet og kørte derfra, da havde
den unge kone, da de kørte over en bro, kastet sig i elven eller faldt i den og
druknede. men hvad han eller hun hed, vidste man ikke. Jeg gik til præsten på
egnen og spurgte ham ud, men han kunne ikke erindrer at have hørt navnene
Annita og Anton og havde i alt fald ikke viet nogen, som hed så.
Jeg kom atter tilbage til mit hjem, men jeg kunne ikke holde
ud at leve der. Hvor jeg stod og hvor jeg gik, blev jeg mindet om Annita. Jeg
gik ud i parken, hvor hun havde leget som barn, og hvor hun som voksen kvinde
havde tilstået mig din kærlighed. Jeg kastede mig ned på marken med ansigtet
mod jorden og lå således en lang stund. Jeg græd ikke. men jeg havde en følelse
af tomhed indeni mig, udenpå, overalt. Af en grusom hånd bar der ført et slag,
og mit liv var hugget over som et tov.
Så sagde jeg farvel til mine forældre og mit hjem og rejste
til Solowetski for at blive munk. Men der var for megen tummel og verdslig støj
ved det store kloster. Jeg fandt ikke ensomhed nok, og jeg trængte til
ensomhed, og til at se en natur, der var ligeså gold, øde og trist som mit eget
indre. Så vandrede jeg på mine fødder til dette øde sted. Her vil jeg blive, og
i morgen aflægger jeg løftet. Annita må være død eller, hvad der er endnu
værre, levende død for mig, siden intet spor har været at finde, og hun nu i 3
år ikke har ladet høre fra sig. Derfor vil jeg også dø bort fra denne verdens
glæder og sorger. Jeg er livstræt, træt til døden og forsager alt”.
“Det er måske alt sket til dit eget bedste, til din
sjæls frelse”, sagde den gamle Gurij.
“Nej, nej”, udbrød Ambrosius heftigt, og sprang op
fra sin hvilende stilling. “Jeg kunne være bleven så lykkelig ved Annitas
kærlighed. Du ved ikke, ingen ved, hvad dette barn var for mig. Jeg har våget
om natten ved hendes sygeleje og følt, at hvis hun døde, ville jeg miste noget,
som ikke kunne erstattes mig. Jeg har
båret hende på disse mine hænder, og hun var mig dyrebarere end mit eget kød og
blod. Jeg levede og åndede helt og udelt i denne kærlighed. Den var mit et og
alt, min fremtid, mit håb, min helligdom, mit hjem”.
“Måske du dog om en tid kunne komme til at elske en
anden kvinde og blive lykkelig med hende”.
“Nej aldrig. Jeg var ingen dreng, der i et øjebliks
stormende følelser fremstammede løfter, som jeg ikke havde overvejet. Jeg var
en voksen mand, som med hele min sjæl havde fæstet mig ved denne kvinde”.
“Jeg forstår godt, hvor tungt det må have været at
opgive dette jordiske håb”.
“Ja, og du må heller ikke tro, at jeg med tålmodighed
har hengivet mig i min bitre skæbne. Nej, der var dage, da mit hjerte oprørtes
ved tanken om ikke at være elsket af noget menneske. Skal jeg tilstå dig det,
jeg har knurret mod forsynet, jeg har næret strafværdige følelser mod det, jeg
har gjort det bebrejdelser. Men dette oprør i mit indre er nu forbi, såvel som
mine forhåbninger. Jeg venter intet mere og håber intet mere. Jeg ar nu kun for
øje stille hengivelse i skæbnen og ydmyg selvfornægtelse”.
“Og din fader?”
“Ja, ja, min fader!”
“Tilgiver du ham?”
“Ja Gud forlade ham, hvad han har syndet imod Annita og mig!”
“Det er rigtigt min søn”, sagde den gamle
“således skal dit sindelag være, når du i aften aflægger dit løfte, og gid
du da må finde den rette fred i kirken skød, thi kirken alene skan skænke dit
sårede hjerte lindring her på jorden og din sjæll evig glæde hisset.
