Kløven Handelssted

Hvis vi fra Hamnvik styre nordover i Astafjorden, bemærker
vi os på højre hånd det nyere handelssted Lavangsnes, hvor Holst’erne boede.
Ved syd spidsen af Dyrøysundet ligger de gamle jektesæder søm Møkkelbostad og
Hamn på Dyrøya, og gæstgiveriet Kastneshamn på fastlandet. Her er der gårde,
eng og skov, et smilende landskab med sne på fjeldet og tinder på god afstand som baggrunds
kulisser. Her snævres trafiklinierne sammen, og fra gammel tid af gik
jekteruten og skibsruten gennem sundet mod nord og syd. Ved denne trafik åre,
hvor kursen svinger skarpt rundt om næset mellem Finnfjorden og Solbergfjorden,
lå i gamle dage det gamle handelssted Kløven med sin lune lille havn.

Kløven var et gammelt borgersæde, og den første udligger
vi kender fra historien er Carl Johannesen, som tog borgerskab i Trondheim
1685. I 1690 pantsatte han by gård, jekt og borgersæde til købmand L. M. Angell
i Trondheim for sin gæld. Senere udtog Elias Madsen Hoff i 1699 borgerskab på
stedet, men har næppe overtage handelen på stedet. Allerede i 1700 tallet var
gården forpagtet af Povel Povelsen trondhjemsborger, som drev handel der om
sommeren. Gården var på ½ våg og tilhørte bispegodset, senere Trondenes kirke.
Herimod 1720 var Povel Povelsen død, og borgersædet gik over til han enke
Margrethe Mosesdatter, som døde før 1725. Handelsstedet lå da øde og uden
handel en tid fremover.

Ovennævnte Elias Madsen Hoff havde egentlig sit borgersæde
i Hekkingen, men købte nu “Vestnes-Kløven” af Margrethe salig Povelsens arving.
Han overlod stedet i Hekkingen til sønnen Oluf Eliasøn, og flyttede selv til
Kløven. – Han var gift med Maren Falch og havde foruden sønnen en voksen datter
og en pige i huset, desuden 6 drenge, hvilke han hyrede ind fra Trondheim om
sommeren og betalte deres rejse til han handelssted. Borgersædet var kun i brug
om sommeren, om vinteren boede familien i Trondheim. Elias Hoffs jekt var under
kommando af Johan Mejer, hvis far var bergensborger på Leivik i Fuskvåg.

Da Elias Hoff var død 1737, gik borgersædet over til
sønnen Hans Eliassen Hoff, som tog borgerskab på stedet 1739. Men han overlod
stedet til trondhjemsborgeren Helmer Buskmand, som drev handel og jektebrug en
tid.

Fra 1753 overtog Hans Hoff selv besejlingen af Kløven, og
sad der som borger til omkring 1783. En kortere tid synes Kløven at have været
solgt til hans søstersøn James Colban. Men efter Hans Hoff kom sønnen Elias
Hansen Hoff og benyttede stedet med sit borgerskab. Det var en dårlig
forretning for ham og i 1790 årene flyttede han til Kløven med sin familie og
levede der som bonde, uden handel og med et ubetydeligt jektebrug. Han havde to
døtre og levede endnu i 1810.

Stedet gik nu over til Asmus Wraamand som fik
gæstgiverbevilling 3. juli 1802. Omkring 1805 nævnes Carl Møller som bestyre af
Kløvens handel, vistnok den samme som i 1807 blev gæstgiver på Gibostad. Samme
år besøgte den tyske rejsende Leopold von Buch, Kløven – han nævner, at omkring 300 både passerede
stedet på vej til Lofoten. De fleste af disse bådelaug benyttede sædvanligvis
Kløven som overnatningshavn undervejs. Fiskerne lå da i småhusene og andre
huse, hvor der var plads og ellers under presenninger i bådene.

Sin rette storhedstid fik Kløven da stedet omkring 1810
var gået over til en grosserer Vogelsang i København. Han lod handelen bestyre
af Lorentz Peder Jessen, vistnok af dansk fødsel. Jessen købte i 1809 flere
gårde i sognet, og forpagtede året efter en del af gården Solberg, hvor han
bl.a. dyrkede kartofler og hør. Da kystforsvaret skulle organiseres i 1808,
blev Jessen valgt til distriktschef, med kommando over kystværnet på landet og
borgerkorpset i Tromsø by.

Under nød årene var handelen i Kløven godt forsynet, og
Jessen sørgede for at ingen led nød. Kløven må på den tid have haft en betydelig
omsætning. I 1816 blev der udskibet over 7000 våger fisk og over 400 tønder
tran, det meste til Trondheim.

Som distriktschef og i forretningssager kom “Jessen i
Kløven” ofte til Tromsø, hvor han var en populær skikkelse. Endnu i 40 årene
huskede man med begejstring de lystige dage da han var i sin velmagt, historien
gik: Å, du skulle have set, når Jessen kom med sin lystskonnert! Ingen prins
kunne være blevet flottere modtaget, illumination i byen, kantonskud fra
voldene, champagne fyren var kommet, men – det var den lystskonnert som
ødelagde ham – sagde man. Beretninger på
egnen fortæller også at Jessen var meget rig, men førte et vildt liv. Da amtet
i 1814 valgte udsendinge til stortinget blev Jessen valgt som første
repræsentant, men som de andre stortingsmænd nordfra nåede han ikke frem til at
deltage i det overordentlige storting.

Jessen var gift med en frk. Museus fra Trondheim. Det ser
ud som om han i sine velmagtsdage er blevet ejer af handelsstedet. Foged
regnskabet fortæller at han havde gæstgiverbevilling. Vi må antage, at det var
Jessen som byggede og indrettede den store hovedbygning i Kløven, som bl.a.
havde en smuk storstue med pilaster . inddelte vægge. Denne var ifølge en
skildring fra 1821 udsmykket med billeder af Carl Johan og andre berømte mænd.
Senere i 1820 årene blev stedet ramt af handelskrisen, men Jessens ødselhed,
har vel også haft en indflydelse. Han døde på Solberg, som var hans “lyststed”.
På denne gård havde han omkring 1814 ladet bygge en stampe- eller valsemølle.
Hustruen overlevede ham i mange år, og døde til slut i yderst fattigdom. Sine
sidste dage levede hun i et lille hus kommunen han bygget til hende.

Kløven gik nu over til Lorentz Øvre, som fik
gæstgiverbevilling på stedet 3. februar 1827. Senere Øvre til Gibostad, og
Kløven blev købt af Knud Moe fra Trondheim. Han fik gæstgiverbevilling den 10.
januar 1832.Moe var gift med datteren af købmand Andersen i Trondheim, og de
havde 4 sønner og 2 døtre. En af sønnerne var Carl Moe, senere provst i
Ørlandet.

Efter Knud Moes død i 1863 blev hans søn Jacob Moe ejer af
Kløven. Han var en hædersmand og en driftig mand, så stedet stod endnu i hans
tid ved magten. Siden 1838 havde det anløb af “Prins Gustav”, og det beholdt
sin stilling som gennemfartssted så længe den gamle sejlads med nordlandsbådene
var i gang. Jacob Moe drev direkte eksport af tran og fisk til Hamburg med
dampskibene, så hurtigt om denne forbindelse kom i stand. Hans hustru – datter
af lensmand Møller i Lenvik, var en driftig kvinde, flink til håndarbejde. Hun fik
bl.a. guldmedalje for broderede ting på Tromsø udstillingen i 1870. Et bilede
fra Kløven fra den tig viser Jacob Moe og hustru omgivet af en talrig familie
og et stort tjenerskab. Her var stor gæstfrihed og aldrig tale om betaling for
rejsende, ligedan for tinghold af øvrigheden to gange om året.

Omkring 1890 gik stedet over til sønnen Carl Moe , som
samme år blev gift med Signe Simonette Schøning, hvis far var Arnt Schøning som
i 1869 havde slået sig ned som første handelsmand på Lødingen og lagt grundlaget
for dette knudepunkt i den moderne trafik nordover. Carl Moe var den sidste
handelsmand på Kløven. Han forlod stedet i 1898 og var en tid ved
dampskibsekspeditionen på Hammerfest. Senere flyttede han med familie til
Lødingen, hvor hans sønner Jacob og Arnt Schøning nu leder forretningen og
dampskibsekspeditionen.

Stedets fordum glans og herlighed på Kløven er det nu slut
med. Gamle billeder viser at stedet havde en stor toetagers hovedbygning med
valmtag og indgang i midten, senere er dette vistnok ændre til sadeltag og
indgang fra siden. Der var mange andre huse på gården, og nede ved havet var
det to store brygger. Stedet lå pænt lige ved havet, og med sine ærværdige
hvidmalede huse var det jo et helt imponerende syn når dampskibet svingede om
næset og kom lige ind til bryggen, fortæller nogle af de gamle på stedet. Nu er

trafikken gået over til Finnsnes på fastlandet, og med sine motorbåde er
fiskerne i dag helt uafhængige af det gamle sted som gav deres fædre ly og
beskyttelse på de lange rejser.