Klosteret del 7 Ødelæggelse
Klosterets ødelæggelse juleaften 1589
Der var krig mellem Johan den 3. i Sverige og tzar Feodor
Ivanowitsch. Vistnok var der sluttet en våbenhvile på 4 år fra 1585 til 1590.
men alligevel foregik der under våbentilstanden i det små fejder mellem Karelstrandens
befolkning og finnerne i svensk Finland. Tidlig på året 1589 havde karelerne
således angrebet ind i Finland hen imod Kajana. For at hævne dette foretog de
svenske finner ikke længe efter et angreb ind i Karelen.
“De kom med både ned over floden Kovda”, hedder
der, “700 mand stærk, hærgende og udbrændte de karelske byer Kovda, Umba,
Keret og andre ved havet beliggende steder. Derpå drog de videre sydover i den
kemske volost og plyndrede der alle boliger. Herfra begav de sig tilbage op
over floden Kem”.
Atter gjorde solowetskerne gengæld, idet de med er hær på
1300 mand angreb Finland og plyndrede flere byer på finsk grund.
Finnerne hævnede på deres side dette igen ved “hen imod
juletid” at udføre et strejftog, ikke østover mod Karelen, men nordover
til russisk Laplands nordligste, ubeskyttede kyster, til Enare, Peisen,
Petschenga, Orafjord og Kola.
Hæren, hvis størrelse ikke findes angivet, drog ud fra
Kajanaa og er formodentlig først kommet til Enare, eller som det kaldes i famle
dokumenter “Innier”. Her slog de ihjel, blandt andre “Tykum
Thudesen, der gav skat til Danmark, Sverige og Rusland”, og efter navnet
at dømme må have været en nordmand.
Fra Enare har de rimeligvis langs Pasvigelven eller dens
dalføre draget ned til Pasvik eller Klosterfjorden, hvor Boris og Gelbs kapel
var bygget af munkene i Petschenga. Her
slog de ihjel “4 karle, 3 drenge og 1 kone”. Blandt drengene nævnes
Mikel Ottesen, som rimeligvis har været Nordmand, og konen hed Oditte
Andrisdatter, rimeligvis også en norsk kvinde. Mærkelig nok har de skånet
kapellet, thi det står der endnu, medens de ellers brændte både kirken og
husene.
Fra Peisen er de draget ad søvejen til “Bomeni”
eller Bumandsfjordene på Fiskeøen. De havde let ved at få både i Pasvig
fjorden, da munkene også der havde et bådebyggeri.
Antallet af de dræbte i Bomeni og hvad de ellers der
ødelagde af munkenes ejendomme, kendes ikke, “da der ingen var
tilstede”, hedder det i brevet fra Vardø. “da fjeldfogeden kom
der” efter jul for at indkræve den sædvanlige fjeldfinneskat eller
såkaldte “nordfjeldsskat”.
Fra Bomeni drog de til Petschengafjorden. I mundingen af
fjorden, i Pakhusbugten, eller som den i Vardøbrevet hedder “Wikits”,
lå munkenes skibsværft. Her satte de ild til husene og brændte alle de både,
som de ikke selv havde brug for. Inde i bunden af fjorden lå Jomfru
Mariakirken. Denne satte de også ild på efter at have plyndret de værdifulde
effekter, som fandtes i den. Derpå drog de opover langs elven til selve
klostret.
Der kom de juleaften 1589 om natten, netop som apogtypnia
holdtes i kirken, og Ambrosius skulle aflægge sit munkeløfte.
De fleste af munkene var forsamlede i kirken. Ligeså en stor
del af arbejdsfolkene, da alle, som kunne, gerne ville være til stede, når den
af alle afholdte Ambrosius skulle aflægge sit munkeløfte. Femten af munkene skulle
have været fraværende fra klosteret, da det blev overfaldet, og disse undgik
således døden. Rimeligvis har munkene i klosteret fået et tip om den fjendtlige
hærs hærgen, og de hav vel gjort, hvad de kunne, for at sætte sig op i forsvars
stilling, men de har vel næppe forventet at blive overfaldet julenat.
Den højtidelige indvielse tog sin begyndelse, og kl. 10 om
aftenen indfandt Ambrosius sig (bods skjorte av stift materiale som hestehår,
båret bl.a. av nonner og munke inderst på kroppen.) i forkirken. Her afførte han sig sin hidtil brugte
dagligdags dragt og blev stående der, blot iført sin haarskjorte (uden
strømper, sko, bælte og hoved beklædning, som tegn på, at han nu fuldstændig
løsrev sig fra alt i denne verden.
Derpå kom samtlige brødre ud til ham, hver med et tændt lys
i hånden, hvilket skal betegne evangeliet, der kommer til den angerfulde sjæl.
Han istemmer nu og synger salmen: “Herre, modtag mig i dine fader
arme!”
I indgangen til hieron kommer klosterets forstander ham i
møde, “som en fader ved sit hus dørtærskel”, og holder en tale til
ham, hvori han formaner ham til “at åbne sit hjertes øren og give agt på
Herrens stemme, der nu opfordre ham til at tage sit lette åg på sig. Han må
ikke glemme, at når han nu med bæven og glæde aflægger sit løfte, så hører
frelseren selv, Guds moder og alle himmelens hærskare ethvert af hans ord, der
atter vil genlyde for ham ved opstandelsen på den yderste dag.”
Indkommen i hieron falder han på knæ, vendt imod hieron og
brødrene, der står i en halvkreds foran ham. Forstanderen spørger ham nu:
“Hvi est du hid kommen, broder, at du knæler ned for
denne helligdom og dette hellige broderskab?”
Han svarer:
“I ønsket om at føre et helligt og selvfornægtende
liv”.
Forlanger du at blive erklæret værdig til at optages som
munk og blive medlem af brørenes hellige samfund?”
“ja, med guds hjælp, ærværdige fader” svarer
novicen.
Forstanderen billiger dette hans gode forsæt, idet han
siger:
“Ja, i sandhed, skønt og herligt er det værk, som du nu
bier dig til. Gid du også må fuldføre det. Men herlige værker udføres ikke uden
møje, forsagelse og arbejde”.
Derpå spørger igen forstanderen:
“Er det af egen fri vilje, at du kommer hid til
Herren?”
“Ja, ærværdige fader!”
“Ikke af nød, ikke af tvang?”
“Ne, ærværdige fader!”
“Vil du forblive her i klosteret og underkaste dig hele
munkelivets forsagelse og strenghed lige til din dødsdag?”
“Vil du lige til din død bevare lydighed mod din
forstander og dette broderskab i Kristo?”
“Vil du bevare dig i ren afholdenhed og kyskhed?”
“Frasiger du dig al ejendom og verdslig forbindelse med
verden?”
På alle disse spørgsmål svarer novicen med ydmyg stemme i
bevisthed og egen svaghed, men med håb om bistand fra det høje:
“Ja, ærværdige fader”.
Efter denne åbne bekendelse, der er beregnet på at fjerne
enhver skygge af tvivl om, at nogen tvang finder sted, taler forstanderen atter
til ham i nogle formanende ord, idet han klart fremstille for ham munkelivets
betydning. Han foreholder ham atter hovedreglerne for samme, nemlig kyskhed,
ydmyghed, lydighed og selvfornægtelse. Han advarer ham mod de fristelser, som
menneskets arvefjende vil anfægte ham med, idet han idelig vågen og i drømme
vil forspejle ham i hans foregående liv i verden, dets glæder og sorger. Han
nævner ham som følgeværdige eksempler flere af martyrerne, ja Herren selv, der
for vor skyld “fornedrede sig selv, så han blev lydig indtil døden”,
og spørger ham endnu engang:
“Alt dette forpligter du dig til at overholde i troen
på Guds kraft og du sværger at holde dette løfte urokkelig lige til dit livs
ende ved Jesu Kristi måde?”
“ja, med Guds hjælp, ærværdige fader”, svarer
atter den nye Guds stridsmand.
Forstanderen holder nu en bøn, hvori han minder om Guds barmhjertighed, da
han talte til Israel:
“Skulle end en moder forglemme sit barn, så vil jeg dog
ikke forglemme dig”, og han søger at styrke den nye broders sjæl med løfte
om guddommelig kraft og trøst fra den Helligånd under hans kommende gejstlige
anstrengelser.
Derpå peger forstanderen hen på et evangelium, som ligger på
et bord og skal betegne Kristi nærværelse, idet han atter minder ham om, at han
selv af egen fri vilje har forlangt at indtræde i munkestanden.
Så tager en af brødrene, som dertil er udnævnt, en saks, som
ligger på evangeliet og leverer den til novicen. Denne leverer ham den tilbage
igen. Dette gentages 3 gange. Når munken 3. gang modtager saksen af novicens
hånd, klipper han lidt af hans hår bort fra panden i den hellige treenigheds
navn som tegn på, at dermed er alle kødelige lyser afskårne, idet han siger:
“Glem aldrig, med hvem di nu formæler dig, til hvem du
går hen, og hvem du frasiger dig”.
Medens samtlige brødre sagte synger “Gospodi
pomilui”, Herre, forbarm dig, ifører nu forstanderen den nye broder
munkedragten, af hvilken hvert enkelt stykke, kutte bælte, hætte og sandaler
ect. har sin særlige symbolske betydning. Hver gang han har iført ham en ny del
af dragten, vender han sig mod brødrene og siger:
“lader os bede for ham: Herre, forbarm dig!”
Efter at han fuldstændig har iført ham munkedragten, holder
han en bøn, hvori han anråber Herren om, at han vil “indføre denne sin
tjener i sit åndelige hus, at han vil optage ham i sin hjord, at han vil rense
hans sind fra alle kødelige lyster, og at han altid vil lade ham komme ihu den
velsignelse og den himmelske glæde, som venter Guds venner og alle dem, der i
munkelivet korsfæster sit kød for himmeriges riges skyld”.
Derpå istemmer forstanderen og samtlige brøde tillige med
novicen en gammel smuk russisk salme:
“Omtumlet på livets stormfulde hav flygter jeg hid til
denne havn.
Herre, lad mig her finde fred og balsom for mit hjertes
vunder!
Med mine tårer, o Herre vil jeg aftvætte mine synders
skyldskrift.
Og mit liv herefter skal være dig, o Herre, i bod og ydmyg
bøn.
Men fjenden vil komme for at forlokke og bedrage min svage
sjæl.
Herre, hjælp mig da med din kraft, at jeg ej må bukke under!
Jeg er et får af din hjord, o Herre, og til dig tager jeg
min tilflugt.
Tag imod mig vildfarende, O Gud, og forbarm dig over
mig!”
Derpå læses op af brevet til Ef. 6 10 – 17, af Matt. 10, 37,
38 og 11, 28 30. Nu lægger forstanderen under bøn et kors på novicens bryst og
skuldre og erindrer ham om Kristi ord Matt 10, 38.
Han rækker ham derpå et tændt vokslys, og med dette i hånden
må han blive stående foran et Kristus billede, indtil kommunionen begynder.
Idet han rækker ham lyset, sige han (Matt. 5, 16):
“lader, så eders lys skinne for menneskene, at de ser
eders gode gerninger og ører eders fader, som er i himmelen”.
Det stod nu kun tilbage, at Ambrosius sammen med
forstanderen og brødrene skulle nyde sakramentet og samtlige derpå give ham
broderkysset som tegn på, at han nu var optaget som munk og broder i deres
samfund.
Men kl. 11 blev den højtidelige handling pludselig afbrudt, idet
nogle af arbejdsfolkene kom styrtende ind i kirken og skreg:
“Fjenden er for porten” og idet samme hørtes slag af øksehug på
planke muren lige ind i kirken.
Fra den højtideligste stilhed blev der nu den vildeste larm.
Klostertjenerne styrtede ud af kirken og løb til deres boliger for at væbne sig
med hvad våben de havde, medens fjenden hamrede løs på porten i plankevæggen,
der omgav kirken og bygningerne. Det varede heller ikke længe førend røverne
sprængte denne og styrtede ind på gårdspladsen. Bedre bevæbnede med sværd og
bøsse overmandede de snart klostertjenerne og drev dem dels tilbage til kirken,
dels ind i deres egne eller munkenes boliger. En del af røverne forfulgte dem
her fra værelse til værelse og myrdede de næsten værgeløse mennesker, hvorpå de
plyndrede, hvad der syntes dem at have nogen værdi, og satte ild på
bygningerne.
Imidlertid var munkene med nogle tjenestefolkene forsamlet
inde i kirken. Hæres anfører med en del agf røverbanden havde opbrudt den tynde
væg, hvorigennem man kom ind i kirken, men døren ind til hieron var solid og
modstod en stund deres angreb. Fjenden vidste naturligvis godt, at penge og
andre kostbarheder måtte findes i kirken og formodentlig inde i hieron eller
sakristiet. De omringede derfor kirken, for at ingen skulle slippe ud af nogen
løndør, medens de hamrede løs på døren til hieron for at komme ind.
Imidlertid brændte munkenes og tjenernes boliger, således at
røgen slog hen mod kirken og indhyllede både belejrerne og de belejrede i en
hvis sky. Dørene modstod naturligvis ikke længe røvernes øksehug. De splintrede
den og stormede ind i hieron, hvor de værgeløse munke stod samlede i sine
præstedragter med forstanderen, oldingen Gurij, i spidsen. Han, den ærværdige
gamle, knælede ned og hævede et forgyldt kors afværgende mod fjenden, idet han
bad om nåde for sig og sine værgeløse brødre. men han blev straks uden
barmhjertighed nedhugget af anføren og korset revet ud af hans hænder. Derpå
gik det løs på de øvrige, og de nedhuggedes mand for mand.
Der var kun en, som gjorde alvorlig modstand. Ambrosius
havde fået tid til at springe ind i hieraton, iføre sig panserskjorten og gribe
sværdet. Således bevæbnet styrtede han frem igen og standsede nogle af røverne,
son holdt på med at myrde de sidste af munkene. Han huggede om sig og værgede
sig tappert, med ryggen dækket mod hieraton, medens ligene af hans døde og
halvdøde brødre lå i dynger lige foran hans fødder og hele kirkegulvet svømmede
i deres blod.
Som skudt ud af en kanon springer der pludselig ud af sakristi
døren en mand til hans undsætning.
Det er den store, stærke kvæn Jussi, han gode ven. Han er
kommen ind af en løndør og har væbnet sig med en lang tung jernstang. Med denne
springer han frem foran Ambrosius, svinger den med sine kæmpekræfter og slår så
vildt om sig med den, at han slår fjenden ned som strå og driver dem tilbage.
Men som en bisværm omringer de ham igen fra alle kanter, så han til slut
dødelig såret vender sig mod Ambrosius, falder over mod ham og visker:
“Flygt, Unnas venter, løndøre!”
Mere fik han ikke sagt, før han 10 gange var gennemboret.
Ambrosius hoppede over sakristiets halvdør og fik den
øverste halvdel lukket, så han endnu var reddet et øjeblik. I det samme åbnes
en løndør, der førte ud til baggården, og Unnas skrækslagne ansigt titter ind.
“kom, Kom!” hvisker han.
Sakristi døren knagede og faldt ind i det samme Ambrosius
forsvandt igennem løndøren, der stod sådan, at fjenden ikke havde opdaget den
og stillet vagt ved den. Men for at slippe igennem planke muren, der omringede
hele klosteret, måtte Unnas og Ambrosius springe over de brændende ruiner af en
del af tjenesteboligerne.
Unnas sprang først over, og hans finnedragt og tykke hue
reddede ham fra flammerne, men Ambrosius, som var barhovedet, blev forbrændt i
ansigtet uagtet af han holdt sig for ansigtet med hænderne.
De slap gennem en mindre dør, der fandtes i planke muren, og
løb langs med dette i røg og mørke ned mod elven, medens røver hæren plyndrede
sakristiet.
Da de kom til elven, sprang Unnas først ud på en isflage
efter at have kastet et tov til Ambrosius. Fra isflage sprang han til næste
isflage og nåede på den måde over til en lille ø midt i elven. Ambrosius, som
var tungere og ikke så let hoppende som finne, faldt snart i vandet, udmattet
såret og næsten blindet, som han var efter kampen, men han havde tovet bundet
om livet, og dels blev han trukket af Unnas, dels trak han sig selv over til
stranden, hvorfra finnen ledede ham op til en gamme eller jordhytte, som var på
øen. Der var to øer ude i elven lige overfor klosteret, og de findes der formodentlig endnu den dag i dag,
dersom ikke elven har forandret sit løb og revet dem med sig.
“På disse to små øer”, hedder det udtrykkeligt, i
Vardøbrevet, “stod der to gammer, som blev bevaret, fordi svenskerne ikke
kunne komme der ud”.
Unnas og Ambrosius var således med det første reddede. De så
nu fra deres tilflugtssted, hvorledes også kirken brændte. Røverne havde sat
ild på den, efter at have plyndret, hvad der havde noget af værdi. Kirken med
klosterbygningen dannede nu tilsammen et stor ildhav, hvor de kunne se sorte
skikkelser bevæge sig i sneen.
Næste morgen juledag, var der intet andet end rygende ruiner
tilbage af kirken, bygningerne, ladegården og møllen. Alt, hvad røverne kunne
slæbe med sig og have nytte af, havde røvet.
Resten brændte de.
I Vardøbrevet nævnes 41 af de dræbte munke ved navn.
“Disse efterskrevne”, hedder det, “haver svensken ihjelslået af
det munkekloster ved navn Pesantz:
Den øverste munk hegumenen Gurij.
Tre præster ved navn Packum, N. Foser og Jonno N. samt
følgende munke:
Fedosra. Nakarij. Annodij. Annopher. Samson. Jiuda. Felofe. Annisse. Jermandt. Y Joff.
Serop Jon. Jiop. Yfsmaina. Saufua. Spiridon. Sauatte. Kyrilaa. Semion.
Alexander. Kalistrath. Ambrosia. Gjermandt. Daniel. Fegnast. Moisse. Føderich.
Lauriuan. Gjørras fy. Abraham. Derofey. Ploien. Juffrin. Fedosij. Pauessy.
Annorij. Filimion”.
Ligeledes findes navnene på 51 af tjenerne eller lægfolkene,
som blev dræbte, nemlig:
Mikifar.
Jepser. Pratter. Sauffua. Anthonii.’Ortyn. Komman. Jiepser. 5 Jffuamer.
Arist. Arttime. Jeraffe. 2 Foeder. 3 Mickitaa. Agennatt. Mytrink. Rodinan. 2
Gabriel. 2 Kostenthin. Lura. Lenatte. Fedodt. Jefim. Parfey. Michefar. Faa.an.
Gabriel. Dementte. Artyme. 2 Steffan. Andrea. Annanis. Amilian. 2 Steffan.
Philiips. Cornille. Daniel. Forsaa. Mickulla. Arekup. Isdan.
Efter andre kilder dræbtes i det hele 51 munke og 65
tjenere, efter andre endnu flere.
De fleste af disse navne er russiske. Kun er par er måske
finske eller norske.
I ladegården dræbte de “to kvinder ved navn Kyllinna og
Fefemj” formodentlig budeier (kvindelig kvæg passer), der passede kvæget.
Hermed var røvernes ærinde udrettet, og de drog igen nordover
til fjorden. Herfra drog de over til “Urze”, hvormed formodentlig
menes Orafjorden, og her “sloge de ihjel 5 karle, 3 drenge, 5 kvinder og4
piger”. Blandt karlene nævnes ved navn Jørgen Iffersen. Ive Ottesen og
Thimofe Mickelsen, der rimeligvis har været nordmænd. Blandt kvinderne nævnes
Marin Iffuans datter, måske også en norsk kvinde.
Navnene på de øvrige synes at være russiske. Denne
røverbande skånede således hverken man eller kvinde, men dræbte, hvad dræbes
kunne.
Fra Orafjorden drog de mod den allerede dengang befæstede
stad Kola. “Did kom de 3. juledag. Men de belejrede indbygge foretog et
udfald og barbarerne blev fuldstændig slagne. 60 af dem blev dræbt, og de
øvrige flygtede på både op over Tulomelven”. Denne kommer indsøen
Noutjavre, og herfra har de formodentlig draget sydover igen til Kajanadalen,
hvorfra den var startet. Der findes ingen beretning om deres senere færd.
Unnas og Ambrosius var måske ikke de eneste, som undgik
døden ved ild eller fjendens sværd. Det er ikke umuligt, at en eller anden af
munkene eller tjenerne også kan have reddet sig ved flugt, men derom vides
intet bestemt.
Ambrosius lå syg på en briks med bind for øjnene. Hans hår
var næsten afsvedet og hans hænder og ansigt så for
brændt, at han næsten var ukendelig. Unnas gik næste dag
over til ruinerne. Det havde frosset om natten, således at isen på elven kunne
bære ham. Der fandtes ikke andet tilbage af hele klosteret end rygende brænde
og halv opbrændte lig inde i mellem ruinerne.
En del kæder og andre sager var trukket fra munkenes
værelser og ud på sneen og havde tjent røverne til natteleje. Måske de også
havde tænkt sig at tage en del af disse sager med sig, men så igen kastet dem
fra sig. Unnas tog en del af disse sager over til øen, således at både
Ambrosius og han fik noget at hvile på.
Ladegården var, som allerede bemærket, også udbrændt og
kreaturerne dræbte. En del af de slagtede kreaturer havde røverne forsynet sig
ed, resten var kastet i ilden.
Ambrosius og Unnas behøvede dog derfor ikke at sulte. Der
fandtes i en bod ude på øen en hel del saltet fisk. Munkene havde nemlig om
sommeren laksetængsel ved øerne, og det kunne undertiden hænde, at en eller
flere af dem sammen med nogle at tjenerne opholdt sig der i flere dage. Der
fandtes derfor også gryder og nogle køkkensager i gammen, således at hverken
Ambrosius eller Unnas behøvede at frygte for at fryse eller sulte, indtil der
atter kom folk til stedet.
Efter nogle dages forløb kom også de fleste af de fraværende
munke tilbage og fandt til deres forfærdelse klosteret i ruiner og deres
brødres halvt forbrændte lig inde i mellem disse. De måtte indtil videre bo i
en “badstue, som stod noget fra klosteret”, og var blevet skånet
eller måske ikke lagt mærke til af røverne.
De fin for det første nok at gøre med at begrave deres
dræbte brødre og tjenestefolk.
